Bastarder/X
Krohg var reist en tur til Kjøbenhavn. Han havde ikke givet noget bestemt påskud.
«Når det blir ham for modbydeligt herhjemme, forsvinder han for en måneds tid,» fru Ellinor havde mødt Barth i spaseretiden om formiddagen.
«Kanske vil det si, at han herhjemme finder sig for lidet påskjønnet,» bemerkede Barth.
«Påskjønnet —. Af hvem? Af mig f. eks.?»
Barth nikkede.
Fruen lo og rystede på hovedet: «Hvem der har gjort ham landflygtig, ved jeg ikke. Jeg er ialtfald uden skyld.»
«Si mig, fru Ellinor —» begyndte Barth en alvorlig tone.
«Ja — nå, hvad vil De? skal vi også reise til Kjøbenhavn?»
«Nei, det finder jeg ikke nogen grund til. Men — hvis det gik an: jeg vilde så gjerne, vi engang skulde ha en aften for os selv. Vi har jo endnu aldrig havt en aften for os selv.»
Hun så glad på ham: «Hvor jeg liker Dem, når De tar på Dem det der høitidelige ansigtet — De har bestemt anlæg for den elegiske kurtise,» la hun til i en lystig tone: «Ved De, Barth, jeg har opdaget, at der er mindst fem forskjellige slags kurtisørbegavelser — —»
«Adjø, fru Ellinor —.»
«Adjø, fru Ellinor,» hærmede hun: — «Men så vent da, elskværdige alvorsmand. Jeg er virkelig glad over, at De vil anvende en stille aftenstund til bedste for en forladt frue.» —
«Kan De ikke være Dem selv idag, fru Ellinor, og lægge bort den tone. De har engang indrømmet mig, at jeg skal få lov til at indta en anden stilling end alle Deres øvrige beundrere — at jeg skal få lov til at være Deres gode ven, som De stoler på og vil være ærlig mod.»
Hun mødte hans blik. De grå faste øine hvilede på hende med et udtryk af trist ømhed, som bragte hende til at glemme det kåde svar, hun havde færdigt. Hun følte som en tung og mild stemning trænge sig frem — — en uforklarlig lyst til at græde, til at lægge sit hoved mod denne mands skulder og græde ud, betog hende, — der hun skred frem mellem de spaserende, korrekt, slank og smilende, hilsende til alle kanter.
«Vil De møde mig ved hjørnet — nedenfor der, jeg bor — så går vi i teatret iaften,» sa hun lavmælt, nikkede hastig til ham, og før han vidste af det, var hun dreiet af opover Universitetsgaden.
Udpå eftermiddagen klædte han sig om og gik ud. Det var stille, med tyndt snelag og svag frost. Der var en mængde mennesker ude, en sort vrimmel nedover Karl Johan. Han gik langsomt, med opbrættet frakkekrave og cigaren i munden. Hvor luften var frisk, hvor det var morsomt at glide forbi de mange mennesker, hvor han var sterk og sund; — en stille dyb glæde bragte hans blod til at banke hurtigere. Han følte, at alle disse mennesker omkring ham: han havde en venlig tanke for dem alle, — han ønskede dem hver især, at deres liv måtte bringe dem en lykkelig stund, hvor glæden tog magten, hvor alt andet burde sig at tie.
— Men han havde ikke gået længe, før han begyndte at bli urolig, at se på klokken; og længe før det var rimeligt, var han mødt op ved hjørnet. Stiv og urørlig stod han på vagt; hvert nyt menneske, som dukkede frem i halvlyset deroppe i gaden, var måske hende; han havde en ubehagelig stivnet fornemmelse over panden af denne uafbrudte stirren. Pludselig gled der en høi mørk skikkelse op lige foran ham: det var hende.
På veien nedover til teatret sa de ikke stort, hverken hun eller han; de så på hinanden og smilte, og de så igjen på hinanden og smilte, som to børn, der ved, at de har en lang lykkelig aften for sig, og ikke et øieblik bryr sig om at huske — ikke kan huske, at ingen aften er så lang og så lykkelig, at den dog engang er forbi.
Og da de kom ind i teatret og havde taget plads i sin loge, forekom den gamle medtagne og lurvede bygning dem begge så kjær og koselig; og disse rækker dernede i parket, de kjendte ansigter, som de havde mødt i selskabslivet eller daglig var vante at finde på de samme steder, på Karl Johan, på restauranterne, her i teatret, eller i koncertlokalerne — de blev en nødvendig ramme om deres egen stemning. De to i logen havde intet godt at vente af alle disse halvfremmede mennesker, snarere det modsatte; — en og anden kikkert rettede sig allerede ligesom truende op imod dem. Men alligevel: hvert kjendt ansigt, om det ikke havde været der, det havde været et savn. Det var nu engang deres by, dette sammenstimlede og brogede noget, som skulde betyde Norges hovedstad — denne luft var anderledes end luften i enhver anden af Jorderigs stæder, mættet af deres ungdoms søde og bitre minder, en underlig tåget og svagt berusende luft, altid i bevægelse, ligesom fyldt af et ungt folks sjæl, der kjæmper for at komme til bevidsthed.
— Der var prémière, et arbeide af en norsk forfatter blev stedet for publikums ansigt — den bys publikum, i hvis forhold stykkets handling havde sin rod. Men æren for det bifald, der for hver akt blev livligere, tilkom kun delvis forfatteren — den, der bragte livets varme med sig, det var en ung dame, der havde overtaget det kvindelige hovedparti.
Liden og bleg — med et smidigt, uroligt legeme og et glat fintformet ansigt, hvis magt lå i to sterke stålgrå øine, indfattede i let tegnede, langsomt buede bryn — øine, der kunde lyse op af vid og livsmod — der kunde bli dybe og tunge og slørede — eller kolde og spidse, ligesom slebne af had — — øine, der syntes at gjemme en dunkel og farlig gåde — — sådan var hun at se til, den unge kvinde, der vandt aftenens seier. Der var, selv for dem, der mere end almindelig nøie havde fulgt hendes udvikling, flere end én stor og glad overraskelse aftenen udover; og de, der væsentlig kjendte hende som den ungdommelig bedårende og fantasifulde kunstnerinde, man i forskjellige roller havde havt anledning til at beundre, blev ligeoverfor denne modne og stolte tragedienne betagne af en stille og forundret ærbødighed.
— En moderne tragedienne. Der var ingen store ubrudte linjer, intet af den mægtige sorgens enfold, intet af den høie og samlede pathos, som den gamle tragedies bedste fortolkere har søgt og ofte givet med gribende virkning —; Sophokles’ og Racines dramatiske kunst, den slegterne indtil de sidste dage væsentlig har bygget på, vækker hos nutidens unge slegt mere beundring end gjenklang. Nutidens unge føler anderledes. Selv den sterkeste lidenskab er hos dem så gjennembrudt af steile modsætninger, så fuld af tvil og modsigelser, så lidet én og hel, — så forskjellig fra det ene øieblik til det andet, — at den klassiske tragedies enstonige stormbrag klinger igjennem deres øren uden at finde den rette resonans. Beundring kan hin pathos vække, dyb og sterk beundring, men den er dog ikke af «vort eget».
Men denne unge kvinde gik sin egen vei. Hun gav af den unge slegts eget blod, gav med stor og fin og vanskelig kunst. Hendes spil var bevægeligt og nervøst og kompliceret, som det liv, der leves af det nittende århundredes ungdom; med aldrig feilende instinkt gled hun gjennem disse hastige og lunefulde stemninger, hvoraf nutidsmenneskets liv består; spirituel og gratiøs, ironisk, skeptisk, lidt sentimental, — i smertens lidenskab jaget og oprevet af mange og voldsomt brydende indskydelser — i sorgen resigneret, overlegen, overskuende alt i håbløs klogskab og dog lysten endnu, kjæmpende til sidste øieblik for den lykke, hun forlængst har opgivet — således gav det unge Norges største kunstnerinde «den moderne dame» i dramaet.
— — Fru Ellinor og Barth var begge sterkt grebne. Fru Ellinor sad ganske urolig, lidt foroverbøiet, og tog hendes spil ind med tilbageholdt åndedrag. Og når hun var ude af scenen, syntes fruen næsten fornærmet. «Men dette er jo kjedeligt,» sa hun halvhøit til Barth. Alt det øvrige interesserede hende ikke, det vedkom hende simpelthen ikke, det var blot den éne kvinde, det gjaldt om: som hun gik der over scenen, var hun kommet hende så personlig nær; kvinden i dramaet og kunstnerinden, der gav hende, scenen og livet selv, det gled alt sammen — den unge dame i det lille nutidsdrama var med éngang blit et menneske, hun kjendte — kanske altfor godt.
Barth havde git sin husholderske ordre, at der skulde være aftens færdig til to efter teatertid; det var en gammel pålidelig dame, der kjendte hans smag og satte en stolthed i, at de små selskaber, han imellem gav, i materiel henseende intet lod tilbage at ønske.
Han var egentlig meget uvis, om fru Krohg vilde finde behag i dette arrangement, men da han, ved forestillingens slutning, på sin vanlige jevne og rolige måde berørte planen, fandt han igrunden selv tingen så naturlig, og fruen ligeså; de satte sig uden yderligere forhandlinger i en drosje og kjørte opover byen, hjem til ham.
Først da de stod der i entreen, og han hjalp hende af med tøiet, gik der som en sagte skjælven gjennem dem begge. «Hvor det er rart,» næsten hviskede hun. — «Jeg er så glad iaften, fru Ellinor, jeg har aldrig været så glad i mit liv.» Hun så på ham. Hans blik var så fuldt af ærbødig omhu, så ærligt og godt. Hun følte en tryg ro liste sig over hende — — og dog: hun vidste ikke selv, om hun ikke havde ønsket ham anderledes.
Men da han havde åbnet døren for hende, ind til spisestuen, og det klare rolige lys hvilede over den hyggelige anretning, gik det med éngang op for hende, at just sådan måtte han være, for at der kunde komme det præg af stille fest over aftenen, som de begge havde ønsket. Ved sin kouvert fandt hun en liden buket, og da hun førte de endnu våde roser op mod sit ansigt, gled der et fornøiet smil over hendes træk:
«Også jeg er rigtig glad iaften. Tak, Barth.»
— — Det store lavloftede lune rum var som fyldt af én glad hviskende stilhed. Deres stemmer lød dæmpede, og selv de almindeligste ord fik en blød og kjærtegnende klang; de smilte, og der var i deres smil en bange sorg; de fik tårer i øinene, uden at vide hvorfor, og der var som en lydløs latter ideres tårer. Han la sin hånd over hendes, og deres bankende blod syntes at flyde sammen. Og deres øine mødtes, og blev hvilende i hinanden, og en dyb og tung, feberagtig glæde sænkede sig over dem.
— Da de brød op fra aftensbordet, tog hun plads i en sofa, og han i en lav lænestol ved siden af. Hun bøiede sig over ham og klappede langsomt hans hoved. Og han gled op ved hendes side, og tog hendes hånd i sin, og de blev siddende længe, tause og taknemmelige. - Og i spredte, usammenhængende ord begyndte han at hviske sine drømme, deres fremtids drømme. Billederne gled dem forbi som en gylden strøm — — og triste erindringer og uklare tvil dæmpede glansen som dunkel dug på sollys rude — og de trykkede sig fastere ind imod hinanden, i anende angst, og han la sin arm beskjærmende om hendes liv, og hans mund mødte hendes, for første gang, i et langt skjælvende kys —.
— En sildig aften som denne, om nogle uger, Skulde hun pakke en liden håndkuffert og liste sig ud — og ved hjørnet, der hvor han mødte hende ieftermiddag, skulde vognen stå — og han skulde ta hende i sine arme og gjemme hende indtil sig, — — og næste morgen vilde de være langt borte, og hun var hans, hans egen, for bestandig — —. Til Orienten skulde de reise — til Smyrna, — fra vintermørket til høilys sommer —.
Og tanken på den lykke, der ventede dem, — — og hendes mørke duggede øine, og hendes slanke legemes smidige styrke berusede ham: han tog hende voldsomt i sine arme. — Men hurtig blev han atter herre over sig selv — han huskede den faste bestemmelse, han havde taget: idag måtte der intet hænde, der måtte ingen ustyrlig lidenskab gribe farlig og forstyrrende ind i deres kjærligheds første høitidsaften —.
Der var som en svag forundring i hendes blik — — disse bratte overgange i hans væsen var hende måske påfaldende; men forundringen blev borte i den lykkelige følelse af stille sikkerhed: de var hinanden nær, så nær, at de hørte hinandens åndedrag, og ingen magt i verden skulde mere formå at skille dem ad. Og i kåd trods begyndte de at spøge, at le over svundne dages tristhed og tvil, at more sig over al denne dumme svindel, der få måneder i forveien havde fyldt dagens tomhed: den forekom så barnagtig og interesseløs — de forstod ikke, at de nogengang havde kunnet kaste tiden bort, — de bare timer, som deres lykke nu gjerrig vågede over.
«Men det var nu alligevel under alt det der, at vi opdagede hinanden,» smilte Barth, «også svindel må tjene dem tilgode, der skal bli lykkelige.»
«Du! — og så de første øieblikke, — mens vi gik der og lekte med det, som nu — — du, de første øieblikke, da der går som en anelse gjennem en, at det kanske alligevel er alvor, — de er vel deilige!»
«Jeg røbede mig kanske, før jeg selv vidste det?»
«Ja jeg tror det næsten,» hun la hovedet ind mod hans skulder, som for at gjemme sit ansigt —.
«Og så vilde du undgå mig —?»
«Ja så vilde jeg undgå dig —. Å, du forstår det nok. Jeg havde gået og længtet ud af al den spindelvæv, men når det kom til Stykket, var jeg ræd. Jeg duede kanske ikke til noget ordentligt. Og da vilde skuffelsen være så meget voldsommere.»
«Men nu —?» spurgte Barth, som ikke havde noget imod at høre sin glade fortrøstning bekræftet.
«Nu? Nu er jeg lykkelig, det ved du godt, du stygge gut. Jeg er så lykkelig, som jeg bare har været én gang før i mit liv.»
«Når?»
«Dengang jeg havde fået en liden pige. — Men hun døde.»
Han trykkede hende varsomt og sterkt indtil sig. De blev siddende længe uden at si noget. Så gjorde hun sig lempelig løs — tog hans hoved mellem sine hænder og hviskede: «Nu må jeg nok gå, klokken er vist mange.» «Gå? — vil du gå? Du må ikke gå.» «Må jeg ikke,» hun rystede smilende på hovedet. — Han tog sig heftig sammen: «Tilgi mig.» «Ingenting at tilgi — du er en rar gut.» — Mens han hjalp hende ydertøiet på, stansede hun pludselig og så forskende på ham. Der brød en vild længsel op i ham: «Bli!» «Skal jeg?» hviskede hun skjælvende. «Nei — nei — vi må ikke, — men snart, meget snart er vi langt herfra,» han tog hende endnu engang fast i sine arme og kyssede hende på panden, «godnat, min egen —.»