Bastarder/IV
Da Birger Albrechtsen og Barth var blevne alene, foreslog Birger, at de til en begyndelse tog sig en passende hvil inde på hans værelse: «Og så aflægger vi en visit hos Krohgs. De bor ikke langt fra Bygdø, — foreløbig da, senere på året flytter de til byen. Jeg var allerede derude den dag, vi kom. Jeg lovede snarest at medbringe en ny mulighed.»
Barth betænkte sig; han så på klokken: «Allerede halvtolv, jeg burde været på kontoret for over en time siden. Nei, dette går ikke an.»
«Det går udmerket an. Værsåartig, en cigar. Føler du dig virkelig oplagt til at dyrke dine dokumenter nu? Så! — ingen skinhellighed.»
Albrechtsen morede sig over Barths «arbeidsomhed». Som ofte tidligere lykkedes det ham også denne gang at forføre vennen. Barth så ud af vinduet, det fine og klare septembersolskin virkede overtalende, den gode frokost anvendte også sin indflydelse: «Skidt, la gå.»
— — Ad en gammel lønneallé bevægede de sig ind til Krohgs løkke, en liden murstensvilla, næsten helt dækket af brunrød solglødende vildvin. En yngre mand, rimeligvis midt i de tredive, rank og elegant, med et blegt fintformet ansigt og spidst dybsort helskjæg, svage stænk af gråt i håret, særlig over ørene — kom dem imøde. Det var konsul Krohg. På verandaen stod der en høi og finbygget kvinde, barhovedet i solskinnet, og bød dem velkommen: husets frue. Barth opfangede et langt prøvende blik, der efterlod en besynderlig uro — — så begyndte præsentationen for endel mennesker, som opholdt sig dels i haven, dels på verandaen: hrr. og fru grosserer Herweg, advokat Bendixen, hrr. Kruse, dansk digter af bestilling, mr. Wheeler, ingen bestilling, og frøken Lolly Tuchsen, fruens søster, huset tilhørende. Det blev straks tilkjendegivet dem, at der ikke godt kunde være tale om andet, end at de blev til middags.
Ved middagsbordet var Barth bleven anbragt mellem frøken Lolly og mr. Wheeler. Frøken Lolly var en mer end almindelig vakker pige, mellem atten og tyve antagelig, høi og hvidblond, melkehvid teint, og ærlige dybgrå barneøine. Der var noget blødt og ufærdigt over hendes træk, lidt af det, som undertiden kaldes «kjedeligt», undertiden «ubevidst,» som enkelte mænd affeier som «uinteressant,» som andre just finder «interessevækkende»: denne blanke ubeskrevethed, der lover alt og ingenting, der frister enkelte til at ridse sine navne, og pietetfuldt gåes forbi af andre. — Barths anden nabo var derimod neppe helt uberørt af livet. Det var et merkværdigt, ikke just behageligt ansigt, som sad på denne sirlige gentleman: en høi og spids, sterkt skaldet pande, etpar brune glansløse øine, undergravet af dybe furer; en svær sortbrun moustasche skyggede over en brutal, stedse venlig smilende mund. Han var høi og senesterk, lidt knoglet.
Barth havde vekslet nogle almindelige bemerkninger med frøken Lolly, da mr. Wheeler også blandede sig i samtalen. Han talte ret flydende norsk, kun med svag accent — «har reist her mange år, ser De, reist her siden 1878; — et brægtigt land, det brægtigste land jeg kjender.» — «Men hovedstaden — hvorledes liker De Kristiania?» — «Godt — brægtig by, når man begynder at skjønne sig på den.» — «Skjønne sig på den?»
«Ja — man må bo her en stund,» vedblev mr. Wheeler, «man må få sine øine opladte — forstå jargonen, er det ikke så, det heder, frøken Lolly.»
Frøken Lolly nikkede.
«Vel — nu er jeg begyndt at forstå jargonen, og nu er her godt at være. Der var mange engelskmænd, som vilde komme og bo her en stund, hvis de havde forstået jargonen. Men ikke skal jeg hjælpe dem på glid. Jeg liker ikke at træffe engelskmænd i Norge. Mange slette folk blandt engelskmænd F. eks. jeg — ikke sandt, frøken Lolly?»
«Jo, mr. Wheeler er et slet menneske,» lo den unge dame, «der er få, som tror det, men han er det — det kan jeg f. eks. læse i de slemme øinene Deres.»
«Det kan De slet ikke,» mr. Wheeler bøiede sig fremover og forsøgte at lægge sit ansigt i blide folder; frøken Lolly lo endnu mere; hun morede sig øiensynlig over manden, men der var noget vist retiré i hendes blik: Barth betvilede, at hun egentlig likte ham.
«Er det kanske, fordi jeg har skudt negre, at jeg er et slet menneske?» fortsatte Wheeler.
«Det også. Ved De, Barth, mr. Wheeler har reist verden rundt i tyve år og oplevet så mange rare eventyr. De kan gjerne fortælle nogle af dem ved kaffeen, mr. Wheeler, men ikke nu, ellers mister jeg appetiten. — Jeg kan forresten ikke skjønne, at der kan være noget morsomt i at skyde negre.»
«Nei, det er heller ikke noget for en nydelig ung dame — men for en dagdrivende gentleman er sporten at anbefale.»
«Men det andet, De engang fortalte — at De havde spist menneskekjød — det er nu en skrøne,» fortsatte Lolly.
«Skrøner aldrig, frøken Tuchsen, skrøner af princip aldrig. Herregud, pigen var død —»
«Var det en pige? Det har De aldrig fortalt.»
«Jo, det var en liden pige.»
«Nei, fy — fy, mr. Wheeler — er det nødvendigt at gjøre historien endnu styggere, end sidst De fortalte den.»
«Verden, den virkelige verden, er styg, frøken Lolly, De ved ikke, hvor styg den er. Desuden: hun var død, stakkels liden, stendød, da jeg kom til; om jeg vilde, havde jeg ikke kunnet redde hende — jeg ved heller ikke, hvad der for hende var at anbefale, at leve som en fattig arabers fattigste slavinde eller at bli spist af sine sorte blodsforvante. Nå — jeg angrer ikke, at jeg benyttede en anledning, som vanskelig vil komme igjen. Man må jo ha forsøgt alt i denne verden; det går ikke an at forlade livet som en ignorant.»
«Ellinor,» råbte frøken Lolly over bordet, «du må tale alvorlig til mr. Wheeler, han fører en konversation, som simpelthen er utilladelig. Ikke sandt, hrr. Barth?»
«Jo, mr. Wheeler trænger vist en liden reprimande.»
«Er De nu igjen ude med Deres eventyr: dengang jeg var menneskeæder,» fru Ellinor hævede sit glas, «nei, mr. Wheeler, det er ikke Dem, jeg vil drikke med. Skål, hrr. Barth. — Wheeler, kan De ikke finde på noget nyt? Det er længe siden, De har havt nogen god idé.»
«Jeg synes, den fra i formiddag var ganske god.»
«Å ja. Har De Spurgt min gemal? Krohg, har du hørt mr. Wheelers forslag? Han vil kjøbe sig et cirkus og engagere mig som skolerytterske.»
«Fruen rider brilliant,» indflettede mr. Wheeler med oprigtig beundring.
«Høi gage, kontrakten nårsomhelst opsigelig fra min side, men Wheeler er bunden på to år.»
«Fra gemalens side er intet til hinder. Jeg vil ikke ha på min samvittighed, at jeg har hindret dig fra en karriere, som du føler dig kaldet til.»
Selskabet lo.
«Men hør engang, fru Krohg, det er virkelig mit alvor, jeg er af princip altid alvorlig. — Det skulde blit lystige dage i det cirkus, jeg har en større beholdning af gode ideer.»
«De har jo engang fulgt med en beridertrup,» begyndte konsul Krohg. «De har altså erfaringer —»
«Neineinei. Ikke tale om det. Ikke grave i folks fortid. — Det er mig yderst pinligt — netop nu.»
«Har mr. Wheeler været ansat i et cirkus?» udbrød Lolly under almindelig munterhed.
«Han har engang i et helt år fungeret som svigersøn ved et cirkus,» lo konsulen, «hvormeget kostede egentlig den affære Dem?»
«Deres mand er undertiden udelikat,» bemerkede Wheeler over til fruen, «han vil gjerne ødelægge mig.»
«Å nei, det besørger De nok selv,» fru Ellinor drak med Albrechtsen, der var hendes bordkavaller og syntes mindre fornøiet over den almindelige form, samtalen truede med at antage. — Barth la merke til, at der kom et hvast glimt i engelskmandens døde brune øine, hvergang han så på fru Ellinor — at der var en svag ubestemmelig underklang i hans dovne halvkomiske repliker, hvergang de henvendtes til hende. Han betragtede manden nærmere: denne hårde, senesterke hals indgød respekt. — Ved den øvre bordende havde konsulen plads; tilhøire for ham hrr. og fru grosserer Herweg, han en mager aldrende levemand, der var sterkt fordybet i sin mad, hun midt i tyveårene, en fyldig brunette, med mat citrongul teint, store og døsige øienlåg, der lod, som de vilde skjule etpar urolige og lystne øine — mellem hende og konsulen var der en behændig, men fremskreden flirtation; tilvenstre for konsulen sad den unge danske digter, mørkøiet og anæmisk, og kastede fra sin ensomhed lange og unyttige blikke ned til fru Ellinor, der var beskjæftiget med Albrechtsen. Også den lille tykke røde advokat Bendixen, der var anbragt mellem Herweg og Albrechtsen, gjorde sig umage; for ham var Lolly den merkelige og eneste; men Lolly behandlede ham med en afvisende overbærenhed, som spåede ham ilde. — Barth morede sig over den almindelige virksomhed. Han kom efterhånden i livlig samtale med frøken Lolly. Hun delte hans sportslige interesser og morede sig over hans beskedne småhistorier på en jevn og naturlig måde, der stod i eiendommelig kontrast til den anstrengte kurtise omkring dem. — Det var en kjek pige —; hendes søster derimod —? — nogle underlige øine: søgende, kloge og kolde og dog sørgmodige, — øine, der ikke var til at stole på, og vanskelige at bli kvit — — nei, han var på det rene med, at hende likte han ikke. Det skulde forresten ha sin interesse at iagttage hende på nærmere hold. Bagefter kunde man måske også helbrede Albrechtsen.
Efter middagen trak selskabet sig dels ud på verandaen, dels ind i røgeværelset. Fru Ellinor havde arrangeret sig i en lænestol — Albrechtsen fandt en plads i nærheden, men da han havde siddet nogle minutter, afbrød fruen konversationen:
«Hør nu, kjære Albrechtsen — De ved, jeg sætter megen pris på Dem, men De ved også, at alt nyt interesserer mig. Om De veg pladsen for Deres ven — tror De ikke, det vilde være en fornuftig afveksling?»
Albrechtsen smilte: «Det ventede jeg. — Jo, jeg skal finde mig i det. Men ikke altfor længe. Og De bør ikke forelske Dem i ham.»
«Hvorfor ikke?»
«Hvorfor ikke? Det behøver De vist ikke spørge mig om. Desuden — han egner sig ikke for —»
«Egner sig ikke? Men kjære Albrechtsen, hvor De er dum. Netop da. Å nei — Vær ikke ræd. Lad ham komme.»
Lidt efter sad Barth på Albrechtsens plads:
«Det har behaget fruen at lade mig kalde. Jeg er meget glad — — jeg har forresten lidt lampefeber.»
Fru Ellinor lo, men rynkede svagt sine vakre bryn:
«Det ser De ikke ud til. Tværtimod.»
Der blev en liden pause. — Fruens ansigt fik et forbigående udtryk af træt uvilje. Barth iagttog hende lidt mistroisk forundret.
«Nå?» sa hun pludselig, og udtrykket skiftede, hun smilte.
«Jeg sa ingenting,» bemerkede Barth rolig, også smilende.
«Ikke jeg heller. Nå?»
«Jeg skal formodentlig begynde?»
«Det er vel meningen, at én af os skal begynde, siden vi nu engang sidder her. — Hvorledes synes De om mr. Wheeler, — f. eks.»
«Jeg ved ikke,» svarede Barth, «d. v. s. jeg tror ikke, jeg nogengang risikerer at bli hans intimere ven.»
«Ikke? Nå, det tror ikke jeg heller. Jeg tviler på, at De og han har mange berøringspunkter. — Lidt kjender jeg jo Dem også.»
«Så? Gjennem Albrechtsen?»
«Ja — gjennem Albrechtsen. Efter sigende skal De være et bra menneske.»
«Smigrer mig —»
«Med enkelte feil.»
«Naturligvis. Hvilke feil, om jeg tør være så fri?»
«De egner Dem f. eks. ikke til være forelsket eller — kanske rettere: være gjenstand for —»
«Har Albrechtsen —?»
«Ja, for et øieblik siden. De har en udmerket ven. Man kunde næsten bli nysgjerrig - efter et sådant vidnesbyrd.»
Barth rystede på hovedet:
«Desværre, det er der ingen grund til. Jeg er allerede næsten forelsket — i Deres søster.»
«Ja, Lolly er nydelig,» svarede fruen rolig, «men — De ser, advokaten for øieblikket ganske har lagt beslag på hende, så jeg har ingen samvittighed over —»
«Jeg ber. Jeg har det udmerket;» i virkeligheden befandt han sig også udmerket. De få og næsten intetsigende ord, der var vekslede, virkede som et svagt og ubestemt gjennembrud, som skyggen af en begivenhed, og han var mandfolk nok til at føle, at han endnu ingen chancer havde spildt. — Og den unge kvinde, hvis kloge øie just havde iagttaget ham lidt mønstrende, var en af dem, der aldrig er en mand ligegyldige; han havde straks, i hendes nærværelse, denne behagelige uro, der ikke behøver at betyde noget bestemt, men som ialtfald tvinger en til at være vågen.
Der faldt endnu nogle ligegyldige bemerkninger, da Barth, næsten lidt mod sin vilje, overlistet af gudvedhvad, af måden, hvorpå hun smilte: et smil, der forledede en til at anstrenge sig — af disse fordringsfuldt søgende øine — begyndte at tale om hin aften hjemme på Vestlandet, da han uventet havde truffet Albrechtsen. Og erindringen om Vestlandet, om augustnattens sørgmodige skjønhed gjorde hans ord bløde: de havde talt om hende, og Albrechtsen havde talt med en varme, som også havde revet ham med — det var en underlig nat. Og med en underlig følelse var han gået hid idag: forventning, nysgjerrighed, glæde, kanske lidt uvilje også, hvem ved. Også venner kjender til jalousi. Og Albrechtsen var hans gode gamle, hans eneste ven —
«Når Albrechtsen har talt såmeget om mig — hvis han da har været ærlig — så er kanske Deres uvilje mere fremherskende end nogenting andet?»
«Hvorfor det?»
«Å — fordi Deres sunde forstand sier Dem, at det ikke kan være nogen lykke for Deres ven at interessere sig for mig,» hun talte ganske naturlig, uden anstrøg af koketteri; Barth så forskende på hende; «men det vilde alligevel være uretfærdigt, om De uden videre lod den uvilje bli afgjørende — — hvis det f. eks. skulde hænde sig, at vi oftere traf hinanden,» hendes blik mødte atter hans, med en fasthed, som forvirrede ham; det var næsten, som om hun havde gjættet hans tanker ved middagsbordet.
«Nei, fru Krohg, der er andet, som veier mere end uviljen;» og i det øieblik talte han sandt.
«Nå — herregud, denslags får man forresten finde sig i: jeg venter ikke, at De skal bli mig gunstig,» hun smilte, «efter hvad Albrechtsen sier, er De en alvorsmand, og her er vi alle nogle letsindige mennesker — ikkesandt mr. Wheeler?»
Engelskmanden var kommet hen til det lille bord, hvor De sad; han forsynede just sin kaffe: «Letsindige — ja, allesammen, gudskelov for det, glade dødninge er vort navn — vil De ogsaa indlemmes i familien, hrr. Barth? — udmerket hyggelig familie: les morts joyeux.
«Les morts joyeux,» gjentog fru Ellinor, «hvad er så eftermiddagens program. Mr. Wheeler har ordet.»
«Mr. Wheeler tillader sig at foreslå, at man kjører en tur til Nordstrand, hvorpå man indtager aftens i Tivolis sommerhave — den er åben nogle dage til — hvorpå —»
«Nok, mr. Wheeler — De er igrunden en brægtig mand — De ved at finde mine svage sider. Men stå ikke længer der med den kaffekoppen. Værsgo, sæt Dem. Her er plads for Dem også.»
Det var udpå aftenen, selskabet sad på Tivoli; Barth og konsulen var af omstændighederne ført sammen. Albrechtsen havde atter fundet fru Ellinor, fru Herweg nøiede sig med den danske digter, mens Krohg hvilede ud — Bendixen snakkede geschæft med Herweg, og mr. Wheeler fortalte frygtelige historier fra Indien, som frøken Lolly lo af, lidt distræt — Barth merkede, at hendes opmerksomhed ofte var henvendt på søsteren og Albrechtsen.
— «Det er et morsomt samfund, vort lille norske — jeg mener naturligvis det, hvor folk er unge, og hvor der foregår noget — det er virkelig morsomt,» gjentog Krohg, «men det er sgu vondt at leve i.»
«Det synes jeg ikke,» svarede Barth, «her er nok at ta i med, her er ubrugt land og ubrugte kræfter på alle hold. Ethvert menneske med nogenlunde rimelige betingelser kan heroppe efter anlæg og behov udsøge sig en anpart i en kulturel opgave. I de gamle samfund blir derimod individerne mere og mere vanmægtige.»
«Nå, jeg ser tingene fra et lidt andet synspunkt end Dem. Jeg bryr mig ikke om nogen anpart i kulturelle opgaver — det samme er desværre tilfældet med de fleste unge mænd, jeg kjender. For os er det personlige liv, livet inden døre, mellem vore venner og koner eller elskerinder, det eneste af interesse. Og da er det vondt at leve herhjemme.»
«Vil De ikke forklare Dem lidt nøiere?»
«Jo, så gjerne. Først en liden parentes: såvidt jeg har kunnet bemerke, er der kun to hovedinteresser, som knytter os mænd til livet. Enten interesserer vi os for politik eller for kvinder. Med politik mener jeg det at komme frem i verden, at fylde en stilling, at herske, at bli beundret af de mange, at samle formue og føre hus, at efterlade sig et navn osv. osv. Ingenting af det der har nogengang interesseret mig. D. v. s. det har nok interesseret mig, men ikke som mål, kun som middel. Det rent personlige liv — det intellektuelle og det sanselige — det er for mig det eneste af reel værdi. Og i dette personlige liv grupperer jo alt sig om hende, om den man elsker — — man har venner, naturligvis, men hvad er til syvende og sidst en ven andet end en mere eller mindre indviet fortrolig, man kan tale med om kvinder? — man holder vin og kjøkken, gudbevares, men vinen smager dog bedst, når man har en dame ved siden, og selv gamle gourmander, der forlængst er ude af kjærlighedens aktive tjeneste, vil jo af alle bordets glæder nødigst undvære den, de finder i en krydret underholdning over «kvinden» som grundtema. Maden, det materielle vellevned, blir desuden først da etslags konkurrent for kvinden, når livet egentlig er forbi, når man lever på stumperne, når man er bleven munk af nødvendighed. Men det stadium indtræder jo i regelen nokså sent, gudskelov. — Jeg har rigtignok en seksogtyveårig ven, som påstår, at den sære smag af en eller anden merkelig ret kan gå igjen i hans drømme, og at disse natlige nydelseshallucinationer forvolder ham en stor glæde, som ingen elskov kan sammenstilles med. Men jeg er bange, han lyver.»
«Jeg synes, De har brugt nokså mange ord for at fortælle mig, at kvinden er det centrale i livet,» bemerkede Barth.
«Det har De sgu ret i. De må undskylde mig. Jeg har drukket betydelig idag. Hvad jeg altså ikke pleier. Jeg skal forsøge at finde tråden igjen. Hvis jeg ikke kjeder Dem.»
«Bevares,» sa Barth og tændte resigneret en ny cigar. Han holdt øie med fru Ellinor og Albrechtsen. Albrechtsen havde det jagu hyggeligere end ham; denne fordømte ægtemand mishagede ham, hvorfor vidste han ikke. Han vilde gjerne, grunden skulde være den, at der var noget vist ufint over fyren, men han kunde vanskelig komme på det rene med, hvori det ufine stak. — Men fru Ellinor var ialtfald for god til ham. Hvor hun så glimrende ud, når hun sad slig og lo — hvor hendes øine var sorte i det dobbelte skjær, af høstaftenen og scenebelysningen, sorte og fyrige — og hvor disse dumme artister deroppe morede hende —.
«De ser på Ellinor,» bemerkede Krohg, «ja, hun er brilliant iaften. Hun morer sig. Hun er undertiden fuldstændig barn, glemmer alt over en smule gjøgl — det er en misundelsesværdig evne.»
Barth svarede ikke. Han iagttog Albrechtsen, der sad med ryggen til scenen og kun havde øie for fru Ellinors minespil.
Krohg havde også et øieblik iagttaget Albrechtsen. Der gled et let smil over hans ansigt:
«Deres ven er ogsaa et lykkeligt menneske.»
«Albrechtsen — hvordan mener De?»
«Han er så ung — og så glad i sin egen tungsindighed — og endnu har han meget igjen - meget at opleve og meget at lære — jo, han er lykkelig, — endnu.»
«Skal vi ikke vende tilbage til det interessante emne, vi nylig drøftede?»
«Ja, hvorfor ikke. Jeg er i godt humør iaften. Det forstyrrer mig ikke, at De er ironisk. Tværtom. Jeg indbilder mig altid, at ironiske folk er intelligente, og jeg liker imellem at tale til intelligente folk. Skål, hrr. Barth. Undskyld, at jeg er snaksom. Det vil imorgen ærgre mig, at jeg har været snaksom. Men ligefuldt, jeg trænger det iaften. Gifte folk trænger undertiden til at plage uvedkommende. Hjemme tier man helst.»
Krohg tømte sit glas og forlangte en ny konjak og selters.
«Det er sgu vondt at være moderne menneske herhjemme. Det er vondt af den grund altså, at vi ikke kan forlige den gamle europæiske civilisation — eller franske, tænker jeg, vi kalder den, for civilisationen er nu engang fransk — med vore sunde, gode og ufordærvede anlæg. Det blir foreløbig disharmoni — og al disharmoni er smagløs. Vi indretter os så smagløst heroppe i vort morsomme lille Norge. I det afgjørende øieblik løber altid vor medfødte godslige ufordærvethed af med os, — og så gjør vi dumheder. — Vi gifter os af lutter ufordærvet dumhed, og vi skilles af samme grund. Alle disse skilsmisser — smagløse og klodset arrangerede: — det er vor nationale uskyld, der kjæmper med civilisationen. — Si mig, hrr. Barth, hvormange norske ægtemænd og ægtehustruer forstår at bedrage stilfuldt eller stilfuldt lade sig bedrage? — Herregud, det er jo umuligt, selv om begge parter nokså meget skulde ønske at optræde fint og elskværdig med sin gjensidige utroskab.»
«Det der skulde jeg snarere være tilbøielig til at betragte som en fordel —» afbrød Barth ham noget irriteret.
«Fordel — jaså — åja. Jeg tillader mig at tro, at civilisationen går i retning af polygami — ceremonielt og hemmeligt polygami. Jeg kjender en mængde mennesker — både kvinder og mænd — som ikke duer til andet. Det er naturligvis individuelt. De er måske anlagt for det monogame, for ét — officielt — ægteskab. Vel — De har følgelig bedre chancer for at bli lykkelig end mange andre. Også den, der er polygam og vil være det, har udsigt til at klare sig. De mindst heldige, det er dem, der ikke ved, hvad de vil — der stadig søger noget helt og endelig afgjørende, noget for livet udfyldende — og stadig merker, at det ikke findes — for dem. De folk eier en oprindelig god og ubesmittet trang til at bli purt og rent og uden falskhed lykkelige, men civilisationen — eller forfaldet, om De så vil — har et altfor sterkt tag i dem. Det værste er, at denne dobbelte tilbøielighed fylder dem med skam. Disse kulturelle — bastarder, kunde man kanske kalde dem — de skammer sig snart over sin uskyldighed, snart over sine udskeielser. Ja, så latterlig kan deres begreber efterhånden forvirres, at de tilsidst — af længsel efter den uopnåelige renhed — kaster sig lige i den absolute fordærvelse. Jeg har hørt kvinder si, at de vilde et af to: kunde de ikke gi livet den form, deres stolthed fordrede — m. a. o. hvis de ikke fandt den mand, der fyldte deres eksistense, — så vilde de heller løbe linen ud og leve som skjøge. - Ja, det er sgu altfor morsomt. Og endda sier De, at det ikke er vondt at være moderne menneske herhjemme.»
Krohg tog et dybt drag af sit glas:
«Kan De ikke forstå, at det er ærgerligt at høre en brav kvinde, som med god grund er kjed af sin mand — at høre hende tale på den måde? Hun har måske havt en elsker, måske to — og så er der pludselig ingen anden udvei end at bli skjøge. Har De hørt mage til snak?»
Krohgs blege ansigt var efterhånden blit endnu hvidere. Han var lidt beruset, men det merkedes alene på hans mørke, stivt skinnende øine. Hans hånd skalv en smule af bevægelse, da han fyldte konjaken i næste glas.
«Det er besynderligt, at De ikke har giftet Dem, hrr. Barth. De måtte passe udmerket ind i det norske ægteskab. — Nå, vær ikke vond på mig — skål, hrr. Barth.»
Fru Ellinor bøiede sig fremover bordet:
«Hvad er det, dere to snakker så ivrig om?»
«Om ægteskabet, kjære frue,» svarede hendes mand med et ubestemmeligt smil; på scenen begyndte et nyt numer, det gav et ryk i Krohg:
«Vi har, fra et lidt forskjelligt synspunkt, talt os varme til ægteskabets pris, og nu falder også den ærede herre deroppe ind i stemningen. Hør bare.»
— Og under den pludselig opståede taushed lød lapsekomikerens hæse røst ned til selskabet:
|
«Oh die entzückende Ehe! |
Kl. 11 brød selskabet op fra Tivoli. Nogle af gjæsterne talte om at si godnat.
«Slutte nu?» udbrød fru Ellinor, «nu? - det kan der ikke være tale om.» Resultatet blev, at Herweg og frue, som nylig var komne hjem fra en Nordkapstur og endnu var reisetrætte, tog afsked, fruen efter en hurtig og for de andre mindre forståelig samtale med Krohg — advokat Bendixen, der af en eller anden grund så pessimistisk på tilværelsen, erklærede, at han måtte tidlig op næste morgen, og da ingen trængte synderlig ind på ham, forsvandt også han; resten af selskabet kjørte tilbage til Krohgs.
Fru Ellinor var i ypperligt humør. Hun dansede stuen rundt med Lolly, ertede Albrechtsen, koketterede med mr. Wheeler og fyldte luften med sin glade lystighed. Lolly havde fundet ud, at nu vilde champagne være et godt påfund, og Krohg, der behandlede sin svigerinde med en forekommenhed — en næsten ærbødig og ceremoniel venlighed, hvori ingen ironi lod sig merke — fulgte øieblikkelig antydningen. Den danske digter sang nogle høist gebrækkelige viser, alle morede sig, Barth ikke mindst.
Så hændte det, at fru Ellinor kom hen til Barth, der et øieblik havde slået sig ned i et ensomt sofahjørne, for at puste ud efter dagens slid.
«De talte længe med min mand iaften,» henkastede hun, idet hun tog plads.
«Om ægteskabet,» sa Barth smilende, «det norske ægteskab.»
«Ja, det er et af hans yndlingsemner. — Jeg skjønner forresten ikke, hvorfor folk snakker såmeget, hvorfor vi idetheletaget kaster så megen tid bort til snak. — Leve skal man, leve, så det føles i alle lemmer — danse, ride, kjende solen i nakken —.»
«Ja det skal man,» hendes overmodige tone rev Barth med; og vakker var hun, hed i kinderne, med en mørk og farlig glans i de dybblå øine, rede til at gi sit kåde lune luft, — han så beundrende på hende, og hun smilte, som var det en selvfølge, som kjendte hun kun altfor godt sin magt.
«Ja det skal man,» gjentog Barth, «men de mange ord er undertiden nødvendige. Skal man virke noget, udrette noget her i verden —»
«Virke? Udrette noget? Det bryr jeg mig ikke spor om. Det er muligt, mændene trænger til at virke —. Men jeg vil være fri. — Gjøre godt, ikkesandt? Mod sin næste? Nei tak - heller et rovdyr, som morer sig, — der er så mange snille mennesker i verden,» hun reiste sig og lo, «jeg har engang, hos Lermontow, læst, at djævelen er begyndt at finde det onde kjedeligt, — nå, fra hans standpunkt er det forklarligt; men kjedeligere end det gode kan det umuligt bli.»
Barth reiste sig også: «Det er meget muligt, at De mener, hvad De sier — men synderlig sandt er det altså ikke. — Fru Krohg, De har flere betingelser end de fleste —»
«For at udrette noget, hvad?» hun lo igjen, høit og hånlig.
«Nei, for at bli lykkelig. Jeg ved, ikke bare gjennem Albrechtsen, at De er et brilliant menneske — jeg ved det, når jeg ser Dem i dette øieblik. Jeg ved, at De er stolt og klog, men at De endnu ikke har fundet Dem selv — at De ikke er tilfreds med Dem selv, at De gjør Dem hård og ligegyldig, at De er det modsatte — at De er glad, når andre er tilstede, og trist, når De er alene —.»
Fru Ellinor var bleven bleg, mens han talte. Der var en myndig klang i hans stemme; hun følte, at denne mand sandsynligvis mente, hvad han sa, og at der lå en vilje bag hans dristige ord. Hun så et øieblik koldt og fremmed på ham, trak på skulderen og gik hen til Albrechtsen, som på afstand havde iagttaget dem. Barth kom ikke til at tale med hende mere den aften, men da selskabet sa adjø, trykkede hun hans hånd fast i sin: «Velkommen igjen. Og ikke vent for længe.»
— Albrechtsen og Barth gik hjemover sammen. Albrechtsen var modløs og misfornøiet med sig selv: «Jeg har plaget hende idag, jeg ved det selv, jeg har næsten kjedet hende - jeg vil forsøge ikke at se hende på længe. Det hele er kommet i et feilagtigt spor, jeg har kanske udleveret mig for hurtig og uden modstand.»
Barth søgte efter evne at skjule, at han gik i sine egne tanker. Han svarte nu og da, i almindelige ordelag; han forsøgte undertiden at ta sig sammen, for vennens skyld — han burde måske forklare Albrechtsen, at den unge frue neppe var nogen anstrengelse værd, — forsøge at gjøre hende forlorent interessant — men han vidste selv, at hans ord vilde bli flaue og lidet overbevisende; hendes billede havde allerede erobret sin plads, han havde vanskelig for at overvinde en følelse af respekt, en kanske høist overflødig respekt, — desuden var han altfor optaget af sin egen stilling: likte hun ham, eller var han en af de mange, en ligegyldig? var hun vred, da hun pludselig gik fra ham, hvorfor havde så hendes stemme den venlige og bestemte klang, da hun ønskede «velkommen igjen?» — — det var ham desværre umuligt at se hende fra det synspunkt, at han var Albrechtsens ven, og at Albrechtsen var mindre lykkelig forelsket. Da han kom hjem og begyndte at klæde af sig, var det med en brysom, men ikke ubehagelig følelse af, at der var hændt noget i løbet af dagen, og at han gik en urolig og vanskelig tid imøde.