Bastarder/II
«Og hun er den merkeligste kvinde, du har truffet?» Barths smil var lunt og godslig overlegent. Da han af vennens udtryk forstod, at bemerkningen blev mindre vel optaget, stødte han sit glas mod Albrechtsens: «Tilgi mig.»
«Ja, når du reiser derind, kan du jo selv dømme. Du kommer sandsynligvis snart i berørelse med kliken. Krohgs er gjæstfri og selskabelige mennesker — formuende — konsulen skal være en ualmindelig fiks forretningsmand.»
Der blev en pause. En dyb og sørgmodig stilhed fyldte natten. Den eneste lyd var det monotone sug af strømmen og fjernt borte det svage drøn af en kjærre, der passerede, elvebroen: en forsinket skyds, der drog hjemover. Snart var den ude af hørevidde.
«Du Henrik,» tog Albrechtsen tråden op igjen, og fortsatte lavt, næsten hviskende: «— det er sandt: hun er anderledes end alle de andre — for mig ialtfald! — Du — en nat som denne, som vi sidder her, du og jeg, og gir hverandre vore hemmelige tanker og gjemte længsler — — ser du, hvordan lyset falder dér mellem granerne og dér nede, en mat stribe på elven — ser du, hvor vandet glider sagte ind i striben og igjen blir borte i mørke? — og ser du, hvor granernes grene er sorte, hvor den lille lysstråle gjør altting dunklere? — en sådan nat føler jeg, at hun ikke kan være langt borte. Jeg føler, at hun er dér, i mørket, i denne sorte dunkelhed, der dufter af gran, af vådt græs, af våde, overmodne, til jorden faldne roser. Og hun er dér, i det glatte, stilt henglidende vand, i denne knapt hørlige og dog sterke, luften fyldende elvesus — hun er den blanke strøms hvisken.
— Inat vil jeg drømme en glad dødnings drøm. Jeg vil drømme, at vi begge — hun og jeg — er gledne ind i nattens dunkelhed, at alle det daglige livs hindringer og dets stemningsløse mangfoldighed er borte — jeg hører blot hendes stemme, jeg hører måske ikke, hvad hun sier, men jeg forstår hende — inat forstår jeg alt.
Jeg forstår hendes vanskelige sjæl; den er jo nattens egen.
Jeg vilde gjerne fortælle dig, hvordan hun er — og kanske natten vil hjælpe dig, du min kloge og gode ven, til at lægge i mine ord lidt af dét hos hende, der beruser.
Hun er høi og smidig, hverken blond eller mørk, og jeg ved ikke, om hun er vakker. Hun har blå øine, blanke og hårde, stolte og selvbevidste, og dog sørgmodige. Sørgmodige som de uhelbredelige syges, som deres øine, der dør langsomt — som hos en gammel feltherre, der er bleven slagen i sit livs sidste kamp. Men i sørgmodigheden glimter der en ung piges letsind.
Hun er letsindig, uden hensyn og uden måde. Men hendes letsindighed er en dronnings, en hovmodig dronnings, der ikke ser, at alles øine følger hende, og ikke hører, at folk hvisker i krogene.
Hun er klog, som en ond og farlig kat, der myrder, fordi det glæder den — og hun er naiv, som et forladt barn, der har gået sine egne veie, uden at ledes af en skjønsom hånd. Der er meget af barnet hos hende — hun virker undertiden rørende: som en liden pige, der græder i søvne.
Hendes smil lokker og skræmmer, det er bedende og dog hårdt, det lover meget og alligevel for lidet — og mens hun smiler, er hendes blik alvorligt og tvilende. Hun er vant til at gjøre uret, og til at der blir gjort uret mod hende. Hun egger og er allerede selv træt; hun længes og støder dog fra sig.
— Der kan være som en bøn om hjælp i hendes øie, undertiden ydmyg, undertiden lidenskabelig - næsten et råb om hevn. Men de fleste misforstår: — ligefremme og hårdhudede mænd læser denne bøn i hendes øie, og de tar den alle til sig, og de besvarer den alle på samme plumpe måde. Og det hænder, hun falder ind i deres tone, falder ind som en af deres egne, som en af de lystige kvinder, der søger glæden på alfarvei; og mændene smiler, stolte af sin erfaring og sjeldne behændighed. Hun ved det, og hun blir ikke vred, også hun smiler.
Men det hænder også, at hendes stolthed bryder frem som en kåd grusomhed, som en herjende snevinds alt isnende kulde. Og måske er den, hendes kulde isner, just en af dem, der har forstået hende bedst. Han har forstået for meget. — Det er undertiden en ære, at hun sårer en. Hun sårer gjerne den, hun har respekt for.
Hun er undertiden simpel, fordi det husvaler hende, eller, ganske ligefrem, fordi det morer hende. Hun er ikke helt fin længer; hun har gjennemgået for meget. Og måske har hun aldrig været helt fin; måske har altid udskeielsen, den perverse, uventede, med hendes eget sind ubeslegtede udskeielse lokket hende, således som små sirlig pyntede børn kan føle en særlig tilbøielighed for sølepytten.
Hun sier undertiden uden at vide det banale ting, men det lykkes hende aldrig at bli banal selv, skjønt hun imellem bestræber sig for det.
— — Hun minder mig om vild dansemusik, der brydes af orgeltoner — om et stort og mægtigt orchester, der mangler det vigtigste instrument — om en afsindig skjøn melodi, der sønderrives af en lirekasse.
Hun minder mig om augustnatten, der vækker alle ens slumrende sanser, fremgjøgler ens lykkeligste minder og farligste længsler — der med elvesuset og blomsterduften smyger sig sagtelig ind i ens hemmelige inderste — for der at lade tilbage en dyb og hed, aldrig forklaret attrå, — hendes attrå —.»