Bastarder/XII
Allerede tidlig på formiddagen var Barth på veien op til Krohgs. Han var vågnet med en urolig følelse af, at nogen ventede ham, at han spildte sin tid ved at sove eller spise eller sidde på kontoret eller idetheletaget foreta sig nogetsomhelst andet end det ene: såsnart det lod sig gjøre, at aflægge fru Ellinor en visit.
Da han havde ringt, så han på sit ur: knapt elleve. Han måtte smile. Det var lovlig tidligt. — Pigen kom ud. Om han måtte få tale med fru Krohg? — «Fru Krohg er ikke hjemme.» «Ikke hjemme?» «Nei, hun er gået ud.»
Han blev stående et øieblik. Han havde strengt taget mest lyst til at se efter i entreen, om ikke hendes tøi skulde hænge der. Pigen løi naturligvis, det var for tidligt. Han var flad og ærgerlig.
«Vel, jeg kommer igjen,» sa han tilsidst; pigen smeldte døren igjen.
Pokker heller. Han Skridtede nedover trappen med en kjedsommelig fornemmelse af, at nogen havde holdt ham for nar, at en eller anden mr. Wheeler stod og grinede til ham i et mørkt hjørne —.
Han gik og drev en stund i gaden nedenfor, men da ingen fru Ellinor var at se, vandrede han ned til en bodega, hvor han søgte at berolige sig med et glas portvin. — Han var egentlig lidt ærgerlig på hende: hvorfor var hun gået ud så tidlig? Der var vel ingenting påfærde? Mon mr. Wheeler var kommet ham i forkjøbet? Nei, hun havde neppe gidet følge ham. Ja, hvorfor ikke det da?
Pokker heller. — Han prøvede at samle sine tanker om noget andet. Det var bedst, de snarest blev enige om den plan, de skulde følge. — Det skulde være brilliant, om de kunde reise med én gang. Al denne uro vilde da være vel over. Om de kunde reise en af de første dage — — han overveiede endnu engang, hvorledes han skulde bære sig ad med at ordne det økonomiske spørgsmål. Nå, det havde ingen fare, ikke foreløbig ialtfald. Og når tingen først var skeet, måtte nok i nødsfald hans far træde til. Det ængstede ham ikke synderlig —. Skulde de reise samtidig? Eller mødes i Tyskland? — Allerhelst stige i toget en aften begge to — det var så solid og trygt at ha hende med, det vilde bli en utålelig angst at gå og vente på hende — — nei, de måtte afsted samtidig: de to lunt i kupeen, en lang piben, toget ryster og sætter sig i bevægelse, han tar hårdt om hedes hånd, i halvmørket glider endel røde murbygninger forbi dem, det er Kristiania, som blir borte —. Og nogle dage efter sidder de to, uforstyrrede mellem fremmede mennesker, og livet ruller lystigt og broget forbi to lykkelige ensomme —.
— Var dette den overlegne selvbeherskelse, han havde kjæmpet for at vinde? Lade altsammen ligge, negligere sit arbeide, sine forældre, alt det, han skyldte hensyn, og følge den nærmeste og sterkeste indskydelse — var det klogt og rigtigt? Hvad var det, Albrechtsen havde sagt hin aften på dampskibet? Og hvad vilde f. eks. hans onkel assessoren føre til protokols ianledning denne sag? Hvorledes vilde han selv føle sig, når han om nogle år vendte tilbage til Norge?
Endnu en ting — den vigtigste. Hvis hun merkede, at han ikke havde noget herredømme over sig selv, at han idag kunde tabe al fatning, bare fordi han ikke fandt hende hjemme — at han kastede alt tilside for at være hendes prisgivne eiendom — hvad så? Hvorlænge vilde hendes forelskelse vare? Hvorlænge vilde hun interessere sig for ham, når der ikke var mere at erobre? Vilde hendes trang til ny og større magt dø bort, om hun nu elskede ham? Hvormeget ret havde mr. Wheeler, når han kaldte hende en «skolerytterske»?
Et menneske omskabes kun langsomt. Hvis han skulde være sikker på hende, måtte han endnu i flere år føre tøilerne. Han måtte fremfor alt kunne beherske sig selv. — De tre år her hjemme vilde være en god prøvetid.
— Han var atter kommet ud på gaden; han besluttede at gå indom sin egen leilighed, som ikke lå langt derfra, og at vente en halv times tid endnu, bli rolig, og dernæst fremstille sig for Ellinor med den fornødne sikkerhed i optræden.
Da han kom hjem, mødte husholdersken ham i døren:
«Der er en dame inde. Hun vilde skrive en billet til Dem.»
Han rev døren op. Ved hans skrivebordstod Ellinor.
«Du her —.»
«Ja, som du ser,» hun smilte, «er det så merkeligt?»
«Nei,» han slog armene om hende.
«Pas dig — ser du ikke, jeg står med en pen i hånden?»
Han kastede vinterfrakken af sig: «Kom nu — la os sidde en liden stund — ta tøiet af dig.»
«Synes du egentlig —?»
«Ja, det synes jeg. Når du først er kommet herop —»
«Hvad du fremdeles finder påfaldende —?»
«Nei, men havde du ingen betænkeligheder — at folk skulde lægge merke til det — f. eks.»
«Nei, denslags betænkeligheder holder jeg aldrig. Og nu mindre end nogensinde.»
«Så — sæt dig nu,» — hun havde lagt tøiet af sig, «ved du, hvor jeg har været?» vedblev han.
«Nei — hos mig kanske?»
«Ja, naturligvis — hos dig.»
De lo.
«Hvor dette er morsomt.»
«Ja, det er morsomt.»
— Barth fik vin frem. De drak nogle glas, tøvede og havde det udmerket.
«Men nu er det kanske bedst, vi begynder at forhandle lidt alvorlig om vore affærer,» bemerkede Barth.
«Jaså — jeg troede, vore affærer var så temmelig på det rene.»
«Ikke ganske.»
«Så. Er du kanske blit bange for at reise?» hun smilte, «du er igrunden lidt af en filister da, ser du. Men med Guds hjælp skal vi vel få det ud af dig. Skrift nu. Er du bange?»
«Nei, ikke det heller. Men —»
«Men? Eksisterer der noget men? Skal vi kanske vende tilbage til Ægyptens kjødgryder? Hvad?»
«Nei, men kjære Ellinor, nu må du ikke være dum —.»
«Nei, jeg skal ikke være dum. Jeg ved nok, at du ikke løber din vei i sidste øieblik,» hun klappede ham på kinden, «nå, la mig høre —.»
«Jeg ved ikke, hvad du vil si til det, som jeg nu skal forklare dig —.»
«Du ved ikke, hvad jeg vil si —? Så er det alligevel noget kjedeligt. Gå løs på sagen, min ven — ingen omsvøb, ingen barmhjertighed —.»
«Men herregud, Ellinor, la os tale ganske enkelt og fornuftig om tingen —»
«Ikke flere forberedelser —!»
«Nå, spørgsmålet er: skal vi reise med én gang — ud i verden — eller skal vi søge dig separeret fra Krohg, i al stilhed oppebie udviklingens gang her hjemme og gifte os om tre år?»
Ellinor så på ham, som om hun ikke rigtig forstod, hvad han mente.
«Der er gode grunde, som taler både for det ene og for det andet,» vedblev han.
«Undskyld, jeg er ikke rigtig med,» sa hun med lav, men rolig stemme, «vi skulde gifte os om tre år, var det så, du mente?»
«Ja, jeg ved altså ikke. Det var det, vi skulde overveie.»
«Overveie? — Nå så — jeg tror, jeg begynder at forstå.»
«Ja, ser du, det er ikke så ligetil dette her, som du kanske tænker dig. Vil du høre på mig, så skal jeg forklare —»
«Jeg hører. Forklar væk —.»
Han fortalte i et langt og vel sammensat foredrag, hvilke vanskeligheder en flugt vilde drage efter sig — både i den ene og den anden henseende.
«Jeg indser nok,» sluttede han, «hvor ubehageligt det vil være for dig at bo her i Kristiania efter skilsmissen — jeg indser særdeles godt, at også den løsning af spørgsmålet, både for dig og for mig, har sine lidet tiltalende sider. Vi måtte forsøge at være mest mulig forsigtige, for ikke at udfordre folkesnakken — vi måtte fra tid til anden holde os på afstand — — men når årene så var gåede, og vi havde grund til at være fornøiede med os selv, så vilde også livet bli rigere og bedre, end om vi nu gik efter vore øieblikkelige indskydelser — og tiden vilde ha udviklet og modnet os, vi vilde være nået langt i selvbeherskelse og gjensidig tillid —.»
Hun havde siddet ganske stille og hørt på. I hendes ansigt var der knapt en bevægelse at merke; hendes mund syntes kun hårdere, læberne smalere end vanligt, og hendes øines blå var koldt og uigjennemtrængeligt. Men da klangen af hans stemme var døet hen, og han sad afventende, lidt bekymret og usikker og dog med en vis kjærlig ro over sig, blev hendes udtryk pludselig et andet: de skarpe træk mildnedes, der kom en myg angst i hendes øine, hun kastede sig om hans hals:
«La os reise — alligevel — og snart! — snart!»
Han tog hende varsomt om livet, kyssede hende, — talte godt og beroligende for hende — bad hende ikke være ræd — hun måtte stole på ham — det skulde under enhver omstændighed bli ordnet til det bedste — — vilde hun reise, så fulgtes de naturligvis, naturligvis — men han vilde bare, hun skulde betænke sig. Det var en såpas alvorlig sag, at der var grund til at betænke sig. En anden dag, når hun var roligere, skulde de tales nærmere ved. Var hun da af samme mening, så reiste de straks. — «Kjære, kjære Ellinor — skjønner du ikke, at alt dette sier jeg, fordi det både for dig og for mig er en forfærdelig alvorlig ting. Min egen kjære Ellinor — er du roligere nu?»
Hun havde reist sig og gik langsomt værelset rundt; hun svarede ikke, han fulgte efter og trak hende pludselig hårdt indtil sig:
«Du slipper ikke fri for mig. Du er min — for bestandig,» han kyssede hende lidenskabelig.
Hun så på ham, med et forsøg til smil:
«Ja, jeg er din. — Jeg skal forsøge at være rimelig. Skal vi altså vente nogle uger og — ikke se hverandre for ofte?»
«Det blir vanskeligt nok —.»
«Var det ikke så, vi skulde øve os i selvbeherskelse?» hendes stemme havde med ét sin vanlige, lidt ironiske klang.