Anarkiets Bibel/Bog VI
Østens pengepisk-svingere pøser paa
at bringe sin skude flot igjen, og gjør
sig rede for den ukyndige navigering
der har foranlediget strandingen
KAPITEL I
De to nødvendige betingelser for at skuden kunde
komme flot igjen
Skal vi nogensinde kunne komme flot igjen og paany faa kommando over vor skude er det klart at vi atter som i gamle dage maa bli fuldstændig herre over vor arbejdsløn, saaledes at vi ikke blot kan bringe den op til den nødvendige højde, men ogsaa være sikre paa altid at kunne holde den der. Thi da først vil den økonomiske usikkerhed vi nu lider under komme til at forsvinde, saa enhver atter trygt kan bruge hvad han tjener — og uden det kan jo vor økonomi aldrig bringes til at ballancere. Men at bli helt herre over vor arbejdsløn, naar vi har barbarernes konkurrence at kjæmpe med, det ser jo ved første øjekast ganske ugjørligt ud. Ser vi imidlertid nærmere til, viser det sig at barbarernes konkurrence intet som helst har med denne sag at gjøre. Ganske vist forbyder denne fremmede konkurrence os at hæve vor arbejdsløn op over et vist niveau. Men det er jo vor egen indbyrdes konkurrence med hverandre, som har tvunget os til at sænke arbejdslønnen ned under dette niveau, og derved bragt os op i det økonomiske uføre, hvori vi nu sidder fast. Hadde vi istedenfor at konkurrere hverandre sønder og sammen ved stadig at underbyde hverandre, handlet i samraad og var kommet overens om faste fælles priser og en fast fælles arbejdsløn, kunde det jo vært ganske ligegyldigt hvor lavt denne arbejdsløn og disse priser af hensyn til den udenlandske konkurrence hadde maattet sættes. Bare der hadde vært det rette forhold mellem priserne indbyrdes paa den ene side, og mellem priser og arbejdsløn paa den anden, saa hadde jo vor økonomi kunnet gaa i den skjønneste orden uanseet den fremmede konkurrence.
Sæt, for at bruge de samme tal som før, at vedligehold, fornyelse og øgning af vort arbejdsmateriel, med samt det uproduktive arbejde, nu som i gamle dage maatte lægge beslag paa en tredjepart af befolkningens arbejdskraft, og at vi saa hadde organiseret os med det formaal for øje at sætte de to andre tredjeparter af befolkningen igang med en forbrugs-produktion, af hvis resultat vi ønsket at beholde en fjerdepart for vor egen mund.
Det formaal vilde jo da godt la sig realisere:
Vi fik begynde med at lave en pristarif for den af vore brancher der ligger i skarpest konkurrence med udlandet, og som derfor kræver de forholdsvis laveste priser og følgelig ogsaa lavest arbejdsløn. Niveauet for denne tarifs priser maatte vi lægge saa lavt, at branchen blev absolut sikret mod den fremmede konkurrence; og prisernes indbyrdes forhold maatte bestemmes efter de forskjellige arbejdsmængder, som erfaringsmæssig behøves til at frembringe hver enkelt artikel. Naar pristarifen paa denne maade var fastslaat vilde branchens arbejdsløn være givet ved selve det formaal vi hadde sat os. I det øjeblik vi ønsket at tjene en fjerdepart af hvad der blev produceret maatte jo arbejdslønnen sættes til halvparten af den værdi en arbejder efter denne tarif gjennemsnitlig frembringer pr. arbejdsdag. Naar denne arbejdsløn ikke var for høj for den branche der laa i skarpest konkurrence med udlandet, saa vilde den endnu mindre være for høj for de andre brancher, hvor konkurrencen med udlandet var mindre skarp; den vilde altsaa trygt kunne adopteres af alle de andre brancher, som da paa basis af denne fælles arbejdsløn fik kalkulere sine priser saaledes, at hver artikels pris blev det dobbelte af, hvad det med denne arbejdsløn kostet at frembringe den. Og skulde det saa vise sig, at udlændinger, fristet af de lave priser, søgte at tjene penge ved at føre ud af landet produkter der var bestemt for den indenlandske konsumption, saa fik man altsaa stoppe den trafik med en udførselstold.
Allerede ved at etablere disse priser og denne arbejdsløn vilde vi forsaavidt ha naad vort maal, som en fjerdepart af de forbrugsartikler der producertes, da nødvendigvis maatte tilfalde os, eftersom befolkningen for sin løn ikke kunde kjøbe mere end de tre fjerde-parter. Og kunde vi saa dertil ordne den hele forbrugs-produktion saaledes, at der netop blev produceret hvad befolkningen og vi selv ønsket at kjøbe for vore penge, saa vilde jo alt hvad der producertes bli kjøbt og brugt, forbrug og produktion vilde uafladelig dække hverandre, og vor økonomi vilde altsaa være kommet i sin rigtige gjænge, som i de gode gamle dage før barbarerne kom.
Men denne regulering af forbrugs-produktionen vilde ikke være saa nem en sag, som reguleringen af priser og arbejdsløn. Det vilde nemlig ikke la sig gjøre paa forhaand at beregne hvad befolkningen og vi selv, tilsammen 50 millioner mennesker, ønsket at kjøbe for vore penge; vi vilde med andre ord ikke paa forhaand kunne bestemme arten af den efterspørgsel som det gjaldt om at tilfredsstille. For øjeblikket har vi jo ikke engang nogen samlet oversigt over vor egen og befolkningens efterspørgsel som den fortiden er; men selv om vi sad inde med en saadan oversigt, vilde vi jo ikke fra den kunne slutte os til, hvordan efterspørgseleh kom til at arte sig under de forhold som vor nye pristarif og vor nye arbejdsløn skabte. Disse nye forhold vilde nemlig aldeles forandre baade vor egen og befolkningens kjøbeevne, og altsaa gjøre at enhver kom til at ville indrette sig anderledes end nu.
Følgelig vilde vi ikke ha andet at gjøre end at prøve os frem til vi fandt det rette. Vi fik i guds navn sætte de to tredjedele af befolkningen til at producere løs paa det produktions-apparat vi har, skjønt det paa forhaand vilde være givet at produktionen da ikke kom til at gi det resultat som vort formaal krævet.
Vort nuværende produktions-apparat er jo nemlig slet ikke lavet med det formaal for øje.
I gamle dage da befolkningen paa hvert enkelt sted selv producerte alt hvad den brugte, kjendte vi inden hver enkelt branche saa temmelig nøje baade efterspørgselens art og det tempo hvormed den voxte, og hver branches produktions-apparat var indrettet paa efterspørgselen som den var, og voxte med den. Men fra det øjeblik af da vi begyndte at drive masseproduktion efter Vestens mønster og altsaa ikke længer producerte for det enkelte sted men for det hele land, hadde ingen branche længer nogen oversigt over den efterspørgsel den producerte for. Og heller ikke søgte vi at skaffe os nogen saadan oversigt. Vi opløste jo vore gamle lokale organisationer uden at erstatte dem med lands-organisationer; vi opgav med andre ord at holde rede paa efterspørgselen og indrette vort produktions-apparat efter den — og gav os isteden til at lave det nye produktions-apparat uden nogensomhelst plan, ganske som det kunde falde sig. Først naar vi i en branche opdaget at det vi producerte ikke længer lod sig sælge, og deraf skjønte at branchens produktions-apparat nu var blit for stort, holdt vi inde med at forstørre det; men da var det jo altid for sent — vi hadde allerede krisen over os. Og saaledes gik det til, at vor økonomiske udvikling, istedenfor at faa et normalt forløb, kom til at bevæge sig fremover gjennem en række kriser, saa vor produktion aldrig fik nogen stabil efterspørgsel at bygge paa.
Hvad resultat det vilde gi naar vi nu sat de to tredjedele af befolkningen til at producere løs paa dette produktions-apparat, der altsaa er frembragt aldeles paa maafaa og slet ikke beregnet paa nogen bestemt bestemt efterspørgsel — det er jo ikke godt at vide. Rimeligvis vilde vel befolkningen, mellem det der blev produceret, alligevel kunne finde hvad den ønsket at kjøbe for sin arbejdsløn; men den fjerdepart der blev tilbage som vor gevinst vilde ganske sikkert ikke netop være det vi ønsket at kjøbe for vor fortjeneste. Endel af de artikler der udgjorde vor fortjeneste vilde altsaa ikke bli kjøbt og brugt, men bli liggende usolgt paa lager, og vor samlede fortjeneste vilde følgelig bli mindre end den efter vor plan skulde være. I og for sig vilde jo det ikke ha noget større at betyde. Men det vilde drage skjæbnesvangre følger efter sig og bringe hele vor plan til at ryge i lyset, hvis hver enkelt af os drev sin produktion for egen regning. De af os som blev hængende med det der ikke kunde sælges, kom jo nemlig da dels til at maatte indskrænke sin produktion, dels til at gjøre fallit og helt stanse den. Og under de omstændigheder kunde den fastsatte tarif ikke opretholdes. Den mand der ikke fik sine varer solgt, skjønt hans økonomiske existens afhang af deres salg, vilde jo ikke ha andet at gjøre end at slaa sine priser ned for om mulig at bli af med dem. Men var først tarifen brudt vilde jo ogsaa de brancher, hvis produktion hadde vært for liden til at dække efterspørgselen, sætte sine priser op for at tjene det mest mulige — og dermed vilde vi atter være sunket tilbage til det økonomiske kaos, hvori vi fortiden vildrer hjælpeløse om.
Hvis altsaa ikke hele vor plan skulde ryge ynkelig i lyset strax fra første færd af, saa maatte vi ikke indskrænke os til at enes om faste fælles priser og en fast fælles arbejdsløn, vi maatte ogsaa enes om at drive hele vor omsætning for fælles regning, saa tabet ved den fejlagtige produktion kunde bli fordelt paa os alle. Isaafald vilde ikke blot pristarifen kunne opretholdes, men heller ikke behøvet nogen arbejdsstansning da at finde sted. I det øjeblik nemlig at der mellem det der blev produceret, ialfald fandtes hvad befolkningen ønsket at kjøbe for sin løn, saa vilde jo arbeidslønnen stadig flyde tilbage i vore kasser, og der var da ingensomhelst grund til ikke vedblivende at beskjæftige den hele befolkning. Kun vilde vi naturligvis efter evne ændre produktionens art i overensstemmelse med de erfaringer vi gjorde. Og om det end ganske sikkert ikke, hverken i første eller anden omgang, vilde lykkes os at bringe produktion og efterspørgsel til at dække hinanden, saa at alt hvad der blev produceret kunde bli kjøbt og brugt og vi selv komme til at tjene hvad vi skulde, lykkes maatte og vilde det jo dog tilslut alligevel, saasandt vi stadig blev ved at prøve os frem.
Og var det først lykkedes, da vilde jo resultatet være, at baade vi og befolkningen blev ganske anderledes velhavende end vi var før barbarerne kom. Thi vistnok er det nye produktions-system forsaavidt et meget kostbart system, som det kræver en ganske forskrækkelig mængde transport og et sørgelig indviklet handels-maskineri; men til gjengjæld mange-dobler jo ogsaa det nye produktions-apparat befolkningens produktionskraft. Og naar vi altsaa istedenfor som nu at indskrænke produktionen til hvad der under de nuværende kaotiske forhold kan sælges, tværtimod øger den til dens maximum, og samtidig sørger for, at alt hvad der produceres uafladelig blir købt og brugt, da er det jo klart at baade de tre fjerdeparter som tilfalder befolkningen; og den ene fjerdepart som tilfalder os, hver især vil bli af en helt anden værdi end under vort gamle produktions-system, der hadde banlyst brugen af dresserede naturkræfter. Glade vil vi altsaa da kunne række barbarerne haanden og som venner takke dem for at de er kommet og endelig har revet os ud af den sex tusen aar gamle vildfarelse, at vor økonomi ikke lod sig balansere, hvis vi til vor produktion brugte dresserede naturkræfter.
Der er altsaa ikke mer end én vej at gaa, hvis vi virkelig skal kunne løse ejendomsrettens opgave under de nye forhold —: vi maa organisere os med faste fælles priser og en fast fælles arbejdsløn, og vi maa drive den hele produktions- og omsætnings-forretning for én fælles regning.
KAPITEL II
Den tilsyneladende dygrtige, i virkeligheden ukyn-
dige navigering
Alt dette kunde vi jo ligesaa godt paa forhaand ha sagt os selv dengang vi aabnet vort land, som vi siger os det nu — bare vi hadde gjort brug af en liden smule omtanke. Og at vi isteden derfor ganske tankeløst fulgte Vestens exempel, og økonomisk talt begav os ud paa den rene videvanke, vi som dog kunde vor økonomiske Abc paa vore fingre og altsaa maatte vide hvor den videvanke tilslut bar hen — det er ikke blot i og for sig et ganske mærkværdigt fænomén, men vi har jo derved paa det frygteligste forsyndet os imod vort lands befolkning, som har betroet pengepisken i vore hænder i den sikre tro, at vi nok vilde vide at svinge den efter alle kunstens regler, vi som tilbunds kjendte lovene for dens svingning. Og vel har vi ikke forsyndet os af ond vilje og med velberaad hu; men vi har jo ingensomhelst undskyldning. Vi har simpelthen ikke vært vor opgave voxne — som børn lod vi os bringe ud af koncepterne og tabte hodet da vi blev stillet ansigt til ansigt med den nye situation.
Saa sørgeligt det end er at se tilbage paa vor tankeløse færd, lad os alligevel gjøre os rede for hvordan det hele egentlig er gaat til; ved at bringe paa det rene hvorledes vi har rodet os op i dette uføre, vil vi ogsaa kunne finde vejen ud af det igjen —:
Da barbarerne kom med sit billige gods, og det viste sig aldeles umuligt at konkurrere med dem, hvor lavt end arbejdslønnen blev sat ned, saa besluttet vi, der svang pengepisken inden haandværk og industri, foreløbig at indstille vor produktion af forbrugs-artikler og isteden sætte vore arbejdere til at lave os et produktions-apparat som det barbarerne raadet over. Det var jo at gribe tyren ved hornene og en meget fornuftig beslutning — men ingenlunde let at sætte iværk. De vældige foretagender som da maatte sættes igang krævet ogsaa vældige kapitaler, og vi var fattige folk. Hele vor faste kapital som stak i det gamle produktions-apparat, hadde vi tabt ved at dette apparat var blit værdiløst; og da vor rullende kapital, som var alt hvad vi hadde tilbage, sad jevn fordelt paa vores alles hænder, var ingen enkelt af os kapitalstærk nok til paa egen haand at gaa igang med foretagender af den art som det nu gjaldt. Vor rullende kapital maatte altsaa for det første koncentreres, før den lod sig bruge til vort nye formaal.
Og ikke nok med det. Men naar nu alt hvad landet brugte af haandværk- og industri-artikler ikke længer blev produceret af os men af barbarerne, saa vilde baade de penge vi gav vore arbejdere i løn og de penge vi selv brugte, ikke mere som før vende tilbage igjen til vore kasser, saa vi stadig kunde bruge dem paany; vor rullende kapital vilde da ikke længer som i gamle dage rulle rundt mellem vore arbejdere vore kunder og os selv — den kom ustanselig til at rulle fra os, for at havne i barbarernes lommer. Og længe før vore arbejdere hadde faat tid til at skaffe os det vældige nye apparat vi behøvet, vilde vi sidde med tomme kasser og være nødt til at stanse arbejdet — med mindre vor rullende kapital stadig blev fornyet efterhvert som den rullet fra os. Der maatte altsaa sørges for, enten at vi stadig kunde faa laant de penge som skulde til for at holde vor rullende kapital vedlige, eller at disse penge efterhvert blev sat ind i vore foretagender, mod at deres ejere fik andel i det nye produktions-apparat.
Hvorfra skulde disse penge komme?
En del af dem vilde ganske vist kunne skaffes af dem der svang pengepisken inden jordbruget. Landmændene var jo under de nye forhold helt anderledes heldig stillet end vi. For det første hadde de, da vi slog lønnen ned for haandværk- og industri-arbejderne, fulgt exemplet og slaat den ned ogsaa for landarbejderne. De brugte altsaa nu en mindre rullende kapital end før, og hadde følgelig differencen liggende ledig i kasse. Dernæst hadde de denne gang kjøbt sine haandværk- og industri-artikler hos barbarerne og betalt dem med en meget mindre sum end de før hadde plejet at betale os. Ogsaa den difference hadde de altsaa ledig i kasse. Og ikke blot kunde landmændene strax laane os den sum hvortil disse to differencer beløb sig; men for hver ny omdrejning af deres produktions- og omsætnings-apparat vilde de paany faa disse to differencer liggende ledig i kasse, og altsaa stadig paany kunne laane os dem. Det hadde nemlig — mærkelig nok — vist sig, at vort jordbrug stod fuldt paa højde med barbarernes, og ikke hadde nogen somhelst konkurrence at befrygte fra deres side. Tværtimod, hvis landmændene under de nye forhold ikke længer kunde sælge til befolkningen og til os alt det de producerte, saa stod barbarerne nu færdige til at kjøbe hvad der maatte bli tilovers — de kunde nemlig med fordel sælge det igjen i sine hjemlande. Landmændene behøvet altsaa slet ikke at slaa sine priser ned af frygt for at bli siddende med varer paa lager.
Befolkningen og vi kjøbte ganske rigtig nu ikke længer saa meget af landmændene som før. Befolkningen, hvis kjøbeevne var blit betydelig reduceret ved det nedslag i arbejdsløn som hadde fundet sted over hele linjen, var jo nødt til at indskrænke sig og spare. Da mad var det der mindst kunde undværes, blev der først sparet hvad spares kunde paa alle andre fornødenheder, og befolkningen kjøbte derfor nu meget mindre af barbarerne end den før havde kjøbt af os. Alligevel kunde den for hvad der blev tilbage af dens arbejdsløn slet ikke kjøbe det samme kvantum levnetsmidler som før; den maatte kjøbe mindre og leve tarveligere. Og vi for vor del hadde jo ikke længer brug for at kjøbe de raastoffe som vi tidligere hadde benyttet til vor forbrugs-produktion. Men baade de levnetsmidler som befolkningen ikke længer hadde raad til at kjøbe, og de raastoffe vi ikke længer hadde brug for, kunde altsaa landmændene uden vanskelighed afhænde til barbarerne til de samme priser som de før hadde faat af os. For hver ny omdrejning af deres produktions- og omsætningsapparat vilde de altsaa vedblivende komme til at ta ind den samme sum som de hadde plejet at ta ind før barbarerne kom. Og da de hvergang slap med den samme mindre arbejdsløn og den samme mindre udgift til haandværk- og industri-artikler, saa vilde hver gang de samme to differencer bli liggende tilbage i deres kasser som optjente penge.
De penge som rullet fra os, kom altsaa ikke allesammen til at havne i barbarernes lommer. Endel af dem kom landmændene til at fange op paa vejen ved hjælp af sine høje priser der tvang befolkningen til at kjøbe saa lidet som muligt af barbarerne; og en anden del af dem vilde, efter foreløbig at være havnet i barbarernes lommer, derfra ta vejen til landmændenes kasser som betaling for de varer barbarerne kjøbte af dem. Den del af vor rullende kapital som landmændene saaledes reddet fra barbarernes klør, vilde vi altsaa kunne faa laant tilbage. Men dermed var vi slet ikke hjulpne. For at kunne holde vor rullende kapital vedlige maatte vi jo ha tilbage, ikke en del af de penge, som rullet fra os, men dem allesammen.
Følgelig maatte der laves nye penge istedenfor dem barbarerne tjente og førte ud af landet.
Dertil gaves der kun én udvej — som man ogsaa i Vesten forlængst havde grebet til — nemlig at gjøre den kapital, der laa bundet i fast ejendom flydende, ved hjælp af et praktisk indrettet bankvæsen, som lavet penge paa pante-obligationer. De penge man paa den maade kunde lave, blev rigtignok af papir og ikke af guld; men man hadde i Vesten erfaring for, at banksedler var ligesaa brugelige som guldpenge, bare man sørget for til enhver tid at ha saa meget guld i kasse at man paa anfordring naarsomhelst kunde indløse en tredjepart af den cirkulerende seddelmasse. Mere end en tredjepart kunde der nemlig erfaringsmæssig aldrig bli tale om maatte indløse selv i de vanskeligste tider, og de to andre tredjeparter kunde derfor ligesaa godt dækkes med panteobligationer i fast ejendom.
Tilbage var endnu én vanskelighed:
Vel tjente landmændene endel af de penge som rullet fra os, men saalænge vi selv slet ingen forbrugs-artikler producerte, kom dog størsteparten af alle de penge vi og vore arbejdere brugte, til at gaa i lommen paa barbarerne, og naar en slig guldstrøm i et længere tidsrum uafladelig randt ud af landet vilde det ikke kunne undgaaes at vor guldbeholdning en skjønne dag blev for liden, selv til at dække bare tredjeparten af de cirkulerende sedler. Men den tid den sorg. Inden det punkt var naad skulde vi nok ha lært barbarerne at forstaa med hvad slags folk de hadde at gjøre; landet vilde da ha kredit, og vi vilde altsaa kunne følge Vestens exempel: udstede stats-obligationer og laane guld af barbarerne paa dem.
Det med pengene lod sig altsaa alligvel greje.
Efter at ha gjort os rede for dette lavet vi vore banker med vor gamle rullende kapital som grundfond — enhver af os tog bankaktier for sine penge. Da bankerne bød 5 procents rente for indskud sendte landmændene strax ind alt hvad de hadde ledig i kasse, og blev siden ved at sende ind alle de penge de tjente, efterhvert som de tjente dem. Alt guld blev af bankerne sendt ind til en centralbank som hadde faat eneret til at udstede sedler, og centralbanken la guldet ned i sine kjældere og gav bankerne pengesedler isteden. Den opgave centralbanken hadde at løse var en dobbelt. Paa den ene side skulde den mod en rente af 5 procent og sikkerhed i bankaktier og panteobligationer stadig forsyne bankerne med hvad penge de efterhvert maatte behøve; og paa den anden side skulde den altsaa holde rede paa landets guldbeholdning og sørge for at den aldrig blev mindre, end at en tredjedel af de cirkulerende sedler naarsomhelst paa anfordring vilde kunne indløses. For at kunne klare denne sidste del af opgaven, blev centralbanken bemyndiget til, naar det behøvedes, at udstede stats-obligationer og skaffe sig det nødvendige guld ved at afhænde dem til barbarerne.
Da bankvæsenet saaledes var ordnet, gik vi igang med at lave vort nye produktions-apparat. De mest foretagsomme blandt os planla en række industrielle anlæg, beregnet hvad de vilde komme til at koste, og skaffet den nødvendige kapital tilveje ved at danne aktieselskaber. De fleste af os, der slet ikke laa for den slags gründer-forretning, tog ansættelse hos gründerne som arbejdsledere og forretningsførere, og tegnet naturligvis hver især aktier i de nye foretagender til det beløb vi i bankerne vilde kunne faa laant paa vore bankaktier. Den øvrige aktiekapital blev tegnet af folk som sad med fast ejendom og altsaa kunde faa laant penge ved at udstede panteobligationer i dem. Gründerne, som naturligvis selv hadde tegnet aktier hver i sine foretagender for de beløb de raadet over, tog sig betalt for sit gründer-arbejde ved, naar aktiekapitalen var fuldtegnet, at „vande“ den.
Hvor stort det nye produktions-apparat maatte være for at kunne tilfredsstille efterspørgselen som den under de nye forhold var, det vidste jo ingen af os dengang, og vi ved det for den sags skyld heller ikke nu; som tingene videre udviklet sig fik vi det nemlig aldrig at vide. Lad os imidlertid for en oversigts skyld gaa ud fra, at landet over maatte hundrede forskjellige arbejds-brancher sætte hver sine tusen store industrielle etablissementer i virksomhed for at kunne overta hele det arbejde der nu udførtes af barbarerne. Og lad os videre sætte, at da al disponibel arbejds-kraft var tat i brug, var hundrede saadanne etablissementer i hver branche under anlæg.
Hvad der finansielt gik for sig mens disse første ti tusen etablissementer blev rejst, var følgende:
Al den aktiekapital, som var tegnet for at bestride omkostningerne ved det hele arbejde, og som altsaa skulde indbetales terminvis eftersom arbejdet skred frem, blev lidt efter lidt laant i bankerne og indbetalt i aktie-selskabernes kasser, hvorfra pengene saa ustanselig strømmet ud, for at havne dels i barbarernes og dels i landmændenes lommer. Den del af dem der gik i lommen paa landmændene vendte tilbage til bankerne i form af indskud; den del der gik i lommen paa barbarerne tog derimod vejen til centralbanken som indløste sedlerne med guld og laante dem ud til bankerne igjen. Til bankerne vendte altsaa alle pengene ad disse to veje bestandig tilbage, og blev af disse stadig paany laant ud til aktieejerne mod sikkerhed i nye værdipapirer. Det var bestandig den samme seddelmasse som cirkulerte, men guldbeholdningen som fra begyndelsen af hadde dækket den, sank altsaa stadig. Foreløbig lod man den imidlertid rolig synke — det var jo bare tredjeparten af sedlerne som behøvet at være dækket med guld.
Da arbejdet var færdigt og de nye etablissementer traadte i virksomhed, viste de sig i høj grad konkurrence-dygtige —: aktierne gav simpelthen 20 procent. Det var jo meget mere end nogen havde ventet, aktie-ejerne gned fornøjet sine hænder, og ingen af dem tænkte paa at afhænde saa indbringende papirer. Undtagen gründerne, som imens hadde planlagt en række nye foretagender og nu vilde sætte alt hvad de hadde i dem. De bød altsaa sine aktier ud tilsalgs, og slig rift blev der om dem, at hver aktie blev betalt med det tredobbelte af sit paalydende. Gründerne, som jo allesammen hadde vandet sine selskabers aktiekapitaler med betydelige beløb fik altsaa nu tre-doblet baade disse beløb og de penge de selv hadde indbetalt paa aktier — de hadde med andre ord hver især tjent sig en formue. Denne formue, som de altsaa nu sat i sine nye foretagender, øget de først ved atter at vande de nye selskabers aktiekapital — og da saa ogsaa de nye foretagender viste sig at gi 20 procent, tredoblet de paany det hele ved at sælge sine aktier. Og slig blev de ved. Gründernes formuer voxte derfor med en svimlende fart, og de var blit millionærer og mangemillionærer, da de tilslut fandt det klogest at trække sig tilbage og overlade gründer-virksomheden til yngre kræfter, mens de selv nøjet sig med 5 procent af sine formuer, som de hadde realiseret i penge og betroet bankerne.KAPITEL III
Alt synes vel ombord
Imidlertid voxte vert produktions-apparat sig bestandig større og større under de nye grunderes hænder, og det øjeblik kom da de hundrede produktions-brancher hadde hver sine tusen etablissementer i virksomhed landet over og altsaa nu uden hjælp af barbarerne kunde tilfredsstille landets efterspørgsel som den under de nye forhold var. De fremmede produkter var da helt konkurreret ud af vore markeder og der kjøbtes ikke længer andet end indenlandske varer. Vi var med andre ord naad frem til som i gamle dage selv at producere alt det vi brugte.
Vor økonomi befandt sig, da denne situation indtraadte, i en aldeles udmærket forfatning — og den finansielle stilling var simpelthen glimrende:
Centralbanken, som hadde begyndt med tom kasse, men med eneret til at udstede pengesedler, var blit en rig og mægtig institution. Da bankerne fra første færd af principmæssig aldrig gav fra sig andet end sedler, og trofast sendte ind til centralbanken hvad der kom dem ihænde af guld, varte det ikke længe før alt landets guld var opsuget af centralbanken, saa der ikke længer fandtes andet end sedler og skillemynt i omløb. Og i kraft af det princip at kun en tredjepart af den cirkulerende seddelmasse behøver at være dækket med guld, hadde saa centralbanken lidt efter lidt ganske rolig tilegnet sig værdien af de to tredjeparter af alt dette guld. Operationen var gaat ligetil og naturlig for sig: Gjennem en lang aarrække tog barbarerne mange flere penge ind for de varer de solgte, end de gav penge ud for hvad de kjøbte af landmændene. Differencen var altsaa penge som gjennem barbarernes kasser flød ud af landet. Og da barbarerne tog pengene ind i form af sedler, der jo ikke lod sig bruge udenfor landets grænser, sendte de stadig disse sedler ind til centralbanken og fik dem ombyttet med guld. Saalænge centralbankens guldbeholdning vedblev at være mer end stor nok til at dække tredjeparten af den cirkulerende seddelmasse, blev det guld hvormed barbarernes sedler indløstes ikke erstattet. Alligevel blev sedlerne centralbankens ejendom, og den laante dem ud til bankerne mod 5 procents rente og sikkerhed i værdipapirer. Da derfor den situation meldte sig, at guldbeholdningen ikke længer var mere end akkurat stor nok til at dække tredjeparten af seddelmassen, sad altsaa centralbanken med sin egen formue der var lig værdien af de to tredjedele af alt det guld landet oprindelig hadde ejet, plus et betydeligt beløb, der udover gjennem aarene var blit inkasseret som renter af de indløste og udlaante sedler. Det hele udgjorde tilsammen en ganske vældig kapital. Af den trak centralbanken nu uafladelig 5 procents rente, og da dens administrations-omkostninger bare beløb sig til en liden del af denne svære rente-indtægt, voxte formuen ustanselig. Ganske vist maatte banken, da den nu ikke længer kunde røre ved sin guldbeholdning, indløse alle de sedler barbarerne sidenefter presenterte den, med guld som den laante paa statsobligationer og forrentet med 5 procent; men sedlerne som indløstes med det laante guld og strax blev laant ud igjen, gav jo ogsaa 5 procent, saa banken tabte ingenting paa den affære. Med de indløste sedler og de renter de gav, dannet banken et eget fond, gjældsfondet, som altsaa voxet sammen med gjælden og altid holdt sig paa højde med den. Og vel kunde bankens guld-gjæld ikke betales med dette fonds papir, og renter og afdrag maatte derfor foreløbig bestrides af de nye guldlaan som banken efterhvert blev nødt til at opta; men den dag skulde komme da gjældsfondets papir blev guld værd, og altsaa vilde kunne betale hele bankens gjæld. Med denne forvandling af gjældsfondets papir til guld gik det saaledes til: Skjønt barbarerne, efterhvert som vort nye produktions-apparat voxte, stadig fandt mindre og mindre afsætning paa sine varer, vedblev de alligevel hele tiden at afkjøbe vore landmænd de produkter der ikke kunde sælges til befolkningen; de kunde nemlig vedvarende afhænde dem med fordel i sine hjemlande. Barbarerne vedblev med andre ord at gi de samme penge ud, skjønt de stadig tog færre og færre penge ind. Og da det punkt var naad, hvor de ikke længer tog flere penge ind, end at de med dem netop kunde dække sit kjøb hos landmændene, saa stanset jo den guldstrøm der indtil da ustanselig var rundet ud af landet. Og ikke blot stanset den, men den vendte sig. Barbarernes afsætning sank jo nemlig videre, de kunde altsaa ikke længer dække sit kjøb hos landmændene med de penge de tog ind for sine egne varer, og maatte følgelig betale differencen i guld. Og denne difference voxte stadig efterhvert som deres afsætning sank. En stadig øgende guldstrøm randt altsaa nu ind i landet, og gjennem landmændenes og bankernes kasser tog den vejen ind til centralbanken, der nu betalte barbarernes guld med papir, som den tidligere hadde maattet betale deres papir med guld. Og da vort produktions-apparat tilslut var blit stort nok til at vi selv kunde overta alt det arbejde barbarerne hidtil hadde udført for os, og barbarerne altsaa slet ingen afsætning fandt mere, saa blev de jo nødt til at betale landmændene udelukkende med guld. Dermed hadde altsaa den guldstrøm der randt ind i landet naad sit højdepunkt og voxte ikke mere; men nu var den ogsaa blit saa stor, at centralbanken med den kunde bestride baade renter og afdrag paa sin gamle gjæld — og ny gjæld behøvet den jo ikke mere at stifte. Da guldet, efterhvert som det randt ind i landet blev indløst med sedler af gjældsfondets midler og derefter brugtes til at betale bankens gjæld, kom gjældsfondet nu til at synke sammen med gjælden, som det før hadde voxet sammen med den — og naar gjældsfondet en skjønne dag var udtømt, vilde det altsaa betyde, at banken var gjældfri. Gjælden betalte med andre ord sig selv, banken sad med hele sin vældige formue ubeskaaret — og denne formue voxte ustanselig videre. Bedre end den var, kunde saaledes centralbankens stilling ikke vel være.
Og bankerne sad paa sit vis ikke daarligere i det. Gjennem alle disse aar hadde landmændene uafladelig sat i banken alle de penge de tjente, og lat dem hobe sig op med renter og renters rente. Hvad bankerne nu hadde staaende paa indskuds-konto udgjorde derfor tilsammen en kolossal kapital. Desuden hadde centralbanken hele tiden uafladelig laant bankerne alle de penge den efterhvert la sig tilbedste. Bankerne hadde altsaa hele centralbankens vældige formue staaende paa laans-konto. Og endelig hadde de paa egen konto sine oprindelige grundfond — med tilhørende reservefond, som de siden efterhvert hadde lagt sig til. Tilsammenlagt udgjorde de midler bankerne hadde indestaaende paa de tre konti et ganske svimlende beløb. Selvfølgelig hadde dette beløb aldrig existeret i form af penge — der var jo ikke andre penge end dem der stadig cirkulerte. Men ved stadig at laane de samme penge ud paany og paany hadde altsaa bankerne lidt efter lidt hobet op fordringer der tilsammen lød paa det svimlende beløb. Naturligvis gik disse fordringer ikke ud paa at beløbet skulde indbetales — det var jo i sig selv en umulighed — de gik kun ud paa at der hvert aar skulde betales 7 procents rente af det. Disse 7 procent var hidtil flydt sikkert og regelmæssig ind, og i bankaktier og panteobligationer hadde bankerne sikkerhed for at de ogsaa vilde komme til at flyde ind i fremtiden. Hvad bankaktierne angik, saa gav de et udbytte af 10 procent, og bankerne indkasserte derfor renten af de penge der var laant paa dem ved simpelthen at trække den af paa aktie-udbyttet. Hvad de behæftede faste ejendomme angik, saa indbragte ogsaa de sine ejere 10 procent — hvad der jo var adskillig mer end pantelaansrenten. Og blev renten ikke betalt, vilde ejendommen bli tat fra ejeren og flyttet over paa andre hænder. De egentlige ejere af den behæftede ejendom var jo nemlig bankerne; de nominelle ejere hadde i virkeligheden kun brugsret over ejendommen paa betingelse af at de betalte pantelaansrenten, og de vilde selvfølgelig altid foretrække at betale den, fremfor at bli fratat ejendommen — saasandt de bare kunde betale. Og det vilde de altid kunne, for pengene de hadde laant paa ejendommene indbragte dem jo 20 procent. De 7 procent af det svimlende beløb vilde altsaa vedbli at flyde sikkert og regelmæssig ind som de hidtil hadde gjort. Bankerne, som selv kun betalte 5 procent af de penge der indestod i dem, tjente altsaa, foruden 7 procent af sine egne grundfond og reservefond, desuden 2 procent af de kolossale midler de hadde staaende paa indskuds- og laans-konto, og deres administrations-udgifter var ikke større, end at uagtet de hele tiden hadde betalt sine aktionærer et udbytte af 10 procent, saa hadde de alligevel i aarenes løb kunnet lægge sig til ganske anseelige reservefond — og disse reservefond voxte ustanselig videre. Heller ikke bankernes stilling kunde altsaa vel være bedre end den var.
Vi andre svingere af pengepisken var heller ikke ilde farne:
De midler bankerne hadde staaende paa indskuds-konto, og som oprindelig hadde tilhørt landmændene, var senere vandret over paa de gamle gründeres hænder — landmændene hadde byttet bort sine bankbøger for industri-aktier. De gamle gründeres formuer gav altsaa nu ikke mere end 5 procent; men da de var millionærer og mangemillionærer sad de alligevel med en storartet indtægt — og da de bare brugte en del af den, voxet deres formue og indtægt ustanselig.
Landmændene paa sin side kunde heller ikke klage. Ganske vist hadde de betalt gründernes aktier med det tredobbelte af deres paalydende, men til gjengjæld gav aktierne 20 procents udbytte, og de fik altsaa nu næsten 7 procent af sine penge istedenfor bankernes 5 procent. Desuden tjente de endnu stadig, foruden hvad de brugte, de samme penge som før, og da de sparte baade disse penge og det udbytte aktierne gav, voxte ogsaa deres formuer ustanselig.
Byernes faste ejendomme indbragte sine ejere 10 procent — det vil si man værdsatte hver ejendom til 10 gange det den indbragte. Men nu var de jo allesammen behæftede. Ejerne hadde paa panteobligationer laant to tredjedele af ejendommenes værdi, og da der betaltes 7 procent af de laante penge, indbragte de to tredjedele af hver ejendom i virkeligheden kun 3 procent. Da imidlertid samtidig de laante penge gav 20 procent, kunde man ligesaa gjerne si, at de to tredjedele af hver ejendom nu indbragte ejeren 23 procent, og den resterende tredjedel 10 procent, med andre ord at hele ejendommen gav 18 ⅔ procent. Ejendomsbesidderne hadde altsaa, ved at udstede panteobligationer i sine ejendomme og gjøre ⅔ af deres værdi flydende, næsten fordoblet sin formue og indtægt. Og da de ikke brugte stort mere end det halve af hvad de tjente, voxte altsaa ogsaa deres formuer ustanselig.
Vi endelig, som oprindelig hadde svunget pengepisken i haandværk og industri, hadde allesammen ansættelse ved de nye etablissementer og kunde leve af vore gager. Ved siden deraf hadde vi hele tiden tjent 3 procent paa vore bankaktier, mens pengene vi hadde laant paa dem gav 20 procent. Og da vi ingenting hadde brugt af denne extra-indtægt, var vi velhavere tilhobe — vi sad allesammen med formuer der ustanselig voxte, og de af os der mer eller mindre hadde fulgt gründernes exempel og jobbet med sine aktier, var hovedrige folk.
KAPITEL IV
Officererne mener at ha gjort sin pligt ligesaavel
som besætningen
Glimrende finanser for landet, velstand og rigdom for alle dem, der tog del i svingningen af pengepisken — det var altsaa resultatet af nationens energiske arbejde denne menneskealder igjennem. Et smukt resultat naturligvis for os som var med om at svinge pengepisken; men et resultat der endnu lod meget tilbage at ønske for dem der hadde den susende ned over sine rygstykker
— befolkningen fik jo endnu fremdeles for sit arbejde ikke andet end det rent nødtørftige.
Mens vi pengepisk-svingere gjennem alle disse aar, ved siden af det vi brugte, uafladelig hadde tjent penge, og fler og flere penge jo længer det led, hadde befolkningen den hele tid ynkelig maattet spinke og spare paa alle bouger og kanter for at faa sin usle løn til at strække til, bare til det aller nødvendigste. Men ikke knur, ikke suk, ikke klage hadde den lat høre fra sig. I stolt bevidsthed om, at den ved sit haarde arbejde lidt efter lidt gjorde landet uafhængigt af barbarerne og derved beredte en lys og lykkelig fremtid, om end kanske ikke for sig selv, saa ialfald for sine børn, hadde denne tapre befolkning en hel menneskealder igjennem, dag ud og dag ind, ufortrødent gaat til sin utaknemmelige gjerning, med lyst sind og frejdigt mod, speidende soløjet fremover mod den dag, da dens kaar atter vilde kunne lysne fordi maalet var naad. For det var befolkningen dybt overbevist om, at ikke en dag længer end nødvendigt vilde vi, der svang pengepisken, fortsætte med at svinge den paa dette barbariske vis.
Hadde vi da sveget denne tapre befolknings tillid?
— Nej, endnu hadde vi ikke sveget den. Ikke blot hadde det indtil dette øjeblik vært nødvendigt at svinge pengepisken saa ubarmhjertig som vi gjorde, men i virkeligheden hadde ogsaa vi der svang den indtil dette øjeblik paa vort vis optraadt ligesaa patriotisk som den brave befolkning. Blodige penge hadde vi tjent paa dens arbejde, men vi hadde sandelig ikke levet bort disse penge i sus og dus. Hadde befolkningen nødtvungent spinket og sparet, fordi den ikke hadde andet at leve af end sin usle løn, saa hadde til gjengjæld vi, skjønt vi tjente penge i massevis, af fri vilje spinket og sparet alt det vi aarket, og anvendt hver skilling vi kunde afse, til at betale dem der lavet det nye produktions-apparat. Og saa usselt end deres arbejde var blit betalt, vi hadde dog ikke paa lange veje kunnet bestride deres aflønning med de penge vi tjente — vi hadde jo, for at kunne klare denne usle aflønning, først vært nødt til at la to tredjedel af landets guld vandre over i barbarernes lommer, og dernæst hadde vi atpaa maattet stifte en vældig gjæld, som vi først nu for alvor kunde begynde at afbetale.
Hvordan var nemlig det hele gaat for sig?
Saalænge det første sæt etablissementer var under anlæg, tog vi som lavet produktions-apparatet ikke en skilling ind, vi bare gav penge ud — for vi hadde endnu ingenting at sælge. Endel af de penge vi gav ud blev tjent af landmændene som sat dem i banken, men hovedmassen af dem gik i lommen paa barbarerne, som lod centralbanken løse dem ind med guld. Baade de penge der gik i lommen paa barbarerne og dem der blev tjent af landmændene bragte imidlertid bankerne os tilbage og sa: „Værsgo, bare brug dem paany! men godskriv os for dem, og gi os sikkerhed i værdipapirer“ — og ved hjælp af at associere os med ejendomsbesidderne og faa dem til at udstede panteobligationer i deres ejendomme opfyldte vi denne betingelse, og kunde derfor stadig fortsætte at gi de samme penge ud, skjønt vi ikke tog dem ind igjen.
De penge landmændene tjente — de eneste penge der i det hele taget tjentes i denne første tid — udgjorde altsaa bare en mindre del af den vældige masse penge, der gik med til at betale vor arbejdsstok og holde vort arbejde gaaende; den langt større del var penge som repræsenterte guld, der gik ud af landet. Men hadde landmændene istedenfor at sætte de penge de tjente, i banken, øget sit forbrug og anvendt dem til at kjøbe forbrugsartikler af barbarerne, da hadde jo centralbanken maattet løse ogsaa de penge ind med guld. Og var vort produktions-apparat paa den maade blit lavet udelukkende for guld, der gik ud af landet, da maa vorherre vide, hvordan det var kommet til at gaa med vor kredit, naar guldet var sluppet op. Ved at spare pengene og sætte dem i banken blev altsaa landmændene ikke blot selv rigere, men de sparet ogsaa en mængde guld for landet — hvad der siden kom vor kredit hos barbarerne tilgode.
Da det første sæt etablissementer var færdigt, blev endel af vore arbejdere sat til at drive dem, mens hovedmassen af den vældige arbejdsstok gik igang med at lave det næste sæt. Og nu rullet ikke længer alle pengene fra os. Ikke blot tog vi nu penge ind, men vi tjente penge — salget af de færdige etablissementers produkter dækket jo ikke bare deres driftsomkostninger, der blev ogsaa en pen profit tilovers. Imidlertid var jo ikke de penge som cirkulerte blit flere fordi om nogen af dem nu flød ind i vore kasser istedenfor i barbarernes. Barbarerne hadde før tat disse penge ind, og centralbanken hadde da maattet indløse dem med guld; nu slap den ganske vist for at løse dem ind, siden det var os der inkasserte dem — men til gjengjæld hadde ogsaa centralbanken nu disse penge mindre at laane ud til bankerne. Og da vi fremdeles hadde den samme arbejdsstok at aflønne, saa slugte jo denne aflønning ikke blot de penge bankerne nu kunde laane os, men ogsaa alle de penge vi tog ind ved vort salg — profiten iberegnet. Naturligvis vilde vi kunnet øge vort forbrug og ha anvendt de penge vi tjente til at kjøbe forbrugs-artikler af barbarerne, uden derfor at ha kommet til at mangle penge til aflønningen af vor arbejdsstok. Centralbanken hadde nemlig da maattet løse pengene ind, og vi vilde faat laant dem tilbage gjennem bankerne. Isaafald vilde imidlertid ikke blot det nye produktions-apparat blit ganske anderledes uhyggelig behæftet end det blev, og vi selv altsaa kommet til at eje saameget mindre i det; men det guld centralbanken disponerte over, vilde da ha sluppet op meget tidligere end det gjorde — hvad der altsaa kunde faat skjæbnesvangre følger for vor kredit.
Vi gjorde derfor som landmændene, sparte vor fortjeneste, og brugte den til at lønne dem, der lavet det nye produktions-apparat. Derved fik vi centralbankens guld til at vare længst muligt, og da guldet tilslut alligevel tog ende, var vort produktions-apparat allerede saa langt fremskredet, at barbarerne skjønte vi var folk man ikke behøvet at være ræd for at laane penge — og da de hadde fuldt op af guld som de gjerne vilde ha forrentet, gik vore 5 procents statsobligationer i dem som varmt brød.
Vi indskrænket os imidlertid ikke til ved vor sparsomhed at sikre landets kredit. Skjønt krediten altsaa viste sig at være udmærket, og skjønt vi tjente fler og flere penge, alt som tiden led og det ene sæt etablissementer efter det andet traadte i virksomhed, øget vi alligevel ikke vort forbrug, hverken vi eller landmændene, men vedblev trofast at spare alle de penge vi tjente. Centralbankens guldforbrug blev paa den maade hele tiden indskrænket til det mindst mulige, og vi opnaadde derved at landets gjæld ikke kom til at voxe sig større end højst nødvendigt. Da vort nye produktions-apparat endelig blev færdigt, saa vi uden hjælp af barbarerne selv kunde tilfredsstille hele landets efterspørgsel, var derfor guldgjælden, om end ganske vældig, dog ikke større end at de nødvendige renter og afdrag paa den kunde bestrides med det guld landmændene tog ind ved sit salg til barbarerne — og vi kunde altsaa naar vi saa fremover, pege paa den dag, da gjældsfondets midler vilde være vandret over paa landmændenes hænder, og hele landets gjæld være betalt. Paa den dag vilde altsaa endelig vor økonomi atter være blit uafhængig af barbarerne, og vi vilde da kunne ordne hele vor produktion og omsætning ganske som vi selv fandt for godt.
Hadde vi som svang pengepisken, istedenfor trofast at spare de blodige penge vi tjente paa befolkningens arbejde, levet dem op i sus og dus efterhvert som vi tjente dem, vilde vi ganske sikkert ikke faat kredit, naar vort guld var sluppet op, og det hele var da gaat ad undas. Men selv om vi virkelig hadde opnaad at faa kredit alligevel, saa hadde vi i ethvert fald da ikke blot kommet til at betale krediten meget dyrere, men gjælden vilde i sig selv blit saa kolossal, at vi aldri hadde kunnet bli den kvit. Vi hadde faat fuldt op af nok med bare at betale renterne af den — og landet hadde altsaa da blit skatskyldigt til barbarerne for evige tider. Isteden derfor kunde vi nu, fordi vi hadde sparet, pege paa den dag da landet vilde være absolut uafhængigt, saa nationen selv kunde fortære hvad den producerte, uden at afgi saameget som en buxeknap til barbarerne.
Dette gode resultat var altsaa opnaad, paa den ene side ved at befolkningen hadde spinket og sparet til det yderste hele denne menneskealder igjennem, og paa den anden side ved at vi der tjente det som blev spinket og sparet, som tro forvaltere hadde anvendt det til at faa det nye produktions-apparat lavet. Befolkningen hadde derfor i virkeligheden indtil dette øjeblik ingensomhelst grund til at klage — og vi intetsomhelst at bebrejde os. Vi hadde svunget pengepisken ubarmhjertig som den svinges i barbarerland, fordi det var nødvendigt hvis det nye produktions-apparat skulde bli lavet; men vi hadde svunget den som værdige sønner af vore fædre —: til størst mulig fordel for landet. Ganske vist hadde vi samtidig svunget den til størst fordel for os selv; thi mens befolkningen efter at ha sparet i en menneskealder ingenting ejed, sad vi nu som ejere af hele det vældige produktions-apparat og af alle de penge, som skulde til for at drive det. Men det var jo ogsaa meningen med det hele. Det var jo os, der skulde svinge pengepisken, og vi kunde jo ikke svinge den, med mindre produktions-midlerne var vor ejendom.
KAPITEL V
Officerernes ukyndighed kommer for en dag —
skuden strander
Indtil dette øjeblik var altsaa alt endnu som det skulde være. Men nu var vi ogsaa naad frem til et vendepunkt, og stod pludselig ansigt til ansigt med en ny situation. Hidtil hadde vi tjent penge og stadig fler og flere penge, som det hele tiden hadde vært vor pligt at anvende, ikke til at øge vort eget velvære, men til at faa det nye produktions-apparat lavet færdigt. Nu derimod, da apparatet var færdigt, og pengene altsaa ikke længer kunde anvendes til det øjemed, opstod pludselig det spørgsmaal, hvad de isteden skulde bruges til. For bruges maatte de. Spare dem og la dem hobe sig op gik jo ikke an, hvis vi ikke vilde styrte baade os selv og befolkningen i fordærvelse ved at forbryde os mod selve grundprincipet for al økonomi, nemlig at penge som ikke bruges heller ikke maa tjenes. Hadde det altsaa hidtil vært vor pligt at spare alle de penge vi tjente, saa var det nu pludselig blit vor pligt at sørge for at de blev brugt op, og det til sidste øre. Følgelig var der ingenting til hinder for, at vi som tjente pengene, nu kunde anvende dem allesammen udelukkende til at øge vort eget velvære. Vilde vi handle som værdige sønner af vore fædre maatte vi ganske vist la ialfald en del af dem gaa til at lette befolkningens kaar; men rent økonomisk set var det ganske ligegyldigt hvilket af de to alternativer vi valgte. Bare pengene blev brugt op efterhvert som de tjentes, vilde vor økonomi i ethvert fald gaa i orden.
Men for at kunne træffe en bestemmelse om, hvad fortjenesten skulde bruges til, maatte vi jo vide, hvor mange penge det egentlig var vi tjente — og hvad der i det hele taget kunde faaes for dem.
At gjøre sig rede for det var imidlertid ingen vanskelig sag:
Dengang barbarerne kom, og vi saa at deres industri-produktion var saameget billigere end vor, besluttet vi foreløbig at la barbarerne forsyne landet med industri-produkter, mens vi selv lavet os et nyt konkurrence-dygtigt produktions-apparat — og for at det ikke skulde bli os en for kostbar affære, indskrænket vi landets forbrug af industri-artikler til det mindst mulige. For dernæst at skaffe os noget at betale barbarerne med, formindsket vi ogsaa saavidt gjørligt forbruget af landmands-produkter, og gav barbarerne de landmands-produkter vi derved fik tilovers i bytte for deres industri-produkter. Det var imidlertid ikke paa langt nær betaling nok. Ved hjælp af vort pengeseddel-system tog vi derfor rede paa hvor stor den rullende kapital var, som omsætningen under de nye forhold krævet — og efterat ha dækket tredjeparten af denne rullende kapital med guld, brugte vi alt resten af landets guld til at betale barbarerne med. Og da heller ikke det strak til, gjorde vi altsaa gjæld for resten.
Under alt dette vedblev landets rullende kapital at være én og den samme. Hverken vi eller befolkningen ændret vort levesæt; vi hverken øget eller minket vort forbrug, og blev altsaa hele tiden ved at gi lige mange penge ud. For at det skulde være muligt var det jo nødvendigt, at alle de penge som brugtes, uafladelig vendte tilbage til dem der hadde brugt dem, saa de ustanselig kunde bruge dem paany. Og det gjorde ogsaa pengene. De vendte bestandig tilbage til did hvor de kom fra. Landmændene og barbarerne, som fra først af var alene om at ta ind alle de penge der brugtes i landet, tog vistnok stadig væk endel af dem ud af cirkulationen, landmændene ved at lægge penge op som tjente, barbarerne ved at føre penge ud af landet. Men efterhvert som disse penge blev tat ud af cirkulationen fik jo bankerne strax fat paa dem, og sat dem i cirkulation igjen ved at laane dem ud til os, som lavet det ny produktions-apparat. Og vi og vore arbejdere brugte dem stadig op til sidste skilling.
Det var nemlig hverken mere eller mindre, men akkurat de samme penge, vi og vore arbejdere hadde brugt, som ad denne indirekte vej vendte tilbage til os:
Alle de penge som cirkulerte i landet blev jo brugt, enten af os og vore arbejdere, eller af landmændene og deres arbejdere. Thi vel blev der ogsaa brugt penge af dem der udførte det uproduktive arbejde, men de folk blev jo allesammen lønnet ved hjælp af skatter, som betaltes af os, der udførte det produktive arbejde, og disse skatter udgjorde jo en del af de penge vi brugte. Andre penge end dem der blev brugt af landmændene og af os fandtes altsaa ikke. Naar derfor landmændene paa sit indenlandske salg hadde tat ind de penge, som de og deres arbejdere hadde brugt, saa udgjorde resten af hvad de tog ind, sammen med hvad der blev tat ind af barbarerne, akkurat de penge som var blet brugt af os og vore arbejdere; vi kunde bare ikke selv ta dem ind igjen, fordi vi ingen produkter hadde at gi i bytte for dem — derfor blev de lagt op eller ført ud af landet, og bankerne maatte skaffe os dem tilbage som laan.
Efterhvert som nu tiden led, blev det mindre og mindre barbarerne og mer og mere os — og tilslut da vort nye produktions-apparat var færdigt blev det bare os, som sammen med landmændene tog ind alle de penge, der brugtes i landet. Men at de penge som før var blit tat ind af barbarerne, nu blev tat ind af os, gjorde forsaavidt ingen forskjel som det fremdeles var de samme penge. Før maatte vi laane dem, nu tog vi dem isteden ind selv; men nu som før udgjorde de kun en del af de penge, vi og vore arbejdere hadde brugt. Landmændene tog nemlig fremdeles paa sit indenlandske salg flere penge ind end de og deres arbejdere brugte, og det overskydende var altsaa penge som var brugt af os. Guldet de tog ind paa sit udenlandske salg blev anvendt til at betale statens gjæld med og gik altsaa ud af landet igjen saa fort som det kom ind, uden at bli sat i cirkulation, og med det hadde følgelig vi ingenting at skaffe; men hvad landmændene paa sit indenlandske salg tog ind, ud over hvad de selv og deres arbejdere brugte, det var penge som vi og vore arbejdere hadde brugt, og dem maatte vi fremdeles laane tilbage for at kunne dække vort eget og vore arbejderes forbrug. Og naar vi ved hjælp af dette laan hadde dækket vort forbrug, hang der end ikke en rød øre tilbage mellem fingrene paa os.
Hvis derfor ikke det nye produktions-apparat hadde vært mere arbejdsbesparende end det gamle; hvis vi med andre ord nu, da apparatet var færdigt, hadde maattet sætte hele vor vældige arbejdsstyrke til at betjene det for at kunne frembringe hvad landet forbrugte af industri-produkter, da vilde jo vi som ejet det nye apparat, ikke ha tjent en øre paa denne vor ejendom; tværtimod vilde vi da paa vor industri-produktion ha sat overstyr de penge landmændene tjente paa sin indenlandske omsætning — og vi vilde ha vært ganske ude af stand til at betale renter af det svimlende beløb vi udover gjennem aarene hadde laant i bankerne og kjøbt industri-aktier for.
Naar vi faktisk tjente penge, da var det jo fordi vi bare behøvet at sætte en del af arbejdsstokken til at betjene apparatet. Denne del af arbejdsstokken frembragte, den alene, alle de industri-artikler landet forbrugte, og mellem det beløb vi tog ind ved salget af disse artikler og det beløb vi gav ud for at faa dem produceret var der en vældig difference. Denne difference var, hvad der brutto tjentes paa den hele industri-produktion. Nettoen blev tilbage, naar vi af den først hadde udredet salgsomkostninger og skatter, og dernæst indbetalt til bankerne 7 procent af det svimlende beløb vi skyldte dem.
Af dette svære rentebeløb beholdt bankerne kun hvad de selv og centralbanken forbrukte i administrations-omkostninger, plus det beløb som de gamle gründere hævet af sine rentepenge for at dække sit forbrug. Paa denne maade vendte de penge bankfunktionærerne og de gamle gründere hadde brugt, tilbage til dem — som de penge der var brugt af den uproduktive befolkning vendte tilbage gjennem udredningen af salgsomkostninger og skatter.
Resten af det inkasserte rentebeløb laante bankerne os tilbage sammen med landmændenes overskud paa deres indenlandske salg; thi vistnok hævet centralbanken foruden sine administrations-omkostninger ogsaa et betydeligt beløb, hvormed den paa gjældsfondets regning indløste landmændenes guld, men det gjorde ingen forskjel —: pengene de fik for guldet sat jo landmændene i banken igjen, og vi fik altsaa alligevel laant dem.
De penge vi laante i bankerne udgjorde saaledes tilsammen alt, hvad bankerne, centralbanken, landmændene og de gamle gründere tjente ud over deres forbrug. Og naar vi som ejet industri-apparatet, til disse penge la de penge vi selv tjente ud over vort forbrug, saa hadde vi dermed akkurat penge nok til at bestride aflønningen af den del af vor arbejdsstok, som vi ikke behøvet til betjeningen af det færdige produktions-apparat, og som altsaa i det øjeblik apparatet var færdigt, blev disponibel for nye øjemed. Disse arbejdere var jo nemlig da de eneste folk i landet til hvem de penge de hadde brugt ikke var vendt tilbage — hvad der var tjent var simpelthen de penge som denne del af arbejdsstokken hadde brugt.
Fra det øjeblik af da det nye produktions-apparat var færdigt, tjente altsaa vi som svang pengepisken i landet alle tilsammen akkurat det hvormed den arbejds-styrke som da blev disponibel kunde aflønnes — hverken mere eller mindre. Og hvad vi kunde faa for disse penge var følgelig hverken mere eller mindre, men akkurat det, som vi sat denne disponible arbejds-styrke til at frembringe.
Vilde vi altsaa nu anvende hele vor fortjeneste udelukkende til at øge vort eget velvære, hadde vi ingenting andet at gjøre end at la hele den disponible arbejdsstyrke gaa i gang med at producere luxus; kun gjaldt det naturligvis om, at den luxus der producertes blev af en saadan beskaffenhed, at vi allesammen ønsket at kjøbe den for vore penge — for blev den ikke kjøbt, vilde vi jo faa „overproduktion“ med arbejdsløshed og krise, og hele vor produktion vilde bli bræmset ned til elendigheds-niveauet.
Vilde vi derimod la en større eller mindre del af fortjenesten gaa til at lette befolkningens kaar, saa fik vi sætte en tilsvarende større eller mindre del af den disponible arbejdsstyrke til at øge produktionen af de artikler befolkningen hidtil hadde maattet spinke og spare paa, og derefter sænke vort prisniveau saa denne tilvæxt af nødvendigheds-artikler kunde komme befolkningen ihænde.
Hvad enten vi valgte det første eller sidste af disse to alternativer, vilde jo vor økonomi i begge tilfælde komme til at gaa i orden. Som værdige sønner af vore fædre var det imidlertid det sidste alternativ, vi maatte vælge. Og det var ogsaa hvad befolkningen ventet af os. En menneskealder igjennem hadde denne tapre befolkning, dag ud og dag ind, ufortrødent gaat til sin utaknemlige gjerning med lyst sind og frejdigt mod, hele tiden spejdende soløjet fremover mod den dag, da dens kaar atter kunde lysne, fordi det nye produktions-apparat endelig var blit færdigt. Og nu var altsaa den længselsfuldt imødesete dag inde. Allerede lysnet det i øst; vor lykkes sol, som saa brat var gaat under ved barbarernes komme var lige ved at dukke op igjen bag horizontens rand — og hadde bare vi fremdeles vedblit at gjøre vor pligt, som befolkningen vedblev at gjøre sin, vilde den nu være steget op paa himlen og atter git sig til at beskinne vort gamle land. Men da var det, at vi svigtet. Istedenfor at gjøre vor pligt, forbrød vi os imod selve grundloven for al økonomi — og brat sank vor lykkes sol atter i dybet, og efterlod os i et endnu tættere økonomisk mørke end det der hadde sænket sig over landet ved barbarernes komme.