Bastarder/XV
Han sad ved sit glas madeira på bodegaen, da en liden tyk rødsprengt herre, han imellem havde truffet hos Krohgs — advokat Bendixen — kom hen til ham:
«Nå — hvad sier så De?»
«Hvad jeg sier? — om hvad?»
«Om nyheden? Om fru Ellinor?»
Den måde, hvorpå manden nævnte hendes navn, denne familiære og altfor gemytlige tone, bragte Albrechtsen til at reise sig. Hans hånd greb fastere om stokken: han var lige ved at slå til.
Der var noget i hans blik, som virkede advarende på den lille tykke. Han forbedrede øieblikkelig tonen, fortsatte med beklagende stemme:
«Ja, det er sørgeligt. Har De virkelig ikke hørt det?»
«Snak ud, hvis De ved noget. Stå ikke der og vær interessant.»
Den brutale ringeagt, hvormed Albrechtsen behandlede manden, gjorde virkning. Han skyndte sig, lidt famlende, at berette, hvad han vidste: fru Krohg var væk — reist gudvedhvorhen — mr. Wheeler var også væk — reist, også uvist hvorhen — men de var blevne set på jernbanestationen igåraftes, begge to, mr. Wheeler havde en masse kufferter at ekspedere og så yderst oprømt ud — — fruen var i reisedragt; — om hendes optræden forøvrigt var der ingen sikre oplysninger, — nogle påstod, at hun var tæt tilsløret, men det benegtedes fra andre hold. Albrechtsen sa ikke et ord. Han blev bare stående og så sløvt på den talende; han hørte ikke det spørgsmål, hvormed den lille tykke, der atter var kommet i ligevægt og vilde vise dette, afsluttede beretningen:
«Hvad sier så De?»
Tilsidst begyndte Albrechtsen at røre på sig. Han så ikke længer på fyren, løftede ikke på hatten engang; han gik langsomt ud.
— Han blev ude til middag, han turde ikke træffe faren — han skulde jo ikke merke noget. Han gik omkring i halvbevidst sløvhed; i skumringen slentrede han hjem og sneg sig ind på sit værelse. Han la sig på chaiselongen og tændte en cigar, men cigaren sluknede og faldt på gulvet. Han lå og stirrede mod det blasse, grålige lys, der endnu sivede ind fra vinterdagens sidste time. Hans lemmer hvilede stivt i samme stilling; han havde blot en dunkel smertefuld fornemmelse inde i hovedet, ligesom langt inde, næsten i nakken — at der var hændt noget stygt og forfærdeligt, at han var meget syg — at en stor kulde isnede hans indre.
— Husholdersken lukkede på døren og spurgte, om kandidaten ikke ønskede lampen tændt. Da han ikke svarede, gav hun sig ifærd med at tænde den. Han så pludselig hendes røde hånd i skjæret af fyrstikken — — lampekuplen klirrede. «Nei la være,» sa han lavt, næsten bønlig, «la være.»
Hun gik; han reiste sig halvt; han var med éngang bleven fuldt bevidst.
— Men først da han om aftenen skulde gå tilsengs, var det, som om hans stive og livløse smerte tøede op. Han kom i voldsom gråd. Han borede sit hoved ned in puden, og hans hænder fattede hårdt om sengkanterne — det knagede i træet — det var, som om selve den legemlige kraft, han anvendte, skaffede ham en øieblikkelig lindring.
— Men der var ingen hvile at finde. Da han om morgenen steg ud af sengen, var det efter en nat uden søvn —.
— Han gik ikke ud på flere dage. Han havde en uklar fornemmelse af, at den lille tykke mand vilde dukke op på næste gadehjørne: — hvad sier så De? — Og han var desuden altfor træt. Disse lange mørke vinternætter — hvor bare det store taffelur i stuen ved siden af brød stilheden — — ét slag og halve slag og to og tre og fire slag, indtil det begyndte at lysne, indtil pigen la i ovnen, indtil husholdersken kom med kaffeen — — en halvvågen, ør og pinlig tilstand — det stjal al hans spænstighed. — Når frokosten var over, gled han ind til sin chaiselong, og der holdt han til, med få afbrydelser, dagen lang.
— Eftersom ugerne gik, og den legemlige mathed gjorde ham dorskere, blev hans sorg mere en tung og grådmild længsel efter det, som engang var, efter den usikkerhed, der endnu eiede håb, efter de korte øieblikke, han havde følt en ængstelig og tvilende lykke:
— en formiddag, han var gået for at se på en maleriudstilling. Mens han løste sin billet, hørte han hendes stemme i værelset ved siden af. Han huskede, der gik som en sagte kuldegysning igjennem ham — at han trak pusten dybt og næsten med besvær — at han ikke forstod, hvorfor billetrisen absolut vilde gi ham en femogtyveøre tilbage — at han uafbrudt flyttede stokken fra den ene hånd til den anden. — Han gik såvidt indom døren til det værelse, hvorfra han havde hørt stemmen, blev stående at stirre på et maleri, uden at ha den fjerneste anelse om, hvad det forestillede. Med ét — før han havde set hende — vidste han, at hun om et øieblik vilde stå der med sit kloge smil, lige ved hans side: «Goddag, Albrechtsen —.»
— eller en anden formiddag, en af høstens sidste dage, med bleg rødlig himmel og næsten farveløst solskin — hvor de tilfældig havde truffet hinanden og fornøiede over godveiret besluttede at gå en liden tur sammen —.
Hvor hun var vakker den dag, næsten vakrere end nogensinde. Hvor den hvide høstsol kjærtegnede hendes fine og stolte hoved — og hvor hendes øines sterke blå var fyldt af lys og ventende livsmod — — —.
— — Disse og andre erindringer virkede som en spæd og fjern lykke, som et fattigt livets indhold, der dog havde værd, fordi det rummede hans personlige og eneste indsats i det store lotteri. — I de øieblikke derimod, hvor sørgmodigheden blev overvældende og bitter, fandt han trøst i en kåd sentimentalitet: det var altsammen grove markedsløier. Og som de fleste uheldige markedsbesøgende, der ikke forstår, hvordan de er blevne af med sin mynt, uden at få nogenting igjen, gav han sig til at regne efter og gjennemgå sine udlæg til livets glæde, og han fik hver gang gjerne etslags overslag færdigt, der sikkerlig hverken var sandfærdigt eller blot nogenlunde nøiagtigt, men som dog tilfredsstillede ham selv. Og der kom under disse opgjør en mat hevnlyst over ham, en ubestemt trang til at stoppe sine rifter med andres kjød; han var ikke sluppet heldig fra markedsløierne, men han vilde nu vente og træne sin ånd til større skarphed, hærde sit bløde og barnagtig følsomme gemyt, og så stole på fremtiden, ligervis som de kloge syndere, der; engang uheldige, forbereder sig omhyggelig, at deres anslag senere må lykkes bedre. Han havde været «en dårlig kjøber på kjærlighedens marked», men den tid skulde komme, da det blev ham, som drog af med profiten.
Imidlertid var disse udbrud af såret selvfølelse forholdsvis sjeldne. En måneds tid efter den uhyggelige begivenhed var han såvidt rolig, at han atter kunde ta sine franske yndlingsforfattere frem igjen, begynde på nogle af deres verker, som han endnu ikke havde læst, men nylig fået forskrevne. Mens han læste, virkede hans sorg som en dirrende understemning, der sagte gjennemstrømmede og belivede den verden, han gjennem bøgerne forsøgte at leve sig ind i, — han var modtagelig som ingensinde før. Ingensinde havde Flauberts farvemættede ironi eller Stendhals ubestemmelige smil eller Constants kloge erfarenhed fyldt ham med dybere behag. Ingensinde havde den sterke og tunge duft, der strømmede ham imøde fra Goncourternes romaner, beruset hans nerver som nu, de var åbne og såre. Men ingen af de franske mestre elskede han dog som hin store russer, der kjender kjærlighedens sødme og kjærlighedens melankoli som ingen anden, Irinas og Sinaïde Sassékins og Helenes maler, lvan Turgenjew. Han elskede at færdes i hans bøger, som i landskaber af sælsom og tyst skjønhed, med fin rødgrå sørgmodig himmel, med tågede horizonter og efterårsvind i gulnet steppegræs, med dunkle skovdyb om langsomt rindende floder,bmed aldrende, forsømte haver, hvor svagtduftende høstblomster søger sammen om moslagte mugne stammer — — og mod denne baggrund gled de Turgenjewske kvinder frem for hans øie, og han følte sig knyttet til deres liv med længsler, der var sterkere og finere end nogen elskov, følte sig bundet til deres smertelig bedårende skikkelser med sin sjæls inderste og såreste fibre —.
En liden begivenhed greb ind i hans drømmerier. Han lå en dag som vanligt og røgte, med et halvtopskåret eksemplar af Stendhals «Correspondence inédite» for sig, da pigen kom ind og meldte, at en dame ønskede at tale med ham.
Han blev næsten forskrækket; hvem kunde det være? Han havde i længere tid trukket sig tilbage fra al anden omgang end sine kamerater og kliken om fru Krohg — var det hende? umuligt! — alligevel håbede han, i etslags øieblikkeligt vanvid, at det skulde være hende. — I den halvmørke entré opdagede han en høi kvinde; det lignede — — nei, hende var det alligevel ikke — — «men frøken Lolly, er det Dem?»
«Ja, det er mig.»
Han fik hende ind i dagligstuen, fik tændt lampen —. De vekslede nogle ord, mens dette gik for sig, uden at nogen af dem egentlig vidste, hvad de sa — — han havde en følelse af, at hans stemme i næste øieblik vilde briste, at han ikke måtte se på hende, at han var glad og angst og bedrøvet paa samme tid, at alt det, som var hændt, det var hændt først nu, og kanske var det slet ikke hændt — —?
«Jeg kommer for at si adjø,» sa Lolly med lav og lidt anstrengt stemme.
«For at si adjø ?»
«Ja, jeg reiser til min onkel i Trondhjem. — Jeg Syntes, jeg måtte si Dem adjø.»
«Tak,» han forsøgte at se paa hende, men merkede, at han ikke længer var herre over sin bevægelse. Han blev siddende i sin stol, uden at kunne si noget mere, han la hovedet på bordkanten, hans legeme rystede
«Kjære Albrechtsen — — De må forsøge at være rolig — ellers begynder formodentlig jeg også —»
«Tilgi mig — det er dårligt af mig, dårligt — men det er ikke så ligetil —.»
Hun reiste sig og gik hen til ham: «De er ikke videre flink. Det var kanske stygt af mig, at jeg kom herop. Men jeg kunde ikke rigtig la det være — — jeg har havt brev — ikke tænk altfor ondt om hende! —»
Han knugede heftig hendes hånd.
«Nu må jeg nok gå. Jeg tør ikke bli længer —»
«Å nei,» bad han, «ikke gå — hvorfor vil De gå —?»
Hun svarte ikke — rystede bare svagt på hovedet.
«Åa nei — bli lidt endnu.»
«Jeg kan ikke. Farvel, Albrechtsen.»
«Farvel, frøken Lolly — tak, tak —» Han fulgte hende ud. Han blev stående, til hendes trin var døede hen i porthvælvingen. — Hvor meget sterkere hun havde været end han — lys og vakker — hvor fast og ærlig og dog blødt hun havde set på ham — —: hendes blik vakte en besynderlig uro, vakte følelser, han aldrig havde vidst af, og samtidig syntes det at forbyde enhver gjætning. — Uden at han kunde gjøre sig rede, hvorfor og hvordan, begyndte billedet af en ung lysblond kvinde, med dybe grå alvorlige øine, at trænge meget andet tilside, at fylde ham med underlige og frygtsomme anelser.