Bastarder/III
Mod land lå havet blygråt i det synkende dagslys — mod vest var det at se til som gyngende metal: — rødlig anløbent stål, der blegedes langsomt til sølvmat glimmer. Fra Jæderens lange dønninger styrede dampskibet ind til Ekersund, i hvis lune havn der var sortestille. Høstmånen steg just blank og rund over fjeldet i sydøst og kastede en lang blåhvid stribe henover vandspeilet.
De to venner blev siddende på dampskibsdækket; de havde fundet sig til rette i hver sin magelige skibsstol og gad ikke røre sig. De sad længe tause, Albrechtsen som vanligt røgende cigar, Barth havde endnu ikke kunnet slippe sin lille snadde: den mindede om heien, om alle høstjagtens glade hvilestunder. En lang kaffetime var gledet hen — så stille behagelig og ugenert elskværdig, som det kun er to solid indarbeidede venner tilladt at ha den. Men i modsætning til, hvad almindelig var tilfældet, havde Albrechtsen været den, som holdt humøret oppe; han var oprømt og snaksom; som alle rigtige kristianiaborgere, når de atter nærmer sig «byen», følte han en hemmelig glæde over det snarlige gjensyn. Barth derimod var mere elegisk stemt; denne glimrende høstdag kom jo egentlig først til sin ret på fjeldet; han længtes did tilbage med hele et friluftsmenneskes sunde trang. Hans sterke, harmonisk udviklede legeme var endnu så vel trænet, så rede til anstrengelser, så lystent efter drøie dagsmarsjer — det tog tid, inden den fysiske lediggang blev ham naturlig.
Lidt efter lidt syntes imidlertid den blide stemning, der hvilede over det halvdunkle måneskinslandskab, at gi ham hans naturlige ligevægt tilbage. Det var ham, der brød tausheden:
«Hvor vi har det deiligt herhjemme. Du! — Albrechtsen — hvor man undertiden føler trang til at sætte alle sine kræfter ind for dette storartede land. Rigtig udfolde alle sine muligheder, åndelige og legemlige — — undertiden indbilder jeg mig, at jeg kunde gjøre nytte som politiker, undertiden angrer jeg på, at jeg ikke er bleven militær. Simpelthen det at slåes for landet vilde være mig en nydelse!»
Albrechtsen lo.
«Ja, jeg kan ikke for det,» vedblev Barth, «når jeg føler mig rigtig vel — etslags overmål af kræfter — så ønsker jeg at ta hånd med i en eller anden stor opgave. Og de store opgaver: — det er jo vort lands muligheder. Vi er unge og sterke endnu — — det er ikke godt at vide, hvorlangt vi nordmænd kan drive det.»
«Å —?»
«Endnu har vi mere livskraft end de fleste europæiske nationer. Og ved du — den kultur, vi nu holder på at skabe os, den måtte vi kunne gi en soliditet, en åndelig fasthed, en sedelig styrke, som vilde forlene os med en ganske anden modstandsevne, end de fleste af de større kulturfolk er i besiddelse af. Jeg husker en bog, som engang, i slutten af gymnasieårene, gjorde et sterkt indtryk på mig — det var Bjørnsons «Det flager -.»
«Så — å.»
«Ja, jeg mener ikke netop, at jeg — — jeg synes altså, at «Det flager» bevæger sig på et altfor snevert område. Jeg skulde ønske, den var blit noget andet — den norske nations høisang, således som bare Bjørnson kunde git os den: et digt om den sunde moralske kraft, vi endnu eier, — om hvad den kraft kan udrette og alene kan udrette — en hymne om et ungt og modigt folk, der lærer at leve livet vakkert og virksomt -. Jeg vilde havt «Det flager» mere græsk — der skulde været en anden høihed, en større stil over bogen.»
«Undskyld, jeg afbryder, men jeg indbilder mig, at det nu kunde være passeligt at få glassene op.» Albrechtsen reiste sig og ringte.
Barth lod sig ikke forstyrre. Naar han blev ivrig, lod han sig idetheletaget nødig anfegte af nogetsomhelst.
«Jeg besøgte engang i England en privat opdragelsesanstalt. En ung rigmand havde fået den idé at ville samle det størst mulige antal halvvoksne gutter omkring sig og uddanne dem efter antikt mønster. Der var græsk stil over det hele. Jeg har aldrig seet en vakrere flok af kraftige unge mennesker.»
«Jeg ved, du har megen tillid til disse engelske legemsøvelser,» bemerkede Albrechtsen, efterat han havde git en tililende opvarter besked, «jeg kan ikke si, at jeg nogengang har bemerket, at flinke gymnaster er mere rosværdige mennesker end vi andre.»
«Det går jo ikke så glat. Men når den ene generation efter den anden lever et forstandigt legemligt liv — vil det naturligvis i længden dybt merkes. — En større del af de unge engelskmænd, jeg fra tid til anden har truffet, har bl. a. været i besiddelse af en vis åndelig ligevægt, en selvsikkerhed og en sterk følelse for deres egen værdighed, som vi unge nordmænd tildels mangler.»
«Nå — herregud —.»
«Nei — du feier det ikke af på den måde - det har sin betydning. Det er veien til en overlegen selvbeherskelse, den største og sjeldneste egenskab, en mand kan eie. Uden den selvbeherskelse blir ingen mand stor, uden den når aldrig en nation høit. Kald den hvad du vil — forsagelse, gjerne for mig — en ærgjerrighed, der ved at vente, at ofre, at vrage - ja, det også — en stolt selverkjendelse, der er klog tillige — du kan bruge pene eller ringeagtende udtryk, du kan snakke om mangel på temperament, på umiddelbarhed, hjertelag — gjerne for mig — — denne selvbeherskelse er alligevel det høieste og vanskeligste udviklingstrin, og den opnår man altså bedst ved en streng og harmonisk udvikling.»
«Det undrer mig,» sa Albrechtsen, der stod i begreb med at åbne den seltersflaske, opvarteren havde bragt ham, «at du ikke i din tid lod dig optage på krigsskolen eller et lignende institut, hvor man søger at praktisere dine teorier.»
Barth lo og forsynte sig ligeledes med en seltersflaske: «Det er netop feilen. Den regelmæssige udvikling, jeg interesserer mig for, er desværre ikke faldt i min lod. Men jeg er begyndt at reparere det forsømte.»
«Virkelig,» replicerede Albrechtsen og tændte sig en ny cigar. Barth fik det også travlt med at stoppe snadden. Samtalen døde hen. Barth vendte sin dæksstol, så han havde udkig til bryggen, til de talrige spaserende, der gled frem og tilbage i lavmælt samtale. Albrechtsen stirrede udover sjøen, hvor en svag bris rynkede den måneblanke flade. — Lette skyer af tobaksrøg leirede sig om deres hoveder, steg langsomt op, bredede sig, fortyndedes og blev borte. Nye samlede sig, cigarrøgen sterkere blålig, snaddens birdseye mere fin og grå. — Det var ensomt og stille, trods den raslende lyd af heiseapparatet forud, trods den ensformige surren af snakket på bryggen.
Senere ud på aftenen, da dampskibet atter var gået tilhavs og kløvede de lange glitrende sjøer udenfor Listerlandet, drev de to venner den for alle reisende så velkjendte gang op og ned, fra agterstevnen forbi røgelugaren til andenplads. Barth var fremdeles den talende — snakkede om sin høstjagt, — om politiken, som pludselig var begyndt at interessere ham: han skulde gjerne være med at indvie en ny skandinavisme, «den eneste storslagne idé, nordiske politikere i det sidste halve århundrede havde undfanget» — om literatur: moderne kunst brød han sig ikke stort om, Homer var hans poesi, der var ingen som Homer; og stille fornøiet mumlede han den ene strofe efter den anden af Odysseens femte sang: — «den gamle herre kjendte sine menneskebørn fuldt så godt som nogen moderne psychofysiolog» — omsider kom han tilbage til sine teorier om udviklingen af en norsk ungdom efter græsk og engelsk mønster: «men selvstændig, nationalt må den udvikle sig, bevægelsen må ta hensyn til, hvad der er os eiendommeligt.»
«Selvrespekt og selvbeherskelse — ikke sandt? — det er slagordet.»
«Rigtig. Selvrespekt og selvbeherskelse,» gjentog Barth uden at bekymre sig om Albrechtsens ironiske udtryk.
«Nå — herregud. Teorier skader sjelden. Om livet er så elskværdigt at byde dig en eller anden lykkelig anledning, hvor din selvbeherskelse rigtig kunde vise sig — så håber jeg, din syndige natur ved at komme til sin ret.»
«Det far altså fremtiden afgjøre.» Barth bankede eftertænksom sin snadde ud mod rælingen.