Aktmæssige Bidrag til den norske Kirkes Historie i det attende Aarhundrede/5

Legg til lenke
Fra Wikikilden
Blandede Notitser.

1. Som bekjendt, blev der i Aaret 1739 nedsat en kongelig Commission, bestaaende af det theologiske Facultet ved Kjøbenhavns Universitet, og desforuden af Hans Gram, J. Chr. Kall og Enevold Evald, der skulde foretage en Revision af Bibeloversættelsen (cfr. Helvegs Danske Kirkes Hist. eft. Reform. S. 99). Denne Commission henvendte sig ogsaa til flere af de mere anseete prester og andre Theologer i Danmark, tildeels ogsaa i Norge, med Anmodning om at disse skulde bistaa Medlemmerne med sine Bemærkninger angaaende Oversættelsen deels af det gamle, deels af det nye Testamente. Det kan have sin Interesse at kjende de Mænd her i Norge, hvem Commissionen viiste denne Tillid. De vare: Provst Johan Cold i Frederikshald, Sogneprest, Mag. David Schjøth i Froen, der for sin Part skulde have Høisangen, Esaias og Galaterbrevet, Stiftsprovst (siden Biskop) J. C. Spidberg i Christianssand, Stiftsprovst Jac. Thode i Throndhjem og Rector, Mag. Benjamin Dass sammesteds.

2. Den førstnævnte af disse norske Mænd, Joh. Cold, fortjener nærmere Omtale, Han var af en ældgammel norsk Familie, og født 1683 i Romedal, hvor Faderen havde været Prest. Kun 14 Aar gammel, blev han Student, dimitteret fra Christiania Skole. Ved Universitetet udmerkede han sig ved sin Færdighed i Datidens Disputeerkunst, var fortrinlig yndet af den lærde prof. Søren Lintrup og en af Hovedmændene i et theologisk Selskab, som denne havde oprettet. Ved Siden af Theologien dyrkede han ogsaa andre Studier og lagde sig efter de nyere Sprogs Literatur. Hans Bane vilde rimeligviis for stedse være bleven den academiske, hvis han ikke af Pietet mod sin Fader havde fulgt dennes Kald til at komme hjem for at blive hans Capellan (1706). Efter at have været i denne Stilling i nogle Aar og derpaa en Tidlang forrettet som Feltprest i Slesvig, blev han 1713 Sogneprest til Borge i Smaalenene; i den Stilling led han og Menigheden gjentagne Gange stor overlast ved Carl den tolvtes indfald[1]. 1721 blev han uden Ansøgning kaldet til Sogneprest i Frederikshald, hvis Borgerskab havde andraget hos Kongen om at faa ham til Sjelesørger. Her virkede han til 1748, da han tog sin Afsked, men han døde først 1762.

Johan Cold hører i mange Henseender til sin Tids merkeligste Prester i Norge, og han omtales derfor ofte af alle, som nævne ham, med særdeles Agtelse. Ikke alene var han meget nidkjær baade som Sogneprest og Provst[2], men han har ogsaa i sine Skrifter lagt for Dagen, at han besad en sjelden Lærdom og mangesidig Tænksomhed. Et af disse, der er betitlet Concilium Episcopi licitum, og indeholder en meget udførlig, lærd og interessant Behandling af det Spørgsmaal, om Geistligheden bør tage Deel i verdslige og politiske Sager, skal have havt ret merkelig Foranledning. Ved Regjeringsforandringen i Sverrig efter Carl den tolvtes Død skal det have været paatænkt at udelukke Geistligheden fra Rigsdagene, noget, som naturligviis vakte stort Misnøie blandt de svenske Prester. Adskillige svenske Geistlige i Grændsebygderne kom da i Frederikshald sammen med Provst Cold, hos hvem den Sag blev drøftet; Cold tog sig senere for at nedskrive sin Mening om den Ting, og blev derfor af de svenske prester anmodet om at udgive sin Afhandling i Trykken, da denne forsvarede Presternes Deeltagelse i politiske Sager. Bogen udkom da 1729, men mange opfattede den dog nærmest som en Apologi for Biskop Deichmanns mange verdslige Befatninger[3].

Efterat Cold paa sine gamle Dage havde taget Afsked, befattede han sig med at nedskrive sine Meninger om forskjellige Materier, deels theologiske, deels juridiske. En Samling af hans efterladte „Tanker“ blev 1767 udgivet i Christiania af Biskop, Dr. Nannestad, der ledsagede Bogen med en kort Biografi. I denne Bog forekommer flere charakteristiske Steder, f. Ex., hvor Forfatteren (S. 124) omtaler Nordmandens Kjærlighed til sin Hjemstavn („hvor den norske Sand først er kommen i Skoen, vil den gjerne blive“) og den norske Bondes lykkelige Stilling fremfor den danskes.

Som Sogneprest i Frederikshald havde Cold (1737) faaet en residerende Capellan Anders Agerbech, som skaffede ham adskilligt Bryderi. „En fornemme Kjøbmands Søn“. Erik Glørsen, fandt nemlig (1738) paa at antage den reformerte Kirkes Anskuelser om Nadveren, og da Cold nu negtede at tage ham til Alters, blandede Agerbech sig i Sagen og tog Parti med Glørsen. Herved foranledigedes „larmende Prædikener“, og de stridende Prester vexlede Breve om denne Sag, der i Afskrifter omspredtes rundt omkring i Byen og Stiftet. Kirkeinspectionscollegiet tog Parti med Cold V og lod Agerbech kalde ned til Kjøbenhavn. Her kom denne, der i sin Ungdom havde studeret Lægevidenskaben, gjennem Hofprest Bluhme til at blive Læge for Dronningens Søster, Grevinden af Ostfriesland[4], og for at blive skilt fra Provst Cold, udnævntes han kort efter til Prest paa Bornholm. Ogsaa her kom han i processer og Tvistigheder, hvorfor han tilsidst nedlagde sit Embede og blev practiserende Læge[5].

Af de Breve, som Cold sendte til Biskop Dorph under sin Strid med Glørsen og Agerbech, forekommer blandt andet nogle Ytringer om de religiøse Skrifter, som paa den Tid brugtes i Egnen. Han siger saaledes: „I min Tid ere alle fremvoxende Mennesker i denne Menighed tilholdte fra Skolen, at de bør kunne Rostocks enfoldige Spørgsmaal udenad; der finde de Forskjel mellem den legemlige, aandelige og sacramentale Æden og Drikken. Udi den Bog, Christendommens Kjerne kaldet, som her hos endeel er indført, finder de, hvad den sacramentale Brug er“[6].

3. Allerede ovenfor har leilighedsviis af og til forekommet et og andet Træk af Datidens Folkeliv, overtro o. s. v. Her skulle nogle dere hidhen hørende Notitser anføres.

I Januar 1752 indberettede Biskop Dorph til Kirkeinspectionscollegiet, at „36 Personer af begge Kjøn“, tildeels Soldater, af Spydeberg og Eidsberg, havde i et Bryllup paa Gaarden Blandholt i Askim begaaet den forargelige Gjerning, at de udi Drukkenskab haver tildrukket hverandre den Helligaands Skaal og derpaa sunget den Psalme: „Nu bede vi den Helligaand“. Biskopen udbeder sig Collegiets Betænkning om, „hvorledes disse Mennesker skal ansees, da Loven ingen Straf dicterer for saadan Gjerning“, og foreslaar selv, at de skulde udstaa Kirkens Disciplin og betale en Mulct til Fattigkassen. Collegiet fandt imidlertid, at det vilde vække formegen Opsigt, om alle disse Mennesker skulde staa offentlig Skrifte og antydede, at stedets Prest hellere i sin Prædiken burde foreholde Almuen det utilbørlige i saadant Væsen.

At vi her have for os en Levning fra de papistiske Tiders Gjestebudsskikke, er sikkert nok, ligesom det ogsaa er vist, at det længe efter Reformationen har været almindeligt at drikke Helgeners Skaal eller „Minne“ i Gjestebude[7]. Vi ville ved denne Leilighed ogsaa anføre et Sted af en gammel Bog, der nu er næsten saa sjelden, som et Haandskrift, nemlig prof. J. Bircherods Palæstra antiqvaria, Kbhvn. 1688. Det heder her S. 136–137: Non ita pridem rusticus quidam Norvagicus, qui in convivio Dei immortalis poculum biberat, causam suam ad supremum justitiæ tribunal detulít, et, quum crimen videretur simplici ignorantia & more majorum recepto commissum, sententia regia in bonorum, quibus nimis iniqve privatus fuerat, possessionem, restitutus est, ecclesiastica tamen disciplina approbata[8].

Som en Levning fra Papismen kan udentvivl ogsaa betragtes Vedligeholdelsen af de Kirker, hvortil ingen Menighed sognede, men hvor der alligevel )en enkelt Søndag eller anden Helligdag om Aaret blev holdt Gudstjeneste. Af saadanne Kirker har der i de første Aarhundreder efter Reformationen udentvivl været særdeles mange, saaledes blandt andet i Throndhjems Stift, hvor der i Reformatsen at 1589 tales om mange Kirker, hver der holdtes prædiken en eller to Gange, „og da gjorde Bønderne et almindeligt Gjestebud, saa at de med al Rette kunde kaldes Ølkirker“. Eftermanden bleve saadanne unødvendige Capeller dog paa de fleste Steder nedbrudte, men endnu i forrige Aarhundrede fandtes der endeel tilbage.

Den meest bekjendte var St. Thomæ Kirke paa Filefjeld[9], Annex til Vangs Kald i Valders. Den havde aldeles ingen Menighed, og der holdtes kun Tjeneste i den paa Mariæ Besøgelsesdag (2den Juli), men da stimlede der ogsaa sammen en Mængde Mennesker fra Valders, Gudbrandsdalen og Bergens Stift, og der var da livligt nok paa Fjeldet, thi Folket blev ofte i dere Dage samlet deroppe. Overtroen tillagde St. Thomæ Kirke en særegen Hellighed, hvorfor Folk, „som med en Svaghed vare beheftede“, skjænkede Gaver til Kirken for at blive helbredede. Denne havde derfor „ziirlige Ornamenter i Overflødighed og forgyldt sølvkalk og Disk samt Sølvæske, og et anseeligt Inventarium, blandt andet adskillige Creaturer, Kjør, Faar og Gjeder, som vare udsatte til aarlig Leie, Kirken til Interesse. I Taarnet hang to skjønne Klokker af særdeles skjøn Klang“. Desforuden havde Kirken en Capital af 600 Rdlr., „bare frivillig Gave“; af disse Penges Renter fik Presten, hver Gang han prædikede, 12 Rdlr., Klokkeren og Kirkeværgen hver 3 Rdlr. Imidlertid var denne Almuens Folkefest, thi som en saadan maa denne prædiken nærmest betegnes, ikke altid af den uskyldigste Art; „der blev begaaet adskillige Ugudeligheder med Kortspil, Drik, slagsmaal og utilbørligt Sammenleie“. I 1746 klagede derfor Biskop og Stiftamtmand herover og foreslog Kirken nedbrudt og Capitalen henlagt til Christiania Vaisenhuus. Dog, der blev endnu intet af, og først 1807 blev Kirken nedreven. Vore Efterretninger ere uddragne af Stiftsøvrighedens Klager til Collegiet.

Ogsaa ved endeel andre Kirker gik tildeels lignende optrin i Svang. Røldals Kirke omtales saaledes allerede i det syttende Aarhundrede (i J. L. Wolffs Norrigia illustrata) som Gjenstand for Overtro[10], og vedblev at være dette endnu i dette Aarhundrede.

Vattenaas Kirke i Sigdal kan ogsaa her nævnes, ligesom en nu nedlagt Kirke ved Skoug i Skipthveit, hvor der holdtes Prædiken hver tredie Juledag, Paaskedag og Pintsedag. Her var det (ifølge Klage fra Stiftsøvrigheden af 1747) fra gammel Tid Skik, „at Manden paa Gaarden paa disse Prædikendage bevertede Kirkefolket og holdt Spil og Dands for Ungdommen“.

4. Mellem Geistligheden og Militæretaten omtales idelig Trætter og Tvistigheder i forrige Aarhundrede, og ved dere Leiligheder forekomme Exempler paa de dengang i Regelen saare udarmede og raa Officerers Brutalitet imod Presterne. I Hole paa Ringerike blev saaledes i 1741 Presten, medens han stod paa Prædikestolen, insulteret af en Major. Især klages der dog allevegne over Officerers og Soldaters hyppige Leiermaal. I 1741 indkom til Collegiet en anonym Klage over den norske Geistlighed, som beskyldtes for Gjerrighed o. s. v. Istedetfor, hvad der havde været det ene rigtige, at henlægge et saadant Skrift, sendte Collegiet det om til samtlige Biskopers Erklæring. Biskop Hagerup i Throndhjem oplyste da, at Klagen var forfattet af en Officeer i Indhered, som var en af de Militære, „der ønskede, der ei var Prester i Landet“, og som ved denne Klage nærmest havde for Øie at komme en personlig Uven tillivs. En stadig Kilde til Tvist mellem prester og Officerer var Afgivelsen af Mandskaber til Skoleholdere, som de Militære ofte ikke vilde finde sig i.

5. En Lægmand som Prædikant 1761. Under 24de Januar 1761 indberetter Biskop Nannestad til Kirkeinspectionscollegiet, at Sognepresten til Vinger, Henning Fuglberg, har klaget til ham over „en ung Deserteur fra Marinererne i Sverrig, som der i Menigheden har indfundet sig og opholder sig i Leiren under Kongsvinger Fæstning og har af adskillige Folk, som bor i samme Leir, hvilken er som en liden By, samlet sig et Anhang, for hvilket han prædiker“. Presten havde da forgjæves foreholdt den svenske Mands Vert, at han ikke skulde taale ham i sit Huus, og derpaa henvendt sig til Øvrigheden. Denne havde intet villet foretage sig i Sagen, „da den kongl. Forordning af 13de Januar 1741 vel forbyder saadant, men ingen Straf dicterer“. Collegiet svarer, at det ikke kan betvivle, at jo Stiftamtmanden vil yde sin Bistand til at faa dette Uvæsen hemmet. Vi have meddeelt denne Ubetydelighed af den Grund, at den saagodtsom er enestaaende i sit Slags. De Prædikanter, som ellers omtales, ere næsten altid studerede Folk; mellem Gjendøbernes Høvdinger i Drammen ere vel nogle Lægmænd, men Bevægelsens Ophavsmand, Bølle, var examineret Theolog[11]. I Mandal fremtraadte (1740) nogle danske Haandværkssvende som Prædikanter, og lik en af Presterne paa sin Side, men hos Almuen vandt de ingen Indgang.

6. Om de 1770 afskaffede Helligdage. Herom forekomme nogle Oplysninger i Kirkeinspectionscollegiets Copiebog, hvoraf man navnlig kan erfare de enkelte Medlemmers Anskuelse om den Sag. Alle fire dengang fungerende Medlemmer (Geheimeraad Otto Thott, Biskop Ludvig Harboe, Hofprædikant Qvist og Etatsraad Jessen) vare enige i, at Helligdagenes Antal burde indskrænkes „efter andre protestantiske Landes Exempel og i Betragtning af, at deslige Dage anvendtes mere til Lediggang og andre deraf dydende Laster end til sand Gudsdyrkelse“. Men med Hensyn til Antallet af de Dage, som skulde ophøre at være Helligdage, var der Meningsforskjel. Thotts og Harboes Mening var den, som blev taget tilfølge; de stemte for at sløife tredie Dag af de store Høitider, Helligtrekongersdag, Kyndelsmisse, Mariæ Besøgelsesdag, St. Hansdag og Mikkelsdag, samt at henlægge Mariæ Bebudelsesdag og Allehelgensdags Texter til de paafølgende søndage. Jessen gik derimod videre. Han paastod, at „Luther havde ønsket, at der ingen Fest skulde være uden Søndagen“, og at „den Augsburgske Confession regnede Helligdage til de saakaldte Middelting“. Han vilde derfor have afskaffet ogsaa anden Dag af de tre store Høitider og tillige Fasteprækenerne. Harboe forsvarede imidlertid anden Høitidsdag, men kun af den Grund, „at mange, især Tjenestefolk, ikke kunde komme i Kirke første Dag“. Hofprædikant uvist indgav et dissenterende Votum, som imidlertid er bortkommet fra Geheimearchivet. Afskaffelsen af Festdagene skal have vakt adskillig Røre i Norge, navnlig i Bergens Stift; en Prest der, som ovenfor leilighedsviis er nævnt, Thomas Georg Krog, udgav en Bog derom til Almuens Beroligelse.

7. Som bekjendt skjænkede en from dansk Borgermand, Kjøbmand Laurids Stistrup i Hobro, ved Testamente af 1749 en Capital til Biblers, senere ogsaa en Sum til Andagtsbøgers indkjøb og Uddeling saavel i Danmark som i Norge. Som man af et Brev fra denne Mand (i Kirkeinspectionscollegiets Archiv) erfarer, skal Stistrups Bestemmelse om ogsaa at lade Andagtsbøger uddele være foranlediget netop ved hans Omsorg for Norge. Han skriver nemlig (31te Marts 1759) til Jessen, at han af en norsk prestesøn fra Skienskanten har faaet at høre, at især de norske soldater vare overordentlig uvidende i sin Christendom, og at de tidt unddroge sig fra Confirmationsforberedelsen lige til sit 30te Aar[12]. Stistrup fattede derfor den Plan, at skjænke til enhver Kirke i Danmark og Norge et Exemplar af Brochmanns Postille m. m., for at i Tilfælde af Messefald Degnen eller Skoleholderen kunde forelæse en prædiken for Almuen.

Denne Sag blev samme Aar (1759) forelagt Biskoperne i Norge til Erklæring, og Aaret efter (1760) gik Uddelingen for sig. Tidemand i Bergen fandt Foranstaltningen mindre nødvendig i sit Stift, hvor han roser Oplysningen og den aandelige Tilstand temmelig stærkt. „Der fattes ikke Indretninger til privat opbyggelse ved Postillelæsning, Catechisation, sang og Bøn af hver Skoleholder i sit District paa de Søn- og Helligdage, hvor ved den næstliggende Kirke indtræffer Messefald. Der er og Forraad af opbyggelige Bøger, Postiller og nye Testamenter, og, om disse fattes paa en eller anden Gaard, er gjerne ved presternes omsorg den Indretning foranstaltet, at Skoleholderne samle de omliggende Gaardes Folk, som, efter at slig opbyggelse er fuldført, gaa hver til sit, uden nogenslags Uorden eller Forargelse, som kunde lettelig existere, naar uden prestens Direction en heel Almue skulde samles til en Kirke“[13]. – Biskop Spidberg i Christianssand taler i en anden Tone. Han glæder sig „over, at Gud har opvakt en saadan Mand iblandt os, som Stistrup; hans Gave er den allernyttigste Gave, der nogen Tid til vore Kirker er givet, der mærkelig vil befordre Guds Ære og Manges Opbyggelse, Trøst og Salighed, og jeg er forvisset, om at Bønderne med Flid skal forsamle sig, hvortil og min Visitatstale skal ydermere søge at opvække og antænde deres Andagt“. – Biskopen i Akershuus Stift, F. Nannestad, som, skjønt haa sin Maade en meget nidkjær Mand, overhoved var en standhaftig Modstander af alt nyt[14], var ogsaa her, ligesom Tidemand, misfornøiet. Endnu i 1772 synes det, som om han ei engang havde fundet det Umagen værd at lade de for hans Stift bestemte Exemplarer afhente og uddele.

8. Den nysnævnte Dr. J. C. Spidberg i Christianssand var en i alle Henseender hæderlig Mand, tildeels ogsaa merkelig for sin Lærdom. Han havde samlet sig et Bibliothek af 6000 Bind, som ganske ødelagdes ved Ildebranden i Christianssand 1734, fordi han, som Statholder Rantzau skriver til Hans Gram, ansaa det for sin Pligt at gaa omkring i Byen for at trøste og opmuntre sine Sognefolk og derfor ikke bekymrede sig om sit eget Huus. Det var hans grundige naturvidenskabelige Indsigter, som skattede ham den meget sjeldne Udmærkelse at optages som Medlem af det kjøbenhavnske Videnskabsselskab, men hans Interesse i denne Retning greb aldrig forstyrrende ind i hans geistlige Virksomhed, i hvilken han lagde for Dagen en stor Nidkjærhed I en Alder af 75 Aar blev han endelig (hvad han forlængst burde have været) Biskop i Christianssand, og skjønt han da var saa svag, at han ikke kunde reise til Kjøbenhavn for at ordineres, men maatte modtage Indvielsen i Christiania – den eneste lutherske Bispevielse i Norge før 1817 –, vise dog hans Skrivelser, at han udfoldede en større Virksomhed i de tre Leveaar, som endnu forundtes ham, end mangen yngre Mand.

I 1760 bragte han saaledes Omgangsskolevæsenet paa Landet i sit Stift i god Stand og fik mange Menigheder til ogsaa at sætte sit Fattigvæsen paa en ordentlig Fod, „saa ethvert Prestegjeld herefter selv skulde forsørge sine Fattige, at de ei skulle behøve at indtrænge sig i fremmede Sogne“. En væsentlig Hjelp heri havde han af den nidkjære Amtmand i Stavanger Amt, Kammerherre Tillisch. Denne Mand var besjælet af en blandt Embedsmænd i hans Stilling ganske særegen Interesse for den religiøse Oplysnings Udbredelse, ja han androg endog om, at der skulde udgaa Befaling til Presterne, at de ikke skulde antage nogen til Confirmation, som ei var forsynet med Nytestamente og Pontoppidans Forklaring. Dette Amtmandens Forslag blev imidlertid ikke bifaldt af Collegiet.

9. Fra 1773 har man et Circulære til de fire norske Bisper, hvori det heder, at Skolevæsenet i Norge „fast overalt var forfaldent“. Vi omtale denne Skrivelse paa Grund af den characteristiske Ytring af Collegiet, „at der muligens kunde gjøres Udvei til en liden Summa af omtrent 100 (sic) Rdlr. aarlig for ethvert Stift til de norske Skolemesteres Understøttelse (!), saasom Skolemesterne, helst de omgaaende have enten ringe eller en aldeles utilstrækkelig Løn“.

  1. ↑ Norske Samlinger, 8vo, I, S. 395 fgg.
  2. ↑ Som Provst i Borgesyssel fik han oprettet en endnu bestaaende geistlig Enkekasse, der, saavidt vides, er den ældste i Norge.
  3. ↑ Zwergii sjellandske Cleresi, S. 747–48 samt N. M. Pettersen, Bidrag til den Danske Lit. Hist. IV. S. 167–168. Af norske Geistlige i senere Tid nævner Cold Biskop H. Rosing, „uden hvis Raad statholder Gyldenlöve neppe i Regjeringen eller imod Fienden foretog noget vigtigt“, samt Mag. Kjeld Stub.
  4. ↑ Riegels, smaa hist. Skrifter 3, S. 293. Her kaldes Agerbech „et overspændt tænkende Hoved, der gjerne talede i en höitravende Stiil, og var skikket til at spille en Jacob Böhmes Rolle“.
  5. ↑ See Literaturlexicon.
  6. ↑ Denne Sag er fremstillet efter E. Pontoppidans haandskrevne Udkast til en Fortsættelse af hans Annales.
    Ogsaa de övrige af de nævnte norske Medarbeidere i Bibeloversættelsen vare distingverede Mænd for sin Tid. Om Mag. David Schjöth har jeg meddelt Oplysninger ved en tidligere Leilighed. (Illustr. Nyhedsbl. f. 1858, „Efterretn. om Christiania Cathedralskole“.) Om Thode henvises til Erlandsen, Thjems Stifts Geistlighed S. 44; om Mag. Benjamin Dass, en af de lærdeste Nordmænd, vi kjende, findes Efterretninger i min T.hjems Stifts geistl. Hist. S. 154–156 og S. 176 samt i H. H. Müllers Bidrag til T.hjems Skoles Historie og paa mangfoldige Steder i Suhms Skrifter. Om Spidberg skal et og andet meddeles nedenfor.
  7. ↑ Saadant forekommer f. Ex. i Biskop Arrebos Proces; s. min T.hjems Stifts geistl. Hist. S. 77.
  8. ↑ Denne Bog indeholder ogsaa andre ret interessante Oplysninger om norske Forhold, tildeels meddeelte af norske Studenter, t. Ex. (S. 176–78) forskjellige norske Juleskikke og dermed forbunden Overtro.
  9. ↑ Det er ret interessant, at der i den katholske Tid ogsaa oppe paa Dovrefjeld var bygget en saadan Kirke, nemlig ved Hjerdkind.
  10. ↑ Om denne Kirke her Biskop N. Glostrup i Oslo noteret i sin utrykte visitatsbog i Aaret 1622: „Presten i Vinje (i Thelemarken berettede mig, et der drives et stort Afguderi i Röldal med et Crucifix, som Almuen söger, naar dennem nogen Sygdom paakommer“.
  11. ↑ Efter forlængst at have erkjendt sin Vildfarelse indgav denne Mand, om hvem Forövrigt findes Oplysninger i mit Skoleprogram fra Drammen for 1860, Ansögning til Collegiet om at blive anbefalet til Prest, men fik naturligviis et afslaaende Svar.
  12. ↑ At dette virkelig var en Sandhed, kan ogsaa sees af Stampes Erklæringer 4de Bind, S. 431.
  13. ↑ Med Tidemands lysende Skildring af Oplysningen og den store Udbredelse af Böger i Bergens Stift fortjener dog at sammenlignes den modsatte Dom herom, som udtales af den bekjendte Hædersmand S. K. Aarflot fra Söndmöre, og som læses i hans af mig (Breve til R. Nyerup, S. 100 fgg.) i sin Tid meddeelte Autobiographi.
  14. ↑ Se min Skildring af ham, T.hjems Stifts geistl. Hist. S. 167–74.
Hentet fra «https://no.wikisource.org/w/index.php?title=Aktmæssige_Bidrag_til_den_norske_Kirkes_Historie_i_det_attende_Aarhundrede/5&oldid=212575»