Beretning om Fante- eller Landstrygerfolket i Norge/Indledning
Til en from Kone af mit Bekjendtskab kom for et halvt Snes Aar siden et gammelt, fremmed Kvindemenneske, vaklende ved en Stav, ind paa Kjøkkenet og stillede sig med bedende Miner der ved Døren. Hun skjalv over hele Legemet og var saa overmaade rynket og pjaltet, at Ingen syntes at have seet et saa ynkeligt Syn før. Man spurgte hende, hvad hun hed, og hvor hun var fra; men hun kunde lidet se og høre og tale; hun vidste ikke at give nogen sammenhængende Forklaring. Det lod til, at en uigjennemtrængelig Sløvhed havde lagt sig over hendes Sind, lig den Skorpe af Urenlighed, som bedækkede hendes Hud. Husmoderen havde allerede et Stykke Brød i Haanden for at levere den Fremmede; men ved saaledes mere nær ved at betragte den ynkværdige Skabning fandt hun, at det ikke var den Hjælp, som her gjordes Behov. Hun lod den Gamle, som vel i lange Tider havde gaaet saaledes i Elendighed, lede hen til en brav Nabokone, der dels for gode Ord og Betaling, dels af naturlig Medlidenhed paatog sig det Arbeide at renvaske Mennesket og saa iføre hende noget rent Linned, som sendtes med. Her pleiedes hun paa det Bedste. Hun kom i lunkent Bad og lagdes derefter i en Seng. Hendes Sind syntes beaandet igjen efter Legemets Vederkvægelse; hun saa med klarere Blik omkring sig, talte med lydeligere Stemme, yttrede, at hun befandt sig vel, takkede for alt Godt og sov ind – til den evige Hvile.
Det var, som om Herren netop saa længe havde opholdt det skrøbelige Liv, indtil det sløve Sind først kunde oplives og trøstes ved Fornemmelsen af Medmenneskers Deltagelse og deri fange Haabet om den evige Kjærlighed[1].
Som denne Kvinde gaar der en hel Slægt i vort Land. Det er jo et gammelt bibelsk Billede at betegne et Folk som en Kvinde, og hin skrøbelige, udlevede Kvinde er det rette Billede paa denne Slægt. Som hun har den ogsaa engang seet noget bedre Dage, hvori den vist var lystig og glad og med let Sind betraadte Livets vanskelige Vei; men nu er Slægten meget gammel, og der har lagt sig Sløvhed over dens Erindring, saa den kan ikke give nogen sammenhængende Forklaring om, hvorfra den stammer, og hvad dens Maal og Med har været i Livet. Synd og Brøde bedækker dens Aasyn og har der udslettet de Træk vel ikke af Ynde, men dog af Kvikhed og livligt Mod, som engang monne have været at skue. Den har aabenbar udlevet for længe siden, og det seer ud, som om Herren just derfor havde opholdt dens hjemløse og hjælpeløse Liv indtil nu, fordi han vilde lade det sees, om der er villig Deltagelse i Landet for den dybeste Elendighed, hvori Mennesker kunne synke, om Kjærligheden eier Visdom til at berede Slægten et Vederkvægelsens Bad og lade et nyt Livs Trøst skinne ned i dens sløve og formørkede Aand.
Fanter kalder man denne Slægt. Paa en Bakke tæt ovenfor min Fødeby mødtes engang to reisende Partier; det var nok to Familier; thi der var Fruentimmer og Børn med; men det var vel Ufreden i deres Sjel, som gjorde, at de snart begyndte at slaaes med hinanden. Jeg var liden Gut dengang og stod langt borte og saa; men jeg glemmer aldrig den voldsomme Tummel og det fæle Skrig og det uhyggelige Syn, da Mænd fra Byen, jeg troer med Stænger og Reb, kom op for at fange dem. Man sagde mig, at det var bare nogle Fanter. Men naar jeg siden af Missionsberetninger eller andetsteds hørte om vilde, barbariske Folkeslags Raahed, har jeg altid maattet mindes hin Scenes Rædsel. Derfor var jeg endnu halvt bange, da jeg første Gang traf en Fant Ansigt til Ansigt. Jeg er Lærer ved en Søndagsskole paa Christiania Tugthus, og for nu snart tre Aar siden blev jeg der var, at jeg var midt mellem flere af denne for min Erindring saa uhyggelige Slægt, sortsmudskede, fremmedagtige, mistroiske og fordægtige Folk. Men snart vænnede jeg mig til disse Mennesker ogsaa og blev fortrolig med dem. Fra først af var det maaske mest Nysgjerrighed, som bragte mig til at indlade mig med disse sælsomme Folk; men i saafald blev jeg ret straffet for min Lyst. Jeg fandt for mange Gaader i denne kasteagtigt afsondrede Kreds; hvergang en var løst, viste en anden og endnu underligere sig for mig; kort, jeg hildedes i en sær Interesse for den forvildede, vanartede, elendige Slægt, og nu have mange Dage af mit Liv, halvt med, halvt mod min Villie, tilhørt denne lave Sphære, hvori ikke alene saa megen Raahed og Vederstyggelighed skjuler sig under det mystiske Væsen, men hvor den store Sløvhed og Vanart ofte syntes at maatte berøve mig alt Haab om at kunne udrette noget Godt.
I Sommeren 1847 gjorde jeg en Tour hen over Vestlandet og fik der adskillig Anledning til at forhøre mig om Fanterne. Ud paa Høsten samme Aar spadserede jeg opover Romerike, der var mig beskrevet som et af Fanternes Reder, og fik virkelig ogsaa se nogle af dem i deres frie og naturlige Tilstand. Men endnu syntes jeg kun at vide, at der var mange Ting jeg ikke vidste; jeg saa nok, at det stod yderlig slet til med disse Mennesker; men for at faa vide, hvorledes man egentlig skulde rette derpaa, mente jeg, at jeg mere fuldstændigt maatte have seet deres Færd paa de vide Veie Landet over. Dette gaves der mig Anledning til, da jeg Sommeren 1848 med offentlig Understøttelse kunde tiltræde en længere Reise netop for at undersøge Fanternes Forholde. Jeg havde i Grunden kun 4 Uger at gjøre med, men blev borte i 5. Jeg vilde finde Fanternes almindeligste Samlingssteder for der om muligt at træffe nogle af dem selv og reiste fra Christiania atter op over Romerike; men nu i Sommertiden vare alle Fanterne borte; følgende enkelte Vink og Raad, tog jeg over Kongsvinger, helt op imellem Finnerne paa Soløer Finskov; der var heller ingen; overalt viste man mig længere mod Nord, til Østerdalen med dens Sidedale; men ogsaa her viste man mig længere bort; man kjendte nok Fanterne allevegne, men vilde intetsteds kjendes ved dem som hjemmehørende i Bygden. Paa denne Maade kom jeg over Throndhjem igjennem Indherred alt til Namdalsfjorden. Her maatte jeg vende om, tog atter over Throndhjem igjennem Kystegnene til Molde, saa igjennem Romsdalen og Gudbrandsdalen til Mjøsen, gik over Vardal og Land til Randsfjorden og kom over Ringerike tilbage til Christiania. Men intetsteds havde jeg fundet Fanternes Rede.
Min Hensigt var dog endnu mere ved flittig Samtale med Almuesfolk og Embedsmænd, som jo idelig se Fanternes Færd, at faa bedre Kundskab om deres Væsen og gode Raad om, hvorledes man skulde redde dem ud af Fantelivet. Og det var et rigt Samtale-Emne. Skydsgutter underholdt sig hele Mile med mig om Fanterne (thi jeg maatte idelig selv fortælle, for at faa Andre til at fortælle med). Altid fik jeg høre noget Nyt. Huusmandskoner fortalte, dog mest med korte Hentydninger, underlige Ting om Fanternes Gaver til at kurere eller skade baade Folk og Fæ; paa de rigere Bøndergaarde kjendte man dem kun som Tiggerfolk med en mageløs Uforskammethed. Finnerne beskreve mig deres omflakkende Fiskerliv langs Fjeldvandene, Strandsidderne paa Nordmøre deres Sørøvertog imellem Øerne. Færgemænd gave mig Oplysning om deres aarlige Toure frem og tilbage; Bygdevægtere skildrede dem som balstyrige Krabater; Gravere og andre Kirkebetjente yttrede med Betænkelighed, at de sjelden eller aldrig kunde mindes, at en Fant var ført til Begravelse i christen Jord. I Brændeviinskipperne omkring Throndhjem, hvor de vise sig som gode Kunder, undskyldte man deres Feil, roste endog deres Dyder; Sæterpigerne yttrede Ængstelse for deres Overlast og Vold. Letsindige Folk lo over deres Skøierstreger; de Fromme i Landet sørgede over deres hedenske Liv. Det var forvirrende at høre saa mange modstridende Domme. Paa den ene Side skildrede alvorligsindede Almuesmænd med retfærdig Uvillie Fanternes Vanart og gjorde mig det indlysende, at der maatte anvendes kraftig Strenghed for at forebygge de voldsomme Udbrud af deres vilde Sind; men paa den anden Side fortalte Embedsmænd mig, de juridiske mest, saa mange Exempler, hvormed de beviste mig, at Strænghed kun havde gjort Ondt værre, og at man maatte forsøge det med moralske Midler, og Præster gjorde mig aldeles nedslaaet ved at meddele mig Exemplet paa de mest udholdende og menneskekjærlige og dog tilsidst frugtesløse Bestræbelser for med det Gode at vænne Fanterne til Sædelighed og Orden.
Det var mig en i flere Henseender uforglemmelig Reise. Jeg havde ikke seet meget af mit Fædreland før, kjendte kun lidet dets Folk. Nu saa jeg Fjeld og Dal i den rige Sommerpragt; jeg besøgte mine Landsmænd, Folk af alle Stænder, og fandt saa mange kjære Træk, først og fremst mange Beviser paa Gjæstfrihed, for mig ligesaa mange Tegn paa, at man billigede Øiemedet for min Reise og mine Besøg, at jeg ikke stod ene med min Interesse[2]. Men netop fordi jeg saaledes ledsagedes af saa Manges Ønsker om Held for mit paabegyndte Arbeide, var det mig høist pinligt, da jeg ved Tilbagekomsten maatte – ligesom Udbyttet fra den hele Reise – med mere afgjort Bekymring sige mig selv, hvad jeg nok ogsaa for havde skjønnet, at det er meget vanskeligt at finde virksomme Midler til at redde Fanterne ud af deres Elendighed.
Men det har klaret sig noget for mig. Jeg holder fast ved dette, at dersom disse forvildede Menneskers, denne udlevede Slægts legemlige og aandelige Nød var lige saa godt kjendt i Landet, som den er ofte seet, saa skulde Manges Deltagelse vækkes, og disse Manges gode Villie til at afhjælpe Nøden, til at tæmme disse Lidenskaber hos Nogle, til at styrke denne Svaghed, belive denne Sløvhed hos Andre, denne gode Villie skulde – ikke selv finde paa Raad, men være et Middel i hans Haand, for hvem Intet er umuligt.
Det Billede af denne Slægt, jeg nu skal fremlægge, skulde tjene til at fremkalde en saadan levende Deltagelse. Skildringen skulde interessere baade mere dannede Læsere, de Mænd, som kunne have Anledning til at træffe mere omfattende Foranstaltninger til Fanternes Vel, og den mere enfoldige Almuesmand, som ser Fanten nær ved, som ofte maa huse ham. Man vil ogsaa see, at jeg har været betænkt paa dette dobbelte Formaal. Ved en vis Nøiagtighed eller Omstændelighed i den historiske Fremstilling mente jeg at skulle overtale den mere Dannede til at kaste et velvilligt Blik ind i denne lave Verden; ved en hel Del Fortællinger og Skildringer af Livet gjorde jeg mig Flid for at vedligeholde Læselysten hos den mindre øvede Læser og saaledes bringe ham til at medtage de Vink og Formaninger, som jeg hist og her har vovet at indflette. Men maaske har denne dobbelte Opgave nødvendig maattet lade Arbeidet kun slet lykkes for mig, for hvem vel allerede en enkelt vilde have været meget stor.
Men dette kan nu ikke være anderledes. Denne Bøger skreven i Mellemtimer mellem forskjellige andre Forretninger og Studier og under en nedtrykkende Indflydelse af hyppig Sygelighed, og det er ikke min Leilighed nu at gjøre noget nyt Forsøg. Heller ikke tillader Sagen selv længer nogen Opsættelse fra min Side. Der skal raadslaaes og fattes Beslutninger om Fanternes Forholde, og dermed skal Bogen gjøre saa megen Nytte som den kan.
– – Jeg var paa Vei til at blive mismodig ved Erindringen om min livlige Interesse for Arbeidet ved dets Begyndelse og ved Synet af det Manuskript, som nu ligger der, ved Tanken om, hvad jeg har naaet, og hvad jeg vilde gribe. Men saa mindes jeg igjen den gamle, smudsige, sløvede Kvinde, som stod ved Kjøkkendøren og rystede. Det er paa Tid, at jeg glemmer mig selv.
- Christiania, 3die November 1849
- ↑ Man kan jo ogsaa gjerne simpelthen kalde det et rørende Tilfælde; men saa skal man ialfald studse ved at se, hvorledes det samme Tilfælde kan gjentages. I den bekjendte Dr. Julius’s „Jahrbücher der Gefängnißkunde,“ 7de Bind (1845), Side 269, fortælles, lidt omstændeligere, følgende Historie: Til en Pleieanstalt i Berlin bragtes, eller slæbtes af en plump Haand, et saadant mumieagtigt gammelt Fruentimmer, som opvakte Alles forfærdede Medlidenhed; hun var fast ukjendelig for Smuds, sløv og stum; hun kom i Bad og derefter i Seng, aandede saa lettere, saa klarere omkring sig, yttrede, at hun befandt sig vel, takkede for alt Godt, sov ind og døde.
- ↑ Her være det mig tilladt at aflægge min bedste Tak til de Mange, baade Embedsmænd og Private, som paa min Anmodning overtoge det brydsomme Arbeide at holde Fortegnelser over de betlende Fanter og andre Omstreifere, som indfandt sig hos dem, og tilstille mig samme. Disse Fortegnelser have ofte været mig til Nytte ved Fremstillingen af Fantefolkets Liv og Sæder.