Bastarder/XI
Barth var netop vågnet. En mild, halvklar vintermorgen lyste ind gjennem de næsten isfrie ruder; himmelen havde en mat gulagtig tone, der stykkevis brød i det blålige. Han var sprunget op af sengen og stirrede ud, i søvnig glæde, endnu ikke vis på, hvorfor han var glad. Lidt efter lidt gik det op for ham; han gav sig skyndsomt ifærd med sit toilette: der var i selve måden, hvorpå han vaskede sig, en iver, et uroligt hastverk, som om hvert minut, han kunde spare, var en dyr vinding. Han havde aldrig følt sig så rede til energisk virksomhed. Livet havde fået mening, hans arbeide dernede på det støvede kontor i Dronningens gade voksede i betydning, han længtes formelig efter sit dokumentbelagte skrivebord, efter den vidtløftige åstedssag, han igår havde påtaget sig — — da han endelig sad ved frokosten, spiste han for tre.
Lidt efter lidt begyndte der at komme mere ro i hans hjerne; der dukkede op et billede fra gårsdagen og endnu et og endnu et: der var hendes plads igåraftes, der havde hun siddet og set på ham, med bløde og mørke, fugtig dybe øine, og smilt, med et farligt, fraværende smil — —- om hun havde siddet der nu, om denne spisestue havde været deres — om den milde og lyse vintermorgen havde skinnet ind på to mennesker, der takkede hinanden uden ord, med øie og smil — om hun nu havde været hans hjems herskerinde —.
Han reiste sig, utålmodig og ængstelig. Hun var ikke hans endnu, og hun kunde glide fra ham, hun kunde glide bort idag, imorgen — endsige, når der var år at vente. Hvor det vilde bli vanskeligt for ham at gribe ind, hvor hans myndighed stod på svage fødder.
Til Smyrna skulde de reise. Det var vel det eneste kloge. Mødes i Tyskland og ukjendte af alle leve sine landflygtigheds år. Under en broget og urolig vandringstid mellem fremmede skulde deres kjærligheds første ungdom blegne. Som en kostbar hemmelighed vilde de gjemme sine minder, fra Europas store stæder og fra Orientens sollyse land, og lede dem frem, når de senere i hverdagslivet fandt en ensom time.
De måtte reise så snart som muligt. Bryde op fra det hele. Fra arbeidet, fra de vante forhold, fra Norge. — Det var egentlig lidt underligt, — lidt forkjert. — Det var jo meningsløst, at den samme lykke, der gav livet værd — der øgede hans lyst og kraft til at arbeide, til at sætte noget ind, til at bli en virksom og sterk mand, en mand med høie mål og vilje til at nå dem — at denne lykke til en begyndelse skulde sætte ham tre år tilbage — og ikke alene det: måske også stille ham i et tvivlsomt lys, måske senere vanskeliggjøre hans kamp for at trænge gjennem.
Det var et risikabelt skridt, dette at forlade Norge. Og når det kom til stykket, var det hårdt således at stænges ude fra landet. Ialtfald for en mand, der holdt af det slig som han. Det der, som Ellinor havde fundet ud: at de inkognito skulde følge sommerens reisestrøm — det var for farligt. — Reiste de, måtte de nok bli i udlandet. D. v. s. han kunde vel reise hjem engang imellem — begge kunde reise hjem, men hver for sig. — Hver for sig: en modbydelig tanke gjorde ham hed over hele legemet. At la hende alene — i en så vanskelig tid — var det rigtigt, var det overhovedet klogt? — Fy for pokker — denne afskyelige mistro måtte han snarest udrydde. Han forsøgte at mane frem hendes ord fra aftenen iforveien — hendes udtryk, hendes øine. Nei, de øine løi ikke. Han kunde trygt stole på hende. — Skjønt: hun var en klog og erfaren dame, og han var endnu en ung mand — på det område kanske meget ung. Han havde nok gjort sine erobringer, gudbevares — han forsøgte, ganske svagt, at trænge tilbage en mildt behagelig følelse af berettiget tilfredshed, — men han havde sjelden forfulgt dem langt, aldrig gjennemgået større vanskeligheder eller havt med overlegne kvinder at gjøre. Han følte sig lidt tam og usikker ligeoverfor denne besynderlige dame, som han egentlig ikke havde ventet, skulde kaste sine øine på ham — ialtfald ikke på den måde.
Egentlig var det en betydelig opofrelse, han stod i begreb med — således at forlade Norge. — Hvad vilde desuden hans far si? Sammenhængen kunde ikke godt skjules for hjemmet. Det vilde bli et hårdt stød for forældrene. En fraskilt frue — og tre års uvirksomhed!
Der måtte næsten kunne flndes en anden løsning. En løsning, hvorved de mange ubehagelige følger kunde undgåes, og hvormed kanske også deres eget forhold var bedst tjent. — Denne kvinde, som han endnu kjendte forholdsvis lidet, kunde først i løbet af længere tid vinde hans tillid. Og var det ikke nødvendigt, at den tillid forelå sterk og betrygget, allerede da, når forholdet for alvor knyttedes? Han kom til at tænke på, hvad hans onkel assessoren en aften havde sagt om disse hastig knyttede og hastig overrevne forbindelser, om det moderne syn på ægteskabet idethele. Det ægteskab, han stod i begreb med at indgå, var i virkeligheden temmelig «moderne». Det havde en løs grundvold at bygge på. Og hun — Ellinor — var hendes anskuelser på dette område egentlig så særlig betryggende?
Bare en liden omstændighed som den, at hun igåraftes uden videre havde fulgt —? Han holdt inde, han skammede sig —. Men han måtte atter gjenkalde sig hendes øine.
Måske var disse tvil et vink om, at de begge trængte en prøvetid. — Sagen trængte ialtfald at overveies. Han vilde tale til Ellinor, forsigtig, men alvorlig. Fandt hun, at de burde reise, — enfin, så reiste de. — Men blev de her i byen, skulde de intet hemmeligt ægteskab indgå. Det havde for det første sine farer og modbydelige vanskeligheder, for det andet vilde altså de tre år være en god og betydningsfuld prøvetid. Det gik pludselig op for ham, at han stod foran en opgave, en stor og vanskelig opgave -; at den gjaldt det rent personlige liv, var, ret betænkt, en væsentlig fordel: den som engang skal magte det offentlige livs opgaver, kan alene gjennem et fuldkomment herredømme over sin egen personlighed — en overlegen selvbeherskelse — blive sin fremtidige virksomhed fuldt voksen. Han blev glad ved tanken. I de tre år skulde han ikke alene opdrage — sig selv, men også hende. Deres ægteskab skulde bygges på stø grundvold. En helstøbt, rolig og stolt kvinde vilde han gjøre hende til. Trygt og vakkert skulde de leve livet ved hinandens side — et virksomt og ærerigt liv, for det land, de skyldte sine kræfter.
- Han havde under sine ivrige overveielser rent glemt forretningstiden. Han var bleven drivende op og ned i sin dagligstue, som han altid pleiede, når nogenting i høi grad beskjæftigede ham. Han blev mere og mere lykkelig, jo længer han tumlede med sin idé. Han havde nu anlagt sit liv, og det forekom ham, at der var stor stil i anlægget.
Efterhvert som hans tilfredshed vokste, steg også hans uro. Han følte trang til at komme ud, røre på sig, inden passende grænser meddele sig til andre.
Først da han vandrede nedover gaden og havde taget hatten af for en kollega, huskede han kontoret. Han skyndte sig nedover til Dronningens gade. Hans kollega så op fra skrivebordet, da han trådte ind, og smilte:
«Jargon igår, formoder jeg?»
Barth rystede leende på hovedet: «Jeg har været flittig hjemme.»
Om eftermiddagen var Barth gået indom Albrechtsen.
Han sad med halvttømt kaffekop og docerede. Albrechtsen indtog sin naturlige stilling, udstrakt på chaiselongen.
«Altså — om ikke andet, er arbeidet en nyttig kur, overmåde nyttig. Ta dig sammen —»
«I hvilken hensigt?»
«Du vil befinde dig bedre —»
«Betviles.»
«Forsøg.»
«Det er vist ikke umagen værd. Ingenting er umagen værd.»
«For noget sludder.»
«Herregud, tror du, jeg dovner mig for min fornøielse,» sa Albrechtsen i en komisk bedrøvet tone, «jeg ligger stille halve dagen og har det vondt. Det er længe siden, jeg har bedrevet en eneste last, hverken dobbel, drik eller pigebørn frister mig, jeg føler mig forslidt som en gammel hertugelig libertiner, jeg sier mig selv, at arbeide er dårskab og rangel unyttig anstrengelse — jeg indser ikke længer, hvorledes menneskene kan bekvemme sig til at være letsindige — jeg har forsøgt at læse gamle salmer, for idetmindste at ligne mine åndelige standsbrødre, jeg har med møie —
«Hvad går der af dig, gut?» Barth havde reist sig og så strengt mønstrende på sin ven —, «du skal pinedød ud at røre dig, kjøb dig etpar ski, — eller ta dig en post, så blir du nødt til at arbeide.»
«Jaså — må jeg spørge, om du arbeider?»
«Jeg? Ja det ved gud. Jeg forsømmer rigtignok imellem kontoret. Men nu skal det være slut med den ting. Jogu arbeider jeg. Jeg vil frem. Du syvsover, én stimulans har du endnu ikke forsøgt. Prøv at bli ærgjerrig. Har du aldrig interesseret dig for politik?»
«For politik ?» Albrechtsen lo, «hvorfor spør du ikke ligegodt, om jeg nogengang har interesseret mig for renovationsvæsenet.»
«Men for pokker, — politiken er ikke det dummeste, man kan divertere sig med, når alt det andet begynder at gi afsmag.»
«Sese, den opfatning —»
«Er ikke min,» afbrød Barth, der forstod, hvor vennen vilde hen.
«Si mig engang,» spurgte Albrechtsen med et smil, som Barth ikke pleiede at like, «hvor er egentlig dit politiske standpunkt beliggende?»
«Ja — jeg er nærmest liberalt konservativ, moderne konservativ. Det parti har fremtiden for sig.»
«Jeg hører det. Moderne konservative — ja — frisindede kristne, hvad? — glade dødninge, hvad? — moralske og ulykkelige svindlere — konsul Krohg og jeg sad en aften og pratede — han havde en fællesbenævnelse på denslags Væsener: bastarder.»
«Nå — konsul Krohg — vi sad også en aften —»
«Ja, konsul Krohg har sine feil, som vi andre. Vi har alle den ene rolle at gi — vor egen — og den blir tilslut både andre og en selv kjede af. Krohg er raisonnør, du er apostel og jeg — nå, la os si: revuens trætte mand. Gi mig en cigar. Der står de. Så — å, tak. — Ærlig talt, hvis du agter at bli her en stund, så kan du gjerne spille lidt dansemusik for mig. Jeg liker dig bedst, når du ikke snakker. La os få en af de der engelske valsene, som du gir med en så udsøgt melankoli —»
«Gjerne det — hvis det kan husvale dig.»
«Ja, — hvad var det, han hed, han som slog strengene for Saul — du minder mig om ham, om David, Israels morgenrødme — også du, kjære apostel, kan jo håndtere harpen — lad luftens harper klinge for Norges ungdom!»
«Du er altfor begavet idag, Albrechtsen,» Barth slog an nogle akkorder; lidt efter vuggede Veneziavalsens blidt henførende toner Albrechtsen ind i traurige drømme.
— Det varede en god stund, efterat musiken var stanset, før Albrechtsen vågnede op. Barth stod atter og betragtede sin ven, med et lidt bekymret blik.
Albrechtsen reiste sig fra chaiselongen:
«Har du nylig været hos Krohgs?» det lød, som om han fortsatte sin egen tankegang.
«Krohg er i Kjøbenhavn Fruen og jeg var i teatret igår,» han angrede næsten, at han havde sagt det; Albrechtsens ansigt blev så langt og underligt. Han svarede heller ikke, gik hen til vinduet og blev stående der.
Barth vidste ikke, hvad han skulde si. Hans glade hemmelighed var ham i det øieblik en byrde. Han tændte en cigaret, som han straks efter slukkede mod askebægeret.
«Jeg har ofte tænkt, jeg skulde reise,» kom det lidt hæst og afbrudt fra Albrechtsen, «jeg har ofte tænkt, jeg skulde reise,» gjentog han hurtig, ligesom for at rette på sit eget tonefald, «men det — det går ikke. — jeg er for bunden,» tilføiede han lavt, med ryggen til.
Barth gik hen til ham og tog hans hånd hårdt i sin. Albrechtsen vendte sig, men i det samme han fik se vennens ansigt, tabte han selvbeherskelsen; han trykkede hovedet ind mod Barths skulder og gråd som en gut.
— De to venner blev siddende længe sammen, uden at si stort.
Albrechtsen var efterhånden kommet sig. — Han var begyndt at røge igjen. Han smilte til Barth, lidt forlegent, men dog lettet. Det var jo hans gamle ven, hans eneste — de stod hinanden for nær, de havde oplevet for meget sammen: der var ingen, som heller måtte se ham i et svagt øieblik.
«Nå du livskjede gamling,» lo Barth opmuntrende, «det er alligevel godt at være ung — at holde af, at kunne græde —.»
— «Det er undertiden deiligt at vide, at man holder af,» sa Albrechtsen, hvis stemme endnu ikke lod sig helt beherske, «men jeg skulde alligevel ønske, at jeg ikke havde truffet hende. — Jeg er syg og umulig af at længes, det er lige dårlig fat, enten jeg ser hende, eller jeg holder mig borte. Og det dårligste er, at såmeget jeg har hende kjær, at skjønt hun betyder alt for mig, så gjemmer der sig alligevel, inderst inde i det, jeg føler, noget modbydeligt, noget stygt og forrådnet.»
«Hvad mener du?» spurgte Barth lavt og forundret.
«Det er etslags foragt, for mig selv eller for hende eller for os begge to. — Jeg ved ikke, hvoraf det kommer — jeg ved ingen grund for det — det er kanske de forhold, hvorunder vi har truffet hinanden. Det er modbydeligt. Men det hjælper ikke. — Og ved du — trods alt: et lidet glimt i hendes øine, som jeg kanske tar feil af, kan gjøre mig lykkelig for lange stunder. Det er rart,» sluttede han i en eftertænksom, næsten barnslig tone.
Barth var fra Albrechtsen gået indom kontoret, men han blev der kun nogle få minutter. Han drev opover Karl Johan, den samme vei som aftenen forud, han nød det hele op igjen. Af en eller anden grund havde han besluttet ikke at opsøge Ellinor idag; han ønskede at komme til ro i sin lykke; desuden: — hvis de valgte at bli i Norge, måtte han i tide vænne sig til resignation. Han følte et eiendommeligt behag ved den tanke, at han iaften kunde møde hende, at han kunde ha det som igåraftes — men at han ikkedestomindre holdt sig tilbage.
Som han gik, mødte han assessorinden og Alette.
«Nei godaften —,» assessorinden stansede fornøiet op, «det var morsomt at se dig. Alette og jeg har været ude og gjort indkjøb.»
De fulgtes over til Stortingsgaden. Det var begyndt at sne, store løse fnug. Skindbesætningen på Alettes vinterjakke var næsten hvid: en let og frisk rødme, antagelig efter spaserturen, farvede hendes kinder. Hun gik ganske taus og lod moren snakke; af og til så hun hurtig og lidt urolig på Barth.
«Vil du ikke gå op med?» spurgte fruen, da de var fremme. Han følte Alettes grå øine spørgende mod sig. — Der var lys oppe i assessorens vinduer — lunt og koseligt som vanligt, naturligvis — thebord — —.
Han havde nær fulgt uden videre, da, i sidste øieblik, en besynderlig ulyst kom over ham —:
«Desværre, jeg er buden bort. Jeg skal til Albrechtsen iaften.»
«Det var kjedeligt,» assessorinden trykkede venlig hans hånd. Alettes ansigt fik han ikke se, hun var allerede opover trappen —.
Da han blev alene, var han selv lidt forundret. Det var jo meningen, at han ikke skulde træffe hende iaften. Sålænge anledningen endnu stod åben, havde han holdt sig kjekt. Men med én gang at bestemme sig: nu går jeg did og ikke til hende! — nei, det var foreløbig mere, end hans selvbeherskelse kunde påta sig. Havde han ikke mødt assessorinden og Alette, vilde han måske drevet sålænge i gaderne, at det var blit for sent — nu tog han den første slæde, han traf, og kjørte direkte til Krohgs.
I entreen bemerkede han, ikke uden en vis uvilje, en kjendt frakke. Det var hans trofaste medbeiler, mr. Wheeler. Han og damerne sad ved kaminen i røgeværelset; mr. Wheeler fortalte spøgelseshistorier. Da Barth trådte ind, vinkede Lolly på ham: «Sæt Dem,» hviskede hun, «dette her er altfor spændende, vi kan ikke bryde af.» Mr. Wheeler nikkede kort og fortsatte med lav stemme sin historie. Han sad foroverbøiet, stirrende ind i ilden, der kastede et skarpt skjær over hans blege markerede ansigt og la som et fosforagtigt gjenskin i hans matbrune øine. Fru Ellinor mødte Barth med et hurtigt blik, et blik fuldt af lidenskabelig glæde —, så var hun igjen som før, rolig, smilende, lidt dovent tilbageslængt — —. Barth tog plads, han skalv svagt, der gik som en isnende feber gjennem hans legeme — —.
Mr. Wheeler fortalte med en tør stilfærdighed, der fortrinlig fremhævede det uhyggelige. Frøken Lolly krøb nærmere ind til sin søster, også Ellinor var med.
«Og siden viste det sig, at skjøn Elisif havde fulgt den lystige jæger, og at hans hvide ansigt var et kalket og malet dødningehoved, og at hans grønne dragt gjemte et benrangel. Og hans slot var en øde hule, høit mellem Wales’ fjelde, og der fandt de skjøn Elisif, ilde medfaret af ræve og ravne, men på hendes døde legeme var der merker, som havde knokkelmandens favntag kvalt hende —.»
Der blev en kort taushed, da mr. Wheeler sluttede sin historie.
«Ryk nærmere, Barth,» sa Ellinor, «Lolly og jeg føler trang til beskyttelse.»
«Må ikke jeg ligesågodt —,» begyndte mr. Wheeler.
«De, den grønne jæger —? Nei tak. Husk på, hvorlunde det gik skjøn Elisif.»
«Når den grønne jæger optræder så dannet og beskedent som jeg, har det vel ingen fare.»
«Hvad tror De, hrr. Barth? Har det nogen fare? Er skjøn Elisif i fare?» Ellinor lo lidt eggende, «eller er den grønne sportsmand kanske bare en jevn helligdagsjæger — kanske han har ret til at være beskeden, kanske han også er læns for ammunition — hvad tror nu De, mr. Wheeler?»
«Jeg tror, som skjøn Elisifs veninder, at den grønne jæger var en passende brudgom for hende.»
«Stakkars brudgom, han får vist vente. Skjøn Elisif har sine luner.»
«Det har hun. Det er det, som gjør hende morsom,» mente mr. Wheeler.
— «Hvis den grønne jæger havde været lidt flinkere — bare lidt flinkere — en liden bitte smule mere end en almindelig søndagssnob — så Gud ved? Der hænder så meget rart i verden. Der hænder det allermerkeligste — af kjedsomhed for eksempel.»
«Kjeder man sig ikke nu længer?» spurgte mr. Wheeler.
«Nei,» sa Ellinor næsten triumferende. Lolly betragtede hende forundret. Mr. Wheeler stirrede koldsindig ind i ilden.
— Fru Ellinor lod sig imidlertid ikke nøie hermed. Hun slog over i en venlig tone, en katteblid, næsten sødladen tone — hun afbødede forsigtig den nærgående behandling, engelskmanden var blit tildel — hun koketterede så længe, at Barth blev urolig og mr. Wheeler usikker. Hun lokkede dem begge efter sig, hun ertede Barth og smigrede mr. Wheeler — hun syntes at være overmåde ængstelig for, at hun skulde ha såret den kjære gentleman for dybt, hun behandlede ham som en uundværlig, man måske ikke altid er lige fomøiet med, men som det dog ikke går an at miste. Mr. Wheeler undrede sig over, hvad der egentlig var påfærde, hvortil hun agtede at bruge ham: så, med én gang, hug hun kloen i ham, med et sådant velbehag og en sådan sikkerhed, at det gik koldt gjennem Barth. Hun mishandlede ham med en virtuositet, som ingensinde lod sig anfegte af de behændige vridninger, hvorved hendes offer søgte at slippe undaf. — Endelig slap hun ham, brød samtalen af, satte sig til at spille, spillede en mazurka af Chopin, med en lidt hård eleganse, hvori lidenskaben øiebliksvis brød igjennem. — Barth grundede lidt over hendes optræden mod mr. Wheeler. Den gav indtryk af et nag, der pludselig og voldsomt tilfredsstilledes. Men længe gad han ikke opholde sig ved engelskmanden — han var ikke et øieblik i tvil om sin overlegenhed, han havde næsten lidt medlidenhed med den slagne fiende. — Hvor hun var deilig, — sterk og klog — hvor hendes nakke hævede sig stolt iaften, hvor hendes smil talte om seier og overmodig livslyst, hvor hendes øine var blevne dybe og varme.
— — Efter aftensbordet gjorde en fredelig stemning sig gjældende. Fru Ellinor var i brilliant humør og nu bare elskværdig; på mr. Wheeler var der intet at merke, Lolly og Barth tøvede forfærdelig; med Ellinor kom han ikke til at tale alene. Men det behøvedes jo heller ikke. Han glædede sig til imorgen, til iovermorgen, til alle de dage, der var i vente.
— Det var temmelig sent, da mr. Wheeler og Barth i tungt sneslaps arbeidede sig hjem. Barth bandte over, at der ingen vognmand fandtes, over føret, over de døsige gaslygter og verden idetheletaget. Han var egentlig i udmerket humør, og det morede ham at skridte ud: engelskmanden fik jagu ta benene med sig, skulde han følge. Men mr. Wheeler travede taus ved siden af; hans lange seige ben optog med lethed konkurrensen.
«Si mig engang,» begyndte han efter en længere pause, «Si mig engang, hvor gammel er De, mr. Barth?»
«Hvor gammel jeg er,» gjentog Barth forbauset, «seks og tyve år.»
«Og jeg er to og firti. De indrømmer altså, at jeg er ældre?»
«Ja, det synes ialtfald så.»
«Vel — må jeg, iegenskab af ældre gentleman, få lov til at gi Dem et godt råd. Overlad fru Krohg til sin Skjebne — til mig f. eks. eller hvilkensomhelst anden gammel fribytter. De er for ung endnu — De har natur — rødt, levende blod — sunde følelser. La den sport fare.»
«Hvad fan er det egentlig, De tillader Dem, min kjære mr. Wheeler?» Barth var stanset op, han havde drukket lidt mere end vanligt og anså sig berettiget til at lægge sin hånd tungt og advarende på fornærmerens skulder. Mr. Wheeler målte ham et øieblik: den udfordrende tone vilde i de fleste tilfælde bragt ham til håndgribelige forholdsregler, men det passede ikke for anledningen, og desuden kom hans boxerøie hurtig på det rene med, at den unge blonde nordmand neppe vilde bli så ligetil at håndtere.
«Undskyld, min unge ven, jeg har ikke til hensigt at støde Dem. Langtfra. De behager mig. De er en brægtig ung mand; var jeg Deres far, vilde jeg være stolt af Dem.»
Engelskmandens elskværdige tone gjorde Barth uvis. Han tog hånden til sig; de vandrede langsomt videre.
«Fru Krohg er altså ikke noget for Dem. Undskyld, at jeg taler ligefrem. Jeg sier ikke dette bare af den grund, at vi er rivaler,» mr. Wheeler betragtede Barth med et ubestemmeligt smil, «ikke bare af den grund. Men — for mig er hun altså ikke farlig — for Dem er det en anden sag.»
«Nå, — la mig om det. — De sætter ikke fru Krohg høit, lader det til?»
«Jo — jo, meget høit. Fru Krohg er en brægtig dame. Men ikke for Dem. Passer bedre for professionister, mig f. eks. Hun er selv professionist — — skolerytterske, det er ordet, skolerytterske. Pokker så flink. Stor svindlerske.»
«Jeg vil si Dem et ord i alvor —.»
«Vent lidt, hrr. Barth, vent et halvt års tid. Ikke døm mig for tidlig. Ikke hende heller.»
«Fru Krohg har ikke været lykkelig, det er hendes største feil —.»
«Feil? Fru Krohg har ingen feil. Komplet, forsikrer jeg Dem. — Ikke lykkelig? Er De lykkelig, er jeg lykkelig? Vi er alle lykkelige, vi er glade dødninge. Ikke De forresten. De er et menneske, med blod og følelser. Men vi andre. Glade dødninge. — Nå, her bor jeg. — Vent et halvt år. Er De da af samme mening, skal vi slåes. De vælger våben. — Godnat, min unge ven. Var jeg Deres far, vilde jeg være stolt af Dem. Au revoir.»