Anarkiets Bibel/Bog IV

Fra Wikikilden
Hopp til navigering Hopp til søk
Gyldendalske Boghandel Nordisk Forlag (s. 121-163).
◄  Bog III
Bog V  ►

Syndefaldet — Vorherres langmodighed

— Satan blir siddende og maabe

KAPITEL I

Syndefallet

——

Du tror ikke, gamle gud Mammon, at den befrielsens dag nogensinde vil komme til at oprinde for menneskenes børn. Du anser dem ikke længer kapable til at redde sig ud af den lumske fælde du har narret dem ind i, og hvor de ynkelig maa vansmægte fordi der ikke er alburum for deres kjæmpekraft. Det ligger aldeles over deres evne, mener du, at gjøre den store revolution, den egentlige, den rigtige: den som med sin aandes pust fejer bort pengenes blændværk og dermed løser op i dunst dit kunstige himmelhvælv med samt den gyldne sky, hvorpaa du sidder, saa menneskene pludselig kommer til at befinde sig midt ude under min egen frie blaa himmel, hvor alle livets rige skatte ligger og venter paa dem. Den revolution magter de aldrig, mener du — og sandelig, jeg maa indrømme at det ser ud som om du har ret. Guldstøvet du har kastet som blaar i menneskenes øjne, har fuldstændig synkvervet dem. Hvad mennesker med normalt syn strax maatte se var det vildeste mareridt, det fortoner sig for disse synkvervede stakler som tingenes naturlige og nødvendige orden. Alt det vanvittig bagvendte, fuldstændig fornuftstridige og meningsløse galimatias som gaar for sig i den forhexede omvendte verden dernede under det falske himmelhvælv, hvor din guldsol lyser med sin gustne glans, det finder menneskene ikke blot rimeligt og naturligt altsammen, men de kan i det hele taget ikke forestille sig, at det skulde kunne gaa anderledes til — hvad der forundrer dem som noget besynderlig er bare de enkelte faa naturlige ting, som endnu gaar for sig dernede, og som selvfølgelig ikke passer ind i alt det bagvendte nonsens.

Syn-kvervningen er fuldstændig og menneskene tosser rolig omkring dernede i fælden og bilder sig ind, at det er min aabne frie himmel de færdes under — hvor skulde de saa faa viljen fra til at bryde ud? de blir altsaa gaaende der og te sig som de skinbarlige byttinger. Bare se paa dem hvor de føler sig helt, absolut hjemme dernede! Se paa de voxne og ældre hvor de bryster sig og knejser med nakken, mens de i salvelsesfulde ordelag lægger ud for de unge og for barna, om hvad det er for en vidunderlig storartet tid de lever i:

— Tænk! sier de — naturen, den fremmede fiendtlige overvældige natur, er endelig nu i de sidste hundrede aar blit nødt til at aabne sig for menneskeaanden, afdække for den én efter én af sine hemmeligheder, og stille den ene efter den anden af sine skjulte kræfter til menneskehedens raadighed — videnskab og teknik er i fuld gang med at underlægge sig alle naturens kræfter og tvinge dem til at tjene menneskelige formaal. Hvad har vi ikke allerede gjort for utrolige fremskridt bare paa disse hundrede aar! Om fædrene fra for hundred aar siden nu kom tilbage og saa, hvad vi har udrettet siden deres tid, og fremdeles udretter hver eneste dag, de vilde knapt tro sine egne øjne, de vilde falde i staver af forbauselse og beundring... hvad var vel deres tid imod vor... vor vidunderlige tid — vi som har den lykke og den ære at være født i Videnskabens og Opfindelsernes stolt fremstormende tidsalder...

— slig vaaser de op ad vægger og ned ad stolper mens de stirrer hen for sig med højtidelige miner og er færdige at sprække af bare vigtighed.

Om de ante hvor de tar sig latterlige ud! Hvad menneskeaanden har udrettet i disse sidste hundrede aar er jo bare en bitte liden begyndelse — for ingenting at regne mod det storværk den maa øve, før den kan gjøre universet til sit hjem og sætte menneskeheden istand til at leve det liv den er skabt for.

At denne tarvelige lille begyndelse tar sig forbløffende storartet ud for de synkvervede stakler dernede i pengefælden er jo ellers rimeligt nok. Massen af dem skjønner sig jo ikke det ringeste paa disse videnskabelige og tækniske ting; det er saavist ikke dem, der har afstedkommet denne udvikling af videnskab og teknik som de er saa flinke til at skryde af; alle disse opdagelser og opfindelser er jo kommet dumpende ned paa dem som fra himlen, mens de rolig gik der som før og idiotisk tosset bort tiden med sit ejendomsvæv og sit pengevrøvl. Deres forbløffelse er altsaa forstaaelig nok. Men hvad i al verden har de at være stolte af?

— Jo! siger de —: alle disse vidundere er dog til syvende og sidst menneskeaandens værk, og vi hører da ogsaa med til menneskeheden! Altsaa er vi stolte, ikke paa vore egne, men paa menneskehedens vegne!

Den stakkels menneskehed! — paa dens vegne er der nok ingen grund til at være stolt; den kunde da vanskelig ha stelt sig daarligere, dummere og ynkeligere en den har gjort:

Vistnok sendte jeg menneskene nøgne ind i verden og stillede dem — kanske en smule haardhændt — vaabenløse overfor en tilsyneladende fiendtlig og overmægtig natur, som de kun med møje formaadde at fravriste det aller nødvendigste. Men samtidig tændte jeg da ogsaa guddoms-gnisten i deres indre, som sat dem istand til at liste sig bagpaa naturen og aflure den dens hemmeligheder — og dermed gjøre den til sin lydige tjener. Saa det var sandelig ingen daarlig udrustning jeg gav dem med paa vejen. Og hadde menneskene bare set situationen i øjnene uden at blunke, og modig tat kampen op; hadde de rolig delt mellem sig som brødre det forholdsvis haarde arbejde som til en begyndelse var nødvendigt for at holde existensen oppe; og var de med resten af sin kraft i sluttet fylking rykket naturen ind paa livet og hadde tat maal af den og begyndt at underlægge sig dens kræfter — meget hurtig vilde jo da deres kaar ikke blot ha lysnet, men blit mange gange lysere end menneskene fra først af kunde drømme om at de nogensinde vilde bli. Deres erobring af naturen vilde inden kort kommet til at arte sig som et smilende triumftog — og for længe, længe siden vilde menneskeheden nu ha været installeret i universet som i sit hjem og være begyndt at leve det liv, som det er dens bestemmelse at leve.

Men isteden derfor tabte menneskene modet allerede fra første færd af og gav sig over med det samme. Da de saa sig nøgne og vaabenløse stillet ansigt til ansigt med den vældige fiendtlige natur, mistvivlet de strax feigt om sin evne til at mestre den — og blev i den grad forskrækkede over de usle kaar den uafhængige natur bød dem, at de endog gav sig til at frygte for selve menneskehedens existens.

Da kom du til dem, Satanas, i en reddende engels skikkelse, viftende med din ejendomsret og dit pengevæsen —: „Vær ikke bange, smaa menneskebørn,“ sa du med et beskyttende smil — „vel er naturen haard og stræng, og mennesket hjælpeløst git i dens vold; men her bringer jeg jer midlet, hvormed menneskehedens existens alligevel kan sikres for alle tider.“

Som et frelsens evangelium lød dine ord i de rædde menneskers øren. I sin forskrækkelse løb de lige lukt i din plumpe fælde, delte sig strax i fattige og rige, og drog skyndsomst ind under det kunstige himmelhvælv, hvor din guldsol lyste dem imøde, og hvor du selv allerede hadde sat dig tilrette i din gyldne sky, formummet som gud Mammon, med guldkrone paa hodet og guldscepter i din haand, og tog imod dem med et jovialt velkomstsmil derinde i dit store falske gudfaderskjæg —: „Vær ikke bange, smaa menneskebørn!“ sa du igjen, da du saa at du hadde dem vel derinde — „nu er al fare over! nu er I frelste.“ — Hvorpaa du omhyggelig stængte af efter dem aabningen hvorigjennem de var kommet ind.

Og derinde er altsaa menneskene siden blit gaaende omkring og spilde sine herlige kræfter paa dit ejendomsvrøvl gjennem alle disse tusinder af aar.

————————

KAPITEL II

Mennesket synes engang for alle at være gaaet
fejl af sin bestemmelse

——

Dig har det frydet, Satanas, at se saa skjønne kræfter ynkelig gaa tilgrunde og spildes i det uendelige. For mig har det jo nærmest været et pinlig syn at se paa. Hvad har jeg ikke sendt ind i verden af genialt udrustede individer gjennem alle disse tusinder af aar! millioner efter millioner, milliarder efter milliarder, en talløs hærskares mangfoldighed for hver ny generation — og ingenting er der blit af dem. Ustanselig har de afløst hinanden, disse talløse hærskarer, og kunde i al denne lange tid legende ha erobret universet for menneskeheden, ikke én men hundrede gange — bare deres evner hadde faat anledning til at udvikle sig.

Men det fik de aldrig.

Massen af alle disse genialt udstyrede individer fødtes jo som fattige derinde i pengefælden og rak aldrig længer end til at trælle for føden fra tidlig morgen til sildig kvæld, livet igjennem. Aldrig hadde de tid til at stanse og lytte til røsten som kaldte paa dem inde fra deres sjæls dyb; langt mindre kunde de følge kaldet. Pengepisken suset jo uafladelig ned over deres rygge og drev dem ustanselig afsted, rundt og bestandig rundt i den samme usle lille taabelige ring: arbejde, penge, mad — arbejde, penge, mad.

Til dem lød altsaa kaldet forgjæves.

Og de andre, de der altsaa fødtes blandt de rige derinde i pengefælden? — ja de blev jo omtrent alle som én grepet af din guldtørst, blev slaver under den istedenfor under pengepisken, og fik altsaa heller ingen tid til at agte paa kaldet i sit indre. Deres liv gik hen med at svinge guldsvøben over de fattiges hoder, samle frugterne af deres arbejde ind i sine lader, og danse som en flok vilde om guldkalven.

Ogsaa til dem lød altsaa kaldet forgjæves.

Kun hér og dér saa jeg en enkelt én, hvem dit guld ikke formaadde at friste. At tilbringe sit liv med at samle i lader tyktes ham en daarlighed, dansen om guldkalven en latterlighed, og menneskehedens trældom under guldtørstens og pengepiskens aag fyldte hans hjerte med modbydelighed. Vammel ved menneskelivet som det artet sig omkring ham, vendte han sig bort fra det hele og rettet blikket indad i sig selv — og fornam saa røsten som kaldte paa ham derindefra. Og stille fulgte han kaldet og vandret alene sine egen veje, grundende over naturens væsen og menneskehedens bestemmelse.

Men hvad kunde en saadan ensom stakkel udrette, han ganske alene, naar alle de andre svigtet! De mødte jo ikke frem alle brødrene i kaldet, hærskarerne som sammen med ham var kaldede til at drage ud og erobre universet for menneskeheden. Og i deres rækker var det jo han hørte hjemme, dér var det at han hadde sin plads, hvor han vilde vært en værdifuld kraft. Stillet alene overfor den vældige kolos-opgave strak hans evne ikke længer til, han stod fuldstændig magtesløs, og kunde intet udrette. Vide fløj hans ensomme tanke, tungsindig og forpint svævet den hen over livets gaadefulde, uendelige vande... ingen steds fandt den hold eller fæste... ingen, ingen steds! — og udmattet maatte den dale paa trætte vinger og hjælpeløs la sig synke og fortabes i det uudgrundelige dyb.

Intet syntes de at kunne udrette disse enkelte faa, som hér og dér, spredt for alle vinde, vandret ensomme omkring, uden engang at ane hverandres existens, og hver for sig forsøgte at ta det tankeløft, som alene den samlede menneskehed kunde ha magtet. Forgjæves syntes deres ensomme stræben.

Den samlede menneskehed kunde ha magtet løftet. Et vældigt tænke-organ hadde jeg jo git menneskeheden i vuggegave, for at den legende og sikkert skulde kunne finde sin vej fremover mod maalet. Sindrig var det indrettet, det vældige organ, og forsynet med en uendelighed af intelligente fangarme, alle ag forskellig struktur, og hver især istand til paa sin egen ejendommelige maade at slynge sig om universet. Samtidig omklamret af alle disse utallige fangarme vilde universet ikke mere kunnet vri seg unna, det vilde blit nødt til at lukke sig op for menneskeaanden, aabne for den alle sine porer og la sig gjøre helt gjennemsigtigt af den menneskelige tanke. Med dette vidunderlige organ var menneskeheden sin opgave fuldt voxen.

Men den kostelige vuggegave var jo gaat fløjten. I samme stund som menneskene, mistvivlende om sin evne til at erobre universet, tabte sit store maal af sigte, og fejgt vandret ind i pengefælden og derinde tog imod trællekaar for at sikre sig den sølle existens, i samme stund var jo dermed det vældige tænke-organ paralyseret, og alle de talløse fangarme sank slapt ned og blev hængende der som døde, uden at røre paa sig. Med undtagelse altsaa af en ganske enkelt fangarm hér og dér, som febrilsk sat sig i bevægelse, og med krampagtig energi forsøgte at fungere for det hele organ. Men det kunde jo ikke lykkes. Den enkelte fangarm med sin ene funktion kunde jo umulig erstatte det døde organ med dets talløse funktioner. Forgjæves slynget den enkelte fangarm sig om universet og forsøgte med opbydelse af al sin evne at holde det fast og tyde dets gaader; universet gled spottende unna, og fangarmen sank lammet tilbage og maatte gi det op som haabløst værk.

Tilsyneladende kunde de altsaa intet udrette de ensomme faa, som efter at menneskeheden selv hadde nedlagt sin tankevirksomhed, forsøgte at bøde paa ulykken ved, de ganske alene, at gaa omkring og tænke paa menneskehedens vegne. Det vældige døde organ lod sig ikke erstatte. Paa den dag da menneskeheden drog ind under det kunstige himmelhvælv og bøjet ryg undere pengenes aag, syntes den altsaa engang for alle at ha stængt sig selv vejen fremover til sit maal; paa den dag syntes den engang for alle at være gaat fejl af sin bestemmelse, og stod ikke mere til at redde.

Saadan saa det ud.

————————

KAPITEL III

De halstarrige faa bringer evangeliget

——

Og dog lod jeg ikke min vandflom komme; dog gav jeg ikke spillet op. Til stor forundring for dig, gamle Satanas, som urolig begyndte at spekulere paa, om jeg kanske sad med en trumf i baghaanden, som du ikke vidste om. Det gjorde jeg jo ikke. Alt i mit haab stod ene og alene til disse enkelte individer, i hvem guddomsgnisten ikke lod sig slukke, disse haardnakkede faa, som efterat menneskeheden hadde lidt sit store sørgelige skibbrud, ikke gav ævret op, men ihærdig vedblev at vifte med menneskehedens fane fra mastetoppen af den sunkne skude. Men dem tællet ikke du længer, Satanas; men jeg tællet med dem fremdeles — og med god grund. Thi helt faafængt, som du trodde, var deres ensomme stræben til syvende og sidst alligevel ikke. Det viste sig da ogsaa tilslut. Langt om længe, efter utallige frugtesløse forsøg, lykkedes det jo nemlig disse faa, som ufortrødent fortsatte med at tænke paa menneskehedens vegne, at faa listet sig bagpaa tilværelsen, skaffe sig er indblik i selve dens grund-mekanisme, og derved komme til erkjendelse af det virkelige forhold mellem naturen og den menneskelige bevidsthed. Og saa var det, at en skjønne dag, for totre tusen aar siden, sandhedens evangelium gjennem disse faas munde endelig kunde forkyndes for menneskene og indbyde dem til at forlade pengefælden, hvor menneskehedens store tænke-organ ikke kunde fungere — og begive sig ud igjen under min aabne fri himmel for at erobre universet og gjøre sig til verdens herrer.

Thi saa lød dette evangelium:

— Naturens fiendtlige overvældighed over mennesket er et blot og bart skin; mennesket og naturen rinder begge af samme rod; og den sjælløse natur ejer ingensomhelst magt, hvormed den kan hindre menneskeaanden fra at gjennemtrænge dens væsen, underlægge sig alle dens kræfter, og indrette sig i universet som en herre i sit eget hus.

Det var et andet evangelium , Satanas, end det falske pengenes evangelium, som du i sin hadde forkyndt.

— Hvis menneskene vil opgi sin frihed og underkaste sig gud Mammons vise styre — da, men ogsaa kun da, kan menneskeheden, der ellers gaar sin visse undergang imøde, endnu sikre sin existens for alle tider.

Saaledes hadde dit evangelium lydt. Og skjønt forjættelsen det indeholdt inskrænket sig til det mindst mulige, den nøgne existens, hadde menneskene alligevel grepet til med begge hænder, paa flækken annammet det falske evangelium, og dermed som det syntes for alle tider afskaaret sig vejen fremover til sit maal, og gaat fejl af sin bestemmelse.

Og nu lød altsaa pludselig sanhedens evangelium til dem:

— Menneske, rejs dig og ta din frihed tilbage! afryst Mammons aag og gak ud af pengefælden — thi sé: alle verdens herligheder kan du lægge for din fod!

Da maatte vel menneskene forfærdet slaa sine hænder sammen og sønderknuste sige til hverandre:

— Aa, brødre, brødre, hvad har vi gjort?! Feigt mistvivlet vi om vor evne til at underlægge os naturen og omdanne det nødvendighedens rige, hvori vi blev født, til et tempel for den menneskelige frihed, og forskrev os isteden til trældommens fyrste, den lede Satanas. Hvilken græsselig elendighed har vi ikke derved nedkaldt over menneskeheden! I tusinder og tusinder af aar har menneskene jamrende maattet lide alle de helvedes kvaler, som trællens kaar fører ned over den fribaarne menneskesjæl. Uden haab om nogensinde at kunne naa frem til en menneskelig existens, har milliarder efter milliarder af vore brødre sukkende maattet æde sit brød i sit ansigts sved fra vuggen til graven, uafladelig pisket rundt herinde i pengefælden, i den samme aandsfortærende ring: arbejde, penge, mad — arbejde, penge, mad! Og imens laa altsaa, uden at de vidste det, alle livets herligheder forgjæves og ventet paa dem derude under guds aabne frie himmel, som vor sørgelige fejghed hadde stængt dem ude fra! — aa brødre hvad har vi dog gjort!

Men hvad nytter det at angre og slaa sig for sit bryst? hvad nytter det at sørge og hyle? hvad nytter det at afrive sit haar og sønderrive sine klæder og hylle sig i sæk og aske? — de svundne aartusinder staar dog ikke op af forgangenhedens nat og gir os vore brødre tilbage saa de kan leve livet om... ugjenkaldelig spildte er de for evig alle disse milliarder menneskelige existenser — vor sildige anger baader dem til intet.

Men vel, saa lad os da glemme det græsselige, som er sket, siden det ikke mere kan repareres! lad os slaa en streg over al denne jammerfyldte fortid og slette den ud af vort minde, for at ikke angeren og skammen over den kolossale forsmædelse skal bli liggende og tære paa vort sind og forringe vor handlekraft! Lad dette være vort sidste suk over de ulyksalige henfarne slægter... lad dette være vor sidste forbandelse over den trædske gud Mammon med hans djævelske ejendomsret, og dens underfundige pengevæsen! Nu da vi endelig tar fat der hvor vi burde begyndt allerede i tidernes morgen, nu vil vi ialfald samle hele vort sind og al vor tanke paa den storslagne kolos-opgave vi har liggende foran os, og uden at se os tilbage styre glade ud paa det vidunderlige fremtidens hav som endelig har aabnet sig for os... Se! alle vore længslers land ligger jo og lyser derude i horizonten... did hen er det vi maa — til arbejds, brødre, til arbejds! lad de døde begrave sine døde, vi levende har ikke tid! Ha, maalet, vor store bestemmelses maal, vinker os imod fra det fjerne — til arbejds! til arbejds!...

Haardt maa der nok til en begyndelse arbejdes, meget haardere, helt anderledes energisk end inde i pengefælden. Thi vel blir kampen for brødet lettere end den var for de fattige derinde, nu da vi alle lægger os i tøjet, og alle foreløbig nøjer os med det nødvendige. Men karrig er naturen mod os mennesker, saalænge vi endnu ikke har undertvunget den, og usle de smuler den lar falde til os fra sit rige bord, som var vi smaa hunde, og den vor herre og mester. En vældig del af vor kraft vil erobringen af brødet derfor endnu komme til at røve os. Og skal vi med den rest af kræfter som levnes os til vor egentlige opgave, kunne gjøre arbejde som monner, da maa der hænges i saa langt evner og kræfter i det hele taget rækker — en helt anden energi maa der til, end den vi har udviklet inde i pengefælden.

Men det har ingen nød. Det gjælder jo ikke længer at traske haabløst omkring i den aandsfortærende penge-mad-ring inde i Mammons skumle hule, med slavepisken susende ned over vore rygstykker. Den vej vi nu stormer ind paa, er jo vejen fremover mod vore længslers maal! højt synger haabet i vore hjerter, forventningens sol kaster sine straaler ind i vore sind, og bjerge af slumrende energi, hvis existens vi aldrig ante, vil vaagne derinde og løfte paa sig som vilde de løfte verden af sine hængsler. Ah! endelig at faa slippe den løs, al denne indestængte energi, det er jo som at puste befriet ud — ikke som et anspændt energisk arbejde vil det føles, nej som en glad dans fremover mod vor attraas maal! — Og inden kort vil naturen maatte gi kjøb. En efter én vil dens forskansninger falde for vore stormløb; én efter én vil den maatte udlevere os af sine skjulte kræfter; lettere og bestandig lettere blir erobringen af brødet, vældigere og bestandig vældigere den kraft hvormed vi kan storme frem til nye sejre — og fremover vil vi bæres mod maalet, ustanselig med stadig øgende fart, indtil alle forhindringer er overvundne og vi svæver frit om paa vor krafts vinger og indretter os i universet som vi vil. — Aa, brødre, brødre, hvilken fremtid ligger ikke foran os!... tænk at denne dag endelig er oprundet for vore øjne!...

Saadan og ikke anderledes maatte vel de trælbundne mennesker inde i pengefælden ta imod det glade budskab, da det endelig kom...

————————

KAPITEL IV

Evangeliet annammes hverken af fattig eller rig —
Satan venter at se vandflommen komme

——

Men nej, aartusinders trældom under pengenes aag hadde forlængst kvervet deres syn, saa det ikke længer magtet at trænge ud over pengefældens kunstige horizont. Evangeliet syntes dem derfor en daarlighed, og det blev ikke annammet hverken af rig eller fattig.

I den fattiges øren lød jo det glade budskab som en forhaanelse.

— Drage ud for at erobre universet og gjøre sig til verdens herrer?!.... Selv om den ting virkelig laa indenfor rækkevidden af menneskelige evner — hvad kunde den sag komme ham, den fattige ved? Han, en sulten lus, der hvis han vilde spise mad var nødt til at trælle som et lastdyr fra tidlig morgen til sildig aften, hvorledes skulde han kunne drage ud og øve stordaad?! aanej, det evangelium var nok ikke for ham! og med et bittert smil og nakken endnu tungere bøjet under aaget end før, trasket den fattige videre i sin vante ring —: arbejde, penge, mad — arbejde, penge, mad. Nej, nej, for ham var det evangelium ikke.

Og heller ikke den rige kunde i det nye evangelium finde noget for sig:

— Underlægge sig universet og gjøre sig til verdens herre? — javel, det var jo en stolt tanke, som nok undertiden hadde spøgt i hans hjerne ved nattetide nattetide; i drømme hadde hans fantasi tumlet med den ret som det var. Men i vaagen tilstand, og for alvor — han hadde sandelig andet at bestille. Vel var han rig, og behøvet ikke netop at slæbe sig ihjel idag for at kunne spise mad imorgen; men vilde han holde sin rigdom vedlige, og sikre sig og sine mod at synke ned i de fattiges rækker — og did ned vilde fanden ikke hverken han eller hans — da fik han nok vedbli med at svinge pengepisken og samle i lader som før. Meget muligt altsaa, at det slet ikke laa ud over menneskets evne at erobre universet og gjøre sig til verdens herre; men isaafald fik i guds navn de som dertil følte kald og evne gi sig ikast med opgaven og forsøge at løse den. Bragte de saa en skjønne dag sejren hjem, og kunde la tæmmede naturkræfter overta de fattiges arbejde med det mangedobbelte resultat, saa alle kunde bli rige, ja da var det selvfølgelig ingenting ivejen for at lægge pengepisken ned. Men indtil det skede var nok de rige nødt til fremdeles at svinge den. De kunde dog virkelig ikke saadan uden videre gaa hen og gi fra sig sit gode guld mod den usikre vexel paa en mere eller mindre fjern fremtid, som evangeliet bød dem — enhver hadde sandelig sit at ta vare! —. Og dermed gik de rige, den ene til sin ager, den anden til sit kjøbmandsskab, og svang pengepisken og samlet i lader som de før hadde gjort — og alt blev ved det gamle. Og menneskehedens store tænke-ordan, hvormed naturen alene kunde betvinges, blev liggende der som før, paralyseret, inde i pengefælden, som hadde evangeliet aldrig lydt.

Da smilte du, Satanas, og tænkte ved dig selv:

— Nu tror jeg nok den gamle kan pakke sammen og gi spillet op. Det ny evangelium var hans sidste trumf — noget mere har han ikke at stille op til menneskehedens frelse. Vistnok har disse halstarrige faa — hvad jeg aldrig hadde tiltrod dem — tilslut virkelig set sit snit til at luske sig bagpaa tilværelsen og komme til kundskab om, at der mellem dens brogede mylder af stadig vexlende fænomener existerer en stabil rationel sammenhæng, som altsaa kan gribes af den menneskelige fornuft. Men derfra og til at hitte rede i fænomenernes virvar og faa tag paa denne uendelig indviklede sammenhøng, er der endnu et himmelspring tilbage, som ligger langt ud over de faas kræfter, hvor halsstarrige de end er. Det himmelspirng kan jo kun udføres ved hjælp af det store tænke-organ som den gamle i sin tid gav menneskeheden i vuggegave, og det organ lar sig jo ikke bruge saa længe menneskene opholder sig inde i min pengefælde. Og ud af den slipper de nu aldrig mere. De fattige kan jo ikke ta sig sammen til at bryde ud af pengefælden saalænge pengepisken suser ned over deres elendige rygstykker og tvinger dem til at øde hele sin kraft og energi paa at løbe idiotisk om i penge-mad-ringen. Og de rige vil ikke ud af pengefælden med mindre de halstarrige faa, istedenfor evangeliets vexel paa fremtiden, kan presentere dem naturens kræfter i tæmmet tilstand, fuldt færdige til at spændes for produktionens vogn med det resultat, at der strax produceres mere end menneskeheden i det hele taget magter at forbruge. Før det sker nægter de rige bestemt at lægge pengepisken ned — og før de rige har lagt pengepisken ned, er der ingen mulighed for at det kan ske. Altsaa vil pengepisken altid bli svunget, de fattige vil altid bli ved at løbe om i sin penge-mad-ring — og de halstarrige faa vil bli gaaende der og spekulere sig graa i sine hoder paa hvorledes de ved egen kraft skal kunne udføre det himmelspring, der kun lar sig udføre ved hjælp af det store tænke-organ. Menneskehedens skjæbne er altsaa beseglet; den kommer aldrig ud at pengefælden og kan følgelig aldrig naa sin bestemmelse; den gamle af dage har med andre ord tabt spillet, og kan nu gi det op, ligesaa godt først som sidst.

Det var din tanke, Satanas, da du saa at evangeliet var blit forkyndt forgæves — og med et skadefro smil lod du dit blik glide hen over jordens rund, i den tro at nu vilde du faa se min vandflom komme.

————————

KAPITEL V

Vandflommen kommer ikke — Satan morer sig med
at hindre de halstarrige faa i deres arbejde — De
rækker alligevel frem, og Satan tar farvel med
pengefælden
——

Den kom altsaa ikke.

Men det rokket jo ikke i ringeste maade din overbevisning. At menneskenes skæbne nu var beseglet, derom var der i din sjæl ingen skygge af tvivl. Og at jeg altsaa fandt for godt at ville fortsætte spillet endnu en stund inden jeg erklærte mig overvundet, det kom dig igrunden slet ikke utilpas. Selv følte du nemlig, nu da du hadde sejret, en kildrende trang til endnu at drive nogle ondskabsfulde smaa extra-løjer med disse mærkelige faa, som efter sin mislykkede forkyndelse af evangeliet ganske rigtig blev gaaende omkring nede i pengefælden og pønse paa, om det ikke alligevel skulde kunne gaa an for dem ganske alene, at gjøre det store himmelsprang — som altsaa hvis det blev gjort endnu vilde kunde redde menneskeheden. Du var jo fuldkommen paa det rene med at deres forehavende var haabløst ugjennemførligt; de stod jo absolut afmægtige overfor kjæmpe-opgaven, nu da organet hvormed den alene kunde løses, for alle tider var gjort ubrugeligt. Men som katten, efter først at ha skambidt musen gjør sig en grusom glæde af at slippe den løs igjen for stadig paany at kunne slaa kloen i den og stanse den i dens afmægtige flugtforsøg — saaledes fandt ogsaa du en djævelsk fornøjelse i at ha de halstarrige faa gaaende paa græs en stund endnu, for stadig paany at kunne hindre dem i deres afmægtige forsøg paa at gjøre det himmelsprang som du engang for alle hadde berøvet dem evnen til at gjøre.

Smilende gav du dig altsaa til at lægge alle slags mulige og umulige hindringer ivejen for de faa, og det lykkedes dig i en ganske sørgelig grad at sinke dem i deres arbejde. Især efter at du hadde organiseret imod dem din sorte bande, kirken kaldet, hvis virkelige maal simpelthen var at vinde rigdom og magt, men som altsaa gav sig ud for at sidde inde med den højeste viden og ha til formaal at redde sjælene for en anden verden, siden denne verden uhjælpelig var og blev en jammerdal. De faas virksomhed kom din store bande aldeles paatværs. De faa hadde jo nemlig hurtig fundet ud, at det eneste de nu hadde at gjøre var, taalmodig at gaa igang med at samle kundskab og sprede viden. Men netop af folkenes uvidenhed og vankundighed var det jo, at banden suget sin rigdom og sin magt. Banden var derfor stadig paa nakken af de ufortrødne faa, og de faa kom altid ynkelige tilkort — hvad der altsaa for dig var en kilde til stadig morskab. Utallige og utrolige var de puds du spillet de stakkels faa ved hjælp af din sorte bande, og ret som det var hørte jeg dine lystige latterudbrud herinde under din kunstige himelhvælv.

Højest tror jeg nok du lo dengang Galilei paa sine knæ maatte afsværge som en formastelig vildfarelse den sandhed han netop hadde irettelagt det afgjørende bevis for, nemlig at jorden ikke, som menneskene trodde, var universets midtpunkt, men slet og ret en ganske liden planet i et ganske lidet solsystem. Ikke før begyndte Galilei at ville gjøre menneskene bekjendt med dette faktum, før han øjeblikkelig blev grebet af banden, som tvang ham iknæ og truet ham paa livet hvis han ikke vilde afsværge sin nye sandhed. Galilei begreb i sin troskyldighed ikke, at de rige og mægtige herrer kunde ha nogen interesse af, at han afsvor et faktum; han tænkte de maatte ha misforstaat hans bevisførelse, og tilbød sig derfor at opklare misforstaaelsen og fjerne enhver tvil. Men banden trak koldt paa skuldrene og gav ham paany valget: „Sværg eller dø!“ — Forbavset stirret Galilei paa de højfornemme herrer, og trodde et øjeblik at det hele var en slet spøg; men da lød det utaalmodig fra banden: „For tredje og sidste gang — sværg eller dø!“ Og saa svor da Galilei, svor med haanden paa bibelen, for at redde sit liv, at jorden stod bomstille midt i himmelrummet, og hadde sol maane og stjerner kredsende om sig som sine drabanter.

Som sædvanlig hadde du moret dig kostelig under det hele optrin — det frydet dig jo som altid at se uvidenheden, hyllet i den højeste videns kaabe, stolt sætte sin fod paa nakken af den opadstræbende viden. Men den pudsige blanding af naiv forundring og harmfyldt indignation, som stod malet paa Galileis ansigt mens han svor, gav denne gang i dine øjne optrinets slutning et saa højkomisk præg, at du brast ud i en torden-latter saa jeg trodde hele pengefælden skulde revne.

Fuldt saa højlydt ytret jo din lystighed sig ikke til dagligdags; men mangen hjertelig god latter skaffet altsaa den sorte bande dig paa de ulykkelige faas bekostning, og en ganske uhyggelig forsinkelse voldte du dem i deres arbejde.

Helt stanse dem kunde du ikke, men det brød du dig heller ikke om. Hvorfor stanse dem?! — deres virksomhed var jo i og for sig af en ganske uskyldig art; den kunde aldrig føre dem til maalet. Vistnok gjorde de nu og da en liden opdagelse, men det var ikke med den slags puslerier at det store himmelspring kunde gjøres. Vistnok samlet de sig lidt efter lidt gjennem tidernes løb en liden sum af viden om forskjellige af naturens fænomener; men det var ikke med den slags mer eller mindre udvortes viden, at de kunde skaffe sig nøglen til naturens egentlige hemmeligheder, og gjøre sig til herre over dens skjulte kræfter. Skønt denne udvortes viden stadig voxet, nærmet den dem dog ikke med et hanefjed til det maal de egentlig stræbte mod — set i forhold til maalet var resultatet af deres ufortrødne arbejde i dine tanker nul; det monnet ikke det ringeste!

Men det monnet alligevel, Satanas, tiltrods for at du ikke mærket det. Ganske langsomt monnet det, men — det monnet.

Efter et par tusen aars forløb hadde de halstarrige faa paa enkelte felter ophobet saa megen viden, at de hér og dér begyndte at skimte en enkelt traad i den store sammenhæng. Og ikke før glimtet en saadan traad frem, før de halstarrige faa strax med et tigersprang hug kloen i den og ihærdig gav sig til at forfølge den — tilbage mod dens sammenhøng med andre traade, og fremover mod dens videre forgreninger. Og da endel saadanne traade var grebet, og sammenhøngen mellem dem fundet ud, tog de faas arbejde pludselig en for dig aldeles uventet fart — og til din forbauselse saa du „Videnskabens og Opfindelsernes Tidsalder“ oprinde, blandt andet med det resultat, at menneskenes evne til at frembringe hvad de har brug for, i en haandevending blev mangedoblet.

Først studset du, Satanas, og vilde til en begyndelse ikke tro dine egne øjne. Men da det gik op for dig at tingen hadde sin rigtighed, blev du med ét helt lang i dit ansigt. For derom var der ingen tvil i din sjæl: det betød jo at du og ikke jeg, hadde tabt spillet. Nu stod den jo ikke længer til at undgaa den store revolution, den egentlige, den rigtige. Som en stormvind vilde den komme og med sin aandes pust feje bort pengenes blændværk; dit kunstige himmelhvælv vilde løse sig op i dunst og forsvinde, menneskene kom pludselig til at befinde sig midt ude under min aabne, frie himmel — og du vilde maatte lide den forsmædelse at se dem opføre en vild glædesdans, naar de derude opdaget alle de herlige livets skatte som laa og ventet paa dem, men som dit falske himmelhvælv indtil da hadde skjult for deres øjne.

Langsomt og dvælende svævet dit slukørede blik om nede i pengefælden. Den kjære gamle tumleplads for dine lystige løjer, nu tog du i aanden en vemodig afsked med den; dens dage var jo talte; inden kort vilde den ha ophørt at existere. Thi ret nu vilde den være der, den store revolution — dit lyttende øre fornam allerede vingesuset af den i det fjerne...
KAPITEL VI

Da ingen revolution kommer og fejer pengefælden
væk, blir Satan siddende og maabe

— —

Det skete imidlertid ikke som du tænkte, Satanas —: den store revolution udeblev.

Men dit ansigt klarnet slet ikke op — muggen blev du siddende der og stirre. Det var nemlig ikke frit for at du følte dig noksaa dum der du sad. Thi hvorfor i alverden menneskene blev ved at tosse om inde i din pengefælde, som om ingenting var, nu da ejendomsretten med dens pengevæsen var blit en fuldkommen meningsløs institution, som aldeles øjensynlig var til skade for alle, og ikke længer til fordel for nogen levende mors sjæl — det var dig en grumset gaade. Hidtil hadde der dog altid vært en slags mening midt i al meningsløsheden; det hadde jo netop vært din kunst at kverve menneskenes syn saaledes, at de bare hadde øje for den lille usle mening og derfor ikke blev den store meningsløshed var. Men nu var jo den usle, lille mening forsvundet, den store meningsløshed laa alene tilbage, aaben i dagen og synlig for alle — og saa viste det sig pludselig, at menneskene slugte den akkurat lige godt, selv uden tilsætning af nogen mening! Det hadde du ikke tænkt dig muligt. Højt sat du ikke menneskenes intelligens, men du henførte dem dog under kategorien fornuftvæsener, væsener som handler efter bevidste motiver — overfor dette nye fænomen stod derfor din forstand stille.

At menneskene i sin tid lod sig narre ind i pengefælden hadde slet ikke undret dig. De stod jo dengang nøgne og vaabenløse overfor en tilsyneladende fiendtlig og overvældig natur, som de aldeles mistvilet om at kunne mestre, og som de kun med den yderste anstrængelse formaadde at aftvinge selv det allernødvendigste. Haardt arbejde for den blotte føde, fra tidlig morgen til sildig kvæld, livet igjennem — det var hvad denne fiendtlige natur bød dem. Og det vidste menneskene med sig selv, at slige vilkaar tog ingen mand tiltakke med, saasandt det paa nogen mulig maade stod til ham selv; dertil var frihedstrangen i menneskenes bryst for stor. Den frihed, som den fiendtlige natur nægtet menneskeheden, vilde derfor den enkelte, der følte sig stærk nok, aldeles sikkert søge at skaffe sig paa den svageres bekostning; de svagere vilde bli gjort til slaver, de stærkere kom til at ligge i stadig kamp med hverandre om udbyttet af disse slavers arbejde, og resultatet bli en alles krig imod alle, der kom til at koste menneskeheden saa meget af dens kraft, at hvad der blev tilbage ikke mere vilde være nok til at sikre dens existens. At menneskene under disse omstændigheder foretrak at vandre ind under det kunstige himmelhvælv, og derinde engang for alle etablere et ordnet slaveri med pengepisken som tvangsmiddel, var jo fuldkommen forstaaeligt — det var jo nemlig det eneste fornuftige de hadde at gjøre, hvis det virkelig, som de bildte sig ind, laa over deres evne at mestre den fiendtlige natur...

Heller ikke hadde det i mindste maade undret dig at se de rige bestemt nægte at lægge pengepisken ned, da det glade budskab kom, at naturens fiendtlige overvældighed blot var et skin, og at menneskene meget vel kunde underlægge sig naturen, bare de kom sig ud af pengefælden igjen, saa det store tænke-organ kunde træde i virksomhed. Thi at lægge ned pengepisken og gi fra sig sit gode guid mod evangeliets vexel paa fremtiden, maatte jo dengang for de rige nødvendigvis fremstille sig som et højst voveligt spring ud i mørket. Sæt nemlig at menneskenes erobring af naturen af en eller anden grund mislykkedes; sæt f. ex. bare at den tog saa lang tid, at de gik træt og gav sig over. I saa fald maatte man jo, for at sikre menneskehedens existens, vende tilbage til pengefælden igjen. Og da var det jo aldeles uvist, hvem der kom til at bli de rige, og hvem de fattige. De rige, som vidste hvad de hadde, ønsket slet ikke at gjøre et sligt spring ud i mørket; de foretrak den ene fugl de hadde i haanden, for de ti som evangeliet synte dem paa taget — og det var jo højst forstaaeligt.

Men nu var jo de ti fugle paa taget fanget ind og blev bragt dem i bur og budt dem i bytte for den usle ene de hadde i haanden — og at de da ikke slog til, det var ikke længer til at begribe. Det var jo lykkedes nu for de halstarrige faa, ganske paa egen haand, uden hjælp af det store tænke-organ, at tæmme og dressere til produktionsarbejde saa megen naturkraft, at bare denne tæmmede og dresserede kraft blev spændt for produktionens vogn, saa vilde der af alle menneskelige forbrugsartikler bli produceret meget mere end menneskene kunde magte at forbruge. Og det at sidde oppe i vognen og styre disse tæmmede og dresserede kræfter kunde jo knapt længer kaldes arbejde; det var bare en underholdende liden leg, som enhver vilde kappes om at ta del i, hvis han ikke netop var i den grad absorberet af alvorligere og vigtigere ting, at han var nødt til at nægte sig den fornøjelse.

Hvis altsaa pengepisken nu blev lagt ned og disse nye kræfter spændt for, da vilde pludselig alle mennesker bli rige og altid vedbli at være det, og der vilde aldrig kunne bli tale mere om at vende tilbage til pengefælden. Det var følgelig ikke længer noget spring ud i mørket for de rige nu at lægge pengepisken ned. Tværtimod, ikke blot vilde de vedbli af være rige efterat pengepisken var nedlagt, men deres rigdom vilde da være grundmuret for alle tider, og de vilde for bestandig være alle engebekymringer kvit. Og ikke nok med det. Nej: naar alle mennesker blev rige paa grundlag af et produktionsarbejde, der i virkeligheden bare var en liden underholdende leg, som enhver frit kunde ta del i paa hvad maade han selv fandt for godt, da vilde jo, fra det øjeblik af, de talløse hærskarer af genialt udrustede individer, som uafladelig fødes til verden, uhindret kunne udvikle alle sine individuelle anlæg og kræfter og hver følge sin naturs kald — med andre ord: menneskehedens store tænke-organ vilde da træde i virksomhed. Menneskenes erobring af naturen kom derfor da til at ta en ganske anden fart end nu, da de halstarrige faa var alene om arbejdet, en svimlende fart kom den til at ta, en fart man paa forhaand ikke engang kunde danne sig nogen forestilling om, og som stadig vilde øge og øge — og længe vilde det ikke vare før menneskene svævet frit om paa sin krafts vinger, og indrettet sig i universet som de selv vilde. Naar da menneskene engang imellem kom til at tænke tilbage paa det, der nu kaldtes rigdom, da vilde de smilende ryste paa sine hoder og si til hverandre: Jaja, det var nu dengang, i menneskehedens allerførste barndom, at sligt kunde kaldes rigdom. For os nu, med vore kjæmpebehov, vilde det jo være ynkelig fattigdom. Først os, arbejderne i den ellefte time var det forbeholdt virkelig at faa vide hvad menneskehg rigdom vil si.

Ikke et vovsomt spring ud i mørke altsaa, men tværtimod den sikre og eneste vej til virkelig rigdom var det, nu at lægge pengepisken ned. Hvor kunde det da være, at de rige ikke med et jubelraab kastet pengepisken langt fra sig og sa til de fattige:

— Brødre, brødre, hvor har vi alle vært blinde indtil denne dag. Men takket være disse ufortrødne faa, er frihedens sol til syvende og sidst alligevel oprundet for os, saa vi i jubel kan storme frem mod vor store bestemmelses maal. Aa brødre kom, lad os trykke hverandres hænder — endelig kan menneskehedens egentlige liv begynde...

Hvor kunde det være, at de rige isteden derfor rolig blev ved at svinge pengepisken, som om ingenting var hændt?! — det var jo slet ikke til at begribe!...

KAPITEL VII

Satan tar et overblik og finder situationen at
være det skjære vanvid

Om ikke andet : saa de da ikke i alle fald, de taaber, at selv af den smule naturkraft, som de halstarrige faa paa egen haand hadde formaad at tæmme, var det bare en ren ubetydelighed som lod sig spænde for produktionens vogn, saalænge pengepisken svingedes?!...

Vist saa de det; alle saa det som bare hadde øjne at se med; og først og fremst var de rige nødt til at se det, de som selv svinget pengepisken, og netop af hensyn til den lod være at spænde kræfterne for :

Hvergang det lykkedes en af de halstarrige faa, ved hjælp af en ny mekanisk maskine eller en ny kemisk methode, at dressere en tæmmet naturkraft til et eller andet produktionsarbejde, strax meldte han det jo til dem der svinget pengepisken indenfor vedkommende produktionsbranche — og sa f. ex. til dem:

— Hidtil har I lat arbejdet i jeres branche udføre ved haandkraft, men det behøves nu ikke mere. Ved at benytte sig af maskiner, som den I her ser, kan jere arbejdere herefter tvinge en naturkraft til at udføre arbejdet i deres sted — og den vil udføre det ti gange saa hurtig.

Naturligvis kjøbte saa svingerne af pengepisken den nye opfindelse, og var dermed istand til paa flekken at tidoble sin produktion, uden at øge sin arbejdsstok med en eneste mand. Men det vogtet de sig vel for at gjøre. De var jo svingere af pengepisken; hvad de producerte maatte altsaa ikke komme noget menneske tilgode med mindre han betalte penge for det — det maatte altsammen sælges. Og var det allerede vanskeligt nok at finde kjøbere til hvad der for øjeblikket producertes uden maskiner, saa var det jo fuldkommen ugjørligt strax at finde kjøbere til det tidobbelte kvantum. For ikke at øge sin produktion ud over hvad der kunde sælges, indskrænket derfor svingerne af pengepisken sig til at bevæbne en tiendepart af sine arbejdere med den nye maskine. De ni andre tiendeparter fik sin afsked, og hadde ikke andet at gjøre end at begi sig hjem til kone og bøm for at sætte sig til at sulte med korslagte arme. Og det var da ogsaa hvad de gjorde — de begav sig paa vej hjemover. Men undervejs kogte raseriet op i disse afskedigede stakler —: „Skulde de virkelig finde sig i, at døde maskiner paa denne maade kom og tog brødet af munden paa levende arbejdere?! — aldrig i verden!“ — og dermed gjorde de pludselig helt om, tog springmarsch tilbage til værkstedeme, slog de nye maskiner i hundrede knas, og forlangte at arbejdet skulde udføres med haandkraft som før.

Men saa rykket jo ejendomsvagten ud og bragte de rasende stakler til fornuft, og de maatte pent gaa hjem og sætte sig til at sulte alligevel.

Imidlertid, produktions-omkostningeme inden branchen var nu reduceret til en liden brøkdel af, hvad de før hadde vært, og da svingerne af pengepisken konkurrerte med hverandre paa død og liv, gik priserne paa branchens produkter vældig ned. Store lag af befolkningen opdaget derfor lidt efter lidt, at disse produkter, som de tidligere hadde maattet undvære, nu var kommet indenfor rækkevidden af deres forholdsvis smaa portemonnæer ; de begyndte altsaa at optræde som kjøbere, efterspørgselen efter branchens produkter gik rask ivejret, flere og flere af de nye maskiner maatte anskaffes, flere og flere arbejdere sættes til at styre dem — og inden ret længe viste det sig, at ikke blot var alle de gamle arbejdere kaldt tilbage, men der var ogsaa blit plads for en hel del nye.

— Der kan I se! sa svingerne af pengepisken til dem, der hadde slaat de første maskiner istykker —: maskinen er ikke arbejderens fiende, men hans ven. Den arbejdende befolkning voxer jo stadig i tal, der blir stadig flere og flere som trænger om arbejde; og hvem skaffer det nye arbejde? — Maskinen, arbejderens ven!

— Men hvis maskinen var vor ven, hvorfor begyndte den da med at la os sulte? spurgte arbejderne.

— At I maatte sulte var ikke maskinens skyld, svarte svingerne af pengepisken. Det skyldtes den økonomiske lov, at man ikke ustraffet kan øge produktionen ud over hvad der gjennem efterspørgselen forlanges. Hadde vi strax bevæbnet jer alle med de nye maskiner, og dermed paa staaende fod tidoblet vor produktion, vilde vi ikke fundet afsætning for hovedmassen af vore produkter; vi var gaat fallit allesammen, og hele arbejdet inden branchen hadde maattet stanses. Og det vilde ført til ganske anderledes skrækkelige ulykker end den foreløbige lille sultekur som I maatte døje. Nej, konkurrencen maatte faa tid til at drive priseme ned, saa vor nye kundekreds kunde begynde at danne sig — da først kunde vi gi os til at øge produktionen efterhvert som efterspørgselen voxet. Pludselig lod det sig ikke gjøre, derfor maatte I sulte en stund. Men nu er det altsaa gjort, og en tredobbelt fordel er opnaad: Vore produkter er blit tilgjængelige for store lag af befolkningen, som før maatte være dem foruden; branchens produktion og omsætning har tat et vældigt omfang, saa vi svingere af pengepisken tjener mange flere penge end før; og endelig har den arbejdende befolkning opnaad den fordel, at der er blit plads for en mængde arbejdere, som ellers maatte gaat ledige. En økonomisk lov gjorde det umuligt at opnaa denne tredobbelte fordel uden at la jer gjennemgaa den sultekur, og derved var ingenting at gjøre; thi en økonomisk lov er ligesaa ubøjelig som en naturlov.

— Gid fanden hadde den økonomiske lov! tænkte arbejderne. Men de sa det ikke højt; for nu da sultekuren gudskelov var overstaat, var det jo ikke noe mere at snakke om, mente de. De tog imidlertid fejl: en ny og større sultekur stod lige for døren, fremdeles grundet paa den samme økonomiske lov, og fremdeles i anledning de nye maskiner. Dengang efterspørgselen gik saa rask i vejret, og der som følge deraf gjordes glimrende forretninger, hadde en mængde nye konkurrenter kastet sig hovedkulds ind i branchen for at bli med om at tjene de gode penge. Og det hadde gaat til en tid. Men nu, da efterspørgselen hadde naad sit højdepunkt, og den ikke kunde stige yderligere, fordi nu ingen flere af de mange smaa portemonnæer var store nok til at delta i den — nu viste det sig, at den produktion man hadde sat igang, og som var beregnet paa en stadig stigende efterspørgsel, den var altfor stor; der producertes meget mere end hvad der gjennem efterspørgselen blev forlangt — der var med andre ord indtraadt „overproduktion“. De brave svingere af pengepisken var altsaa alligevel kommen til at forsynde sig mod den farlige økonomiske lov, og det hævnet sig skrækkelig. En vældig arbejdsstansning blev nødvendig inden branchen, og hovedmassen af arbejderne blev sat ud af virksomhed; det hævnet sig paa afsætningen i andre brancher, som ogsaa blev nødt til at indskrænke sin produktion, den automatiske bræmse var dermed sat i bevægelse og produktionen dalet rask nedover mod elendighedsniveauet.

Da man langt om længe kunde begynde at arbejde sig op igjen fra elendigheds-niveauet, stod jo alle maskinerne fra „overproduktions“-perioden færdige til at gjenopta sin virksomhed saasnart gjørligt var — og der blev ogsaa lidt efter lidt brug for dem alle, fordi folkemængden i mellemtiden var voxet tiltrods for elendigheden. Men konkurrencen var haard allerede fra første stund af; der blev ingen glimrende forretninger gjort som kunde lokke ny overflødig konkurrence til; derfor undgik man denne gang „overproduktion“, og branchen gjenvandt endelig den ligevægt, som indførelsen af de nye maskiner hadde bragt den ud af. —

Efter saa mange ulykker og gjenvordigheder var det altsaa til syvende og sidst lykkedes svingerne af pengepisken at kunne holde forspændt saa meget af den dresserede naturkraft, at branchens produkter nu til stadighed var tilgjængelige for store lag af befolkningen, som før hadde maattet være dem foruden.

Men for de største og bredeste lag, for den arbejdende befolknings store masse, var branchens produkter endnu bestandig lige utilgjængelige. Og maatte vedbli at være det:

Thi ganske vist var den dresserede naturkraft forhaanden i ubegrænsede mængder, og fuldt op af arbejdere stod færdige til — om de bare fik lov — at spænde saa meget af den for, at produktionen kunde række op i højde med den hele befolknings behov; men man kunde bare ikke gi dem lov til det. Pengepisken skulde jo svinges, det der blev produceret sælges — og arbejdermassens portemonnæer var for smaa til at kunne delta i efterspørgselen efter branchens produkter. Selv om man altsaa spændte den nødvendige kraft for, saa der virkelig inden branchen blev produceret alt hvad befolkningen i det hele taget magtet at forbruge — branchens produkter vilde alligevel ikke kunne komme den del af befolkningen ihænde, som ikke hadde de nødvendige penge til at kjøbe dem for. De for arbejdermassen bestemte produkter kom bare til at ligge og fylde op lagrene og virke som „overproduktion“, og frembringe krise; krisen inden branchen kom til at dra en almindelig krise efter sig, befolkningens kjøbeevne vilde gaa stærkt ned, og resultatet altsaa bli, at der da blev kjøbt meget mindre af branchens produkter end nu. Med andre ord: branchens produkter vilde bare komme færre istedenfor flere tilgode hvis man gik hen og spændte mere kraft for — altsaa var det bedst man nøjet sig med den kraft som allerede var forspændt.

Resten af den kraft der var brug for fik i guds navn bli liggende ubenyttet hen... arbejdsstokken som stod færdig til at spænde den for og producere med den fik i guds navn la det være, og isteden sætte sig til at sulte med hænderne i skjødet... og befolkningens masse som ingen penge kunde afse til at kjøbe branchens produkter for, fik i guds navn slikke sig om munden efter dem nu som før. — Det var sørgeligt naturligvis at maatte la ligge ubenyttet al denne herlige naturkraft som der var en saa udmærket brug for; sørgeligt ogsaa at maatte kaste bort al denne menneskelige arbeidskraft som her kunde fundet en saa hensigtsmæssig anvendelse, og la ejerne af denne kraft gaa omkring og sulte; sørgeligt endelig at maatte nægte befolkningens store masse at faa tilfredsstillet et behov som det var i den grad nemt at tilfredsstille. Men derved var nu engang ingenting at gjøre: pengepisken skulde jo svinges, og man var altsaa nødt til at la disse kræfter gaa tilspilde og bare la en mindre del af befolkningen nyde godt af branchens produktion. Thi: saa bød den økonomiske storlov, loven for svingningen af pengepisken.

Det var altsaa med fuldt vidende og velberaad hu, at svingerne af pengepisken inden branchen indskrænket sig til bare at spænde for en mindre del af den kraft som skulde til for at bringe produktionen op i højde med befolkningens behov. Det var med fuldt vidende og velberaad hu, at de hindret en villig redebon arbejdsstok fra at spænde for resten, skjønt de derved ikke blot bragte nød og elendighed over denne arbejdsstok, men desuden ogsaa berøvet befolkningens store masse adgangen til at faa godt af den nye opfindelse. Det var med fuldt vidende og velberaad hu de gjorde det, og de fandt det selv meget sørgeligt at maatte gjøre det; men — pengepisken maatte jo svinges, og loven for dens svingning krævet altsaa ubønhørlig dette sørgelige offer.

Med andre ord: svingerne af pengepisken inden branchen saa udmærket godt at loven for pengepiskens svingning, som de altsaa kaldte for en „økonomisk“ lov, i virkeligheden var en højst kostbar og ganske sørgelig u-økonomisk lov... Alligevel bøjet de sig for den som for en naturlov...? End ikke med en tanke faldt det dem ind at gi denne tossede lov fanden ved simpelthen at lægge pengepisken ned, saa kræfterne kunde slippe løs og overflødighedens fylde vælde ud, over dem selv som over alt folket...? End ikke med en tanke faldt det dem ind — hvor kunde det dog være? det var jo slet ikke til at begribe!.,.

Du sad der, gamle Satanas, og stirret ned i pengefælden, grundende over dette problem uden at kunne bli klog paa det.

Saalænge det endnu bare var i én eller nogle enkelte brancher at man raadet over dresseret naturkraft til at besørge produktions-arbejdet hadde tingen vært let nok at forstaa. Svingerne af pengepisken inden den enkelte branche kunde nemlig dengang vanskelig ha sagt til de andre:

— I vor branche kan vi nu med den allerstørste lethed producere alt hvad befolkningen i det hele taget magter at forbruge, og det agter vi altsaa herefter at gjøre. Men lidet vilde det jo nytte at vi gjorde det, hvis vi samtidig vedblev at sælge vore produkter; de vilde jo da alligevel ikke kunne komme den del af befolkningen ihænde, som ikke kan afse penge til at kjøbe dem for. Derfor lægger vi nu pengepisken ned og stiller vore produkter til fri disposition for alle og enhver.

Svingerne af pengepisken inden de andre brancher vilde jo da helt enkelt ha svaret dem:

— Vel! men vi beklager meget ikke at kunne gjøre gjengjæld. I vore brancher er det nemlig meget langt fra at der endnu kan produceres saa meget som befolkningen formaar at bruge, og vi er derfor fremdeles nødt til at sælge vore produkter. Og lægger I nu pengepisken ned i jeres branche, da kan jo hverken I eller jere arbejdere længer kjøbe hvad I behøver af det vi producerer. Følgen af jer optræden blir altsaa kort og godt den, at I og jere arbejdere kommer til at sulte ihjel, og at vi andre blir nødt til at indskrænke vor produktion, siden vi ikke mere kan regne med jer som kunder. —

Men nu var jo situationen ikke længer den.

De halstarrige faa hadde lidt efter lidt dresseret naturkræfter til at udføre produktions-arbejdet i praktisk talt alle brancher. I alle brancher kunde man nu — bare pengepisken blev lagt ned — gjerne om det gjaldt frembringe det flerdobbelte af hvad befolkningen magtet at forbruge. Men da man i alle brancher lod være at lægge pengepisken ned, saa maatte man jo ogsaa i alle brancher la være at spænde kræfterne for og isteden sætte sig til at bræmse, for saavidt muligt at passe paa, at der ikke blev produceret mere end der lod sig sælge. Og at saa lidet som muligt lod sig sælge, det besørget jo konkurrencen, ved at trykke befolkningens arbejdsløn ned til et minimum.

Heldigt var det under disse omstændigheder at svingningen af pengepisken nødvendiggjorde et uproduktivt arbejde af saa kolossale dimensioner, at et vanvittigt antal millioner mennesker derved fandt beskjæftigelse. Disse talløse hærskarer af uproduktive arbejdere blev jo ved hjælp af sine gager sat istand til at delta i efterspørgselen sammen med de produktive arbejdere; ellers hadde det nok set galt ud. Da imidlertid paa den anden side massen af de uproduktive arbejdere blev omtrent ligesaa usselt lønnet som dem der forrettet det produktive arbejde, kom befolkningens samlede efterspørgsel alligevel bare til at beløbe sig til en ren ynkelighed. Og til denne ynkelighed var det at svingerne af pengepisken var nødt til at søge at reducere den hele produktion, siden de ikke vilde lægge pengepisken ned.

Følgen var altsaa for det første, at befolkningens store masse tiltrods for sin kjæmpemæssig øgede produktionskraft vedblev at gaa jevnt fattig omkring som før. Men ikke nok med det. Nej: det var jo dertil ikke engang muligt at forhindre at der blev produceret mere end man kunde sælge. Svingerne af pengepisken skaffet sig jo ikke paa forhaand en oversigt over, hvad der alt i alt kunde sælges, for derefter at producere hver sin del af det; de opererte jo hver for sig, i konkurrence med hverandre; og da ikke én af dem vidste noget bestemt om, hverken hvad der alt i alt lod sig sælge, eller hvormeget de alle tilsammen frembragte inden hver enkelt branche, kunde forsøget paa at indskrænke produktionen til hvad der lod sig sælge bare bli en raven om iblinde. Og da alle som bare kunde, forsøgte, paa at tjene penge ved produktion, stod det umulig til at undgaa at der snart i den ene, snart i den anden branche blev produceret „for meget“. Følgen var hver gang en krise indenfor vedkommende branche; var branchen af nogen betydning drog krisen inden den en almindelig krise efter sig; den hele produktion blev isaafald bræmset ned til elendighedsniveauet — og befolkningen maatte da gjennemgaa en længere elendigheds-periode.

Resultatet af det hele var altsaa, at skønt de halstarrige faa ved sin dressering af naturkræfter hadde meget mere end tidoblet menneskenes produktive evne, saa maatte alligevel massen af mennesker ikke blot endnu bestandig gaa jevnt fattige omkring som før; nej de maatte desuden regelmæssig fra tid til anden gjennemgaa en længere sultekur som de ganske vilde vært forskaanet for, hvis bare de halstarrige faa aldrig hadde dresseret nogen naturkraft til at hjælpe dem i deres arbejde...

— det var jo det skære vanvid!