Bastarder/V
Birger gik fra frokosten ind i sin egen dagligstue, «kandidatens arbeidsværelse», som konsulen med et lidet smil pleiede at benævne det. Han lå der time efter time på chaiselongen, røgende den ene sterke cigar efter den anden, med en kop kold the ved siden. Han læste ikke, han lå og drømte og rev sine drømme itu, så hurtig de kom: — træk af hans tidligste barndom gled forbi; han erindrede en spasertur en sildig skumringstime på samme årets tid som nu, — tåget, rødgul himmel og vind … en svag snekold østenvind, hvislende i det frosne løv, der dækkede veien — han og hans mor gik der tause, moren havde taget hans hånd i sin, undertiden klemte hun den hårdt ind til sig; han huskede hendes blege og smale, tidlig gamle ansigt, det smertelig syge udtryk — en tung og dyb ængstelse listede sig over ham: det var første gang, livets mørke uhygge havde fyldt hans barnesind. Et halvt år senere døde moren. — Der gled andre billeder forbi, fra de sidste dage. Hendes ansigt gled forbi. De blå øine, blanke og hårde, stod for ham. De øine kunde følge ham lange stunder, følge ham med det samme vanskelige udtryk, af sorgfuld hån, af lystigt hovmod, — — og så dette tause spørgsmål, der ikke gjaldt ham — dette næsten frygtsomme spørgsmål, som han læste dybest inde i hendes blik, — og som han hadede, med al sin mandlige stoltheds, al sin krænkede forfængeligheds had — lig en skygge vandrede det om i hans sjæl, evig densamme gang, håbløst i samme spor —.
Men undertiden var hendes udtryk så blidt og stille klogt, at han følte det, som om en kold og myg hånd varsomt la sig paa hans hede pande, som om en mild og velgjørende vin sagtelig bedøvede hans febrilske nerver. Således elskede han at se hende, med blide og kloge øine, høi og smidig og stolt, stoltere end nogen anden kvinde, han kjendte. Hendes stolthed elskede han, denne fornemme utilgjængelighed, som hun ikke ofte nok benyttede — han elskede hendes nakke, kold og hvid og ubøielig; i lykkelige øieblikke blev hun i hans drømme just hin kvinde, han ønskede at tilbede, en blidt hovmodig dronning.
Når det led til middag, gik han ud. Oftest alene. Han gik hurtig, hilste kort, var ubehagelig, når nogen slog følge, endogså mod Barth. En tyve minutters tid pleiede han at tilbringe paa en bodega, langsomt nydende et glas madeira, af en sort, de engang havde drukket, Ellinor og han, en af de få halvtimer, de nogengang havde tilbragt alene; smagen fremmanede hendes stilling, hendes ansigtsudtryk, hendes stemme, denne lave, rolige, velklingende stemme, der gav de hårdeste ord et næsten mygt tonefald, der iførte en bizar og disharmonisk stemning et diskret, næsten smilende ydre.
Da han sad der idag, kom der pludselig en ung maler af hans bekjendtskab hen til ham.
«Nå — man ser Dem aldrig — andet end på gaden, og da har De altid hastverk. Har De meget at bestille?»
«Nei — ikke just det.»
«Kan De ikke se opom atelieret. Jeg har et billede, som vil interessere Dem. Et studiehoved. Kjender De fru Ellinor Krohg? Ja, det gjør De jo.»
«Jeg kjender hende ganske flygtig. — Hun ser godt ud. Har De malt hende?»
«Ja, og det er blit pokker så godt. Pokker så godt.»
Manden irriterede Albrechtsen. Denne blonde friskfyr med det krusede spidse hageskjæg burde ikke ha lov til at danne sig nogensomhelst opfatning af det «studiehoved,» — endsige male det «pokker så godt»; Albrechtsen fik pludselig lyst til at si ham sin mening lige ud:
«Er De nu egentlig portrætmaler? Ved De, hrr. Gjønnes, jeg synes, De skulde holde Dem til Deres både og brygger og fiskere i storm. — Det er ikke det samme at male fru Krohg, som at male en båd eller en brygge.»
Maleren så forbauset på ham. «Kom og se,» sa han pludselig, kom med éngang. — Jo, det er godt,» tilføiede han halvt for sig selv.
Albrechtsen var på sin side forundret over, at manden ikke blev fornærmet. Han så på sit ur. Bodegaen lukkedes kl. 3. «Jeg skal følge Dem,» sa han kort.
De fulgtes, næsten i taushed. Maleren bød ham en cigaret. Albrechtsen tog den; maleren gav ham fyr. Albrechtsen studerede derunder den andens ansigt. Der var noget over de lidt stupid melankolske øine, som tiltalte ham. Allerede forinden han trådte ind i atelieret, der var beliggende i Nedre Slotsgade, følte han sig så småt afvæbnet.
Maleriet virkede først lidt fremmedartet. Det var dog ikke hende. Men efterhånden begyndte det at bli hendes træk, og tilsidst følte han hendes øine imod sig, hendes blå øine mødte ham fra lærredet, men de var mildere, end dem han kjendte — det var de øine, han i lykkelige øieblikke drømte om. Maleriet var holdt i en lys gulagtig tone; det gjorde et klart og rent og stilfærdigt indtryk. Albrechtsen kom hurtig til det resultat, at ingen anden end han selv var værdig til at eie det.
«Hvorledes synes De om det?» spurgte maleren, «det er godt, hvad De så sier.»
«Hvormeget vil De ha for det?»
«Vil De kjøbe det?» spurgte maleren overrasket, «det var ikke meningen.»
«Ja jeg vil kjøbe det! Hvormeget?»
Maleren betænkte sig. Det var en uventet chance. Albrechtsen havde penge, det vidste han, mange penge. Men dét billed — han havde ikke tænkt at skille sig af med det. Det var hans stolthed, det var måske også noget andet. Men det billed, anbragt hos Albrechtsen, kunde bjerge ham for adskillige uger fremover. Han nævnte en forholdsvis høi sum.
«Vel — det er altsaa afgjort.»
Salget ordnedes; maleren stod et øieblik og fordybede sig i billedet:
«Det er godt. Det er godt. De havde aldrig fået det, hvis jeg ikke var fattig. Jeg er for fattig til at eie et sådant billede,» han smilte gelassent morsomt, sødlig trist.
— — Om eftermiddagen reiste Albrechtsen penge hos sin far. Gamle konsulen var fornøiet over dette livstegn fra sønnen og spurgte ikke om anvendelsen. Da Birger havde ordnet affæren og drukket en kop kaffe, gik han ind på sit værelse, anbragte sig paa sin kjære chaiselong og begyndte at overveie, hvorledes han egentlig skulde forholde sig i anledning den nye begivenhed, der således havde grebet ind i hans passive eksistense.
Han kom forholdsvis hurtig til det resultat, at her hjemme vilde han ikke ha billedet. Det passede ikke ind blandt disse solide og borgerlige møbler, med alt det klare dagslys, de lyse vægge og klassiske stålstik. Han havde aldrig havt nogen tilbøielighed til at skabe sig et af hans personlige smag præget milieu, måske fordi han var dovent anlagt og ikke gad præstere den nødvendige umage, måske også fordi hans skarpe, lidt demokratiske sans for det komiske vakte en forestilling om, at et sådant milieu, hvor man udstillede sig selv, sin smag, sine tilbøieligheder og sine interesser, lettelig kunde få et ridicult skjær. Han følte sig desuden vel ved denne lidt gammeldagse indredning, som hans far i sin tid havde anordnet — den virkede godt og beroligende på ham; der var intet, som pirrede hans nerver. I længden var dette en stor fordel.
Men i det foreliggende tilfælde stillede tingene sig anderledes. Det billede måtte ha et milieu. Et øieblik tænkte han at bede sin far om nok et værelse, foruden de to, der nu stod til hans rådighed. Men det faldt ham straks ind, at det værelse, når det engang var vel udstyret og færdigt, vilde udlevere hans hemmelighed til faren. Og det likte han ikke.
Der var således intet andet for end at leie et lidet værelse nede i byen og indrette det efter ønske. Desuden — der glimtede en tanke igjennem hans hjerne, et lynsnart billede: det værelse kunde måske engang komme til at spille sin rolle; det var umuligt at afgjøre, hvad indtryk det kunde gjøre paa hende, om — — han smilte: hvor han var ung og tåbelig endnu. Om han præsenterede hende sin følelse i den smukkeste teaterbelysning: hendes billede på sort væg, tvende vokslys brændende derunder — hun vilde le, naturligvis. Men herregud, for ham selv kunde en sådant lidet tempel ha sin betydning. Det værelse skulde kun være for ham alene. Han måtte igjen smile: han begyndte virkelig at indrette sig, som det sømmede sig en veludviklet dekadent.
— Å nei, en ung kristianiaborger, lidt medtaget af livet, bevares, men ikke destomindre istand til at præstere en så grundig forelskelse, som den, han nu bogstavelig talt holdt på at bygge hus for, — — å nei, så svært dekadent var han egentlig ikke. Hans idé kunde måske derimod være udklækket af en eller anden ung dansk prosalyriker, der så gjerne vil iklæde sin lidt anløbne borgerlighed en gallisk smagfuld form — en af disse unge, der tar billige læsekursus i fordærvelse hos Baudelaire og Huysmans, for hvem der ingen finere bog i verden gives end «A rebours», og ingen elegantere mand end Des Esseintes. — Denne tanke fyldte ham med afsmag, og det varede en stund, før han havde beroliget sig med hensyn til sit indfalds originalitet og atter kunde begynde sine overveielser.
Da han havde lagt sin plan, tændte han fornøiet nok en cigar og besluttede, at han den aften — efter at han nu i flere uger havde sturet og gået tilsengs kl. 10 — vilde ud at more sig. Han vilde ha Barth med — når man allerede var i godt humør, blev det endda bedre, hvis man havde ham at småprate med.
Han var ikke kommet langt, da han lige foran sig opdagede en dame, hvis figur og gang forekom ham kjendt. En varm strøm pressede igjennem hans blod. Det var hende.
«De her,» han gled skyndsomt frem ved hendes side. «Og De ligervis,» hun smilte over hans glade overraskede tone, «jo, jeg er en tur herinde — De ved, vi bor på løkken endnu — jeg har snakket med en sypige, og nu skal jeg hjem igjen. Veiret var så deiligt, jeg har gået hele veien.»
Hun havde mere farve end vanligt; der var et lystigt blink i hendes øine, noget pigeagtig overgivent i klangen af hendes stemme. Albrechtsens ansigt afmalede en så ubegrænset og fortabt beundring, at hun brast i latter:
«Hvor De ser morsom ud!»
«Ser jeg?» Albrechtsen gjorde et forsøg på at være fornærmet, men det bare øgede hendes munterhed.
«De Albrechtsen — vilde De synes om, at vi to nu gik ind på et konditori og drak en kop the sammen?»
«Nei, det vilde jeg ikke synes om,» Albrechtsen måtte le med.
«Altså behager De at følge mig,» fortsatte fru Ellinor, «jeg er virkelig så sulten, at jeg må ha lidt mad, før jeg begiver mig hjemover. Det er ikke spøg, skal jeg si Dem, der er over en fjerding ud til løkken.»
«Skal De gå tilbage også?»
«Ja, jeg har væddet med min mand. Jeg påstod, at jeg vilde gå idag — både frem og tilbage. Og så væddede vi. Det gjælder hele femti kroner. Igåraftes vandt jeg ligemeget i hazard. Det er en ny kjole. Ingenting er morsommere end at kassere ind penge!»
«Men hvem garanterer nu Deres mand, at De ikke narrer ham? Han kan jo ikke forespørge hos alle byens vognmænd.»
«Krohg ved, at jeg aldrig lyver. Jeg har begået mange misgjerninger, og jeg kommer vist til at begå endnu flere og meget værre. Men det ligger ikke for mig at lyve. Krohg har forsøgt at lære mig det, men jeg har ingen anlæg. Han påstår, at det er mangel på dannelse hos mig, at jeg ikke lyver.»
«Det er ialtfald sjelden, at damer ikke lyver.»
«Desto bedre. Jeg vil gjerne være lidt anderledes end alle de andre. Herregud — jeg synes, at folk skal være for det, de er. — Jeg gider aldrig pynte mig finere, end jeg har råd til — — og endda merker jeg, at folk liker mig. De liker mig, og Deres ven — Barth - tror jeg næsten også liker mig — og selv Krohg kan imellem ikke la være at fortælle, at hvis vi ikke var gifte, så vilde han synes forfærdelig godt om mig. Jeg tror næsten, de fleste liker mig.»
«Ja, De behøver kanske ikke lyve — men vi andre almindelige dødelige —»
«Tøv, Albrechtsen — vær lidt flinkere, når De skal si noget elskværdigt — — De duer heller ikke til at lyve, skal jeg fortælle Dem — jeg læser med største lethed indenad i det lange ansigtet Deres. — Så, — her kan vi altså gå ind.»
Da de var komne til ro med sin kop the, begyndte Albrechtsen, der havde sat sig i hovedet, at han den aften vilde anbringe en mængde virksomme ting: «Men si mig engang, fru Ellinor, når man har imod det at lyve, så forstår jeg ikke, at man kan arrangere sit liv på den måde, som De — gjør — et ægteskab som —»
«Å, kjære Albrechtsen — lad os ikke bli høitidelige. Jeg har foresat mig, at idag vil jeg ikke være høitidelig. Ikke et eneste øieblik. Jeg har havt så altfor mange høitidelige øieblikke i den senere tid.»
«Kanske De vilde bli vel så lykkelig, som De nu er, om De i et høitideligt øieblik —»
«Jajaja — det er meget muligt. Men idag må De være skånsom, Albrechtsen. Jeg trænger for tiden al min medføddte letsindighed, og al den, mit ægteskab har opelsket — jeg trænger den kanske mere, end De tror.»
«Tilgi mig, fru Ellinor. Menneskene har så vanskeligt for at forstå hinanden — selv mod den, man holder af, er man klodset og hårdhændt, når man mindst ønsker at være det.»
«Ja — desværre,» hun tog pludselig Albrechtsens hånd, «De er en bra mand — og De har tilovers for mig, det ved jeg — ikke vær vred paa mig, om jeg er lidt umulig imellem. Det er jo alligevel værst for en selv.» Hun slap hans hånd, tog sig sammen, rystede paa hovedet, begyndte pludselig at le, forceret, mere og mere koldt — hendes latter skar som hvasse isnåle:
«Så! — jeg begynder undertiden at tro, jeg er på vei til at bli hysterisk. Og det har jeg da aldrig været. — La mig få en kop the til, jeg er allerede færdig med min. Albrechtsen — De maa forsøge at bli besindig, De også. Jeg er nokså flink nu. Og det kan jeg igrunden takke Krohg for.»
«Egentlig beundrer De vist Deres mand?»
«Krohg? — ja, jeg har ialtfald beundret ham. Ved De, hvorfor jeg, for fire år tilbage, blev glad i ham og gik hen og giftede mig? - jeg blev forelsket i hans letsindighed; det var den mest elegante letsindighed, jeg dengang havde mødt. Han smilte til alt — ligesæl og alligevel forstående; han var aldrig bange for nogenting, ikke engang for at stille sig selv i dårlig belysning; han var altid i godt humør, men aldrig fordi han var glad; han sa komplimenter ligesom alle de andre, men det var ham tilsyneladende ganske ligegyldigt, enten man hørte paa dem eller ei. Han behandlede livet som en spøg, man halvveis er kjed af.»
«Men alt det der kunde alligevel ikke være nok?»
«Nei — naturligvis; der var også noget andet ved ham, det bedste ved ham. — Han har engang været en brav mand, engang længe før jeg traf ham. Han har havt en brutal skuffelse — den har forgiftet blodet i ham. Jeg vidste det; jeg vidste, at den blanding af dårlig gjemt sørgmodighed og spids kynisme, som efterhånden blev hans naturlige tone, når vi to var alene — den var kommet der siden dengang.»
«Og så —?»
«Og så? Nei, så er der ikke mere. Ikke idag ialtfald. Resten kan De desuden selv gjætte Dem til: — siden den mand begyndte at lære mig at se livet med hans øine, har vi trolig hjulpet hinanden nedad bakke.» Hun reiste sig: «Nu agter jeg altså at spasere hjemover. Og skjønt jeg ved, det ikke er videre pent af mig, vil jeg gjerne, De skal følge mig — ligetil haveporten.»
Albrechtsen smilte: «Deres mand har, såvidt jeg ved, intet imod mig.»
«Nei — men — Lolly er altså på bal iaften, og jeg har så vanskelig for, når vi blot er tre mennesker — og den ene er Dem, og den anden er Krohg — at anlægge denne modbydelige konversationstone —»
«Som De forstår at gjøre bøieligere og mere fantasifuld, end nogen anden dame, jeg kjender.»
«Tak — men det koster mig mere anstrengelse, end jeg i disse dage føler mig oplagt til.»
De var komne ud på gaden igjen. De gik etpar minutter tause. Albrechtsen stødte eftertænksom med stokken i fortauget.
«Nu, som De Vil,» der var en sørgmodig klang i hans stemme, som greb hende, «— for mig betyder det altså såmeget at være i Deres nærhed, — bare det at høre Dem snakke, at se dem smile —»
«Tilgi mig. Jeg er — som altid — egoistisk. Jeg vil heller træffe Dem her i byen. Når vi går, som nu iaften, vi to alene, er De mere Dem selv, og jeg også.»
«Som De vil, fru Ellinor,» gjentog Albrechtsen halvt for sig selv; men denne gang var der et lyst streif, som af et blegt og barnsligt håb, over hans tone. Det var næsten mørkt, fra Karl Johan fulgte de Drammensveien udover; Albrechtsen tog pludselig fru Ellinors arm, og hun lod ham beholde den; de gik stille ved hinandens side; det halvrådne løv, let frossent, knitrede svagt under deres fødder; et og andet blad, som i det længste havde klamret sig til sin gren, svirrede langsomt ned forbi dem; en mat og dunkel himmel rugede over træernes næsten afklædte kroner.
«Jeg forstår ikke, hvorfor De bryr Dem om mig,» sa Ellinor, ligesom vågnende op, «jeg skulde ønske, jeg vidste, hvad det var hos mig, De holdt af. Jeg synes, jeg har så lidet, det virkelig er umagen værd at holde af.»
«Det mener De ikke, fru Ellinor. — Jeg ved heller ikke, hvorfor jeg holder af Dem. Det ved man jo aldrig. Jeg ved bare, at hver liden skiftning i Deres ansigt har betydning for mig — at jeg kan føle mig lykkelig, når jeg gjenkalder mig klangen af Deres stemme — at uden Dem er livet omkring mig dødt og meningsløst.»
Hun svarte ikke. Under resten af turen veksledes der kun et ord nu og da. De bøiede ind i den gamle allé, ind mellem de lave knudrede stammer; de trådte dybt i vissent løv; en opskræmt katugle skreg pludselig over deres hoveder; fru Ellinor trykkede hans arm fastere.
Oppe ved alleens øvre ende var haveporten. Fru Ellinor åbnede den — vendte sig langsomt mod Albrechtsen — trådte pludselig et skridt nærmere:
«Jeg holder meget af Dem. — Og De misforstår mig ikke. — Og De vil mig vel? Ikkesandt?»
Hun la armene heftig om hans hals; han følte hendes mund mod sin.
Et øieblik efter var hun borte.
Han blev stående, uden at kunne røre sig — bedøvet af sorgfuld lykke. Først langsomt kom han til sig selv og vandrede alleen tilbage, gjennem det myge døde løv. Fra udkanten af den gamle have hørtes katuglens langtrukne skrig.