Om Jordegodsets Fordeling i Tønsberg Len (det senere Jarlsberg Grevskab) i 1650 og 1701

Legg til lenke
Fra Wikikilden
OM JORDEGODSETS FORDELING I
TØNSBERG LEN (DET SENERE JARLSBERG
GREVSKAB) I 1650 OG 1701.
AF
LORENS BERG.
Nogle indledningsord.

I et lokalhistorisk arbeide (om Andebu i 1600-aarene) har jeg søgt at paavise, hvor nøie et enkelt bygdefolks liv og udvikling var knyttet til jordegodsets skjæbne.

Heller ikke, naar det bliver spørsmaal om at klargjøre hovedlinjerne i et større distrikts, en hel landsdels histofriske udvikling, kommer vi selvfølgelig forbi den kjendsgjerning, at jordegodset tidligere i langt høiere grad end nu spillede en hovedrolle i befolkningens økonomi. Jordegodsets historie bliver derfor nøglen ogsaa til landsdelenes historie.

Som et bidrag til Vestfolds historie efter reformationen har jeg her udarbeidet et par oversigter over jordegodsets fordeling i Tønsberg len, det senere Jarlsberg grevskab. For at give det tørre statistiske materiale mere liv og overskuelighed er den grafiske fremstillingsmaade taget tilhjælp.

Tønsberg len udgjorde omtrent 2⁄3 af Vestfold. Det heldigste havde naturligvis været at kunne behandlet hele Vestfold overett. Men for at vinde den fordel at kunne bygge paa ensartede kilder viste det sig nødvendigt foreløbig at holde de to administrations-distrikter, Vestfold var delt i, adskilt. Senere kan saa resultaterne for begge distrikter sammenarbeides[1].

Om den plan, som ligger til grund for denne skisse, maa jeg faa lov til at sige et par ord.

Et forsøg paa at skaffe oversigt over jordegodsets historie i et større distrikt maa lettest ske ved med passende mellemrum at tage tversnit af jordens fordeling mellem de vigtigste grupper af jorddrotter. Jeg har gaaet ud fra, at disse mellemrum maa kunne sættes til omkring 50 aar. Vi maa da blive sat istand til at følge bevægelserne i jordegodsmasserne med tilstrækkelig nøiagtighed.

De to tversnit, som her meddeles, nemlig fra 1650 og 1701, trænger altsaa senere som fortsættelse lignende tversnit fra 1750 og 1800.

Naar 1650 er valgt som udgangspunkt, saa kommer det bl. a. af, at vi har den ældste nogenlunde fuldstændige jordebog over lenet fra det aar.

Det kan indvendes, at jeg heller burde begyndt omkring 1670. Jeg havde da kunnet bygge paa matrikelverket fra 1660-aarene med dets betydelige rettelser i gaardenes landskyld og værdiforhold.

Det skal indrømmes, at den forældede landskyld i 1650 ofte er meget misvisende, naar de enkelte brugs værdi og størrelse skal sammenlignes. Men som bekjendt blev matrikuleringen langtfra nogen grundig revision. Instrukserne gik ud paa, at det skulde bero med en forenkling af skyldspecierne og en udjevning i landskyldens fordeling inden de enkelte distrikter. Ialfald maatte landskylden af skattehensyn ikke nedsættes. Naar det derfor, som her, er tale om i store træk at fiksere jordegodsets fordeling mellem større grupper af eiere, saa maa sikkert ogsaa landskylden, slig som den var i 1650, ansees brugbar hertil. Netop gjennem grupperingen opnaaes ogsaa en udjevning.

Tingen er, at det har flere ikke uvæsentlige fordele at kunne sætte udgangspunktet et stykke bagenfor matrikulerings-aarene. Vi kommer derved i direkte rapport med den ældgamle distriktsinddeling i skibreder, og resultatet bliver mere skikket som tilknytningspunkt for de forsøg, som bør gjøres for at skissere jordegodsets fordeling længere tilbage. En endda vigtigere grund for Vestfolds vedkommende er den omstændighed, at vi omkring 1650 endnu kan faa et ganske godt overblik over den i og efter reformationstiden indflyttede danske adels stilling som jorddrot. Vi kommer altsaa i rapport ogsaa med adelsveldets tidsrum. Netop i 1650- og 60-aarene maa denne adel give slip paa det allermeste af sit jordegods, her i Tønsberg len væsentlig til fordel for byborgerne. Ikke mindst paa Vestfold har byborgerne en rask opgangsperiode i 1600-tallet, særlig fra 1630 og 40 af. Med den energiske forretningsmand Anders Madssøn i spidsen sætter de sig fast som jorddrotter i bygderne baade paa adelens, kronens og bøndernes bekostning. Ved at tage vort første tversnit af jordfordelingen saa tidlig som 1650 opnaar vi at faa markeret den sterke stigning i byborgernes indflydelse.

For at kunne eftervise de økonomiske interessebrydninger paa jordegods-feltet og særlig faa belyst bygdefolkenes kaar under disse, bliver jordegodset her udskilt i følgende eiendomsgrupper:

  1. Selveiergods, jord, som eies af bønder og ogsaa bruges af eierne.
  1. Bondegods, jord, som eies af bønder, men eierne bygsler den bort, enten fordi de har formeget, eller fordi jorden ligger for langt væk fra deres hovedbøl.

Disse to grupper danner tilsammen bygdefolkets egen andel i bygdens jord. Værdien heraf udgjør selvfølgelig ogsaa hovedparten af bygdefolkets formue (bygdekapital)[2].

  1. Krongods, jord, som tilhører kronen (staten).
  1. Adelsgods, jord, som tilhørte adelsfamiljer som privatgods.
  1. Kirkegods, jord, som tilhørte kirker, prestebol, skoler, hospitaler o. lign.
  1. Byborgergods, jord, som tilhørte byborgere eller ogsaa personer udenfor bondestanden, som nærmest maa jevnstilles med byborgere, f. eks. fogder, prester,

toldere o. lign.

De 4 sidste grupper danner det egentlige leilændingsgods, og værdien af dette kan kaldes fremmed kapital, modsat bygdekapitalen. Ogsaa brugerne af bondegodset hørte jo formelt til leilændingerne; men seet fra bygde-økonomisk standpunkt brugte de ligevel bygdefolkets egen jord.

Et bygdefolks økonomiske stilling maa kunne bestemmes efter forholdet mellem disse to hovedgrupper. Har bygdefolket stor andel i sit jordegods i form af selveier- og bondegods, da maa dets økonomiske evne være god. Og omvendt.

Derimod kan vi stupe op i meget urigtige resultater, naar vi – som det vanlig er gjort – bedømmer bygdernes og distrikternes kaar bare efter forholdet mellem selveiere (i strengeste forstand) og leilændinger. Det kommer an paa, hvor stor del af disse leilændinger bygsler jord af bønder. Et eksempel: I Lardal tilhører i 1650 35 % af jorden selveier-bønder. Det samlede leilændingsgods udgjør følgelig 65 %. Nuvel, dette antyder nok, at lardølerne stod sig forholdsvis bra: Men i virkeligheden var deres stilling helt overlegen. Det faar vi dog først se, naar det bliver oplyst, at af de 65 % leilændingsgods tilhørte hele 41 9 bønderne selv. Ialt eier lardølerne 76 % af sin jord, og bare 24 % er opkjøbt af fremmed kapital.

I 1700-tallet begynder fogderne i oversigtstabeller vedføiet regnskaberne at skille ud krongods, grevegods og beneficeret gods. Men resten slaar de sammen under benævnelsen »odels- og selveiergods«. Det kan tilhøre bønder eller byborgere, prester, fogder osv. En saa ufuldstendig gruppering giver, som vi ser, liden veiledning.

Saa meldte sig det spørsmaal, om ikke tilstrækkelig oversigt over jordegodsets fordeling kunde naaes ved blot at gruppere brugene efter dem, som raadede for bygslen. Som regel raadede jo – efter gammel ret – eieren af hovedlodden over bygselretten til det hele brug[3]. Denne fremgangsmaade vilde forenklet og lettet arbeidet betydelig. Men resultaterne vilde blevet usikre, dels fordi »gaardetallet« (inddelingen af gaardene efter størrelsen i fuldgaarder, halvgaarder osv.) omkring 1650 var endnu mer misvisende end landskylden, dels fordi eierne af smaalodderne ved en slig ru beregning, selv efter at gaardetallet var blevet rettet, uden videre blev sat helt udenfor.

Tilbage stod da som den bedste, men rigtignok besværlige fremgangsmaade at foretage grupperingen efter landskylden og lade hver eiendomsgruppe faa sin rette andel i hvert enkelt brug. Landskylden, som i 1650 omfattede snesevis af enheder, maatte saa reduceres til en enkelt hovedenhed, og som saadan er valgt skippund tunge[4].


I.
Jordegodsets fordeling i Tønsberg len 1650.

Som hovedkilde er benyttet en jordebog, som vedligger lensregnskabet for 1650 og angives at være udarbeidet dette aar. Som alt nævnt, er den lenets ældste mere fuldstændige jordebog. Den har selvsagt adskillige mangler. Af skattehensyn har fogden først og fremst lagt vind paa at faa oplyst, hvem der raadede for bygslen i hvert brug og saaledes indestod for skatterne. Som regel er dog ogsaa eierne af de mindre lodder navngivet, men af og til opføres de ogsaa under det intetsigende skilt: »andre lodeiere«. I hvert distrikt bliver derfor efter grupperingen tilbage en mindre portion herreløst gods, som maatte fordeles efter skjøn. Jeg gik da ud fra, at slige smaalodder helst tilhørte bønder og mindre kjendte byborgere; thi adelsgods, krongods, kirkegods og de rigeste byborgeres gods havde fogden lettest for at faa oplysning om[5].

Med fuldt forsæt udelader fogden adelige hovedgaarder, prestegaarder, foged- og skrivergaarder samt slige bondegaarder, hvis opsiddere var adelens ugedagstjenere. De var nemlig alle skattefri. Slige gaarder maatte da beregnes efter andre kilder over deres landskyld og føies til.

Længst til høire paa planchen for 1650 staar en søile, som angiver gjennemsnits-resultatet for hele Tønsberg len dette aar. Tallene viser:

19 % selveiergods,
23 % bondegods,
15 % krongods,
13 % adelsgods,
18 % kirkegods,
12 % byborgergods.

Strengt taget er altsaa bare omkring 1⁄5 af lenets jord selveiergods og hele 4⁄5 leilændingsgods. Men som før paapegt maa ogsaa bondegodset regnes med, naar det bliver tale om at bestemme bygdefolkenes egen andel i jordegodset. Et rigtigere resultat bliver det derfor at sige:

42 % (eller omkr. 2⁄5) af jorden tilhørte bønderne,

58 % (eller omkr. 3⁄5) tilhørte krone, adel, kirke og byborgere.

Vi kommer senere tilbage til en nærmere omtale af, hvad disse tal fortæller os om bygdefolkenes kaar. Først nogen bemerkninger om de øvrige eiendomsgrupper.


Krongodset. Den vigtigste eiendom, kronen havde i Tønsberg len, var den gamle kongsgaard Sem, som tilhørte kongerne allerede i Harald Haarfagres tid. Paa Sem boede lenets befalingsmænd. Ellers bestod krongodset i strøgods udover hele lenet. Efter en jordebog fra 1616[6] udgjorde »kronens aarlige landskyld« under Sem ialt omkring 60 skpd. tunge; heraf laa dog ca. 5 skpd. i Sandsvær. Denne skyld var fordelt paa omkring 165 lodder[7]. Værdifuldest var vistnok Kjerrafisket i Lardal og gaardene Alby paa Veierland og Presterød ved Tønsberg.

Men hertil kom den rige høst, kronen havde gjort i dette len ved at inddrage det tønsbergske kirkegods. Allerede i reformationstiden blev St. Olavs-klostrets jordegods beslaglagt. Det kan anslaaes til omkring 125 skpd. tunge, hvoraf dog antagelig en 30–40 skpd. laa udenom lenet. Klostrets hovedgaard Auli, som laa ved siden af Sem kongsgaard, blev efter en tids forløb slaaet sammen med denne. Den jordegodsmasse, som laa til Laurentiuskirken i Tønsberg og gik under navn af provstigodset, blev neppe sekulariseret før omkring 1625. Den snaue landskyld af provstigodset udgjorde 90 à 100 skpd. tunge; dog laa ogsaa heraf adskilligt uden for lenet. Men dette angiver ikke den virkelige værdi af provstigodset; thi det var ogsaa tillagt en hel række særskilte herligheder, f. eks. brevløsningssmør, fornødspenge, bygselpenge af sognekirkernes jord, anpart af tienden i lenet osv.

Paa planchen er det samlede krongods i Tønsberg len i 1650 beregnet til 15 9 af lenets jord eller vel 250 skpd. tunge. Heri er da selvfølgelig ogsaa Sem kongsgaard medregnet. Dette tal stemmer godt med ovenstaaende opgaver.

Som bekjendt anslaaes krongodset for det hele land i begyndelsen af 1600-tallet til 25 % eller 1⁄4 af landets jord[8]. Utvilsomt havde krongodset ogsaa i Tønsberg len været større tidligere. Vi kjender saaledes til, at kronen i 1649 solgte en gaardsamling til adelsmanden Vincent Bildt, og i krigsaarene 1643–45 maatte den af pengetrang pantsætte jordegods til byborgerne. Men jeg tviler paa, at kronen efter reformationen nogensinde har eiet 25 % af jorden i dette len. Tidligere har kongerne antagelig havt store besiddelser her.


Adelsgodset. Den gamle norske adel synes ikke – efter hvad vi endnu ved – at have indtaget nogen mere dominerende jorddrotstilling i denne del af Vestfold. Vi faar indtryk af, at i den senere middelalder har kirken havt forrangen, kronen og adelen staaet som nr. 2 og 3[9].

Af hovedgaarder, som maa antages at have tilhørt familjer af den gamle høiadel, kjender vi igrunden bare to, Fossnes i Arendal sogn og Herre-Skjelbrei i Høijord sogn[10].

Men efter reformationen fik Vestfold en udpræget adelstid. En række familjer flyttede ind, fik forleninger og søgte at skrabe sammen jordegods-samlinger efter dansk mønster. Her i Tønsberg len træffer vi familjerne Ugerup og Lange, hvoraf den sidste oprettede hovedgaarden Falkensten i Nykirke og erhvervede Strøms-godset ved Drammen. Ugeruperne trak sig snart tilbage; men Langerne, som efterhaanden fik sine hovedbesiddelser ved Larvik-kanten, holdt det gaaende paa en vis hele 1600-tallet, skjønt familjens magt var brudt allerede omkring 1650. I 1630- og 40-aarene søgte Vincent Bildt og Preben von Ahnen at arbeide sig op her i Tønsberg len. Bildt fik to hovedgaarder i Stokke, Skjersnes og Melsom, og von Ahnen kjøbte Fossnes og Herre-Skjelbrei. Begge, men særlig den sidste, erhvervede betydeligt strøgods i lenet.

Den indvandrede adels energiske angreb paa Vestfolds jordegods endte med et afgjort fiasko. Da 1660 kom, fik enevoldskongerne lidet bry med adelen paa Vestfold. Bøndernes seige modstand mod at give slip paa sin jord sammen med de vaagnende byborgere havde alt undergravet dens magtstilling.

Endnu i 1650 har adelen eiendomsret til 13 % (vel 200 skpd. t.) af jorden i Tønsberg len. Men det gik fort. nedover. Strøgodset maa pantsættes eller sælges, tilslut ogsaa hovedgaardene. Inden 1600-tallet er slut, tilhører alle hovedgaarder byborgere eller bønder. Paa Fossnes f. eks. sidder aar 1700 bonden Hans Wogn som eier, gift med en datterdatter af Preben von Ahnen!


Kirkegodset udgjorde 1650 omkring 18 % af lenets jord, altsaa vel 1⁄6 (omkr. 300 skpd. tunge). Hovedparten tilhører prestebol og kirker inden lenet, en del fremmede prestebol og kirker og en del Oslo hospital, kanonikater i Oslo, latinskoler osv.

Som omtalt under krongodset, havde kirkegodset været meget betydeligt i dette len i den katolske tid. Det maa have været oppe i 25–30 9, ialfald naar værdien af særrettighederne regnes med.

Men i 1650 er det stygt reduceret – og bliver det i den følgende tid endnu mere.


Byborgerne eiede i 1650 endnu bare 12 % (ca. 200 skpd. tunge) af jorden i dette len. Til borgerstanden er da ogsaa landsprester, fogder og lignende ombudsmænd regnet.

Men i modsætning til adelen staar byborgerne i en fremgangstid. De holdt paa at skabe sig en indflydelsesrig økonomisk og social stilling i samfundet.

Endnu i reformationstiden var de norske byers befolkning baade faatallig og fattig. Byernes samlede folketal oversteg neppe 10 000[11].

Men tiden blev nu gunstigere for byerne. Hanseaternes tag over vor handel var brudt, og de to nye næringsveie, som har vist sig at passe saa udmerket for byerne, trælasthandelen og sjøfarten, begyndte netop i reformationstiden at skyde sterk fart.

Ligevel kom byerne sig meget langsomt op. Borgerne manglede baade kapital og forretningsdygtighed til at kunne gribe ind og høste fuld fordel af de nye chancer. I trælasttrafiken maatte de udholde en konkurrence, som de til en begyndelse laa under for. Trælasthandelen var nemlig længe praktisk talt fri, og baade bønderne, adelen, kronen og geistligheden solgte trælast direkte til de fremmede skippere, som lagde ind med sine skuder i snart sagt hver vik hele kysten langs. Og adelen nød ogsaa toldfrihed.

De virkelige byer holdt paa den vis paa at tabe og- saa smaahandelen.

Da kystbygderne var afribbet for skog, samlede trafiken sig om udløbene af vasdragene, som kunde føre trælasten frem fra indlandet. Først nu blev byborgerne istand til at faa sterkere greb i trælasthandelen; nu blev det plads for mellemmænd. Og eftersom byborgerne arbeidede sig op i forretningsdygtighed og kapitalstyrke, saa de kunde kjøbe jordegods og skoger, skaffe sig egne sagbrug og skibe, satte de mer og mer bevidst som sit maal: at faa beslaglagt hele trælasthandelen. Dette lykkedes ogsaa gjennem de nye kjøbstads-privilegier af 1662[12].

Vestfold havde ved reformationen bare én by, gamle Tønsberg. En voldsom ildebrand og inddragningen af en stor del af det tønsbergske kirkegods lammede byen slig, at dens borgere neppe før henimod slutten af 1500-tallet har kunnet tage videre virksom del i trælasttrafiken.

En vrimmel af ladesteder var imidlertid vokset op paa Vestfold-kysten, og en hel del af Tønsberg-borgerne blev tvunget til at sætte sig ned i disse eller ialfald oprette kontorer der[13].

Da trafiken saa samlede sig om vasdragene, var ogsaa Tønsberg uheldig stillet. Byen ligger ikke ved noget større vasdrag, kun et par mindre munder ud i dens nærhed. Vistnok visnede ladestederne i byens umiddelbare naboskab bort; thi de manglede ogsaa vasdrag. Men paa søndre Vestfold ved landsdelens vigtigste elv Laagen skjød Larvik fremdeles i veiret, og de nordlige bygder fik naturlige handelspladser i Holmestrand og Drammen.

Ingen af vore ældre byer førte derfor en haardere kamp for tilværelsen end Tønsberg. Dens borgere maatte flytte ud eller sprede sin virksomhed i filialer langs kysten. Af udflytterne vendte selvfølgelig faa tilbage.

Tønsberg gik derfor kun langsomt frem. Men dog frem.

I 1624 skal Tønsberg-borgerne have eiet omkring 110 skpd. tunges skyld. De største jorddrotter var:

Borgermester Ivar Nilssøns enke 24 skpd. t.
Truls Pederssøn 16 – -
Birgitte Hansdatter 15 – -
Maren Klausdatter 9 – -

Efter et skattemandtal fra 1645 eiede byens borgerskab jordegods til en skyldværdi af 150–60 skpd. tunge. De største af jordeierne boede i selve Tønsberg. Mest formuende var:

Borgermester Ivar Nilssøns enke 76 skpd. t.
Ambjørn Lauritssøn (Falk) 21 – -
Jens Ingvordssøn 15 – -
Borgermester Anders Madssøn 12 – -

Af disse maa Ivar Nilssøn have grundlagt formuen i de første aartier af 1600-tallet (han var jo død før 1624). Men enken synes at have mer end tredoblet den efter hans død. Ambjørn Lauritssøn tilhørte den bekjendte Falk-slegt, hvoraf en gren slog sig ned ved Risør[14]. Han drev trælasthandel i stor maalestok, laante kronen penge i krigsaarene og fik herfor jordegods i pant. Ved sin død 1657 efterlod han sig en formue paa 70 000 rdl.

Men den veldigste spurt paa trælasttrafikens græsgange kom dog den Tønsberg-borger til at gjøre, som i 1645 endnu staar som en beskeden nr. 4: borgermester Anders Madssøn, en indvandret sønderjyde. Ved sin død 25 aar efter var han Vestfolds uden sammenligning rigeste mand. Bare af jordegods eiede han da omkring 325 skpd. tunge – altsaa langt mer alene end alle Tønsbergs borgere tilsammen i 1650. Havde disse jordegodsmasser ligget samlet omkring Tønsberg by, vilde de udgjort et par prestegjæld eller omtrent svaret til det gamle Slagen skibrede[15].

I vort tversnit af jordfordelingen i Tønsberg len 1650 staar byborgerne med sine 12 % endnu lavest blandt jorddrotterne. Men de har – for at benytte et militærudtryk – begyndt sin opmarsch. Deres tid er kommet. De har samlet kræfter og dygtighed til med eftertryk at gribe ind i trælasthandel og sjøfart, og de tiltvinger sig smaahandelen. De tiltvinger sig ogsaa i den nærmeste fremtid hovedparten af de jordegodsmasser, som ved re-formationen kom i cirkulation, men dengang først og fremst kom paa kronens og adelens hænder.


Bygdefolkenes stilling 1650. Lenets bygdefolk eiede, som tversnittet viser, ialt 42 % (vel 700 skpd. t.) af jorden.

Nu melder sig flere spørsmaal: Er bygdefolkenes økonomiske stilling nogenlunde éns i de forskjellige bygder? Har deres kaar i de nærmeste tidsrum forud været bedre eller daarligere, med andre ord staar de paa en nedgangs- eller opgangslinje? Hvorledes maa bygdefolkenes stilling i 1650 i det hele karakteriseres?

Specificeringen paa planchen viser tydelig nok, at det kunde være meget stor forskjel bygderne imellem. Det er et voldsomt sprang fra Lardal med 76 % til Slagen og Nøtterø med omkring 20 % bondejord[16]. Som regel gjælder det, at bygdefolkene staar sig bedst i de indre og de nordligste af lenets bygder, daarligere ved kysten og allerdaarligst omkring Tønsberg. Forklaringen hertil tør være let at finde. I middelalderen havde baade kronen og den gamle adel og især geistligheden først og fremst søgt at erhverve jordegods i kystbygderne. Fremforalt i Tønsbergs nærhed. I denne by boede de rigeste prælater, paa Tønsberghus eller ogsaa Sem kongsgaard havde kronens ombudsmænd sæde, og straks uden for Tønsberg laa ogsaa lenets vigtigste adelsgaard, Fossnes. Jordegodset paa denne strækning laa derfor nærhændigst til og havde størst værdi for baade kronen, kirke og adel. Gaardene ved kysten med sin let dyrkbare jord havde desuden dengang et større forsprang i værd end senere, da skogen kom i pris.

Vi maa derfor slutte, at paa kysten ved Tønsberg har selveierbøndernes jord gjennem hundreder af aar været udsat for ihærdige angreb. Derimod fik skogbygdernes befolkning længe leve i nogenlunde fred i sine rigtignok tarvelige skogbondekaar. Allerede før reformationen maa kystbygdernes bønder i stor udstrækning være blevet leilændinger[17].

Saa kom reformationen. Den satte stopper for kirkens jord-erhvervelser. Kronen forsynte sig af kirkegodset og har neppe i den følgende tid skilt bønderne ved jord (uden for sagefald og skatter). Den indvandrede adel søgte at faa tag i ældre adelsgods. Men det forslog ikke. Da heller ikke kronen i begyndelsen vilde sælge, rettede adelen et energisk angreb paa bondejorden. Og adelens bryske optræden overfor bønderne, som den troede kunde behandles i lighed med den trælbundne danske bondestand, har været gjenstand for streng kritik[18].

Til en begyndelse gik det allermest ud over kystbygderne. Senere, da jordegodset i skogbygderne steg, søgte adelen at faa besiddelser ogsaa der.

Det maa derfor antages, at den indvandrede adels forsøg paa at erhverve bondejord i nogen udstrækning er lykkedes i omtrent alle lenets bygder. Bygdefolkenes andel i jordegodset gik ned.

Men en stor del af de 13 %, adelen viser sig at eie i 1650, er gammelt adelsgods eller ogsaa kron- og kirkegods, kjøbt i den nærmeste tid før.

I slutten af 1500-tallet begyndte saa byborgerne at kjøbe jord. De 12 %, de eier i 1650, jevnt fordelt over hele lenet, er for en mindre del kirke- og krongods; men hovedparten er bondejord. Atter et nyt minus i bygdefolkenes andel.

Bygdefolkene i Tønsberg len har derfor utvilsomt mistet jord i tiden 1537–1650. Ogsaa i de indre bygder, skjønt modstandskraften her var langt større[19].

Den sterke rørelse, som den nye næringsvei trælasthandelen skabte, maa selvfølgelig have kommet samtlige bygdefolk tilgode – skjønt denne styrkende indflydelse ikke kunde opveie alt det, som drog nedover.

Særlig for de indre bygder maa vandsagens indførelse i 1500-tallet og den sterke efterspørsel efter deres skogprodukter have været en mægtig løftestang. Vandfald havde de nok af, skog ogsaa. Før havde skogen nærmest været en fiende, som forringede værdien af deres bygder. Nu blev skogen en ven, en rigdomskilde. Og overalt, hvor en dam kunde dæmmes, begyndte vandsagerne at hvine og fræse. Det var opsangen til en ny tid. De mest forretningsgløgge bønder skabte formuer og samlede jordegods, som adelsmændene sikkert saa med ærgrelse paa.

Med dette øgede liv i næringerne kunde vi ventet, at ialfald de indre bygdefolk havde arbeidet sig godt op.

At folketallet steg, er sikkert. Ligesaa, at der fremstod en hel del bondekakser. Og enkelte tider var sikkert fremgangen meget merkbar (f. eks. omkr. 1585, 1620 og 1640). Men naar det gjælder en bedømmelse af bygdefolkenes kaar i sin helhed, tror jeg, vi kommer til samme resultat som ovenfor under omtalen af deres andel i jordegodset: bygdefolkenes stilling er ikke bedre i 1650, end den var 1537; heller daarligere.

Vi skal pege paa de vigtigste af de aarsager, som maa have hemmet udviklingen og hindret bygdefolkene fra at udnytte tidsrummets chancer.

Adskilligt af fordelen ved trælasttrafiken maa have gaaet tabt ved, at jordbruget havde mange uheldige perioder i tiden 1537–1650. Værst var det i aarene 1589–1603. Desuden medførte skogdriften, at jordbruget blev forsømt.

En række farsotter skal have herjet bygderne i dette tidsrum[20].

Mest af skylden maa dog tilskrives de stadig voksende byrder, som kongerne gjennem skattepaalæg og militær- tyngsler og adelen gjennem trykkende privilegier paalagde bønderne. Kristian 3. maatte for at skaffe mynt overgive lenene til adelsmænd, som saa temmelig uden kontrol presser mest mulig ud af bønderne. Fredrik 2. retter herpaa, men var ikke sparsom med skattepaalæg. Og Kristian 4. fortjener at stemples som en bondeplager, trods alle hans fripostige fraser om »at paase menige almues bedste«. For at nævne et eksempel: i 1640-aarene holdt han paa at stanse hele sagbrugsvirksomheden med sine skattebreve. Bønderne søgte i flokkevis tiltinge om »naadigst tilladelse« til at nedlægge sine sagbrug[21].

Hertil kommer, at bønderne i 1650 holdt paa at miste retten til fri trælasthandel.

Vi kan hos historikerne træffe noksaa afvigende meninger om de norske bønders stilling omkring 1650, sammenlignet med deres kaar vel 100 aar forud. Enkelte hevder, at det er paaviselig fremgang, og støtter sig da især til, at landets folketal vokste og ligesaa tallet paa selveierbønder[22]. Dr. Osc. Alb. Johnsen har i et netop udkommet verk (»De norske stænder«) med styrke og god motivering fremholdt en modsat opfatning.

En nærmere granskning af eiendomsforholdene i Tønsberg len synes at føre til det resultat, at dr. Johnsens mening har gode grunde for sig.


De enkelte bygder i 1650.

Paa planchen er bygderne rangeret efter bøndernes andel i jordegodset.


Lardal. Bygdefolket møder her med den overraskende store andel af 35 + 41 = 76 % af bygdens jord. En anselig række af dalens bønder sidder som eneeiere af sine gaarder, og mange af dem har omfram lodder i andre brug. Det tyngste lod i vegtskaalen lægger dog Skjærum-familjen. Den boede paa storgaarden Skjærum i annekset Hem og er antagelig udgaaet fra en lavadelig slegt (familjen førte af og til navnet Vinter). Den kom et par gange i giftemaalsforbindelse med familjen Lystrup (Tordenstjerne) paa Gullaug i Lier[23]. Skjærum-folkene var Vestfolds rigeste bondefamilje[24]. Efter at have skiftet med sine børn sad enken Karen Skjærum i 1650 igjen med en jordliste paa over 30 brug, og mange af dem var hun eneeier af. Hendes odelskat var paa 40 daler, og det skulde modsvare omkring 16 skpd. tunge. Før skiftet maa jordegodset have været paa 30–40 skpd. Meget af det laa udenbygds.


Vaale skibrede. Af de 5 skibreder i T. len var Vaale det mindste. Det bestod af Vaale hovedsogn, Botne do., omtrent 2⁄3 af Nykirke anneks og storparten af Hillestad anneks. Planchen viser, at

55 % af jorden tilhørte bygdefolket,

45 % krone, adel, kirke, byborgere.

Bygdefolkets stilling var altsaa meget god. Vi regner op de rigeste bønder og sætter til antallet af (større og mindre) parter i brug, de betalte odelskat af i 1650[25].

Torkel Fossan 14 parter, 161⁄2 rdl. i odelskat.
Rasmus Snekkestad 7 – 51⁄2 » - –
Nils Stubberød 5 parter, 5 rdl. i odelskat.
Halvor Li 6 – 31⁄2 » - –
Anbjørn Huseby 6 – 3 » - –

Krongods er det lidet af; men adel og byborgere har omkring 10 % hver (Preben von Ahnen har 15 parter, Ida Lange 7 osv.). Kirkegodset har noksaa bred plads (18 %).


Raabygde skibrede bestod af de to nuværende prestegjeld Ramnes og Hof, desuden storparten af Høijord anneks og lidt af Hillestad do. Skibredet dannedes saaledes af udprægede skogbygder. Bygdefolkets stilling er ogsaa her god:

53 % af jorden tilhørte bønderne,

47 % krone, adel, kirke og byborgere.

Ved siden af de mange jevne selveiere rager efter skattelisten følgende op:

Hans Firing med omkr. 20 parter og 21 rdl. i odelskat.
Lensm. Rasmus Berg – – 10 – - 8 » - –
Anders Bø – – 6 – - 5 » - –
Kristoffer Fon – – 9 – - 5 » - –
Jens Fossan – – 6 – - 11⁄2 » - –

Hans Firing er, som vi ser, skibredets mest velstaaende bonde. Selv efter udskiftingen hevdede Firing-folket længe sit ry for rigdom. Familjerne paa Skjærum i Lardal, Firing i Ramnes og Fossan i Vaale danner spidserne i de indre bygders bondearistokrati.

Af adelige jorddrotter i Raabygde staar igjen Pr. v. A. og Ida Lange høiest, den første med 6 parter og en hovedgaard (Skjelbrei), den sidste med 7 parter.

Kirkegodset er her større end i noget af de andre skibreder (20 %).


Sande skibrede laa langs kysten i lenets nordkant. Det bestod af de bygder, som nu udgjør de 3 prestegjeld Sande, Skoger og Strømmen. Sande og Skoger var dengang ett prestegjæld, Strømmen anneks under Hurum.

Skjønt skibredet er kystdistrikt, var ligevel bygdefolkets stilling god:

50 % af jorden tilhørte bønderne,

50 % de andre.

Af velstaaende bønder nævner vi efter skattelisten:

Kristen Mikkelssøn 23 parter, 29 rdl. i skat.
Hans Lærum 17 – 13 –»–
Reidulv Aasnes 14 – 101⁄2 –»–
Ola Svarterud 12 – 8 –»–
Aamund Aasnes 11 – 71⁄2 – 3 –»–
Ola Bondi 9 – 71⁄2 – 3 –»–
Rasmus Moen 9 – 71⁄2 – 3 –»–
Jakob Skjeldrum 7 – 61⁄2 –»–
Halvor Knive 6 – 6 –»–
Kristoffer Jordbrekke 6 – 5 –»–
Aamund Selvik 5 – 31⁄2 –»–

Muligens er Kristen Mikkelssøn en udflyttet byborger. Isaafald bliver Hans Lærum den rigeste af de virkelige bønder. Paa et andet sted er nævnt, at en gren af den lavadelige familje Lystrup paa Gullaug i Lier her havde gaaet over i bondestanden. De boede fra først af paa Solum og Haneval[26].

Det egentlige leilændingsgods er i dette len nogenlunde ligelig fordelt mellem krone, adel, kirke og byborgere. Pr. v. Ahnen har ogsaa hele 10 parter, men han overgaaes dog af Hannibal Sehested, som har 17 parter. Sehested eiede nemlig det bekjendte Strøms gods, som før havde været i Langernes eie. Som bekjendt mistede Sehested ved denne tid sit norske jordegods (det blev konfiskeret af kronen).

Af byborgere kunde enkelte i Tønsberg have spredte brug ogsaa her; men selvfølgelig har borgerne i Bragernes og Strømsø det meste. Øverst paa skattelisten af disse staar Hans Lauritssøn, Jørgen Lang og Nils Jenssøn.

Vi er nu færdige med de distrikter, hvori bygdefolkene endnu maa siges at være herre i egen bygd. I de følgende synker jord-barometret hurtig.


Arendal skibrede har navn efter annekset Arendal (under Stokke). Det bestod af hele Stokke prestegjæld, den del af Sem, som laa vest for Auli-elven, hele Andebu hovedsogn og mindre dele af annekserne Høijord og Kodal. Tidligere havde ogsaa Nøtterø hørt til dette skibrede.

Jordfordelingen viser, at

36 % af jorden tilhørte bønderne,

64 % de andre.

Bygdefolkets stilling her er altsaa betydelig svagere, men ligger dog ikke meget under gjennemsnitslinjen (42 %).

Paa odelskatlisten merker vi os:

Jakob Borge med 9 parter og 6 rdl. i skat.
Rasmus Kverne 9 – - 5 –»–
Else Kjæraas 10 – - 4 –»–
Arne Møkkenes 5 – - 31⁄2 –»–

Her er daarligt rum for bondekakser. I den indre del af skibredet (Andebu) er dog jevn velstand og mange selveierbønder[27]. I den ytre del (Stokke) er de allerfleste opsiddere leilændinger.

Det er adelen, som dominerer som jorddrot i Arendal skibrede (23 %). Preben von Ahnen havde 31 parter, lensherren Vincent Bildt 19, Ida Lange 5, Klaus Brockenhuus 1, Ove Gjedde 1. Desuden havde Pr. v. A. her hovedgaarden Fossnes, hvor han jevnlig boede. Bildt havde kjøbt næsten alt sit gods her af kronen og faaet udskilt Melsom som hovedgaard. I Stokke laa endnu en hovedgaard, Skjersnes, som dog nu tilhørte tolderen Hans Hvid.

Kronen havde faaet meget gods i dette skibrede, da kirkegodset blev inddraget. Nu havde den bare 10 igjen; foruden til adelsmænd havde den ogsaa solgt til byborgere.


Slagen skibrede var sammensat af mesteparten af Sem hovedsogn, hele Slagen anneks, hele Borre hovedsogn, lidt af Nykirke anneks samt hele Undrumsdal anneks. Bytangen ved Tønsberg har jeg ikke regnet med, da gaardene her i den tid ansaaes for at ligge under Tønsberg (opsidderne skattede i byen)[28].

Fraregnet Bytangen bliver jordfordelingen:

22 % tilhørte bønderne,

78 % tilhørte krone, adel, kirke og byborgere.

Med andre ord: bønderne er her som regel leilændinger (af 5 opsiddere er de 4 leil.). Skattemandtallet opviser bare en eneste mere velstaaende bonde, Mikkel Døviken i Undrumsdal. Han skatter 51⁄2 daler af 11 mindre lodder. Da flere af disse ligger udenbygds, er han kanske en indflytter. Næst ham har Unnulv Viulsrød 2 daler i skat af 6 smaalodder. Om bygdefolket i det hele kan det vist trygt siges, at dets kaar var meget tarvelige.

I Arendal var det adelen, som spillede mester; her i Slagen skibrede er det kronen. Hele 33 % af jorden er krongods. Her laa kongsgaarden Sem[29], residens for lenets befalingsmænd.

Adelen havde dog ogsaa 15 %; i skibredets østkant laa nemlig hovedgaarden Falkensten, hvis eier for tiden var Ida Lange. Preben v. Ahnen havde 10 spredte lodder, og Hannibal Sehested eiede Bastø.

Endnu er det 18 % kirkegods igjen her, trods inddragningen.

Nøtterø var, som alt sagt, fraskilt Arendal og gik nu som eget lensmandsdistrikt, men havde endnu skriver sammen med Arendal[30].

Eiendomsfordelingen viser, at kun

19 % af jorden tilhørte bønderne,

81 % krone, adel, kirke og byborgere.

Nøtterøs bønder kommer allersidst blandt lenets bygdefolk, naar en mandjevning foretages efter deres andel i jordegodset. Af opsidderne betaler bare lensmand Ingebret Stangeby og Anders Tokenes saapas odelsskat, at den er nævneværdig.

Her er det kirken, som dominerer. Endnu har den 35 %, skjønt kronen har taget en god slump. I den katolske tid maa over halvdelen af øen have været kirkegods.


II.
Jordegodsets fordeling i Jarlsberg grevskab 1701.

Vi gaar et halvt aarhundrede frem og tager atter et tversnit af jord-fordelingen i Tønsberg len – eller som distriktet nu heder: Jarlsberg grevskab. Bare et flygtigt blik paa planchen viser, at i disse 50 aar maa udviklingen have medført mange ændringer: distriktet har byttet navn, den moderne herredsinddeling er indført, forholdet mellem eiendomsgrupperne er sterkt forrykket osv. Tiden 1650–1700 medførte jo for vort land indgribende ændringer baade af politisk, økonomisk og social art. Vi nævner: eneveldet indføres 1660; adelens stilling som styrende stand ophører, og dens særrettigheder (f. eks. skattefrihed) indskrænkes; byborgernes økonomiske magtstilling styrkes ved byprivilegierne (1662); lensadministrationen ombyttes med en embedsmands-administration, helt afhængig af kongerne; matrikelverket af 1660-aarene skaber større orden i bygdernes jord- og skatteforhold; regjeringen griber sterkt regulerende ind i næringernes udvikling (særlig skogdrift, fabrikdrift og handel).

Og med hensyn til regjeringens pengeforhold og skattetrykket paa befolkningen gjælder det for omtrent hele dette tidsrum, at tilstanden var spændt og ofte kritisk. To kostbare krige og stadig stigende udgifter til hof og administration slugte langt flere penge, end de vanlige skatter indbragte, skjønt de var tunge nok. Det blev gjort forsøg med ekstraskatter; men heller ikke dette nødmiddel kunde redde stillingen. Regjeringen maatte da gribe til en radikal udvei: foranstalte en slags statsbankerot, en afvikling; den realiserte nemlig krongodset og tvang indenlandske kreditorer til at modtage jordegods istedetfor kontanter[31].

De fleste af disse politiske og økonomiske faktorer virkede selvfølgelig paa Vestfold omtrent som i de øvrige landsdele. Men i €n vigtig henseende indtager Vestfold en særstilling. Efter at det gamle adelsstyres saga var slut ogsaa i vor landsdel, lod enevoldskongerne her et nyt adelsstyre opstaa paa det gamles ruiner, mere udpræget endog end det tidligere. De skabte en ny høiadel, lensgreverne, og Vestfold blev omdannet til to arvelige grevskaber med en fuldstændig lensadministration. Derved kom Vestfolds udvikling i et vigtigt punkt til at skille lag med de øvrige landsdele.

Det bliver en interessant fremtidig opgave at forsøge at eftervise, hvilke særmerker lensgrevevæsenet afsætter i Vestfolds historie fremover. Jeg for min del kommer i denne skisse kun ind paa én side: lensgrevevæsenets indflydelse paa bevægelserne i jordegodset.

Ser vi paa gjennemsnits-søilen længst tilhøire paa planchen for 1701 og sammenligner den med den tilsvarende paa forrige planche, opdager vi snart, at det maa have foregaaet rene omveltninger i eiendomsforholdene i disse 50 aar. Dette gjælder dog ikke forholdet mellem bygdefolkenes andel i jorden og fremmedkapitalens. Her er tallene omtrent de samme:

43 % af jorden tilhører bygdefolkene,

57 % fremmedkapitalen.

Men inden fremmedkapitalens andel, det egentlige leilændingsgods, møder os store forskyvninger og omdannelser. Leilændingsgodset falder nu i 3 eiendomsgrupper:

Kirkegods med 15 %,
grevegods » 13 %,
byborgergods » 29 %.

Baade krongodset og det tidligere adelsgods er altsaa nu forsvundet[32]. Kirkegodset er minket noget; byborgergodset er vokset voldsomt (fra 12 til 29 %); og som en nydannelse møder vi grevegodset.

Stammen i grevegodset dannes af det tidligere krongods og inddragne kirkegods; dets hovedgaard er kongsgaarden Sem, omkring 1680 omdøbt til Jarlsberg[33].

Af det tidligere adelsgods finder vi nu det allermeste igjen i byborgernes jordlister. Ligesaa adskilligt af kron- og kirkegodset.

Den indflyttede danske adel, som vi lærte at kjende som jorddrot her i distriktet i 1650, har altsaa ikke kunnet holde sig oppe. Naturligvis maa vi søge én af aarsagerne hertil i statsomveltningen i 1660. Men adelens økonomiske magt var brudt allerede før. De to adelsmænd, som endnu drev jordindkjøb i 1650, Pr. v. Ahnen og Vincent Bildt, stansede meget snart hermed.

Byborgergodsets sterke vekst skyldes især – som før omtalt – borgermester Anders Madssøns storslagne indhug i de jordegodsmasser, som ved adelens og kronens pengenød kom i cirkulation. Anders Madssøn døde 1670, hans enke 1698. I 1701 sidder fremdeles deres arvinger med omkring halvdelen af det samlede byborgergods.

Anders Madssøns heldige virksomhed kom dog ikke til at faa saa stor betydning for Tønsbergs opkomst, som én kunde ventet. Hans midler blev snart sterkt spredt ved arvdeling, og kun en liden del af dem kom Tønsbergs handelsliv tilgode. Byen kom sig fremdeles meget langsomt op. Et af de konkurrerende ladesteder, Larvik, fik kjøbstadsret 1671, et andet, Holmestrand, blev vel ikke kjøbstad endnu, men drev betydelig trælastudførsel.

De store jordegods-masser, som vi ser byborgerne i 1701 eier i Jarlsberg grevskab, hører derfor kun for en mindre del hjemme i Tønsberg.


Endelig lidt om bygdefolkenes stilling i 1701.

Lensgreverne drev ikke jordindkjob i saa stor maalestok, at det blev nogen fare for bondejorden. Derimod rettede byborgerne noksaa sterke angreb paa den, vel væsentlig for at faa fat i de bedste skoger og sagbrug. Mange brug kom ogsaa over til byborgerne, fordi opsidderne stod i bøgerne«. Men adskillige bønder kunde dog ogsaa konkurrere med om salgbart adels- og kirkegods. Den endelige facit bliver derfor, at bygdefolkene i 1701 har omtrent samme jordmængde som i 1650.

De er ikke gaaet tilbage. Men det er jo dog et tarveligt resultat af 50 aars udvikling. For 200 aar siden var bygdefolkenes kaar og velvære endnu saa helt knyttet til deres jord, at det maatte være en livssag for dem at tilkjæempe sig en større og større eiendomsandel i bygdejorden. Og naar de paa 50 aar i det stykke ikke magtede at komme af flekken, saa maa tidsrummet have været ugunstigt.

Om næringernes tilstand i denne tid kan siges, at jordbruget synes at have været heldigere stillet i 1600-tallets anden halvdel end i den første. Vi hører nok om slemme misvekstaar, men ikke farlige rækker af uaar. Derimod var skogbruget i dette tidsrum langt mindre indbringende end tidligere. Skogene var stygt medfarne af rovhugst og vaadeild[34], og byborgerne beherskede trælasthandelen og tilslut ogsaa sagbrugsvirksomheden[35]. Derfor blev bøndernes part af trælasttrafikens udbytte nu betydelig mindre end før[36].

Farsotter synes – efter de oplysninger, vi har fra en af bygderne, Andebu – flere gange at have sat stygge knæk paa bygdefolkene. Det var nok kopper og »blodgang«, som herjede mest. I Andebu døde i 1651 1/9 af befolkningen. Folketallet skjød først op i 1680-aarene, men sank atter i det sidste tiaar. Alt i alt var opgangen meget liden.

Det er før omtalt, at skattetrykket var sterkt, og da bønderne, nu skogdriften kastede mindre af sig, havde langt værre for at skaffe kontanter, tog skattebyrderne rent modet fra dem. Tingbøgerne fortæller os, at fogderne omkring 1690 forgjæves bød frem ledige gaarder af grevegodset til tingalmuen. »Efter den slette tids tilstand« turde ingen fæste dem, skjønt fogderne fort væk slog af paa betingelserne. »Vi kan ikke skatverge den jord, vi har,« svarte bønderne.

Det daarlige udbytte af skogen og de tunge skattebyrder indeholder sikkert ogsaa forklaringen til den forskyvning, vi støder paa mellem de to grupper, bygdefolkets jordandel er delt i, selveiergods og bondegods. Det første er vokset, det sidste minket. Eiendommene er altsaa nu jevnere fordelt mellem bønderne indbyrdes – det er færre kakser. De ældre kaksers jordegods er udskiftet, og tiden har ikke været gunstig for nogen ny »kaksedannelse«.


De enkelte bygder i 1701.

Den forældede skibrede-inddeling, som kom saa rent paa tverke med prestegjældene, blev omkring 1680 ombyttet med den endnu gjældende herreds-inddeling[37].

I denne oversigt er gaardene beregnet efter den reviderte landskyld, de fik i matriklen af 1667[38]. Landskyldens totalsum er derfor vokset fra 1670 til 1778 skpd. tunge[39].

Ogsaa paa denne planche er bygderne ordnet efter den rang, bygdefolkets andel i jorden giver dem.

Sammenligner vi de enkelte bygders eiendomsforhold paa de to plancher, viser det sig, at udviklingen har været merkværdig éns hele distriktet over. Enkelte afvigelser kommer nok tilsyne; men i det store og hele har de temmelig voldsomme bevægelser paa jordegodsfeltet faaet om-trent samme udfald i alle bygder.

Saaledes har byborgerne erobret jord nogenlunde efter samme maalestok i samtlige bygdelag. Bare i Borre har de sat en rekord ved at hoppe op i 50 % (se herom nedenfor). Den gjenværende rest af kirkegods fordeler sig temmelig ligelig over hele grevskabet. Derimod er det paatageligt, at lensgreverne har lagt an paa gjennem sine indkjøb og mageskifter at faa hovedmassen af grevegodset i Sem og de nærmest liggende bygder; som en undtagelse viser Sande hele 10 % grevegods.

Bygdefolkenes stilling i 1701 byder heller ikke paa større overraskelser. Som i 1650 finder vi ogsaa nu de fattigste bygdefolk i Tønsbergs omegn: i Sem, Borre og Nøtterø. Derimod har Stokke arbeidet sig op. Det kommer af, at en god slump af adelsgodset kom over paa bønder. Fossnes hovedgaard med flere underbrug eies nu af bonden Hans Nilssøn (som af den grund, og fordi han er bleven gift med en datterdatter efter Preben von Ahnen, har lagt sig til navnet Wogn). Melsom gaard er kjøbt af skipper Peder Wolf, som bor der og driver som bonde. Lardal har maattet vige pladsen som nr. 1 for Hof og synes trykket ned af byborgere. Flere af de byborgere, som eier jord her, er dog egentlig lardøler; medlemmer af Skjærum-folket har nemlig taget borgerskab i Larvik eller Tønsberg for at drive som forretningsmænd. Moen skogdriftens tilbagegang i de sidste aartier maa dog utvilsomt have svækket Lardal endel, skjønt bygden endnu er baade velstaaende og har en hel samling kakser at opvise.

Det er forresten bare to bygder, som i 1701 skiller sig ud ved paafaldende høi bondegods-procent, d. v. s. har mange bondekakser. Disse to er Lardal og Sande. I alle de andre mere velstaaende bygder har de jevne selveiere bredt sig paa kaksernes bekostning.

Endelig et par ord om de uegentlige byborgere (slige som er regnet med i byborger-gruppen, skjønt de boede paa landet): storproprietærer, sogneprester o. lign.

Naar byborgergodset i Borre er naaet op i 50 %, kommer det af, at Falkensten med underliggende gods er gaaet over til en eier af denne klasse. Efter Ida Langes død fik hendes brorsøn Ove Lange gaarden og godset. Han beholdt det ogsaa saavidt til sin død 1698; men da blev jordegodset udlagt til én af hans mange kreditorer, assessor Reinholt Wordeman i Kjøbenhavn. Wordemans enke og søn boede i 1701 paa Falkensten.

Blandt distriktets prester træffer vi i dette tidsrum mange, som eier jordegods. Vi vil nævne Mads Engelstrup i Sande, Augustinus Ambrosiussøn Flor i Vaale, Mads Worm i Sem, Jens Pederssøn Skabo og Peder Jørgenssøn Christianstad i Andebu o. fl. Enkelte af dem havde betydelige jordlister.



Denne teksten er offentlig eiendom fordi forfatteren døde for over 70 år siden.
  1. ↑ Vestfold var indtil omkr. 1670 delt i Tønsberg len og Brunla len; i 1670-aarene omdannedes lenene til Jarlsberg grevskab og Larvik grevskab, som hver for sig ogsaa udgjorde et amt.
  2. ↑ Resten af formuen laa dengang væsentlig i besætninger og løsøre. Naar bygdefolkets andel i jorden her benyttes som gradmaaler for dets kapitalstyrke, maa det erindres, at i de uheldigst stillede bygder forrykkes forholdet: værdien af bøndernes besætninger og løsøre overstiger værdien af deres jord.
  3. ↑ Fr. Brandt, Forel. o. d. n. retshist. I, 300.
  4. ↑ Under reduktionen har jeg mest mulig rettet mig efter landskyldtaksten fra 1625. Men Vestfold havde sine afvigelser; saaledes blev her altid 3 pd. smør regnet jevngodt med 1 skpd. tunge; andetsteds regnet de gjerne 41⁄2 pd.
  5. ↑ Lidt er dog ogsaa for sikkerheds skyld tildelt disse grupper, da jeg stødte paa, i egne, hvor jeg var godt kjendt, at fogden ogsaa havde overset kirke- og krongods.
  6. ↑ Lensregnskaberne.
  7. ↑ Da mesteparten af disse lodder er ørsmaa, maa kronen have beslaglagt en hel del af dem som sagefald, bl. a. for skatterestanser.
  8. ↑ Sars, Udsigt III, 344.
  9. ↑ Se herom Yngvar Nielsen, Af Norges historie s. 64 fg.
  10. ↑ Disse to gaarder tilhører 1625 Rosenkrantz-familjen, som sikkert har arvet dem efter norske adels-ætter.
  11. ↑ Dr. O. A. Johnsen, De norske stænder, s. 42 fg. Sars, Udsigt III, 258.
  12. ↑ Byerne havde omkr. 300 aar tidligere gjennem en retterbot faaet privilegium paa trælasthandelen. Men de magtede ikke at opretholde særretten.
  13. ↑ Omkr. 1560 nævnes i toldregnskaber som udførselssteder paa Vestfold: Larvik, Sandefjord, Melsomvik, Nøtterø, Markebo, Stensbryggen, Frebergsvik, Snekkestad, Holmestrand, Sande – og naturligvis Drammen (Kobbervik, Tangen, Strømsø). Tønsberg synes at have staaet omtrent udenfor.
  14. ↑ S. H. Finne-Grønn: Falck’erne af Tønsberg og Risør (Personalhist. tidsskr. 4. række, IV bind).
  15. ↑ Se en udførlig omtale af Anders Madssøn i min bog om Andebu, s. 316–340.
  16. ↑ Historikerne kan altsaa blive slemt vildledet, hvis de bygger formeget paa oplysninger, som er fremdraget om en enkelt bygd.
  17. ↑ Naar ogsaa Sande skibrede, som dog laa ved kysten, holdt sig bra, tror jeg, forklaringen især maa søges i to ting: skibredet laa et stykke unna Tønsberg, og én (maaske flere) lavadelig familje gik her over i bondestanden (nemlig en gren af familjen Lystrup (Tordenstjerne) paa Gullaug i Lier. Se Danmarks adels aarb. for 1903, s. 280).
  18. ↑ Se særlig Sars, Udsigt III, 332 fg.
  19. ↑ Det er sandsynligt, at nogenlunde bestemte resultater med hensyn til bevægelserne i jordegodset i dette tidsrum kan naaes gjennem en kyndig systematisk udnyttelse af de rigtignok meget mangelfulde arkivkilder.
  20. ↑ Lorens Berg, Andebu, s. 23 fy. I Tønsberg lens regnskab 1629–30 fortæller fogden, at ikke orlogsmatroser kunde udskrives fra Sande skibrede, »efterdi pest regerer« der.
  21. ↑ Lorens Berg, Andebu, s. 68.
  22. ↑ Paa Vestfold kan ikke bøndernes andel i jordegodset have vokset i denne tid. Men tallet paa »selveierbønder« vokste nok, fordi gaardene blev sterkt udstykket. Sikre resultater for det hele land naar vi ikke, før landskylden bliver lagt til grund for beregningerne.
  23. ↑ Se Danmarks adels aarb. for 1903, s. 280.
  24. ↑ Som bekjendt træffer vi stadig hos bygdefolkene sagn om, hvorledes deres rigeste ætter har faaet sine midler. Svært ofte skal rigdommen skrive sig fra heldige jordfund, i sjøbygderne gjerne skatte efter sjørøvere. Lardølerne har ogsaa sit sagn om Skjærum-familjen. Det lyder saa: Paa Skjærums sæter laa en sommer en mer end vanlig vakker jente. Sønnen paa gaarden var blevet glad i jenten og traakked ofte sæterveien. En gang kom huldrefolket til jenten og vilde have hende til at gifte sig med én af sine. For at lokke hende lagde de frem i mængdevis med guld- og sølvstas og begyndte ogsaa at hænge den paa hende. Da smaldt et bøsseskud, og en kugle suste over sætertaget. Huldrefolket sank i jorden – men kostbarhederne blev liggende igjen. Kjæresten havde kommet i rette tid for at fri hende. Og nu havde jenten medgift nok, saa det gik let at faa forældrenes ja.
  25. ↑ Hovedbølet var skattefrit; de opregnede parter har de udenom dette.
  26. ↑ Se Danmarks adels aarbog for 1903 s. 280.
  27. ↑ De økonomiske forhold i dette skibrede, særlig i dets indre del, er udførlig skildret i min bog om Andebu i 1600-aarene.
  28. ↑ Paa Bytangen laa følgende gaarder: Nes, Raael, Husvik, Teigen, Husø og Gunnarsbø.
  29. ↑ St. Olavs-klostrets gamle hovedgaard Auli laa egentlig i Arendal skibrede, men er regnet med her, da den nu var slaaet sammen med Sem kongsgaard.
  30. ↑ Kirkeannekset Tjømø hørte til Brunla. Derimod var Veierland, som nu følger Stokke, dengang slaaet sammen med Nøtterø. – Omkr. 1660 blev Nøtterø atter for en tid lagt under lensmanden i Arendal skibrede. Senere blev det et tilhæng til Sem og fik da tingsted paa Gulli.
  31. ↑ E. Holm, Danm.-Norges indre hist. 1660–1720, s. 178 fg.
  32. ↑ Kronen havde en ren ubetydelighed igjen, konfiskeret fra en foged.
  33. ↑ Som bekjendt blev grevskabet oprettet for Griffenfeld 1673, efter at han et par aar før havde kjøbt Sem gaard og en del af provstigodset. Baade grevskabet og Sem sogn har navn efter ham, indtil hans gods blev konfiskeret ved hans fald 1676. Gustav Fredrik Wilhelm Wedel kjøbte saa grevegodset nogle aar senere.
  34. ↑ Det findes bygder i dette distrikt, hvorom matriklen af 1667 kan fortælle, at skogen paa anden- og tredjehver gaard af vaadeild var opbrændte. Det var utvilsomt braatebrændingen for at skaffe rugland, som var skyld i de fleste skogbrande.
  35. ↑ Reskr. af 6te sept. 1688 bestemmer, at kun et faatal af sagene skal faa gaa, og disse maa kun skjære et vist kvantum i aaret. Dermed var bøndernes gamle livlige sagbrugsdrift dødsdømt.
  36. ↑ Vi har ogsaa eksempler paa, at lensgrevernes privilegier strakte sig til skogdriften. Efter 1670 havde saaledes Gyldenløve forkjøbsret til alt tømmer i Laagen, helt opover Numedal. At han da fik et farligt herredømme over priserne, siger sig selv. (Se Indstilling fra skogkommissionen af 1849, s. 107).
  37. ↑ Jeg har paa planchen sat op ogsaa Skoger og Strømmen som egne bygder, skjønt de i 1701 endnu var annekser og havde lensmand sammen med Sande. Af Andebu er ikke den del af Kodal, som laa i Larvik grevskab, medtaget.
  38. ↑ Fosseskylden er ikke regnet med.
  39. ↑ Bytangen ved Tønsberg er nu taget med under Sem.
Hentet fra «https://no.wikisource.org/w/index.php?title=Om_Jordegodsets_Fordeling_i_Tønsberg_Len_(det_senere_Jarlsberg_Grevskab)_i_1650_og_1701&oldid=228396»