Anarkiets Bibel/Bog III

Fra Wikikilden
Hopp til navigering Hopp til søk
Gyldendalske Boghandel Nordisk Forlag (s. 77-119).
◄  Bog II
Bog IV  ►

Hvorfor revolutionsmændene ikke
kastet ejendomsretten overbord

KAPITEL I

Revolutionsmændene trodde ejendomsretten var
en misbrugt, men i sig selv nødvendig og nyttig
institution

Hadde menneskene paa den store revolutions tid gjennemskuet ejendomsrettens væsen og fattet hele dens djævelske underfundighed, de hadde selvfølgelig kastet den overbord. Men saa langt var revolutionsmændene endnu ikke kommet. Vel saa de, at ejendomsretten ikke opfyldte sin bestemmelse — det var jo derfor en revolution var nødvendig — men i revolutionsmændenes tanker laa grunden dertil ikke i ejendomsrettens eget væsen, men deri, at den paa det skammeligste var blit misbrugt af de besiddende klasser.

Istedenfor, som meningen var, at benytte ejendsomsretten til at ordne produktionen og sørge for, paa den ene side at der blev produceret det nødvendige til alle, og paa den anden side at alle blev sysselsatte, saa enhver kunde faa del i det, der blev produceret, hadde de besiddende klasser brugt ejendomsretten til at sætte sig som en hoben igler paa jordbrug, haandværk og industri og suge ud af dem det blod, disse virksomheder selv trængte til sin næring og væxt.

Men dette idiotiske misbrug af ejendomsretten kunde der meget let sættes en stopper — mente revolutionsmændene — simpelthen ved at flytte ejendomsretten over paa nogen flere hænder.

Deres tankegang var denne:

Den, der ejer mere jord end der kan være tale om for enkeltmand at lægge under dyrkning, han kan ganske vist bortforpagte sin ejendom og leve fedt som snyltedyr paa sine forpagteres virksomhed, tiltrods for at jordbruget derved bringes til at stagnere. Men den, der ikke ejer mere jord end han selv kan lægge under dyrkning, vil han leve fedt, da maa han anstrænge sig for at drive ud af jorden hvad der kan drives ud af den — og det vil ogsaa kunne lykkes ham, naar han i kraft af sin ejendomsret kan holde sig alle snyltedyr fra halsen.

Og den handelsmand, haandværksmester eller industridrivende, der ikke blot har ret til selv at drive virksomhed, men ogsaa til at hindre andre fra at gaa sig i næringen, han kan ganske vist skaffe sig en stor profit ved at holde høje priser, tiltrods for at hans virksomhed derved nødvendigvis indskrænkes. Men den forretningsmand, der ikke længer har ret til at holde sig fremmed konkurrence fra halsen, han blir nok pent nødt til at holde billige priser. Og vil han skaffe sig en stor profit, maa det være ved dens størt mulige produktion. Men den størst mulige produktion. Men den størst mulige produktion er den som beskjæftiger alle.

Jorden altsaa over paa forpagternes hænder, og al anden virksomhed git fri til enhver, der har valje og evne til at drive en forretning! — det var, mente revolutionsmændene, alt hvad der behøvedes. Dermed vilde der éngang for alle være sat en stopper for de besiddende klassers misbrug af ejendomsretten — og til disse to reformer indskrænket sig derfor revolutionsmændenes program.

Ikke med en tanke faldt det dem ind at røre ved selve ejendoms-institutionen; den stod for dem som det absolut nødvendige grundlag for enhver samfundsordning. Deres ræsonnement var nemlig dette:

Menneskenes produktionsevne er endnu ringe i forhold til deres behov. Vel er vi længst ude over den primitive produktions-methode: at enhver lægger sit arbejde an paa selv direkte at frembringe, hvad han behøver til sig og sine; vi praktiserer jo arbejdets delig, lar bonden dyrke jorden, skrædderen sy klæer, skomageren gjøre sko o.s.v., og den øvelse menneskene erhverver som fagarbejdere øger jo deres produktion betydelig. Alligevel er produktions-evnen endnu fremdeles ikke større, end at det højeste maal man kan sætte sig er at producere det nødvendige til alle — plus luxus til nogle faa. Og selv dette magre resultat kan kun opnaaes under den dobbelte betingelse: at massen af mennesker uafladelig arbejder — og at produktionen ordnes, saa der ikke blir produceret for meget i ét fag og for lidet i et andet. Men vil man sikre sig, at massen af mennesker uafladelig arbejder, da maa de intet eje, men være nødt til at leve af sit arbejde fra dag til dag — produktionsmidlerne maa altsaa ejes af nogle forholdsvis faa. Og skal produktionen bli ordnet, da maa det være disse faa, som paatar sig det. Arbejderen kan jo ikke spilde sin tid med at rende om og holde rede paa, hvad der til enhver tid bør produceres, og hvor der altsaa er brug for hans arbnejdskraft; det maa bli de besiddende klassers opgave. Og de besiddende klasser har ogsaa al interesse af at løse denne opgave. Thi først naar produktionen er saaledes ordnet, at der uafladelig frembringes det nødvendige til alle, kan de besiddende klasser trygt og rolig anvende den resterende arbejdskraft til at frembringe luxus og bekvemmeligheder for sig selv. Sørger de ikke først for det nødvendige til alle, risikerer de nemlig paa den ene side, at de der ikke faar det nødvendige, forgriber sig paa deres ejendomsret, og paa den anden side, at en ny revoltuion kommer og tar ejendomsretten fra dem for at lægge den over i andre, dygtigere hænder, der formaar at bruge den til det den er indstiftet for.

Naar ejendomsretten ikke længer misbruges har altsaa alle fordel af den. Arbejderne har den fordel, at der da sikres dem det nødvendige — en fordel de ikke kan opnaa paa den anden maade. De besiddende klasser har ganske vist den større fordel, at dem sikres der tillige endel luxus; men den større fordel er dem vel undt, naar de bare løser sin opgave — fordelt paa alle vilde bli lidet og ingenting paa hver. Ejendomsretten er altsaa et nødvendigt arrangement mellem de to parter, til begge parters gjensidige fordel — at la revolutionen røre ved selve ejendomsinstitutionen vilde derfor være fuldstændig meningsløst.

Saadan tænkte revolutionsmændene om ejendomsretten, og derfor blev den ikke kastet overbord under den store revolution.

KAPITEL II

Den eneste form i hvilken ejendomsretten kunde
løse sin opgave var praktisk ugjennemførlig

Rent theoretisk saa jo denne tankegang ikke saa dum ud, men praktisk set var den det pure vanvid.

Hadde al ejendom kunnet overdrages til en enkelt mand — ja da vilde ejendomsretten i hans haand ganske vist vært istand til at opfylde sin bestemmelse. Den Ene, der i kraft af sin ejendomsret til alt kan tvinge alle de andre til uafladelig at arbejde, saasandt de vil leve, han kan ganske rigtig paata sig at ordne produktionen og sørge for at alle faar sin del i det der blir produceret. Thi ikke blot beholder han, som ene-indehaver af alt, den oversigt over produktionen som dertil er nødvendig; man hans private interesse vil heller aldrig kunne komme i strid med hvad der tjener til alles tarv. Hvor luxuøst end den Ene er anlagt, den luxus han magter at forbruge, vil alligevel, om den tænkes fordelt paa alle, være det rene ingenting, og den arbejdskraft som skal til for at frembringe den vil, maalt med alles samlede arbejdskraft, være en ren ubetydelighed. Den Ene kan derfor paa forhaand være sikker paa, at naar det nødvendige til alle er produceret, saa vil der altid være mere end tilstrækkelig arbejdskraft tilovers til at frembringe al den luxus han føler trang til. Selv om han altsaa er den største egoist af verden, saa vil han derfor lige godt, uden at gi afkald paa det mindste gran af sin egoisme, kunne skride til at organisere produktionen i overensstemmelse med ejendomsrettens almene formaal — og hans organisations-schema vil da bli dette:

  1. Det nødvendige til alle.
  2. Vedligehold af de forhaandværende produktions- og kommunikations-apparater og jevn frembringelse af nye, for at produktionen stadig kan holde skridt med befolkningens væxt.
  3. Luxus og bekvemmeligheder for den Ene selv.
  4. Hvis der endnu er arbejdskraft tilovers, en begyngende luxus for alle, der siden kan stige efterhvert som befolkningens produktionsevne voxer.

Naar alle er sat i arbejde med en produktion, organiseret efter dette schema, saa frembringes der uafladelig det nødvendige, og sandsynligvis ogsaa et vist kvantum luxus for alle. Og at dette nødvendige og denne luxus virkelig kommer alle ihønde, saa der ikke blir noget vrøvl med fattigdom og nød, det besørger den Ene paa en ganske simpel og ligetil maade: han indretter forholdet mellem priser og arbejdsløn saaledes, at den del af produktionen, der er bestemt for befolkningen, kan kjøbes for den samlede arbejdsløn. Med andre ord: han afpasser kjøbe-evnen efter produktionen, som han har afpasset produktionen efter behovet.

Selvfølgelig vil naturbegivenheder som den Ene ikke er herre over undtagelsesvis kunne bevirke, at produktionen i et eller andet fag kan bli mindre end paaregnet — høsten kan slaa fejl, ildebrand ødelægge endel af hvad der er produceret o.s.v. — og den Ene vil i saadanne tilfælde være nødt til at sætte priserne paa vedkommende fags produktioner op, og befolkningen vil altsaa se sin kjøbeevne minke, fordi produktionen er for liden. Men hvad der aldrig vil kunne indtræffe under den Enes regimente, det er, at befolkningens kjøbeevne ikke skulde være stor nok til at kjøbe hvad der faktisk er produceret med befolkningens behov for øje. Den idioti er fuldstændig udelukket.

Til sin produktion og til godernes fordelig har den Ene absolut ingen brug for penge. Han betaler den arbejdende befolkning med anvisninger, som han ikke behøver at dække med guld, fordi de er absolut dækkende ved den del af produktionen, der er bestemt for befolkningen; det er jo den han gir anvisning paa og noget andet en den kan ikke faaes for disse anvisninger. Og denne del af produktionen bestaar udelukkende af forbrugsartikler. Alt hvad der frembringes af produktions-apparater beholder den Ene som sin uafhændelige ejendom; thi kun som ene-indehaver af alle produktions-apparater er det at han kan bevare den oversigt, der sætter ham istand til, paa den ene side at indrette produktionen efter behovet, og paa den anden side gjennem sine priser at regulere kjøbeevnen efter produktionen, saa fordeligen kan gaa iorden. Kun som ene-indehaver af alle produktions-apparater er det, at han kan realisere ejendomsrettens almene formaal.

Selvfølgelig vilde ogsaa en flerhed af personer, om al ejendom blev overdraget til dem, paa samme maade kunde løse ejendomsrettens opgave — saasandt de organiserte sig med dette formaal for øje, og i kraft af sin organisation beholdt den nødvendige oversigt over produktion og behov.

Men al ejendom kunde jo ikke paa revolutionens tid, selv ikke i det enkelte land Frankrig, overdrages til én eller flere personer, so vilde paata sig at ordne produktionen og godernes fordelig i overensstemmelse med alles tarv — mod at de altsaa, i kraft af sin ejendomsret til alt, fik adgang til, naar produktionen af det nødvendige for alle var organiseret, da først at bevilge sig selv den luxus de hadde trang til, før de skred til at organisere nogen produktion af luxus for alle. Ingen enkelt mand, og intet konsortium af mænd kunde paa revolutionens tid paata sig at løse en saadan opgave; dertil var menneskene for mange, aftstandene for store, kommunikations-midlerne for daarlige. Og heller ikke faldt det nogen med en tanke ind at stille sig den opgave — i den grad var det øjensynligt for enhver, at den under de givne forhold var absolut uløselig.

Naar derfor revolutionen under saadanne omstændigheder alligevel bibeholdt ejendomsretten og bare flyttet den over paa nogen flere hænder, da betød det intet andet, end at den lod ejendomsretten til produktionsmidlerne i hænderne paa et utal af personer som ingen oversigt hadde eller kunde skaffe sig, hverken over befolkningens behov eller over dens produktionsevne, og som derfor var absolut ude af stand, baade til at ordne produktionen efter behovet, og til at skaffe enhver hans i del i produktionens resultat.

Med andre ord: for de individer paa hvis hænder revolutionen flyttet ejendomsretten til produktionsmidlerne over, var det en komplet umulighed, selv med den bedste vilje af verden, at bruge denne ejendomsret til det den var indstiftet for.

KAPITEL III

Revolutionsmændene mente, at den fri konkurrence
kunde løse ejendomsrettens opgave

Langtifra! mente revolutionsmænderne — det var slet ingen umulighed, tværtimod: Naar alle og enhver som i det hele taget har vilje og evne til at drive en produktion, frit konkurrerer om at tilfredsstille den faktiske efterspørgsel efter de forskjellige produkter, da vil jo produktionen gansek af sig selv, rent automatisk, komme til at ordne sig efter befolkningens behov; dertil behøves slet ingen oversigt fra de konkurrerende producenters side. Og denne automatiske ordning af produktionen er desuden den billigste for befolkningen; thi gjennem den fri konkurrence drives jo priserne ned til det mindst mulige, og befolkningen faar altsaa det mest mulige for sit arbejde. —

At produktionen gjennem den fri konkurrence automatisk vilde komme til at regulere sig selv efter befolkningens behov, det var altsaa den skjæbnesvangre kolos-vildfarelse, hvori revolutionsmændene svævet, og for denne vildfarelses skyld er det, at menneskene endnu den dag idag træller videre under ejendomsrettens og pengenes jernaag — og vil maatte vedbli at gjøre det indtil den dag da de blir færdige med at organisere sin ny revolution, den egentlige, den rigtige, den som ikke længer vrøvler med at flytte ejendomsretten hid eller did, men som kort og godt hiver baade ejendomsretten og den saakaldte „fri“ konkurrence overbord, saa man aldrig hører gjete dem mere, uden i historiebøger og i gamle sagn.

Det laa i sagens natur, at den fri konkurrence umulig kunde ordne produktionen efter befolkningens behov. De konkurrerende producenter kunde nemlig ligesaa lidt drive sin produktion uden penge, som de selv kunde leve uden at spise mad. Og pengene, det er jo den automatiske bræmse paa den menneskelige virksomhed! Penge-systemet, det er jo det store bræmse-værk hvor mama Produktion sidder indestængt og producerer saa godt hun kan med bind for øjnene og lænker om hænder og fødder, mens ejendomsvaget staar mandstærk udenfor og passer paa at ingen bryder ind og befrier hende.

Den Ene, som ejer alle produktionsmidler, kan drive sin produktion uden penge. Selv behøver han ikke at bytte sig til noget, da han jo halt alt; og heller ikke behøver hans arbejdere at bytte sig til noget, eftersom han gir dem anvsining paa alt hvad de skal ha. Hverken de eller han har altsaa nogensomhelst brug for penge. For de konkurrerende producenter derimod, som ejer hver sin del af produktionsmidlerne, og driver produktion hver for sin regning, er penge en absolut uundværlighed. Den der driver en produktion har kanske slet ikke brug for noget af det han producerer; ialfald har han ogsaa brug for meget andet. Og da dette andet ejes af andre kan han ikke komme i besiddelse af det uden ved at bytte sig det til. Men de andre som ejer det bryr sig slet ikke altid om at ta noget af det han producerer i bytte; og skal han altsaa til enhver tid uden vrøvl kunne skaffe sig hvad han har brug for, da maa han altid kunne præstere et alment byttemiddel der har sin egen varige værdi i sig selv — penge. Og ikke blot til sig selv behøver den konkurrerende producent penge. Da han heller ikke producerer alt det hans arbejdere har brug for og altsaa ikke kan gi dem anvisning paa det siden han ikke har det, saa er han ogsaa nødt til at betale dem med penge, for at de kan skaffe sig det de har brug for, der hvor det er at faa. Bestaar dertil hans produktion i forædling af raastoffer, maa han ogsaa tilbytte sig dem for penge; og gaar vedligehold og fornyelse af hans produktions-materiel ikke ind under hans egen produktion, da kræver atter det penge.

Penge behøver altsaa den arme mand ikke blot til sig selv, men penge penge penge kræver hans produktion af ham hver eneste dag. Og kan han ikke skaffe dem gaar hans produktion istaa og sætter ikke blot hans arbejdere paa bar bakke, men kanskje blir han selv da værre faren end nogen af sine arbejdere. Hans produktion er som et tæmmet men farligt vilddyr der uafladelig kræver at bli madet med penge — og har han en dag ikke penge nok til at made det med, slaar dyret ham ihjel og søger sig en ny herre der sidder inde med de nødvendige penge-midler.

Penge maa han altsaa skaffe bestandig — det gjælder ikke blot hans arbejderes velfærd men ogsaa hans egen existens — og han søger da ogsaa at skaffe dem saa godt han kan, ved at sælge det han producerer. Men skal hans produkter kunne sælges, da maa der være efterspørgsel efter dem blandt folk der har penge til at betale dem med. Paa de folks efterspørgsel der har penge, er det derfor, at han og hans konkurrenter maa lægge sin produktion an; den efterspørgsel som der staar penge bagved er det, han som de andre søger at tilfredsstille ved sin produktion. Al anden efterspørgsel som maatte findes, gir de fanden, og maa de gi fanden. Om folk som ikke ejer en rød øre i lommen finder paa at være sultne og ha behov for mad, nøgne og ha behov for klæer, eller hvad det nu kan være, saa kan de folk spørge saameget de lyster efter det de har behov for, der er ingen der konkurrerer om at skaffe dem det. Den slags pengeløse efterspørgsel er det jo aldeles umuligt for de konkurrerende producenter at ta noget hensyn til. Naar de konkurrerer paa haarde livet om at tilfredsstille „efterspørgselen“, da er det sandelig ikke fordi det morer dem at skaffe folk hvad de spør efter; nej, det er for at faa fingre i de penge, som gjennem efterspørgselen erklærer sig villige til at skifte ejermænd — de penge maa de nemlig se til at faa tag paa, for med dem er det jo de skal made sine dyr, saa dyrene ikke slaar dem ihjel.

Skulde altsaa virkelig den fri konkurrence kunne automatisk regulere produktionen efter befolkningens behov, da maatte det være fordi befolkningen under den fri konkurrences regimente til enhver tid fik sig stukket i lommen de penge, uden hvilke det ikke kan nytte at presentere sine behov i „efterspørgselen“.

Men er det tilfælde? —

—Ja! mente revolutionsmændene. Konkurrencen tvinger nemlig de konkurrerende producenter til at sælge med mindst mulig profit; skal de derfor tjene penge maa det være ved megen produktion — og da alle gjerne vil tjene saameget som muligt, vil deresproduktion altid bli den størst mulige. Men den størst mulige produktion er den der lægger beslag paa hele befolkningens arbejdskraft. Er konkurrencen fri vil derfor til enhver tid alle kunne faa arbejde; ingen behøver nogensinde at gaa ledig — og naar ingen arbejdskraft gaar ledig, da er jo arbejdslønnen saa høj som den i det hele taget kan bli. Ikke blot penge, men forholdsvis mange penge vil derfor befolkningen til enhver tid ha i lommen under den fri konkurrences regimente, og ikke blot sine nødvendigheds-behov men ogsaa endel af sine luxus-behov vil den være istand til at presentere i efterspørgselen. Thi at de konkurrerende producenter er nødt til at sælge saa billige som muligt, vil jo si, at den arbejdende befolkning for sin løn kan købe tilbage alt hvad den producerer, minus det som de konkurrerende producenter er absolut nødt til at holde tilbage, dels for selv at kunne leve, og dels for stadig at kunne øge produktions-materiellet saa produktionen kan holde skridt med befolkningens vext.

De konkurrerende producenter har altsaa ikke brug for nogen oversigt; i det øjeblik konkurrencen er fri regulerer den ganske af sig selv, rent automatisk, produktionen efter befolkningens behov — og tilfresstiller disse behov op til den grænse, det sættes af befolkningens egen produktions-evne. —

Saadan ræsonnerte revolutionsmændene, og deres ræsonnement blev paa revolutionens tid tat for god fisk —: den fri konkurrence hilstes overalt som den store befrier, og det raabtes leve for den alle vegne.

KAPITEL IV

Den fri konkurrence kan kun løse ejendomsrettens
opgave, hvis de besiddende klasser efterspørgsel
til enhver tid er stor nok til at alle kan beskæftiges

Men det var jo et løst og tosset ræsonnement:

De konkurrerende producenter kan umulig, selv med sin bedste vilje, til enhver tid beskjæftige alle. Ganske vist vilde det være fordelagtigst baade for dem selv og for den arbejdende befolkning om de kunde det, men de kan det ikke — pengenes dæmoniske magt hindrer dem absolut fra at gjøre det. Da de er nødt til at lægge sin produktion an paa at tjene penge, blir produktionens basis nødvendigsvis de besiddende klassers efterspørgsel — for dem er det der har pengere. Er altsaa de besiddende klassers efterspørgsel stor, blir der arbejde for mange; er den liden, kan der kun beskjæftiges faa. Og hvis i et givet øjeblik produktionen virkelig lægger beslag paa hele befolkningens arbejdskraft, da er det kun fordi de besiddende klassers efterspørgsel i det øjeblik er saa stor, at den del af arbejderne som den skaffer beskjæftigelse, ved hjælp af sin arbejdsløn blir istand til paa sin side at præstere en efterspørgsel stor nok til at beskjæftige resten af arbejderne.

Indtræffer dette lykkelige tilfælde — helt er det endnu aldrig indtruffet — da er ganske rigtig arbejdslønnen saa høj som den kan bli, og den arbejdende befolkning kan da ikke blot melde sine nødvendigheds-, men ogsaa endel af sine luxus-behov i efterspørgselen. Men for at denne lykkelige situation skal kunne vedvare, er det aldeles nødvendigt at de besiddende klasser ikke minker sin efterspørgsel. Gjør de det, indtræder der straks arbejdsløshed, og da er hundrede og ét ude —: det store automatiske bræmse-apparat træder øjeblikkelig i virksomhed. Arbejdsløsheden bringer nemlig strax arbejdslønnen til at synke; med arbejdslønnen synker befolkningens kjøbeevne og dermed dens efterspørgsel — og de konkurrerende producenter blir da nødt til yderligere at indskrænke produktionen, til trods for at de derved frembringer ny arbejdsløshed, som sammen med den gamle trykker arbejdsløn, efterspørgsel og produktion end yderligere ned og dermed avler arbejdsløshed og arbejdsløshed paany.

Med andre ord: Arbejdsløsheden, naar den først er indtraadt, bringer uafladelig arbejdslønnen til at minke, og den minkende arbejdsløn bringer uafladelig arbejdsløsheden til at øge — og drevet af dette automatiske vexelspil skruer bræmsen sig med uimodstaaelig magt sammen om produktionen og tvinger den til at skrumpe sig ind, mer og mere for hvert nyt udslag af det uhyggelige vexelspil.

Efterhvert som produktionen paa denne maade bræmses ned, blir det ogsaa daarligere og daarligere med de besiddende klassers fortjeneste, de blir derfor mindre og mindre flotte — ogsaa deres efterspørgsel skrumper ind, om kap med arbejdernes. Da det imidlertid er dem der har pengene, kan deres efterspørgsel dog ikke synke ned under en vis grænse. Et vist minimum af fornødenheder finder de besiddende klasser altid raad til at unde sig, hvor daarlige end tiderne er, og ned til dette minimum lar deres efterspørgsel sig drive, men heller ikke længer. Naar derfor produktionen er skrumpet ind til kun at tilfredsstille denne usle minimums-efterspørgsel fra de besiddende klassers side — naturligvis den endnu uslere efterspørgsel der kan præsteres af de faa sultelønnede arbejdere som dermed er beskjæftiget — da er produktionen naad ned til sit lavmaal. Den automatiske bræmse møder da endelig paa en absolut modstand, og maa stanse op — og dermed har altsaa arbejdsløsheden naad sit maximum, og arbejdslønnen sit minimum.

Men da er man ogsaa nede paa det rene elendigheds-niveau.

Fra dette elendighedsniveau kan produktionen ikke atter drives op uden derved, at de besiddende klasser begyner at bruge sine penge til at spekulere i en øgning af produktionen. Det kan imidlertid de besiddende klasser ikke gjøre paa en god stund; thi under produktionens nedbræmsning er deres penge blit bundet.

Mens det uhyggelige bræmse-apparat skruer sig ubarmhjertig sammen om produktionen som for at kvæle den, og virksomhed efter virksomhed maa stanse op, gaar nemlig den ene efter den anden af de producerence konkurrenter fallit. Hver enkelt fallit betyder tab for alle dem der staar i forbindelse med fallenten. Nogle kan staa for tabet, om det end svækker deres økonomiske evne; andre kan ikke staa for det men rives med i faldet og ramler overende de ogsaa — og resultatet blir nye tab, i nye kredse, med ny svækkelse af den økonomiske even, og nye falliter. Insolvensen griber derfor om sig som en smitsom farsot, falliternes antal øges for hver dag, og naar man tilslut er naad ned til elendigheds-niveauet, er der snart sagt ingen mere der ved, om han selv staar elle falder. Alt er uorden og forvirring, et fuldstændigt økonomisk virvar og røre, og al tillid borte. Det tætspundne net af millioner indbyrdes forpligtelser, som i de gode tider uafladelig indfriedes og fornyedes, hele dette vældige levende aarenet, hvorigjennem produktionens blodomløb nys pulserte med et saa spillende liv, ny ligger det dødt og livløst hen — en eneste stor og ugrej floke som ingen mere kan hitte rede i. Masser af disse forpligtelser vil aldrig bli indfriede i. Masser af disse forpligtelser vil aldrig bli indfriede; masser af dem vil bli delvis indfriede engang i tiden, men ikke før dem vil bli delvis indfriede engang i tiden, men ikke før de utallige fallit-boer langt om længe er blit gjort op; atter andre masser af dem vil nok bli helt indfriede engang, men foreløbig maa de ligge hen og vente paa sin tur, mens alle slags afviklinger finder sted. Thi selv de virksomheder der har klaret sig og endnu kan holde det gaaende, har næsten allesammen faat sin økonomi bragt i uorden under krisen og maa ha moratorium; kun lidt efter lidt formaar de at afvikle sine forpligtelser. Det er altsaa en uendelighed af opgjør som finder sted — og ingen ved hvad der vil bli det endelige resultat af dem; ingen ved hvem der til syvende og sidst vil vise sig at bli de virkelige ejere af det som er. Bare det ved man, at opgjør maa der til for at enhvers stilling kan bli klar, saa tilliden kan vende tilbage og produktionen sættes igang igjen. Og med opgjør driver man da paa, alt det man aarker. Men det kræver tid, og penge. Megen tid, og mange mange mange penge kræver de, disse talløse opgjør — og pengene strækker slet ikke til. Før, da pengene uden at betænke sig, rullet tillidsfuldt frem og tilbage mellem de besiddende og de arbejdende klasser for at besørge produktion og omsætning, gjorde de i den grad meget af sig, at man forbauset spurgte sig selv hvor alle de penge kom fra. Nu, da de vandrer mistænksomt og forsigtig omkring mellem de besiddende klasser for at besørge alle disse talløse opgjør, spør man fortvilet sig selv, om ikke størsteparten af pengene har gjemt sig bort, i den grad gjør de lidet af sig. Og dyre er de blit, pengene, fordi de ikke strækker til, skrækkelig dyre — de som ejer dem er de eneste der tjener noget i disse sørgelige tider. Men de lever ogsaa højt paa den almindelige elendighed, og savner slet ikke de florissante tider.

Naar man er rukket ned til elendigheds-niveauet har altsaa pengene andet at gjøre end at spekulere i en øgning af produktionen.

Først naar hovedmassen af de talløse opgjør er besørget, begynder her og der nogle penge at bli ledige, og de graadige gribbe der en tidlang har kunnet mæske sig bare med aadsler, gir sig da atter til at spejde efter levende bytte —: man begynder atter at spekulere paa, hvorledes der kan tjenes penge ved produktion. Og til en begyndelse er det slet ikke vanskeligt. Under den lange elendigheds-periode har enkelte behov voxet sig særlig store og falder strax i øjnene, og i dem gir man sig til at spekulere. Ved hjælp af de ledige penge sættes en del af den ledige arbejdskraft igang med en produktion, der gaar ud paa at tilfredsstille disse mest skrigende behov. Da arbejdsløsheden formindskes gaar arbejdslønnen noget op; derved voxer den arbejdende befolknings kjøbeevne; der kommer med andre ord penge bag de mest skrigende behov, som derved forvandles til efterspørgsel — og spekulationen er lykkedes. Det gir mod. Efterhvert som flere og flere penge blir ledige voxer derfor spekulationen sig frem, og der skabes lidt efter lidt atter liv og virksomhed rundt omkring.

KAPITEL V

Hvis der kun drives forbrugs-produktion, kan de
besiddende klasser ikke holde sin efterspørgsel
oppe paa det nødvendige maximum

Naar man nu paa denne maade atter er naad op til det lykkelige punkt, hvor produktionen til alles fordel lægger beslag paa hele befolkningens arbejdskraft, saa alle er sysselsatte og alle tjener penge — kan da de besiddende klasser, belært af sørgelig erfaring, denne gang la være at mindske sin efterspørgsel, saa den automatiske bræmse ikke paany faa anledning til at træ i virksomhed?

Umuligt! de kan det ikke, det er ikke gjørligt under den fri konkurrences regimente — og det er ikke vanskeligt at se.

Sæt, for at forenkle tingen, at befolkningens tal ikke øges, og heller ikke dens produktionsevne, og at man paa det givne tidspunkt ikke har spot af brug for andet eller mere produktions- og kommunikations-materiel end det man allerede har. At med andre ord produktionen, skjønt den lægger beslag paa hele befolkningens arbejdskraft, udelukkende gaar ud paa at frembringe forbrugs-artikler.

Nuvel, saalænge dette forhold vedvarer blir de besiddende klasser ikke en skilling rigere — deres formue øges ikke med en rød øres værdi. Thi hvad er det som foregaar? — De besiddende klasser kjøber for en sum penge den arbejdende befolknings arbejdskraft og frembringer ved hjælp af den alt hvad der gjennem efterspørgselen forlanges. Den del af det, som forlanges gjennem arbejdernes efterspørgsel, overgir de til arbejderne mod at faa tilbage de penge, der er betalt for arbejdskraften; resten, det de selv har forlangt gjennem sin egen efterspørgsel, blir altsaa tilbage som de besiddende klassers brutto-fortjeneste paa den hele produktions-forretning. Og vistnok deler de denne brutto-fortjeneste i to dele: det de beregner sig for sit arbejde, og det de kalder kapitalgevinst; men begge dele, baade kapitalgevinsten og det de beregner sig for sit arbejde, forbruger de. Forbrugte de det ikke, vilde jo det betyde at de besiddende klasser, gjennem sin efterpørgsel, ved en fejltagelse var kommen til at forlange mere forbrugsartikler end de har brug for, og isaaflad vilde de ikke forlange den samme forsyning paa ny omgang — deres efterspørgsel vilde altsaa minke, arbejdsløsheden indfinde sig og bræmse-apparatet sætte sig i bevægelse. At inge arbejdsløshed indtræder vil altsaa si, at de besiddende klasser paa en prik bruger just netop akkurat det de tjener. Ikke mere, thi der produceres ikke mere — og heller ikke mindre, thi da vilde der indtræde arbejdsløshed.

Dette resultat, at de besiddende klasser bruger akkurat hvad de tjener, og hverken mer eller mindre, kan naturligvis et øjeblik tænkes fremkommet ved, at nogen bruger mere end de tjener og andre mindre. Men at dette mere og dette mindre just akkurat skulde dække hverandre, det maatte jo da bero paa et ganske mærkværdigt tilfælde der ikke kan indtræffe hver dag. Hvis derfor de besiddende klasser vedvarende paa en prik bruger hvad de tjener, da maa det være fordi hvert enkelt individ inden de besiddende klasser hele tiden bruger sin fortjeneste op til sidste øre.

Det er imidlertid, under den fri konkurrences regimente, en umulighed.

Bortset fra at en forretningsmand slet ikke til enhver tid kan vide akkurat hvad han tjener og indrette sit forbrug derefter, saa tvinger selve konkurrencen de konkurrerende producenter til at lægge endel af sin fortjeneste tilside:

En mand driver en produktions-forretning, og til idag har han tjent penge. Men imorgen opdager han at prisen paa hans produkter er faldt, og at hans produtkion gaar med tab. Da han undersøger sagen finder han, at en slump nye konkurrenter har kastet sig ind i faget og ødelagt forretningen ved at frembringe overproduktion. Det er en kjedelig affære, for hvad skal han gjøre? Fortsætter han sin produktion, taber han penge hver dag — holder han inde med at producere, mister han sin kundekreds og ødelægger en møjsommelig indarbejdet forretning. Da han imidlertid har en pén sum penge i baghaanden, beslutter han sig til at fortsætte, idet han sier til sig selv: Vistnok taber jeg penge hver dag, men det samme gjør ogsaa mine konkurrenter; de af dem der har færrest penge i baghaanden maa tilslut gi ævret op; og naar et tilstrækkeligt antal af dem er gaat fallit, og produktionen derved er bragt tilbage i sin normale gjænge, da blir ogsaa priserne normale igjen, og jeg tjener atter mine penge som før. Det er en kjedelig affære, men — gudskelov at jeg ialfald har penge nok til at kunne ride stormen af.

Mange slags farer lurer paa den konkurrerende producent og gjør hans stilling usikker, og vil han ikke risikere at ryge af pinden hvad dag det skal være, da maa han sørge for at ha penge i baghaanden, om det skulde knibe. Helst saamange som muligt, for desto større er sikkerheden. Og vel er det letsindige folk som stoler paa lykken og lar humlen suse; men massen af de konkurrerende producenter er alvorlige besindige mænd, som tænker paa fremtiden og derfor altid lægger tilside en del af det de tjener.

Men er produktionen udelukkende forbrugs-porduktion, da kan der ikke lægges en skilling tilside uden at arbejdsløsheden indfinder sig og sætter bræmseapparatet i bevægelse.

Hvis derfor produktionen paa det givne tidspunkt virkelig vedvarende sysselsætter alle, da maa det være fordi der ved siden af forbrugsartikler ogsaa frembringes varige værdier: nyt produktions- og kommunikations-materiel. I saa fald kan nemlig de besiddende klasset godt lægge en del af sin fortjeneste tilside uden derved at mane arbejdsløsheden frem. Deres brutto-fortjeneste paa produktions-forretningen bestaar nemlig da dels af forbrugs-artikler og dels af det nye materiel. Forbrugsartiklerne forbruger de og forlanger samme forsyning paa ny omgang. Det nye material lar sig ganske vist ikke forbruge, men derfor kan jo de besiddende klasser lige godt vedbli at forlange mere nyt materiel — saasandt der bare er brug for det. Og det er der altid. Der er altid brug for meget, meget mere nyt produktions- og kommunikations-materiel end menneskene har kræfter til at frembringe. Thi ikke blot voxer stadig menneskenes antal, men deres behov har desuden ingen grænser. Ikke før er de møjsommelig naad frem til at kunne tilfredsstille et behov, som længe har trykket dem, før et nyt større behov strax melder sig og siger: tak, nu er det min tur! — og atter maa der lægges ivej; bestandig; uden stans. Slig har det altid vært, slig vil det bestandig bli. Om menneskene idag var rukket saalangt, at enhver naarsomhelst og hvorsomhelst kunde sætte sig op og kjøre hen over jordens overflade i hvilken retning han ønsket og med den fart han selv bestemte — ingen tvivl om at trangen til at kløve luften som himmelens fugle da vilde presentere sig som et uafviseligt behov. Og var ogsaa det behov blit tildfredsstillet, og menneskene først pløjet jordens atmosfære som de lystet, da vilde ogsaa trangen til at pløje ætheren komme stikkende — og det næste behov vilde være en vej ud i verdensrummet, med maanen som første station.

Menneskenes behov har ingen grænser; de aspirerer jo ikke bare til at underlægge sig jordkloden; hvad der inderst inde driver dem er til syvende og sidst trangen til at omfatte og gjennemtrænge universet for at naa ind til existensens væsen. Og endnu er de altsaa ikke engang naad frem til at kunne spise sig mætte hvergang hungeren melder sig. Saa utilfredsstillede behov mangler de sandelig ikke. Der er altid fuldt op af menneskelige behov at tilfredsstille, altid fuldt op af nyttigt arbejde at la udføre. Arbejdsløshed betyder ikke at der er mangel paa arbejde, men kun at der er kræfter, som ikke faar slippe til — kræfter, som du, gamle gud Mammon, ved dit snedige pengesystem hindrer fra at ta fat paa at tilfredsstille de behov, der staar for døren og skriger.

Der er med andre ord til enhver tid fuldt op af udmærket anvendelse for den arbejdskraft, som forbrugs-produktionen ikke lægger beslag paa. Selv om den ledige arbejdskraft anvendes til sidst mand, rækker man alligevel bare at tilfredsstille de aller nærmeste behov.

Og de besiddende klasser har en dobbelt opfordring til at anvende den disponible arbejdskraft til sidste mand. For det første faar det automatiske bræmseapparat da ingen anledning til at virke, og man undgaar altsaa den taabelige vexel af gode og daarlige „tider“. Og for det andet saa bestaar jo de besiddende klassers nettofortjeneste paa den hele produktionsforretning udelukkende i det nye produktions- og kommunikations-materiel, som den disponible arbejdskraft frembringer, og hver mand som gaar ledig omkring fordi han ikke kan faa arbejde, er altsaa et direkte skaar i denne netto-fortjeneste.

Naar derfor de besiddende klasser alligevel ikke anvender den ledige kraft som byr sig frem, da er det sandelig ikke fordi de mangler lyst og vilje til at gjøre det, men helt enkelt fordi de stakler ikke kan. Og naar de ikke kan, da er det ikke fordi de er uduelige, men fordi tingen i sig selv er ugjørlig, saalænge producenterne konkurrerer med hverandre og hver især kun forfølger sine private pengeformaal, istedenfor at skaffe sig en oversigt over hvad der bør produceres, for derefter at komme overens om at producere hver sin del af det.

Nogle tal — og tingen vil være selvindlysende.

KAPITEL VI

Selv om der foruden forbrugs-artikler frem-
bringes nyt produktions-materiel, kan de besiddende
klasser umulig holde sin efterspørgsel oppe paa
maximum
———


Sæt at den civiliserede verdens arbejderbefolkning paa det givne tidspunkt tæller alt i alt 100 millioner mand, som alle holdes i virksomhed. 90 millioner laver forbrugsartikler og besørger det nødvendige uproduktive arbejde, 10 millioner frembringer nyt produktions-materiel. Af forbrugsartikler laves der bare akkurat hvad man bruger, og de besiddende klasser lever paa dette tidspunkt endnu ligesaa tarvelig som sine arbejdere — forbrugs-produktionen frembringer altsaa kun det nødvendige for alle. Naar de besiddende klasser har dækket sit eget forbrug og udleveret det nødvendige til de 100 millioner arbejdere mod at faa tilbage hvad der er udbetalt dem i arbejdsløn, har de paa den hele produktions-forretning tjent netto det nye materiel, som de 10 millioner har frembragt.

Og lad os saa si, at baade arbejdernes og de besiddende klassers antal hvert aar voxer med 2 procent.

Nuvel:

Hvis da de besiddende klasser organiseret som et eneste stort konsortium, der driver al produktion for én fælles regning, under ledelse af et centralstyre, der sidder inde med oversigt over forbrug og produktion og har gjort sig rede for befolkningens aarlige væxt, da er der ingensomhelst tvivl om, hvorledes dette centralstyre leder frembringelsen af det nye produktions-materiel: De 10 millioner mand er ikke blit sat igang med produktion paa maafaa; centralstyret har paa forhaand planlagt arbejdet, og først og fremst sørget for, at det produktions-materiel man har, i aarets løb vil bli øget med 2 procent, saa nødvendigheds-produktionen, naar aaret er omme, kan øges med 2 procent over hele linjen, som befolkningens væxt kræver. Og har denne planmæssige øgning af nødvendigheds-materiellet f.ex. lagt beslag paa 5 millioner mand, saa er de øvrige 5 millioner blit sat til at rejse etablissementer beregnede paa produktion af saadanne luxus-artikler, som man antar at de besiddende klasser vil ønske at kjøbe.

Efter et aars forløb er der voxet op en ny arbejdsstok paa 2 millioner mand. Af dem kræves de 900,000 til at betjene det nylavede nødvendigheds-materiel, 900,000 til at drive de færdige luxu-etablissementer — og 200,000 blir altsaa disponible og kan sættes til, sammen med de 10 millioner at lave mere nyt materiel. Den planmæssige øgning af nødvendigheds-materiellet vil saa i det nye aar komme til at sysselsætte 5,100,000 mand, og en ligesaa stor arbejdsstok blir altsaa disponibel til øgning af luxus-materiellet.

I det andet aar frembringer de 900,000 mand, der har tat det nye nødvendigheds-materiel i brug, akkurat hvad der forbruges af den tilvæxt de besiddende klasser har faat, plus hvad de selv og de andre 1100,000 ny tilkomne arbejdere behøver for at leve, og kan kjøbe for sin løn. Centralstyret ved altsaa paa forhaand at lat hvad der produceres af nødvendigheds-artikler vil bli solgt, og at de anvisninger, hvormed de 102 millioner arbejdere hver uge betales, stadig vil vende tilbage til centralstyrets kasse. Derimod er det paa forhaand givet, at ikke alt hvad der produceres af luxus vil være salgbar vare. Da man ikke tilstrækkelig kjendte de besiddende klassers luxusbehov, har man vært nødt til at prøve sig frem. Naar de nye luxus-etablissementer har faat kastet sine produkter ind paa markedet, vil det derfor nok vise sig, at der i nogle luxus-brancher produceres mere og i andre mindre end de besiddende klasser finder at ha brug for — og enkelte branchers produkter falder kanske slet ikke i publikums smag og lar sig i det hele taget ikke sælge. Af de anvisninger som hver uge udstedes til de besiddende klasser, og som tilsammen lyder paa et saa stort beløb, at der for dem kan kjøbes, ikke blot hvad de besiddende klasser bruger af nødvendigheds-artikler, men ogsaa alt hvad der produceres af luxus, vil derfor sikkerlig en del ikke vende tilbage i centralstyrets kasse. Men den eventualitet har altsaa centralstyret forudset. Anvisningerne gjælder derfor kun for et vist tidsrum, og naar det tidsrum er forløbet, anulleres de ikke tilbagevendte anvisninger — og de usolgte luxus-artikler kastes i grams til arbejderne eller tilintetgjøres. Samtidig indstilles naturligvis den mislykkede del af luxus-produktionen, og de arbejdere som derved blir ledige sættes strax til at hjælpe de 5,100,000 mand der laver nyt luxusmateriel. Blev de ikke sat i arbejde, kom jo den del af nødvendigheds-produktionen der er beregnet paa dem, til at ligge og raadne paa lagerne, og konsortiet vilde gaa glip af hvad de kunde faat for de raadnede sager, nemlig det nye materiel som de ledige arbejdere hadde kunnet frembringe. Saa den galskab at la disponible arbejdere gaa ledige, kan intet centralstyre finde paa at begaa.

Hvis de besiddende klasser udgjør et konsortium kan der altsaa aldrig indtræde arbejdsløshed, fordi konsortiets centralstyre gjør produktionen af det nødvendige for alle til basis for den hele produktion. Produktionen af det nødvendige for alle, saaledes organiseret, at den uafladelig voxer i samme forhold som folkemængden, er jo at ligne med et uudtømmeligt, altid strømmende kildevæld, hvoraf konsortiet ustanselig kan øse op alt det, hvormed alles arbejde til enhver tid kan betales. Og ønsker arbejderne til enhver tid beskæftigelse fordi de ellers ikke har noget at leve af, saa ønsker konsortiet paa sin side altid at beskæftige dem, fordi det hvormed de kan betales ellers blir liggende og raadne op. At konsortiet til enhver tid raader over det nødvendige for alle, vil derfor si, at al disponibel arbejdskraft til enhver tid paa forhaand er kjøbt og betalt, og arbejdsløshed er altsaa en umulighed.

* * *

Ligger al ejendom udelt i et konsortiums haand, vil følgelig ejendomsrettens opgave være løst —: det nødvendige for alle blir da uafladelig produceret, og enhver arbejder kan altid ved at arbede skaffe sig sin del af det.

Det kan han derimod slet ikke altid, naar ejendomdommen sidder fordelt paa de konkurrerende producenters hænder — fordi de umulig kan planlægge frembringelsen af det nye produktions-materiel, men er nødt til at drive den paa maafaa. Hvordan vil i vort tilfælde tingene komme til at gaa for sig? —Jo:

Rundt omkring i den civiliserede verden sættes 10 millioner mand igang med at lave alskens nyt produktions-materiel. Deres arbejde ledes af nogle hundrede-tusen arbejdsherrer, der opererer hver for sig uden at samraade sig med hverandre. Ikke én af disse arbejdsherrer aner, hvor meget der alt i alt, verden over, produceres indenfor den branche han kaster sig ind i, og med hvor meget produktionen inden denne branche kan øges uden at der fremkaldes „overproduktion“ — ejheller hvormange andre foruden ham selv der kaster sig ind i branchen. Ikke én af dem kan altsaa være sikker paa, om ikke det materiel han nu gir sig til at frembringe, blir overflødigt og unyttigt. Men det spørgsmaal bekymrer end ikke disse brave privatmænd. At samraade sig med hverandre, for ialfald tilnærmelsesvis at faa rede paa hvor meget nyt materiel der vel kan bli brug for i hver enkelt branche, for derefter at enes om at frembringe hver sin del af det, kan jo slet ikke med tanke falde dem ind —: de lever jo i konkurrencens tid, altsaa skal der konkurreres! og følgelig blir det enhvers sag at gjøre sig op sin mening om, i hvilken branche faar han saa kaste sig ind. At en masse andre nødvendigvis kommer til at gjøre sig op den samme mening som han, og altsaa kaster sig ind i den samme branche, skønt der i branchen slet ikke er plads for dem alle, det faar ikke hjælpe — det er jo netop meningen at der skal konkurreres! Og om de paa den maade alle tilhobe, lig en dum saueflok, kommer til at styrte sig over de faa enkelte brancher, hvori der for øjeblikket tjenes bedst, skjønt de derved utvivlsomt vil ødelægge forretningen, ikke blot for hverandre, men ogsaa for dem der allerede arbejder i disse brancher, det faar i guds navn være det samme — det er jo netop deri den fri konkurrence bestaar. De mindst pengestærke og de mindst forretnings-dygtige, som ligger under i konkurrencen, faar i guds navn gaa fallit! Og om disse falliter bringer arbejds-stansning og arbejdsløshed, og den hele produktion som følge deraf blir bræmset ned til elendigheds-niveauet, det gir de fanden! de pengestærkeste og de dygtigste grejer sig alligevel — leve konkurrencen! ... Man skulde tro det gjaldt en nytteløs sport, som disse privatmænd drev for sin fornøjelses skyld uden andet formaal end det, at faa rede paa hvem der er de pengestærkeste og de dygtigste — og ikke at det gjælder den produktion, hvoraf menneskehedens ve og vel er afhængig. —

Det er klart, at de 10 millioner mand, hvis arbejdskraft paa denne vanvittige maade misbruges af de galninger, der beskjæftiger dem, ikke efter et aars arbejde akkurat vil ha øget materiellet i alle nødvendigheds-brancher med de 2 procent som befolkningens tilvæxt kræver. Naar det nødvendigheds-materiel, de har frembragt, tages i brug, vil det ganske sikkert vise sig, at der indtræder overproduktion i de brancher, hvor der før tjentes de fleste penge. Men lad os sætte det mirakel, at nødvendigheds-materiellet i det forløbne aar virkelig er blit øget, ikke hverken med mere eller mindre, men akkurat med de nødvendige 2 procent. Nuvel, isaafald har de konkurrerende producenter dertil ikke anvendt mere end 5 millioner mand — de øvrige 5 millioner er altsaa blit anvendt til at frembringe luxus-materiel. Og det vil da gaa de konkurrerende producenter som det gik konsortiet —: naar luxus-materiellet tages i brug vil det vise sig, at en del af den luxus der frembringes, ikke lar sig sælge, og den mislykkede del af luxus-produktionen maa da indstilles. Men de producenter der saaledes blir nødt til at indstille sin produktion, kan ikke som konsortiet beholde sine arbejdere og sætte dem til at rejse nye luxu-etablissmenter, hvis produkter kanske vil falde mere i de besiddende klassers smag. Hver enkelt af de konkurrerende producenter har nemlig ikke som konsortiet kunnet gjøre produktionen af det nødvendige for sig selv og sine arbejdere til basis for sin luxus-produktion; han kan derfor ikke betale sine arbejdere med anvisninger paa nødvendigheds-artikler, som han selv ejer. Men skal han betale dem med anvisning paa nødvendigheds-artikler, der ejes af andre, da hedder den slags anvisninger penge — og penge har han ikke. Alle singe penge har han git ud, først til at faa sit luxus-etablissement rejst og dernæst til at la sine arbejdere drive det. Og saa etablissementets produkter ikke har ladt sig sælge er pengene ikke vendt tilbage til ham. Hans kasse staar altsaa tom, og han har intet andet at gjøre end at gi sine arbejdere afsked.

Og der staa heller ikke en anden producent med penge paa næven færdig til at engagere de afskedigede arbejdere. For det første kan de ikke beskjæftiges i den samme branche, siden der i den er overproduktion — og flytte dem over i en anden branche lar sig ikke saadan uden videre gjøre, fordi den der arbejder med uøvede folk let risikerer at ligge under i konkurrencen. For det andet er en hoben penge blit bundne ved de uheldige luxu-fabrikanters falliter. Og for det tredje er det ikke i nedadgaaende tider man helst gaar igang med nye foretagender. De arbejdere der er blit disponible ved stansningen af den mislykkede luxus-produktion, blir derfor gaaende arbejdsløse omkring — det staar ikke til at undgaa.

Og kunde saa endda de konkurrerende producenter hindre arbejdsløsheden i at yngle! Men det lar sig ikke gjøre. De maatte da kunne holde arbejdslønnen oppe tiltrods for arbejdsløsheden — og det kan de ikke. De konkurrerer jo paa haarde livet, enhver af dem maa altsaa se til, at han producerer saa billig som muligt. Og gjør da arbejdsløshed, at der presenterer sig billigere arbejdskraft, saa tar han mod den med kys paa haand. Gjør ikke den ene det saa gjør den anden det, og naar først nogen gjør det maa de andre følge efter for ikke at ligge under i konkurrencen. Og dermed er hundred og ét ude: Ikke før har arbejdsløsheden faat lov til at røre ved arbejdslønnen, før det uhyggelige vexelspil mellem dem begge automatisk sættes i bevægelse, og den hele produktion blir ubønhørlig skruet ned til elendigheds-niveauet, hvor de besiddende klassers efterspørgsel er reduceret til sit minimum, og hvor derfor arbejdsløshed, sult og nød, som det var ejendomsrettens opgave at umuliggjøre, antar aldeles formidable dimensioner.

————————

KAPTIEL VII

Hvorfor revolutionsmændene ikke kastet
ejendomsretten overbord

——

Ejendomsretten i konsortiets haand, den udelte ejendomsret, kan opfylde sin bestemmelse, fordi konsortiet ikke driver sin produktion med penge, men med anvisninger paa nødvendigheds-artikler, som den til enhver tid sørger for at sidde inde med i tilstrækkelige mængder. Ejendomsretten i de konkurrerende producenters hænder, den delte ejendomsret, kan derimod ikke opfylde sin bestemmelse, fordi de konkurrerende producenter er absolut nødte til at drive sin produktion med penge, og altsaa uundgaaelig kommer til at lægge den ind under pengeformaalenes automatiske bræmse.

Den udelte ejendomsret i konsortiets haand er derfor at ligne med en godmodig hest, der villig lar sig ride ind, og som naar den engang er indredet, lydig traver afsted med sin rytter paa ryggen, did han styrer den hen. Den delte ejendomsret i de konkurrerende producenters haand er derimod at ligne med et ondskabsfuldt balstyrigt asen af et dyr, der aldrig lar sig ride ind, som gir pokker i bidsel og tøjler, og bare traver afsted hvorhen den selv lyster med rytteren siddende hjælpeløs i sadlen, — hvis han da ikke er faldt af og hænger og slæber i stigbøjlen. Vel tillader hesten rytteren at svinge sig i sadlen, ja den holder endog en stund vejen, saa han til en begyndelse bilder sig ind at han har den i sin magt; men før han ved ord af det, skener bæstet pludselig til siden, ud af vejen, og afsted bærer det over stok og sten — til hest og rytter ligger og spræller nede i en myr, som de har al møje med at komme op af igjen. Og vel lar dyret sig saa, tilsyneladende godmodig, føre tilbage til vejen og rytteren stige op igjen — men bare for atter at begynde den samme daarlige spøg paany. Om igjen og om igjen, altid, bestandig.

Den delte ejendomsret er pengenes tossede regimente, hvor hest og rytter har byttet roller — hvor rytteren rides af sin hest. De konkurrerende producenter rides af sine egen pengeformaal, og blir redet ordentlig tilvands —: millionvis af menneskers arbejdskraft tvinges de til enten at kaste bort eller misbruge, saa den gaar ynkelig tilspilde, dem selv og alle til ubodelig skade. —

Menneskene lod pengesystemet narre indpaa sig, fordi pengene saa fromme og tamme og lydige ud. Hvem er mere herre over sin ejendom end den, der har den i form af penge?! Siger ikke pengene til ham: „Herre, herre, hvad vil du ha? se, alt kan jeg skaffe dig — byd, og din slave adlyder“. Og paa de præmisser blev slaven antat. Men slaven holdt ord som en skjælm: „Alt kan du faa for penge!“ — javel, alt hvad der virkelig produceres. Men det ene fornødne: en ordnet produktion, der skaffer alle det de har brug for og derved gjør mennesker til herre over sin egen produktionskraft — det kan ikke blot ikke faaes for penge, men det kan i det hele taget ikka faaes saalænge penge existerer! Slaven der tilsyneladende optræder saa ydmygt, og lader som om han lar sig bruge til alt, hundser i virkeligheden sin herre paa den latterligste maade. Hvad der er herren det dyrebareste af alt: hans evne til selv at disponere over sine egne kræfter, bestjæler slaven ham for. Den tilsyneladende slave er i virkeligheden sin herres herre, og den tilsyneladende herre sin slaves slave.

Dette er pengenes underfundighed.

Underfundighed er dit væsen, gamle gud mammon; og pengesystemet er dit væsens udtrykte billede. Men menneskene var for troskyldige til at gjennemskue pengenes underfundighed, derfor fik du narret din delte ejendomsret med dens pengevæsen indpaa dem. —

Endnu idag er menneskene ikke naad frem til at gjennemskue pengenes væsen og fatte denne djævelske underfundighed — og revolutionsmændene var jo meget langt fra at ane den. De havde derfor slet ingen skræk for den delte ejendomsret. Tværtom. Vel trodde de at ejendomsretten var en nødvendig institution; men den udelte ejendomsret — om den hadde vært mulig paa deres tid — vilde de alligevel ha betakket sig for. Ejendomsretten udelt i et konsortiums haand, det er jo menneskeheden inddelt i to kaster: herrer og slaver, husbond og tjenere — og „Frihed, Lighed og Broderskab!“ var revolutionsmændenes program. Nej, ejendomsretten var nødvendig, men gudskelov at den lod sig dele, saa alle frit kunde konkurrere om at faa part i den. Den delte ejendomsret, den fri konkurrence, det var jo netop frihed. Og vel førte friheden til ulighed i formues-omstændigheder; men den ulighed berodde jo paa den naturlige ulighed mellem menneskenes evner, deres større eller mindre dygtighed — og friheden bestod jo netop i adgangen for enhver til at bruge sine evner, sin dygtighed, til fordel for sig selv. Saa friheden krævet selv denne ulighed. Og naar bare privilegierne kom væk vilde jo adgangen til at benytte sine evner til at erhverve ejendom bli lige for alle — og den lighed var det som var frihedens lighed. Og den udelukket heller ikke broderskabet: Den fri konkurrence vilde jo nemlig løse ejendomsrettens opgave; alle vilde til enhver tid kunne erhverve det nødvendige. Og om da de dygtigste, ved ærlig og redelig at sejre i konkurrencen, fik mere end de andre, derfor kunde vel de sejrende og de tabende lige godt trykke hverandres hænder som brødre; det var dog til syvende og sidst bare om det overflødige, at konkurrence-kampen stod — det nødvendige var jo alle sikret gjennem selve konkurrencen, hvordan den end faldt ud.

Slig ræsonnerte revolutionsmændene. I den grad var pengenes, den delte ejendomsrets underfundighed skjult for deres øjne. „Ned med privilegierne!“ blev derfor ogsaa hele deres program. Men dertil behøvedes bare en politisk revolution — og den indledet de altsaa ved stormen paa Bastillen. Nogle halvglemte udsultede fanger bares i triumf ud af deres celler og fik atter se den blaa himmel over sig — folket satte dem i frihed. Og dermed mente revolutionsmændene at ha indledet frihedens, folke-souverænitetens æra. Men din souverænitets æra var det de indledet, gamle gud Mammon — penge-souverænitetens æra. Frigjort fra privilegiernes lænker, hvormed konger og kejsere hidtil hadde bundet dem, rejste pengene sig nu i hele sin souveræne majestæt og tvang selv kejsere og konger til at bøje knæ for sig. Men sin fod satte den nye souveræn paa folkets nakke. Pengemajestæten satte sin fod på folkemajestætens nakke, og det nittende aarhundrede blev ikke folke-souverænitetens men penge-souverænitetens tidalder, hvor du gamle gud Mammon sad tilrors og ved dit underfundige pengestyre maget det slig at menneskene vedblev at være lige fattige, skjønt de meget mere end tidoblet sin evne til at frembringe hvad de hadde brug for — maget det slig, at de gik sultefattige omkring, mens de burde vært hovedrige.

Se det fik menneskene, fordi revolutionsmændene ikke hadde gjennemskuet pengenes underfundighed, og kastet ejendomsretten overbord.

* * *

Revolutionsmændene stormet Bastillen og trodde dermed at nu var frihedens time inde. Det var en uhyre fejltagelse. Ikke kong Ludvigs, men din Bastille, Mammon, var det de maatte ha stormet — ejendomsrettens gamle Bastille, som bag sine mosgrodde, ærværdig udseende mure gjemmer det uhyggelige bræmseværk, hvor mama Produktion sidder stængt inde og producerer med bind for øjnene, og lænker om hænder og fødder. Den Bastille var det de maatte ha stormet, men den lod de staa. Og den er det jo, som maa falde, hvis frihedens æra skal oprinde for menneskenes børn. Tykke og bastante er dens tusenaarige mure, velbevæbnet og mandstærk ejendomsvagten som vogter den — og den kan ikke hungres ud, siden den har mama Produktion inden sine mure. Men stormes kan den; for et angreb af folket i vaaben vil den ikke kunne staa — ulykken er kun den, at ejendomsrettens ærværdig udseende Bastille i alles tanker ligger paa et saa højt sted at den synes uindtagelig.

Vil ejendomsvagten kunne bringes til frafald saa den aabner portene? Eller vil folket tilslut opdage, at den gamle fæstning alligevel lar sig bestorme — ingen ved det. Men først naar folket — over ejendomsvogternes lig eller gjennem deres frivillig aabnede rækker — stormer ind i bræmseværket og river bindet fra mama Produktions øjne og befrier hende fra lænkerne og bærer hende i triumf ud i det fri, hende og alle hendes apparater, mens bræmseværket der bag dem gaar op i luer og kun efterlader, under sin aske en stor guldklump, hvoraf menneskene siden kan forarbejde smykker til sine kvinder — først da er frihedens time inde, først da kan den trælbundne lidende menneskehed rejse sig i sin vælde, leende kaste alle pengetanker og næringsbekymringer bag sig, og med smil paa læben storme frem mod sit første store maal: menneskehedens vældige møde med sig selv — begyndelsen til alt egentligt liv.

————————