Alteret ved Alterhø
Gjennem mange Aar har det været en Tanke, der stadig har sysselsat mig, om det i Norge skulde vise sig muligt at kunne finde og paavise et af de gamle Kultus- steder, der omtales under Navnet hörgr, bevaret til vore Dage. Thi det skulde dog synes, som om dette ikke var umuligt, skjønt det ikke er af de Fund, der lettest lader sig gjøre. Horgernes overveiende Antal laa selv- følgelig ikke paa afsides Steder. Hele den Kultus, der var knyttet til den Klasse af Sakralsteder, hvori disse maa have hørt ind, Stene, Hauger o. lign., maa naturligen, under alle Forhold, hvor den saa forekommer i Verden, væsentlig have været henlagt til de Strøg, hvor Menneskene boede, og hvor de havde sin Gjerning. Det naturbundne Menneske har som Regel ikke dyrket sine Guder, af hvilken Art disse end kan have været, langt fra sit Hjem. Horgerne maa derfor som Regel have været anlagte i selve Bygderne. Saa fremgaar bl. a. af de ikke ganske faatallige Steder, hvor i Norge Ordet hörgr forekommer, navnlig i sammensatte Gaardsnavne (med vin), antagelig rundt om i det hele Land. I dem kan vi have at regne ligesaamange Antydninger om, at de gamle, under samme Navn forekommende Kultuspladser har ligget midt i de bebyggede Dele af Landet. Men dermed blev det ogsaa, efter Christendommens Indførelse, en selvsagt Ting, at disse Kultussteder med Lethed kunde opspores og ødelægges. De var under Kontrol af den nye Læres Forkyndere og havde vanskeligt ved at holdes skjult for dem.
Men der maa ogsaa have været andre Horger, som har ligget mere afsides, og til hvilke der var knyttet en Kultus af en mere speciel Art. Det kan have været Offersteder eller religiøse Kultuspladser, som kun undtagelsesvis anvendtes og besøgtes, og idet disse har befundet sig paa fjernere liggende Steder, hvor Folk for øvrigt kun sjelden kom hen, var det muligt, at disse undgik den Ødelæggelse, som ellers hjemsøgte de fleste Horger. Det er efter Horger af den Art, jeg har tænkt mig, der maatte søges.
Jeg har ment at finde en Horg af denne sidste Sort oppe mellem Romsdalsfjeldene, nemlig i det gamle Mindesmærke, som beskrives af Gerhard Schøning i hans Reise igiennem en Deel af Norge i de Aar 1773, 1774, 1775 (Kjøbenhavn, 1778). Jeg anser det rigtigst at tage mit Udgangspunkt i denne Beskrivelse. Der tales her, II, S. 121 flg., om »en rar Alderdoms Levning«, som nærmere beskrives saaledes:
»– – en i Form af et Alter, af Steene opsat næsten firekantet Muur, som er opført af store flade Steen-heller, noget over 2de Alne høi, og 2 Alne paa hver Siide. Man kalder denne, her til Lands rare og usædvanlige Bygning, endnu Alteret, og vil meene, at det er brugt, i de Roman-Catholskes Tiider, som et Alter: men det er neppe troligt. Denne Bygning er vel retter fra vore allerældste Forældres Tiider, og smager meget af vore gamle Joters eller Jotuners Begreebe om Guddommen og dens Dørkning. Mærkeligt er dette herhos, at tæt hos dette Alter sees 3de cirkelrunde, steensatte Kredse, hver 2de Alne i Giennemsnidt. Man har om dem det her giængse almindelige Sagn, at de have været Kampe-pladse; det kan være; det synes ei uriimeligt: men hvad man lægger til, nemlig at den, i vore Kiæmpe-Viiser omtalte, berømmelige Helt, Axel Thordsøn, skal have været en af dem, som her have kiæmpet, det er vel neppe troeligt eller antageligt. Fleere af samme Slags Altere, blev mig berettet, skulde findes paa samme Sted; noget dette liigt har jeg fundet i Værdalen.«
Som denne Beskrivelse er affattet, kan der af den ikke med Bestemthed sees, hvorvidt den grunder sig paa Selvsyn. At saa har været Tilfældet, er dog ikke rimeligt. Tiden kan neppe have strukket til. Schøning kom 30te August 1773 til Grytens Præstegaard og forlod denne igjen 2den September. Saaledes har han havt 31te August og 1ste September til at reise op og ned Romsdalen, men vil i denne Tid neppe have kunnet afse Tid til at gaa op paa Fjeldet og bese Alteret. Jeg er derfor mest tilbøielig til at forudsætte, at hans Oplysninger om Alteret maa være byggede paa Meddelelser fra andre. Men de gjør dog, ogsaa under denne Forudsætning, Indtryk af at være meget paalidelige og at afgive et udmærket Udgangspunkt for Studier over det Øiemed, hvori det gamle Minde er opført. Den Hjemmelsmand, der har meddelt Schøning de Oplysninger, som ligger til Grund for hans Beskrivelse, maa have været en paalidelig og grei Mand. Efter disse skal den alterlignende Mur have havt en kubisk Form, to Alen i Høiden, to Alen i Bredden og to Alen i Længden, ligesom den maa have været regelmæssig bygget af store, flade Stenheller. Beskrivelsen udelukker fuldstændig den Mulighed, at den kan have bestaaet af mere løst sammenkastede Stene. Det Mindesmærke, som Schøning beskriver, har øiensynlig været opført af Mennesker og har havt Karakteren af et virkeligt Bygværk.
Jeg vil, i Henhold til Schønings Sammenligning, kalde det for Alteret. Det er, efter denne ældste Beskrivelse, nærmest at sidestille med et saadant, i Lighed med de gamle, massive Stenaltere, der forekommer i mange af vore gamle Kirkebygninger. Som et Alter har det ogsaa længe været betragtet af Romsdalens Befolkning, der tillige efter det har givet den Fjeldhøide, som hæver sig bagenfor dets Plads, Navn af Alterhø. Dette Alter har ogsaa senere hen været besøgt af forskjellige mere eller mindre sagkyndige Iagttagere, fra hvem der ogsaa foreligger Beskrivelser. Men ved disse er at mærke, at de aldeles ikke stemmer med, hvad der oplyses hos Schøning, hvorimod de indbyrdes, sig imellem, passer meget godt sammen. Dette maa jo forekomme noksaa paafaldende og vække visse Tvivl, om dog den tilsyneladende saa korrekte Skildring, som Schøning har leveret, virkelig ogsaa fortjener denne Ros.
N. Nicolaysen omtaler Alteret i Norske Fornlevninger, S. 540, hvor han deraf meddeler følgende Beskrivelse: »Paa et Fjeld oven- eller vestenfor Gaarden Sletta, paa et ophøiet, fritliggende Sted er der et saakaldt Alter, som omtales af Schøning og besaaes i 1850 af Sognepræst Kraft; ifølge denne bestaar det af en firkantet. Pille, opført af flade Stenheller, 21⁄2 Alen høi, 11⁄3 bred og 3⁄4 tyk; ovenpaa er »som Prydelser« opreiste en Del Stenheller, og mod Vest springer en Helle frem, der ligesom et Alterbord er indlagt i den store Pille og foran hviler paa 2 mindre Stenpiller; derfra haves vid Udsigt mod Nordvest og Syd, men især mod Vest over til Valdalen paa Søndmør, hvorfor man har villet sætte dette saakaldte Alter i Forbindelse med Olav den helliges Flugt i 1028 gjennem Valdalen.«
Det vil af denne Beskrivelse straks falde i Øinene, at det Monument, som her omtales, er af en helt anden Konstruktion end den, som Schøning beskriver. Det kubiske Alter er her en høi og forholdsvis smal Pille, hvortil er fæstet et Bord med en mere moderne Form. Uvilkaarlig maa der spørges, hvorledes dette kan være det samme Mindesmærke som det, Schøning har skildret.
Den i Tid (efter Krafts Besøg) næstfølgende Omtale af Alteret findes i Amtmand G. Thesens Beskrivelse af Romsdals Amt (1861), hvor det paa flere Steder i Forbigaaende nævnes. Mest udførlig tales der S. 383 om dets mulige Bestemmelse: »– – maa erindres det paa Fjeldhøiden Alterhøi staaende Alter, som man har villet udlede fra Hedendommen, men som ialfald med ligesaa god Grund kan ansees for et christent Alter, da dets Altertavle, halvanden Mandshøide, vender sin Ryg mod Øst og har sit Alterbord vendt mod Vest«. Thesen kan neppe have været paa Stedet. Ellers vilde han ikke have brugt Udtrykket: paa Fjeldet Alterhøi. Han maa have havt sine Oplysninger fra andre, og da ligger det nærmest at tænke paa, at Sognepræst Kraft ogsaa kan have været hans Hjemmelsmand. I dette Tilfælde kan Thesens Meddelelse nærmest betragtes som et supplerende Tillæg til, hvad der allerede i Forveien var at finde hos Nicolaysen. Ogsaa Thesen har, i den »historiske Indledning«, hvormed han aabnede sin Bog, henledet Opmærksomheden paa Alterets Nærhed ved den Rute, efter hvilken Olav den hellige i 1028 drog paa sin Færd fra Valdalen. Imidlertid er der ikke dermed ydet noget Bidrag til Forstaaelsen af, hvad der har været Øiemedet for Opførelsen af Alteret.
Tyve Aar eller vel saa det, efter Sognepræst Krafts Besøg, reiste nuværende Rektor B. E. Bendixen (1870–1872) omkring i Romsdals Amt, og besøgte da ogsaa Alteret. Resultaterne af hans Undersøgelser findes samlede i en Afhandling, Fornlevninger i Nordmøre og Romsdal, der er trykt i Aarsberetning fra Selskabet til norske Fortidsmindesmerkers Bevaring, 1877. I denne Afhandling heder det S. 232 flg. om to gamle Mindesmærker af denne samme Sort, af hvilke det ved Alterhø beskrives sidst:
»Høyem omtaler i sin Beskrivelse af Akerø Præstegjeld forskjellige Stensætninger, som han antager for hedenske Altere; men de er alle Naturens Verk. – – – Derimod findes der paa to Steder i Romsdalen høist eiendommelige Bygninger, som maa være opført af Menneskehaand, og som neppe har noget Sidestykke i vort Land.
Ovenfor Gaarden Bergsviken i Veø Præstegjeld fører et Skar, Breidskaret, mellem Horgen og Skaalfjeldet, og omtrent en halv Mil fra Gaarden, i en med Bjerke tæt bevokset Li, et Stykke oppe paa Horgen, ligger en Stensætning, som Bønderne kalder Alteret. Underlaget dannes af tre tykke firsidede Heller, den ene lagt efter Længden ovenpaa den anden; disse støttes igjen af en Mængde mindre og større Stene. Den underste Helle er mindst, den øverste størst og holder omtr. 1.865 m. i Længde, henved 1 m. i Bredde og ca. 0.30 m. i Tykkelse. Paa dennes bagerste Del ligger igjen tre temmelig store Stene, i en saadan Stilling til hverandre, at de danner Spidserne af en Trekant, og ovenpaa disse atter en stor uregelmæssig kubisk Sten, hvis Sideflader er fra 1 m. til 1.28 m. i Bredde; Høiden er omtrent 87 em. Overfladen er ujævn og indsænket paa Midten. Paa den øverste Helle staar man foran den store Sten, aldeles som foran et Alterbord. Høiden af den hele Stensætning er omtrent 2.25 m.
Intet Sagn knytter sig til den, og dens Bestemmelse er ikke let at forstaa, hvis man ikke vil opfatte den som et hedensk Alter. Om et Naturspil kan der her ikke være Tale. Ældre Beretninger har været altfor raske til at opregne Altere og antage tilfældige Stenlag for Menneskeværk; men derfor kan meget godt saadanne existere. Man har gjort Forsøg med at grave under den og flytte den øverste Sten; men Arbeidet har været for svært.
Den ligger saa tæt dækket af ung Skov, at en neppe vil finde den uden kjendt Fører. Paa Tilbagereisen fra Stedet fik jeg høre, at der skal findes en lignende et godt Stykke længere inde i Skaret; den var tilfældigvis fundet for en Tid siden.
I Sammenhæng hermed kan omtales det bekjendte Alter i Gryten, skjønt det sagtens maa være reist i christen Tid. Alteret ligger omtrent en Mil fra Dalbunden, lige under Toppen af Fjeldet Alterhø, som Stensætningen har givet Navn, antagelig i en Høide af omtr. 775 m. og adskillig over Birkegrændsen, paa et frit og jevnt Sted. Den nærmeste Vei didop gaar fra Ormheim eller Sletta. Alteret er 2.10 m. høit og er opsat i en Firkant, udelukkende af smaa Heller; paa Toppen er reist en halvkredsformig Helle, der støttes af mindre Stene. Omtrent i en Høide af 60 cm. over Jorden er indskudt i Alterpillen en bred Helle, hvis fremspringende Del hviler paa en anden, opretstaaende Helle, saaledes, at det danner et Bord. Foran og paa sydlige Side er opstablet andre Heller og firkantede Stene til Bænke; men baade disse og Bordet kan være kommet til i en senere Tid, da det afgiver et bekvemt Hvilested for Jægere. Nogle faa Skridt derfra er reist en liden Varde. De Stenkredse, som Schøning omtaler, kunde jeg derimod ikke opdage.
Man har sat denne Bygning i Forbindelse med Olaf den helliges Flugt fra Valdalen i Søndmøre til Lesje; i saa Fald skulde han altsaa have gjort Hvil og holdt sin Andagt her; men det bliver naturligvis kun en løs Gisning. Fra Stedet gaar der ellers Fjeldveie til forskjellige Sider. Olaf kunde have draget fra Grøndalen og maaske dennes Sidedal, Stendalen, op til Foden af Alterhø, hvorfra der er en vid Udsigt; lige foran aabner sig en bred, øde Fjelddal, Mebotn, mellem Storhætta og Mehø paa den ene Side og Vermhø og Bjørneggen paa den anden. Fra Alterhø gaar saa Fjeldvei til Brøste i Ulvaadalen, paa Grænsen mod Lesje, og derfra igjen til Einbu, hvor Olaf kom ned. Forsaavidt har alt sin gode Sammenhæng; men selve Stedet, hvor Alteret ligger, er dog noget udenfor Veien.«
Ogsaa hos Bendixen møder vi den samme Henvisning til Olav den helliges Færd i 1028. Dog er den hos ham kun fremsat under Tvivl, ved Henvisningen til den Kjendsgjerning, at selve Alteret dog befinder sig i nogen Afstand fra den Vei, Kongen sandsynligvis maa have taget. Derhos er Bendixens Beskrivelse overensstemmende med den, som Kraft har givet hos Nicolaysen, og dermed tillige afvigende fra Schønings. Alteret er ikke det massivt opmurede Stenalter, kun et af to Heller, en liggende og en staaende, dannet Bord, der støtter sig mod en høi Heller. Bendixen har tillige givet den korrekte Oplysning, at Alteret ikke befinder sig paa et Fjeld (som hos Kraft og Nicolaysen) eller paa Fjeldhøiden Alterhø (som hos Thesen), men derimod lige under Toppen af Alterhø. Omend Alteret befinder sig høit tilfjelds, saa ligger det dog i en Dal, ikke paa en høi Fjeldtop.
Efter Bendixens kjender jeg intet Besøg og ingen Skildring af Alteret under Alterhø. I sin interessante Reisehaandbog over Romsdals Amt har Bastian Dahl nok omhandlet dette Mindesmærke. Men hans Beskrivelse er ikke bygget paa Selvsyn. Han anfører kun, hvad Bendixen har skrevet. Af Folkene paa en af Gaardene Sletta har jeg hørt, at en dansk Videnskabsmand ved Midten af 1880-Aarene skulde have aflagt et Besøg ved Alteret. Men hvem dette kan have været, og hvorvidt han derom har givet nogen Beretning, er mig ubekjendt.
I flere Aar har jeg havt til Hensigt at aflægge et Besøg oppe under Alterhø. Men der er altid kommet en eller anden Hindring i Veien, saaledes at jeg først i afvigte Sommer 1906 fik den længe ønskede Anledning. Om Aftenen den 3die August kom jeg til Stueflaaten og saa allerede paa Landeveien fra Mølmen og derhen Alterhøen rage op. Den er et mægtigt Fjeld (henimod 1500 m.), som hæver sig op af et lavere Plateau, der igjen danner Romsdalens Begrænsning, og som bærer Navn af Borja. Dette Fjeld kan ogsaa meget vel sammenlignes med en gammel Borg, med de bratte Vægge, der tager sig ud som Bastion og Runddele. Oventil synes den at være flad, kanske svagt bølgeformet. I Fortiden maa den have været et søgt Jagtfelt, idet der, efter hvad der blev mig opgivet, skal være adskillige Dyregrave deroppe.
Paa Stueflaaten lykkedes det at træffe en yngre Mand, der for nogle Aar siden havde været ved Alteret og nu mente, at han paa ny skulde kunne tage sig frem dertil. Af ham fik jeg først den Oplysning, at Alteret ikke stod paa Toppen af Alterhø, men paa Vestsiden af dette Fjeld, nede i en Dal. Denne Dal gaar helt rundt Borja og Alterhø og befares ikke sjelden. Fra Stueflaaten kan den følges efter Ulvaaen, forbi Gaarde og Sætre helt op til Vandskillet, hvorfra den bøier af imod Vermaaens Dalføre og der synker ned i Romsdalen ved Sletta og Ormem. Tæt ved Ulvaaen ligger Kabben, der snart har været Sæter, snart skal have været Fjeldgaard. I selve Raaket op til Alterhø ligger Furuhol, som øverste Sæter. Fra denne er der ingen særdeles lang Afstand frem til Alteret.
Med min Fører drog jeg om Morgenen den 4de August fra Stueflaaten ned til Sletta, passerede der Broen over Slettafossen og steg saa stærkt opad i Høiden, gjennem den tætte Skov og forbi nogle Sætre. Herfra tyndedes efterhaanden Skoven, og siden naaedes Høifjeldsregionen, hvor den endnu synlige Sti bugtede sig op paa Skraa mod Vest under Alterhø, med dens bratte Vægge. Her var der vid Udsigt. Men desværre var Dagen regnfuld; omend Regnet kun i mindre Udstrækning stængte for Skuet af de vakre Romsdalstinder, saa var det i andre Henseender generende. Saaledes blev det i dette Veir ikke muligt at tage et Fotografi af det Mindesmærke, der var mit Maal for Dagens Fjeldvandring.
Det trak ud, forinden jeg kom op, og mere end en Gang begyndte jeg at fundere over Muligheden af, at her skulde kunne foreligge en liden Mystifikation. Høiden er vistnok større end angivet af Bendixen og kan maaske sættes til omkring 1000 m. Deroppe var det fladere. Men fremdeles bar det langt indover. Langt fremme passeredes en Myrslette. Efter Førerens Forklaring skulde denne have Navn af Herberget, uden at han dog vidste at angive nogen Grund for dette. Der saaes intet Spor af Bygning. Jeg opdagede heller ikke i Nærheden nogen sammenlagte Heller, der kunde tænkes at have været et Tilflugtssted for gamle Dages Jægere.
Fra Herberget bar det atter et Stykke fremover, væsentlig paa Sandbund. Jeg blev mere og mere tvivlsom. Men vi havde nærmet os adskillig ind under Alterhø, da Føreren omsider sagde, at vi var der. Ganske rigtig, der saa jeg den Alterpille, som Bendixen havde beskrevet. Men mit første Indtryk blev en Skuffelse. Som det gamle Mindesmærke nu saa ud, kunde det ikke være en Horg. Navnlig saa dets Materialier meget nye ud. Men da jeg havde seet lidt nærmere til, fik jeg dog den Tanke, at det neppe var saa uinteressant, som det først havde forekommet mig.
Selve Alteret er i sin nuværende Skikkelse nærmest en usædvanlig høi og stor Varde, opført af større og mindre, hovedsagelig flade Stene. Den er vel 1 Meter i Firkant og omkring 3 Meter høi. Øverst stikker der op en halvrund flad Helle. Alt er forsaavidt som paa de fleste andre, store Varder, der træffes rundt om paa vore Høifjelde. Men der er noget andet, som skiller den fra disse. Paa Pillens vestlige Væg er der en liggende Helle, som læner sig mod denne, og som bæres oppe af en staaende Helle. Det hele ser ud, som et almindeligt, til en Væg fæstet Slagbord af Træ, og det er dette, som nu kaldes Alteret. Disse Heller er derhos overgroede med Mos, og de synes i meget lange Tider at have været udsatte for Veirets Indflydelse. Det samme gjælder ogsaa en Del lange Stene og Heller, der er lagt til Rette som Sæder paa de tre Sider af Bordet. Her forstaaes Meningen med det hele Arrangement, som det nu er. Pillen med den opstaaende, flade, halvrunde Helle er som den mod Øst vendende Væg, til hvilken der er bygget op et Alterbord, og deromkring er da Sæder.
Men her kan christne Forestillinger, og det ovenikjøbet forholdsvis nye, have virket med ind, skjønt det synes vanskeligt at forstaa, hvortil alt dette skulde tjene. Et christent Alter paa dette Sted forekommer omtrent meningsløst. Stedet, hvor det er reist, ligger noksaa langt ude af den Rute, efter hvilken Olav den hellige i 1028 drog fra Valdalen til Lesja. Det maatte da tænkes, at han havde steget fra Ulvaadalen over i Vermaaens Dal og var kommen ned til Sletta. Men dette synes ogsaa lidet rimeligt, da det vilde været Tab af Tid for ham. Overhovedet er der ingen Grund til at sætte ethvert gaadefuldt Mindesmærke, som findes paa disse Fjelde, i Forbindelse netop med denne ene Begivenhed. Der er mange andre end Olav den hellige, som har færdets over dem, og som i Tilfælde her kunde have havt den Tanke at bygge en Varde eller noget lignende.
I Nærheden af den store Varde er der reist en noget mindre, ligeledes firkantet Varde, hvorimod der ikke saaes noget til de Stenkredse, som omtales hos Schøning.
Altsammen findes paa en stor, gruset Flade, der ligger noget ophøiet over Omgivelserne, – antagelig en Moræne. Denne Flade er Høidepunktet mellem Ulvaaens og Vermaaens Vassdrag. Mod Øst overrages den af Alterhø. Mod Vest sees ret ind i den dybe Dal Mebotn, som strækker sig langt ind i Fjeldet, henimod Vermevandet. for øvrigt er der rundt om mægtige Fjelde, tildels med eiendommelige Former. Med lidt Tilhjælp af Fantasien er det her let at danne sig en Forestilling om, at man paa dette Sted staar som i et vældigt Gudshus, hvor en Botn i Alterhø kan forestille det allerhelligste. Det er netop et Sted, hvor det kunde tænkes, at der i hedensk Tid var afholdt store Fester til Solens Ære. I denne Høide vilde en anden Kultus end netop Solens være lidet tænkelig.
For øvrigt var der i de foreliggende Mindesmærker ingen nærmere Anvisning at faa, og jeg vendte derfor i Regnveiret, der nu var endnu stærkere og tættere, end det havde været under Opstigningen, tilbage til Sletta og derfra til Ormem, hvor jeg tilbragte Aftenen.
Her fik jeg imidlertid aldeles tilfældig en Del Oplysninger, der maaske kan give Nøglen til den foreliggende Gaade og bringe Lys i Mørket. Hvis disse Oplysninger er rigtige, hvad der ikke synes at være nogen Grund til at betvivle, maa der ved dem bydes en tilfredsstillende Forklaring af de Aarsager, som har bevirket, at de yngre Beskrivelser af Alteret, fra det 19de Aarhundrede, er saa afvigende fra den ældre, Schønings fra det 18de.
Paa Ormem traf jeg en Mand, der var bosat i Nærheden, og som fortalte mig, at Alteret stammede fra en forholdsvis moderne Tid. Omtrent ved Skiftet mellem det 18de og 19de Aarhundrede havde der nede i Romsdalen boet en Mand, der følte sig tiltrukken af Høifjeldets store Ensomhed, – en filosofisk grublende Natur, der navnlig havde sine egne Meninger om Religion. Denne Mand flyttede op paa Kabben og blev boende der, og dyrkede saa Gud paa sin Vis ude i den mægtige Fjeldverden, i Naturens store Kirke. Han byggede Alteret under Alterhø. Det skal ogsaa have været hans oprindelige Plan at omgive dette med Mure og dække det med Tag. Men denne Tanke blev aldrig udført.
Han, som flyttede op til Kabben, var af den samme Slægt, som endnu lever paa Gaarden Flatmark. Ved min Ankomst til denne, den 5te August, kunde jeg dog ikke om ham erholde andre Oplysninger, end at Fortællingen om hans Bosættelse paa Kabben virkelig var sand, ligesom det vel maa ansees for rimeligt, at han har givet Alteret den Form, som det nu har, og at hans Forbillede dermed har været det christne Alter. Men hvad han har udført, er ikke nogen Nybygning, – kun en Ombygning.
Paa den Tid, da han flyttede op til Kabben, stod fremdeles det gamle Stenmonument, som Schøning har beskrevet efter Oplysninger fra 1773. Naar det i det 19de Aarhundrede har faaet et ganske andet Udseende, da byder denne Mands Ombygning en aldeles tilfredsstillende Forklaring af en saadan Forandring. Hvad Schøning beskriver, er Alteret i dets urgamle Form og Udseende. Hvad de senere Besøgende har seet og beskrevet, er Alteret, som det blev omdannet af den ensomme Mand paa Kabben. Han forefandt der den gamle Kultusplads, med dens af Heller opførte Alter. Ogsaa han blev greben af Naturens Mægtighed paa dette Sted og valgte det for at dyrke Gud, – ubevidst handlende ud af den samme dybe Trang til Andagt, som i fjerne, fjerne Tider havde ladet de gamle Beboere af Omegnen søge derhen. Eneboeren paa Kabben faar jo derved en psychologisk Interesse, med sin Tilbagevenden til en gammel Kultusplads, hvor han i hedenske Spor har dyrket sin Gud i Naturen.
Stenene fra det af Schøning beskrevne Monument ligger fremdeles paa Stedet. Om det paa Grundlag af disse Rester kan rekonstrueres, er vistnok tvivlsomt. Men det maa ansees for sikkert, at det har været som et muret, massivt Stenalter, og at dette har været en Kultusplads af ubestemmelig Ælde. Et Alter af denne Art maa regnes som en hörgr, men en, som kun har været besøgt ved enkelte Anledninger. Den har været opført af utilhugne Stene og Heller, men dog regelmæssig, og har tydelig budt sig frem som et Værk af Menneskehænder.
En saadan hörgr ligger forud for al skreven Historie. Den er et Værk fra fjerne Tider. Man har hidtil væsentlig forsøgt at tolke disse Monumenters Bestemmelse med deres Udseende og Bygningsmaade ud af de skrevne Kilder. Uden at ville skyde disse helt tilside, tror jeg dog at kunne udtale saa meget som, at det ikke vil lykkes at faa Rede paa, hvad der er ment ved en hörgr, medmindre der anstilles en Undersøgelse af alle bevarede Mindesmærker, som kan have gaaet ind under denne Betegnelse. Det vilde antagelig være en Misforstaaelse at forudsætte, at alle disse Kultuspladser skulde have været nøiagtig indrettede paa samme Maade. Ikke alene har den omhandlede Kultusform med Tilbedelse og Ofring ved Horger været spredt ud over store Strøg. Den har ogsaa været benyttet gjennem lang Tid. Vi maa jo regne den for den ældste Kultusform, men heller ikke glemme, at den har kunnet have en lang Udvikling.
Beklageligvis havde jeg ikke i 1906 Anledning til at undersøge det andet, af Bendixen omtalte Mindesmærke. Efter hans Beskrivelse maa dette være høist interessant, og jeg agter derfor, saasnart jeg kan, at tage det i Øiesyn og foranstalte en nærmere Undersøgelse deraf. Hvis det fremdeles har faaet Lov til at staa urørt, maa det være et i sin Art mærkværdigt Monument fra meget fjerne Tiders Kultus, kanske en af de mest ideale Typer paa en hörgr, som er bevaret indtil Nutiden.
Til den af Bendixen beskrevne, formentlige hörgr, ved Bergsviken i Veø, er der endnu knyttet en videre Interesse derved, at det Fjeld, paa hvilket den staar, bærer Navn af Horgen eller Horja. Det synes vel at maatte være rimeligst, at det er den gamle hörgr, det derværende stensatte Monument, som har givet Fjeldet dette Navn. Men dermed aabnes der atter Plads for en ny Undersøgelse, om Sammenhængen mellem de to Betydninger af Ordet hörgr. Denne maatte gjælde det Spørgsmaal, hvorvidt de norske Fjeldnavne paa -horg altid har havt sin Oprindelse fra et paa vedkommende Høide anbragt Kultusmonument af en Horgetvpe, eller om de blot skriver sig fra Fjeldets afrundede Form. De forekommer nu vistnok især inden det gamle Hordafylkes Grænser. Paa Voss findes Lønehorgen og tæt derved, i Granvin, Neseimshorgen, og dersom der paa noget af dem træffes Levninger af en gammel hörgr, da maa Navnet være at udlede af denne, og ikke af Fjeldenes Form. Ivar Aasen mener, at Horg alene i vore Dage skal betyde en »Bjergknold, Bjergtop«, men uden at give Eksempler paa denne Sprogbrug. Mere instruktivt er, hvad Hans Ross har meddelt om Ordets Forekomst som Appellativum. Andreas Vibe synes ogsaa alene at kjende det fra Sammensætninger og tillegger det Betydning af en afrundet Fjeldtop. Men ingen af de forskjellige Forfattere anfører et Exempel paa, at man kan sige: en Horg, ligesom man siger: en Aas, en Hø, en Koll o. lign. Saaledes er jeg meget tvivlsom i dette Spørgsmaal, hvorvidt Fjelde som de nævnte, virkelig har Navn efter sin Form og ikke efter en gammel Kultus, der var samlet om en paa dem opført hörgr.
At hörgr i sig selv skulde have den Grundbetydning af et afrundet Fjeld, som af de forskjellige Forfattere er anført, forekommer ogsaa paafaldende, naar det sammenlignes med de tilsvarende Former af den samme Stamme i beslægtede Sprog. Finnur Jónsson har i sin Afhandling om Horgerne[1] nærmere omhandlet disse Former. Det gammelhøityske harug (-uh) er anvendt til at gjengive de latinske Ord: lucus, nemus, fanum. I Angelsachsisk har hearh en aldeles tilsvarende Betydning, som lucus, sacellus, fanum og tillige idolum i Latin. Paa den Maade skulde det være saa meget mere sandsynligt, at Ordet ogsaa hos os havde samme Betydning, og at Fjeldnavnet var den sidst afledede Anvendelse. Oprindelig skulde derfor hörgr have været den hellige Lund, og derefter den i en saadan opstillede Stenhelligdom, og hvis det saa tilsidst virkelig ogsaa har havt den almindelige Betydning af en afrundet Fjeldtop, da er denne afledet af den samme Helligdoms hyppigst forekommende Form.
Men det er denne sidste Betydning, der staar for mig som tvivlsom, og jeg tør ikke godkjende den uden efter en nærmere Undersøgelse af Ordets Anvendelse i det nuværende Sprog.
I den Form, som det af mig besøgte Alter for Tiden har, byder det ingen Lighed med en afrundet Fjeldtop og kan forsaavidt ikke i nogen Henseende anvendes som Bevis. Det synes mig, naar jeg overser det nu foreliggende Materiale, overhovedet rimeligst at opfatte Betydningen afrundet Fjeldtop som afledet, ikke som oprindelig. Som Fjeldbetegnelse forekommer neppe hörgr, uden i sammensatte Fjeldnavne.
For øvrigt er det neppe heller sikkert, at Betydningen: Lund, er den oprindelige. Det kan endog meget vel tænkes, at denne er afledet, og at Ordet først er anvendt paa denne Maade, fordi Horger almindelig opstilledes i Lunde. Saaledes skulde Ordet egentlig betegne en Stenhaug, saa en Stenhaug i en Lund og saa først en Lund i Almindelighed.
Som allerede i det Foregaaende (S. 12) nævnt, maa det være en nærliggende Formodning, at den Kultus, der har havt sin Plads paa et saa høitliggende Sted og under saadanne Omgivelser, ikke vel kan have været henvendt til nogen anden Guddom end Solens. Uvilkaarlig maa et Monument som dette Alter minde om Prokopios’s gamle, ofte anførte Fortælling om det langt mod Nord boende Folk, der ved Solens Tilbagevenden steg op paa de høie Fjelde og bragte den sin Dyrkelse. Denne Skildring passer rigtignok ikke paa Romsdalen, da det Folk, som den skal gjælde, maa have boet nordenfor Polarcirkelen. Men alligevel kan den opfattes som en Antydning om, at der i de nordlige Lande har forekommet en Soltilbedelse, hvorom Kundskab var bragt til Syden.
Men, selv bortseet fra denne Beretning, kjendes der andre Træk, der viser, at Soldyrkelse har været praktiseret i Norge, og det langt ned i Tiden. Saadanne Træk forekommer, om just ikke i selve Romsdalen, saa dog fra Romsdals Amt, fra Sundalen paa Nordmør og fra Søndmør, – Træk, der vidner om den Maade, hvorpaa vort Folk, fra fjerne Tider af, har betragtet Solen. Jeg anfører dette her, uden dog deri at ville se afgjørende Beviser for en gammel Solkultus, der har været knyttet til Alteret ved Alterhø. Men det fortjener dog at nævnes i denne Sammenhæng[2].
Alle Formodninger om den Anvendelse, det gamle Kultusminde har havt i den fjerne Fortid, da det først blev bygget, hviler selvfølgelig paa en løs Grund. Men det er ikke haabløst at fortsætte med Undersøgelsen af, hvad det engang kan have været. Denne Undersøgelse maatte nærmest blive en sammenlignende, og da først og fremst med de af Bendixen beskrevne og omtalte gamle Stenmonumenter ved Horja i Veø. Disse befinder sig jo betydelig lavere, idet de ligger inden Skovregionen. Men de har, som det synes, den meget store Fordel, at de antagelig har bevaret sine oprindelige Former. For deres Vedkommende kan det neppe være tvivlsomt, at de begge to, hver for sig, repræsenterer en Type af den gamle hörgr, saadan som den har forekommet paa afsidesliggende Steder.
Efterat ovenstaaende var nedskrevet, og medens det tildels allerede stod i Sats, har jeg havt Anledning til at besøge et andet gammelt Stenmindesmærke, af en fra de romsdalske ganske afvigende Art, og som derhos findes i en af vore tættest bebyggede Egne. Ogsaa dette Monument maa antagelig henføres til Kultusmindernes Klasse. Jeg medtager det her, endskjønt det ligger meget langt fra Alterhø og Romsdalen. Jeg vil nemlig neppe paa det første kunne finde Tid til at behandle det mere udførlig, paa et bredere Grundlag, men vil dog gjerne allerede nu benytte Leiligheden til at omtale det.
Dette Mindesmærke er den mærkelige Stensætning paa Valby i Tjølling, ikke langt fra den gamle Handelsplads i Skiringssal og fra Præstegjældets Hovedkirke, hvilken jeg besøgte den 22de Oktober 1906 og under de heldigste Omstændigheder. Skjønt Stensætningen, der ligger tæt ved en almindelig befærdet Landevei, midt imellem flere Gaarde og neppe i mere end 5 Kilometers Afstand fra Larvik, selvfølgelig længe har været kjendt, har den dog først i den senere Tid været synderlig paaagtet. Det er Vestfolds Filial af Fortidsmindesforeningen, som har taget sig af den, og som for nogle faa (4–5) Aar siden har ladet den undersøge, oprenske og istandsætte[3].
Stensætningen paa Valby danner en med lave Stene i selve Jordskorpen indrammet Firkant, hvis ene Diagonal omtrent gaar i Linien N.–S. Hvert Hjørne er markeret med en større opreist Sten. Af disse mangler den ene, som har vendt mod V. Den mod Ø. vendende Sten har været kastet overende, men er atter reist paa Foranstaltning af Vestfolds Filial. Antagelig ligger dog den manglende Sten ikke langt borte og vil kunne gjenreises. Jeg skulde formode, at den er en større Sten, som findes nogle Skridt mod S. i helt liggende Stilling.
De to staaende og den ene liggende Sten er ganske almindelige store Stene, uden nogen Tilformning. Men saa meget interessantere er den gjenreiste, østlige Sten. Efter hele sit Udseende er denne et phallisk Emblem. Der er taget en Sten i naturlig Tilstand, men med Phallosform, som er reist op, og paa hvis øverste, runde Ende der er udhugget en liden Fordybning. Denne er i de Meddelelser, som i den senere Tid er fremkomne i Pressen angaaende dette Monument, betegnet som en Offerskaal, idet man har gaaet ud fra den Forudsætning, at det var et Offersted, under hvilket Navn det hele ogsaa i Almindelighed gaar i Omegnen. Det er meget muligt, at denne Betegnelse af den fundne Fordybning som Offerskaal kan være den korrekte. Men ogsaa i dette Tilfælde maa det formodes, at den der foregaaede Offerceremoni har havt en særegen Betydning, der svarer til de phalliske Emblemer, og passer ind i de Forestillinger, der var knyttede til disse, og som ingenlunde var indskrænkede til Norge alene, men har været udbredte over den hele Verden.
Simpelt og tarveligt, som dette phalliske Offersted – jeg finder det hensigtsmæssigt at anvende denne Betegnelse – endnu kan forekomme, tør det være, at det vil vise sig at have en stor Interesse og at give udmærkede Bidrag til Forstaaelsen af vore Forfædres religiøse Forestillinger. Deres phalliske Guddomme var fremfor andre Frøi (og Frøia). Men netop i Omegnen af Valby findes der Spor af gammel Frøikultus. Frøi var Frugtbarhedens Gud, og intet Sted kan synes at være mere passende for at dyrke ham end just de vakre og frugtbare Sletter, som breder sig rundt om Viksfjordens lave Bredder. P. A. Munch[4] har allerede været opmærksom herpaa. Han har tænkt sig, at de til Norge udvandrede Ynglingekonger hertil havde indført Frøikultusen og skabt et Midtpunkt for denne ved Tjølling. Munch henfører Grundlæggelsen af denne »upsalske Frøikultus«, som nu fremtræder paa Vestfoldrigets frugtbare Jordbund, til Halvdan Hvitbein og hans Søn Øistein. Hermed kan det være, som det vil. Men det er vel egnet til at paaagtes, at der er en saadan Overensstemmelse mellem Upsala og Tjølling i dette Punkt. Af hvilken Art den almindelige Frøiskultus var, viser sig af det, som er bekjendt angaaende Gudens store Billede i Upsala[5].
Men Tjølling (Skiringssal) var ikke alene et Sted for Frøis Tilbedelse. Ogsaa Guden Tors Navn og dermed vistnok ogsaa hans Kultus har været knyttet til den samme Egn. Den Halvø, som begrænser Viksfjorden mod Øst, kaldes nemlig fremdeles Torsø. Jeg har nylig i en anden Afhandling behandlet denne Fjord, for at kunne bestemme de Principer, hvorefter vore gamle Forfedre i Almindelighed drev sin Kystfart, og de Hensyn, der afgjorde deres Valg af Plads for de mere søgte Handelssteder[6]. Det viser sig nu, at den paaviselige Parallelisme mellem Viksfjorden og Tønsbergfjorden er endnu mere gjennemført, end det oprindelig kunde formodes. Begge Fjorde dækkes nu mod Øst af Halvøer. Men ligesom Nøterø ved Tønsbergfjorden har været en Ø, saa er dette ogsaa Tilfældet med den saakaldte Torsø. I Oldtiden har Viksfjorden ogsaa fra Østsiden været tilgjængelig mindst gjennem et, antagelig endog gjennem to Sund.
Af disse har det ene været paa det Sted, hvor nuet ganske lavt Eide stikker over fra Fjord til Fjord, lidt søndenfor den bekjendte Fiskerhavn, Ula. Men ogsaa mere nordlig, fra Viksfjordens nordre Bund er det rimeligt, at der paa lignende Maade har ført et Sund over. Her siges der at være, oppe paa Land, fundet Levninger af et gammelt Skib, i det formodede gamle Udløb, der nu forlengst er gjengroet. Viksfjorden er ovehovedet en Bugt, som hurtig gror igjen og grunder op, hvilket fornemmelig skal skyldes den Slags Siv, som vokser i Mængde om dens Bredder. Ved et Besøg, som jeg 10de Juni 1906 aflagde der, var dette straks paafaldende. Fjorden har i Oldtiden saaledes havt flere Udløb, hvilket i væsentlig Grad har forøget dens Brugbarhed. Skibene har kunnet komme ind og ud ved forskjellig Slags Vind og ikke risikeret at blive bundne til Havnen længere, end de selv ønskede. Senere, da Sundene sandedes til, blev det alligevel muligt at drage Skibene over de lavere Eider, som afløste dem.
Torsø skal nu være Benævnelsen paa hele Viksfjordens Østside, paa hele Halvøen op til det nordligste af de to Sund. Deraf behøver dog ikke nødvendig at følge, at Navnet oprindelig har betegnet mere end den ene af de to Øer, den nordenfor Eidet ved Ula. Kanske en indgaaende lokal Undersøgelse kunde skaffe for Dagen en Lokalitet, der lod sig formode at være Pladsen (Hovland?) for den til Tor indviede Helligdom, som har givet Strøget dets gamle Navn. I det hele er jeg tilbøielig til at vente meget af en Gjennemgaaelse af Strøget paa begge Sider af Christianiafjorden, med de talrige Gudenavne, som her knytter sig til Lokaliteterne. Det er som et helligt Land, hvori man her seilede ind, og Gudernes Kultus var paa det nøieste knyttet til en Række af Lokaliteter. Herved vindes igjen Indsigt i vore gamle Fædres primitive Tro. Som andre naturbundne Folk, i Fortid og Nutid, har deres Liv været knyttet til deres Kultus. Denne har saa at sige gjennemtrængt den hele Tilværelse og i en Grad, som er ukjendt for det moderne Kulturmenneske, bestemt denne. Alene ved at se de hidhørende Forhold under videre Synspunkter, under Belysning af de nu almindelig hævdede Principer af almindelig ethnologisk Art, kan man der tænke paa at komme til Resultater og at vinde Forstaaelse af, hvorledes de mytologiske Begreber har udviklet sig.
Men da bliver Horgerne – og hvad der ellers af andre gamle Mindesmærker staar i Forbindelse med disse – netop et meget vigtigt Punkt for Undersøgelser over saadanne Emner. Det er for deres Vedkommende ikke nok med de rent archæologiske Undersøgelser. Disse bliver kun et Led i den almenmenneskelige Udvikling, der begynder i de animistiske Forestillinger og derfra udvikles i Polyteismens specielle Udgreninger af disse. Men dette har havt en lang Udvikling og har passeret gjennem mange Grader. Den, som blot har nogen Kundskab om de gamle mytologiske Forestillinger, vil ved Synet af et saadant Minde som Valbymonumentet, vækkes til Eftertanke. Vi er der inde paa et Felt, hvor allerede Betragtningen af de gamle Mindesmærker, som de ligger der, halvt- eller heltforglemte ude i Naturen, vil være vækkende for den paafølgende Forskning. Stenene taler, hvor de skriftlige Minder tier.
Den gamle Haalogalænding, som før Aar 900 havde besøgt Handelspladsen i Skiringssal, og som fortalte den angelsachsiske Konge om den, – han har visselig seet Mindesmærket ved Valby. Men allerede da havde dette staaet gjennem mange Aarhundreder, og det kan være, at det ligeledes da havde gjennemlevet en lang Udvikling i de Forestillinger, der var knyttede til den Kultus, som der fandt Sted. Ogsaa de tilsyneladende uforanderlige Guder havde skiftet Ham. Der havde været en Opgang, med stedse klarere Tilløb til Udformning af de enkelte Skikkelser. Men der var antagelig bagefter kommet en Nedgang med dertil hørende Opløsning af de gamle religiøse Begreber. Fremdeles var dog den gamle Kultus vedligeholdt paa de gamle Steder, og støttet til den, hvilede der en særegen Glans over den Slægt af Konger, som havde sit Sæde nær disse.
Vi maa saaledes ogsaa se den politiske Samling af det hele Norge, der udgik fra Vestfold, i Lyset af dettes gamle Kultus, saavelsom af de særegne Samfundsformer, som havde udviklet sig i Sammenhæng med denne. Som i Sverige Upsalakultusen bredte sig ud, saa maa det ogsaa i Norge have været med den beslægtede Vestfoldskultus. Men i de senere Tider blev dette glemt. Ligesom i politisk Henseende det samlede Norge allerede under sin Grundlægger saa Tyngdepunktet henlagt til Vestlandet, saa blev snart det religiøse Tyngdepunkt overført til Trøndelagen. Om den gamle vestfoldske Kultus i dens Forhold til det øvrige Norge taler rigtignok ingen Saga. Men det vilde være urigtigt, af den Grund at overse, at der maa have været en Stund, selv om den blev kort, da Vestfoldsguderne betragtedes som de, der havde forlenet Vestfoldskongen med Seiren, og derfor traadte særlig frem. Det kan neppe tænkes, at der ikke ogsaa skulde have været et religiøst Moment med i den store Bevægelse, der under Vestfoldskongernes Førerskab ledede til Norges første Fremtræden som et samlet Rige. Men i Sagaer, der bl. a. er redigerede med den Tendens at ville fremstille Samlerkongen Harald som tilhørende et religiøst Standpunkt, der skal indeholde christne Forudanelser, kan det ikke ventes, at der skulde komme ind endog blot den ringeste Hentydning til saadanne Ting. I dem var det snarere en Hovedsag at overse alt, hvad der indeholdt de direkte Hentydninger til det gamle, krasse Hedenskab. Kun rent leilighedsvis bliver det muligt at stole paa de Meddelelser, Sagaerne i den Vei kan komme til at indeholde. I ethvert Fald maa de behandles med megen Kritik.
Til Dato har heller ikke Archæologien paa dette Omraade bragt de store Resultater. Den har i altfor høi Grad valgt sig et exklusivt Arbeidsfelt. Gjennem sin Syslen med Gravfundene har den udrettet meget. Men overfor de øvrige Mindesmærker staar den endnu hjælpeløs. Navnlig yder den os kun en rent minimal Hjælp til Forstaaelse af de religiøse Mindesmærker, – de, som dog skulde have den største Interesse og ialfald kunne aabne noget Indblik i de Gamles mytologiske Forestillingskreds. Dens Arbeidsmetode hos os forekommer at være vel spredt. Hvad der kræves, er en systematisk Undersøgelse af hele, bestemt afgrænsede Landskaber, hvor der kunde tilveiebringes en systematisk Oversigt over det samlede Materiale, paa hvilken der igjen kunde bygges sikre Slutninger.
Norges Jord gjemmer mange andre værdifulde Ting end, hvad der hentes frem ved Gravfundene og ved de mere tilfældige Sølvfund, af hvilke sidste der for nylig er gjort nogle af stor Interesse. Jeg skal nævne en Opgave, der byder sig frem som en meget nærliggende, – den, gjennem Gravninger at tilveiebringe Klarhed over Grundplanen i de gamle Hov[7]. Den Ødelæggelse, der har gaaet over disse, kan ikke paa alle Steder have været saa grundig, at der jo ikke, ialfald paa nogle Steder maa kunne paavises Levninger af Fundamenterne under Jorden. Selvfølgelig maa der søges. Selvfølgelig maa den søgende være belavet paa at gribe feil, ikke én, men kanske flere Gange; men det maa ikke bevæge ham til at stanse.
Opgaverne er dog endnu langt videre.
Det gamle Vestfold forekommer mig at være et Sted, hvor Undersøgelser af denne Art skulde blive særlig lønnende, og da især i Strøget om Viksfjorden. Dr. Hjalmar Stolpes berømte Undersøgelser af den gamle svenske Handelsplads paa Björön i Mälaren bragte i sin Tid rigt Udbytte for Videnskaben. At give den et norsk Sidestykke kunde være en smuk Opgave, og da bliver det selvsagt, at Stedet maa være Handelspladsen i Skiringssal. Der er gravet i derværende Hauge. Men Hovedsagen maatte være at finde Stedet; hvor Omsætningen er foregaaet, og hvor Livet har pulseret. Det synes dog rimeligt, ”at skjønt antagelig tusinde Aar er hengaaet, siden Handelen flyttede sig derfra op til Tunsberg, saa maa der dog paa den gamle Handelsplads være Spor at finde, kanske endog meget stærke og tydelige Spor. Skiringssals Handelsplads maa først søges paa Gaarden Kaupang ved Viksfjorden. Rundt omkring ligger et interessant archæologisk Felt. Ved at samle Kræfterne: om dette og der aabne et fagmæssigt, sagkyndigt Arbeide, kan det ikke være tvivlsomt, at der i den ene eller anden Form maatte blive udvundet Resultater.
De skrevne Kilder kan kun vanskelig give noget mere. Det bliver de Kilder, der vindes ved sagkyndig Gravning, og som herefter maa bringes tilveie, paa hvilke der maa lægges mest Vægt. Alene ad den Vei kan der vindes fornøden Klarhed over, hvad Vestfoldsriget har været for vor ældste Historie. Men netop fordi her er saa meget at vinde af reel historisk Interesse, maa Historiens Dyrkere udtale et varmt Ønske om, at Undersøgelsen sker snart, samlet og med Kraft. Tiden bør nu være inde, da der skaffes nyt Materiale. Saadant kan ialfald skaffes.
De Forsøg, som hidtil har været gjort paa at klargjøre, hvad der i norsk og islandsk Literatur overhovedet har været ment med hörgr, kan trods den derved anvendte Lærdom og Skarpsindighed ikke erkjendes at have bragt store Resultater. I Grunden staar vi fremdeles lige uklare overfor Løsningen. Saa meget kan vi dog sige, at det ikke vil blive muligt at tilveiebringe fuld Klarhed over, hvad en hörgr var, alene ved at holde os til de bevarede skriftlige Kilder. Disse kan ikke vise os andet end, hvad der mentes om disse Monumenter i en senere Tid. Selv om Traditionerne havde god Rede paa, hvad et saadant skulde være, og selv om de fæstede sig til bevarede Levninger af de gamle Mindesmærker, saa yder de os dog ikke den hele fornødne Hjælp. I sig selv er de jo ogsaa meget knappe.
Derhos er de heller ikke samstemmende. Men dette maa ikke forundre. I og for sig kan der ikke være nogen Grind til at forudsætte, at enhver hörgr har været af samme Type. For det første har de været anvendte gjennem meget lange Tider, og der har været en lang Udvikling i dem. I Aarhundredernes Løb har de kunnet forandre sig meget. Heller ikke behøver de til samme Tid at have seet ligedan ud allesammen. Ogsaa inden de samtidige Mindesmærker af denne Art kan der have været stor Forskjel.
Det kan forekomme sandsynligt, at et Monument som det under Alterhø, – vel at mærke i den Form, hvori Gerhard Schøning har beskrevet det, – kan give Vei- ledning. Det var et massivt, plumpt Alter, men havde tillige i Nærheden flere Stenkredse. Ogsaa det andet, af Bendixen beskrevne Mindesmærke (ovfr., S. 6 flg.) maa blive at undersøge. Begge disse maa regnes som tilhørende den samme Type. De er begge Altre, og maa derfor holdes nøie ud fra den anden Type, der repræsenteres ved Stenringene. Men samtidig dermed maa ogsaa haves for Øie, at disse tvende Typer kan forekomme og forekommer ved hinandens Side, – i den umiddelbareste Forbindelse. Der er saaledes ingen indre Væsensforskjel.
Schøning fortæller jo – som ovenfor er anført – at der ved det oprindelige Alter under Alterhø fandtes flere Stenringe, og dette Exempel kan være veiledende ogsaa for andre Mindesmærker af disse Typer. Derimod er det med vor mangelfulde Kundskab, ikke muligt bestemt at definere, hvorvidt noget af de her omhandlede Monumenter netop er en virkelig hörgr. Rimelighed er der imidlertid for, at de begge er det, – at man her har to af de forskjellige Former, hvori disse Kultuspladser har været anordnede og indrettede.
Men under disse Omstændigheder er det mig ikke muligt at slutte mig til de Resultater, hvortil Finnur Jónsson er kommen i sin, før paaberaabte lærde Afhandling om hörgr. Ud fra de literære Kilder, som han udelukkende har benyttet, kommer han til den Slutning, at hörgr, som Ord fra den religiøse Kultus er en urgammel Betegnelse for Gudehuset, Templet, i Norden specielt for det Tempel, som er viet Gudinder. Han føier dertil: »I det 13de og 14de Aarhundrede var man af ganske naturlige Grunde paa Island ikke mere ganske klar over Ordet, uagtet enkelte Lærde, som Snorre selv, havde erkjendt, hvad der var det rigtige. Det blev nu identificeret med det til vore Dage paa Island kjendte hörgr = Bergtind eller fremragende Klippe, og saaledes synes den falske Betydning Stenalter at være opstaaet.»
Efter min Opfatning maa denne Forklaring antages at stride mod de synlige Mindesmærker, der er bevarede til vore Dage. Ved en Undersøgelse af, hvad en hörgr var, kan det ialfald ikke undlades at tage Hensyn til dem, og dertil kommer, at Ordets virkelige Etymologi netop synes at pege i den Retning, at Forklaringen af Stenalter som den oprindelige Betydning ialfald maa erkjendes at have særdeles gode Grunde for sig.
Til hörgr svarer nemlig den keltiske Rod car, der netop har Betydning af Sten, – den samme Rod, hvoraf Kelterne dannede sit Ord carn og videre cairn, der jo er den Betegnelse, der paa de britiske Øer anvendes om primitive Stenmonumenter og Hauger af Sten. Ligeledes betyder det oldirske Ord carric Klippe[8].
Med disse Exempler for Øie vil man vanskelig kunne benegte, at Udviklingens Gang har været den, at Sten er det oprindelige og Lund det afledede. Mellemledet har været et Mindesmærke af Sten, en gjennem Stenbygninger afmærket Kultusplads i en Lund eller Skov. Thi at Horgerne hyppig har været anbragte i Lunde, er ikke alene i sig selv naturligt og rimeligt. Det bestyrkes ogsaa ved udtrykkelige Vidnesbyrd.
Finnur Jónssons Bevisførelse for Hypotesen om, at Horgerne hovedsagelig eller udelukkende har været viede til kvindelige Guddomme og været disses Templer, synes mig overbevisende efter hans Kilder. Men disse er ikke tilstrækkelige. Helt andre Fremgangsmaader maa til for at finde den rigtige Løsning. Hvis Valbymonumentet, med sit phalliske Emblem, har været en Helligdom for Frøia og ikke for Frøi, kan det rigtignok godt passe ind i nævnte Teori. Men med Monumentet under Alterhø slaar det neppe. til. Dette Mindesmærke har neppe heller nogensinde havt Antydning af phalliske Emblemer, og paa det Sted, hvor det findes, kan der aldeles ikke være Grund til at tænke paa nogen Helligdom for Guddomme af den Art som de nævnte. Kjærlighedens og Frugtbarhedens Guder kunde dog ikke formodes at have nogen Plads paa det veirhaarde, øde Snaufjeld, midt imellem de sneklædte Romsdalsfjelde. Det gamle Alter maa nødvendig tænkes at have havt en anden Bestemmelse, og den Kultus, som det har tjent, har havt en helt anden Karakter. Det har været en Kultus, der blot har kunnet drives til en enkelt Aarstid, og kanske blot har været knyttet til en enkelt større Fest. Dermed synes det næsten at maatte ansees som givet, at her har Soldyrkelsen, og den alene kunnet gribe ind. For en Kultus, der er forlagt ind i Fjeldverdenen, og det i en Fjeldverden som den, der omgiver Alterhø, byder Solen sig naturlig frem som den, hvem der vises guddommelig Ære, medens der her visselig ikke kan blive Tale om nogen Guddomme som de, for hvilke Valbymonumentet har været reist. Saadanne Guder hører hjemme nede i de dybe varme Dale eller paa de frugtbare store Sletter. I Høiden, paa Snaufjeldet vilde deres Dyrkelse omtrent være meningsløs.
Ved et Monument som det under Alterhø kan der heller ikke være nogen Grund til at fæste sig ved Betydningen af hörgr som udgaaet fra Lunden. Her er det alene det oprindelige, utvivlsomme Stenmonument, der i sin gamle Form bliver som en ægte cairn, og denne cairn maa atter have været et af de ældre Minder af denne Art. Netop Tilbedelsen af Solen med dens varmende og belivende Kraft har sikkerlig været et Led i den ældste Kultus, der dreves af Norges Beboere paa deres mere primitive Standpunkter. Saaledes kan ogsaa Paavisningen af denne Kultusplads faa Værd for det hele Studium af de gamle mytologiske Forestillinger med, hvad dertil hører. Specielt maa det blive vigtigt for det enkelte Spørgsmaal, hvad en hörgr egentlig var, idet dette ikke kan finde sin endelige Løsning gjennem en Sammenstilling af de literære Kilder, men maa løses hovedsagelig ad archæologisk og komparativ ethnologisk Vei. Thi den gamle hörgr har talrige Sidestykker rundt den hele Verden og er ikke noget for Norge og dets nærmeste Nabolande Enestaaende. Dyrkelse af Guder, høiere eller lavere, der knyttes til Hauger, Stene, Stenhobe og fritstaaende Altere, er et meget almindeligt Fænomen. Det er knyttet til alle Himmelstrøg og er fremgaaet af en for alle Mennesker fælles Forestilling.
Hvad de to Mindesmærker, som er omhandlede i denne Beretning, angaar, da maa det fremdeles haves for Øie, at de begge fortjener en nærmere Undersøgelse gjennem Gravninger.
Ved Valbymonumentet er der, saavidt vides, foretaget en Gravning. Men denne har været begrænset og ikke omfattet det hele Felt, som der er at medtage. Ved Alteret under Alterhø er der ikke anstillet nogen Undersøgelse. Ved den af Eneboeren paa Kabben foretagne Ombygning er dette maaske blevet i den Grad nyformet, at man neppe engang er istand til at paavise dets oprindelige, eldgamle Fundamenter fra de Dage, da det endnu havde bevaret sin Alterform. Men saa kommer dertil Schønings Beretning om de Stenkredse, der fandtes ved Alteret i 1773. Disse er nu ikke synlige. Men de kan maske gjenfindes ved Gravninger i Grunden, og saadanne maa ialfald kunne fastslaa, om der paa deres Plads findes levnet Kul o. lign.
Stenkredsene oppe i denne Høide synes vanskelig at kunne tænkes at have været Gravsteder, medens det er rimeligt, at de har dannet et Supplement til Alteret og tjent den samme Kultus som dette. Det er derfor ikke urimeligt, at en omhyggelig Undersøgelse af det hele Strøg omkring Alteret vil kunne give et Udbytte, der kan tjene til at kaste Lys over de gamle Stenkredses Øiemed og Anvendelse. Jeg skulde saaledes anbefale denne Sag til Archæologernes Opmærksomhed og bede om, at den allerede i Sommeren 1907 kunde blive undersøgt af kyndige Folk.
Af hvad der i det Foregaaende er udviklet, vil det sees, at her ikke kan fremlægges sikre Slutninger, paa viselige Resultater. Naar det er forudsat, at de to her omhandlede gamle Monumenter begge er Horger, er dette, omend meget sandsynligt, dog endnu ikke mere end Hypoteser, hvis Paalidelighed endnu kan tiltrænge mange Undersøgelser og maaske aldrig blive bragt helt til Evidens. Men saa meget tror jeg dog at kunne sige, at det alene bliver ved at betragte de fremdeles forhaandenværende Mindesmærker af denne og lignende Art, at man kommer til fuld Indsigt i dette baade vanskelige og vigtige Emne. Selv de ældste Kvad, der er komne til os, tilhører en Tid, da Horgerne havde mange Aarhundreder bag sig. De skriftlige Kilder maa naturligvis ogsaa høres. Men de kan ikke tillægges den hovedsagelige Afgjørelse. Og hvad de archæologiske Fortidsminder angaar, da maa disse ogsaa undersøges paa ny, og det endog meget grundig, forinden de kan tillægges hele den Vægt, som de rettelig maa have.
I de Strøg, hvor de sidstnævnte Minder er at træffe, vil visselig en Undersøgelse som den af mig anbefalede, vække almindelig Interesse og finde Støtte hos Befolkningen. Som opmuntrende Exempel kan nævnes den Maade, hvorpaa Hedemarkens Befolkning optraadte, efterat jeg i 1905 havde henledet Opmærksomheden paa den Interesse, der knyttede sig til den gamle Kirkeruin paa Rokoberget[9].
- 30te November 1906.
|
Denne teksten er offentlig eiendom fordi forfatteren døde for over 70 år siden. |
- ↑ Trykt i Festschrift zur 50jährigen Doktorjubelfeier Karl Weinholds (Strassburg, 1896), S. 13 flg.
- ↑ Lærer Storaker har i sin Tid samlet flere saadanne Træk. Væsentlig efter dem har Ivar Mortensen, i Danske Studier, 1905, S. 115 flg., omhandlet den norske Soldyrkelse, hvortil Axel Olrik har leveret Kommentarer.
- ↑ Et Billede findes i Professor G. Gustafsons nylig udkomne Bog, Fra Norges Oldtid, S. 142.
- ↑ Det norske Folks Historie, I, 1, S. 270.
- ↑ Sophus Bugge i Videnskabsselskabets Forhandlinger for 1904, No. 3. Det er meget muligt, at netop Mindesmærket fra Valby kan give Bidrag til at forstaa Beretningerne om Upsala.
- ↑ I Geografisk Selskabs Aarbog, XVI, for 1904–1905, S. 137 flg.
- ↑ I den kommende Aarsberetning (for 1906) fra Fortidsmindesforeningen vil Spørgsmaalet om Hov og Horger blive berørt i en særlig Afhandling, ved Foreningens Formand.
- ↑ Herom kan henvises til Etymologisk Ordbog over det norske og det danske Sprog af Hjalmar Falk og Alf Torp, I, (Christiania, 1903) S. 298 flg. Denne Ordbog indeholder vistnok de bedste Oplysninger, som hidtil er givne angaaende Betydningen af Oprindelsen til Ordet hörgr. Undersøgelsen hviler her paa et meget bredere og mere omfattende Grundlag end f. Ex., hvad der findes hos Ivar Aasen, der hidtil har været den lexikalske Hovedkilde for alle Forklaringer eller Forsøg til saadanne af det her omhandlede Ord.
- ↑ Den norske Turistforenings Aarbog, 1906, S. 97–113.