Anarkiets Bibel/Bog V

Fra Wikikilden
Hopp til navigering Hopp til søk
Gyldendalske Boghandel Nordisk Forlag (s. 165-211).
◄  Bog IV
Bog VI  ►

Hvorledes Østens pengepisk-svingere
kom til at sejle sin økonomiske skude
op paa det samme skjær, hvor Vestens
skude alt længe hadde staat og hugget

KAPITEL I

Hvad der bragte Østens civilisation til at stagnere

Det var udsigten til dette vanvittige resultat som i sin tid, for sex tusen aar siden, hadde stanset civilisations-arbejdet i den østlige del af pengefælden, i den første civilisations vugge, det gamle Kina. Svingerne af pengepisken i dette civilisationens morgenland var nemlig bund hæderlige og retskafne folk, der tog sine pligter som indehavere af ejendomsretten med dybt alvor. De vidste meget vel at ejendomsretten var indstiftet og git i deres hænder for at sætte dem istand til at paase, at befolkningens store masse som ingenting ejet, uafladelig kom til at arbejde, saa det nødvendige for alle ikke blot stadig blev frembragt, men ogsaa til enhver tid kunde komme alle ihænde. Med bedrøvelse saa de at de ikke helt ud magtet denne opgave som gjennem ejendomsretten var stillet til dem — de kunde nemlig vende og snu sig som de vilde, nogen arbejdsløshed blev der dog altid tilbage enten paa det ene eller paa det andet hold. Men de hadde sin samvittighed fri, de vidste med sig selv at de gjorde hvad de kunde og ikke lod det skorte paa god vilje. Og at deres opgave virkelig laa dem oprigtig paa hjerte, det fik de — desværre paa en ganske uhyggelig maade — fuld anledning til at vise.

Da nemlig udviklingen rak frem til det punkt hvor de halstarrige faa begyndte at dressere naturkræfter til at udføre menneskeligt produktions-arbejde, og disse brave pengepisk-svingere saa, at anvendelsen af dresseret naturkraft øget arbejdsløsheden i en ganske skrækkelig grad, betænkte de sig ikke et øjeblik; de sa strax: stop, det skal vi ikke ha noget mere af! og la dermed de arbejdsbesparende opfindelser paa hylden, og producerte rolig videre med menneskelig arbejdskraft som før. De halstarrige faa blev i den anledning aldeles fortvilede og bestormet dem med bønner og forestillinger, og besvor dem dog ikke at la disse herlige kræfter, frugten af lange tiders ihærdige anstrængelser, bli liggende der til ingen nytte. Men svingerne af pengepisken var urokkelige: de hadde nok, mente de, med den arbejdsløshed, som ikke lod sig undgaa, om de ikke selv kunstig skulde øge den. Men da de arbejdsbesparende opfindelser saaledes blev liggende ubenyttet hen gik de lidt efter lidt i glemmebogen, og følgen blev, at de halstarrige faa tilslut helt tabte modet og i fortvilelse gav ævret op.

Pengepisk-svingerne hadde imidlertid faat sig en grundig skræk i blodet ved at se hvorledes disse arbejdsbesparende opfindelser virket — og de sa derfor til hverandre:

— Ved første øjekast saa det ud som om disse opfindelser kunde hjælpe os til at øge vor produktion; men ikke før tog vi dem i brug, før vi blev nødt til at minke den. Det kunde vi forresten paa forhaand ha sagt os selv, bare vi hadde gjort brug af en smule eftertanke. Alt hvad vi producerer ud over det som gjennem efterspørgselen forlanges, er jo nemlig af det onde; og da allerede den menneskelige arbejdskraft vi raader over, sætter os mere end istand til at tilfredsstille vor efterspørgsel, saa kan anvendelse af arbejdsbesparende naturkræfter ikke bringe os andet resultat end at sætte arbejdere ud af virksomhed. Og ikke nok med at disse arbejdere da maa sulte, og at efterspørgselen minker ved at de ikke længer kan delta i den; nej hvad værre er: arbejdsløsheden slaar nødvendigvis arbejdslønnen ned, befolkningens kjøbeevne og dermed dens efterspørgsel synker — og produktionen maa da indskrænkes over hele linjen. Vi var ikke betænkte nok til paa forhaand at gjøre os rede for dette og indlod os derfor paa det nye experiment. Men strax vi saa, at disse underfundige opfindelser tvang os til at indskrænke produktionen istedenfor at hjælpe os til at øge den, saa la vi dem ogsaa paa hylden og betjener os ikke mere af dem.

Dermed er det imidlertid slet ikke sagt at vi er det djævelskab kvit.

Thi sæt at disse samme eller andre arbejdsbesparende opfindelser gjøres i et fremmed land, og at man dér bruger dem til at producere mere end befolkningens efterspørgsel kræver, i én, i flere, eller kanske i alle brancher. Hvad kan da hindre svingerne af pengepisken i det land fra at sende os overskuddet af sin produktion paa halsen, for derved ikke blot at undgaa overproduktionens skrækkelige følger, men desuden at skaffe sig en extra-fordel paa vor bekostning? Har de først vært samvittighedsløse nok til for en øjeblikkelig pengefordels skyld at benytte dresseret naturkraft til sin produktion, skjønt de derved tog brødet ud af munden paa sine egne arbejdere, saa vil de selvfølgelig endnu mindre betænke sig paa at vælte de uhyggelige følger af sin samvittighedsløshed over paa os. Og vi vil jo ikke være istand til at konkurrere med dem; vi blir altsaa nødt til at lægge ned hele vor produktion i de brancher hvor disse samvittighedsløse udlændinger har erstattet menneskelig arbejdskraft med dresserede naturkræfter — og vi vil da være endnu værre farne, end om vi selv hadde benyttet os af det underfundige djævelskab.

Vil vi undgaa denne fare har vi kun ét at gjøre —: stænge vort land for alle udlændinger. Men hvad skulde der ogsaa være ivejen for det?! Vi har jo inden vort lands grænser alt hvad vi behøver til vor produktion, baade af naturlige hjælpekilder og af menneskelig arbejdskraft; vi har altsaa ingensomhelst brug for at drive nogen handel eller pleje noget samkvem med fremmede folkeslag — vi grejer os udmærket godt uden dem.

Paa disse præmisser blev landet lukket af.

Men da man paa denne maade først hadde drevet de halstarrige faa til i fortvilelse at gi ævret op, og dermed altsaa slukket den hellige ild paa folkets arne, og man saa ovenikjøbet stængte landet af fra udenverdenen, saa ingen funke fra noget fremmed folks arne kunde slaa ind over grænsen og tænde den hellige ild paany — saa var jo dermed denne første, østlige civilisation for alle tider stanset i sin udvikling, og gik nu bare sin forsumpning imøde.

Det var derfor ogsaa med et triumferende smil, at du, gamle gud Mammon, dengang udbrød:

— Vel, gamle vorherre — vil du saa ikke la din vandflom komme?

KAPITEL II

Østens og Vestens pengepisk-svingere. Hvorfor
Vesten saa sent frembragte en civilisation

Men jeg svarte dig, Satanas:

— Min vandflom vil jeg ingenlunde la komme; spillet er slet ikke slut. Ganske vist har pengepisk-svingerne i Østen af pur hjertens bravhed kvalt den østlige races udviklingsdygtighed i dens spire, og denne race, der til en begyndelse skred stolt frem i spidsen for menneskeheden og grundla den første civilisation, er dermed sat ud af stand til nogensinde ved egen kraft at kunne bryde ud af pengefælden og storme frem mod sin bestemmelses maal. Men den østlige race repræsenterer jo ikke, den alene, hele menneskeheden. Thi vel har den vestlige race endnu til dato ikke drevet det til at skabe fast ordnede forhold og kan derfor ikke strax begynde at udvikle nogen civilisation. Men naar det engang sker, da vil denne nye, vestlige civilisation ialfald forsaavidt ha en større chance for at række frem, som den ganske sikkert ikke vil komme til at strande paa det skjær hvor den østlige civilisation nu ligger vrag. Derfor er der paa forhaand sørget. Den hjertensbravhed som blev skjæbnesvanger for Østens civilisation fattes nemlig ganske og aldeles pengepisk-svingerne i Vesten; de to racer er himmelvidt forskjellig anlagte:

Tilhobe vandret menneskene ind i pengefælden for at sikre menneskehedens existens. Men den blotte existens var ingenlunde maalet for den enkeltes higen. Et hidsigt begjær brandt i hvert enkelt menneskes bryst efter noget andet og mere end bare det at faa lov til at existere — et hidsigt begjær efter noget der kunde gi livet et værd ud over den animalske existens. Hos den østlige race var imidlertid dette livsbegær ikke større end at det gik an at faa det tilfredsstilet inde i pengefælden; det hadde sit maal, sin grænse — og naar dette maal var fuldt, denne grænse naad, fandt individet sig tilfreds med sin skjæbne og kunde slaa sig til ro. Og det var hvad de gjorde, pengepisk-svingerne i Østen; de slog sig til ro med det liv svingningen af pengepisken sat dem istand til at føre, helt ud tilfredse allesammen, hver med sin lod. Derfor hadde de saa let for at enes og kunde tidlig skabe fast ordnede forhold og udvikle en civilisation. Og derfor faldt det dem ikke med en tanke ind, for en stakkers pengefordels skyld at ta brødet ud af munden paa sine arbejdere — de kunde jo uden det skaffe sig alt hvad deres hjerter begjærte, og hadde altsaa god raad til at vise den smule almenaand at la de arbejdsbesparende opfindelser ligge.

Helt anderledes med dem, der svang pengepisken i Vesten.

Den vestlige race var nemlig besat af et livsbegjær saa voldsomt, at det slet ikke lod sig tilfredsstille inde i pengefælden. Hvert enkelt individ led af en rasende tørst efter at leve sit eget liv helt ud, i al dets flommende fylde, uden hæmmende baand og skranker, i stolt ubunden frihed. Absolut uhindret at kunne forme sit liv ud af sit eget væsens trang — det var det dybe begjær, der brandt i hver enkelts indre. Ikke stille sig andre formaal end dem der af sig selv myldrer op af ens virkelystne sjæls dyb og tar ens interesse fangen, helt fra de danner sig som uklare ønskebobler nede paa dybets bund og pibler op gjennem sjælens forventningsfuldt stille vande, og indtil de i forklaret skikkelse svæver frem paa fantasiens horizont, som stolte flyvende planer, dem viljen i skaberglæde griber og gjør til virkelighed... Ikke stille sig andre formaal end disse sjælens egne... ingen fremmed viljes press føle inde i sit livs naturlige spil... intet ydre nødvendighedens tryk paa den glade skabende vilje... bare fri lystig skaben ud af sit væsens trang, uden anden modstand at overvinde end stoffets naturlige træghed — det, og kun det, var liv for den vestlige races individer! Saadan var den dybe livsens trang hos hver enkelt én.

Og saa fødtes han inde i pengefælden! ... fødtes inde i en tvangsanstalt der intet hadde med hans livs drøm at gjøre, og hvor han efter omstændighederne kunde bli — tvangslem eller gevaldiger! Det fri ubundne liv mellem fri ubundne mennesker som hans sjæl tørstet efter, hvor hver enkelt frit foldet sit væsens duftende blomst ud mellem alle de andres og gjorde luften svanger med menneskelig lykke — det liv var jo akkurat det modsatte af hvad pengefælden bød paa.

Det højeste han derinde kunde naa var — hvis han fødtes blandt de rige — at vandre omkring som en ensom sørgmodig fri mand mellem et folk af slaver. Og selv det var der ved hans opdragelse sørget for at han ikke naadde. Det bedste han kunde bli var svinger af pengepisken — og det blev han. Men lykkelig blev han ikke; hans livs drøm og hans virkelige liv kom jo aldrig til at dække hverandre. Og derfor blev han ond, det stod ikke til at undgaa.

Den fiendtlige naturs tryk paa sin vilje kunde han ha taalt uden at bli ond. Var han blit født mellem mennesker som ved et enigt løft i flok fravristet naturen det nødvendige for alle, og derefter slap sig løs i ubunden frihed, saa enhver kunde vie ialfald resten af sin kraft til det der var livets maal — gladelig hadde han da tat sin del af løftet for dermed at skabe den grundvold hvorpaa han selv som alle de andre kunde bygge sit liv op. Men isteden derfor fødtes han altsaa mellem mennesker hvis hele liv var en uafladelig kamp om, hvem der skulde finde sig i at ta løftet, og hvem der skulde faa slæbe af med udbyttet for næsen af de andre. I denne usle kamp var han nødt til at kaste sig ind. Og selv om han blev en af dem der sejret og slæbte af med byttet, denne kamp blev alligevel det der kom til at opta hans liv og fylde det med sine fremmede udvortes formaal — mens hans sjæls sprudlende væld tørret bort og bare efterlod et sugende savn som intet kunde stille. Hele hans eget indre liv kostet den ham altsaa, denne kamp om guld og magt. Og hvor stor end hans vinding blev, det sugende savn sad der bestandig og gnavet paa hans hjerterødder, og han kunde aldrig føle sig tilfreds, aldrig slaa sig til ro. Videre og bestandig videre styrtet han derfor afsted, efter mere magt og mere guld, som om det kunde hjælpe... løb og løb efter livet men fandt det ikke — og hans tørst efter guld og hans begær efter magt blev umætteligt og uden grænser...

Saadan var det fat med pengepisk-svingerne i Vesten.

Men den slags folk kunde jo vanskelig enes om noget somhelst mellem himmel og jord, og fast ordnede forhold som enhver maatte bøje sig ind under bød dem instinktmæssig imod. Se derfor er det, at den vestlige race indtil denne dag ikke har drevet det til at frembringe nogen civilisation, og at den vestlige del af pengefælden endnu kun er kaos og barbari.

Men ud af dette barbariske kaos vil alligevel engang en ny civilisation komme til at stige frem, og den vil bli helt forskjellig fra den første, østlige. Thi naar disse umættelige pengepisk-svingere tilslut virkelig gjør den vold paa sig selv, at de beslutter at bøje sig ind under faste former der binder hver enkelt, da er det fordi det endelig er gaat op for dem, at netop derved blir de istand til at svinge pengepisken desto kraftigere og desto mere hensynsløst, og saaledes aabne en endnu videre horizont for sin tørst efter guld og magt. Den faste ordning de folk kommer til at etablere, blir derfor den rene uforfalskede Mammons-dyrkelse, hvor hver menneskelig værdi, der ikke i øjeblikket kan maales med guld, skaanselløst ofres paa guldkalvens alter til ære for gud Mammon i det høje. Og den civilisation, der spirer frem af slig jernhaard bund, den blir nok fattig paa menneskeligt indhold, og uskjøn i sine linjer — men den løber ialfald ikke fare for at bli stanset i sin udvikling og bringes til forsumpning af brave filantropiske hensyn. Det skjær hvorpaa den østlige civilisation er strandet ligger ikke i den vestliges farvand; den vestlige civilisation kommer til at sejle sin egen sø og vil ganske sikkert uden vaklen holde sin regelrette kurs fremover, med stevnen stadig pegende mod sit uforanderlige maal —: mest mulig magt og guld for svingerne af pengepisken.

Om den paa sin vanvittige sejlads mod dette vanvittige maal vil komme til at strande paa et andet skjær end sin østlige forgjænger, eller om det vil bli den forundt at forfølge sit maal saa langt, at den til slut sprænger pengefælden for at kunne sætte kurs for menneskehedens alle længslers land — det land, mod hvis rigdomme pengefældens gods og guld er for det rene ingenting at regne — ja det ved endnu hverken du eller jeg, Satanas. Det sikre er kun at spillet ingenlunde er slut med den østlige races forlis.

KAPITEL III

Vesten tvinger Østen til at aabne sig

Det var hvad jeg dengang svarte dig Satanas — og som jeg spaadde saa gik det. Den vestlige civilisation voxet sig frem af sin jernhaarde jordbund, og da udviklingen hadde naad det punkt, hvor de halstarrige faa kom trækkende med sine dresserede naturkræfter, spændte svingerne af pengepisken rolig og koldblodig saa meget af dem for, som de fandt at kunne bruge, uden at bry sig det bitterste gran om den arbejdsløshed og anden elendighed, de derved voldte. Med haard haand slog de ned arbejdernes oprørske forsøg paa at modsætte sig anvendelsen af de nye kræfter — og da arbejderne mindet dem om den pligt de som indehavere af ejendomsretten hadde til at skaffe alle arbejde, trak de koldt paa skuldrene og svarte:

— „Retten til arbejde“ som I pukker paa, er det rene hjernespind. Den pligt der paaligger os som svingere af pengepisken, er kun at tilfredsstille befolkningens efterspørgsel paa billigste maade. Det gjør vi ved ikke at anvende mere arbejdskraft end nødvendigt paa at producere hvad der gjennem efterspørgslen forlanges. Og naar den produktion er besørget, da er dermed alt gjort som gjøres skal — enhver videre produktion ud over det kan bare bringe ulykke, over befolkningen som over os. Mere arbejde end denne produktion kræver, gives der altsaa i det hele taget ikke, og mere kan der følgelig heller ikke skaffes. Men hvor intet er, der er arbejderens ret forloren.

Dermed var altsaa det skjær undgaat hvorpaa den østlige civilisation var strandet.

Men da Vestens pengepisk-svingere opdaget, at de alligevel hadde spændt formegen kraft for og var kommen til at overproducere sig, stak de lumsk sine hoder sammen og sa til hverandre:

— Fjernt i Øst ligger et gammelt land, hvis befolkning allerede for aartusinder tilbage skal ha udviklet en vis civilisation. Da imidlertid landet, taabelig nok, blev stængt af fra enhver forbindelse med udenverdenen, blev denne civilisation tidlig stanset i sin udvikling, og er siden blit staaende i stampe. Sikkerlig har beboerne af dette gamle land ikke vært intelligente nok til at gjøre de opfindelser, der nu i saa høj grad letter vor produktion. Sender vi dem altsaa resultaterne af vor overproduktion paa halsen, vil deres producenter derfor ganske sikkert ikke kunne konkurrere med os i prisbillighed — og lar befolkningen sig ved denne prisbillighed narre til at kjøbe vore varer, da har vi vundet spil. De penge som hidtil har vandret frem og tilbage mellem det gamle lands befolkning og dets producenter, kommer da til at ta vejen ned i vore lommer, producenterne blir lidt efter lidt nødt til at indstille sin produktion — og befolkningen vil efterhaanden fuldstændig forarmes. Men naar de stakler tilslut ikke har penge mere, hverken til at kjøbe vore billige varer for, eller til selv at organisere en produktion efter vort mønster, da organiserer vi den for dem ved hjælp af de penge, vi har narret fra dem — og dermed blir det os, som kommer til at svinge pengepisken i deres land som i vort eget. Saa det er naturligvis hvad vi har at gjøre.

Som sagt saa gjort: de lastet sine skuder med det overflødige gods, og sendte dem afsted til det lukkede land.

— Luk op! raabte skudernes kaptejner; her kommer vi til jer med varer saa billige, at naar I hører deres pris, vil I ikke kunne tro jere egne øren.

— Her slipper ingen ind! lød det iskolde svar.

— Aa jo vist! raabte kaptejnerne gemytlig tilbage; slip os dog ind, saa befolkningen kan faa se paa vore varer og høre deres utrolige priser. Vil den saa alligevel ikke kjøbe dem — nuvel, saa rejser vi igjen som vi kom.

Men dørvogterne svarte:

— I dette land producerer vi selv alt hvad vi behøver, og har altsaa absolut ingen brug for fremmede varer. Og det maa I jo selv forstaa, at hvor billig end en vare monne være, for den der slet ikke har brug for den, blir den alligevel for dyr. Rejs I altsaa kun jeres vej som I kom — her er absolut intet marked for jere varer.

Med den besked maatte skibene sejle hjem igjen.

Men Vestens pengepisk-svingere blev mægtig vrede:

— Hvad var det dog for et skammeligt tyranni som dreves i det gamle land?! At tvinge den stakkels befolkning til i dyre domme at kjøbe af indenlandske producenter, hvad de for en slik og ingenting kunde faa kjøbt af fremmede!... I civilisationens og i menneskehedens navn: det tyranni skulde ha en ende!

— og dermed erklærte de det gamle land krig.

Og det gamle land laa under i kampen og blev nødt til at aabne sine døre. Foreløbig ganske vist bare paa klem: et par aabne havne, det var alt. Men mere hadde de vestlige barbarer til en begyndelse heller ikke rug for. Naar de først fik sat sig godt fast i de par havne, skulde de nok vide siden derfra at trænge ind i landets indre og bemægtige sig hele dets marked.

Saameget mere nøjet de sig foreløbig med disse par havne, som de netop hadde faat kig paa endnu et nyt marked for sit overflødige gods. Længst ude i det yderste Østen laa nemlig nok et saadant lukket land, hvortil den gamle kinesiske civilisation i sin tid var blit plantet over — „Den Opgaaende Sols Land“ hadde dets lykkelige beboere døbt det. Det var meget mindre end moderlandet, men som øland laa det vel saa belejlig til. Didhen sendte nu de vestlige barbarer sine skibe og forlangte landet aabnet, og naturligvis blev det den samme historie om igjen: det afstængte land svarte nej, og de fremmede erklærte landet krig. Krigen blev imidlertid afværget i sidste øjeblik. Svingerne af pengepisken i dette lukkede land med sin stagnerede civilisation viste sig nemlig i besiddelse af en ganske mærkelig sund fornuft. Da krigserklæringen kom sa de til hverandre:

— Brødre, skjæbnen er over os. Hvad vor civilisations grundlæggere for aartusinder tilbage forudsaa og frygtet, er tilslut indtruffet: barbariske folkeslag der bruger dresserede naturkræfter til at frembringe overproduktion hjemme hos sig selv, vil nu kaste overskuddet af sin billige produktion ind paa vore markeder og underminere vor hjemlige produktion. Hensigten er klar —: pengepisken, den vi nu svinger over vore arbejdere paa humant og civiliseret vis, vil disse fremmede vriste os ud af hænderne for selv at svinge den paa deres barbariske vis, baade over os og vore arbejdere. Vore fædre mente faren lod sig afværge ved at lukke vort land af, men det viser sig altsaa at være en sørgelig vildfarelse. Ved hjælp af sine dresserede naturkræfter har disse barbarer skaffet sig et krigsmateriel, der er vort i den grad overlegent, at de med magt kan aabne sig vort lands døre, hvad øjeblik de vil. Lad os derfor ikke som taaber stampe mod braadden, men som kloge besindige mænd bøje os for den haarde nødvendighed og frivillig aabne vore døre, siden de ellers vil bli aabnet med magt. Men lad os samtidig se til at den ulykke vi dermed nødtvungent slipper ind i vort land i alle fald ikke blir større end nødvendigt.

En ting er jo given: menneskelig muskelkraft kan ikke med held ta en kamp op med dresserede naturkræfter, og vor hjemlige industri i dens nuværende form er dermed dømt — i det øjeblik vi slipper barbarerne ind, besegler vi selv dens skjæbne og den gaar sin visse undergang imøde. Men dermed er endnu ikke alt tabt! dermed har barbarerne endnu ikke faat os pengepisken vristet ud af hænderne — og det skal heller ikke lykkes dem. Vi er nemlig ingenlunde dummere end disse fremmede. Mens de sender en hær af handelsrotter ind i vort land for at narre pengene ud af lommen paa vor befolkning, sender vi en hær af lærlinge ind i deres for at lære dem alle deres kunster af. Naar disse lærlinge vender tilbage som mestre tar vi kampen op og slaar barbarerne af marken med deres egne vaaben —: vi simpelthen konkurrerer dem ud af landet igjen. Da vi som producenter paa stedet har en stor fordel fremfor dem, der maa føre sine varer langvejs fra, vil det ganske sikkert være os en smal sag at konkurrere dem ud. Men desværre kan vi ikke indskrænke os dertil, vi maa ogsaa sørge for vedblivende at holde dem ude — og det er det sørgelige. Af den grund vil vi nemlig aldrig kunne vende tilbage til vort nuværende system; vi er dømt til herefter for al fremtid at benytte dresseret naturkraft til vor produktion. Og det er en ulykke. Overproduktion vil vi da ikke kunne undgaa; periodisk vil den indfinde sig med sin skrækkelige ledsager i følge — arbejdløsheden som massefænomén — og hærge vort land som en farsot. Men den ulykke er vi altsaa nødt til at ta. Derimod kan vi undgaa, at pengepisken blir os fravristet. Og hvem ved: naar det bare er os selv der svinger pengepisken i landet, kanske kan vi da endnu finde paa midler til at mildne eller endog til helt at bøde paa den elendighed der følger med det nye system — vi som ialfald er i besiddelse af den gode vilje, der saa ganske og aldeles mangler disse vestlige djævle. Altsaa frisk mod, brødre! op med dørene, og lad barbarerne komme — vi frygter dem ikke.

Og dermed slog de modige og forstandige smaa gule mænd resolut sit lands døre op paa vidt gab, og bød de fremmede velkommen.

KAPITEL IV

Den lille gule mand

Den optræden kunde Vestens pengepisk-svingere godt li, og da Den Opgaaende Sols Land sendte dem en ambassadør til at repræsentere sig i Vestens hovedstad, blev han meget venskabelig modtat. Ikke før var han kommet, før man strax gjorde sig en ære af at føre ham omkring og vise ham alle Vestens herligheder —: den vældige dampskibsflaade, jernbane- og telegrafnettet, maskinerne, fabrikerne, kjæmpeværkstederne, og det hele. Man hadde ventet at se den lille gule mand falde fra forbauselse i forbauselse over alle disse vidundere, men deri blev man skuffet. Intet syntes at forbause ham, han saa paa det altsammen med en opmærksom iagttagers øje, og gjorde her og der et forstandigt spørgsmaal, aldeles som om han hadde vært en af deres egne. Da de hadde vist ham alt af interesse, bad han om ogsaa at maatte se deres arbejderkvarterer. Det brød de sig ikke noget større om, for arbejderkvartererne var der jo ingen stas ved; men som gjæst blev han føjet. — Saa en aften, da den lille gule mand og alle dem der hadde vist ham omkring, sad festlig samlet i en pragtfuld sal ved et rigt besat bord, hvor de fineste retter bares om og de kosteligste vine skjænkedes for — spurgte de ham tilslut interesseret, hvad indtryk han saa alt i alt hadde af hele deres stel.

Og den lille gule mand svarte:

— Vel: jeg indrømmer at det udvortes set tar sig ganske storartet ud. Vældige kræfter er sat i bevægelse med vældige formaal for øje, og de tilsigtede vældige resultater opnaaes letvindt og sikkert. Men nytten af det hele arrangement forekommer mig yderst problematisk. Naturligvis — for jer, saadan som I nu engang har indrettet jer, er dette vældige arbejdsapparat ikke blot nyttigt, men I kan slet ikke undvære det. Det gaar imidlertid meget godt an at indrette sig saaledes, at man ikke har brug for det. I vort land f. ex. frembringer befolkningen paa hvert enkelt sted praktisk talt alt hvad den selv forbruger; det er kun ganske enkelte artikler som væsentlig eller udelukkende frembringes paa bestemte steder, fordi disse steder fortrinsvis egner sig til den slags produktion. Hvad vi har af transport i vort land er som følge deraf for ingenting at regne mod den kjæmpe-transport I har at udføre her hos jer, hvor befolkningen paa hvert enkelt sted maa la hente hvad den skal bruge fra alle verdens kanter, fordi dens egen produktion bare omfatter én eller et par specialiteter. Under vore forhold vilde derfor et kolossalt transport-apparat som jert ikke ha nogensomhelst mening. Og selv en miniatur-udgave af det vilde vi ikke bry os om at ha, om vi end derved kunde spare endel arbejdskraft. Vi har nemlig slet ingen brug for at spare paa arbejdskraften; vi er tværtimod glade for, at vor transport, saa liden som den er, dog beskjæftiger saapas mange mennesker som den gjør; der blir jo nemlig alligevel nogen arbejdsløshed tilbage, som vi altsaa er nødt til at bøde paa saa godt vi kan. — Ligedan med jere fabriker og kjæmpeværksteder: den slags vældige produktions-apparater egner sig naturligvis udmærket for en befolkning, som lægger an paa masseproduktion af en enkelt slags artikler, for at sælge dem hele verden over; men de er aldeles ubrugelige i et land, hvor befolkningen paa hvert enkelt sted producerer alle mulige slags artikler, men lægger an paa ikke at producere mere af hvert slags end den selv forbruger. Og heller ikke af jert storslagne produktions-apparat vilde vi bry os om at ha nogen miniatur-udgave for at spare paa arbejdskraften. Arbejdskraft har vi som sagt nok af og vel saa det, saa det kan bare bringe ulykke over befolkningen at der spares paa den. — Saa er der naturligvis endnu den ting, at vi ikke kan rejse gjennem vort land med den fart hvormed I bruger at rejse hertillands. Men til gjengjæld har vi ogsaa uendelig meget mindre brug for at rejse end I har. Og den tid vore faa rejser koster os har vi udmærket god raad til at spendere paa dem. De blir derved ogsaa ulige behageligere end rejser er her hos jer — en rejse hertillands aser jo sin mand ud, mens en rejse hos os er en velsignet rekreation. Jere jernbaner og dampskibe har jo tat poesien af rejser, som jere fabriker og kjæmpeværksteder har tat poesien af det menneskelige arbejde.

Jeg kan altsaa ikke se at der er nogen fordel ved at indrette sig som I har gjort.

Ganske vist kan der under jert system ophobes helt anderledes store rigdomme paa enkeltmands haand end der kan hos os. Men om de enkelte faa, hvem det lykkes at ophobe disse uhyre rigdomme, derved egentlig blir lykkeligere, det er nu vel et meget stort spørgsmaal. Sæt imidlertid at det virkelig gjør dem lykkeligere, og at jert system altsaa forsaavidt kan siges at ha en fordel; den fordel er i ethvert fald altfor dyrt kjøbt — I betaler den med en skrækkelig pris:

Hvad der slog mig mest af alt mens I viste mig omkring, det var den hæslige kontrast mellem jere pragtfulde skinnende staalmaskiner og de skidne lurvede menneskelige væsener der betjener dem. Det tar sig alt andet end stilfuldt ud — skulde der være stil i det, maatte jo slige flotte maskiner ialfald betjenes af propre velklædte mennesker. Men det fik nu endda være. Hvad der virket ganske anderledes uhyggelig end denne udvortes kontrast, det var at se disse kraftfulde velplejede maskiner formelig gasse sig af velvære og udføre sit kjæmpe-arbejde som var det bare en behagelig motion de tog sig for sin sundheds skyld — mens arbejderne der betjente dem ikke blot saa overanstrængte og udkjørte ud, men man læste paa deres trætte ansigter en forpint haabløs resignation, som var de stakler sig bevidst at være de skinnende uhyrers værgeløse slaver. Sandelig, disse arbejdere saa ud til at ha det ligesaa ondt som maskinerne hadde det godt. „Pengepisk-svingerne i dette land holder tydeligvis mere af sine maskiner end af sine arbejdere!“ tænkte jeg ved mig selv — og det var for at forvisse mig om hvordan det dermed forholdt sig, at jeg bad om at maatte gjøre en runde gjennem jere arbejderkvarterer. Nuvel, hvad jeg der fik at se overtraf mine værste anelser. Ogsaa i vort land existerer der fattigdom — men ikke af den slags! ... Ogsaa i vort land kan man træffe paa menneskelig elendighed — men aldrig træffer man der paa noget som ligner det jeg saa i jere arbejderkvarterer! Det var et græsseligt syn. Betalt med den pris vilde en hvilkensomhelst fordel være for dyrt kjøbt, hvor stor den end var — end sige da saa problematisk en fordel som den, at enkeltmand kan hobe op rigdomme, han alligevel ikke er istand til at bruge. At betale en fordel af den slags med en slig pris, er simpelthen meningsløst!

Og endda er jo det bare en del af den pris I betaler — den skrækkeligste del af prisen staar endnu tilbage at nævne; om jeg blir hundrede aar skal jeg aldrig kunne glemme hvordan haarene rejste sig paa mit hode da jeg først blev den var:

Det var da jeg den første dag af mit ophold her tog mig en tur gjennem jere store livlige gader, hvor det jo bare er mere eller mindre velklædte folk som færdes. Et muntert syn ved første øjekast, alle disse tusinder af velklædte mennesker som mylret afsted mellem hverandre, travlt optat hver med sit — et muntert menneskeligt syn! Men da jeg saa nærmere til, grebes jeg pludselig af en underlig uhygge, og en kold gysen krislet mig i haar-roden og krøb mig kriblende ned gjennem alle lemmer, saa jeg fik gaasehud over hele min krop. For hvad i guds hellige navn var dog dette? ... var jeg pludselig kommet ind i en spøgelseverden, eller hvad? — her gik det jo slet ikke naturlig til!... Denne menneskemasse — det var jo slet ikke nogen almindelig menneskemasse... det var jo slet ikke, som jeg først hadde trod, tusinder af mennesker som mylret om mellem hverandre, travlt optat hver med sit; det var jo den ene og samme mand, som myldret om overalt jo! ... et og samme menneske, som ved et djævelsk blændværk hadde tusen-doblet sig og mylret afsted med sit ene og samme uhyggelige ansigt, hvor jeg saa vendte mig hen ... Og hvad var det dog for et skrækkeligt ansigt! ... og huj for et fælt blink i øjet! det hadde noget absolut ikke menneskeligt ved sig — det var det, der voldte min gysen. Et øjeblik tænkte jeg det hele maatte være en hallucination, og at den nok vilde forta sig. Men det skrækkelige ene menneske blev ved at mylre om med sit rædsomme ansigt overalt hvor jeg kom — hvordan djævelen kunde det hænge sammen?!... Var det kanske bare race-ligheden, der stak mig som fremmed i den grad i øjnene, at den fuldstændig slog ihjel alle individuelle forskjelle?... Nejda, nu saa jeg hvad det var —: det var det at én og samme tanke luret inde bag hvert øjenpar og fyldte disse tusinder af ansigter med sit ene samme udtryk ... en og samme uhyggelige, mystiske, fremmede tanke, der ingenting hadde med noget menneskeligt at gjøre. Selve denne tanke var det der iklædt kjød og blod mylret mig tusind-doblet imøde overalt. Besynderligt — hvad var det dog for en tanke?... Selv ganske umenneskelig mindet den dog om noget menneskeligt... som vanvidstanken i en gal mands øje minder om noget menneligt, skjønt man ikke kan tyde den, fordi den dukker op af en verden der ikke har med menneskelige ting at gjøre... Men jo! pludselig gik det op for mig —: Vinding!... Vinding! var den ene og samme tanke som lurte indi alle disse øjenpar og formet alle disse ansigter over sin ene og samme læst — Vinding!

— og pludselig kom det mig for, at der inde i hvert øje sad en skilling og gliste ud paa mig...

Jeg kom aldeles syg hjem. —

Naturligvis er jeg siden kommet over dette første indtryk og har nu faat saa vidt øje for de individuelle forskjelle at jeg kan skjelne dette lands beboere ud fra hverandre. Men endnu bestandig skimter jeg dog bag hver enkelts træk det uforglemmelige ene ansigt som paa hin første spasér-tur gjennem jere gader bragte haarene til at rejse sig paa mit hode af uhygge. Selv nu her iaften hvor jeg sidder festlig sammen med jer, som jeg jo alle kjender fra en saa elskværdig side, og som sikkerlig ingen af jer netop i denne stund er optat af nogen tanke paa vinding — selv nu her føler jeg det som at han er tilstede midt iblandt os, hin skrækkelige mand som den første dag mylret mig imøde med sit ene spøgelse-ansigt paa de tusen kroppe — midt iblandt os er han her tilstede og stirrer uafladelig paa mig gjennem jeres alles øjne... jeg slipper aldrig fra ham!...

Den lille gule mand gjorde en stans — saa fortsatte han:

— Ogsaa hos os maa hver mand tjene penge for at kunne leve. Thi vel frembringer befolkningen paa hvert enkelt sted hvad den selv bruger, men hver enkelt mand kan ikke gjøre det samme — han er jo nødt til at vælge sig en bestemt branche og ved sit arbejde i den tjene de nødvendige penge for at faa hvad han skal ha. Men er han ikke netop arbejdsløs — hvad der yderst sjælden hænder ham — og derved hindret fra selv at skaffe sig disse penge, spiller de ingensomhelst rolle i hans fantasi. Han ved paa forhaand at hans nyttige arbejde vil bringe dem, og at han vil ta dem og gi dem fra sig igjen for derigjennem at udbytte sit arbejdes resultater med resultater af andres arbejde; men noget andet end dette ligegyldige byttemiddel ser han ikke i dem, og derfor hæfter hans tanke sig ikke ved dem. Glad gaar han til det arbejde, han selv har valgt og som interesserer og morer ham, og det er selve dette menneskelige arbejde, ikke pengene han faar for det, som optar hans tanke — hvis den da ikke er paa flugt andetsteds og kredser om andre menneskelige ting. Og derfor sidder der ikke en skilling og gliser i hans øje, men der glitrer et solglimt i det — et vidunderlig menneskeligt solglimt, som straaler hans sjæls glæde ved livet ud i luften omkring ham.

— Aah, dette vidunderlige solglimt i hvermands øje, hvor er det en hjertets vederkvægelse at møde det overalt i mit kjære gamle land!... Ogsaa hos os findes stærkt befærdede gader hvor tusinder af mennesker mylrer afsted mellem hverandre, travlt optat hver med sit. Men hvor du gaar, overalt blinker det dig imøde dette velsignede solglimt i alles øjne — det ligesom fylder luften med livsglæde. Og fanger et menneskes blik i forbigaaende dit, da tindrer pludselig solglimtet i hans øje stærkere ved mødet, og du føler det som om et smil af sol og lykke straaler fra hans sjæl over i din og hvisker det til dig i stille jubel —: Ja, tænk vi lever, er det ikke vidunderligt...

For os Østens folk er dette solglimt i hvermands øje selve den atmosfære hvori vor sjæl lever og aander og føler sig lykkelig som fuglen i luften. Sluktes det omkring os vilde det ogsaa slukke hos os selv — dets straaleglans i vort eget øje nærer sig af sit gjenskin i alle de andres. Her hos jer er det slukket overalt og har veget pladsen for det gyselige skillings-glis. Aah om I ante hvor min sjæl fryser i dette land! Lukker jeg et øjeblik mine øjne og sætter mig i fantasien tilbage til mit eget land hvor dette menneskelige solglimt glitrer mig imøde overalt, og jeg saa atter aabner dem og ser mig om i denne festsal, hvor ingenting mangler uden netop dette menneskelige solglimt — da er det mig som flyttes jeg med ét fra straalende varm midsommer-sol over i isgraa vintertaage. — Nej, nej! jeg ved nok I er stolte af jert stel, og jeg indrømmer at det har noget storslagent ved sig som kan friste; men bringer det jer virkelig nogen menneskelig fordel — hvad jeg ikke tror det gjør — I betaler den i alle fald med en pris som ingen fordel i verden kan opveje.

Den lille gule mand taug og blev siddende og se stille hen for sig, med glasset løftet i sin haand. Gyldent funklet vinen i det slebne krystal, men det fanget ikke hans blik; hans øjne var aabne, men de saa ikke — hans sjæl var paa langfart. Den færdedes mellem et folk af smaa gule mænd og kvinder, der modig — siden det maatte saa være — la bag sig det der hadde baaret deres solbeskinnede lykke gjennem tusen aar, og uforfærdet, med sol i øjet, styret ud i en mørk fremtidsnat mod en ny ukjendt skjæbne... Aah, dette soløjede folk! hvordan mon den saa ud den skjæbne der var det beskaaret?... Vilde solglimtet i dets øje komme til at blegne og slukkes, som det var blegnet og slukket hos Vestens folk, for at erstattes af det gyselige skillings-glis?... Eller vilde det kaste sin straaleglans foran dette folk paa dets vej gjennem natten og lyse det frelst forbi det frygtelige undervands-skær hvor Vestens skude nu stod og hugget? — og vilde kanske Østens soløjede sønner i dagbrækningen kunne kaste en kabel ombord i Vestens skude og bringe ogsaa den flot, saa de sammen kunde kløve bølgen paa den nye livsdags vover...? Ak, skjult var det endnu for menneskelige øjne... endnu ruget fremtidsnatten mørk og hemmelighedsfuld over det soløjede folks skjæbne...

— og mens den lille gule mand stirret vemodig tilbage paa den solbeskinnede fortid som hans folk nu for bestandig hadde lagt bag sig, bævet der et drag af stille tungsind om hans mund.

— Men, sa de til ham — hvis vor civilisation tiltaler Deres landsmænd ligesaa lidet som den tiltaler Dem, da kommer de vel heller ikke til at ville efterligne den?

— Jo-o! svarte den lille gule mand — det er vi jo nødt til. Den jevne mand hos os er ikke rigere, end at ligger der to butikker side om side, den ene billig og den anden dyr, da er det i den billige at han gaar ind og kjøber hvad han skal ha. Nu da vi har aabnet vort land ligger jer butik ved siden af vor — og vor er den dyre. Altsaa maa vi gjøre den billig eller lukke — og lukke vil vi altsaa ikke.

— Vel, men naar hele vort stel i den grad ikke ligger for jert temperament, tror De da virkelig at det vil lykkes jer at efterligne os slig, at I vil kunne konkurrere med os?

Lykkes?! sa den lille gule mand med et stolt smil — læg vel mærke til mine ord: Ligesaa sikkert som at sol er gaat ned over denne dag, ligesaa sikkert vil vi, endnu inden en menneskealder er omme, være sejlet op paa siden af jer, og ikke gi jer en kjende efter paa nogen boug eller kant. I kan tro mig eller ej, men jeg er sikker i min sag — jeg kjender mit folk!

KAPITEL V

Østens skude strander ved siden af Vestens. De smaa
gule mænds første reflexioner i anledning af stran-
dingen

Den lille gule mand hadde spaad sant. Endnu inden en menneskealder var omme sejlet Østens soløjede sønner op paa siden af Vestens skillings-glisende barbarer. Men de styrte ikke klar af den lumske undervandsgrund som den lille gule mand hadde haabet at de skulde; de sejlet sig lige oppaa den, som barbarerne hadde gjort før dem. Og der stod de da nu, side om side, Østens og Vestens skuder, og hugget paa det fatale blindskjær saa det knaget i tømmer og bindingsværk — der var gaat trold i den lille gule mands ord: de gav hverandre ingenting efter paa nogen boug eller kant.

En forskjel var der dog alligevel —: Østens sønner hadde fremdeles sol i øjet; endnu ialfald var solglimtet ikke veget for det uhyggelige skillings-glis. Kun var der kommet et tænksomt drag over de smaa gule mænds ansigter istedenfor den solglade sorgløshed fra tidligere dage —: de pønset nemlig energisk paa at bringe sin skude flot igjen.

Men det var slet ingen ligetil sag.

Vældige rigdomme var i den forløbne menneskealder blit samlet paa enkelte hænder. Men en vældig fattigdom hadde ogsaa samtidig spredt sig blandt folkets masse. Og den vældige rigdom kunde slet ikke afhjælpe den vældige fattigdom. Med den bedste vilje, det lod sig ikke gjøre. Den rige hadde andet at bestille end at afhjælpe fattigdommen omkring sig. Han hadde selv en haard kamp at kjæmpe for at holde sin rigdom sammen, og det lykkedes slet ikke altid. Men endte hans kamp med ruin og fallit, og spredtes hans rigdom for alle vinde, da stanset ogsaa hele den virksomhed han med sin rigdom hadde holdt gaaende — og alle de mennesker denne virksomhed hadde beskæftiget gled da over i de arbejdsløses rækker og øget den almindelige fattigdom. Hvad det først og fremst gjaldt om, det var at disse koncentrerede rigdomme blev holdt sammen. Hver enkelt af dem var drivkraften i en vældig virksomhed, og alle tilsammen udgjorde de drivkraften i hele den nye storstilede produktion som sat landet istand til at holde sig barbarernes konkurrence fra halsen. Sprede disse rigdomme, sælge alt og gi pengene til de fattige, det vilde nok kunne afhjælpe fattigdommen for en dag, men den næste vilde jo landet være ruineret og dets beboere ikke længer ha nogen anden udvej end at bli barbarernes sultelønnede slaver.

De vældige rigdomme kunde altsaa slet ikke bruges til at af hjælpe den vældige fattigdom — saa meget forstod alle.

Og derfor klaget den fattige ikke. Om arbejderen led nød, han skreg dog ikke paa højere løn — han vidste at konkurrencen med barbarerne gjorde den usle arbejdsløn til en nødvendighed, Og selv om han blev arbejdsløs, han pukket alligevel ikke paa „retten til arbejde“ — han vidste at arbejde under de nye forhold ikke vilkaarlig lod sig skaffe. Men han stolte fuldt og fast paa, at denne nødstilstand ikke var andet end en overgang; ikke et øjeblik tvilte han paa, at en ny lykkelig tid inden kort vilde oprinde. Og derfor sa han til sine børn:

— Vær ikke bange, om det end for øjeblikket ser mørkt ud i vort land. I som kommer efter os gaar alligevel en lys fremtid imøde. Det blir jer, som kommer til at høste frugterne af al vor møje og alle vore savn. Haardt har vi maattet slide og ondt har vi maattet døje, vi som først tog kampen med barbarerne op. Men det stod ikke til at undgaa. Et kjæmpehverv hadde skjæbnen læsset paa vore skuldre. Det gjaldt saa hurtigt som gjørligt, før det blev forsent, at stampe frem af jorden et produktions- og transport-apparat af de samme kjæmpemæssige dimensioner som det barbarerne raadet over, og i mindre end en menneskealder løste vi opgaven ved uafladelig at trælle fra tidlig morgen til sildig kvæld uden at unde os selv mere end akkurat maden i munden — vore egne behov maatte jo staa tilbage, for vi vidste det hastet. Men nu er det altsaa gjort, og det nye arbejdsapparat vi har skabt sætter os ikke blot istand til at holde os barbarernes konkurrence fra halsen — det har ogsaa mangedoblet vor produktionskraft. Naar vi alligevel endnu idag, tiltrods for den mangedoblede produktionskraft, istedenfor allesammen at være rige, tværtimod ikke blot er fattigere end vi var før barbarerne kom, men endog periodevis maa sulte, da stikker det deri at pengepisken nu hos os blir svunget som den svinges i barbarernes land. Og vel var det nødvendigt saalænge vi endnu ikke var rukket op i højde med barbarerne, men nu behøves det ikke mere. Vore pengepisk-svingere er derfor ogsaa ivrig beskjæftiget med at finde en ny methode for svingningen af pengepisken, som gjør det muligt at nyttiggjøre vor voldsomt øgede produktionskraft og la resultaterne komme alle tilgode. Og naar denne nye methode er fundet — og at den lar sig finde, derom kan der jo ikke være nogen tvivl — da vil der for vort land oprinde en ny lykkens tid som ganske vil overstraale den lykkelige fortid vi blev nødt til at lægge bag os ved barbarernes komme. — Haardt har vi maattet slide og ondt har vi maattet døje en hel menneskealder igjennem, men aldrig har vi klaget. Med let hjerte og frejdigt sind fandt vi os i alle gjenvordigheder, fordi vi vidste at vi ved vor stride gerning ikke blot sikret landets uafhængighed af barbarerne, men ogsaa beredte jer, vore børn, og jere børn efter jer, en lys solbeskinnet fremtid i dette land, som lykkens sol fra gammel tid af er vant til at beskinne. —

Saadan opfattet arbejderne i Østen situationen, og saadan blev den ogsaa opfattet af Østens pengepisk-svingere. Og derfor hadde de smaa gule mænd tiltrods for den voxende nød og de stadig stigende pengevanskeligheder endnu bestandig dette vidunderlige solglimt i øjet som ingenting hadde med Vestens skillingsglis at bestille.

Svingerne af pengepisken i Østen var virkelig ogsaa ivrig optat med det vanskelige problem: at finde en ny methode for svingningen af pengepisken, der kunde gjøre det muligt at nyttiggjøre befolkningens kolossale produktionskraft. De sa til hverandre:

— Vi aabnet vort land og slap barbarerne ind fordi vi ikke kunde andet — vi vidste paa forhaand at det vilde bringe ulykke over vort folk. Vi haabet imidlertid at skulle kunne bøde paa ulykken naar den kom, bare ikke barbarerne fik vristet os pengepisken ud af hænderne. Men skulde det ikke ske, da maatte vi komme i besiddelse af et arbejds-apparat som deres, før de endnu fik tid til at ruinere os. Vor arbejderbefolkning maatte altsaa strax lægge tilside alt arbejde som ikke var absolut nødvendigt og sætte hele sin kraft og energi ind paa at skaffe os det nye arbejds-apparat før det blev for sent. Selv maatte vi til den ende indskrænke vor efterspørgsel efter forbrugs-artikler til det mindst mulige; og for at befolkningen skulde gjøre ligesaa maatte dens arbejdsløn skrues ned saa lavt, at den ikke fik raad til at kjøbe andet end det absolut uundværlige. Med andre ord: pengepisken maatte nu svinges hos os, som den svunges i barbarerland. — Nødvendigheden heraf indsaa vore arbejdere ligesaa godt som vi selv. De knurret derfor ikke. Med lyst sind og frejdigt mod tog de fat tiltrods for de usle vilkaar, og i mindre end en menneskealder fremtryllet de for os hele dette vældige kjæmpe-apparat som nu sætter os istand til at byde barbarerne spidsen og holde os deres konkurrence fra livet. En haard tørn hadde det vært for vore arbejdere, og ondt hadde de døjet den menneskealder igennem — men værre skulde det bli. Efterhvert som det vældige arbejds-apparat blev færdigt, voxet nemlig en hel hær af arbejdsløse sig frem. Skulde det vært forebygget maatte vi strax den første arbejdsløshed meldte sig, øjeblikkelig gaat igang med en jevn øgning af arbejdslønnen. Isaafald vilde nemlig befolkningens jevnt voksende kjøbeevne krævet en jævnt øgende forbrugs-produktion, og denne øgning af forbrugs-produktionen hadde vi jo ikke kunnet bestride uden netop ved at engagere de arbejdere som efterhvert blev ledige. Men ikke blot forbød barbarernes konkurrence os at sætte arbejds-lønnen op — nej vor egen indbyrdes konkurrence med hverandre som den hadde udviklet sig under de nye forhold, tvang os endog til at skrue arbejdslønnen lavere og lavere ned efterhvert som arbejdsløsheden voxte. Og det uagtet vi dermed samtidig tvang os selv til stadig at indskrænke vor produktion, saa den tilslut naadde ned til sit absolute lavmaal — hvad der altsaa bragte masser af os til ruin og fallit og førte os allesammen op i de utroligste penge-vanskeligheder.

— Nuvel, dette maa ha en ende — ikke blot for vor egen, men ogsaa for befolkningens skyld. Har først vort tapre folk en hel menneskealder igjennem nægtet sig alt, undtagen netop maden i munden, for saa hurtigt som gjørligt at frembringe det nye arbejds- apparat og gi os det ihænde som vor ejendom, saa faar sandelig ogsaa vi nu vise, ikke blot at vi endnu erindrer hvad al ejendom er indstiftet for, men ogsaa at vi virkelig er den opgave voxen som eiendomsretten stiller til os.

KAPITEL VI

Hvorledes pengepisken blev svunget i Østen før bar-
barerne kom

Ganske vist er eiendomsrettens opgave blit helt anderledes vanskelig at løse nu, end den var før bararerne kom. Dengang frembragte befolkningen paa hvert enkelt sted selv alt hvad den brugte, forholdene var derfor overalt enkle og overskuelige, og en oversigt gav sig saa at sige af sig selv. I hver enkelt branche vidste vi af gammel erfaring saa temmelig nøie hvor megen arbeidskraft der var brug for, og hvor stor tilgangen paa ny arbeidskraft jevnt maatte være. Overflødig arbeidskraft blev altsaa ikke uddannet i nogen branche, og ingen branche blev derfor overfyldt paa de andres bekostning. Priserne hadde derfor ogsaa i tidens løb reguleret sig selv saaledes, at en mands arbeide i den ene branche gjennemsnitlig var værd en mands arbejde i den anden, saa vi kunde holde éns arbejdsløn over hele linjen. Og af princip lønnet vi vore arbejdere saa godt at de kunde leve et absolut sorgløst liv, frit for alle økonomiske bekymringer. Vi slog nemlig derved to fluer med ét smækk: vi skabte en lykkelig befolkning som gik glad til sin gjerning og derfor præsterte et udmærket arbejde, og vi opnaadde at befolkningens efterspørgsel blev stor nok til, sammen med vor egen, at kræve en produktion der gav arbejde til alle. Og tiltrods for den høje arbejdsløn var en mands arbejde alligevel adskillig mere værd end hans løn. Denne mer-værdi var vor gevinst, og den var saa stor, at naar vedligehold fornyelse og øgning af vort arbejdsmateriel, med samt alt det uproduktive arbejde var betalt, kunde vi endda for hvad der var tilbage føre et ganske luxuøst liv. Og det gjorde vi da ogsaa. Vi behøvet nemlig ikke at spare. Kriser og daarlige tider var vi ikke udsat for, saa enhver kunde bruge hvad han tjente — saavidt det stod til ham. Helt ud paa en prik at balancere sin indtægt med sin udgift var imidlertid ikke altid gjørligt for enhver, fordi indtægten ikke altid flød lige regelmæssig ind. Det hændte derfor at der her og der, snart i den ene, snart i den anden branche, blev liggende en del varer usolgte paa lager, og at produktionen i vedkommende branche som følge deraf foreløbig maatte indskrænkes noget, saa der blev en smule arbejdsløshed. Men ingen fandt dengang paa den galskab at benytte arbejdsløsheden til at skaffe sig billigere arbejdskraft; tværtimod hadde hver branche sin specielle kasse til at bøde paa arbejdsløsheden for at den ikke skulde faa anledning til at berøre arbeidslønnen. Og da vi i længden alligevel brugte hvad vi tjente, gik tingene altid hurtig iorden igjen.

Den økonomiske situation paa hvert enkelt sted var altsaa dengang grej og klar:

To tredjeparter af befolkningen besørget produktionen af de daglige fornødenheder; én tredjepart udførte alt det øvrige arbejde. I arbejdsløn til den hele befolkning gav vi ud en sum som vi for enkelheds skyld kan kalde 100, hvoraf altsaa de 66⅔ gik til dem der besørget forbrugs-produktionen, de 33⅓ til de andre. For de 66⅔ blev vi ejere af alle de forbrugsartikler som producertes — og vi solgte dem igjen for det dobbelte. De der hadde produceret dem kjøbte for sine 66⅔ halvparten af dem tilbage, den øvrige befolkning kjøbte for sine 33⅓ en fjerdepart af dem — og den resterende fjerdepart solgte vi til hverandre for 33⅓, og brugte selv.

Men at vi solgte disse forbrugsartikler til hverandre for 33⅓, vilde jo si at vi ogsaa kjøbte dem af hverandre for 33⅓. Vi tjente altsaa ganske vist 33⅓ procent paa den hele forretning, men det gjorde os ikke rigere end vi var; for vi beholdt jo ikke de penge vi tjente, vi kjøbte dem bort, vi brugte dem. Kalder vi vort eget antal x, saa gjorde enhver af os følgende fir dobbelte forretning — : 1. Udbetalte i arbejdsløn for produktivt og uproduktivt arbejde , og blev derved ejer af et kvantum forbrugsartikler. 2. Solgte tre fjerdeparter af disse forbrugsartikler for , og hadde derdermed faat sine udlagte penge tilbage. 3. Solgte den resterende fjerdepart for , og hadde dermed tjent 33⅓ procent. 4. Betalte sit eget forbrug med , og hadde dermed spist sin fortjeneste op. Resultat: enhver af os sad atter med den samme kasse paa hvormed han hadde begyndt, og hvormed den samme forretning kunde gjøres om paany med samme resultat — altsaa gjøres om og om igjen i det uendelige.

Vort produktions- og omsætnings-system tillod altsaa ingen af os at berige os, men det hadde den vældige fordel at virke som et roterende perpetuum mobile, der ustandselig, for hver omdrejning, kastet en fjerdepart af hele forbrugs-produktionen over paa vore hænder og tillod os at beholde den for vor egen mund.

Men kun paa den betingelse at vi ustanselig fortærte den.

Hadde vi dengang fundet paa at ville spare og lægge op en del af de penge vi tjente, vilde nemlig det hele maskineri været kommet i ulave. Thi hvis nogle af os, efter først at ha solgt alle sine varer og altsaa tjent sine 33⅔ procent, istedenfor at bruge fortjenesten op, la et større eller mindre beløb tilside, og følgelig blev siddende med mere end i kasse, da vilde jo andre af os bli siddende med varer usolgte paa lager til værdi af det beløb der var blit lagt op, og altsaa mangle dette beløb i vore kasser. Ogsaa vi andre hadde jo haabet at kunne sælge alle vore varer og tjene 33⅓ procent; derfor hadde vi paa forhaand brugt , og derved skaffet de første deres fortjeneste — og da de nu ikke gjorde gjengjæld, men lod os bli hængende med en del af vore varer, saa tjente jo ikke vi vore 33⅓ procent, og blev altsaa siddende med mindre end i kasse. Men isaafald kunde jo ikke vi længer beskjæftige alle vore arbejdere. Ikke hadde va da længer penge til at betale dem alle med, og heller ikke hadde vi brug mere for deres alles arbejde — efterspørgselen i vore brancher var jo ikke længer saa stor som før, og vi hadde desuden varer paa lager. Følgelig maatte vi indskrænke vor produktion og afskedige en del af vore arbejdere.

At varer blir liggende usolgte paa lager har man i Vesten kaldt „overproduktion“, og at svingerne af pengepisken steller sig slig, at de ikke har brug for alles arbejde, har de kaldt „overbefolkning“. Det er nogen ganske mærkelige udtryk, og gud ved hvorfor vi her i Østen, efter at ha gjort bekjendtskab med tingen, har adopteret disse meningsløse betegnelser. Hvor tyndt end et land er befolket, og hvor ringe dets produktion end er, landet vil jo alligevel alltid lide af „overproduktion“ og vise sig at være „overbefolket“ hvis svingerne af pengepisken lar være at bruge hvad de tjener paa befolkningens arbejde og isteden gir sig til at lægge penge op. Og hvor meget end et land producerer, og hvor tæt det end er befolket, der kan jo alligevel aldrig blive tale hverken om „overbefolkning“ eller om „overproduktion“ saasandt pengepisk-svingerne bruger alt hvad de tjener. Om den fortjeneste de tar paa befolkningens arbejde er stor eller liden gjør økonomisk talt ingenting til sagen. Selv om den er urimelig ublu, og arbejdslønnen altsaa urimelig ussel, tingene gaar alligevel økonomisk iorden, bare den ublu fortjenest blir brugt op. Blir fortjenesten derimod ikke brugt op kan det lidet hjælpe om den er aldrig saa moderat — „overbefolkning“ indfinder sig da øjeblikkelig, og den hele økonomi geraader i en sørgelig forvirring.

Sæt at vi dengang hadde besluttet os til hver især at spare en tredjedel af de penge vi tjente altsaa at bruge og lægge tilside. Det hadde jo ikke lat sig gjøre. Ganske vist kunde vi allesammen lat være at bruge mere end , men endel af os vilde isaafald blit pent nødt til at bruge mindre end , og nogen kanske slet ingen ting.

Naar nemlig ingen kjøbte for mere end , saa vilde der ialfald bli liggende varer usolgte paa lager til værdi af 11¹/₉ — og da man jo ikke sparer paa det nødvendigste men paa det der lettest lar sig undvære, vilde disse varer udelukkende vært luxus-artikler. Og sæt nu at disse artikler til værdi af 11¹/₉ netop udgjorde alt hvad der var produceret i f. ex. tre eller fire luxusbrancher. Disse branchers producenter vilde da siddet med hele sin produktion usolgt, og uden en skilling i kasse — alle pengene, de 100 hvormed befolkningen var blit lønnet, hele den rullende kapital, vilde være flydt ind i de andre branchers kasser. Producenterne i disse andre brancher — hvis deres antal betegnes med y — vilde altsaa hver især siddet med i kasse, d. v. s. med et større beløb end siden de 100 nu var fordelt paa det mindre antal y istedenfor paa det større antal x. Det vilde altsaa være lykkedes producenterne i de andre brancher at lægge penge op. Men ikke saa mange som de hadde tænkt. Thi vistnok hadde de kun brugt men de hadde ikke tjent sine fulde 33⅓ procent; de vilde nemlig ha paa lager de varer, som luxus-producenterne plejet at kjøbe af dem, men denne gang hadde maattet la være at kjøbe, siden de ingen penge hadde. De vilde altsaa ikke hver især ha lagt op saameget som . Men tilsammen vilde de ha lagt op akkurat hele luxus-producenternes driftskapital. Og da denne driftskapital altsaa nu befandt sig i de andre producenters lommer, vilde luxus-producenterne ikke hat andet at gjøre end at stanse sin produktion og gi alle sine arbejdere afsked. Om de andre producenter mod en passende rente laante dem deres tabte driftskapital tilbage og lod dem fortsætte sin produktion som før, vilde resultatet i næste omgang bare bli, at luxus-producenterne kom til at sidde med varer til værdi af 22²/₉ paa lager, og fremdeles med tom kasse — for pengene vilde jo ha tat samme vej som sidst. Og ganske vist vilde de andre producenter da, foruden en kasse paa i klingende mynt, ogsaa sidde med hver sin fordring, stor , lydende paa luxus-producenterne; men disse fordringer vilde jo være absolut værdiløse, al den stund luxus-producenterne ikke ejet en skilling at betale med. Saa den laaneforretning vilde der ikke være nogen mening i. Man fik altsaa ha lat luxus-producenterne gjøre fallit ligesaa godt først som sidst, og baade de og deres arbejdere fik i guds navn ha sultet ihjel, siden de ingen penge hadde, og der ikke længer var brug for deres arbejde.

Men som den ødelagte luxus-produktion hadde udgiort ¹/₁₂ af hele produktionen, saa udgjorde jo luxus-producenterne ¹/₁₂ af samtlige pengepisksvingere, og deres arbejdere ¹/₁₂ af befolkningen; og at luxus-producenterne og deres arbejdere sultet ihjel, istedenfor som før at delta i efterspørgselen, vilde altsaa bragt efterspørgselen i de andre brancher til at minke med ¹/₁₂. For at undgaa overproduktion maatte derfor produktionen i disse andre brancher reduceres med ¹/₁₂, og altsaa en ny tolvtedel af befolkningen afskediges og overgives til sultedøden. Men derved vilde jo efterspørgselen atter ha minket, denne gang med ³/₄₈, hvad der vilde krævet nye afskedigelser o. s. v. o. s. v. Og rækken af disse afskedigelser vilde ikke kunnet stanse før produktionen var reduceret til 4 gange værdien af det, som vi, der ikke var gaat fallit, nu brugte. I det øjeblik nemlig at vi tjener en fjerdepart af hvad der blir produceret, fordi befolkningen for sin løn bare kan kjøbe de tre fjerdeparter, saa vil der altid vedbli at være „overproduktion“, saalænge denne vor fjerdepart er større end vort forbrug og altsaa ikke lar sig sælge.

Men hver af os brugte jo nu kun , og da vort antal ikke som oprindelig var x, men bare 11/12 x, vilde jo vort samlede forbrug nu kun udgjort . Og hadde der vært arbejde for hele den oprindelige befolkning dengang der producertes 4 × 33⅓, saa vilde der jo bare være arbejde for 63 procent af den oprindelige befolkning, naar der ikke skulde produceres mere end .

At vi alle hadde villet spare og lægge op en tredje-del af det vi tjente vilde altsaa ha ført til, at en tolvte-del af os maatte sulte ihjel sammen med 37 procent af befolkningen, og at de ¹¹/₁₂ af os som blev tilbage, bare kom til at tjene ⅔ af hvad vi hadde tjent før. Til gjengjæld vilde vi ganske vist nu bare hat 63 at betale i arbejdsløn istedenfor 100, og hver af os vilde altsaa hat en sum af i klingende mynt liggende paa kistebunden — men det var der jo ingen fordel ved. De eneste som ikke vilde ha tabt ved affæren hadde vært de 63 procent af befolkningen som endnu fik lov til at arbejde — de vilde fremdeles ha tjent det samme som før.

Og sæt saa at vi var blit ærgerlige over dette resultat og hadde sagt til hverandre: „Arbejderne har beholdt hele sin gamle løn, mens vor fortjeneste er gaat ned fra til ; det er ikke retfærdigt — lad os altsaa sætte arbejdslønnen ned med en tredjedel og stikke gevinsten i lommen.“ — Nuvel, arbejderne vilde da for sin løn ikke længer kunnet kjøbe tre, men bare to fjerdeparter, med andre ord bare halvparten af hvad der blev produceret. Og skulde der da ikke bli overproduktion, maatte produktionen reduceres til det dobbelte af hvad vi selv brugte, og der vilde bare bli arbejde for 31½ procent af sin oprindelige befolkning. Og naap befolkningen paa denne maade var sultet ned til 31½ procent af den oprindelige størrelse, saa vilde vi fremdeles tjent de samme som før, mens arbejderne altsaa hadde maattet leve af ¾ af sin tidligere løn. Til gjengjæld vilde rigtignok enhver af os nu hat i klingende mynt liggende paa kistebunden — men det vilde der fremdeles ikke vært nogen fordel ved.

At spare og lægge op penge vilde altsaa dengang for os vært den skjære idioti. Men det vidste vi ogsaa. Der var ingen af os taabelig nok til at tro, at penge er levende væsener som kan yngle. Naar vor kapital var 100, saa kunde den ikke voxe til 133⅓ derved at vi brugte den til at omsætte varer med; den vilde fremdeles vedbli at være 100 — saa meget forstod vi. Vor økonomiske Abc lærte os, at hvad vi kunde tjene ved vor svingning af pengepisken, det var ikke penge, men en del af hvad der blev produceret — og at kun ved ustanselig at bruge det vi tjente, kunde vi tjene det paany. Denne økonomiske Abc-lærdom, som tydeligvis aldrig har staat rigtig klar for Vestens folk, den stod jo for os ligesaa klar som at to og to er fire — derfor brugte vi altid trolig vor fortjeneste op, saavidt som det stod til os. Og følgen var at vort økonomiske maskineri aldrig kom i ulave — det arbejdet saagodtsom uden at knirke.

Paa denne maade løste vi altsaa dengang ejendoms-rettens opgave saa fuldkomment som den menneskelig talt lar sig løse, bare ved at holde os den dobbelte regel efterrettelig, at befolkningen ikke maa lønnes daarligere, end at dens efterspørgsel sammen med vor egen blir stor nok til at sysselsætte alle — og at enhver samvittighedsfuldt, saavidt det staar til ham, maa bruge hvad han tjener til sidste hvid.

Denne dobbelte, regel flyder jo direkte ud af selve grundloven for svingningen af pengepisken.

Maalet er jo nemlig, og maa nødvendigvis være — det ligger i sagens natur — den størst mulige gevinst for svingerne af pengepisken. Og det maal kan ikke naaes uden den størst mulige produktion — og den kræver anvendelse af al arbejdskraft. Men skru arbejdslønnen ned under et vist niveau, og befolkningens efterspørgsel blir utilstraSkkelig; eller læg tjente penge tilside, og vor egen efterspørgsel blir utilstrækkelig. I begge tilfælde blir varer liggende usolgte paa lager, produktionen maa indskrænkes, og der blir ikke blot arbejdsløshed og nød blandt befolkningen, men ogsaa vor egen gevinst blir forringet.

Manglende kjøbeevne hos befolkningen, manglende kjøbevilje hos os selv, det var de to undervandsskjær, hvorpaa vor økonomiske skude alene kunde strande. Og da vi kjendte de to blindskjær, og temmelig nøje vidste hvor de laa, styrte vi altid flot klar af dem, saalænge vi selv hadde fuld kommando over vor skude.

Men saa kom altsaa barbarerne og tvang os ved deres konkurrence ud af vor gamle kjendte rute — og den sejlads paa maafaa vi da begyndte har nu tat en sørgelig ende. Vor arbejdsløn har pludselig vist sig at være blit for lav, følgen er blit kriser og daarlige tider, og under den økonomiske usikkerhed som derved er kommen til at herske, tør vi ikke engang længer bruge det lille vi tjener. Med andre ord: da vi først med vor boug er stødt mod det ene af de to farlige blindskjær, har skuden lagt sig paatværs og er af sig selv svinget med agterenden op paa det andet. Og der ligger vi altsaa nu.