Anarkiets Bibel/Bog I
Menneskehedens forunderlige idioti
Satan morer sig
KAPITEL I
Menneskehedens forunderlige idioti
Hvordan kan dette hænge sammen?
Naar menneskene for hundrede aar siden saa nogenlunde kunde leve af sit arbejde, og de nu har faat sin produktionsevne tidoblet, hvorfor i alverden benytter da ikke hvert enkelt menneske sig af denne tidoblede evne til ialfald at frembringe i overflod alt hvad han behøver for at sikre sig og sine en økonomisk sorgfri existens?!
Simpelthen fordi det ikke staar i det enkelte individs magt:
Tidoblingen af det menneskelige arbejdes produktivitet skyldes jo det vældige tekniske produktionsapparat som det nittende aarhundrede har frembragt. Og det apparat lar sig ingenlunde haandtere af enkeltmand; der skal millioner individers organiserede samarbejde til for at sætte dets vidtløftige og indviklede maskineri i bevægelse og holde det i virksomhed. Om altsaa hvert enkelt menneske nu i vore dage vilde lægge sit arbejde an paa selv direkte at frembringe hvad han behøver til sig og sine, da kom apparatet som tidobler menneskenes kraft til at staa ubenyttet hen, og menneskenes arbejde vilde da ikke gi mere, men tværtimod mindre af sig end det gjorde for hundrede aar siden. Thi ogsaa dengang benyttet man jo et arbejdsbesparende produktions-apparat, selv om det altsaa var ti gange mindre fuldkomment end det vi nu raader over.
Skal derfor tidoblingen af menneskenes produktive evne virkelig kunne føre til at alle faar ti gange mere ud af sit arbejde end man gjorde for hundrede aar siden, da maa for det første hvert enkelt menneske kjæde sit arbejde sammen med alle de andres til et stort enigt samarbejde saa alle kan faa anledning til at benytte apparatet og derved faa sin kraft tidoblet. Men dernæst er det ogsaa nødvendigt at dette enige samarbejde paa det fælles apparat tar sigte paa det store almene formaal: at frembringe alt hvad alle de enkelte individer tilsammen har brug for. Thi kun hvis det sker, kan kjæmpeapparatet faa sin fulde nyttevirkning, og produktionen altsaa komme til at gi det samme resultat som om hvert enkelt menneske hadde ejet et privat produktions-apparat, der tidoblet hans individuelle evne.
Men at lægge produktionen paa det fælles apparat an med det store almene formaal for øje, det kræver en almen-aand og en samfunds-intelligens, som desværre endnu ikke er forhaanden blandt menneskene — almen-aandens og samfunds-intelligensens udvikling i det nittende aarhundrede har nemlig sørgelig nok ikke holdt skridt med udviklingen af den produktive evne. Og deri ligger altsaa aarsagen til det mærkelige fænomen, at skjønt menneskene i det forløbne hundrede aar lidt efter lidt har faat sin produktions-evne meget mere end tidoblet, saa er massen af dem hele tiden vedblit at være lige saa fattige som de var — ja nøden er endog voxet iblandt dem.
Dette vanvittige fænomen der som en blodig haan mod al menneskelig fornuft springer lige i øjnene paa enhver, leverer jo ved sin fortsatte existens det mest lysende bevis paa den nulevende slægts forunderlige idioti. Og at existensen af et sligt fænomen ikke forlængst har bragt menneskene til eftertanke og vakt tillive i deres hjerter og hjerner den smule almen-aand og samfunds-intelligens som skal til for at bringe idiotien til at vige, saa alle kan faa del i den tidoblede produktionsevne — det synes virkelig hartad ubegribeligt.
Eller hvad?
Den civiliserede del af menneskeheden sidder nu ved begyndelsen af det tyvende aarhundrede inde med et industrielt produktions-apparat som er i den grad kolossalt arbeidsbesparende, at om det gjaldt, kunde en ganske ubetydelig del af de civiliserede landes befolkning paa det apparat magelig frembringe det flerdobbelte af hvad hele den civiliserede verden vilde se sig istand til at forbruge af industrielle produkter. De bedste jorddyrknings-methoder man hidtil har forsøgt — og der opfindes stadig nye og bedre — gir dertil allerede et saa kolossalt udbytte i forhold til det arbejde de kræver, at bare ved at benytte dem, vilde halvparten af de civiliserede landes befolkning, paa en liden brøkdel af det jordareal man har til raadighed, med den aller største lethed kunne frembringe mange gange det kvantum levnetsmidler som hele den civilicerede verden vilde se sig istand til at fortære. Og det kommunikations-apparat man er i besiddelse af — og som udvides og forbedres hver eneste dag — er allerede nu saa effektivt, at en bitte liden del af befolkningen ved dets hjælp til enhver tid hurtig og let kan flytte alt hvad der produceres omkring til de steder hvor der er brug for det.
Den mindste smule almen-aand, den mindste smule samfunds-intelligens som fandtes blandt menneskene, og man vilde, med disse kjæmpemæssige kort paa haanden, øjeblikkelig gaa igang med at ordne den hele produktion saaledes, at der af alt hvad mennesker bruger uafladeligt blev frembragt godt og vel saa meget som de civiliserede landes befolkning i det hele taget magter at forbruge — og ved kommunikations-væsenets hjælp vilde det altsammen uafladelig bli stillet til alles fri disposition.
Resultatet vilde være at hvert eneste menneske hele den civiliserede verden over til enhver tid vilde ha til sin raadighed alt hvad han i det hele taget kunde bruge. Med andre ord: hvert eneste menneske hele den civiliserede verden over vilde dermed være gjort til en absolut velhaver.
Det blir imidlertid ikke gjort — almen-aanden, samfunds-intelligensen mangler.
KAPITEL II
Hvad idiotien koster — direkte
——
Men at det ikke blir gjort, det er saameget desto taabeligere, som enhver ved den mindste smule eftertanke vil begribe, at det ikke vilde koste paa langt nær halvparten saameget arbejde, paa denne maade at gjøre hvert eneste menneske til en absolut velhaver, som det nu koster at gjøre nogle ganske enkelte individer til rigmænd, og resten af menneskeheden til en samling stakkars djævle der faar hele sit liv forgiftet af økonomiske bekymringer, og hele sit sind og sin intelligens forraaet forsjoflet og forkrøblet af usle steriliserende pengetanker.
Ikke paa langt nær halvparten saa meget arbejde vilde det koste.
En hel række svære indviklede arbejder som nu er nødvendige, vilde nemlig da falde bort som absolut overflødige.
For det første siger det sig selv, at naar alt hvad mennesker bruger, overalt og til alle tider skaffes tilstede i saa overflødige mængder at det ikke kan bruges op, da vil det være vanvid længer at kaste sin tid bort paa at holde regnskab med hvad hvert enkelt menneske bruger af det der produceres. Man kunde jo da ligesaa gjerne gi sig til at holde regnskab med hvad hvert enkelt menneske bruger af solens lys eller atmosfærens luft. I det øjeblik der overalt og til alle tider er mere end nok af alt til alle, da faar enhver selv ta af hougen hvad han finder for godt at bruge — kjøb og salg har da ingen mening mere.
Men med kjøb og salg forsvinder jo handel og kjøbmandsskab, pengevæsen og regnskabsførsel, bank- og børs- og finans-operationer. Og alle de millioner mennesker som nu rundt omkring i hele den civiliserede verden er optat med den slags forretninger — som sidder indestængt i kontorerne, bøjet over regnskabsbøger og andelskorrespondancer; som hænger bag butikernes disker og venter paa kunder; som farter omkring i byer og lande for at finde kjøbere til det der produceres, eller paa anden maade kiler sig ind som mellemmænd og mellemmænds mellemmænd mellem dem der ejer det der produceres og dem der bruger det — alle disse millioner mennesker hele den civiliserede verden over faar da hænderne fri; hele det uhyre arbejde de fortiden maa udføre vil være indsparet.
Vældig som denne arbejdsbesparelse er, er den hverken den eneste eller den største; den melder sig bare som no. 1 i rækken, fordi det er den, der først falder i øjnene. No. 2 følger den lige i hælene:
I det øjeblik hvert eneste menneske hele den civiliserede verden over til enhver tid har til sin raadighed alt hvad han i det hele taget kan bruge, da har jo ejendsomsret til hvad jeg ikke selv bruger ingensomhelst mening mere. Kun saalænge der er mennesker som mangler hvad de har brug for, kan andre, ved sin ejendomsret til det de mangler, tvinge dem til at arbejde for sig, og derved skaffe sig en fordel. Men naar ingen mangler nogetsomhelst, da lar jo ikke det sig gjøre længer — og dermed har ejendomsret til hvad jeg ikke selv bruger tabt enhver værdi og betydning, og falder følgelig bort af sig selv. Tilbage blir da kun en ejendomsret, som er fælles for alle: enhvers ret til alt hvad han kan bruge. Denne almene ejendomsret kan ingen længer forbryde sig imod eller gjøre noget ingdgreb i; thi er der overalt og til alle tider mere end nok af alt til alle, da kan jo ikke jeg længer, ved at bruge hvad jeg finder for godt, hindre nogen anden i at bruge hvad han finder for godt. Retstrætter om ejendom, og ejendomsforbrydelser, er dermed engang for alle bragt ud af verden, og ejendommen trænger ikke mere til at beskyttes. Og da alt hved der heder retsvæsen til syvende of sidst kun gaar ud paa beskytte ejendomsretten, saa er dermed hele den civiliserede verdens retsvæsen med samt alle de forskjellige lovgivninger hvortil det støtter sig, simpelthen reduceret til noget ubrugeligt gammelt skrammel, som kan puttes op paa mørkeloftet. Alle verdens dommere, sagførere, retsbetjente, politi- og fænsels-funktionærer faar altsaa da ikke noget mere at bestille, regjeringerne kan lukke sine justisministerier og sløjfe sine juridiske embedsværk, og nationalforsamlingerne kan indstille sin lovgivende virksomhed. — Atter en hoben millioner hvis arbejde er gjort overflødigt og indsparet.
Fremdeles:
Naar de civiliserede landes befolkning har indrettet sin produktion paa uafladelig at frembringe alt hvad mennesker bruger i saa overflødige mængder at det ikke kan bruges op saa hurtig som det produceres, og alt uafladelig stilles til alles fri disposition, da existerer der ikke længer nogen strid mellem landenes økonomiske interesser. Alle de millioner mennesker, som nu holdes under vaaben rundt omkring i den civiliserede verden for at værge landenes økonomiske interesser imod hverandre, kan altsaa da lægge vaabnene ned og kaste uniformen; og den vældige arbejdsstok som nu er beskjæftiget med at fabrikere alt slags krigsmateriel, fra slagskibe og pantserfregatter til kanonbaade og torpedoer, fra fæstninger og kjæmpekanoner til geværer og bajonetter, kan samtidig nedlægge sit arbejde — alle disse mennesker faar da hænderne fri. Nok en slump millioners arbejde er dermed gjort overflødigt og indsparet. Og landenes regjeringer kan lukke sine armé- og marine-ministerier og sløjfe sine militære embedsværk.
Lad være at man endnu vil finde det nødvendigt at sikre den civiliserede verdens grænser mod angreb af barbariske nationer. Men dertil behøves ialfald ikke tusindeparten af den vældige krigsmagt som nu holdes i beredskab for at sikre de civiliserede nationer imod hverandre. En liden hær paa saa mange tusen mand som der nu holdes millioner under vaaben, vil være fuldkommen tilstrækkelig for det øjemed — og den militærbyrde vil ingensomhelst rolle spille i den civiliserede verdens økonomi. Længe vil det forøvrigt heller ikke vare før selv denne lille hær blir aldeles overflødig. Thi ligesaa langsomt som det gaar, ved hjælp af Bibel Brændevin og Bajonet at udbrede en civilisation, der betyder sørgelig fattigdom og haardt arbejde for massen af befolkningen i det land der skal civiliseres, ligesaa hurtig vil, ganske af sig selv, bare ved exempelets magt, den civilisation komme til at gribe om sig, der ikke længer paatrænger sig nogen, men som betyder absolut velstand for hver eneste mand i det land der formaar at tilegne sig den.
Men videre i besparelsernes række:
Saalænge produktionen ledes af en flok kapitalister med det formaal for øje at tjene penge, er det en selvfølge at ethvert almennyttigt arbejde, hvorpaa der enten ikke kan tjenes penge eller ikke bør tjenes penge, maa besørges udført af det offentlige. Stat og Kommune er nemlig de eneste som ikke behøver at tjene penge paa hvad de gjør, fordi de tar de penge de har brug for, ud af befolkningens lomme.
Da det f. ex. ikke vel gaar an at afkræve folk penge hvergang de har brug for at færdes paa en landevej, og anlæg og vedligehold af landeveje derfor ikke kan bli noget lønsomt privat-foretagende, er vejvæsenet blit henlagt under det offentlige. Da befolkningens brede lag ikke har raad til at betale saa meget for sine børns undervisning, at oprettelse af folkeskoler kan lønne sig som privatgeschæft, har det offentlige maattet paata sig størsteparten af undervisnings-væsenet. Da lave jernbane- post- og telegraf-taxter er nødvendige af hensyn til handel og samfærdsel, og der altsaa ikke bør tjenes penge paa disse kommunikationsmidler, har man gjort jernbane- post- og telegrafvæsen til offentlige administrationsgrene osv osv.
Det siger sig selv at naar produktionen ikke længer ledes af kapitaliser for at tjene penge, men udføres af befolkningen selv med det eneste formaal for øje at skaffe tilveje alt hvad der er brug for og stille det til alles disposition, da er der ikke længer plads for det offentliges indblanding i produktions-arbejdet. De almennyttige arbejder blir da udførte af befolkningen udn nogetsomhelst pengevrøvl; derfor behøves ikke det offentliges mellemkomst mer. Naar befolkningen paa et sted finder at der er brug for en vej, en jernbane, en skole, en forandring i undervisningen, en ny postrute, en udvidelse af telegrafnettet eller hvad det nu kan være, saa gaar den simpelthen igang med vedkommende arbejde og udfører det. Alle redskaber som dertil behøves, og alt hvad de individer der paatar sig arbejdet har brug for mens de udfører det, staar jo altid til disposition i mere end tilstrækkelige mængder. Befolkningen behøver derfor ikke at indgaa til regeringen med noget andragende om at arbejdet maa bli udført af det offentlige. Regjeringen slipper altsaa at nedsætte nogen kommission eller selv indhente erklæringer fra embedsmænd, kommune-styrer og sagkyndige, for paa grundlag af dem at gjøre sig op sin mening om, hvorvidt vedkommende arbejde er hensigtsmæssigt og betimeligt; hvormeget det vil koste; hvorvidt det kan antages at ville bli rentabelt osv. osv. Og hverken regjering eller nationalforsamling behøver at lægge sine hoder i blød for at finde ud, om den finansielle stilling tillader at der gaas igang med arbejdet. Der blir simpelthen gaat igang med det af den befolkning som finder at den har brug for det. Og naar arbejdet saa er færdigt, da tar samme befolkning det også i brug og administerer det selv — og dermed er alle udenforstaaendes og uvedkommendes indblanding i den sag ganske udelukket.
Men naar saaledes de civiliserede landes regjeringer ingenting mere faar at gjøre hverken med anlæg eller med administration af almennyttige arbejder, da kan de jo ogsaa lukke sine indenrigs-ministerier, sine ministerier for offentlige arbejder, og sine kultus- og undervisnings-ministerier.
Og hvad har de regjeringer da egentlig tilbage at gjøre?
Jo: naar en regjering først har lukket sit justisdepartement og sløjfet hele det juridiske embedsvært med dets tilbehør af dommere, sagførere, retsbetjente, politi- og fængselsfunktionærer; naar den videre har opløst hær og flaade, lukket sit armé- og marine-departement og nedlagt det militære embedsvært; og den saa heller ikke mer faar noget med offentlige arbejder og offentlig administration at gjøre, men maa lukke baade sit indre-departement, sit departement for de offentlige arbejder og sit kirke- og undervisnings-departement — ja da har jo den regjering heller ikke mere brug for noget budget eller nogen statskasse, og det eneste den endnu har tilbage at gjøre, er kun at afskedigealle sine toldere og skatte-opkrævere, og lukke ogsaa sit finans-departement. Hvorpaa den brave regjering rolig kan opløse sig selv og gaa fra hverandre — der er ikke længer brug for dens virksomhed. Og det samme kan ogsaa nationalforsamligen gjøre, da der jo heller ikke er brug for nogen lovgivende eller bevilgende myndighed mere.
KAPITEL III
Hvad idiotien koster — indirekte
Tæl sammen alle de millioner mennesker som faar hænderne fri ved at alt det uproduktive arbejde blir gjort overflødigt:
Millionerne som driver med handel og kjøbmandsskab eller steller med pengevæsen, regnskabsførsel, bank- børs- og finans-operationer rundt omkring i de civiliserede lande. Millionerne som staar under vaaben for at værge landenes stridige økonomiske interesser imod hverandre, eller er optat med at lave krigsmateriel. Millionerne som fylder regjerings- og embedsmands-kontorer eller gjør tjeneste som dommere, sagførere, retsbetjente, politi- og fængsels-funktionærer hele den civiliserede verden over.
Tæl dem sammen, og læg dertil endnu de arbejdsløses stadig voxende hær, allerede nu 3 à 4 millioner mand som i kapitalens interesse staar paa stadig vagt imod arbejdslønnens stigning rundt om i landene — thi ogsaa dette vagthold blir da overflødigt; der gives jo ingen arbejdsløn mere. Tæl dem sammen alle disse mangfoldige millioner mennesker, og man vil forstaa, at naar alt det uproduktive arbejde de nu udfører blir overflødigt, da betyder det frigjørelsen af en ganske betragtelig del af hele den civiliserede verdens arbejdskraft.
Og alligevel, alle disse vanvittig mange millioner, hvis arbejdskraft nu sløses bort til uproduktivt arbejde, de representærer dog endnu, alle tilsammen, ikke paa langt nær halvparten af den arbejdskraft som alt i alt bil blive indsparet, naar menneskene endelig engang kommer til fornuft og hører op med at la produktionen gaa pengeformaalenes ærinder, og tjene fremmede, den selv aldeles uvedkommende interesser. Thi naar det sker, da vil samtidig et endnu meget større antal millioner faa sin arbejdskraft udløst af selve det produktive arbejde.
I det øjeblik nemlig, at produktionen istedenfor at danse videre efter private penge-interessers pibe pludselig tar direkte sigte paa sit eget store maal og gaar lige løs paa sin egen vældige opgave: at skaffe hvert eneste mennesker alt, hvad han i det hele taget kan bruge, da er dermed signalet givet til en storartet revolution af hele den civiliserede verdens jordbrug — en revolution der ganske svarer til den, der for industriens vedkommende allerede bled gjennomført i det forrige aarhundrede, dengang man ved indførelse af maskindrift omdannet industrien til stor-industri.
Og hvad denne revoltuion af de civiliserede landes jordbrug vil indspare af menneskelig arbejdskraft — det drømmed man endnu ikke om.
Ikke mindre end tre femteparter af de civiliserede landes befolkning vier fortiden sit arbejde til dyrkning af jord og hvad dermed staar i forbindelse. Det væsentlige resultat af denne uhyre menneskemasses virksomhed er et kvantum levnetsmidler, som ganske vist er stort nok til at hele den civilisered verdens befolkning kan leve af dt uden at lide positiv nød, forudsat at det blev dette samme kvantum levnetsmidler uden nogetsomhelst fordelingsvrøvl simpelthen stillet til befolkningens raadighed, saa enhver kunde ta af hougen hvad han selv fandt for gods — ja da kunde kanskje nok enhver uhindret forsyne sig som han vilde med brød og poteter, men om alle de andre slags fødemidler kom man nødvendigvis op at slaas; for af dem vilde der ikke paa lange veje være nok til alle.
Dette er jo et tarveligt resultat af saa mange menneskers arbejde. Men saa er det ogsaa meget langt fra, at disse tre femteparter af de civiliserede landes befolkning kan siges at staa paa højde med sin tid. Ialfald er det jordbrug de driver, for det rene barneværk at regne, sammenlignet med det intensive jordbrug, som allerede nu drives af nogle enkelte faa moderne jordbrugere, væsentlig i Londons og Paris's omegne, og paa øerne i den engelske kanal.
Og hvis de dyrkningsmethoder der altsaa endnu kun anvendes af disse faa, blir bragt i almindelig anvendelse, da vil siger og skriver én femtedel af de civiliserede landes befolkning magelig kunne paata sig at frembringe saa meget — ikke blot af de almindelige simplere jordbrugsprodukter som korn og poteter, kjød, flesk, fedevarer osv. med af alt, ligetil de fineste grønsager og frugter — at den civiliserede verdens befolkning vilde være ude af stand til at fortære det altsammen, saa hurtig som det produceres.
For at opnaa dette resultat behøver man ikke at lægge under intensiv dyrkning mere end hundrede millioner hektarer land, et areal omtrent dobbelt saa stort som Frankrigs dyrkbare jord. Det arbejde, et saadant jordbrug kræver, er ikke større, end at der gjennemsnitlig vilde falde alt i alt en 4 à 5 timers dagligt arbejde paa hvert voxent individ blandt den femte-del af befolknngen, der paatog sig det. Ethvert menneske vilde da til enhver tid, hele aaret igjennem, kunde sætte alle slags frugter og grønsager paa sit bord, ganske uafhængig af aarstiden — og der vilde aldrig mere bli tale om misvæxt og uaar, da det intensive jordbrug ganske rolig afsætter vorherre som over-gaardbruger og lar menneskene selv skifte sol og vind til de væxter de dyrker.
Det er klart at naar de civiliserede landes befolkning selv overtar ledelsen af sit jordbrug for at kunne stille en overflod af alle slags fødemidler til enhvers fri raadighed, da er det disse nye intensive dyrknings-methoder som vil bli bragt i anvendelse. Og resultatet vil altsaa ikke blot være, at hvert mennesker hele den civiliserede verden over til enhver tid kan sætte paa sit bord hvad han selv ønsker; men samtidig vil ogsaa to femteparter af hele den civiliserede verdens arbejdskraft være arbejdskraft være indsparet — bare paa denne ene konto.
KAPITEL IV
Hvorledes velsignelse kan vendes til forbandelse
Hvad betydning det vil faa for menneskehedens fremtidige intellektuelle udvikling, at to femteparter af den civiliserede verdens arbejdskraft paa denne maade frigjøres fra det daglige madstræv, det lar sig naturligvis ikke paa forhaand beregne. Men saa meget ser man ialfald strax, at denne revolution af jordbruget vil bli til ganske umaadelig velsignelse for de civiliserede landes befolkning, hvis den genneføres af befolkningen selv for at stille hele jordens afkastning til alles fri raadighed.
Blir derimod overgangen fra det extensive til det intensive jordbrug gjennemført af en flok kapitalister for at tjene penge, da vendes velsignelsen til den skrækkeligste forbandelse — og den syndflod af nød og elendighed, som da kommer væltende ind over menneskeheden, vil historien endnu aldrig ha set magen til.
Ganske vist er der foreløbig ingen fare for, at kapitalen skal kaste sig over jordbruget for at gjennemføre denne arbejdsbesparende revolution. Jordbruget har for øjeblikket ingen høj stjerne hos kapitalen; det gamle jordbrug er nemlig ikke nogen „god forretning“ mere, og det nye, intensive jordbrug, som kræver en volsom anlægs- og drits-kapital i forhold til det areal der lægges under dyrkning, har endnu ikke vundet kapitalens tillid. Men sæt at denne tillid vindes ingen kortere eller længere tid, og at kapitalen altsaa gaar igang med den store arbejdsbesparende revolution —:
De første kapitalister, der efter personlig at ha uddannet sig som intensive jordbrugere, vover at sætte sine kapitaler i intensivt jordbrug, kommer nødvendigsvis til at tjene store penge. Deres exempel vil derfor hurtig bli fulgt, kapitalen vil grisk og graadig kaste sig over den nye lønnende forretning, og jordbrugets produktion vil derved bli øget noget ganske enormt. Men efterhvert som produktionen voxer, falder priserne paa landmandsprodukter, og tilslut blir de saa lave, at selv det nye arbejdsbesparende jordbrug ikke er nogen „god forretning“ længer — og kapitalen trækker sig da atter sky tilbage fra jordbruget.
Men inden det punkt er naad, er allerede ulykken sket:
Det nye intensive jordbrug, som optar saa forholdsvis liden plads og beskjæftiger saa forholdsvis faa arbejdere, har da allerede fortrængt og afløst det gamle extensive jordbrug, der optog saa godt som al dyrkbar jord og beskjæftiget den hele landbefolkning — det gamle jordbrug „lønner sig“ nemlig forlængst ikke mer. Om en jordejer nu lejet arbejdere til at dyrke sin jord paa den gamle manér, saa vilde hele ejendommens afkastning, solgt til dagens lave priser, ikke kunne betale arbejdslønnen engang, langt mindre de øvrige driftsomkostninger — saa det lar jordejeren nok være. Og vil han isteden gaa over til intensiv drift, da er det nu blit en meget tvivlsom „forretning“; konkurrencen er jo allerede saa altfor stærk — og dertil behøves desuden en stor kapital. Selv om jordejeren virkelig raader over den nødvendige kapital, vil han ganske sikkert betænke sig to gange paa at sætte den ind. Og raader han ikke over den, vil han ialfald ikke kunne faa den tillaans til det brug — kapitalen befatter sig nemlig ikke mere med jordbrugsforretninger.
Al den jord som ikke er lagt under intensiv dyrkning — og det er de no tiendeparter af den — ligger altsaa nu brak, fordi det ikke lønner sig for ejerne at dyrke den; de ni tiendeparter af jordejerne er dermed ruinerede. Og alle de landarbejdere, som ikke er engageret i det intensive jordbrug — og det er sikkert de tre fjerdeparter af dem — gaar altsaa ledige omkring og suger paa labben, fordi jordejerne ikke mere har arbejde til dem; sult og nød er nødvendigvis deres lod.
Det kan nemlig ikke nytte de ledige landarbejdere at strømme ind til byerne og søge arbejde hos industrien; for ogsaa med den er det galt fat. Landbefolkningen udgjorde jo en væsentlig bestanddel af industriens kundekreds, og at de ni tiendeparter af jordejerne og de tre fjerdeparter af landarbejderne har mistet deres kjøbeevne, det har ført industrien op i en skrækkelig krise. Mængder af industridrivende er gaat fallit, arbejdet ligger nede overalt, arbejdslønnen er sunket til et absolut minimum, og arbejdsløsheden er større end nogensinde før, ogsaa i byerne.
KAPITEL V
Chimæren „Arbejdsløshed“ med den
dobbelttvudne hale
Ruin og fallit for mængder af de store, sult og nød for massen af de smaa, i by som paa land, hele den civiliserede verden over — deri resulterer altsaa den store arbejdsbesparende revolution af de civiliserede landes jordbrug.
Resultatet er mærkværdigt:
Fordi det er blit mange gange lettere at skaffe mennesker mad, derfor maa masser af mennesker sætte sig ned og sulte med korslagt arme...? Fordi det er blit mange gange lettere at frembringe det, hvormed menneskelig hunger stilles, derfor maa hungerens kvaler lides af desto flere mennesker...?
—Men det er jo den omvendte verden!
—Langtifra; netop den rigtige verden er det. Vor egen rigtige verden, som vi selv har lavet den. Det er jo selve den civiliserede verdens økonomiske grundprincip, der afføder dette overraskende resultat med samme naturmæssige nødvendighed som den hvormed det allerede tidligere har affødet en hel lang række resultater af samme slags. Thi saa lyder dette grundprincip:
—Produktionen ejes af kapitalen, og skal være sin ejermand underdanig.
I kraft af dette økonomiske princip bled produktionen — al overflods naturlige moder — tvunget ind i sit naturstridige ægteskab med kapitalen —al armods og mangels kunstige skaber og opretholder — og af denne væmmelige omfavnelse imod naturen fødtes det fantastiske fabeldyr, chimæren „Arbejdsløshed“ med den dobbelttvundne hale af sult og ruin. I menneskealdre gjennemstrejfet det fantastiske uhyre den civiliserede verden paa kryds og paa tværes, var befolkningens skræk, landenes plage, og gjorde specielt byerne usikre. Overalt hvor en arbejdsbesparende reform skulde gjennemføres, strax var dyret paa pletten. Et sus gjennem luften, som naar en stormbyge kommer farende, og ned dalet chimæren midt paa byens torv, slog de sorte skrækkens-vinger sammen om sit afskyelige legeme, la hovedet paa skakke og sang med begrædelig bedemands-røst sin gamle vise, der første gang den hørtes, hadde forbauset alverden ved sit meningsløst besyndelige indhold:
- Ak og ve, ak og ve!
- Sulte maa mennesker nu!
- Thi noget som mennesker bruger,
- Frembringes lettere end før.
hvorpaa chimæren atter spredte sine vinger og svang sig op over byen og drysset nød og elendighed ned over dens arbejder-kvarterer — og man saa den fjerne sig med tungesorte vingeslag i retning af den nærmeste by, for ogsaa dér at synge den samme vise, og ogsaa dér sprede elendighed og nød.
Saa ofte hadde fabeldyret vist sig, at man tilslut hadde vænnet sig til dets periodiske tilsynekomst, og ingen agtet mere noe større paa dets lader og fakter, saalidt som nogen mere tænkte videre over det besynderlige indhold af dyrets sang.
Men nu, under den store jordbrugsrevolution, den største arbejdsbesparende revolution verden har set — nu tiltrækker chimæren sig atter opmærksomhed. Dens udseende er forandret og dens optræden blet en anden. Dens krop er voxet til et kjæmpemæssigt omfang, dens vingefang er blit kolossalt — og den flyver ikke mere fra by til by med sit ulykkesbudskab. Nej, i zikzak, i kredse, og i sære sælsomme bugtninger flagrer den frem over by og land uden forskjel og drysser sin elendighed ned overalt, mange gange tættere end før, mens den synger med haanende spot i sin stemme:
- Hej hop, smaa menneskebørn,
- Først ny skal her sultes for alvor.
- Thi nu er det menneskers mad,
- Som frembringes lettere end før.
- Derfor skal hungersnøden
- Rase som pest gjenem landene.
KAPTIEL VI
Kapitalen som arbejdsherre
Ingen arbejdsbesparende reform er nogensinde blit gjennemført i nogen del af den civiliserede verdens produktions-værk uden at det har ført til arbejdsløshet og sult — og hvis reformen var af noget omfang, ogsaa til ruin og fallit. Ulykkens størrelse har varieret, alt eftersom mængden af den arbejdskraft, der indspartes ved reformen, var den større, eller mindre; men ulykken selv, arbejdsløsheden og sulten, er aldrig udeblevet. Og vil heller aldrig komme til at adeblive, saalænge kapitalen sidder tilrors og styrer produktionen efter sine pengeformaal.
Ikke paa grund af nogen speciel ondsindethed fra kapitalisternes side, men fordi det nu engang ligger i kapitalens natur, at anderledes kan ikke den styre.
En opfinder melder sig hos kapitalen og siger: „Godag hr. Kapital, her har jeg en opfindelse, som anvendt i den og den branche vil sætte hundrede mand istand til at udføre hvad der til dato har kostet tusen mands arbejde.“ — „Storartet!“ svarer Kapitalen — „De er jo en menneskehedens velgjører. Jeg afkjøber Dem øjeblikkelig Deres opfindelse, og gaar strax igang med at spare menneskene for ni tiendedele af arbejde, de hidtil har været nødt til at nedlægge i denne branche.“ Og opfinderen stikke pengene til sig og gaar bort, smigret og stolt, uden at ane at det er Judas-penge, som rasler i hans lomme.
Men naar Kapitalen har stillet sin nye maskine op, siger den til de tusen mand: „Paa denne maskine kan hundrede mand nu udføre det hele arbejde; de hundrede af jer som tilbyr sig at udføre det for den laveste løn, kan bli: de andre kan gaa.“ Og dermed tar Kapitalen rolig de tusen mands arbejde og læsser det over paa de hundrede billigste skuldre. De hundrede som nu bærer arbejdets byrde videre, bærer hver især den samme byrde som de bar før; kun er deres løn blit endnu uslere end den var. Men ni hundrede mand gaar med bange bekymring i hjertet hjem til sine hustruer og børn og beretter om det skjæbnens slag der har rammet dem — og sult og nød holder sit indtog i ni hundrede familie.
Saadan bærer kapitalen sig ad med at spare menneskene for det arbejde, som en menneskekjærlig maskine paatar sig at udføre i deres sted. Afskyeligt, nederdrægtigt ser det ud, men — anderledes kan Kapitalen ikke handle.
Kapitalen er nemlig ikke én — dens tal er legio.
Var Kapitalen én, ialfald indenfor den enkelte produktionsgren, da kunde den jo, om den vilde, ta sagen gemytlig og si til de tusen mand: „Strængt taget behøver jeg nu kun at beholde hundrede af jer — og jeg kan tilmed benytte mig af situationen til at nedsætte arbejdslønnen selv for disse hundrede. Jeg er imidlertid ingen egoist. Den store lettelse af arbejdet inden vor branche bør billigvis komme saamange som mulig tilgode, og først og fremst dem der arbejder i branchen. Jeg sætter derfor nu arbejdstiden ned til det halve, beholder altsaa to hundrede mand istedenfor hundrede — og forhøjer desuden deres løn. De otte hundrede andre er jeg desværre nødt til at la gaa, da jeg ikke mere har arbejde for dem. Men til hver af disse otte hundrede gir jeg i dagens anledning et større extra-gratiale, som jeg haaber de vil kunne klare sig med, indtil nye behov — som gudskelov stadig voxer op i vort samfund — har skaffet dem nyt arbejde. Resten af profiten ved den store arbejdsbesparelse deler jeg i to lige dele; den ene lar jeg gjennem en prisnedsættelse tilflyde vore kunder — og derigjennem indirekte ogsaa deres kunder —; den anden del beholder jeg for mig selv i min egenskap af kapital. Thi det faar i huske paa: skal kapitalen til enhver tid kunne være sin vigtige opgave voxen, nemlig at være drivkraften i den stadig øgende produktion — da maa den ogsaa selv uafladelig øges.“
En saadan ordning vilde ikke netop være idealet af retfærdighed, men gemytlig maatte den ialfald siges at være. Og saa gemytlig kunde altsaa Kapitalen i det givne tilfælde optræde — hvis den var én. Men dens tal er altsaa ledio. Tusen kapitalister konkurrerer paa haarde livet med hverandre hele verden over, indenfor en og samme branche; og tusen andre kapitalister staar færdige til at kaste sig ind i branchen, hvis der i den viser sig at tjenes mere end i andre brancher. Saasnart derfor den arbejdsbesparende maskine er indført, maa priserne strax sættes ned saa der ikke tjenes mere end akkurat saa meget som før, plus rente og amortisation af den kapital, som er andvendt til anskaffelse af maskinen. I modsat fald kaster nemlig fremmede kapitalister sig konkurrerende ind i branchen og tvinger ikke blot priserne ned, men frembringer overproduktion og ruin.
Den kapitalist altsaa, der vilde optræde paa den nævnte gemytlige maade ligeoverfor sine arbejdere, kom derfor hurtig til at spille fallit og bli erstattet af en anden, mindre gemytlig men klogere kapitalist — og arbejderne vilde ikke engang ha nogen nytte af den gemytlige fyrs ruin.
Kapitalen er ikke én, dens tal er legio, derfor kan den ikke handle anderledes end den gjør. Den er absolut nødt til at ta de tusen mands arbejde og læsse det over paa de hundredes skuldre — og nødt ogsaa til samtidig at nedsætte arbejdslønnen for de hundrede. Gjør ikke den ene det, saa gjør de andre det, og gjør de andre det, maa den ene følge efter.
Og dermed er altsaa det pudsige kunststykke udført: Det arbejde som faktisk er blit ti gange lettere at udføre end det var, er ligesaa faktisk blit tungere end før for dem der udfører det, og aller tungest for dem der ikke længer faar lov til at udføre det. Lettelsen er forvandlet til tyngsel, velsignelsen vendt til forbandelse.
KAPITEL VII
Satan morer sig
Men oppe under det kunstige himmelhvælv, som gud Mammon har spændt ud over den civiliserede verden, sidder gamle gud Mammon selv, i egen person, højt paa en gylden sky, klædt i purpur og kosteligt linned, guldkrone paa hovedet og guldscepter i sin haand — og følger med levende interesse sit afkom Kapitalens færd dernede paa jorden. En djævelsk skadefryd blinker frem i hans øje og lysr op med et smil inge i hans store falske gudfader-skjæg, da han faar se Kapitalen gjøre sig istand til atter, for tusen og ni-og-nitiende gang, at udføre det gamle kunststykke. Thi vel er kunststykket gammelt, men gud Mammon er slet ikke blit træt af det — det fryder endnu hans øje som saa han det for første gang.
Det er jo ogsaa en kostelig komedie:
Opfinderen, der med judas-pengene raslende i sin lomme spankulerer gravitetisk omkring og kror sig som menneskehedens velgjører, mens aviserne synger hans pris i høje toner. Kapitalisterne, som stolte og højtidelige kjører op med de nye skinnende staal-maskiner og installerer dem i de tusen fabriker, mens aviserne synger deres pris som repræsentanter for den mægtige kapital, fremskridtets store fødselshjælper. Og saa arbejderflokken — hvis pris ingen synger — som staar taus omkring inde i fabriken og ser til, imponert af den nye staalkammerat der skal lette dem for ni tiendeparter af arbejdets byrde — ah, nu kommer vel arbejdet til at gaa som en leg! ....
Pludselig løfter Kapitalen sin magiske tryllestav og udfører sit gamle kunststykke, og et undertrykt latter-kluk er lige ved at sprænge gamle gud Mammons strube:
— Ha, hvor de stønner under byrden, fordi arbejdet er blit lettere, de faa som endnu faar lov til at udføre det! ... Og ha, hvor blev de blege med ét, alle de andre, som ser at for deres arbejdskraft er der nu ingen brug mere! ... Der lukkes de ud af fabriken allesammen, en vældig flok af mørke tause mænd ... de fjerner sig langsomt, siver stille ind i mørke trange gader, og forsvinder lidt efter lidt ind i mørke fattige hjem, som fyldes med angst og beklemmelse ved deres komme...
Lurende hæfter gud Mammons øje sig ved et enkelt vindu og venter — ha, der dukker det kjendte blege ansigt frem i mørket inde bag ruden: Sultens blege dødninge-ansigt! Og da Mammon saa tar et overblik, stirrer det samme blege ansigt frem bag ruderne overalt, i alle de arbejdsløses hjem.
Mammon smiler.
Og videre drager hans blik fra by til by, og kvæger sig overalt ved det samme skue —: de faa, sveddryppende arbejdere inde mellem de nye maskiner, og de mange sultende arbejdsløse med deres hustruer og børn i de skumle hjem. Som kværnkattes øvede øre opfanger lyden af en pibende mus midt inde i fossens dur og kværnens øredøvende larm, saaledes opfanger gud Mammons lyttende øre, midt inde i larmen af de stønnende og surrende maskiner, de arbejdendes stille suk over den øgede byrde, og de arbejdsløses resignerede jammerklager over den haarde sult. For Mammons øre flyder disse suk og jammerklager sammen til en sød dæmpet musik, som fra jorden stiger sørgmodig op mod hans trone, og danner et grinagtig selsomt akkompagnement til avisernes lovsang over fremskridtets store fødselshjælper, den hellige kapital —:
— Hvad er du, menneske, uden Kapitalen?! synger aviserne — hvis kapitalen ikke var, hvem skulde da kjøbe opfindelserne og la konstruere de tusen maskiner som letter menneskene deres arbejde og lysner deres kaar ?! — ære være Kapitalen!
— Kapitalens værk er arbejderens vel! lyder pludselig gud Mammons salvelsesfulde rødt fra skyen — han har i kaadhed sat sin store raabert for munden saa de kan høre ham over hele verden. Og som et tusindtunget ekko gjentar aviserne de gyldne ord: „Kapitalens værk er arbejderens vel!“ — og føjer til: Ære være gud Mammon i det høje!
Klukkende af latter synker den purpurklædte gud Mammon aldeles overgit tilbage mod skyens gyldne ryg og mumler for sig selv, mens han gnider sine hænder i skadefryd:
—Dejlige dumme mennesker! Hvor længe mon vil I endnu fryde mit gamle hjerte?... hvor mange gange mon vil I endnu la min datter Kapitalen udføre sit idiotiske kunststykke, før I tar den gamle hex ved vingebenet og gjør det af med hende?... hvor mange gange mon vil I endnu synge min pris, før Iendelig opdager, at jer kjære tilbedte gud Mammon i det høje er selve den lede Satanas, som sidder heroppe i en gylden sky og driver sine djævelske læjer med jer?!...
Men pludselig svinder smilet fra gud Mammons læber, og han slaar sig med den flade haand for panden —:
— Ta mig min egen oldemor, mumler han betænkelig — de opdager det s'gu aldrig!... gamle vorherre har nok alligevel tabt spillet... Mammon har sejret — guddomsgnisten er dræbt i menneskenes hjerter!... Lyste den endnu derinde, de hadde opdaget det for længe siden... men dræbt og slukket er den og kan ikke tændes mere — ha, mennesket skabt i guds billede er blit som de andre dyr!... Men saa er det jo heller ingen spas mer — spillet er ude
— og med et udtryk af lede i sit falske gudfaderansigt løfter gud Mammon sit gyldne scepter og støder det tre gange haardt mod det kunstige himmelhvælv over sig.
En luke springer op, og gamle vorherres ansigt viser sig i aabningen:
— Hvad er det ivejen-Satanas?