Bastarder/XVI
Kjære lille pus, jeg ved, du vil bli bedrøvet, når du hører jeg er reist. Kanske vilbdu bli vred på mig og holde op at være glad i mig. Vil du, Lolly? — vil du foragte mig ligesom alle de andre? — Du forstår vel ikke, at jeg kan falde på sånt noget som dette — gudskelov! — og jeg vil inderlig ønske, at du aldrig, aldrig må komme til at skjønne det. Lille pus, tror du, at jeg er så slet, som alle mennesker nu vil si, at jeg er? Husker du i gamle dage, hvor vi havde det hyggeligt vi to? — husker du, når vi gik ude i haven om aftenen og snakkede om alt det, vi ønskede os — hvor vi ventede meget dengang — — hvor du var god og sød og dum —? Har du glemt det, Lolly? — og kan du bli så Vred, at du ikke bryr dig mere om mig, når du tænker på, hvorledes jeg dengang var — kan du? — vil du ikke engang imellem, om aftenen, når du er blit alene og har lagt dig, tænke lidt på Ellinor, og hvis du kan bede, Lolly, så bed Gud tilgi mig, at jeg har gjort dig og mange andre så meget ondt. Å tilgi mig, Lolly, og tænk lidt venlig på mig. — Du! — Lolly — når jeg færdes derude blandt de mange fremmede mennesker — når jeg er bleven rigtig hård og styg og ond, så vil jeg alligevel aldrig høre op med at længes efter dig, lille pus — du er det eneste menneske, jeg bryr mig om, og du er så god og uskyldig, og dig vil jeg tænke på, når jeg er alene og er trist og gjerne vil græde, men ikke får det til — — du kjære lille søster, så vil jeg huske på gamle dage, på vore aftener i haven, og du vil stå lyslevende for mig, og jeg vil længes forfærdelig efter at ta din lille lubne hånd i min, og lægge mit ansigt mod din bløde kind — og da vil jeg kanske få græde ud. Jeg kan ikke græde nu, Lolly, jeg er ganske som stivnet, og jeg føler mig, som jeg ikke var noget menneske, men bare et koldt lig, som går omkring og smiler.