Bastarder/XIV
Barth sad hjemme, ved skrivebordet, havde netop tændt lampen. Gjennem skjærmen sivede et mat gulligt lys ud over det store velmøblerede rum, over de mørke bogreoler, over jagtrekvisiterne, der i sirlig orden var anbragt på en væg for sig, over endel malerier — ligeledes samlede for sig — der syntes at røbe en sikker, men ikke just ualmindelig smag.
Han befandt sig vel. Efter flere urolige dage, hvor turen til Smyrna havde spøgt i hans hjerne, var han begyndt at komme i ligevægt. — Ellinor var en klog dame: tilsidst vilde hun nok indse, at der var grund til at betænke sig. — Og bevidstheden om, at der ikke længer kunde være tvil om hendes følelser, at den ting nu var op og afgjort, at de to om kortere eller længere tid skulde tilhøre hinanden — gav ham en tryg selvtillid; mens han sad og arbeidede, hændte det, at han lo stille ved sig selv, at hans muskler uvilkårlig spændtes, — han havde en fornemmelse af, at han kunde alt.
Egentlig havde det forundret ham, at Ellinor ønskede et så radikalt skridt som denne reise. Trods al viljeløs skepsis — til trods for, at det liv, hun havde ført, rimeligvis havde virket udviskende på hendes kvindelige instinkter, til trods for, at hun nu, i flere år, havde høkret ud sin personlighed — måtte der lure en lysten og zigeunerglad eventyrerske i hende. Eller var det kun den kjede og kræsne kvindes trang til nye og vanskelige situationer, som bragte hende til at søge en så extraordinær udgangseffekt? Eller holdt hun virkelig så meget af ham, at hun måtte nyde sin lykke i fred, fjernt fra forstyrrende indgreb? Eller var det mest modbydelighed, der drev hende bort fra byen — uvilje mod disse slidte omgivelser, mod de stadige hilsener fra de evigsamme mennesker, der kjendte hende fra en tid, som nu skulde være forbi —?
— Det ringte. — Det bankede på døren. Det var Ellinor. I den forløbne uge havde de kun set hinanden hos hende. Krohg var returneret efter kun få dages kjøbenhavner-ophold, og siden hans tilbagekomst havde der været gjæster uafladelig. Barth og Ellinor havde nøiet sig med små hurtige samtaler i et eller andet beleiligt hjørne. Hun havde været endel febrilsk og ikke altid lige elskværdig.
«Du her — min egen.»
«Ja, egentlig fortjente du det ikke. Jeg tror ikke engang, du har bedt mig komme.»
«Men kjære dig, vi var jo enige om —»
«Javist var vi enige,» afbrød hun ham; hun kastede ydertøiet og satte sig i det samme sofahjørne, som hun havde siddet den første aften, og han i lænestolen ved siden af, «så — har du længtet?»
«Ja,» han tog hendes hånd og klappede den langsomt.
«Ja, det skulde jeg altså ikke spørge dig om. Det skulde du si, straks du så mig. — Men hvad har du egentlig længtet efter?»
«Efter dig, naturligvis.»
«Efter mig, naturligvis. Efter mig sån ialmindelighed, efter min vintercape og mit smil og mine handsker og min konversation — efter mig i sofahjørnet og dig selv i lænestolen — efter en fornuftig samtale med en fornuftig dame, som står i begreb med at andrage om separation — for tre år fra dato —»
«Nei hør nu —»
«For tre år fra dato, om Gud vil, at indtræde i nyt ægteskab med velagtede ungkarl —»
«Men kjære Ellinor —»
«Nei, la mig være fri. Det er slet ikke sikkert, jeg er din kjære Ellinor. Jeg er muligvis et ganske andet menneske, en fremmed dame, ikke engang din veninde. Eller tror du kanske, at jeg er din forlovede — din lidt uregelmæssig forlovede — trofast ventende —? Er det det, du forstår ved «min kjære Ellinor»?»
— Barth betragtede hende forundret og alvorlig: «Hvor du er hård undertiden. — Hvorfor vil du endelig såre mig, — hvorfor er det nødvendigt, at du gjør mig ondt? Du ved jo, at ingen holder af dig som jeg — du ved, at selve det hårde, det skarpe og onde, som imellem bryder frem hos dig, at selv det er nok en grund for mig til at beundre dig, at også det, jeg ikke liker hos dig, også det elsker jeg, og kanske ikke mindst. — Er du træt af mig, Ellinor, allerede? — og vi, som havde så meget at være lykkelige for!»
«Træt af dig?» hun rystede på hovedet, «nei, nei, nei — jeg er ikke træt af dig. Hører du,» hun bøiede hovedet frem mod ham, og der var i hendes bevægelse og i ansigtets udtryk tryk en ræd lidenskab, en tvilende og sorgfuld angst, «ikke af dig, ikke af dig — det er jo dig, jeg holder af — jeg tror, jeg holder af dig — — men alt det andet, af det er jeg træt, forfærdelig træt,» hun kastede sig ind til ham med hele sit legemes vægt, som for at søge beskyttelse mod en stor og nært truende fare —.
«Men hvad er det da, lille Ellinor,» han bragte hende varsomt til plads på sit fang, klappede hende beroligende over kinden og kyssede hendes pande, «stakkars min lille pige, hvor du er opskræmt og nervøs — så — græd bare ud — husk på, at du er hos mig, at jeg skal passe dig og være god mod dig, og at ingen i verden kan ta dig fra mig — min egen, egen —»
«La os reise — straks,» hviskede hun.
«Skal vi reise — straks?»
«Ja ja — jeg vil aldrig mere tilbage, jeg vil bli borte inat — hører du, jeg vil være hos dig — dig — og imorgen må vi være langt herfra —.»
«Min egen lille pige —.»
«Du har lovet det,» hun løftede hovedet, heftig, som et egensindigt barn, der ikke vil lade sig narre for en lidt urimelig indrømmelse, det har opnået, «du har vel ikke løiet for mig? — nei ikke sandt, dig stoler jeg på, du er den eneste, som er værd at stole på — du er sterk og ærlig — nei, du har ikke løiet!» det lød næsten som et skrig.
«Kjære dig, du ved jo —,» han tog fast om hende.
«Ja, jeg ved, jeg ved —» hviskede hun, «men jeg må høre det endnu engang, af dig selv — så, la mig ligge sån — nu ligger jeg så godt — jeg vil gjemme mig hos dig, liste mig ind under din frakke og prøve på at sove — og mens jeg sover, skal du bære mig bort — og når jeg vågner, er vi langt på vei, did, hvor der er os to og ingen andre —»
Han kyssede hendes hår:
«Min egen lille.»
De sad en stund ganske tause. Han følte blodet banke i hendes legeme — følte med dyb glæde hendes hurtige åndedrag.
Pludselig løftede hun hovedet:
«Du sier ingenting? Vil ikke du også, at vi skal reise?» —
«Jo, kjære. Det vil si,» han smilte, «vi må vel overveie sagen lidt nøiere — ikke sandt, det forstår du nok?»
«Overveie? Har vi ikke overveiet i mange dage —?»
«Ja, men tror du, at vi kan reise afsted uden nogensomhelst forberedelser?»
«Nei, det er rigtigt. Men jeg vil ialtfald ikke hjem. Jeg vil bo skjult etsteds, indtil vi kan komme afsted. Imorgen må vi vel kunne reise? Kan jeg bo hos dig sålænge?» hun tog ham smilende om halsen, «var ikke det morsomt fundet på? Gjemme sig her — i et af dine værelser — indtil vognen er for døren — hvad?»
«N—ja, det er jo lidt vanskeligt. Desuden, er du ganske på det rene med, at vi bør forlade landet, før skilsmisseaffæren er ordnet?»
Hun reiste sig og så forundret på ham.
«Jeg mener — det er ikke så ligetil» vedblev han, — «når vi engang kommer tilbage hid — du ved jo, jeg har mit arbeide her — så kan det hænde, det blir vanskeligt for os.»
Hun rystede på hovedet:
«Hvem tænker så langt frem ?»
«Ja, men vi er jo nødt til —»
«Hvad er vi nødt til?» afbrød hun hårdt. Han reiste sig. De blev stående at se på hinanden, han urolig, uden at vide, hvad han skulde si, mere og mere usikker, skræmt af det besynderlige udtryk i hendes øine.
«La os sætte os ned og tale fornuftig om sagen,» bad han.
Hun vendte ham ryggen og begyndte at gå op og ned i værelset, med faste og hårde trin.
«Jaså,» begyndte hun pludselig med forandret, næsten hæs stemme, «jaså.»
«Hvad mener du ?» han fulgte efter og forsøgte at gribe hendes hånd. Hun rykkede undaf, blev stående og stirrede stivt på ham — han vovede ikke at gå nærmere ind på hende.
«Vil du, vi skal reise imorgen?» spurgte han tilsidst lavmælt.
Hun så endnu nogle øieblikke på ham, og sa, langsomt og høit:
«Nei, jeg vil ikke, vi skal reise imorgen. Hverken idag eller imorgen eller nogensinde.»
«Hvad mener du?»
«Jeg mener ingenting. Jeg mener, at jeg er dum — at jeg pludselig er blit dum. Jeg mener ingenting,» hendes stemme skalv, hun ledte efter ord, men gråden tog hende, hun kastede sig voldsomt frem over bordet —. Han bøiede sig over hende:
«Stakkars kjære Ellinor —.»
Ved lyden af hans stemme for hun op. Hun stod pludselig høi og rank for ham, hvid i ansigtet —.
«Ikke rør mig. Ikke si det, du ikke mener. — Tror du ikke, jeg nu har nedværdiget mig dybt nok? Tror du ikke, at jeg også har lidt stolthed tilbage? Det er ikke rart bevendt, det er sandt, men gudskelov, såmeget er der igjen af mig, at jeg ikke er nødt til at ta imod din trøst Jeg har indbildt mig, at jeg holder af dig — hører du, indbildt mig — men nu ved jeg, at det bare var et dumt indfald. Akkurat lige dumt som mange andre af mine påfund. Du er ikke den eneste, tro bare ikke det, — skjønt du er forfængelig og naiv nok til at falde på den tanke — nei, du er ikke den eneste, spør Albrechtsen, spør mr. Wheeler —»
«Ellinor, jeg vil ikke høre på dig —»
«Jeg bryr mig ikke mere om, hvad du vil. — Jeg har længe nok gået og sagt, at jeg var din. Din? Hahaha. Hvorfor skulde jeg være din mere end andres, — jeg sa til Krohg idag, at jeg vilde reise til Smyrna og bad ham gjætte, med hvem — med dig kanske, med dig? — nei — ånei, min egen ven —»
«Ellinor — vær rolig, jeg ber dig, for guds skyld —»
«Så? — ånei — jeg har været rolig så længe, at jeg nu vil støie lidt. — Kanske du endnu vil reise til Smyrna, eller var det ikke så, du havde forfald? — Mit reisefølge har lovligt forfald. Det må jeg fortælle til Krohg. Det vil more ham. Min ven er forhindret. Han er selv meget lei over det. Men han er forhindret —.»
«Ellinor, ti, ti Ellinor.»
«Nei, jeg tier ikke. Ikke endnu. Jeg vil stå og se på dig endnu nogle øieblikke. Jeg vil nyde synet af min elskede endnu et minut eller to. Rigtig ta hans billede med mig, før jeg reiser. Han er forhindret, stakkar, han kan ikke bli med. — Gi mig mit tøi — hører du, jeg vil ha det straks. Så — hjælp mig da — tak — så — er vi to nu færdige med hinanden, Henrik Barth?»
«Nei, Ellinor, det er vi ikke. Vi blir ikke færdige med hinanden på denne måde. Tro du mig, vi er ikke færdige med hinanden. Kanske vi aldrig blir det. — Nu skal du høre mig, nu vil også jeg tale. Du har været glad i mig, det ved jeg, det ved du også. Hvordan du kunde falde på at bli det, det har jeg aldrig forstået — alt mit lå dig så fjernt. Du vidste så inderlig godt, at jeg var et almindeligt borgerligt menneske, uden sans for farlige eventyr. Men du vidste også, at ingen af dine beundrere var ærligere end jeg, ingen var dig mere tro — kanske var jeg også den sterkeste, den der havde mest magt til at fylde dit liv. Jeg ved ikke — jeg ved bare, at de betænkeligheder, der har skilt os, dem har jeg havt lige meget for din skyld, som for min egen — og hvis du tar dem som et tegn på, at jeg ikke har holdt nok af dig, så er du på vildspor. Og i virkeligheden kan du ikke tro det — du kan ikke — du må vide, at jeg holder af dig — og du skal betænke dig, om du har råd til at kaste bort et menneske, der kan byde dig så megen kjærlighed, som jeg kan. Det er ikke sikkert, at hverken du eller jeg nogengang vil finde den, der kan bringe os til at glemme hverandre. For min egen del ved jeg, at det aldrig vil ske — aldrig — om jeg nokså meget ønsker det, jeg kan aldrig bli dig kvit —»
Ellinor var sunket ned i en stol.
«Ikke si mere,» bad hun næsten klynkende, «jeg ved, det er sandt — meget af det er sandt - men det hjælper alligevel ikke, det hjælper altsammen ingenting. Nu hjælper ingenting. Hvor jeg er fattig — å hvor fattig jeg er blit på en kort stund —»
«Det skal du ikke si — du må ikke si det,» han nærmede sig og forsøgte at ta hendes hånd.
«Ikke ta i mig — er du snil! Det gjør ondt, når du tar i mig. La mig sidde et øieblik, så skal jeg straks gå. Bare et øieblik.»
«Men Ellinor da —.»
«Ikke bry dig om mig,» hun forsøgte at smile, «ikke tænk på mig mere. Det var en stor feiltagelse altsammen. Det er mig, som ikke duer. Husker du, jeg i begyndelsen var bange? Jeg var bange, jeg ikke duede til noget ordentligt. Jeg havde ret dengang. — Hvis det ikke var kommet nu, vilde det nok være kommet senere. Jeg hænger ikke sammen mere; jeg ved aldrig, hvor det bærer hen — — jeg tror undertiden, det skal bli bedre, når jeg rømmer herfra — men det er naturligvis en indbildning — jeg rømmer ikke fra mig selv.»
«Ellinor — om vi endnu vovede — et sidste forsøg. Jeg skal sætte alt ind — la os prøve —»
«Nei, nei det nytter ikke. Ikke nu mere ialtfald. Jeg har tabt al tro på det. — Desuden: det er bedre, vi skilles nu, end at jeg senere engang løber fra dig —»
«Men hvad vil du, Ellinor — hvad har du isinde?»
«Jeg ved ikke — jeg vil ialtfald ikke, at vi to skal gjøre hinanden mere ondt,» hun reiste sig, «stakkars dig, min gut, du traf på den rette,» hun kyssede ham på kinden, han forsøgte at slå armene om hende, «nei nei, ikke det — la os si adjø, som om ingenting var hændt. Der er jo ingenting hændt. Det hele var et påfund.»
«Skal jeg aldrig se dig mere?»
«Jo, hvorfor ikke. Kan godt hænde, vi træffes oftere. Kan hænde, vi endnu har ikke sagt hinanden det sidste ord. Jeg har så vanskeligt for at tro på det sidste ord. — Men iaften må vi altså skilles, der skal desuden være selskab hjemme, stort selskab — det havde været nydeligt, om værtinden var udeblit. Vil du være med og drikke champagne? — Nei nei, jeg sier ikke noget om det. Godnat, kjære Barth, se op, når De har tid.»
Dagen efter det sidste besøg hos Barth, en rå novemberdag, med skiddenhvid frosttåge og skjærende sno, der imellem luftede op i tågen, men kun for at la den føles endnu rammere, gik fru Krohg nedover Kirkegaden, for en sjelden gang uden herrefølge. Hun syntes at ha det travlt, var indom etpar butiker; nogle fjernere bekjendte hilste, men hun erindrede knapt at nikke til svar. Just idetsamme hun skulde ind i en butik, opdagede hun Albrechtsen, der kom glidende langsomt opover, med ansigtet næsten begravet i pelskraven. Hans øine, der lå halvt lukkede, måske fordi tågerøgen sved lågene, måske fordi ingen af gadens foreteelser vedkom ham, åbnede sig bråt, ansigtet kom tilsyne, han slæbte ikke længer benene, han gik, endog hurtig — manden var pludselig en anden.
«Goddag, Albrechtsen — så tidlig ude.»
«Ja, jeg angrede for et øieblik siden, at jeg havde vovet mig ud — men ikke nu længer.»
«Siden De traf mig?»
«Rimeligvis.»
«Jeg er også glad for, at vi mødtes? Hør nu — har De det travlt?»
«Som vanligt. De ved, at jeg altid har det travlt, når jeg træffer Dem.»
«Vil De drikke et glas vin med mig? Høitidelig invitation, forstår De. Jeg har savnet Deres lange ansigt i flere dage. Hvor har De opholdt Dem?»
«Jeg har kun ét opholdssted. Jeg har ligget hjemme på min chaiselong og beskuet et maleri, De kanske erindrer — et maleri, som ellers gjemmes bort for alle profane øine i et merkværdigt skrin, jeg har anskaffet mig — et skrin i form af den nydeligste lille ligkiste.»
«Og i den ligkiste putter De altså mig?»
«Ja — det er min helligdom; det er den ligkiste, jeg lever for, den er mit livs indhold, alle mine tanker kredser om denne sorte lille kasse, ligefra jeg står op, til jeg lægger mig, og om nætterne vågner jeg undertiden, ræd for at ha mistet den, og må hen og bli sikker på, at den er der. Den er af kobber, men sortpoleret udvendig, og indvendig er den farvet orange; den har to rum, idet ene ligger altså et maleri, i det andet er der reserveret plads for min aske, når den lykkelige tid engang kommer, at jeg kan stifte bekjendtskab med et svensk krematorium. Den kasse er jeg stolt af, den er simpelthen mit livs bedrift, det eneste udtryk for min eksistense, jeg overantvorder efterslegten. Jeg vil gjøre et legat, hvis renter skal anvendes til at vedligeholde monumentet over min kjærlighed. Kassen skal aflåses og nøglen kastes i havet, men de udvalgte inskriptioner, hvormed jeg har ladet låget pryde, af mine yndlingsforfattere, skal lade beskueren fjernt ane indholdets historie.»
«De er flink, Albrechtsen, jeg får formelig lyst til at ligge i den kasse —.»
Da de sad på bodegaen, syntes samtalen i begyndelsen at ville gå istå. Fru Ellinor var besynderlig distræt, hun sa nogle ord nu og da, og undertiden var der ingen sammenhæng mellem disse ord og Albrechtsens bemerkninger. Han opdagede, at hendes øine kunde hvile længe og venlig på ham, indtil hun hastig tog dem til sig og næsten forlegent fæstede dem på en eller anden ligegyldig gjenstand. Denne merkelige opdagelse vakte imidlertid mere forundring end glæde hos ham. — Fra først af havde hendes stemme næsten den vante, lidt ironiske klang, men efterhånden blev den lavere og mere sørgmodig —.
«Si noget vakkert om mig,» bad hun pludselig.
«Noget vakkert? — om Dem?» spurgte han lidt forbauset; hun smilte; der brød som en hed bølge af ømhed op i ham, «der er ingenting vakkert nok,» hviskede han.
«Vi havde selskab igår. Mr. Wheeler var der,» fortsatte hun med ét i en anden tone, «hvad tror De egentlig om mr. Wheeler?» vedblev hun lidt fraværende.
«Om mr. Wheeler?»
«Nei — jeg mente ikke at spørge Dem. Det kan være det samme. — Mr. Wheeler sa igår, at jeg virkede som hård og eggende musik på sløvede og såre nerver — smertelig og vellystig — — jeg synes snarere han virker på den måde. Det er den eneste mand, der kan bringe mig til at fryse. De derimod har undertiden — å nei, jeg ved ikke, hvad der går af mig idag —»
«Hvad mente De? Hvordan virkede jeg?»
«Det har hændt, at jeg har siddet og tænkt på Dem og pludselig fået tårer i øinene. Gud ved hvorfor. Jeg har ikke let for at græde.»
Albrechtsen holdt et øieblik hendes hånd mellem sine. Han var meget febrilsk. «Hvordan virker Barth?» spurgte han lidt usikkert.
«Barth?» der gik en hurtig rykning over hendes ansigt, som Albrechtsen havde vanskeligt for at tyde. «Barth — nei, det ved jeg ikke. Hvorfor spør De om Barth? Hvad vedkommer Barth os? Ikkesandt, i dette øieblik vedkommer bare vi to hinanden. Drik med mig, Albrechtsen, jeg vil gjerne takke Dem for noget. Jeg husker ikke nu, hvad det var. Tak.»