Anarkiets Bibel/Bog II

Fra Wikikilden
Hopp til navigering Hopp til søk
Gyldendalske Boghandel Nordisk Forlag (s. 33-75).
◄  Bog I
Bog III  ►

Hvorledes menneskene, efter først at
ha ladt ejendomsretten narre indpaa
sig, forgjæves forsøger at forbedre en
i sig selv umulig institution

KAPITEL I

Hvorledes ejendomsretten blev narret indpaa
menneskene

— Gamle Vorherre, svarer Satanas — spillet er ude og det er dig der har tabt; bland kortene og gi igjen, og lad os ha en ny omgang. Menneskene du skabte i dit billede er nemlig ikke mennesker mere, men uhelbredelige idioter som de andre dyr — det undrer mig bare, at jeg ikke har opdaget det for længe siden. Før, naar Kapitalen jog arbejderne ud af fabrikerne og lod dem sulte, fordi nye maskiner hadde overtat deres arbejde, vendte ialfald, naar sulten tog dem, rasende tilbage og slog maskinerne i filler. Det var dumt naturligvis, for det nyttede ikke til noget; men at ialfald revoltens aand var levende iblandt dem, det tydet dog paa, at guddomsgnisten endnu var der. Nu, da Kapitalen for tusen- og ni- og nitiende gang har gjentaget sit gamle idiotiske kunststykee, og denne gang med et ganske uhyggeligt resultat — for det var hele ni tiendeparter i et stort fag som blev gjort arbejdsløse — nu hører jeg, ved siden af avisernes lovsang over fremskridtet og kapitalen, ingenting andet end stille suk og resignerede jammerklager fra arbejdernes side over al den nye elendighed. Jeg tror ikke mere paa guddomsgnisten i menneskene! — lad altsaa din syndflod komme og skyll denne slægt af byttinger ned i evighedsdybet igjen, som du aldrig burde hentet dem op af, og lad os begynde forfra med en ny Adam og en ny Eva, som du altsaa faar se til at udstyre lidt bedre end de forrige; ellers blir s'gu det hele for kjedeligt.

— Saa sat, saa sagte, Satanas! svarer gamle Vorherre — endnu kan jeg ikke gaa med paa at gi menneskene op som uhelbredelige. Men er du blit utaalmodig og har tabt troen paa dem, nuvel da stil dem ligesaa godt først som sidst paa den store afgjørende prøve —: lad Kapitalen strax gaa igang med den store jordbrugs-revolution. Og det lover jeg dig: hvis de tre fjereparter af menneskene som da blir gjort arbejdsløse, virkelig finder sig i sin skjæbne og sætter sig resigneret til at sulte med korslagt arme, fordi det er blit for nemt at producere mad, ja da gir jeg som du menneskene op og lar som du lnsker min syndflod komme og skylle denne slægt ned i evighedsdybet igjen — og saa begyner vi spillet forfra med en ny Adam og en ny Eva.

Men jeg spaar dig Satanas, at paa den dag Kapitalen gaar igang med den store jordbrugs-revolution, da besegler den dermed selv sin egen skjæbne, og den dage vil hurtig være talte.

Du gjør nemlig menneskene storlig uret naar du mener, at guddomsgnisten er slukket i dem. Husk dog paa, at det er en ganske djævelsk snedig indretning, den lumske fælde du har fanget dem i ved at narre dem din ejendomstheori — den er slet ikke saa ligetil at komme ud af igjen! Og at menneskene gik i fælden, det var ikke blot saare naturligt, men det taler endog til deres fordel. Netop fordi de hadde guddomsgnisten i sig var det, at din ejendomstheori kunde besnære dem — og paa guddomsgnisten i dem var ogsaa din lumske theori lagt an. Du sa ikke til dem:

— Jeg hører, mennesker, at I tænker paa et arrangement for at sikre menneskehedens existens. Det er en dumhed. „Menneskeheden“ existerer ikke andre steder end i jer fantasi — hvad der virkelig existerer er de enkelte mennesker. Gjør altsaa ingen anstalter for en indbildt menneskeheds skyld, men sørg for jer selv. „Hver sørge for sig!“ — det er det almene bedste.

Hadde du paa den maade plumpt røbet din hensigt, menneskene hadde alle som én bedt dig drage langt did ind hvor du hører hjemme. Og det vidste du; derfor presenterte du dig i diplomatfrak, og sa alvrolig til dem:

— Skal menneskeheden kunne leve er det aldeles nødvendigt, at massen af mennesker uafladelig arbejder paa at frembringe, hvad menneskeheden behøver.

Den enkle sandhed forstod de.

— Vil I altsaa sikre menneskehedens existens? spurgte du saa, højtidelig.

Og det vilde de alle. For de var mennesker. Hadde de vært som de andre dyr, de hadde svaret dig alle som én: „Hvad bryr jeg mig om „menneskeheden“! mig selv og mine unger vil jeg sørge for — basta!“ Men de var ikke som de andre dyr, de hadde guddomsgnisten i sig. For dem stod det almene, slægtens udvikling, menneskehedens liv som det højeste, som maalet. Og derfor svarte de alle:

— Ja! menneskehedens existens vil vi sikre.

— Vel, sa du videre — men vil I maalet, da maa I ogsaa ville midlerne, og det blir ingen dans paa roser. Skal man nemlig kunne være sikker paa, at et menneske uafladelig arbejder, da maa han være stillet under følgende vilkaar: 1. Han maa intet eie. 2. Kun ved sit arbejde maa han være istand til at skaffe sig hvad han behøver. 3 Ved sit arbejde idag man han ikke kunne skaffe sig mere end just akkurat hva han behøver for at holde livet oppe til imorgen. Under slike vilkaar maa altsaa massen af mennesker stilles, hvis menneskehedens existens skal være sikret. Og det kan kun ske paa én maade —: Jorden, arbejds-redskaberne, husene, maden, kort sagt alt, hvad menneskene behøver for at leve og for at kunne arbejde, maa udelukkende være nogle faas ejendom.

Disse faa vil nelig da ha al interesse af at si til alle de andre:

— Allting tilhører os, og I har ingenting at leve af. Men vil I for vor regning dyrke vor jord og bruge vore arbejdsredksaber og frembringe hved menneskeheden behøver, da vil vi til gjengjæld la jer bo i vore huse og hver dag gi jer saa meget at I kan opholde livet til den næste.

De andre som ingenting har, vil være nødt til at ta imod dette tilbud, saasandt de vil leve. Og dermed vil altsaa tingen være iorden: massen af mennesker vil uafladelig arbejde paa at frembringe hvad menneskeheden behøver — menneskehedens existens vil være sikret.

Det var haarde vilkaar. Imidlertid, menneskene akcepterte dem — for: sikre menneskehedens existens, det vilde de.

Men de klogeste og de stærkeste blandt dem skyndte sig hurtig at bemægtige sig alt, for derpaa at si til alle den andre:

— Det er nødvendigt for menneskehedens skyld, at massen af mennesker er fattige, og kun nogle faa rige. Vi har ny bemægtiget os alt og er dermed blit de rige; for jer er der altsaa ingen anden rolle tilbage, end den at være de fattige.

Dybt følte de det uretfærdige i denne ordning, de som paa den maade blev de fattige. Men den uretfærdige ordning var jo nødvendig for det store maals skyld, og hvem der end blev rige, saa blev jo uretfærdigheden den samme. For det store maals skyld tog altsaa staklerne tiltakke med sin usle lod og spændte sig taalmodig for produktionens vogn, mens de rige sat sig op i vognen for at styre.

Da tog du guldsvøben frem, som du hadde i beredskab for anledningen — dit underfundige pengesystem — og gav den til de rige. „Den som skal styre lastdyr,“ sa du med et smil, „han bør helst ha en svøbe.“ Og de rige knaldet med guldsvøben og fandt den fortræffelig.

Og videre sa du til dem:

— Blandt alle disse fattige stakler, som altsaa herefter er nødt til uafladelig at arbejde i sit ansigts sved for at æde sit brød, er der ganske sikkert enkelte som i længden vil bli misfornøjet med sin skjæbne. Naar sveden perler frem paa deres pande og rinder dem ned i øjnene, fordi de ikke engang har tid til at tørre den bort, mens I sidder svalt og godt heroppe og styrer, da vil misundelsens djævel fare i dem, og de vil begynde at hade jer, fordi I har det bedre end dem. Men naar had og misundelse formærker menneskenes sind, da ved man ikke hvad de kan finde paa. Og skjønt disse misundelige i sit hjerte meget vel ved, at naar I har det bedre end dem, da er det fordi det tjener til menneskehedens bedste, saa vil de i sit sinds formørkelse alligevel kunne glemme det, og en god dag gaa hen og bringe det hele i uorden ved at forgribe sig paa ejendommen — sæt derfor en sikkerhedsvagt omkring den.

Da tog de rige ud nogle af de fattige og talte saaledes til dem:

—At sikre menneskejehedens existens er det store maal, og dette maal er helligt. Midlet til at naa dette maal er vor ejendomsret til alt — derfor er ogsaa den hellig. Hvis I nu vil paata jer at staa vagt omkring den hellige ejendom, og i tilfælde gribe og strafe enhver der frækt maatte forsøge at forgribe sig paa den, da skal I være fri for at delta i produktions-arbejdet, og vi gir jer alligevel hvad I behøver for at leve.

De fattige stakler følte sig beærede ved dette hædershverv hædershverv, der ligesom hævet dem op over deres medstakler — de tog altsaa imod tilbudet. Og de rige overrakte dem saa højtidelig „retfærdighedens sværd“ og lod dem sværge ved det højeste de vidste, at de i tildfælde ikke skulde bære det forgjæves.

Dermed var sikkerhedsringen smeddet omkring ejendommen. For fattig som for rig stod ejendommen nu som hellig; i alles bevidsthed var det at forgribe sig paa den en slet handling. Den, der alligevel gjorde det, kom altsaa ikke blot til at gjøre det med ond samvittighed, men alles dom vilde være imod ham — og naar ejendomsvagten saa greb ham for at afstraffe ham, vilde han inensteds finde støtte; alle vilde være paa ejendomsvagtens side.

— Alt iorden, nu kan I kjøre! sa du med et smil — du saa, at nu hadde dem i fælden. Din hensigt var naad: herefter, det vidste du, vilde den rige tænke paa sin ejendom, den fattige paa sit daglige udkomme, og ingen paa menneskeheden — menneskeheden fik sejle sin egen kaas, og det var jo hvad du vilde. Menneskene derimod hadde opnaad det modsatt af det de tilsigtet: de var, vistnok under endel omsvøb men alligevel, kommen til at indrette sig som de andre dyr.

KAPITEL II

Menneskene omformer ejendomsretten

Og de rrige knaldet med guldsvøben og de fattige trak, og produktionens vogn rullet afgaarde med upaaklagelig fart — alt saa ud til at være i den skjønneste orde. Paa en liden omstændighed nær: den at der var flere til at trække end der behøvedes for at trække læsset frem. Den ulempe kunde ganske vist let været afhjulpet ved at la de fattige trække skiftevis og hvile sig efter tur. Men den ordning var uforenelig med pengesystemet, du hadde git dem, og de overflødige fattie fik derfor ikke lov til at være med at trække. Og da de altsaa ikke arbejdet, kunde man heller ikke gi dem noget at leve af, this hvis den, der ikke arbejdet ligesaavel fik noget at leve af, som den, der arbejdet — hvem vilde da længer bestille noget?

De stakkels overflødige var altsaa, hvis de vilde leve, henvist til at tigge eller til at forgribe sig paa den hellige ejendomsret, og da de fortvilet grev til begge disse udveje, forefaldt der, mens produktionens vogn rullet jevnt og støtt fremover, stadige skjærmydsler mellem de overflødige og ejendomsvagten.

At her var noget galt, forstod jo alle. Men de som trak, var for udkjørte til at tænke noget større over tingen, og de som styrte, fandt ikke det var noget større at hæfte sig ved. Fuldkommen kunde vel ingen menneskelig ordning bli, mente de... de overflødiges tal var jo heller ikke saa stort... tingen var altsaa ikke saa farlig. Og med et skuldertræk slængte de godmodig nogle slanter i grams til de overflødige stakler, og overlod dem forresten til deres skjæbne — og til ejendomsvagten.

Slig gik det en tid. De overflødiges veklager, deres pukken paa , at ogsaa de hørte med til menneskeheden, deres mer eller mindre nødtvungne angreb paa ejendommen, og deres stadige kampe med ejendomsvagten — alt dette vænnet Menneskene sig lidt efter lidt til at betragte som noget, der naturlig hørte med til den hele ordning. Naturligvis var det ikke behageligt, det kjendtes paa samfundslegemet som et aabent saar, der ikke vilde gro. Imidlertid, onder var altsaa nødvendigt, og da ikke angreb samfunds-organismens hovedfunktioner, blev noget botemiddel ikke forsøgt.

Men saa skede det, at saaret greb om sig og antog karakteren af en uhelbredelig kræftskade.

Det gik saaledes til:

De faa som ejet jorden kunde ikke selv dyrke den, dertil var de blandt andet for faa, og de hadde desuden andet at bestille: det var jo dem, der paa menneskehedens vegne skulde leve livet og nyde. De stykket derfor sine uhyre jordegodser op og forpagtet dem bort i smaat. Og da de hadde brug for at tjene saa meget som muligt — de skulde jo leve livet — satt de afgiften saa høj, at forpagterne meget vanskelig kunde leve af sit arbejde, og slet ikke fik raad til at skaffe sig den redskab de behøvet til sit jordbrug. Forgjæves la forpagterne sin bedste vilje til, arbejdet selv for to og forlangte det samme af sine arbejdere, og gjorde derved masser af landarbejdere arbejdsløse — i det haab at de for den indsparte arbejdsløn skulde kunne kjøbe sig redskab. Det var spildt møje. Ikke før skjlnte grundejeren, at en forpagter la noget tilside, før han strax pinte det ud af ham ved at sætte afgiften op. For at kunne klare den forhøjede afgift var forpagteren og hans folk nødt til at fortsætte med det dobbelte arbejde, og resultatet af det hele blev: ingen redskab, masser af arbejdsløshed, og overanstrængelse for dem der fik lov til at arbejde.

Men dyrket paa denne maade, med for daarlig redskab og for liden arbejdshjælp, gav jorden saa lidet af sig, at der ikke engang blev mad nok til dem, der arbejdet — dyrtid og hungersnød holdt sit indtog i landene.

I de andre arbejdsbrancher, som jo væsentlig hørte hjemme i byerne, var det den samme historie, om end paa en lidt anden maade. Nogle faa, et vist begrænset antal personer, sad i byerne inde med eneret til at drive handel, haandværk og industri, og befolkningen, som skulde leve af sit arbejde, var altsaa henvist til at ta tjeneste hos disse faa og arbejde for løn. Men de priviligerede handelsborgere, haandværksmestere og industridrivende vilde jo gjerne — ligesom jorddrotterne paa landet — tjene saameget som muligt. Og da de var for faa til at behøve at genere hverandre ved indbyrdes konkurrence, holdt de alting i saa høje priser, at befolkningen for sin løn ikke kunde kjøbe selv det aller nødvendigste. Men hvad der ikke kunde kjøbes, lønnet det sig ikke at frembringe — man frembragte jo for at sælge. Produktionen blev altsaa sørgelig begrænset, og i denne stærkt begrænsede produktion var der ikke paa lange veje plads for befolkningens arbejdskraft — masser af arbejdere blev gaaende ledige omkring, ogsaa i byerne.

En unaturlig indskrænket produktion, overanstrængelse og nød for dem, der fik lov til at arbejde, og den rene sultihjel for masser af arbejdsløse — det var altsaa resultatet af de faas ejendomsret til alt, i by som paa land. Og da dyrtiden paa mad stadig steg, blev det tilsidst en elendighed ud over alle grænser. Selv de rige som endny kunde skaffe sig hvad de behøvet, rystet betænkelig paa sine hoder og spurgte sig selv, hvad i al verden dette skulde ta for en ende.

Men de fattige — udkjørte og forsultne som de var — da det hele blev altfor meningsløst galt, saa begyndte de at tænke.

Og de sa til hverandre:

— Hensigten var dog den, at de faa ved sin ejendomret til alt, skulde bringe alle de andre til uafladelig arbejde og derved gjøre det muligt at frembringe hvad menneskeheden behøver. Resultatet er derimod blit, at de faa ved sin ejendomsret til alt tvinger masser af mennesker til at la være at arbejde, og derved gjør det umuligt at frembringe, hvad menneskeheden behøver. At menneskeheden existens sikres ved de faas ejendomsret til alt er altsaa en sørgelig vildfarelse, som vi hurtigst mulig maa se til at komme bort fra, hvis vi ikke vil at sulten tilslut skal gjøre menneskene til vilde dyr, for hvem al tale om menneskeheden og dens interesser ikkun vil være tomt mundsvejr. Lad os altsaa strax gaa igang med at omstyrte de faas ejendomsret til alt.

Som sagt saa gjort:

Paa landet jog forpagterne de store grundejere bort og gjorde sig selv til ejere af den jord de dyrket. Da de ikke længer hadde nogen afgift at betale til jorddrotten, fik de raad til at kjøbe den redskab, de hadde brug for, og ta den arbejdshjælp de behøvet — og følgen var, at jordbruget blomstret op, saa der blev mad til alle, og at arbejdsløsheden som massefænomén forsvandt.

I byerne tog man priviligerierne fra de faa, som sad inde med dem, og enhver fik ret til at drive en hvilkensomhelst næring. Handelsborgernes, haandværkmestrenes og de industridrivendes antal steg derved noget ganske enormt, der blev en voldsom konkurrence mellem dem, enhver blev nødt til at nøje sig med en rimelig profit, priserne gik ned, befolkningen kunde for sin løn kjøbe det nødvendige, det sig altsaa nu at frembringe det — og følgen var, at produktionen blev stærkt udvidet, og at der blev plads for massen af de arbejdsløse kræfter.

Samme glædelige resultat altsaa i by som paa land — menneskene hadde gjort sin „store revolution“.

KAPTIEL III

Menneskeheden føler sig gjenfødt

Operationen var altsaa lykkedes, kræftskaden skaaret bort. Atter var menneskehedens existens sikret, atter arbejdet massen af mennesker paa at frembringe hvad menneskeheden behøvet — det var jo et smukt resultat. Og glade trykket menneskene hinandens hænder og ønsket hverandre tillykke med at være sluppet ud af den lumske fælde, som theorien om de faas ejendomsret til alt hadde narret dem ind i. Taabelige hadde de vært! Ikke som en spore til arbejde hadde den virket, denne dumme ejendomret, nej som en skammelig bræmse paa menneskenes villige virkelystne kraft. I den grad hadde den lammet deres produktionsevne, at menneskeheden hadde vært sultedøden nær. Men nu hadde altsaa den store revolution gjort kræfterne fri; løsslupne kunde de tumle sig som de hadde trang til, og i lystig konkurrence med hverandre kappes om at frembringe hvad menneskeheden hadde brug for — ah! hvad var det dog ikke for en lettelse... Nys laa menneskene svinebundne inde i den lumske fælde og stirret fortvilet ud i en bælgmørk fremtid, hvor intet levende haab var at øjne. Og nu —: sprængte var lænkerne, fremtiden laa lys der foran dem, vinkende med tusen haab, og kræfterne rullet saa velgjørende frit gjennem aarerne, som aldrig før — ah! nu! skulde der bli arbejdet...

Og saa kom opfindelsernes tidsalder.

Dampmaskinen holdt sit indtog i verden, med tusen vidunderlige, arbejdsbesparende opfindelser i sit følge; tæmmede naturkræfter traadte lydige i menneskenes tjeneste og øget deres produktionsevne paa en ganske fabelaktig maade — følelsen af kraft steg menneskene til hodet og gjorde dem yre.

Med et medlidende smil tænkte de nu tilbage paa den sølle tid, da de ynkelig hadde bøjet sin nakke under den gamle taabelige ejendomsrets aag og fundet sig i at gjøre trælletjeneste istedenfor fri mands arbejde — i det stakkars faafængte haab, at de derved ialfald sikret menneskeheden den nødtørftige existens!...

Den nødtørftige existens — hvad var dog det nu for en smaating, ikke længer værd at tale om!... paa den bagatel behøvet menneskene ikke længer at ofre mere end en brøkdel af sin vældige produktions-kraft. Nej, nu skulde der bli raad til noget helt andet end den nødtørftige existens — leve skulde menneskeheden faa! leve sit eget liv! Hidtil var den blet behandlet som et pattebarn man bare behøvet at putte en smule føde i munden paa — nu var tiden kommen til at lokke bevidsthedens smil frem paa dens ansigt og faa den til lidt efter lidt at folde sit væsens rigdom ud. De tusen anelsesfulde længsler, som hyllet i dunkle drømme endnu kun laa og gjæret inde i menneskehedens tause bryst, nu skulde de alle sammen lokkes op i bevidsthedens dagslys, for der at vinde sprogets evne og ta skikkelse og form — ah, nu! nu! nu! skulde menneskehedens liv begynde!

Og op i menneskene steg en mægtig trang til endelig engang at stedes ansigt til ansigt med denne menneskehed, for hvis skyld de hadde arbejdet og sultet, trællet og lidt sig gjennem alle disse lange aar, indtil de endelig hadde faat sprængt sine lænker og nu kunde vandre den jublende imøde — ansigt til ansigt vilde de stilles med menneskeheden!

Men hvorledes skulde det ga til?...

Menneskeheden? — det var jo femten hundrede millioner ensomme sjæle, flakkende vildsomt om paa jordens rund, hver for sig, i dunkel, ubevidst søgen efter hverandre uden at finde...

Menneskeheden — det var jo femten hundrede millioner ensomme hjerter, der skilte fra hverandre sad hver for sig bag sine hylstres gjenlydsløse vægge og banket alene, i undredende, anelsesfuld længsel efter at faa banke tilhobe — riddefrøknens hjerte lig, der hun sidder ensom i sit jomfrutaarn og venter paa den fremmede ridder hendes længsel har skabt...

Menneskeheden, det var jo et kaos af femten hundrede millioner tause, uoplukkede verdener, der vel i ubevidst trang stundet mod at faa lukke sig op for hverandre og gjennemtrænge hverandre, for derigennem at naa frem til sig selv — men som endnu manglet al virkelig forbindelse med hverandr...

Hvorleres bringe dette kaos af skilte verdener sammen?!... hvorledes stille den ufødte, vordende menneskehed ansigt til ansigt med sig selv og la den fødes?! — var det ogsaa gjørligt?

— Om det var gjørligt?!

Med et stolt smil løftet mennesket sin pande mod himlen, som for at ta maal af universet. Det var jo selve universets kjæmpekraft han nu var begyndt at lede ind i sine aarer og følte bæve i sit blod — hele universet skulde en da høre ham till Saa kunde han vel ogsaa være menneskehedens fødselshjælper!

Og en storslagen plan sprang frem i menneskenes hjerner:

En dobbelt forbindelse vilde de skabe mellem disse femten hundrede millioner sjæle, der endnu kun ante hverandre — saa de kunde faa se, høre, føle hverandre, færdes om mellem hverandre, tænke sig sammen, føle sig sammen, arbejde sig sammen og tilslut gjennemtrænge hverandre og derved naa ned hver i sit eget væsens dyb. Dobbelt maatte forbindelsen være, en ydre og en indre, en materiel og en sjælelig. Et net af jernbaner, dampskibslinjer, telegraftraade og kabler maatte der spændes omkring kloden for at danne den ydre forbindelse — og for at faa istand den indre maatte en verdensrøst skabes, hørlig overalt, over den ganske jordens rund, selv inde i de skjulteste afkroge. Og verdensrøstens første raab til sjælene skulde lyde:

— Alle mand paa dæk! — menneskeheden ønsker at faa sig selv i tale.

Og naar denne røst hadde lydt — ha! frem vilde de da mylre, alle sjælene hele den vide verden over... frem vilde de mylre i stille, jublende undren over at timen endelig var kommen... frem af huser og hytter og huler — frem, frem, frem ud til det vældige verdensstevne: menneskehedens store møde med sig selv!

— og saa skulde menneskehedens egentlige liv begynde.

Saadan var den tanke der steg af menneskenes begejstrede sind og bragte deres hjerter til at banke, da de ved begyndelsen af opfindelsernes tidsalder undrende følte hvordan nye og bestandig nye kjæmpekræfter voxet sig frem under deres hænder. En vældig opgave var det at skabe denne dobbelte forbindelse, som skulde formidle menneskehedens første møde med sig selv. Men endnu vældigere var menneskenes mod og trang til at ta fat paa opgaven. At de magtet den vidste de. Allerede føjet staalet sig som ler under deres hænder; allerede kjendte de midlet til i et blink at sende en lyd og et tegn rundt kloden og tilbage til sit eget øje og øre — saa forbindelser kunde de nok lave, af alle slags. Og vel var arbejdet stort, selv maalt med menneskenes vældig øgede kraft; men kræfterne voxet jo uafladelig, og tiden hadde man for sig. Og let som en leg kom arbejdet til at gaa: nød og fattigdom, næringssorger og trællearbejde, det hadde man jo altsammen bag sig; og arbejdsløshedens afskyelige gespænst var for evig forsvundet — her var arbejde nok for alle! gjennem generationer...

Saadan saa menneskene, kraftberuste, fremtiden imøde.

KAPITEL IV

Gjenfødelsen var ingen gjenfødelse

De har gjort regning uden din ejendomsret, gamle træske gud Mammon.

De trodde sig fri de stakler. De bildte sig ind at de ved sin „store revolution“ hadde tilkjæmpet sig herredømmet over sin egen kraft, saa de nu kunde disponere over den som de vilde. Ude i horizonten laa det store lokkende maal og vinket... vejen derud var ligetil og grej, ikke til at ta fejl af... med en brøkdel af sin uhyre kraft kunde de organisere en produktion der rigelig sikret deres existens, for saa med hele resten af sin vælde at storme afsted, udover mod maalet som laa og lyste derude i horizonten med et rosenrødt skjær over sig — hvad i alverden skulde kunne hindre dem eller holde dem tilbage? den store revolution hadde jo gjort dem fri!

Sørgelige vildfarelse — den store revolution hadde slet ikke gjort dem fri. Den store revolution hadde jo ikke kastet ejendomsretten overbord, bare flyttet den fra de faas hænder over paa nogen fleres. Som om det kunde hjælpe! Som om det kunde forandre ejendommens natur og væsen! Som om det kunde hindre ejendomsretten fra fremdeles at slynge sin snedig usynlige lænke om menneskenes virksomhed og lamme den! — ak, snart skulde de opdage, at de sad sviebundne som før i den gamle fælde — at fordelt paa flere hænder eller paa færre, ejendomsretten vedblev lige godt at være hvad den altid hadde vært og bestandig maattet være, fordi det er dens inderste væsen og natur: den djævelske magt som tvinger al menneskelig virksomhed ind under penge-formaalenes automatiske bræmse, og derved hindrer menneskene fra at ta sigte paa det store almene formaal.

Penge-formaalenes automatiske bræmse...

Dengang ejendomsretten endnu sad paa de faas hænder, var det afgiften til grundejeren som lammet jordbruget og bragte hungersnød over langene. At lamme jordbruget laa ganske udenfor grundejerens hensigt. Naar han forpagtet bort sin jord var det netop for at der skulde bli produceret saameget som muligt paa den. Men naturligvis vilde han ha sig sin ejendomsret betalt — kunde han ikke tjene penge paa sin ejendom var den jo ikke værd at ha! Skulde imidlertid jordbruget tjene disse penge til grundejeren for at betale hans ejendomsret, saa kunde ikke forpagteren skaffe sig den nødvendige redskab og folkehjælp — og dermed var jordbrugets virksomhed lammet. Det penge-formaal grundejeren i kraft af sin ejendomsret paatvang jordbruget, virket altsaa, uden at det fra hans side var tilsigtet, ganske af sig selv, rent automatisk, som en bræmse paa jordbrugets virksomhed og sat jordbruget ud af stand til at realisere sit eget formaal som jo var at producere mad til alle.

Og det var altsaa grundejerens ejendomsret til jorden, som tvang jordbruget ind under dette automatiske bræmse-apparat.

Hvad der samtidig hadde lammet haandværk og industri og hindret disse virksomheder fra, hver paa sit omraade, at frembringe hvad befolkningen hadde brug for, var den indirekte afgift, som gjennem de vilkaarlig høje priser betaltes til de priviligerede borgere. Det laa ganske udenfor disse brave borgeres hensigt at frembringe nogen indskrænkning i produktion og omsætning; de hadde tværtimod al interesse af at baade produktion og omsætning blev saa stor som bare muligt, for det tjente de bedst paa. Men naturligvis vilde de ha sig sine privilegier betalte — kunde de ikke tjene penge paa priviligeierne var do jo ikke værd at eje. Skulde imidlertid haandværk og industri tjene disse penge til privilegiernes indehavere, da maatte priserne sættes saa høje at befolkningen for sin arbejdsløn ikke blev istand til at købe selv det aller-nødvendigste — og dermed var haandværk og industri, som producerte for at sælge, nødt til at indskrænke sin virksomhed. Det penge-formaal som de privilegierne paatvang haandværk og industri, virket altsaa, uden at det fra deres side var tilsigtet, ganske af sig selv, rent automatisk som en bræmse paa disse virksomheder, og sat dem ud af stand til at realisere deres eget naturlige formaal, som jo var at frembringe hvad befolkningen hadde brug for af haandværk- og industri-produkter.

Og det var altsaa de privilegerede borgeres ejendomsret til deres privilegier som tvang haanværk og industri ind under dette automatiske bræmse-apparat.

Nuvel, den store revolution tog disse infame automatiske bræmse-apparater ud af grundejernes og de privilegeres borgeres hønder og slog dem iknas — og dermed mente man altsaa at ha befriet produktionen fra det penge-formaalenes aag, hvorunder den hadde sukket, og at ha sat den istand til herefter uforstyrret at kunne udfolde hele sin kraft paa løsningen af sin store opgave: at tilfredsstille befolkningens behov.

Men deri tog man fejl. Ejendomsretten existerte jo endnu, og med den masser af penge-formaal. Ny penge-formaal førte derfor hurtig produktionen ind under nye automatiske bræmse-apparater — og situationen blev atter den samme gamle.

Ganske vist, da produktionen pludselig slap løs fra det mordertag som de adelige grundejere og de privilegerede borgere hadde tat om dens strube, aandet den dybt op, og det saa et øjeblik virkelig ud som om baade jordbrug, haaandværk og industri nu var blit istand til, uhindret af alle fremmede formaal, at kunne røgte sit kald og producere løs alt hvad de aarket.

Men det var kun tilsyneladende.

Da bonden var blet selvejer og ikke længer behøvet at betale afgift til nogen grundejer, fik han ganske rigtig raad til at skaffe sig den nødvendige redskab og arbejdshjælp og jordbruget blomstret derfor op, og hungersnøden forsvandt. Men netop fordi der nu blev produceret saameget mere end før, faldt alle levnetsmidler i pris — og dette prisfald gjorde at bonden ikke fik tilbage hvad han hadde lagt ud til forbedring af sit jordbrug. Bonden tabt imidlertid ikke modet. Jordbrugets opblomstring hadde hurtig affødt en række opfindelser: nye redskaber som indsparet abejdskraft, og nye dyrkningsmethoder som øget jordens afkastning. Det kostet penge at anskaffe disse nye redskaber, og det kostet penge at bringe de nye methoder i anvendelser; og bonden som ikke hadde faat sit første udlæg tilbage, hadde ikke disse penge. Han tog imidlertid dristig op laan paa sing jord, de nye redskaber blev kjøbt og han gik igang med de nye kostbare dyrknings-methoder — i det glade haab at jordens øgede afkastning skulde gi ham pengene tilbage med renter og mere til. Det skede imidlertid ikke. Den nye øgning af produktionen hadde et nye prisfald tilfølge, bonden fik heller ikke denne gang sit udlæg tilbage — og nu sad han altsaa med gjæld paa sin gaard. Alligevel gav han sig ikke. Jordbrguet gjorde jo stadig nye fremskridt, jordens produktion kunde altsaa stadig øges, naar man bare fulgte med tiden, og udsigten til en rigere høst virket paa bonden som en uimodstaaelig fristelse. Derfor optog han stadig nye laan paa sin ejendom og fulgte med sin tid og øget sin produktion — saalænge det var ham muligt. Men hvergang produktionen øget, sanm priserne; aldrig fik han sine udlæg tilbage, mere og mere forgjældet blev han — og maatte altsaa tilslut gi ævret op. Dels kunde han nemlig ikke faa laant mere paa sing jord, og dels opdaget han med skræk, at renter og afdrag paa den gjæld han hadde stiftet, udgjorde et saa stort aarligt beløb, at naar det var betalt, hadde han ingenting tilbage at leve af. Nedslagen og modløs opgav saa bonden enhver tanke paa videre at forbedre sit jordbrug, og begyndte isteden — for ikke at bli drevet fra gaard og grund af sine kreditorer — atter at spare alt hvad han kunde paa arbejdshjælp; arbejdet atter selv for to og tvang sine folk til at gjøre det samme, og det for den usleste sulteløn — og situationen blev atter som den hadde vært før revolutionen: de som arbejdet overanstrængte sig og led dog nød, mens masser af arbejdsløse gik omkring og sultet, og jordbruget stod stille i sin udvikling.

Forrige gang var det afgiften til grundejeren som hadde stanset jordbruget i dets udvikling — denne gang var det renter og afdrag til kapitalen. Kapitalen var traadt i grunejerens sted, men resultatet var det samme.

Bonden ønsket jo ingen ting heller end at faa lov til at udvikle sit jordbrug videre. Og det var jo meget langt fra at jordbruget under den korte udvikling kapitalen hadde undt det, var naad frem til at fyldestgjøre sin opgave. Massen af befolkningen, og specielt hele landbefolkningen, levet fremdeles af poteter og melspiser, saa der var endnu et himmelsprang tilbage mellem hvad jordbruget ydet, og hvad der var dets opgave at yde. Men jordbruget var altsaa nødt til at stanse sin udvikling — kapitalisternes pengeformaal hadde sat sin bræmse paa dets virksomhed.

Naturligvis hadde kapitalen ikke tilsigtet at stanse jordbruget i dets udvikling. Naar kapitalisten hadde laant bonden penge var det netop for at sætte ham istand til at følge med tiden, udvikle jordbruget og forøge sin produktion. Men selvfølgelig maatte kapitalisten ha sine penge tilbage med den nødvendige rente — kunde han ikke tjene penge med sin kapital, var den jo ikke værd at eje. Skulde imidlertid jordbruget betale disse afdrag og renter, da kunde bonden ikke mere forbedre sit jordbrug, og dermed var altsaa jordbruget stanset i sin udvikling. Det penge-formaal som kapitalisten paatvang jordbruget virket altsaa, uden at det fra kapitalistens side var tilsigtet, ganske af sig selv, rent automatisk, som en bræmse paa jordbrugets produktion. Og hvad der tvang jordbruget ind under dette automatiske bræmse-apparat, det var altsaa kapitalisternes ejendomsret til kapitalen.

Den store revolutioon hadde med andre ord ikke fri-gjort jordbruget fra penge-formaalenes aag; jordbrguet var fremdeles nødt til at gaa pene-feromaalenes ærinder istedenfor sine egne. Alt hva revolutionen hadde gjort var at flytte jordbruget fra ét automatisk bræmse-apparat ind under et andet.

Det samme var ogsaa alt hvad den store revolution hadde gjort med haandværk og industri.

Ganske vist saa det til en begyndelse ogsaa ud som om haandværk og industri nu var blit helt fri fra alle hæmmende baand og uhindret kunde producere løs af hjertens lyst.

Men ogsaa det var kun tilsyneladende.

Da de privilegerede handelsmændt, haandværksmestre og industridrivende hadde mistet sine privilegier og fik sig et utal af konkurrenter paa halsen, blev de nødt til at slaa sine høje priser ned. Samtidig faldt priserne paa levnetsmidler, fordi jordbruget blomstret op — og dette dobbelte prisfald gjorde, at befolkningens masse i by som paa land belv istand til for sin beskedne arbejdsløn at købe saa nogenlunde hvad den behøvet. Og da det kunde kjøbes, og der altsaa kunde tjenes penge paa at producere det, saa blev det selvfølgelig produceret. Hidtil hadde den stakkels befolkning ikke blot — sultet der var jo hungersnød — men den hadde ogsaa gaat klædt i laser og pjalter og vært nødt til at undvære alle andre slags nødvendigheds-artikler lige ned til det tarveligste husgeraad; og bybefolkningen hadde dertil endnu vært nødt til at bo sammenstuvet som dyt i de usleste rønner. Ny bygget man menneskelige boliger til byernes arbejder-befolkninger — de kunde jo betale husleje. Og fabrik paa fabrik, værksted efter værksted rejstes rundt omkring overalt for at frembringe de nødvendigheds-artikler som befolkningen hidtil hadde maattet undvære — for nu kunde jo befolkningen betale disse artiklers pris. Da det var hele befolkningens masse som skulde forsynes, øget produktionen af nødvendighedsartikler noget ganske enormt, og handel og omsætning tog derfor et opsving saa vældigt, at der maatte laves masser af nye kommunikations-midler, for de gamle strak slet ikke længer til. Nye skibe løftet sig paa beddingerne og løb af stabelen rundt omkring overalt; nye veje blev bygget og de gamle sat istand, masser af befordringsmateriel fabrikertes osv. osv. — kort sagt blev et liv og en virksomhed som man aldrig før hadde set mage til, og befolkningen fandt overalt lønnende beskæftigelse og kunde jevnt leve af sit arbejde uden at lide nogen nød.

Revolutionens ophævelse af de gamle privilegier hadde altsaa virkelig til at begynde med en ganske storartet virkning — hele den rædsomme arbejdsløshed og nød forsvandt, og det blev hvad menneskene kalder „gode tider“.

Men de „gode tider“ betød jo slet ikke at produktionen, uafhængig af alle penge-formaal, hadde tat fast sigte paa sit eget maal: at tilfredsstille befolkningens behov, og ny styrede lige løs paa det. Tværtimod, naar produktionen foreløbig virkelig paa et vis tilfredsstillet disse behov, da var det ene og alene fordi befolkningens kjøbeevne for øjeblikket var saa stor, at der kunde tjenes penge paa at gjør det. Og dermed var det altsaa givet, at det ikke længer vilde bli gjort, hvis befolkningens kjøbeevne gik ned igjen saa der ikke længer kunde tjenes penge paa det — produktionen vilde da bli indskrænket igjen, og arbejdsløshed og nød vende tilbage.

Og det var netop hvad der skede: befolkningens kjøbeevne holdt sig ikke; den gik ned igjen — og det maatte den jo gjøre:

Netop fordi alle næringsveje blomstret og der tjentes penge overalt, blev konkurrencen stadig skarpere og skarpere — konkurrencen var jo „fri“, og alle vilde gjerne være med at tjene penge. Og jo skarpere konkurrencen blev, desto billigere blev enhver nødt til at sælge, hvis han ikke vilde bli agterudsejlet av sine konkurrenter, miste sin kundekreds, og gaa sin fallit imøde. Men skulde der kunne sælges billig maatte der ogsaa produceres billig, og følgen var, at de konkurrerende producenter af al magt søgte at trykke arbejdslønnen ned.

Og det lykkedes i en ganske uhyggelig grad.

Hadde arbejderne begrebet, at det var den forholdsvis høje læn, som fordi den gav befolkningen kjøbeevne skabt de gode „tider“, og at „tiderne“ altsaa nødvendigvis maatte bli daarligere igjen, hvis arbejdslønnen gik ned, da hadde de naturligvis sluttet sig sammen som én mand for at afslaa de konkurrerende arbejdsgiveres angreb paa arbejdslønnen. De stakler svævet imidlertid i den indbildning, at det omvendt var de „gode tider“ som hadde skabt den forholdsvis høje arbejdsløn. Og da saa arbejdsgiverne underrettet dem om, at nu var de mystiske „tider“ blit daarlige, og at arbejdslønnen derfor maatte sættes ned, fandt arbejderne dette naturligt og rimeligt, saa ubehageligt det end var — og sat sig derfor ikke samlet til modværge.

Og enkeltvis var enhver modstand umulig — det sørget de arbejdsløse for:

Selv mens de „gode tider“ var paa sit højeste hadde der alligevel her og der gaat enkelte arbejdsløse omkring — det gamle saar paa samfundslegemet var aldrig helt grod til. Og efterhvert som man saa blev færdig med bygningen af de mange nye fabriker, værksteder, skibe, veje osv., som den voldsomme øgning af produktionen og omsætning hadde gjort nødvendig, saa tog jo de arbejdsløses tal til at stige igjen, og det temmelig stærkt. Der stod derfor altid en sulten arbejdsløs færdig til at ta den arbejders plads, der ikke vilde finde sig i en ny lønsreduktion.

Følgen blev at det tilslut lykkedes de konkurrerende arbejdsgivere at trykke arbejdslønnen inden haandværk og industri ned til den rene latterlighed.

Ganske vist sank priserne paa haandværk- og industri-produkter i samme forhold som arbejdslønnen, og der var dem sem mente, at det kunde være arbejderen det samme, om han kjøbte billig for en liden løn, eller fik større løn og maatte kjøbe dyrt. Men de billige priser paa haandværk- og industri-produkter kom slet ikke haandværk- og industri-arbejderen tilgode — han kunde jo nemlig nu for sin latterlig reducere løn omtrent ikke længer kjøbe noget tilbage af hvad han selv producerte. Hovedposten paa arbejderens budget hadde jo altid vært levnetsmidler. Og priserne paa levnetsmidler faldt ikke mere; jordbruget var jo stanset i sin udvikling, og dets priser hadde nu snarere en tendens til at stige end til at falde. Og hvad arbejderen i de „gode tider“ hadde hat tilovers til andre nødvendigheds-artikler, naar maden var kjøbt, det hadde han ny mistet ved lønsreduktionen. Den latterlig lave arbejdsløn i haandværk i industri gjorde ganske vist at landbefolkningen og alle de mange i byerne som levet af uproduktivt arbejde, kunde kjøbe endel nødvendigheds-artikler (og de besiddende klasser ogsaa sin luxus) billigere end før; den gjorde ganske vist ogsaa at arbejdsgiverne nu fik beholde for en slik og ingenting, alt hvad der blev produceret af varige værtdier som huse, fabriker, kommunikationsmidler osv. Men al denne billighed for andre, som kun var mulig ved hjælp af den latterlig reducerede arbejdsløn, det var jo penge tat ud af lommen paa haandværk- og industri-arbejederen — det var netop de penge som tidligere hadde sat ham istand til foruden maden ogsaa at skaffe sig de øvrige nødvendighedsartikler som han behøvet. Nu, da de penge var tat ud af lommen paa ham, var resten af lønnen knapt nok tilstrækkelig til mad, endsige til noget mere. Om altsaa priserne paa andet end mad var høje eller lave, det var ham nu aldeles ligegyldigt — han kunde saa ikke kjøbe noget af det alligevel, hvor billiget der end var. Væveren som hver da vævet manget meter lærret i timen, blev gaaende uden skjorte paa kroppen! kularbejderen som producerte mange tons kul om dagen hadde ikke længer raad til at lægge i ovnen hjemme hos sig selv, hvor hans hustru og børn gik omkring og frøs saa de hakket tænder osv. osv. — kort sagt haandværk- og industri-arbejderens kjøbeevne var i bund og grund ødelagt.

Og da landarbejderens arbejdsløn paa grund af de daarlige tider for jordbruget, samtidig gik ned til den samme latterlighed som byarbejderens, saa var dermed hele arbejderbefolkningens kjøbeevne i den grad reduceret, at befolkningens masse omtrent ingenting mer kunde kjøbe af haanværk- og industriprodukter — og det som var produceret med deres tidligere kjøbeevne for øje, blev derfor nu liggende usolgt paa lagrene.

Dette fænomén: at de nødvendigheds-artikler som den arbejdende befolkning trængte, blev liggende ubrugte paa lagrene, fordi man ved lønsreduktioner hadde tat ud af lommen paa befolkningen de penge, den skulde kjøbe dem for, det fænomen blev af noglespøgefulde mennesker som kaldte sig statsøkonomer, døbt „overproduktion“.

Resultatet af denne „overproduktion“ var selvfølgelig at produktionen af nødvendigheds-artikler maatte stærkt indskrænkes og delvis stanses — der kunde jo ikke tjenes penge paa at producere hvad der ikke mere kunde sælges — og der indtraadte som følge deraf en arbejdsløshed der mindet om arbejdsløsheden før revolutionen. Alting stod stille, befolkningen fandt inge beskjæftigelse mere. Da den ikke længer kunde kjøbe det den hadde brug for, fik den heller ikke lov til at producere det, men maatte pent gaa med næverne i lommen og sulte — penge-formaalene hadde sit sin bræmse paa haandværk og industri.

KAPTIEL V

En virkelig gjenfødelse viser sig foreløbig umulig

Før revolutionen hadde de priviligerede borgere — for at tjene penge — ded sine høje priser gjort det umuligt for befolkningens store masse at kjøbe noe større af haandværk- og industri-produkter, og derved tvunget haandværk og industri til at indskrænke sin produktion til et latterligt minimum. Nu, da privilegierne var ophævet, hadde de konkurrerende borgere — ogsaa for at tjene penge — frembragt akkurat det samme resultat ved deres lave priser. Lave priser eller høje, det var altsaa eins bier — det at der skulde tjenes penge paa produktionen virket som en bræmse paa haandværkets og industriens virksomhed.

Selvfølgelig var det ikke de konkurrerende borgeres hensigt at frembringe denne indskrænkning af produktionen; de stod sig jo bedst paa at produktion og omsætning var saa stor som mulig. Men de var jo nødt til at tjene penge hvis de ikke vilde gaa fallit, og da de ingen privilegier hadde, men var nødt til at konkurrere med hverande, sa kunde de ikke tjene penge uden ved saa lave priser, at det var dem umuligt at betale en arbejdslæn der sikret befolkningens kjøbeevne — og dermed var altsaa haandværk og industri nødt til at indskrænke sin virksomhed indtil det latterlige. De konkurrerende borgeres penge-formaal virket altsaa, uden at det fra deres side var tilsigtet, ganske af sig selv, rent automatisk, som det uhyggeligste af alle uhyggelige bræmse-apparater paa haandværk og industri.

Hvorfor sa da ikke haandværk- og industri-arbejderne til de konkurrerende borgere:

—I leder produktionen med det formaal at tjene penge — det gaar til helvede. Det samme gjorde jere forgjængere, privilegiernes indehavere — det gik ogsaa til helvede. Jere forgjængere søgte at tjene sine penge ved høje priser. I søger at tjene jere ved lave. Men lave priser eller høje, det gjør ingenting til sagen; hvad der fører fanden ivold er, at det der produceres skal sælges for at der kan tjenes penge paa det. Lad os altsaa være fri for jeres salg og jere priser og jer pengetjening — produktionen er til at producere med, ikke til at tjene penge paa.

I ser jo selv:

Der sidder I nu med jere lagere propfulde af varer som ikke kan sælges — og en produktion som omtrent ingenting længer producerer. — Hvorfor? spør vi. — Jo, svarer I: fordi der er overproduktion! fordi der er ingen som har brug for at kjøbe det der allerede er produceret! Der indøæber jo ingen ordres mere — til hvad nytte altsaa at fortsætte produktionen?!

Men dette med „overproduktion“ er jo bare noget tøv! Bekjendtgjør I kun, at prisen paa alle jere varer herefter er nul, og ordres i massevis vil øjeblikkelig indløbe fra alle de sørgelige mange, der haardt trænger jere varer, men ikke ser sig istand til at betale deres pris. Effektuér I de ordres, og I vil ikke blot med nytte kunne sætte produktionen igang igjen, men I vil desuden ved hjælp af de uafladelig indløbende ordres endelig engang faa at vide, hvad der i virkeligheden er brug for, og hvad der altsaa bør produceres — noget I aldrig tilforn har vidst eller bryd jer om at vide, og noget I heller aldrig vil kunne faa at vide, saalænge jere varer koster penge. Og naar I altsaa har faat det at vide, da kan I begrænse produktionen saa der ikke blir overproduktion, da kan I begrænse produktionen som den kan og bør begrænses, nemlig efter de faktisk forhaandenværende behov — der intetsomhelst har med jere penge-formaal at gjøre. Og skulde der i den saaledes begrænsede produktion ikke være plads for vores alles arbejdskraft, da er der god raad med det — I behøver bare at indskrænke arbejdstiden saa det blir plads. Da I ikke længer skal tjene penge, kan ingenting længer være til hinder for det.

Men I vil ikke sætte prisen paa jere varer ned til nul! I vil ikke gi bort de varer I selv ingen brug har for! I vil sælge dem og tjene penge paa dem! For — siger I — vi maa jo tjene penge, hvad skal vi ellers leve af?!

Nuvel, denne indbildning, at I maa tjene penge, den har ikke blot stanset os haandværk- og industri-arbejdere i vort arbejde paa at frembringe hvad vi selv og andre treænger af haandværk- og industri-produkter; den har desuden ogsaa stanset bonden i hans arbejde paa at frembringe de levnetsmidler vi alle har brug for. Saalænge kapitalisterne laante bonden penge tilstod I villig, mod disse penge, bonden den hjælp af haandværk og industri som han behøvet for at kunne la sit jordbrug følge med tiden. Men ikke før stoppet kapitalisterne op med sine laan, før I strax fulgte exemplet og nægtet jordbruget enhver videre hjælp af haandværk og industri — og bonden blev altsaa, hvor saart det end var for ham, nødt til at indstille al videre udvikling af sit jordbrug. Derfor produceres der nu saa lidet af levnetsmidler, at skjønt masser af arbejdsløse mennesker bogstavelig talt holder paa at sulte ihjel, er alligevel massen af dem der arbejder nødt til ynkelig at nære sig med brød og poteter.

Hvorfor sa I ikke isteden til bonden, dengang kapitalisterne stanset ham:

— Kjære ven, du ønsker at følge med i alle nye opfindelser paa jordbrugets omraade; du ønsker til enhver tid at tvinge ud af jorden, alt hvad der staar i menneskelig magt at tvinge ud af den, for at jordbruget hurtigst mulig kan naa frem til hvad der er dets maal, nemlig at frembringe absolut alt hvad befolkningen kan fortære. Endnu er der langt frem; efterhvert som opfindelserne skrider fremad behøver du mer og mere hjælp af haandværk og industri — og allerede hører vi at kapitalen vil stanse dig i dine prisværdige bestræbelser ved at nægte dig penge! Nuvel, det skal der ikke bli noget af. Vi stiller herved haandværk og industri fuldstændig til din disposition. Alt hvad du har brug for som henhører under vore arbejdsbrancher: nye redskaber, nye kunstige gjødningsstoffer, alt slags nyt materiel til intensivt jordbrug, og desuden alt hvad du og dine medarbejdere derude paa landet behøver af haandværk- og industri-artikler til jer selv i jere hjem — det sender vi jer herefter altsammen ud uden nogetsomhelst betalingsvrøvl. Bare forland hvad I har brug for og genér jer ikke — vor produktionsevne staar allerede højt over jer forbrugsevne. Til gjengjæld forlanger vi ingenting andet end at I stiller til vor raadighed den del af jer produktion, som I derude paa landet ikke har brug for til jer selv. Foreløbig blir det kanske ikke saa meget, at vi herinde i byen kan stille alle slags levnetsmidler til fri disposition for enhver; vi blir vel til en begyndelse nødt til at dele de finere produkter ud i rationer, fordi der ikke er nok af dem. Men længe vil det sikkert ikke vare, før jer produktionsevne kommer til at overstige vores alles forbrugsevne, saa I kan begrænse jer produktion, som vi allerede kan begrænse vor — og indtil da forlanger vi altsaa ikke hvad vi kan bruge, men kun hvad I kan afse.

Hvorfor djævelen gjorde I ikke bonden dette tilbud, strax I saa at kapitalisterne stanset ham ved at nægte ham penge?! Bonden hadde jo tat imod tilbudet med begge hænder, og vi hadde idag hat et tidsmæssigt jordbrug og svømmet i en saadan overflod af levnetsmidler, at enhver kunde forsynet sig som han vilde — istedenfor at vi nu gaar her og sulter! Og der var ingen grund til ikke at gjøre bonden dette tilbud. For dér stod jo vi haandværk- og industri-arbejdere og forlangte ingenting hellere end at faa lov til at fortsætte med at producere alt hvad bonden behøvet — og isteden tvang I os til at gaa omkring og sulte med næverne i lommen! — det er jo det rene vanvid!

I kunde ikke gjøre bonden det tilbud, sier I — for I var nødt til at tjene penge. Men det er jo det pære vrøvl. I behøvet jo ingen penge da jo, naar bonden sendte jer alt hvad I behøvet af levnetsmidler, og vi producerte alt hvad I behøvet af haandværk- og industri-produkter.

Hadde I dengang sluttet den kontrakt med bonden, da hadde hele produktionen, baade jordbrug, haandværk og industri, nu vært ordnet efter vores alles behov; intet menneske hadde længer behøvet at ofre en tanke paa den ynkelige ting som kaldes udkomme — og vi kunde alle, med det trygge rigelige udkomme bag os, gaat over til for alvor at lægge vore planer op, om hvorledes vi hensigsmæssig kunde anvende vor overflødige arbejdskraft til menneskehedens bedste.

Men I gjorde det ikke, I vilde paa død og liv tjene penge, derfor gav I fanden i produktionens tarc og brugte den til at tjene penge paa istedenfor til at producere med, skjønt I derved svinebandt baade vor og bondens produktionskraft.

Men nu skal dette ha en ende! Længe nok har I misbrugt produktionen til at tjene penge paa — nu tar vi ledelsen og bruger produktionen til at producere med, og gjør selv den kontrakt med bonden, som I ikke har villet gjøre. Altsaa adjø! pak sammen og forsvind — og forsøg ikke mere paa at optræde som produktionens ledere, for det duer I ikke til.“

Hvorfor slængte ikke ialtfald haandværk- og industri-arbehderne dette som et ultimatum i ansigtet paa de konkurrerende borgere, som ved sin pengekonkurrence ødela alt for dem?

Nej, fordi at skal man kunne overta produktionen, saa maa man sidde inde med produktions-midlerne. Og det gjorde arbejderne ikke. Fabriker, værksteder og gruber, hvor produktionen skulde foregaa; husene arbejderne skulde bo i, klæerne de skulde slide, maden de skulde spise mens de arbejdet, kort sagt alt hvad man maa ha for at kunne producere, alle produktionsmidlerne, var jo i de besiddende klassers hænder og tilhørte dem — ikraft af den ejendomsret som den store revolution ikke hadde kastet overbord, men bare flyttet over paa nogen flere hænder.

Derfor altsaa kunde ikke arbejderne overta ledelsen af haandværk og industri og slippe produktionen løs saa alle og enhver kunde faa hvad han hadde brug for — og derfor kunde haandværk og industri heller ikke komme det betrængte jordbrug tilhjælp, der sad fast som i en skruestik inde under kapitalens jern-aag.

Der var altsaa de besiddende klassers ejendomsret til produktionsmidlerne som tvang, ikke blot haandværk og industri, men ogsaa jordbruget, ind under pengeformaalenes automatiske bræmse, og hindret dem i at producere hvad der var brug for.

Og de besiddende klasser var ingenlunde tilsinds at opgi sin ejendomsret og slippe produktionen løs saa alting kunde komme iorden igjen; de hadde produktionen i sin vold, og agtet, hvor galt et saa gik, fremdeles at beholde hals og haand over den, og fortsætte med at misbruge den til at tjene penge paa. Dertil hadde de ogsaa, ikke blot retten — siden revolutionen ikke hadde kastet denne ret overbord — men de hadde ogsaa magten.

De besiddende klasser holdt nemlig ikke blot endnu bestandig en betalt vagt omkring ejendommen; nej nu da det var tydeligt at der var alvorlige planer igjære imod ejendomsretten, var dette vagthold gjort mange gange stærkere. Ejendomsvagten var blit en ganske formidabel magt. Det kostet jo ikke engang de besiddende klasser noget at forsøge ejendomsvagten; for hver gang de øget den bare løsnet de lidt paa produktionsbræmsen og tillod endel arbejdsløse stakler at producere saa meget at de selv kunde leve, mod at de ogsaa samtidig producerte alt hvad de nye vagtmændt behøvet, vaaben iberegnet — staklerne foretrak jo at lave dette ris til sin egen rumpe, fremfor at gaa omkring og sulte.

Og ikke blot var ejendomsvagten en ganske formidabel magt, men de besiddende klasser kunde ogsaa stole paa den. Ejendomsvagten hadde fast løn, og der var aldrig arbejdsløshed i faget; de brave vogtere hadde altsaa ingen opfrodring til at bry sine hoder med, hvad aarsagen vel kunde være til arbejdsløshed og daarlige tider — og de var jo opdraget til at tro at deres vagthold omkring det store bræmse-apparat var et samfundsnyttigt arbejde. De var derfor meget langt fra at ane, at deres arbejde bestod i at værne om alle samfundsonders store rod og at passe paa at alle de gamle onder vedblivende fik lov til i fred og ro at spire op af den — de var meget langt fra at ane hvad for en infam haandtering de levet af. Vilde altsaa arbejderne med magt ta bræmse-apparatet ud af de besiddende klassers hænder for at slaa det iknas som den store revoltuion hadde gjort med det tidligere bræmse-apparat, kunde de være temmelig sikre paa at de brave ejendomsvogtere vilde „gjøre sin pligt“, og arbejderne vilde efter al sandsynlighed komme til at maatte gaa frem over ejendsomvogternes lig. I ethvert fald maatte arbejderne, hvis de med noget haab om et lykkeligt udfald skulde kunne forsøged det store befrielsesværk, være stærke nok til at kunne si til ejendomsvagten:

— Vi har ingen interesse af at gjøre jer noget ondt; men værsogo forlad jeres poster og la os slippe frem til produktionsmidlerne saa vikan faa produktionen iorder — hvis ikke er vi nødt til at slaa jer ned som gale hunde.

Men for at være stærke nok til at kunne optræde paa den maade maatte jo arbejderne staa maalbevidste sammen som én mand, færdige alle som én til at vove lov og blod og alt, for at faa en ende paa det gamle penge-uvæsen — og isteden derfor var det bare nogen faa af dem som engang rigtig forstod hvordan hele nederdrægtigheden hang sammen. Den opdragelse de hadde faat af forældre som levet i fattigdom og nød, hadde ikke just udviklet deres tænke-evne; ejendommens hellighed var jo ogsaa en ældgammel, dybt indgrod forestilling, som der skulde noget til at bli kvit; og tanken paa det daglige udkomme optog jo desuden hver enkelts energi i den grad, at det kun var de aller stærkeste som hadde kraft nok til foruden at tænke paa føden, ogsaa at tænke den besynderlige samfunds-situation igjennem. Det er netop en af snedighederne ved den underfundige ejendomsret: ikke blot gjør den arbejderne fattige og tvinger dem, snart til at arbejde og lide nød, snart til at lægge armene overkors og sulte; nej den tar ogsaa samtidig fangen den intelligens og energi, som er nødvendig for at frigjøre sig fra dens aag.

Det var altsaa et stort og langt arbejde for de enkelte, som helt ud forstod situationen, at samle alle de andre i den samme forstaaelse og derved vække hos dem alle, ikke blot viljen, men ogsaa det mod, den energi, og det ubrødelige samhold som skulde til for at gjøre det af med ejendomsretten. Et uhyre arbejde var det — og mens dette arbejde stod paa maatte altsaa menneskene sukke videre under formaalenes aag.

* * *

Kraftberuste hadde menneskene staat der, ved begyndelsen af opfindelsernes grødefulde tidsalder, og stirret begejstret ind i en lys lokkende fremtid, mens de følte nye, og bestandig nye, svimlende kræfter gro frem under sine hænder —: Ha! smilende fremtid, hvos al fortidens nød og elendighed var som blæst bort for deres aandes pust. . . hvor de med en liden brøkdel af sin mægtige kraft kunde organisere en produktion, der rigelig sikret den sølle existens saa de aldrig mer behøvet at ofre den en tanke — for saa med hele resten af sin vælde at storme frem mod det lysende maal, begyndelsen til alt egentligt liv: menneskehedens store møde med sig selv! Ha, for en fremtid!... ingen tanke mere paa det sølle udkomme... arbejdet blit en fri glad leg... alle kræfter sat i bevægelse ved tanken paa det store vinkende maal — aa gudskelov, at revolutionen itide hadde frigjort deres kræfter saa de kunde bruge dem...

Men ak, det var kun et øjebliks drøm! De stakler hadde gjort regning uden den djævelske magt der tvinger al menneskelig virksomhed ind under pengeformaalenes automatiske bræmse og uden barmhjærtighed svinebinder produktionskraften, ligegyldig hvor stor den end er — de hadde gjort regning uden din ejendomsret, gamle træske gud Mammon! Og længe varte det da heller ikke før det viste sig, at de fremdeles sad svinebundne inde i den gamle fælde, og tiltrods for sine kjæmpekræfter fremdeles var nødt til som før at vrøvle bort sin tid med det sølle spørgsmaal: „hvad skal vi leve af?“ — istedenfor frie og glade at storme frem mod sine længslers maal: menneskehedens store møde med sig selv.