Beretning om Fante- eller Landstrygerfolket i Norge/2

Legg til lenke
Fra Wikikilden
◄  1.
3.  ►

Kapitel 2.
Taternes Historie i Almindelighed.

„Der er,“ siger en engelsk Forfatter[1], „neppe nogen Del af den beboelige Jord, hvor Romanierne ikke findes; deres Telte ere opslaaede paa Brasiliens Sletter og paa Himalayas Skraaninger, og deres Tungemaal høres i Moskov og i Madrid, i Londons og Stambuls Gader.“ Her have vi det samme Taterfolk. Medens det vel endnu er usikkert, om Horder af denne Slægt virkelig findes i Brasilien, skjønt det ogsaa af Andre har været paastaaet, kunde den citerede Forfatter derimod gjerne have tilføiet, at de sværme om med sine usle Heste i Sibirien og paa Irland, at de øve sine Trolddoms- og Spaadomskunst ved Nilens og ved Glommens Bredder, vise sine gulbrune Ansigter i Finmarken og i Sudan.

Det bedste Bevis for, at vore Tatere virkelig ere i Slægt med disse vidtløftige omstreifende Horder – thi overalt vandre de saaledes adspredte og hjemløse omkring som her i Norge –, er Ligheden i deres Sprog. I de forskjellige Lande kjendes de under saare forskjellige Navne; i Spanien kaldes de Gitanos, i Lithauen Zigeuner, i Persien Luris; men de her nævnte tre Stammer maa her repræsentere den hele Race, saasom de betegne Yderpunkterne af den i sproglig Henseende hidtil bekjendte Taterverden[2], og følgende Sammenstilling af nogle tilfældig valgte Ord i de norske Tateres Sprog og de tilsvarende i hines vil foreløbig være tilstrækkelig til at vise Slægtskabet, medens de vedføiede lappiske Ord vel engang for alle maa modbevise de tidligere Meninger om, at Taterne eller Fanterne vare forvildede Finner eller Lapper.

Norsk Lithauisk. Spansk Persisk Norsk
Tater. Zigeuner. Gitano. Luri. Lap.
Vand. pani pani pani pani čacce
Ild jag jaag yaque aik dolla
Øie jakk jakk aquia aki čalbme
Næse nak nak naqui nack njudne
Haand vascht wast bas khast gietta
pl. bastes
Menneske manusch manusch manus manes olmus
Fruentimmer juje dschuvli – jivi nisson
Gud devel devel debel – ibmel
Djævel beng beng bengul – bærgalakk
Kniv tjuri tschuri chori cheri nibbe
sort kalo kalo calo kala čappes
varm tato tato tati[3] tata bakas
tre trin trin trin teran golm
fire schtar schtaar star ischtar njællja
sammen ketanes keteny catane – ofti
se dikka dikaw dicar – oaidnet
give dela dela diñelar – addet
skrive randra – randar – čallet
Sild servani – servañi – sildde.

Det vil ikke forundre Nogen at se, hvorledes der i Tidens Løb har udviklet sig store Uligheder i disse raa Folks Dialekter; Ligheden i hine Ord er endda paafaldende, helst naar man lægger Mærke til, at de her ere gjengivne efter den forskjellige Orthographi, hvormed de forskjellige Forfattere først have optegnet dem. Den nys omtalte Englænder Borrow fortæller etsteds, at han her i Europa traf en Tater, som sagde, at han netop var kommen tilbage fra en Besøgelsesreise mellem sine Stammebrødre ligetil Bagindien; ligesaa let maatte ogsaa den Fant, som først lærte mig noget af Tatersproget, kunne gjøre, hvad han sagde han ofte havde tænkt paa, besøge sine Brødre i andre Lande; med sit rommani maatte han kunne hjælpe sig frem mellem dem hele Europa over.

Nyere Romanskrivere have skrevet Paris’s og Londons „Mysterier“ og fortalt underlige Ting om Mennesker, som der, midt i Verdens mest civilicerede Stæder, i en arvelig Last og Elendighed friste en næsten ufattelig Tilværelse. Dersom Nogen paa samme Maade vilde forsøge at skrive Verdens „Mysterier,“ saa maatte han indrømme Taterfolket et vigtigt Kapitel, denne mellem Asiens og Afrikas og Europas Folkeslag adspredte Slægt, som i civiliserede og barbariske Lande lever saa godt som uforandret i sin urgamle Naturtilstand, hvis ydre og indre Liv i mange Stykker er og maaske altid skal blive en Gaade. Her skal det ikke være Meningen at skrive nogen Roman; her skal kun til Forstaaelse af det norske Fantevæsen, hvori Taterne spille en Rolle, leveres en Oversigt af, hvad man ved og med Rimelighed kan formode om Taternes Historie; men Fortællingen kommer kanske alligevel til at ligne et Eventyr; thi Taterfolkets Liv og Skjebner ere i Virkeligheden en mere forunderlig og i visse Maader mere gribende Historie, end nogen Eventyrdigter har fundet paa[4].

En spansk Avis for 1841 fortæller Følgende: “En Horde Gitanos af begge Kjøn har i Løbet af 3 Uger hjemsøgt de fleste Landsbyer i en Egn i la Mancha. Disse Mennesker dreve en livlig Handel med Muleesler og Heste, som de i Mængde førte med sig, og – hvad der er meget mærkeligt – i Naboegnene klagede Ingen over at være bestjaalen. Hvor have de kjøbt dem? Ingen ved det. Hvad der er end sælsommere, er, at denne Horde pludselig har vist sig i Egnen, uden at man ved, hvor den er kommen ind, og at den er forsvunden paa samme Maade.“

Denne lille Begivenhed giver et træffende Billede af Taternes hele Historie. De komme, man ved ikke hvorfra; de gaa, man ved ikke, hvorhen. Deres Fremtræden vækker en uhyggelig Undren; deres Forsvinden efterlader en pinligere Uvished. Det er som en ond Aands Aabenbarelse.

Allerede i Aarhundreder have Taterne sværmet om i Europa; der er neppe nogen By eller Bygd den hele Verdensdel over, hvor de ikke kjendes; og endnu – det ser man ogsaa af den spanske Journalists Beretning – betragtes de med Studsen. Hvilken Opsigt maa de da ikke have vakt ved deres første Fremtræden, i Middelalderens sidste, overtroiske Aarhundrede! – Hele Christenheden stirrede med ængstelig Forventning op til Konstants, hvor Alt, hvad Europa eiede af Lærdom og Hellighed og Magt var samlet i det Kirkemøde, som skulde fatte Beslutning i Folkenes Livsspørgsmaal; Johan. Huß var dømt som Kjætter og brændt paa Baalet; ved det samme Baal optændtes den rasende Hussiterkrig, hvor det af geistlige og verdslige Herrer længe og haardt undertrygte Folks Harme brød ud i den heftigste Fanatisme; Bøhmen og Tydskland var opfyldt med Krigens Rædsler; Samfundets Grundvolde rystedes; Gemytterne vare grebne af en usædvanlig Uro og Angst. Og midt i denne bevægede Tid fik man Taternes aldrig før sete vilde Horder at korse sig over; det var i Aaret 1417, at de første Gang viste sig i de Egne af Europa, hvor Annalister sad og optegnede mærkelige Ting, i Tydskland og de vestligere Lande. I det nævnte Aar leirede pludselig en saadan Horde sig udenfor Hamburgs Porte, og det berettes ikke, at man noget Sted havde bemærket dem paa Veien did. Beretningen om dette forunderlige Optog findes i en lybeksk Krønike fra samme Tid, Corneli Chronica novella ad annum 1435 deducta, en Beretning, som ogsaa kan fuldstændiggjøres efter en noget senere hamburgsk Krønike. Det var en Horde paa omtrent 300 Personer af begge Kjøn foruden mange Børn. Ingen havde hørt tale om eller seet dette Slags Folk. De vare, siger Annalisten, overmaade smudsige og hæslige, sorte (sortsmudskede) som Tatarer. De havde Høvdinger mellem sig, en „Hertug“ og en „Greve,“ hvis Domme og Bud de adløde; paa Reisen delte de sig i mindre Hobe, der dog fulgte tæt paa hinanden og paa givet Vink af Høvdingerne strax kunde samles. Nogle vare til Hest, Andre til Fods, og Høvdingerne vare prægtig klædte, havde endogsaa „Jagthunde“ med sig. Om Natten laa de i Leir paa Markerne udenfor Byen, hvor de om Dagen gjorde sig alskens Erinder ind, skjønt man ikke mærkede til noget andet Slags aabenbar Bedrift hos dem end Hestebytteri, som de gjerne vilde indlade sig i. De kaldte sig Sekaner (Secani) og vilde have sig betragtede som christne Pilegrime, ligesom de ogsaa foreviste Skrivelser fra flere Fyrster, navnlig fra Keiser Sigismund, der anbefalede dem til den bedste Modtagelse hos alle geistlige og verdslige Øvrigheder og Herrer; men Krønikeskriveren forklarer, at de efter kort Tids Forløb viste sig som de argeste Skjelme og Tyve, man nogentid havde seet; Øvrigheden greb og straffede nogle af dem, og Folket, som vel havde nogen Erindring om de forfærdelige Tatarers eller Mongolers Herjetog i Europa, sammenlignede de fordægtige Gjæster med disse og kaldte dem ligefrem Tatarer eller Tatere[5]. Ret længe kunde Banden derfor ikke befinde sig vel her; den brød op fra Hamburg, hjemsøgte saa, men ligesaa flygtigt, Lybek og nogle flere af de østersøiske Hansestæder og forsvandt derpaa ligesaa pludselig, som den var kommen tilsyne.

Men fra nu af ere tourvis fast alle Krøniker fulde af Beretninger om Taterne, og det sees, at Keiser Sigismunds Anbefalingsskrivelse i andre Byer var dem til større Hjælp end i de frie Hansestæder, hvor Respekten for Keiseren vel var mindre og Klogskaben i Omgang med Fremmede større. Denne Anbefalingsskrivelse omtales oftere af Annalisterne, og Franskmanden Bataillard, der i den anførte Afhandling har anstillet den nøiagtigste Undersøgelse om Sagen, anser Beretningerne derom for aldeles rimelige. Men saa er Taternes første Færd i det civiliserede Europa betegnet med en mageløs List. Det var et raat, uchristent Folk, som nu for første Gang satte sin Fod i det vestlige Europa; de havde aabenbart aldrig befattet sig med andet end Tyveri og Bedrageri; dermed vilde de fortsætte ogsaa i den nye Verdensdel, og de gjorde Begyndelsen med at narre den romerske Keiser. Omgiven af Europas ypperste geistlige og verdslige Mænd, opholdt han sig dengang for Kirkemødets Skyld i Nærheden af Konstants, i Byen Lindau. Her fremstiller en Taterhorde sig for ham. Høvdingerne ere maaske, som den lybekske Annalist berettede, prægtigt udmalede; men de Andre vække, efter samtidige Skribenters Vidnesbyrd, endnu større Studsen ved den allerusleste Dragt; Mænd og Kvinder ere kun iførte en Skjorte med et løst Klæde over Skuldrene, og Børnene springe tildels ganske nøgne omkring i Flokken; til Dragten passer ogsaa Kvindernes løst udslagne, uredte Haar og Alles høist smudsige Udseende; men denne store Usselhed er ikke Følge af ufrivillig Armod; thi Mændene have (røvet) Guld i Lommen, og Kvinderne bære gyldne Ørenringe. Hvad betyder da dette? De præsentere sig som fromme, christne Pilegrime. Intet er mere i den Tids Smag end saadan Valfart med dens selvvalgte Lidelser. Og hvorfra ere de komne fra det Land, sige de, som Jesus og Jomfru Maria havde besøgt i deres Udlændighed, det Land, hvor Moses havde stridt med Pharaos Troldmænd, hvorfra Korsfarerne nylig havde bragt hjem med sig til Europa de eventyrligste Fortællinger om alskens Undere, det Land, som næst Palæstina udøvede den største Tiltrækningskraft paa de Christnes Phantasi – fra Ægypten. Deres Fædre, saa fortælle de – Ingen ved endnu, hvorfra de have faaet Ideen til denne listige Fabel – deres Fædre havde begaaet den store Brøde at nægte Jesusbarnet en Drik af Nilens Vand; til Straf derfor undertrykkedes deres Folk nu af Saracenerne og Tyrkerne, Keiserens Arvefiender, og deres Biskopper havde efter Guds Bud paalagt en Del af Folket, den nærværende Skare, ved en syvaarig Pilegrimsfart i fjerne Lande at gjøre Bod for Fædrenes svare Synd. – Historien blev troet; Taterne fik, hvad de ønskede; Keiseren gav Skjelmerne sit Leidebrev; de begyndte paa det eventyrlige Tog igjennem Europas Lande, og Hamburg var, som fortalt, det første Sted, hvor de forsøgte sin Lykke.

I det følgende Aar, 1418, er der i Schweits og tilgrændsende Lande saa mange af dem, at Krønikeskriverne ikke noksom kunne forundre sig. Man skulde næsten tro, at de havde havt Speidere ude for at finde sig et Land, hvor Folkets Troskyldighed og Overtro ret var dem gunstig. De modtoges, paa mange Steder idetmindste, som hellige Pilegrime hvis store Forsagelse og Selvfornedrelse den christelige Barmhjertighed ikke for meget kunde belønne; det var rigtignok usædvanligt, at deres til fromme Øvelser hengivne Kvinder ogsaa tilbøde sig at spaa; men har nogensinde Spaakvinder kunnet gjøre Regning paa Tiltro, saa var det vel disse Ægypterinder, disse Børn af Pharaos Vismænd, som nu henvendte sig til en mellem Overtro og Vantro vaklende Slægt. – Og dog kunde det ikke feile, at der maatte staa et Slags Skræk af Pilegrime som disse. I Aaret 1419 kom en Bande til en By i Provence; „deres sælsomme Besøg,“ siger Annalisten, „kunde ikke andet end indjage Forfærdelse; man vilde ikke modtage dem i Byen og de kamperede de to Dage, de opholdt sig her, ligesom Krigsfolk, paa en Mark udenfor, hvor man sendte dem Levnetsmidler, alt efter det Exempel, som de andre Byer i Provence, de havde besøgt havde givet.“

I nogle Aar derefter høres der ikke et Ord om Taterhorderne. Det ser ud, som om Mistanken imod dem er bleven større og større, og at de have fundet det raadeligst at trække sig tilbage, skjønt det ikke er godt at skjønne, hvor de da have holdt til. Men pludselig komme de frem med en ny og dristig Plan, som vel maatte tjene til at skaffe dem Tiltro igjen for en Stund; den vanartige Slægt agter sig hverken mere eller mindre end til Rom, Verdens hellige Stad. Paa Veien did gjæster i Aaret 1422 en Horde Bologna, hvor den under et Ophold af 15 Dage gjorde overordentlig megen Opsigt. Hele Byen strømmede ud for at se de Fremmede i deres Leir udenfor Stadens Porte, og det var neppe saa meget Sigismunds ogsaa her fremviste Brev, der skaffede dem dette Tilløb, som deres eget besynderlige Væsen og den Tro, som udbredtes iblandt Folket, at den ægyptiske „Hertugs“ Kone var en Sandsigerske uden Lige. Men næsten Ingen kom tilbage fra deres Leir uden at have mistet sin Pengepung, og medens Husene stode tomme, gik nogle af de slue Zingares omkring og rapsede uden Maade. Saa blev det udraabt i Byen, at Ingen under Straf af Exkommunikation maatte indlade sig med dette fordægtige Folk, og under denne forandrede Stemning fandt Taterne det raadeligst at absentere sig. – Men nu gik de lige til Rom (ialfald kan man forfølge deres Spor til ganske nær ved Staden), og det synes, som om de virkelig have fundet Paven og narret ham ogsaa ligesom Keiseren; thi endnu i samme Aar droge de omkring og gjorde Lykke med en Skrivelse fra ham, hvori han gav dem fuld Aflad for deres Synder og anbefalede dem til al Christenhedens Barmhjertighed; „det er i Betragtning af Pavens og Keiserens Breve,“ siger saaledes en Krønikeskriver i Basel samme Aar, „at man lader disse Vagabonder gaa, omendskjønt til Landalmuens Fortræd.“ I Aaret 1427, midt i din for Frankrige saa bedrøvelige Tid, da Landet under Englændernes Okkupation befandt sig i en Tilstand af Opløsning, og Overtroen vistnok florerede i de ængstede Gemytter, kom en Taterbande første Gang til Paris Først kom, siger Annalisten, en Hertug og en Greve med 12 Riddere, alle naturligvis til Hest; de forklarede, hvem de vare, og foreviste Pavens Brev, og derefter kom da hele Følget, over 100 i Tallet. Man lod dem dog ikke komme ind i Byen, men indlogerede dem i et Kapel udenfor. Men Nysgjerrigheden drev Pariserne ud for at se disse Ægyptere og lade sig spaa af deres Here, og Sagen blev saa betænkelig at Erkebispen maatte gaa ud og lyse Forbandelsen baade over Hexene og alle dem, som indlode sig med dem. Saa maatte Fanterne efter nogle faa Dages Forløb gaa sin Vei igjen.

De her meddelte Krønikeberetninger maa tjene som Prøve paa de mangfoldige lignende fra den Tid, som vise, hvilken Opsigt disse foregivne Ægyptere overalt vakte, og at de endnu i mange Lande bære dette Navn (i Frankrige Egyptiens[6], i Spanien Gitanos, i England Gypsies, i Grækenland Gyphtoi), viser, hvorledes deres fiffige Historie idetmindste saa halvt blev troet. Taterne fandt ialfald, at Europa var et rigt Land, hvor det var lysteligt at være, at de christne Folk vare lette at narre eller skræmme, og de første, i det Hele lidet talrige Horder efterfulgtes snart af flere, som om hine kun havde været Speidere og Forløbere for disse. Men hvor sagte og uformærkt de nu, da Mistanken mod dem vel tog til, efterhvert som de bleve kjendte, forstode at liste sig frem! I Spanien saaes de første Tatere, en Bande paa et Par Hundrede Personer, i Aaret 1447; omtrent 100 Aar senere befandtes der ved en foretagen Ransagelse at være 30–40,000. Dette Tal synes jo at forudsætte en hel Folkevandring; denne maatte være passeret igjennem Frankrige, og man skulde vente at se dette Phænomen omtalt af Frankrigs Annalister fra den Tid; men dette er ikke Tilfælde; kun nu og da omtales en lidet talrig Bande, som pludselig har vist sig, ligesaa hurtig er forsvunden og derfor kun har vakt en flygtig Undren. Men det har vistnok været Taternes vel beregnede Plan uden altfor megen Opsigt at naa frem til Spanien om hvis Indbyggeres Overtro vel de første Horder havde bragt de senere ankommende Kammerater indbydende Efterretninger. – I Aaret 1531 var der saa mange Tatere i England, at Regjeringen tog sig for at ville udrydde dem – Noget, som dog ikke lykkedes, da der endnu den Dag idag skal være 10–20,000 af dem. Hvorledes kom de over Kanalen? det synes, som om de kunde behøvet en hel Flaade, og dog ere de ligesom usynlige komne over til Øen; thi ingen af Englands Krøniker har, saa vidt man endnu ved, meldt et Ord om deres Ankomst. – Inden det første Aarhundrede efter deres Fremtræden i Tydskland sees disse bevægelige Horder saaledes at have gjennemstreifet og tildels sat sig fast i alle Lande. Fra 1438 vrimler det af dem i Bøhmen og Ungarn; i Polen og Lithauen maatte man allerede i Aaret 1501 begynde at give Love og Forordninger imod dem, og ved Aaret 1513 eller 1514, under Sten Stures 2dens Rigsforstanderskab, begyndte de at vise sig i Sverige[7], hvorfra de vel ikke gjorde Veien lang til Norge.

Men under alt dette maatte Europa dog faa Øinene op over disse mærkværdig heldige Bedragere. Allerede ved deres første Besøg var det blevet bemærket, at det var forunderligt, hvorledes Høns og Gjæs befandtes at være forsvundne af Gaardene og Sølvtøi af Husene, naar en af disse Pilegrimsskarer en Nat eller to havde været leiret udenfor en Landsby. Men det blev ikke dermed. Ikke nok med, at Pilegrimene, da de 7 Valfartsaar vare omme, ikke gjorde Mine til at vende om igjen til det savnede Ægypten; de viste idelig saadanne Sæder, som ikke kunde forenes med Begrebet om christelige Pilegrime, en Urenlighed og Uterlighed, Lediggang og Liderlighed, Raahed og Vankundighed, som Krønikeskriverne til Slut mangle Ord til at udtrykke sin Forargelse over[8]. Man fandt ikke Spor til Christendom hos dem, heller ikke til nogen anden Religion eller Moral; deres Færd var den grueligste Haan mod baade guddommelige og menneskelige Love, som man nogensinde havde hørt eller seet; derfor kalde Hollænderne dem den Dag idag hverken Ægyptere eller Tatere, men slet og ret Hedninger (Heydenen). De søgte selv idelig at gjøre sig gjældende som Troldmænd og Hexe, der kunde standse Ildebrande og Pest; men man tilskrev dem ogsaa den Kunst at kunne paaføre saadanne og andre Ulykker; man saa i dem samvittighedsløse Manddrabere, ja Menneskeædere og Børneranere; man ansaa dem for de forhadte Tyrkers Speidere og Christendommens Fiender, ja for Folk, der stod i Pagt med den Onde selv, for Satans Udsendinger. Kort, den tidligere høist overtroiske Deltagelse og Barmhjertighed slog om til en ligesaa ovetroisk Afsky og Fordømmelse.

Under denne almindelige Uvillie, ja under Indflydelsen af de samme tildels overtroiske Meninger om Taterne (thi paa den Tid troede ogsaa de mest Dannede paa Troldfolks overnaturlige Magt) maatte naturligvis Øvrighederne søge at befri Landene fra disse stygge Sværme. Men man maatte i et Aarhundrede se paa, at Enkeltes Afstraffelse ingenlunde afskrækkede nye Sværme fra at strømme ind. Saa mente Ferdinand den Katholske i Spanien at skulle tage det paa en anden Maade. Denne Monarch havde allerede anseet det for et nyttigt Værk at forjage mange Tusinde flittige og vindskibelige Jøde- og Maurerfamilier af sit Rige; nu dekreterede han i Aaret 1499, at alle Gitanos, som ikke inden 90 Dage havde fæstet sig i Tjeneste eller skaffet sig andet roligt Ophold i Byerne, skulde forlade Landet. Hvorhen skulde de gaa? til Ægypten? men hvorledes skulde de komme did? eller til Frankrige? men mon dette Land mere end Spanien vilde være tilfreds med disse besværlige Gjæster? Alle disse Vanskeligheder overlodes det imidlertid til Taterne selv at løse; men disse ændsede neppe at tænke paa Tingen; idetmindste ser man, at denne uvisse og frugtesløse Lov med altid høiere Straffebestemmelser maatte gjentages af hver eneste spansk Konge, indtil Carl 3die henimod Slutningen af forrige Aarhundrede gjorde en Forandring. Det af Kong Ferdinand givne Exempel paa Landsforvisning i det Store efterfulgtes imidlertid strax af andre Fyrster, af Frants 1ste i Frankrige, Keiser Maximilian 1ste, Christian 3die i Danmark, Henrik 8de i England; ja, i hver eneste Europæisk Stat undtagen i det halvbarbariske Ungarn, Rusland og Tyrki var den hele Taterslægt strax efter Aaret 1500 dømt til Landsforvisning. Fra Tydskland jog man da disse „tyrkiske Speidere“ (saaledes betegner Loven dem udtrykkelig) ad nærmeste Vei ud over Rigsgrændserne, f. Ex. til Frankrige; fra Danmark sendte man Fanterne ind til Tydskland; i de mange smaa tydske Stater, som ogsaa hver for sig repeterede disse Forvisningslove, jog man dem ud og ind over Grændserne, o. s. v. Resultatet var, at Taterne sværmede om ligesaa talrige som før, kun til endnu større Plage; men dette blev udlagt som Tegn paa forbrydersk Frækhed, og til Landsforvisningsbudet føiedes snart – og det ligeledes i alle Stater lige op til det ellers under saa fornuftige og milde Love styrede Norge – den haardeste Fredløshedsdom. Disse Love gjentages i hvert Land fast under hver ny Regent; der anstilles Klapjagter efter Taterne, og det forkyndes flere Lande, at hver Mand ustraffet kan skyde dem ned, hvorsomhelst han træffer dem, hvad enten de gaa alene eller i Følger, hvad enten de gribes i nogen Misgjerning eller ei, Mænd og Kvinder, Voxne og Børn uden Forskjel. De christne Fyrster og Lovgivere betragtede saaledes denne landflygtige Slægt ikke længer som Mennesker, men som Udyr, hvis Tilværelse allerede var en Brøde; Taterne skulde udryddes. Og Lovene bleve ingenlunde staaende paa Papiret. Ikke blot Almuen havde nu og da sin Lyst af at se Taterne pinte, naar Mistanken eller Overtroen gav dem Skyld for en Ildebrand eller anden Ulykke; selv Præster istemmede fra Prædikestolen den almindelige Fordømmelsesdom over den ugudelige Slægt, og der er ganske forfærdelige Beretninger om, hvorledes nidkjære Embedsmænd, naar de nu og da fik en Taterbande i sine Hænder, satte Torturredskaber og Galger og Hjul i Bevægelse hvis ikke en usædvanlig Mildhed lod Staklerne stryge afsted igjen med opsplittede Næser og afskaarne Øren. Og dette Barbari fortsattes igjennem Aarhundreder. Det var i Aaret 1500, at Keiser Maximilian 1ste i Tydskland havde givet den første Fordømmelseslov mod Taterne og i Aaret 1722 lod Keiser Karl 6te paa Tavler langs Landeveiene i hver østerrigsk Bygd opslaa den Plakat, at ikke alene hver Mand kunde slaa Taterne ihjel, men at hver den, som husede en saadan ulykkelig eller paa nogensomhelst Maade hjalp ham til at friste sit elendige Liv, ogsaa skulde straffes paa Livet, og endnu i Aaret 1748 indskjærper Fredrik 2den i Preussen et af de „tidligere udstedte Ediktet om de Fredløse.

Sandelig, her er et af de mørkeste Skyggepartier i den civiliserede Verdens Historie. Den gamle Verden havde sine Trælle, som efter den nedarvede Tænkemaade vel agtedes bestemte til at arbeide og lide efter de lunefulde Herrers Behag; Middelalderen troede endog at vise Gud en Dyrkelse ved at forfølge de saakaldte Kjættere med Tortur og Baal; nu havde Slaveriets og Kjætteriets Tid saa omtrent Ende, og det ser fast ud, som om Grusomhedssindet, som om Pinelysten nu udvalgte sig Taterne til sit Offer, denne fremmede Slægt, som Europæernes Lettroenhed havde lokket herind i altfor stor Mængde, og som de trods deres større Sædeligheds- og Ordens- Sands siden ikke havde gjort noget eneste Forsøg paa at bibringe nogen Kultur. Og hvad er tilsidst afskyeligst, de virkelig ryggesløse Ugjerninger, som Taterne altsom tiest begik, eller disse hensynsløse Pinsler og Henrettelser, den Mangel paa Agtelse for Menneskeværd, hvorfra hine Love udgik, og som de igjen maatte fremkalde? Henimod Midten af forrige Aarhundrede foranstaltedes ved et lidet Hof i Rhinlandene en prægtig Jagt; maaske traf man ikke strax paa noget Vildsvin; men i dets Sted opstøvede Hundene i Krattet en Tatermoder med hendes Unger, og nu diverterede man sig med at skyde dem ned[9]. Kan nogen afskyeligere Daad tænkes øvet af Tatere?

Net spørges, hvorledes disse ustadige Fremmede, disse bestandig bevægelige Horder kunde friste Livet, efterat den lettroende Barmhjertighed, som først havde givet dem rigere Almisser end andre Pilegrime, havde vendt sig om til saadan Afsky og Forfølgelse. Nu og da saa man dem føre med sig, ret paa østerlandsk Vis, en Blæsebælg med nogle usle Smederedskaber, faa de i en Hast kunde opslaa en Smedie og smedde en Hestesko; men dette var nok det eneste Tegn paa nogen nyttig Haandtering hos dem, og selv den syntes mere at være dem et Slags national Morskab end egentlig Næringsvei. Men Taterfolket havde mangfoldige Hjælpemidler til sin Raadighed. Allerede Taternes physiske Egenskaber maatte gjøre det muligt for dem at holde ud, hvor Andre snart skulde vansmægte. Naar en Tater har spist sig ret mæt (og han kan være graadig som et Dyr, Lækkermund ogsaa), saa kan han se saa inderlig dorsk og søvnig ud, medens han strækker sig ved den blussende Ild i Skoven; men nærmer Fare sig, mærker han, at han bliver eftersporet, saa er han som forvandlet, lutter Liv og Fyrrighed, og paa den rastløse Flugt igjennem Skovene, ja igjennem Landene, taaler han Sult som en Ulv. At Medlemmerne af de saa hyppig adspredte Bander saa let kunne finde hinanden igjen, synes ogsaa at vidne om en egen naturlig Egenskab, et Slags Instinct, saadant, som oftere tillægges vilde Folkeslag: men her er det dog, som man senere i Skildringen af de norske Tatere skal se, en net Opfindelse, som kommer dem til Gode, en kløgtig Institution, som et hundredaarigt Reiseliv har lært dem. Paa disse idelige Reiser imellem Fremmede har Folket ogsaa lagt sig til adskillig anden Færdighed, som allerede ved dets første Fremtræden i Europa skildres lige saa udviklet, som den viser sig nutildags. Saaledes var og er det vel det største Tyvefolk, som Verden nogensinde har seet. Alle Forfattere ere enige i at tillægge dem en sand Virtuositet i Tyveriets forskjellige Grene; Mænd og Kvinder, Oldinger saavel som 5–6 Aars Børn spille hver sin Rolle med i denne Bedrift. Og naar endnu den Dag idag efter Borrows Fortællinger en kastilisk Abbed gjerne for en Spotpris tilforhandler sig af en Gitano den Hest, han for faa Dage siden stjal i Andalusien, saa er det ikke at tvivle paa, at de ogsaa andetsteds have fundet villige Hælere; thi jo mere foragtet en Person er, des snarere indlade Folk med mindre faste Grundsætninger sig i syndig Handel med ham, helst naar Personen er en fremmed Omstreifer, som man ikke er saa meget udsat for at møde igjen. At Taterne navnlig maa have sjelden Færdighed i alskens Hestebytterkneb, det maa vel troes, naar man hører, at de staa i Vanrygte derfor i alle Lande, hvor de færdes. En anden Gren af Slægtens Virksomhed er Taterpigernes, de rigtignok hurtig afblomstrende, men i Ungdommen overmaade yppige og ofte vakre Taterpigers af mange Forfattere høit priste Sang og Dands, vistnok lascive, men aldeles originale Dands, hvorved de ikke blot have tiltrukket sig Pøbelens undrende og Adelsjunkeres vellystige Blikke, men ogsaa i Almindelighed udbredt over Slægten en vis Interesse, som i Nogles Øine tjene til at danne en Modvægt mod den almindelige og skaanselløse Uvillie. Men alt dette tilsammen er dog kun Smaating imod de ældre Taterkvinders Driftighed.I forunderlig kort Tid havde Horderne gjennemstreifet Europa i alle Retninger og mærket sig hvert Smuthul i dets Skov- og Bjergegne; til samme Tid havde disse Kvinder med en heldig Opfatningsevne, ret med Gløghed, gjort sig fortrolige med de forskjellige Folkeslags hele Tænke- og Levemaade, udspeidet alle dunkle Steder i deres Forestillingskreds, lagt Mærke til deres svage Sider, deres overtroiske Meninger og Fordomme, og nu havde de en vid Mark for Udøvelsen af den sibyllinske Kunst, hvori en forunderlig Forening af ydre og indre Egenskaber, et frapperende Physiognomi, en løbende Tunge, en sjelden Skarpsindighed og Snarraadighed og Djærvhed, altid maatte gjøre dem til Mestere. Ingen Kvinde forstaar at lokke og smigre, at bede og overtale, at imponere og bedrage som en saadan Sandsigerske; ingen formaar at lægge slig forfærdende Magt i sine Trudsler og Forbandelser som en ægte Taterhex. Modtages hun med Medynk og Tiltro, gjør hun sine Sager ypperligt; møder hun Afsky og Forfærdelse, nyder hun ikke slettere Held.

Ja, den hele Slægt roste sig af høie prophetiske Gaver og magiske Kræfter, og medens man nok kan forstaa, hvorledes de øvede Skjelmer med sit listige Snak kunde narre den enfoldige Almue af med baade Mad og Drikke, ja en enkelt Gang fralokke en Dommer til mod Lov og Ret at frikjende en af deres fangne Kammerater, saa synes det dog at maatte være gaaet til med virkeligt Hexeri, naar de i det Hele kunde bjerge sig imod de med saa megen Hensynsløshed paabudte og med saa megen Haardhed iværksatte Udryddelsesjagter. Man skal ogsaa se, at Taterne, da Forfølgelserne bleve for slemme, gjorde Trolddomskunstens Mesterstykke; de gjorde sig usynlige; sværmende omkring som før, paa Land og i By, med alskens Bedrageri og Skjelmsstykker, gik de som under en Dølgehat, vel kjendte af hinanden indbyrdes, men ukjendelige for dem, som skulde gribe og straffe dem. Dette skal vises under følgende Oversigt over de Lærdes Undersøgelser om Taternes Herkomst.

Det var fra Aaret 1417 af, at Tydskland og det øvrige Vesteuropa forbausedes ved Synet af disse pludselig fremtrædende Horder, som ved deres høist eiendommelige Udseende og Sæder aabenbart maatte tilhøre et vildfremmed Folk; endnu større blev naturligvis Overraskelsen, da man med altfor stor Lettroenhed hørte deres Fortælling om, at de vare christne Pilegrime fra Ægypten. Siden fik man rigtignok lære, at dette ikke var saa, da det kun var en sjelden listig Løgn, som her havde vovet at anmasse sig det christne Navn; men derved blev Forbauselsen ikke mindre. Nu spurgte al Verden, hvad det da var for et Slags Folk, og dette Spørgsmaal skulde de Lærde besvare. Man behøver ikke at have stor Kundskab om Videnskabens Tilstand i disse Aarhundreder (thi ligefra Taternes Fremtræden og til nu har denne Gaade hævdet Nyhedens Interesse) for at skjønne, at et Spørgsmaal af denne Natur maatte fremkalde mange unyttige og forunderlige Hypotheser selv af sindige og dygtige Lærde. Nogle vedbleve fremdeles at anse Taterne for Ægyptere, naturligvis ikke christne, men hedenske; deres forstokkede Sind og djævelske Trolddomskunster lignede jo Pharaos Vismænds. Denne Mening udvikledes senere nøiere derhen, at de vare Nubiere – og nu hed de længe Nubiani – eller Koptere. Andre hyldede den allerede omtalte Almueforestilling, hvorefter de skulde være Tatarer eller vel endog Hunner, Levninger af de talløse Sværme, som under Kong Atilla havde herjet Europa og siden den Tid i Rusland eller andetsteds skulde have fortsat det omstreifende Liv; Taternes smudsige og vilde Liv passede idetmindste paa de gamle Beskrivelser om hine Barbarer. Atter Andre gjorde de usle Tatere til Vender eller en anden af de mange af Tydskerne foragtede slaviske Folkestammer. Nogle igjen holdt sig mere til Navnet „Zigeuner“ (paa Latin Secani, Cigani, Cingani, Cingari, Cingali, Cigareni o. s. v, o. s. v.) og gjorde dem f. Ex. til Athinganere, en manichæisk, halv christelig Sekt fra Lilleasien, hvis Kjætteri de gamle Beretninger havde fremstillet som et Indbegreb af alt Vederstyggeligt, eller til Cingalesere fra Øen Ceylon. Mange havde for Skik at forklare alle dunkle Sager af den hellige Skrift, og derefter ni man nu høre, snart at Taterne vare Efterkommere af de halv hedenske og halv jødiske Galilæere, snart at de vare i Slægt med de afgudiske Amoriter eller Philistere, snart endog, at de vist vare Levninger af det af Herren fordærvede Sodomas og Gomorrhas vanartede Indbyggere. – Disse Forskninger opfriskedes altid ved en eller anden Anledning, f. Ex. da den spanske Digter Cervantes i Aaret 1612 udgav sin Novelle la Gitanilla (Taterpigen) og dermed spredte en ny Interesse over det forunderlige Folks eventyrlige Skovliv; ufortrødent arbeidede de Lærde fort og fremsatte sine nye Hypotheser som utvivlsomme Kjendsgjerninger, saa der til Slut fra Marokko af og til dybt ind i Asien neppe var noget berygtet Folk eller gaadefuldt Land, uden at jo en eller anden Forfatter der troede at have fundet Taternes Udspring. Alle disse Hypotheser sloge hinanden naturligvis ihjel, og saa tog henimod Aaret 1700 en lærd Tydsker ved Navn Wagenseil sig for at forklare sig Gaaden paa en ganske ny Maade. Taterne vare, mente han, ikke noget saadant eget Folk, som de fra først af havde givet sig ud for, men i Virkeligheden kun tydske Jøder. Da nemlig noget over et halvt Aarhundrede før Taternes Fremtræden, i Aaret 1348, den sorte Død rasede i Europa, bleve Jøderne i Tydskland beskyldte for at have forgiftet Brøndene og derved anrettet Ulykken, og den indtil Raseri forbittrede Almue forfulgte dem paa det Frygteligste. Nu tænkte hin Lærde sig, at nogle af de Ulykkelige vare flygtede til Skovs, at de der havde skjult sig i Jordhuler og ernæret sig, som de havde kunnet, med Rødder og Kryb indtil de endelig i Aaret 1417, smudsige og fæle, vovede sig frem igjen; men de skulde da have lagt en listig Plan, givet sig ud for Ægyptere og forsøgt, hvorvidt det vilde gaa an at nære sig med den gamle hebraiske Chochma hajad eller Kunsten at spaa af Haanden. – Wagenseil var en berømt Lærd; der blev ført en langvarig litterær Strid om hans Hypothese[10], og om den end ikke fandt synderlig Indgang, saa banede den dog Overgangen til en Mening om Taterne, som kort efter i mange Lande blev almindelig. Ligesom Folket og adskillige Lærde med i Spanien, uvidende om de gamle Krønikeskriveres Beretninger, lidt efter lidt forvexlede Taterne med de ligeledes sortsmudskede Moriskos, Levninger i Landet af de under Ferdinand den Katholske fordrevne Maurerfolk, ligesom man her i Norge forvexlede dem med de saa ilde anseede Finner, saaledes forvexlede man i Tydskland og andre Steder de omstreifende Taterhorder med Bander af europæiske Vagabonder, der i lange Tider, Aarhundreder igjennem, som Betlere, Tyve og Røvere havde streifet om i Landene og vidst at uddanne imellem sig et høist eiendommeligt Kastevæsen, endogsaa med et hemmeligt, selvgjort Sprog, der dog røbede deres europæiske Oprindelse (det i Tydskland saakaldte Rotwelsch). Disse: Bander og Taternes Horder lignede altsaa hverandre saa temmelig i Sæder og Væsen, og for den, som ikke var desto mere fortrolig med dem, maatte denne Sammenblanding næsten være uundgaaelig. Medens derfor Nogle mente, at de i Aaret 1417 indkomne Tatere ganske havde forenet sig med disse europæiske Fanter og derved havde tabt alle Mærker af den fremmede Nationalitet, antoge Andre, at de faa virkelige Taterhorder, som Krønikerne i det 15de Aarhundrede berettede om, vare vendte tilbage igjen, hvor de omkomne fra, og at saa europæiske Dagdrivere og Skjelmer kun havde antaget deres Navn, havde klædt sig efter deres Maade og med Sod og Olie givet sit Ansigt og Haar det samme mørke, smudsige Udseende for saaledes at gjøre bedre Lykke som Fremmede, vække Enfoldiges; Medlidenhed heller Frygt, saaledes som Taterne havde gjort. Hvorledes man end forestillede sig Sagens Enkeltheder, saa var man dog, vel omtrent fra Aaret 1750, i Tydskland og overhovedet i Vesteuropa temmelig enig i at tale om Taterne som et Folk, der nu ialfald ikke existerede i Europa[11], og iblandt dem, som ikke bekymrede sig om de muldne Krøniker, kunde der vel ogsaa høres Yttringer om, at Taterne ikke havde existeret heller, at de vare nogle Fabelmennesker, der ligesom Huldrefolk og underjordiske kun havde været til i den enfoldige Almues Fantasi og endnu kunde være gode til at skræmme Børn med.

Imidlertid gik Taterne omkring som for og frydede sig over Virkningerne af sin Kunst. Det synes nemlig utvivlsomt, at Taterne selv med Kunst og Flid havde lagt an paa, at Verden, ialfald den dannede Verden med Lovgivere og Øvrigheder, skulde holde op at tænke paa dem, opgive Troen paa deres Tilværelse. De havde fra Begyndelsen af narret Keiseren og Paven; men da de heldige Virkninger deraf vare forbi, da al geistlig og verdslig Øvrighed fordømte dem, og de skjønnede, at der var Fare ved at betragtes som ægyptiske Troldmænd eller tatariske Omstreifere eller tyrkiske Speidere, saa lagde de omhyggeligt Dølgsmaal paa Alt, hvad der kunde røbe deres fremmede Væsen. Ikke nok med, at de, efter Skribenternes Vidnesbyrd, i overmaade kort Tid tilegnede sig de europæiske Sprog saa Maalet ikke længer røbede dem; men for utvivlsomt at gjælde for Indsødte indrettede de sig overalt, hvor de opholdt sig, efter Landets Skik, og det med en Smidighed, som vel intet andet Folk har vist Mage til. Færdedes de saaledes imellem Tyrkerne, priste de Allah og hans Prophet, og i europæiske Lande skiftede de Konfession ligesaa ofte, som de gik over Grændsen mellem et protestantisk og katholsk Land; hist beviste de sin Rettroenhed ved at haane Paven, her ved at fordømme de protestantiske Kjættere og ved at blande Jomfru Marias og alle Helgeners Navne ind i sine Eder, sine hykkelske Velsignelser og velmente Forbandelser. Men paa afsidesliggende Steder i Skovene samledes i al Stilhed Medlemmerne af en Familie for at aftale en Røverplan, eller alle de mindre Flokke, som tilsammen dannede en Horde, fatte hinanden Stævnemøde for at straffe en Ulykkelig, der havde forsyndet sig imod deres hemmelige Love, eller for at vælge en ny „Konge“ til at regjere over denne lille Stat i Staten; og her, omkring den blussende Ild, hvis Ro ved udstillede Vagter var sikkret, kunde disse Østens Børn ret qvæge sig ved at lade det ogsaa for dem kjære Modersmaal udtale al den Lyst og Ve, som rørte sig i deres Sind. Indbyrdes vare de sig selv; men i Forhold til alle Andre iagttoge de det forsigtigste Hemmelighedssystem, med mindre deres Skarpsind sagde dem, at de havde enfoldige Folk for sig, som netop ved Synet af det Fremmedagtige og Anelsen af det Hemmelighedsfulde kunde narres i Taternes Interesse. At dette Hemmelighedssystem virkelig har været vedtaget imellem dem med listigt Overlæg synes utvivlsomt af den Omstændighed, at i Aarhundreder, hvor dog saa mange Tatere paa Pinebænken udfrittedes om alskens Ting, havde de Lærde, saasom Vulcanius, Scaliger, Ludolph, bekjendte Sprogforskere fra det 16de og 17de Aarhundrede, kun været istand til at faa opfanget nogle faa Gloser af deres Sprog for efter dette sikkre Mærke at slutte lig til deres Udspring og Fædreland. Ja, der er endog Sandsynlighed for, at der i nogle af disse Horders hemmelige Samfund har været sat Straf, og det Dødsstraf, for den, som røbede noget af det hemmelige Sprog.

Det er ovenfor vist hvorledes Taterne opnaaede Hensigten med dette hemmelighedsfulde Væsen. Man troede ikke længer paa deres Tilværelse, og de kunde nu, naar de kun ikke lode sig finde i aabenbare Misgjerninger, som andre Skjelmer og Bedragere gaa frit omkring lige for Alkalders eg Borgemesteres Øine. De vare ligesom usynlige. Ingen Fyrste tænkte nu mere paa at fornye de gamle Taterlove, og den første humane Lov om dem, som afløste de gamle Bloddomme, en Lov fra 1783 af Karl 3die i Spanien, som vilde have Taterne stillede paa samme Fod som Landets øvrige Indbyggere og endogsaa aabnede de bedre af dem Udsigten til at blive ophøiet i Adelsstanden[12] begynder med denne Artikel: „Jeg erklærer, at de, som gaa under Navn af Gitanos, hverken ifølge Herkomst og Natur ere det, de kaldes, eller nedstamme fra nogen besmittet Rod.“

  1. ↑ George Borrow, The Zincali or an account of the Gypsies of Spain. 3die Oplag, 2 Dele, London 1843, D. 1, S. 5. Denne Borrow er en mærkværdig Mand. Som Agent for det brittiske Bibelselskab har han foretaget vidtløftige Reiser, og, hjemmefra fortrolig ikke alene med mange europæiske Sprog, men ogsaa med de engelske Gypsies’s eller Tateres rommani, opsøgte han med Forkjærlighed Taterne overalt og blev deres tro Missionær. Han havde saa fuldstændig studeret sig ind i deres Sæder, at han snart gjalt for „En af deres Blod;“ han sov i deres Telte i Ruslands og Ungarns Skove, besøgte dem i deres Røverhuler i Italiens Bjergegne, levede i 5 samfulde Aar (henimod 1840) sammen med dem i Spanien, hvor han endog for sine Bestræbelser for Bibelens Udbredelse i det katholske Land (han havde selv oversat og ladet trykte Lucas’s Evangelium i den spanske Taterdialekt, og det nye Testamente paa Baskisk) en Tid sad arresteret sammen med de værste af dem i Madrids Fængsler: han satte endelig over til Nordafrika og ledte efter sine Tatere ogsaa der. Der er vel Ingen, der saaledes som Borrow har bekvemmet sig til at indlade sig med dette ligesaa raa som elendige Folk; men derved er han ogsaa bleven istand til bedre end nogen Anden at fremstille denne Kastes mange Mysterier, og de mange Oplag, hans Bog i kort Tid bar oplevet, viser, med hvilken Interesse det engelske Publikum har modtaget hans livlige Skildringer.
  2. ↑ Ved Undersøgelserne om Taternes Sprog har jeg havt en fortræffelig Hjælp i et mærkværdigt Sprogværk af Prof. A. F. Pott i Halle, „Die Zigeuner in Europa u. Asien. Etnographisch-lingvistische Untersuchung vornemlich ihrer Herkunft u. Sprache.“ Halle 1844–45. Det 1ste af de to svære Bind indeholder Grammatik, det andet Lexicon. Forf., som ifølge en fuldstændig Litteraturfortegnelse har samlet Alt, hvad der var skrevet fornemmelig om Taternes Sprog, har med en mageløs Udholdenhed og enorm Lærdom anstillet den nøiagtigste Kritik over hver Ordform og hvert Ord i det forvildede Taterfolks ligesaa forvildede Sprog, og hans Bog er et høist interessant Exempel paa den Omhu, hvormed den nyere Tids Videnskab, i det Haab saaledes at komme til almen-interessante Resultater, behandler selv de for den almindelige Betragtning usleste Gjenstande.
  3. ↑ Regelret Fæmin. af ubr. Adj. tato, brugt som Subst. i Betydning „Feber.“
  4. ↑ For ikke at overfylde Fremstillingen med Citater fast ved hvert Punktum skal jeg her anføre de vigtigste Verker, jeg har kunnet benytte, nemlig, foruden de allerede anførte af Borow og Pott, fremdeles: Grellman, „Historischer Versuch über d. Zigeuner,“ 2det Opl., Gøttingen 1787 (formedelst sin rige Kildesamling endnu et Hovedverk), – Biester, „Berlinische Monatsschrift.“ 21de B., 1793, Febr. og April (en Afhandling om Zigeunerne i Østpreussen og Lithauen), – Hasse, „Zigeuner im Herodot,“ Kønigsberg 1803, – Adelung og Vater, „Mithridates,“ 1806–1817, 1, 237–252; 4, 80–91, – Tetzner, „Geschichte der Zig.,“ Weimar 1835, – Graffunder, Ueber d. Sprache der Zig.,“ Erfurt, 1835, – v. Heister, „Etnogr. u. geschichtl. Notizen üb. d. Zig.,“ Kønigsberg 1842 (Udtog af Grellman med Berigtigelser efter de nyere Opdagelser), – P. Bataillard, „De l’apparition des Bohemiens en Europe,“ Paris 1844 (en grundig historisk-kritisk Afhandling, Forløber for et af Forf., Professor i Historie i Paris bebudet, men endnu ikke fuldført udførligt Verk om Taterfolket i det Hele).
  5. ↑ Dette Navn paa denne Slægt er endnu almindeligt i Nordtydskland ligesom her i Norden, hvor det endog fra Sverige af er kommet til Finland (Tattari, Renwalls finske Lexicon). Det Navn derimod, hvormed Folket benævnede sig selv, Secani, er under forskjellige Former gaaet over i mange andre Sprog; i Tydskland hedder det, som før anført, Zigeuner, i Italien Zingaro, i Bøhmen Cykan, i Rusland, Tzügan, i Ungarn Cigany, i Tyrkiet Jingani o. s. v.; men overalt bruges det tillige – et slaaende Vidnesbyrd om, hvad Slags Folk disse Sekaner overalt viste sig at være – som Skjeldsord om Skjelme og Bedragere, saa Taterne selv nu ikke længere ville kjendes ved det, men tillægge sig Navnet Rom, Rommanisæl, Rommanni.
  6. ↑ Almindelig hedde de her dog Bohemiens, fordi man en Tid troede, de vare fra Bøhmen.
  7. ↑ Joh. Messenii Scandia illustrata seu Chronologia de rebus Scandiæ etc., Stockholmiæ, 1700, fol. S. 72. Strax efter Beretningen om St. Stures Ophøielse til Rigsforstander hedder det: „Sub cujus regimine illi Sveciam agyrtæ ac circumforanei primum ingressi Zigani, vulgo Tartari hodierno nuncupati.“
  8. ↑ Derfor udtrykte en gammel Poet sig saaledes om dem: <poem> Nugipolyloqvides, argenti extenebronides, Technipolyloqvides, nummorum expalponides, Qvod semel arripides, nunqvam postea eripides.
  9. ↑ Fortale af Grellmann, anf. Verk S. 12, som igjen citerer Rüdigers „Zuwachs der Sprachkunde,“ S. 47. – Netop Taternes Historie er overmaade vel skikket til at vise, hvorledes Raaheden og Civilisationen kan ligne hinanden i Grumhed. Raahedens Ugjerninger faa Navn af Forbrydelser, Civilisationens Straffedomme kaldes Retfærdighed; men Uvilligheden og Hjerteløsheden kan være den samme. Universitetsbibliotheket eier en „Ausfürliche Relation von der Famosen Zigeuner-, Diebs-, Mord- und Räuber-Bande, welche den 14. und 15. November Ao. 1726 zu Giessen durch Schwerdt, Strang und Rad respective justificirt worden“ o. s. v., Frankfurt 1727. Denne Bog er vansiret med en Del slette Kobberstik; de første vise os nogle Tatere, som plyndre en Præstegaard dræbe Præsten og hans Kone o. s. v.; de sidste fremstille i ubarmhjertig Detail, hvorledes de samme Røvere, halv lemlæstede ved Tommeskruer, spanske Støvler og andre Torturapparater, endelig radbrækkes, halshugges, hænges; men disse sidste Billeder ere i alle Dele fuldt saa afskyelige som de første.
  10. ↑ Holberg fremstiller Hypothesen i sin „Jødiske Hisstorie“, 2, 414–417, anfører de Lærdes Grunde for og imod, men siger selv hverken bestemt Ja eller Nei.
  11. ↑ Denne Mening udbredtes ogsaa i Norden ved Pontoppidan, som i fine Annales eccl. Daniæ, Kjøbenh. 1741–47, 2, 513, kortelig omtaler disse „Tartarer.“ Han citerer en gammel Krønikeberetning om deres Indvandring og fortæller, at de længe havde streifet om som „grove Hedninger“ mellem de „subtile,“ men yttrer, at de nu vel ikke mere findes.
  12. ↑ Se Grelmann, anf. St. S. 187.
Hentet fra «https://no.wikisource.org/w/index.php?title=Beretning_om_Fante-_eller_Landstrygerfolket_i_Norge/2&oldid=218990»