Aktmæssige Bidrag til den norske Kirkes Historie i det attende Aarhundrede/4

Ludvig Daae

Aktmæssige Bidrag til den norske Kirkes Historie i det attende Aarhundrede

P. T. Mallings Forlagsboghandel, 1864 (s. 40-78).

Kirkelige Forhold i Bergens By og Stift. Dr. Erik Pontoppidans Virksomhed i Norge.

Ligesom for de fleste af vore Landsdeles Vedkommende, saaledes er det ogsaa, hvad Bergens Stift angaar, saare vanskeligt at danne sig et klart Billede af de kirkelige Forholds sande Beskaffenhed i den Periode, som ligger mellem Reformationens og Pietismens Tidsaldre. Vistnok hører man af og til Tale om en og anden nidkjær og oplyst Mands Virksomhed (som Mag. Geble Pederssøn, Mag. Ludvig Munthe, Christen Jenssøn i Askevold, Mag. Nils Randulf o. s. v.), men for det meste angaa dog de Efterretninger, som ere naaede ned til os, kun Klagemaal over Misligheder og Forbrydelser, medens det, som skulde skildre os den normale Tilstand, enten slet ikke omtales eller kun løselig berøres.

Desto interessantere bliver det derfor at støde paa en Række af Aktstykker fra Midten af det attende Aarhundrede, ved hvis Hjelp vi ere istand til at danne os en paalidelig Forestilling om Presteskabet i et heelt Stift og om Oplysningens Standpunkt i hver enkelt af dette Stifts Menigheder. Og disse Aktstykkers Værd bliver saa meget større, naar hertil ogsaa kommer, at deres Forfatter er en af den dansk-norske Kirkes betydningsfuldeste Størrelser, Dr. Erik Pontoppidan, af hvis Liv hidtil just den Deel deraf, som han tilbragte som Biskop i Norge, og som naturligviis for os er den interessanteste, har været meest dunkel og ubelyst. Vi skulle derfor levere et Uddrag af hans Visitats-Relationer, saasnart vi først, ligeledes ved Hjelp af hidtil ubenyttede Documenter, have forsagt at give nogle Efterretninger om Tilstanden i Bergen i den nærmeste Tid før Pontoppidans Ankomst til sit Stift.

I 1732 var Oluf Bornemann (en Kjøbenhavner af den bekjendte Familie af dette Navn, som i Christian den fjerdes Tid indkom fra Tydskland, og af hvilken mange Medlemmer opnaaede store Embeder i Danmark, især ved Universitetet, ligesom Bartholinerne, Wormerne og Bircheroderne), fra Lector theologiæ i Bergen bleven Biskop sammesteds. Han synes efter mange Vidnesbyrd at dømme at have været en ubetydelig Person, som visselig alene ved Familieforbindelser har opnaaet en saa betydelig Post, men forøvrigt tillige at have været en godmodig og brav Mand i sit private Liv^[1]. Allerede siden 1722 beklædtes Bergens Stiftsprovstembede af Peter Mathias Tanch, ligeledes en Kjøbenhavner, hvem Svigerfaderen Biskop B. Deichmann i Christiania havde skaffet denne indbringende Stilling. Denne Mand var visselig en endnu mindre fremragende Mand end Bornemann, men havde alligevel ved svigerfaderens Indflydelse af Frederik den fjerde faaet Løfte om Throndhjems Bispestol, naar Dr. P. Krog maatte afgaa; dette Løfte blev imidlertid ikke ænset af Christian den sjette, hos hvem nemlig Deichmann strax faldt i høieste Unaade.

Allerede under Bornemanns Formænd synes adskillige Misbrug at have gaaet i svang i Bergens Stift, og under denne Biskop blev ikke Tilstanden forbedret. Herpaa var man da ogsaa opmærksom paa høiere Steden Kongen skrev saaledes i 1737 til sin Fortrolige, Hofprest Bluhme: „At det i Bergen er slet bestilt, saavel hvad det Geistlige som det verdslige betræffer, er destoværre altforvel bekjendt. Biskopen der er det ikke meget ved, hvilket vi med stor Sorg beklage“^[2]. Da Kirkeinspectionscollegiet blev oprettet, paadrog Bornemann sig ogsaa fra dettes Side adskillige Ubehageligheder; han taler saaledes om den „méfiance og Miskredit“, man viste ham og om de Beskyldninger for at være „opiniatre og selvraadig“, der vare ham gjorte.

Christian den sjette, hvem Besættelsen af geistlige Embeder stedse laa paa Hjerte som en saare vigtig Sag, udnævnte i 1737 efter Biskop Herslebs Anbefaling^[3] en Capellan fra Agershuus Stift, Nils Rømer, til det residerende Capellani ved Bergens Nykirke og Aaret efter en Capellan fra Moss, Jens Rennord, til resid. Capellan ved Korskirken. Begge disse Mænd vare meget nidkjære, som strax begyndte at virke i sine Menigheder paa en ganske anden Maade, end den, man hidtil var vant til i Bergen^[4]. Til dem sluttede sig snart ogsaa en af Byens tydske Prester Joachim Ludolf Bünemann samt Conrector og Hospitalsprest Mathias Albert Haberdorf, en dansk Mand. Denne sidste virkede imidlertid ikke til det gode og maa efter alle Kjendemærker have været en af de uforligeligste, egensindigste og uelskværdigste Preser, man kan tænke sig. Vi skulle siden see, at han i Begyndelsen vandt Pontoppidans Yndest, men at denne siden i de stærkeste Udtryk beklagede sig over ham.

I de nærmest følgende Aar forekommer i Collegiets Protokoller en Mængde lidet opbyggelige Stridigheder mellem det bergenske Cleresi. Biskopen beklager sig (1738) over Haberdorf og vil have ham removeret. – Bünemann, Haberdorf og Rennord beklage sig (1740) over Stiftsprovst Tanch, som skulde have udskjeldt dem fra Prædikestolen; ved samme Leilighed omtale de, at de i Rennords Huus holde Forsamlinger, og at der i Bergen findes nogle „Personer fra Herrnhut“, hvis Lære de imidlertid ansee for reen og rettroende, saa at de ei kunde afholde Andre fra Omgang med disse; Bünemann havde i nogle Aar ladet Dispositioner til sine Prædikener forud trykke og uddele til sine Tilhørere, hvorover en Collega har taget Anstød og paastaaet, at Intet maatte trykkes uden Censur. – Samme Aar klager Biskopen, over at Stiftsprovst Tanch imod hans Forbud lod et udueligt Fruentimmer undervise Confirmanderne. – I 1741 møder man Klage fra Bispen over Rennord, som beskyldes for at holde Forsamlinger til langt ud paa Natten, „hvor der intet gjøres uden at læse Breve fra Herrnhut“, at han nøder og hverver Folk til Forsamlinger, forskriver Lærere og Læremødre fra Herrnhut og overlader dem at fore Sjelene, anretter Alt med Ældste og Ældstinder, fører Bøger ind af samme Indhold“ o. s. v. – Samme Aar klager paa sin Side igjen Rennord over Biskop Bornemann, som nylig i en Ordinationstale havde brugt „anstedelige haarde Expressioner om Enthusiaster, Kvækere, Separatister, Fanatikere o. s. v., hvilket den største Deel af Folket havde alluderet paa ham, Rennord“. – I 1742 klager Haberdorf, som nu var bleven residerende Capellan til Domkirken, samt Lyder Fasting, ligeledes Capellan sammesteds, over Stiftsprovst Tanch, „hvis forargelige Opførsel de ei kunne udholde“. – I 1744 klage atter de samme Personer over Tanch. „Denne havde den 6te April ladet sig tegne til at gaa til Skrifte og Alters. Den Tid syntes Capellanerne bekvemmest til at handle med ham om hans Sjels Tilstand; de gik derfor begge til hans Huus, og efter fire Ganges haanlige Afviisning fik de ham omsider i Tale. Hvad de pro officio have talt med ham som et membrum ecclesiæ, og hvorledes deres Formaninger ere blevne antagne, bør og vil de ikke bekjendtgjøre, men da Provsten imod Lovens Bydende ikke har været til Alt-mers fra 21de Decbr 1742 og indtil nu April 1744, uden ringeste foregivne Skrupel, vare Capellanerne nødte til at bekjendtgjøre for ham, at de ikke turde understaa sig at dispensere i Kongens Lov eller handle derimod, men maatte erklære, at han med sine Børn indtil videre maatte entholde sig fra Sacramentet, hvilket de have meddeelt ham skriftlig“. – Den 27de Octbr. 1745 lod Haberdorf sig i den Grad henrive af sine Lidenskaber, at han under Gudstjenesten „knyttede sin Næve og udskjældte med forargelige Ord Stiftsprovst Tanch for en Nar, og prostituerede og irriterede Provsten i den Grad, just som han skulde træde frem for at døbe et Barn, at en anden Prest i dennes Sted maatte udføre Forretningen, hvorimod Haberdorf selv umiddelbart efter denne Opførsel til største Forargelse for Menigheden gik for Alteret og forrettede Communion“. Ogsaa Bergens Stiftamtmand, Kaas, der stod paa en spændt Fod med Biskop Bornemann, blandede sig (1738) i disse stridigheder til Rennords og Haberdorfs Fordeel, idet han i en Skrivelse til Kirkeinspectionscollegiet kaldte dem Faar, som mishandledes af Ulve. Kaas’s Eftermand, den duelige og lærde Christian v. Møinichen^[5], som i Frederik den fjerdes Tid havde været Cancellipræsident, men i 1730 som Dronning Anna Sophias Ven var falden i Unaade hos den unge Konge, søgte derimod at forsone de stridende Parter og forebyggede ved sin Indflydelse, at Tanch krævede Haberdorf til Regnskab ved Domstolene for hans brutale Fremfærd.

Imidlertid foregik adskillige Personalforandringer i den bergenske Clerus. Rømer var død allerede 1742, Rennord var 1740 bleven Sogneprest til Korskirken i Bergen, den i disse Meddelelsers andet Afsnit omtalte Ole Tidemand var 1743 kommen fra Laurvigkanten til Bergen, hvor han først var Capellan til Nykirken. I Aaret 1747 døde endelig først Stiftsprovst Tanch (i April) og dernæst Biskop Bornemann (i Juni). Stiftsprovstiet tilfaldt Tidemand, Bispestolen besattes med Erik Pontoppidan, og da Nykirkens Kald samtidig blev ledigt, blev – Haberdorf, uagtet man godt kjendte hans uværdige Opførsel, udnævnt til Sogneprest for denne store Menighed, ja kort efter endog hædret med Titel af Consistorialraad. Da Pontoppidan først det følgende Aar kunde komme til Norge, blev Tidemand, der for faa Aar siden endnu havde været personel Capellan, nu en Tid ogsaa constitueret Biskop.

Erik Pontoppidan havde dengang han 1747 kaldtes til Bergens Bispestol, siden Aaret 1735 været Hofprest og i de senere Aar tillige extraordinær Professor ved Universitetet. Hos Christian den sjette havde han staaet i stor Yndest, men med denne Konges Død indtraadte ved Hoffet en kjendelig Reaction i religiøs Henseende, og det er nok muligt, at Ludvig Helveg har Ret, naar han antager, at Pontoppidans Befordring til Biskop nærmest er at betragte som en Fjernelse^[6]. Men i ethvert Fald var det for Norge et stort Held, at denne udmærkede Mand i sex Aar (1748–1754) kom til at virke i Landet. Thi han udfoldede i disse Aar en Virksomhed, saa rastløs og derhos saa alsidig, som visselig faa eller ingen af vore øvrige Biskoper før eller senere, saavel Presteskabet som Almuen stræbte han at løfte et Trin høiere op med Hensyn til christendom og Oplysning, og hertil kom ogsaa, at han mere, end de fleste af hans Samtids Geistlige tillige besad et aabent Blik for Norges Natur og Folkeliv, ja tildeels ogsaa for dets Historie Allerede Aaret efter sin Ankomst til Stiftet udgav han et lidet „Glossarium“ over det norske Bygdemaal, og i Aarene 1752–1754 udkom hans „Norges naturlige Historie“ i to Kvartbind, et Arbeide, som vidner baade om sand Kjærlighed til vort Land og om en alvorlig Stræben efter at lære det at kjende. Af Pontoppidans theologiske Skrifter er der ogsaa et, som særlig vedkommer hans Virksomhed i Norge, nemlig hans „Opvækkelige Hyrdebreve, aarlig fremsendte til Presteskabet i Bergens Stift“, Bergen 1753, en Bog, som indeholder mange oplysende Ting, og hvori man blandt Andet vil finde (S. 118 fgg.) en visselig træffende Skildring af Menighedernes Tilstand i det mørke Tidsrum efter Reformationen.

Da Pontoppidan var kommen til Bergen, hvilket rimeligviis maa være skeet i Begyndelsen af Juni 1748, fandt han, som han selv siger i en Indberetning „mange Forvirrelser, hvoraf han dæmpede nogle, men det vilde ikke lykkes med alle, allermindst med dem, som skulde være Hjordens Forbilleder i Fredsommelighed“. Især fandt han, at en stor Deel af Stiftsstadens Geistlighed var misfornøiet med Ole Tidemand, der som Stiftsprovst og constitueret Biskop havde lagt for Dagen „Ambition, Herredømmes Affectation og Umildhed imod sine Medbrødre“. Imidlertid begav Pontoppidan sig allerede en Maaneds Tid efter sin Ankom-st paa Visitats, og vi skulle nu hore, hvorledes han forefandt Menighedernes Tilstand at være.

Haus Prestegjeld. Sogneprest var A. v. W. Sylow, som tilforn havde været Missionær i Grønland, „en gudeligsindet, tro og flittig Christi Tjener“. – „Hans Prædikemaade er ikke meget ordentlig, dog aandelig, enfoldig og bekvem nok til en Menigheds Opbyggelse“. Capellan var Japhet Hegelund, over hvis Letsindighed der førtes Klager; Bispen vilde gjerne have ham til at tage Bolig paa et andet Sted i Menigheden (formodentlig i et af Annexerne). Degnen var en gammel Student, Nils Bast, som havde studeret i Halle, men var drikfældig. Menigheden havde 600 Familiefædre, men kun 2 Skoleholdere; 2 til kunde tiltrænges. „Endskjønt de fleste Børn, saavelsom de Gamle, ikke kunde ret læse indenad, har de dog meest af Hørelsen lært Luthers Catechismi Ord og dertil en Forklaring eller rettere en Formørkelse, gjort ei længesiden af G. Geelmuyden, Consistorialraad og nu Sogneprest til Ous; samme er trykt her i Bergen under det Navn: Christendommens Prøve med Lovens Skræk ved Evangelii Trøst o. s. v.^[7]. Hvad denne Opposition mod Lovens Skræk vil sige, og hvilken anden Lærebog dermed menes, oplyser fremdeles det Riim, som staar allersidst og lyder saaledes:

Lad Fornuft og Kjødet drømme,
Som af Loven kun kan dømme.
De maa agte Philosophi,
Jeg holder min Theologi.

Til de sidste Ord har Autor ei glemt at allegere patres & theologos modernos her og der i Bogen“. Ministerialbog fandtes, men Sjeleregister og Copibog ikke.

Voss Præstegjæld. Kaldes det bedste og største Kald i Stiftet og talte 800 Huusfædre. Sogneprest var Johan Christopher Haar, 46 Aar gl., tilforn Skibsprest paa en Ostindiefarer, dernæst Sogneprest til Finaas og endelig her, „Prækede temmelig grundig, dog for den Menighed altfor udstuderet og kunstig, hvilket jeg siden ved eenlig samtale foreholdt ham, og han tilstod ikke at være bekvem til Opbyggelse. Han er non indoctus, bene moratus & in secularibus versatissimus, saa og munter i at holde over god Orden, men efter Rygtet noget legalis og streng i udvortes Ting. Har et temmelig godt Bibliothek“. Den resid. Capellan hed Blytt, var over 30 Aar gammel; „han saavelsom Sognepresten catechiserede maadelig“. Degnen, Horsenius, en gammel Student, „catechiserede nok saa vel som Presterne“. – „Saasom omgaaende Skolemestere ere tre nylig antagne, men den fjerde udkræves endnu. Da Almuen i Voss, som er baade det frugtbareste og deiligste District, af nogle kaldet det norske Italien, bor temmelig nær tilsammen, saa agter Sognepresten af egne Midler at stifte en bestandig Skole ved Hovedvirken, i hvilket gode Forsæt jeg bestyrkede ham. Ellers ere Vosserne fra Arilds Tid fremfor andre Bønder temmelig boglærde eller anførte til Læsning, hvilket jeg og mærkede ved den offentlige Examen, da Gamle saavelsom Unge gjorde temmelig Rede for Lutheri Catechismus med Rostocks Forklaring. Om ingen af Kirketjenerne hørtes noget offentligt Klagemaal, men vel af Nogle et Knur, fordi Presten lod Kirkedøren lukke ved Gudstjenesten, indtil velsignelsen var læst, dog saa at en Dør i Choret stod aaben for de gamle og svage. Jeg bad ham være forsigtig deri, særdeles de en vis Officeer af Landmilitsen havde stødt sig derover“. Det saakaldte „Hjaasvæv“ (Nattefrieriet) „har vundet saa mange hundrede Aars Hævd og mere end Borgerskab blandt Almuen“. Ved Visitatsen var der Tale, om Døvstumme skulde tages til Alters; Sognepresten sagde, at Negtelse heraf vilde fremkalde Røre blandt Almuen.

Hammer. Dette Kald, som talte 800 Familier var henlagt til Rectoratet i Bergen, og Rector ned 500 Rdlrs. Afgift deraf. Sognepresten Jens Bruun var altsaa kun en resid. Capellan eller Vicepastor. „Han har smaa Kundskaber, dog lod han sig sige og begjærede gode Bøger, gav ogsaa Tegn til nogen Opmuntring og Bevægelse ved det, jeg talede“. Capellanen Benjamin Olrik^[8], lever ikkun af Accidenser. „Med begges Lærdom og Levnet var Almuen tilfreds, hvilket endelig er sædvanligt, uden Ondskaben gaar meget vidt“. „Degnen, Ludvig de Fine, 28 Aar, er en Krøbling og dertil saa vankundig, at han knap kan læse indenad i Bog. Formanden har givet ham dette Embede som en Almisse, fordi han er af god Familie. Men da saa stort et Prestegjeld, særdeles for Cateehisationens Skyld, behøver en ganske anden Mand, saa har jeg sat ham Aar og Dag, inden hvilken Termin han lovede at habilitere sig til Embedet. Skoleforordningen er aldeles ikke sat i nogen Execution. Over Lutheri Ord vidste vel Nogle Rostocks Forklaring, dog som det syntes, meest efter Hørelsen, og førend der læres med Færdighed at læse indenad i Bog, kan intet synderligt ventes. Presterne klagede meest over de Gamles Udgang ved Catechismi Øvelse og over Drukkenskab, særdeles ved Anledning af de Krohuse, som ligge Kirken nær“.

Lindaas. Havde 600 Familier. „Længe for jeg kom herhid, havde Rygtet sagt mig altfor meget om Sogneprestens extreme Liderlighed og store Forargelse, hvorover jeg Dagen i Forveien talede venlig og alvorlig med ham, ligesom nogle Uger forhen var skeet i mit eget Huus, men fandt ham begge Gange meget ubodfærdig og langtfra at ville vedgaa sin Synd. Hans Navn er Torjus (Thorgils) Grøgaard, 50 Aar gl., skjønt han vil passere for henved 60 Aar, paa det han maatte regnes inter emeritos, da han dog aldrig har været andet end immeritus, siden han (1739) kom her, thi hans Drukkenskab og anden Ondskab ytrede sig strax, og Opbyggelse har han formodentlig aldrig skaffet, men Forargelse fremfor mange andre onde Prester, at jeg ei skal tale om den Forsømmelse, Formørkelse og Vankundighed, som hersker der paa Stedet og kjendelig saaes in examine. Om Morgenen før Gudstjenesten lod jeg Medhjælperne, saavel af Annexerne som af Hovedsognet, kalde til mig i Eenrum, 12 Mand i Tallet, og spurgte dem, hvad Vidnesbyrd de i Dag agtede at aflægge offentlig om deres Sogneprest. De svarede alle, „at de efter deres Samvittighed ikke kunde vidne Andet, end det som ondt og skammeligt var“. Almuen havde klaget til den forrige Biskop og til Stiftsprovst Tanch over ham, og han var da bleven holdt fra Prækestolen og havde maattet antage pers. Capellan. Han kom ofte drukken i Kirken, „græd af Bitterhed“, naar han manglede Brændeviin. „Ti Potter fransk Brændeviin var hans ugentlige Portion“; hans Hustru var ligesaa drikfældig, som han selv. Naar han var misfornøiet med Offeret, spyttede han paa Alteret. Ungdommen var meget lidet oplyst; Skolelærere manglede. Capellanerne, Egelsdorf og Sundby, omtales ret vel. Sognepresten blev suspenderet. Pontoppidan bemærker til Slutning: „Her havde Provst Tanch visiteret for fem Aar siden og erklæret: Omnia ex voto inveni“.

Evindvik. Sogneprest Th. Sommer, „en ærlig Mand uden synderlig Kundskab“. Capellanen, Lyder Joh. Schmidt, „tegner til meget godt, har gode Studia“. Klokker er Christopher Parelius. „Sognefolkene synes begjærlige efter ordets Hørelse“. Skoleforordningen var paa en Maade sat igjennem. „Dersom de Unge vide kun lidet, da vide de Gamle endnu mindre, og man maa visselig forestille sig i de fleste Menigheder saare slet Oplysning, skjønt Bønderne her synes at have hurtigere ingenia og derhos mere Tid og Frihed fra Trældoms Arbeid end i Danmark, saa de, positis mediis pædagogicis kunde bringes langt videre. Den Catechismi Forklaring, som her bruges, er næst Rostocks en anden, som Provst Arentz i Søndfjord for nogle Aar siden har ladet trykke. Min Formand har fundet for godt ved et eget Rescript at dispensere paa nogen Maade presterne fra den paabudne almindelige Catechismi Brug“.

Manger. 500 Huusfædre. Sognepresten Vilhelm Frimann „er en Christi Tjener af det ægte Slags“. Catechisationen meget tilfredsstillende. Degnen, Lars, var gammel, men god og skikkelig. Tre omgaaende Skoleholdere.

Fane. Var henlagt til Lectors Embede i Bergen^[9]. Vicepastor var Peter Brandahl, hvem Pontoppidan foreslaar befordret til et bedre Kald paa Grund af hans „gode Indsigt og store Troskab“. Degnen var „ubekvem“.

Nykirken i Bergen. Sognepresten M. A. Haberdorf „prædiker ikke ilde, skjønt noget uforstaaelig ved en Feil i hans Udtale“. Flittig og arbeidsom med Prædiken og Huusbesøgelse, men derhos noget hastig og uforsigtig. Imidlertid lader han sig sige, og jeg haaber, at hans Tjeneste skal herefter blive mere og mere frugtbar^[10]. Capellanerne (Steuner og Fasting), Klokkeren (Norenberg, tillige Tredielectiehører ved Latinskolen) samt Catecheterne (Sunde og Kolderup) nævnes uden nogen Bedømmelse. „Af publike Skoler er det ikke den ringeste, som holdes af en Lous. Blandt dette Sogns Indbyggere ere nogle kjendelig exemplariske og christelig sindede, som dog deels forarges, deels høre ilde for Andres Hykleri“. Der nævnes en forhenværende Separatist Otto Humble, som „nu bruger Naadens Midler“.

Askøen. Kirken (opført 1741) „er den eneste Landsbykirke i Stiftet, som hører Kongen til. Presten, der tillige er Capellan ved Domkirken, er Christen Selmer. Der klages over en vis characteriset Mands^[11] bestandige Forsømmelse af at søge Guds Huus, hvor han aldrig sees tiere, end naar han gaar tilalters“.

Sund. Sognekaldet ledigt. Resid. Capellan Jacob Jersin Nygaard. Klokkeren var hengiven til Drukkenskab. „Skoleholdere findes endnu slet ingen, thi indtil denne Dag har mange, endogsaa gode Prester ikke kunnet trænge igjennem alle de Objectioner, som af Almuen og meest de formuende Bønder gjøre mod den kongl. allernaadigste Fordrings Execution, hvorfor ogsaa Embedet gjøres Presten desto tungere ved privat Underviisning til Confirmation. Forældrene paastaa, at ligesom de selv uden Skolegang ere underviste af deres Forældre, saa skulle og nu deres Børn nøies med det samme. Dog sagde Presten mig, at Hovedhindringen var Mangel paa Subjecta, som vil informere hele Sommeren igjennem for 11 à 12 Rdlr., da en Karl mangengang kan fortjene saa meget i een Maaned paa Fiskerierne. Udi den bergenske Skole, Christi Krybbe, maa jeg derfor endelig søge at faa indrettet af Byens eller andre fattige Børn et Seminarium catecheticum for unge omgaaende Skolemesteres Præparation og lokke dem med Løfte om Prioritet til Degnekald“. Der klages over en Mand, som i fem Aar ikke har gaaet til Alters, da han ei har villet staa aabenbar Skrifte, hvortil Provsteret og Consistorium havde dømt ham.

Korskirken. Jens Rennord, Sogneprest. „Uden at præjudicere Byens øvrige Prester agter jeg ham at være den alleropbyggeligste og retsindigste Christi Tjener her paa Stedet, hvis Omgjængelse saavelsom hans Ord har vundet mange Sjele, skjønt den store Hob ikke er vel tilfreds med ham, hvilket pro statu ecclesiæ præsenti hører endogsaa til bene esse. De Misfornøiede har tilforn søgt et Paaskud deri, at de meente, han var saakaldte Herrnhuter eller mähriske Brødre altfor meget affectioneret. Dog staar han ikke i deres egentlige Broderskabs Baand, og jeg finder paa nærværende Tid intet secterisk Væsen hos ham. Et Par Bedetimer, som han ugentlig holder i sit Huus, ere ordentlige, opbyggelige og uden Anstøds Anledning. Den resid. Capellan Thumboe holder særdeles broderligt Venskab med Sognepresten og efterligner hans Maade at prædike“.

Domkirken. Ole Tidemand, Sogneprest, Stiftsprovst og Provst i Nordhordlen, 38 Aar gl. „En velbegavet Mand, saa og af gode principiis theologicis, hvorfor han hidtil har skaffet opbyggelse i Guds Menighed, men da hans choleriske Temperement tilligemed hastige Promotion til Øvrigheds Embede har exponeret ham for nogle Qvereller med til andre Prester her i Byen, saa kunde han lettelig tabe sin Frugt og gjøre sit Pund unyttigt ved Stridagtighed, hvorfor jeg til min egen Fortræd har dæmpet hans Processer, da jeg saa, at deraf vilde komme største Forargelse“. Den ene Capellan, Lyder Fasting, er „ustraffelig i Levnet og duelig i Lærdom“. Den anden, Chr. Selmer, er nævnt under Askøen. – „Den afdøde Stiftsprovst Tanch har i sin Tid omni studio kjendelig befordret og forsvaret mere Mørkheds end Lysets Rige. Dog maatte han til sin store Fortræd taale, at Jens Rennord, som Capellan her, ved Lærdom, Levnet og taalmodig Lidelse gjorde Guds Riges Sag nogenlunde bekjendt i denne, som nu i Korskirkens Menighed“.

Tydske Kirke. To Prester, som Stæderne Lübeck, Hamburg og Bremen efter sine Privilegier vare berettigede til at kalde, og som havde hver sin Deel af Handelsstuerne. Fortiden hed presterne Fr. Spiessmacher og Joh. Aug. Büttner; den sidste var nylig ordineret af Pontoppidan. Den første „prædikede efter Leipziger-Methoden ordentlig nok, men ikke til nogen mærkelig Opbyggelse og har ikke synderlig Yndest af Menigheden, da han har gjort sig altfor familiær med dem i Samkvem“. Den anden var „lærvillig og moderat i sine principiis“. Ungdommen, der bestod af 100 eller flere contoirske Kjøbmandsdrenge, „havde mestendeels lært sin Christendomskundskab i Tydskland, hvorfra de idelig forsskrives, og svarede temmelig vel til alle Spørgsmaal“.

Denne Deel af sit Stift fik Pontoppidan visiteret i det første Aar (1748). Men foruden disse Efterretninger om hans Visitatser, der ere uddragne af hans officielle Rapporter til Kirkeinspectionscollegiet, har Meddeleren ogsaa stødt paa et indholdsrigt Privatbrev af Pontoppidan fra hiin Tid til en Ven, Nils Brorson, Sogneprest til Nicolai Kirke i Kjøbenhavn, som visselig her fortjener at indtages^[12].

Bergen, 30te Septbr. 1748.

Salve frater in Christo perdilecte!

Det Venskab og Naboskab, hvilket vi nogle Aar have levet tilsammen, kunde nok allerede have udhævet at lade Dem vide min Ankomst og nærværende Omstændigheder her paa Stedet, i hvilke jeg veed, Deres altid befindende Troskab og Kjærlighed lader Dem tage Deel. Men som jeg vidste, at mine sædvanlige Correspondenter og D. Velærv. gode Venner, den kjære Hr. Bluhme og Hr. Reuss, nok berettede det, saa har jeg ei hidtil skrevet derom aparte, siden jeg desforuden in purgando Augiae Stabulo finder for mig labores vere Herculeos og altsaa Skriveri nok, skjønt meest af det Ubehagelige og Aandens Embede egentlig uvedkommende Slags, hvilket maa gjøre en Biskop til et Amphibium og underligt Dyr, da han saa meget distraheres fra sit rette Element, Guds Ord, i hvilket hans Hjerte idelig skulde leve og svæve for at have Kraft nok til at vække andre Døde og styre de Ting, som ville døe. Jeg veed, kjære Broder er Jesu Riges store Elsker og vores meddeelagtige i striden for det samme; af den Aarsag ønskede jeg helst at kunne glæde ham med gode Aviser i den Materie, og jeg maa ei heller negte, at jo ø den gode Gud bar sin Gjerning i velsignelse hos mange Israeliter paa dette folkerige Sted. Christi Evangeliums gode Lugt er her fra nogle Aar af udbredet og bar vederkvæget mange Hjerter formedelst adskillige og ikke aldeles enige Redskabers Tjeneste. Men just desto større er Faren og Forargelsen, naar de, der forkynde andre Fredens Vei, selv ikke vandre derpaa, og de, der med Munden udøse Christi Blod paa alle Kirkevægge, øse ingen sand Kraft deraf, mens snarere contrarium i Stolthed og Stivhed, ja et ret ubøieligt Sind. Her er desværre opvoxet en bitter Rod, ved hvilken mange besmittes. Saadan en er i Sandhed og efter min bedste Overbeviisning stiftsprovsten Hr. Ole Tidemand, en Mand, som jeg ved min Ankomst ret æstimerede for sine gode Gavers Skyld til at tale Guds Ord, men siden har befundet en farlig Mand. Dette skrives fornemmelig af den Aarsag, at jeg veed, han (i Anledning af Deres gode Søns Venskab) staar i Correspondence med Dem og uden Tvivl refererer sin Sag efter Sædvane, det er med dristig Digt og Usandhed, thi det vover han beviislig i Nærværelsen og under Øine, hvormeget mere langt borte til et skjul for sin jordiske Overdommer. Det, som efter andres skjønsomhed kjendelig har fordærvet denne Mands mores, er honores. Siden en hastig Opløftelse fra Capellan til Domprovst har han tabt meget af den Credit, han før stod udi, særdeles siden dette kom til, at han i Vacansen forrettede mine vices episcopales og da kjendelig misbrugte sin Hyrdestav, ei alene til at herske, men ogsaa efter Mons. Kellinghusens Jubelvers til at tærske dermed paa dem af sine Medbrødre, som han ikke var god. Allerede tilforn gjorde han noget deslige, indirecte & immediate ved Ordres, udvirkede efter eget Behag hos min frygtagtige Formand til aabenbar præjudicium for Retten, og naar den fornærmede kom til Biskop Bornemann med Klagemaal over hans Haands Misbrug, sagde han med bævende Rest: Jeg veed det vel, men hvad skal jeg gjøre? Manden har mægtige Venner nede i Kjøbenhavn. De, som nu havde sukket under et fremmed Aag, begyndte ved min Ankomst at opløfte Hovederne og bede om Beskjærmelse, saa at de ikke længere turde trues med Afsættelse uden Retten, ja skjældes for Knægte, Canaille, og Mads Rods (sic). Han negtede alting, men jeg har selv befundet ham dristig i at negte det, jeg veed at være sandt, ja i at paadigte mig selv Usandhed. Altsaa var det høi Tid at hjelpe fortrængte, dog har jeg ikke villet tilstede forargelig Proces, af hvilke 2 bleve dræbte i Fødselen, men den 3die nu gaar frem. Imidlertid har jeg ikke glemt at sige ham Sandheden og minde ham om Christi Lignelse om den Tjener, som giver sig til at slæbe sine Medtjenere. Disse Advarsler ansaa hans meget stolte Sind som lutter Injurier, og fattes intet andet til at anlægge Proces mod mig, efter sine mange Trudsler, end et forum competens in loco. Denne er sagens sande Beskaffenhed, som jeg communicerer til Advarsel mod andre avises. Hr. Jens Rennord er en god og ustraffelig Bekjender. Jeg haaber, hans Herrnhutisme gaar ei videre, end taaleligt er. Paa min første Visitatsreise har jeg ogsaa blandt andre Stiftets prester fundet nogle sande Christi Tjenere, men ogsaa nogle elendige pecora campi. Hvor gaar det hos Dem selv? Jeg hører, at Comoedianternes Tal forøges. Med Deres gode Broder i Aalborg talede jeg til opbyggelse og Glæde paa min Reise. Min kjære Kone, som lader dem og Deres venligen hilse, er, Gud skee Lov, i disse Dage forløst med en Søn. Herren skaffe os mange aandelige Børn. I mine kjære Colleger, Hviid, Bildsøe og andre gode Venner, beder jeg formelde min kjerlige Hilsen og er altid totus tuus

E. Pontoppidan.

Under 24de Decbr. 1748 indgav Pontoppidan en Beretning om stiftets Tilstand, forsaavidt han ved den ovenomtalte Visitats havde lært den at kjende. I det hele er hans Dom i denne embedsmæssige Udtalelse streng, ligesom vi have seet, at den var i hans Brev til Brorson. „Status eeclesiæ i Bergens Stift er meget brøstfældig, og behøves nogle Aars Tid, før den kan komme i nogenledes lovmæssig Skik, Orden og Uniformitet med andre Provindser i D. K. Maj.s Riger og Lande, hvor saavel gamle som nyere allern. kongl. Forordninger ere satte i langt bedre Execution end her, da det synes at være kommen an paa Enhvers eget Godtbefindende at gjøre eller lade saa eller anderledes. Provsternes aarlige visitatser ere mestendeels i mange Aar efterladte, saa det ansees for noget nyt og uhørligt at urgere dem. Degne, som her kaldes Klokkere, fattes ganske paa nogle Steder, hvor Presten ved forefalden Vacanse har under Haanden faaet Forlov at tilegne sig Indkomsterne og lade Tjenesten forsyne ved en Bonde, som kan begynde sangen og sige Amen, men ikke antage sig Ungdommens Underviisning, hvorfor denne Praxis som lovstridig og egenmægtig bør afskaffes“. Derhos omtaler Biskopen, at der paa flere Steder, siden Forordningen af 1742 om de residerende Capellaner var udgaaet, fandt stridigheder Sted mellem disse Capellaner og Sognepresterne. Pontoppidan ansaa det uhensigtsmæssigt, at begge prester havde Bolig i hinandens umiddelbare Nærhed, og foreslaar derfor, at de burde boe i forskjellige Sogne. De private Kirkeeiere voldte ogsaa Geistligheden adskillig Uleiligheder, idet det ofte var vanskeligt at faa dem til at opfylde sine Forpligtelser, og Uenighed ofte opstod, om hvorvidt disse strakte sig. Sluttelig klages over, at Bispearchivet ikke var i Orden ved Pontoppidans Ankomst, og at flere Archivalier manglede, som i Følge en i Biskop Müllers Tid optagen Fortegnelse skulde findes ved Archivet.

Efterat Pontoppidan i Juni 1749 havde gjort en Reise til Christiania for at gjøre Frederik den femte sin Opvartning ved Kongens Besøg i Norge i dette Aar, fortsatte han sine Visitationer i Stiftet, og om disse skal nu gives Underretning.

Lærdal. Sognepresten Hans Carsten Atke er født i Danmark. „Skal være temmelig nidkjær i at afskaffe grov Uorden og Forargelse, men meget videre gaar det vel ikke. Hans Prædiken var confus og ubekvem til Opbyggelse. Det, som skal antænde klar og kraftig Kundskabs Lys i den enfoldige Almues Hjerte, er en skriftmæssig og catechetisk Underviisning og ikke de sædvanlige Kunst-Prædikener. Klokkeren, Herman Vendelbo, er ubekvem, men han har en flink Søn, som skal succedere. To Skolemestere haves. Lærdals Folk har fordum havt største Ryggesløsheds Ord og Rygte paa sig. Fordum skar og stak de hinanden med Knive; nu siger man de bruge Processer i Knivenes Sted, men beholde det samme Sindelav med forandrede Handelav“. Der førtes Klage over et Fruentimmer af „Fjeld-Fanterne“, som oftere var besvangret og aldrig gik til Guds Bord. Ingen vidste om hun var døbt. Med Hensyn til det Spørgsmaal, om man under saadanne Omstændigheder turde vove at døbe hende, mener Pontoppidan: Non iteratur, qvod factum esse ignoratur.

Lyster. Sognepresten Jens Borchsenius, dansk af Fødsel, 43 Aar gl., ansat her 1745 efter at have været 10 Aar Capellan i Gudbrandsdalen. „Han er en retsindig Jesu Christi Tjener, men hans slette Røst fornyede hos mig det Ønske, at om ikke Alt, saa dog det meste af den saakaldte Messe ergang ved Kirkelovens Forbedring maatte blive omskiftet med opbyggeligere Forelæsning af et eller flere bibelske Capitler, som rimede sig mere med den fornuftigere Gudstjeneste“. Klokkeren var en Student. I Annexerne fandtes ingen Skoleholdere „formedelst Almuens Gjenstridighed“. Luthers Cateohismus og Rostocks Forklaring vare brugelige.

Justedalen. Presten med Medhjelpere og nogle af Almuen mødte ved Lyster, „da ingen Visitator nogen Tid pleier at komme opi bemeldte lille Sogn, bestaaende alene af 28 Gaardmænd og nogle Huusmænd, og presternes Vilkaar gemeenlig ere saa slette, at man med dobbelt Undseelse maatte være dem til Besvær med sine Folk og sig selv“. Presten Mathias Foss, dansk Mand, ansaaes af Pontoppidan for at være en Stymper^[13]. „I sin extreme Armod har han en arrig og avindsyg Hustru, hvis Underlighed jeg formanede ham til at bære taalmodig“. Kaldet indbringer 60–70 Rdlr. i det høieste. Ungdommen var ret flink i at læse indenad og udenad, hvori Fjeldbønderne gemeenlig overgaar de andre; thi, da de boe meget vidtløftigt, saacholde de mere privat Læsning i deres Huse. og kunde bringe det vidt, om de havde lutter gode Bøger at læse. Kirken eies at tre Bønder og er forfalden“. Sluttelig omtaler Pontoppidan ogsaa Fortællingen om „Rypen“ i Justedalen.

Hafslo. Sognepresten Christopher Ludvigssøn Munthe „var ikke ulærd, dog mere in historicis & cumriosis end i Theologien“. Underhaanden sagdes, at han var henfalden til Drik. „Imidlertid har han som Selveier af sine Kirker og Huusbond for Bønderne afskaffet en og anden Uorden med Vaagestuer, Julestuer, Kortspil, Fjøsegang o. desl.“ Ungdommen ikke synderlig oplyst; hvert Sogn havde faaet een Skoleholder.

Sogndal. Sogneprest Gert Heiberg, før Huuscapellan i Christianssands Stift. „Ham blev anbefalet Steinmetz’s Theologia pastoralis practica, næst Bibelen en Bog instar omnium, hvilken jeg ønskede at maatte findes i enhver Prests Haand, men den er hos de allerfleste ubekjendt. Den Bog burde oversættes og Presterne imponeres at kjøbe den“. Skolevæsenet i daarlig Forfatning; „den gjenstridige Almue i denne Egn holder sig til den Undskyldning, at saalænge Provsten, Anders Daae, i Vik ikke har gjort Begyndelsen, vil ingen af dem være den første“. Bispen klager over „den forargelige Fjøsgang og de tvende Kjøns confuse Sammenleie“ samt over Fanter og Mangelen paa en Ordning af Fattigvæsenet, saaledes som det er ordnet i Christiania Stift. Den fordums Kjøbstad Kopanger, „som i fordums Tid skal have været meget besøgt af Englændere og Skotter“, omtales.

Ulland. Sogneprest Peter Lund, en dansk Mand, som omtales saare fordeelagtig. Han levede under smaa økonomiske Vilkaar, da han maatte svare 100 Rdlr. aarlig som Pension til sin afsatte Formand Svend Scheen, „som fører Processer og betaler Slagsmaals-Bøder“. Der klages over Fanterne, „som faa Almisse hellere end Sognets egne fattige Folk, da de kunne fortælle Bønderne nye Tidender i en Egn, hvor Aviser^[14] ere rare“. – „Presten havde nogle Tanker om Fjøsgangen, som jeg vel ikke i Alting kan bifalde, men vil dog kortelig melde det, som han vidtløftig har refereret mig med Mund og Pen, nemlig, at Bondeungdommen utriusque sexus besmitter sit Hjerte med en stærk Imagination af commercio carnali cum ipsis daemonibus, hvilket de kalde deres Elsk og holde dem for at være Underjords-Folk, som de ved visse afgudiske Ceremonier lokke til sig paa Fjøsene, og deraf blive omsider halv forrykte, hvorpaa han i sin Tid skal have havt nogle Exempler“.

Leganger. Sogneprest Iver Leganger, 70 Aar. Hans Capellan (og Svigersøn) Gerh. Geelmuyden havde styret Kaldet i 16 Aar. Oplysningen god, men Almuen var uvillig til at lønne en Skolemester.

Vik. Sognepresten, Anders Daae, tillige Provst i Sogns Provsti, er en Mand af 70 Aar, dog stærk og rørig samt attentus ad rem domesticam, da han har sanket sig meget Jordegods og ansees for den rigeste Prest her i Stiftet. Om han har været saa flittig i Herrens Huus veed jeg ei, og jeg frygter, at han fattes endogsaa Kundskab om Herrens Vilje, hvorfor jeg data occasione søgte at tale med ham om en geistlig Mands dobbelte Fare in studio ditescendi. Han beraabte sig paa sin retfærdige Omgang og deslige. Hans Søn Jonas Daae, 32 Aar, som er Pastor adjunctus cum spe succedendi, forrettede Prædiken og havde vel besværlig Udtale, men sagde dog det, som kunde være til Opbyggelse. Klokkeren David Fr. Orning, 53 Aar gl., er af en ældgammel adelig Familie, hvis lustre hertillands fordum har været meget stor. Han er den bedste Klokker og Catechet, som jeg endnu har fundet af det Slags og roses for stor Retsindighed i sin Omgang“. – Uagtet Provst A. Daae paa egen Bekostning har bygget Skolehuus og givet 600 Rdlr. til Kost for fattige Børn^[15], vilde Almuen Intet give til en Skolemesters Løn, og Bønderne sagde som sædvanlig, at de selv vilde lære sine Børn. Biskopen lod dem derfor irettesætte og anmodede Fogden, Ananias Harberg, om at foretage Udpantning. Provsten var her selv Eier af alle Kaldets Kirker. „Da der i Vik er ligesom en liden Flekke af 100 Huse, men ringe Næring, saa samles der en Hob Betlere og blandt dem Tyve, som til Baads streife hele Sognefjorden igjennem og søge deres Næring meget uordentligen“^[16].

Strandebarm. „Sognepresten, Eiler Holck Marcker, 32 Aar gl., forhen Capellan paa Bornholm, har ret god naturlig Forstand, men er meget uvidende og præker meget slet, Han maa betale 80 Rdlr. om Aaret til Presten i Avaldsnes“^[17]. Klokkeren var for et Aar siden ansat af Biskopen, efterat der i 40 Aar ingen havde været; Presterne havde trukket Lønnen. Skolevæsenet var ikke kommen istand. Prestens Bibliothek bestod af et Par Concordantser, hvorfor Bøger anbefaledes ham. – „En Bonde, Lars Nedrevaage, 50 Aar gammel, ædruelig, flittig og exemplarisk i sin Levemaade, er i sine Religions principiis deels en Naturalist, deels en Jøde, deels en fanaticus, deels en scepticus, hvorfor han i mange Aar har afholdt sig fra Alterens Sacramente og kommer sjelden i Kirke. Jeg talte med ham; han lod det gamle Testamente staa ved sit Værd, men Evangeliet om Christo var ham en Daarlighed, dog ventede han Messiæ Tilkommelse og havde aandelige Indgivelser derom. Bibelen blev ikke troet af dem, som bekjendte sig til den, det saa han nok paa deres Levnet, og hvad der tørst havde givet ham Anledning til Tvivlsmaal, var den Forargelse, han fra sin Ungdom havde taget af de Christne, baade Læge og Lærde. Vi skiltes ad med Vemodighed“. – Pontoppidan omtaler ogsaa med nogle Ord Sagnet om den oversneede Bygd.

Kvindherred. Sognepresten var den 81aarige Jubellærer Wilhelm Frimann, som havde været der paa Stedet i 52 Aar „og i sin Velmagt har været mere en Statist end Prest“. Capellanen, Jacob Vendelbo, omtales fordeelagtig. Stedets Kirkepatron, den titulære Biskop B. Londemand de Rosencrone, lovede at sætte Skolevæsenet i Stand. I Kirken hvile Baronerne Rosenkrands af Rosendal.

Skaanevik. Presten Arnt Bøckmann, før Capellan i Christiania Stift, „prædikede urimelig Galimathias“, og Pontoppidan fandt det dobbelt ilde, at en saadan Mand var antaget i dette Kald, hvor Formanden Johannes Veile, nu Prest i Kongsted i Sjelland, „havde i nogle og tredive Aar endog forsætlig hindret Skolevæsenets og Christendommens Opkomst“. En Capellan, som var her siden Veiles Tid, omtales fordeelagtig. Klokkeren, en gammel Mand paa 72 Aar, havde faaet Bestillingen som Almisse; „da han skulde catechisere, hedte det, at Gud Fader, Søn og Helligaand vare alle fødte af Evighed“. Skolemester mangler, men en ung Dreng skulde oplæres i Bergen i Pontoppidans Seminarium, som nu talte 10 Alumner. Bønderne vare villigere her end andensteds til at lønne en Skoleholder. „Presten beklagede sig over Kvindekjønnets onde Sædvane, at de tie stille og ikke synge med Mændene, hvilket paa de fleste Steder har været saaledes hidtil, da det Fruentimmer, som vil synge med, ansees for hoffærdigere end de øvrige“.

Etne. Presten Jochum Althand „præker Moral og ikke Christendom“. Han har ikke Raad til at holde Capellan; hans Søn, som er Klokker, „bander undertiden, naar han er indifferent“. To Skolemestre havdes, og Ungdommen kunde læse nogenledes indenad og udenad noget af Luthers Catechismus og Rostocks Forklaring. Tilhørerne, af hvilke flere vare fra Ryfylke, viste sig begjerlige og bevægelige ved ordets Hørelse.

Fjelberg. Presten Morten Ruus prækede saa godt, „at hans Prædiken var knapt at forbedre“. Han havde et lidet udvalgt theologiskt Bibliothek, „som tjener til Prøve paa hans gode Smag i Guds Ord“. Skolevæsenet var kommet i Gang, men atter standset paa Grund af Bøndernes Vrangvillighed.

Finnaas. Sogneprest var Nils Hertzberg, 56 Aar gammel; han var kommen hid fra Viborg i Jylland ved et Mageskifte. „Kirken er bygget i det ellevte Seculum (!) af Olaf Tryggvasøn. Der tales om nogle miraculeuse Fodspor af et Menneskes Hænder og Fødder i en Steen paa Kirkegaardsmuren, men dette er Munkenes Digt. Presten er fattig og forgjeldet; hans Søn Peder er Klokker. Presten prædiker ret godt, men Ungdommen er ikke oplyst. Udi Finnaas Prestegjeld er det bedste Bibliothek her i Stiftet, dog ikke den fattige Prests, men en gammel og from Studioso, Mag. Treschow tilhørende som der har tinget sig i Kost og siges at ville legere disse Bøger, som koste ham 5000 Rdlr. til et publikt Sted, hvilket jeg ønskede maatte blive Bergens Skole“.

Stordøen. Kaldet havde 340 Huusfædre. Presten var Vilh. Sohmidt, en af de forrige bergenske Bispers Søn. Han var 45 Aar gammel; havde været her i 7 Aar og tilforn været Capellan i Kvindherred. Prækede „grundig og opbyggelig“. Klokker var en Student Hans Paust. Kirkesangen var god, men der fandtes ingen Skoleholdere, „da Almuen havde revoceret sit Løfte“. „De tre Artikler af den allernaadigst anbefalede Forklaring vare Ungdommen vel bekjendte. Presten fortalte, at iblandt adskillige, som havde forsøgt at undflye denne Bogs Læsning, endogsaa med Penges Tilbud, den Dispensation har indbragt en vis Prest gode Penge – fandtes en forlovet Pige, som sagde, at hun i 10 Aar ikke kunde lære den Bog. Presten svarede, at hendes Trolovelse fik da ogsaa staa hen i 10 Aar. Da hun hørte dette og fandt ingen Udflugt, lærte hun Bogen i 8 Uger. Nær ved Stordøens Kirke har Kong Harald Haarfagre ante tempora Christianismi havt sin Bolig, da han fordrev alle Nessekonger af Norge. Presten bor ei paa Prestegaarden. Vel er det et commodum for de norske Prester, at de ikke som i Danmark kjøbe og eie deres Gaarde, men som det heder omnis commeditas sua fert incommoda secum, saa har man og af bemeldte Frihed den skadelige Virkning, at de fleste Prestegaarde holdes i slet Stand og Hævd for Efterkommerne“.

Tysnes. Sogneprest Edvard Christie, 48 Aar gammel; havde været her i 10 Aar og tilforn i 10 Aar været Capellan i Vang i Valders. „Catechiserer ret godt, men prædiker maadeligt og har en ubehagelig, skrigende Udtale. Klokkeren, Knud Amundsen, hjælper Presten meget trolig at catechisere, hvortil han har herlige Gaver. Imidlertid lider denne arme Mand stor Molest af sin Formand, som er removeret, fordi hans Stifdatter havde anklaget ham, som den, der havde krænket hende, hvorpaa min Formand afsatte ham, men Dommeren frikjendte ham for Beskyldningen, saa at han endnu besidder Degneboligen og ikke vil vige den, skjønt han er et bekjendt Skarn, og efter hver Mands Mening ikke uskyldig i den ham tillagte Blodskam“. Ungdommens Kundskab roses af Biskopen i stærke Udtryk.

Ous. Sognepresten G. Geelmuyden, Consistorialraad, er storsindet og ilde tilfreds med Menigheden, ligesom den med ham. Mellem ham og den resid. Capellan Hans Alstrup hersker idelig Uenighed om „mit og dit“. En tredie Prest, F. Calundan, havde Sognepresten antaget som pers. Capellan, men var bleven kjed af ham og vilde ikke have mere med ham at bestille, hvorfor Svogeren, Stiftsprovst Tidemand, maatte underholde ham.

Hermed sluttede Visitatsen for dette Aar, men i 1750 forsattes den i andre Dele af Stiftet, hvorom nu skal fortælles.

Sellø. Sogneprest Peder Harboe Frimann, 38 Aar gammel, forhen Capellan i Agershuus Stift og Feltprest, men født her i Prestegjeldet. „Han viser berømmelig Flid i sit Embede og prædiker godt, men lidt frygtsomt“.

Herø. „Et godt Kald, men skal efter Sandsagn fra utænkelige Tider af have havt det vanheld at tage i Opbyggelses Sted Forargelse al sine prester, som Mand efter Mand skulle have været meget hengivne til Drukkenskab. Den nuværerde Prest, Stevelin Reutz, 46 Aar gammel, berettes troværdigt at træde i sine Formænds Fodspor og altsaa holde den gamle Forargelse vedlige. Prædikede nogenledes, men vilde ikke for Hæshed catechisere. Capellanen, Tuchsen, tegner til stor Flid og Nidkjærhed. Drukkenskaben er saa udbredt i Egnen, at mange salva venia vomerede i Kirken, og da Capellanen en Søndag lod Kirkedøren lukke og foretog sig en Randsagelse, befandt han af det ganske Mandkjøn kun to, som vare ædrue“.

Hareid og Ulfsteen. „Presten, Johan v. Cappelen, havde ganske skikkelige studia og et godt Forsæt, men holdt en miserabel Prædiken og forklarede, at han altid prædikede slet, naar han prædikede for sin Overmand. Formanden. Elias Nordhuus, sad her i mange Aar ikkun for at sanke Penge og holdt aldrig Catechisation, vilde heller ikke indføre den almindelige Catechismi Forklaring, som var ham en farlig Bog. Klokkeren, en gammel Bondemand, kan knap læse indenad. Her er Almuen formedelst Fiskeri velhavende; den gik ogsaa villig ind paa at lønne Skoleholdere, og ønskede selv i Ungdommen at have lært noget.“

Haram. Hid pleiede Bisperne ikke at reise. Presten, Anders Schytte, havde anmodet Pontoppidan om at komme, men det kunde denne Gang ikke skee.

Borgund. „Næst Voss det største og importanteste Kald i Stiftet; Sognepresten, Augustinus Meldal, 53 Aar^[18] gammel, er from og redelig. Den personelle Capellan, Hans Strøm^[19] har gode Sæder og vil efter Formodning blive en retsindig Mand i Embedet. Den residerende Capellan Laur. Schwendt prædikede til Fornøielse. Hans Lærdom har været udskreget for Pietisteri. Det kan vel og være, at han i Begyndelsen har viist nogen utidig Nidkjærhed, skjønt af en god Intention, hvorfor jeg og i min Tale stræbte at retablere hans Credit hos Menigheden. Klokkeren, en Student Bernhard Müller er en skikkelig Mand. Almuen er vel oplyst, baade unge og gamle. Sognepresten havde stiftet en god fast Skole. Harams Ungdom indfandt sig og svarede meget godt“.

Ørskog. Sognepresten Hans Jac. Hiort, tillige Provst, prædikede „til opbyggelse og Fornøielse“. Han havde som Provst med Iver stræbt at faa Skoleforordningen bragt i Udøvelse. Capellanen Nils Astrup „skal ved næste Vacanse blive residerende“.

Nordalen. Presten Otto Finde Astrup, den foregaaendes Broder, havde slette Studier og ringe Talegaver. Efter sin Formand havde han arvet et ret godt Prestebibliothek, som Bispen bad ham flittig at bruge, men uden Haab, om at det kunde nytte ham noget, da han ikke forstaar synderlig Tydsk og end mindre Latin.

Hjørendfjord. Før Annex til Volden. Den nye Sogneprest her vil ikke kaldes andet end residerende Capellaner (Vicepastorer) „af Statsraison for at slippe i kongl. Contributioner noget lettere“. Presten, Lyder Sinding, roses meget; „hvad studia angaar, har Stiftet faa af hans Lige“, hvorfor Pontoppidan ønsker ham forflyttet til Bergens By. Ungdommens Oplysning var „endogsaa excellent, ja gid alle Kjøbstadsbørn havde Halvparten af den Kundskab“. I Sacristiet var et lidet Kirken tilhørende Bibliothek, dog meest „Skroller“, blandt hvilke nogle Aargange haandskrevne Prædikener.

Volden. Sognepresten Iver Munthe var „godgjorende og inter cives ikke ond, men som curator animarum knap istand til at udrette meget. Hans Prædiken skulde efter gammel sædvane have her og der noget kløgtigt“. Bispen lovede at sende ham nogle gode Bøger (Theologia pastoralis practica, Porstius, Ulrich o. s. v.); „jeg ynkes altid dobbelt over de prester, som ere slette alene, fordi de aldrig have kjendt eller havt Leilighed at kjende noget bedre end den gamle Slendrian“. – „Den nye Catechismi Forklaring har ei været brugt før nu, da man nylig har begyndt at introducere den à contre coeur og af blot Undseelse for mig, som mere vilde drive paa den, hvis en anden havde skrevet den. Imidlertid finder jeg – uden Vanitet at sige – en Forskjel som paa Nat og Dag mellem Kundskaben paa de Steder, hvor den har været drevet i nogle Aar, og hvor den nylig eller aldeles ikke har været indført“.

Vanelven havde ligesom Hjørendfjord forhen været Annex (Vicepastorat) under Volden. Presten, Peter Angel, 48 Aar gammel, havde før været Prest i Molde Kjøbstad, „men, som han af Borgerskabet var ilde agtet for sine slette Gaver, har han byttet sig herhen; han lader til at være en from, flittig og god Mand, men har saare ondt ved uttale paa Prædikestolen^[20], dog i Catechisation noget bedre. Der klagedes over Sabbatens Overtrædelse ved Fiskeriet, men Sædelighedstilstanden var saa god, at Presten i det hele Kald ikke kjendte en eneste Dranker.

Daviken. „Presten Thomas Georg Krog^[21], 37 Aar gammel, var en god Philologus og in theologicis nu af bedre principiis end, da han tilforn som Hjelpeprest i Bergen skal have viist en Slags orthodox Nidkjærhed mod dem, han holdt for Pietister, særdeles mod Rennord, hvem Vorherre brugte som et Middel til at betage ham hans Præjudicia, thi Gemyttet er redeligt. En gammel Kone var her længe holdt fra Sacramentet formedelst Uvidenhed; hvorledes Presterne fordum har admitteret saadanne Folk første Gang, er forunderligt. Dog da Presterne vare Paver, var hele Menigheden Guds Børn“.

Eid. Herunder var i Fortiden Daviken henlagt. Prest var Ole Verdal, 48 Aar, „en gudelig sindet Mand, forstandig og nogenledes belæst; prædikede opbyggelig“. Klokkeren, Fredr. Becher var „ældgammel, fordrukken og en Gjæk i Selskaber, hvortil Bønderne gjerne ville have deres Degn, ligesom soldaterne deres Tambour. Intet andet end høi Alder skaaner ham for Afsættelse, helst da han endogsaa i Kirken er seet drukken. Han maatte dog lade sig en gudelig Skomagersvend adjungere“. Hele Menigheden „holdt ved at raabe: Vi har en Prest, som har afskaffet meget ondt og indført meget godt“. Der var her en Pige, „som foregav at have været, da man savnede hende en heel Uge, indtagen i et Fjeld hos de formeente Underjordiske, og skulde fra dem være bleven udhentet af en Bondemand. Jeg talede med denne Mand, og han paastod Beretningens Sandhed“.

Indviken. Sogneprest Jørgen Meldal, før resid. Capellan til Vang paa Hedemarken og Broder til Presten i Borgund, „men ikke nær saa god i mine Tanker; Naturellet ikke ondt, men Studier og Indsigt maadelige“. Den resid. Capellan, Otto Schrøder var „en Stakkel, derhos saa søvnagtig og utidig taus, at man maatte nøies med monosyllabiske Svar paa alle Spørgsmaal. Magelig, frygter jeg, er han ogsaa, og jeg gav ham tilkjende, at han ved Ansøgninger ikke fik nogen god Attest af mig“. Indførelsen af residerende Capellaner „er her og andensteds til lidet Gavn, men større Forargelse ved Disput om mit og dit. Det langt bedre havde været, at dele de store Kald, som paa nogle Steder er skeet“. Klager over Krohuse ved Kirkerne o. s. v.; en Bonde, som havde været drukken under sin Altergang, skulde staa offentlig Skrifte. Der havdes 8 Skolemestere, af hvilke dog de heste som uduelige skulde casseres. Den forrige Sogneprest, Peter Finde, havde ikke villet tilsede Indførelsen af Pontoppidans Forklaring, „men med flere af det samme Sind vogtet sig derfor som noget farligt“.

Gloppen. Sognepresten Gabriel Heiberg^[22] er „erudit og i Guds Sag vei intentioneret, men svag af Helbred. Hans Nidkjærhed imod Uorden har i Begyndelsen opvakt ham nogen Fortræd og Modstand af onde Mennesker“. Skolevæsenet var her i en meget god Stand; Skolekassen havde endog 100 Rdlr. i Overskud, som anvendtes til Indkjøb af gudelige Bøger. „Medhjelperne, ja den ganske Menighed tilstod, at blandt dem var skeet en salig og kjendelig Forandring i denne Prests Tid“.

Jølster. Prest var nu Ole Henning, men dennes Formand hed Rasmus Fischer. „Fischer var ogsaa Provst, men mira Dei tolerantia, som de gamle katholske Biskoper skreve sig. Han burde aldrig aldrig have været Klokker eller Bælgetræder i den christne Kirke, og jeg er glad, ved at han døde sidstleden Aar, da jeg ellers havde maattet lade ham actionere, uagtet Collegiat ikke vilde raade det af Hensyn til Torjus Grøgaard (see ovenfor under Lindaas), som endnu spøge i Prestelignelse og faar saa gjøre i den langmodige Guds Navn. Imidlertid sad Fischer her i fulde 52 Aar og gav ved alle Slags grove Laster en saa stinkende Forargelse, at alt det, Menigheden kunde lære af ham var en Afsky for Synden, naar den tager saa aldeles Overhaand, hvorfor nogle Bønder og skal have prædiket bedre for ham, end han for dem“.

Førde. Sognepresten Nils Lund, 30 Aar gammel, „vil vel vise nogen Nidkjærhed mod Uorden, men ved verdslig Tvang og uden Judicium“. I det hele Fogderi klagedes almindelig over Krohold ved Kirkerne af andre Ting, „som dependere af den verdslige Øvrighed“; Presteskabet var overalt misfornøiet med Fogden, den „hastig rige og myndige“, Kammerraad Nagel.

Kinn. Sognepresten Frants Fuhrmann „forstandig og skikkelig, ikke uden Bekymring for Menighedens Opbyggelse“. Klokkeren, Jens Klingenberg, omtales med Ros.

Askevold. Provst Frederik Arentz Sogneprest. „Han har studeret i Halle. Hans Prædiken var heel solid, men noget vidtløftig og kunde, ligesom Heibergs i Gloppen, passere for et heelt theologisk Compendium. Havde disse tvende Mænd lidt mere pathetiske Gaver til at gjøre Eftertryk og Indtryk i Gemytterne, da vilde jeg regne dem blandt de største Prædikanter. Førend den almindelige Forklaring blev indført, havde Arentz ladet trykke her i Bergen nogle Spørgsmaal, som ere temmelig ordentlig og gode, saavidt de strække sig^[23]. Han har ogsaa til sin og andres Trøst opsat et Skrift de admissione indignorum ad sanctam cænam, sciente ministro, som han maaskee lader trykke, dersom Facultas Hauniensis approberer det, hvorom kan tvivles i Betragtning af visse Hypotheser, som jeg gjerne lader staa, men andre maaske ikke. Imidlertid er Mandens Flid og Indsigt at berømme“.

Holmedal. Bønderne ønskede indstændig, at dette Kald maatte blive deelt; Oprettelsen af et residerende Capellani havde ikke gjort stort Nytte, „thi Presteambition og Interesse hindrer ofte Opbyggelsen meget kjendelig“. Sognepresten, Henning Abelseth, 28 Aar gammel, modsatte sig Delingen; „saa gaar det med vore Studenter, som qva tales idag ville nøies med det mindste og qva pastores imorgen bestyrke Almuens Ordsprog om en uopfyldelig Prestepung eg endda vilde den samme have Ord og Anskuelse for mere end almindelig Gudsfrygt, saa at jeg frygter for ogsaa der et være bleven afbrændt“ (sic.) Den resid. Capellan Hans Høg „lider af Steensmerte, som driver ham til at søge Gud af et bøiet Hjerte“.

Hermed sluttede visitatsen for 1750. Den Indberetning derom, hvoraf ovenstaaende Notitser er et Uddrag, kunde Pontoppidan under 29de Decbr. 1750 ledsage med disse Slutningsbemærkninger: „I Almindelighed kan jeg glæde Deres Majestæts Hjerte med den sandfærdige Beretning, at Guds Rige i disse Grændser dog tegner til Forbedring og Fremgang. Hver Mand har jeg i denne sommer hørt tilstaa, at vore norske Kirketiders Lys og Varme er nu uforlignelig større end for faa Aar siden. Skoleforordningen er overalt, skjønt ikke uden stor Vanskelighed, bragt i Execution. Den Myndighed at mulctere fra 1 til 5 Rdlr:, som ved Rescr. af 20de Febr. er tillagt mit Embede, har jeg til Dato ikke brugt, da det blotte flygte noget nær har havt samme Virkning, hvormed jeg er allerbedst fornøiet“. Han omtaler i samme Skrivelse sit i Christi Krybbes Skole oprettede Skolelærerseminanarium^[24] og tillige en anden Stiftelse i Bergen, som nærmest skylder Pontoppidan sin Tilblivelse, Dette var det saakaldte Seminarium Fredericianum, en Art Realskole, hvor deels Cathedralskolens modnere Elever, deels andre unge Mennesker underviistes i Philosophie, nyere Sprog, Mathematik o. s. v. Midlerne til denne Skoles Anlæg erhvervedes derved, at det theologiske Lectorat efter Pontoppidans Indstilling inddroges 1750 ved den sidste Lector, „Biskop“ E. Londemands Død, og Embedets Indtægter anvendtes til denne nye Skoles Oprettelse. Det tor imidlertid betvivles, om denne Stiftelse nogensinde svarede til de Forventninger, man oprindelig satte til den.

I 1751 besøgte Biskopen de faa Prestegjeld, som endnu stode tilbage at visiteres.

Vikør. Sognepresten, Christopher Geelmuyden, betegnes som velmenende, men uvidende. Nogen Klokker fandtes ikke. „Naar Evangeliet engang tilgavns bliver prædiket i denne og deslige Menigheder, da maa det vel kaldes en ny Tro“. Forklaringen var ikke indført; man benyttede endnu Rostock. Der gaves i Menigheden „et Par Anfegtede“ og nogle, som holdtes borte fra Nadveren.

Ullensvang. Sogneprest Nils Vinding, dansk af Fødsel og forhen Prest i Findø i Christianssands Stift; han beskyldtes for Drikfældighed. Han havde vel adskillige Bøger, men ikke af dem, som Biskopen anbefalede. Ungdommens Vankundighed var her meget stor. „Stedets Situation er af de aller plaisanteste og har de bedste Skove. Kinservik Kirke skal være af de ældste i Landet og være bygget af Englænderne (?), „hvilke fordum have havt deres Factorier paa mange Steder i Norges vestlandske Fjorde, og da draget Landets bedste Næring til sig. Ved Kirken er et Hospital“.

Graven. Sogneprest Paul Schnabel^[25], født i Sjælland og forhen Catechet ved Holmens Kirke i Kjøbenhavn, „fattig, men dog godgjørende og bange for det Skin af timelig Profit, der kunde hindre hans Ord om Verdens Fornegtelse og Troen paa den levende Gud, hvilket Sind jeg finder sjelden, men med desto større Glæde“. Skolevæsenets Indførelse havde mødt Vanskeligheder, uagtet Bønderne i Hardanger vare „velhavende, især ved Handel med Kvæg, som de føre til Kongsberg“. – Om Schnabels Formand, Bertel Worm, heder det, „at han i en snees Aar øvede snart alle optænkelige Laster in superlativo gradu, saa i samme Tid elleve Lemmer af hans Menighed for adskillige Misgjerninger bleve dømte til Døden, hvorimod nu længe intet saadant ondt er hørt. Dette udviser blandt andet, at minister verbi af rette Slags er ogsaa minister republicae utilissimus, følgelig, at Befordring til Presteembede maa ansees for en betydelig og saare vigtig Sag“.– „Det fortælles, at et Fjeld, $\scriptstyle 1{\frac {1}{2}}$ Miil fra Ulvik begyndte for hundrede Aar siden at briste og skilles paa en Strækning af mange Favne, men i Begyndelsen saa lidet, at man kunde springe over Aabningen. Da dette tilsidst blev truende, begyndte Bønderne paa den underliggende Gaard at frygte, og efter gammel Sædvane at gjøre Løfte om en aarlig Gave af nogle Pund Smør til Kinservik Kirke. Siden, heder det, blev Sprækken ikke større“.

I Aaret 1754 gjorde Pontoppidan en Reise til Kjøbenhavn, og under dette hans Ophold der har man rimeligviis pleiet Forhandlinger med ham, om at forandre Livsstilling. Storcantsleren Joh. Ludv. Holstein ønskede nemlig som Universitetspatron en Videnskabsmand til Medhjelper ved Universitetets Bestyrelse, og til denne Stilling blev Pontoppidan udseet. Formodentlig forblev han nu med en Gang i Kjøbenhavn uden tiere at besøge Norge, skjønt han først under 2den Mai 1755 fik sin Udnævnelse som Procantsler ved Universitetet, et Embede, som lige siden Nils Hemmingssøns Tider ikke havde været besat. Hans Virksomhed i dette Embede vedkommer ikke nærværende Fremstilling^[26]. Som bekjendt endte han sit fortjenstfulde Liv i Kjøbenhavn 20de Decbr. 1764 i sit 67de Aar.

Hermed var Pontoppidans Virksomhed i Norge afsluttet. Den har utvivlsomt været til stor Velsignelse for Bergens Stift, og vist er det, at hans Navn der længe bevaredes i kjærligt Minde, skjønt dog hans Ophold i vort Fødeland heller ikke havde været fri for alle Ubehageligheder^[27]. Pontoppidan blev forøvrigt først i 1757 formelig entlediget fra Bispestolen i Bergen; indtil den Tid bestyredes den paa hans Vegne af en Vicarius, og Procantsleren oppebar i denne Tid fremdeles Indtægterne. Man har derfor endnu fra 1755 Skrivelser fra ham om Bergens Stifts Geistlige o. s. v.

Den Vicarius, som fra 1754–1757 forestod Bergens Stift, var Stiftsprovst O. Tidemand, som i det sidstnævnte Aar ogsaa blev virkelig Biskop, og ordineredes til dette Embede det følgende Aar (1758), samme Dag, som J. E. Gunnerus indviedes til Biskop i Throndhjem. I 1760 blev han ogsaa creeret til Doctor i Theologien ved en høist ubetydelig Disputats „de studis honoris illicito“, et Valg af Emne, som paa den, der kjender Pontoppidans ovenfor aftrykte Udtalelser om Tidemands herskesyge og ærgjerrige Characteer, næsten maa gjøre et comisk Indtryk. 1 1762 blev han forflyttet til Christianssands mere indbringende Bispestol, hvor han døde 1778. Han er ganske vist en for sin Tid ret betegnende Personlighed.

Tidemands Eftermand i Bergen blev den ovenfor af Pontoppidan hæderlig omtalte Frederik Arentz, som 1760 var bleven Sogneprest til Nykirken. Han virkede med Flid og Nidkjærhed i dette Embede, indtil han 1774 paa Grund af Sygelighed tog sin Afsked^[28].

Endnu maa vi med nogle Ord fortælle den ovenfor leilighedsviis omtalte M. A. Haberdorfs senere Skjæbne. Pontoppidan havde 1747 udtalt sig ret vel em ham, men snart indtraadte en betydelig Forandring i dette hans omdømme. Ikkedestomindre blev Haberdorf udnævnt til Consistorialraad, hvilket synes at vise, at han maa have havt Velyndere i Kjøbenhavn. I 1755 fik han fra Kirkeinspectionscollegiet en meget drøi Tilretteviisning, rimeligviis foranlediget ved Pontoppidans Klage over ham, i hvilken de Ord forekom: „Jeg har i nogle Aar spildt mere Pen og Blæk paa ham, end paa en snees andre Prester, følgelig veed jeg nu ingen Cuur med ham at foretage“. Denne Tilretteviisning „besvarede Haberdorf i skarpe terminis til Collegiet og reiste derpaa til Kjøbenhavn^[29], hvor han forlangte Commissarier og begjærede at vide sin Anklager, som ei blev bevilget, men i den Sted blev ham givet characteer af Professor theol. extraord. ved Kjøbenhavns Universitet, hvormed han reiste hjem til Bergen igjen“^[30].

Og det blev ikke nok hermed. I 1759 blev denne besynderlige Person – uvist ved hvilken Patrons Hjelp – udnævnt til Stiftsprovst og Sogneprest ved vor Frelsers Kirke i Christiania. At han i denne nye Stilling vedblev sin forrige Opførsel, forstaar sig af sig selv. Hans nye Biskop, den gamle Dr. F. Nannestad, blev bragt til reen Fortvivlelse ved Haberdorfs Gjenstridighed og forargelige Fremfærd. Allerede i 1760 skriver Nannestad til Collegiet: „Det maa beklages, at M. A. Haberdorf, som var mere end nok bekjendt af sit Forhold i et andet Stift, hvilket saa meget smerteligere bedrøvede Christiania Menighed, da han var hidkaldt til et saa anseeligt Embede, befindes stridig, paastaaelig og urolig, saa at, da han kun havde været her i tre Maaneder, havde han allerede anrettet mangfoldige Processer, saafremt man ikke med Umage og Mellemhandling havde afværget det“. I 1761 klagede den bekjendte Klokker Hass over, „at Haberdorf vil tilegne sig Stumperne af Voxlys, Flor, Plader o. s. v., som altid har hørt Klokkeren til“ (!). Endelig, efterat Nannestad atter havde maattet beklage sig over ham, blev Christiania i 1762 befriet fra dette uforligelige Menneske, da han tilsidst i Aaret 1762 ved Døden endte sit urolige Liv. Ogsaa hans Liv er ikke uden Interesse for Tidshistorien.

1. Pontoppidans Ytringer om ham læses i Annales Eccl. IV, S. 245.
2. J. Möllers Mnemosyne 4, S. 389 og 391. Brevet er naturligviis oversat fra Tydsk.
3. J. Möllers Mnemosyne 4, S. 391.
4. I sine Samlinger til Fortsættelse af Annalerne bemærker Pontoppidan under Aaret 1739: „I Bergen havde presterne Rennord og Römer stor velsignelse af Gud, men ei mindre Modstand af endeel af deres Medarbeidere og flere“.
5. Mnemosyne I, S. 242. Riegels’s smaa hist. Skrifter S. S. 138–39.
6. Helveg, Danske Kirkes Hist. eft. Reform. 2, S. 149–150. At Pontoppidan selv i sin Autobiographi (Jens Möllers Tidsskr. for Kirke og Theologi, fjerde Bind) fortæller, at man sagde ham, „at det skulde staa i hans frie Vilje, om han vilde modtage Bispestolen“, taler ikke heller egentlig imod denne Antagelse.
7. Denne Bog nævnes ikke i noget af vore Forfatterlexica og er nu neppe mere at opdrive. Cfr. Caspari, Biskop L. Munthes Catechismusforklaring, Christiania 1864, Fortalen.
8. I dette Kald, som uagtet henlagt til Rector i Bergen, alligevel skulde have to Prester, fandt altsaa det samme Forhold Sted, som Hersleb i sin Betænkning om Capellaner i Norge har omtalt med Hensyn til Stod og Verdalen i Throndhjems Stift.
9. Den sidste Lector i Bergen var den rige Magnat, Edvard Londemand, titulær Biskop og adlet under Navn af Rosencrone. Döde 1749. Hans Færdighed i den latinske Poesi er bekjendt.
10. Vi skulle senere höre, at Pontoppidan senere ganske forandrede sin Dom om denne Mand, som ventelig i Begyndelsen har sögt at indynde sig hos den nye Biskop.
11. Rimeligviis Eieren af Asköens Gods, Krigsraad Claus Vilhelm Koren.
12. Det findes paa det store kongl. Bibl. Kallske Manuscriptsamling, 4to, Nr. 602. Denne N. Brorson, Broder til Biskopen H. A. Bremen (Psalmedigteren) i Ribe og B. Brorson i Aalborg, döde 1757.
13. Denne Mand, der döde 1792, har dog havt Fremfærd nok til at udarbeide en kortfattet Beskrivelse af sit Kald, Justedalen, som læses i Thaarups Magazin, 2, S. I–44, ledsaget med Anmærkninger af J. Chr. Berg.
14. Aviser i Ordets nærværende Betydning existerede endnu ikke paa den Tid i Norge: der menes derfor med „Aviser“ kun mundtlig fortalte Nyheder.
15. Herom findes Efterretninger i N. Nicolaysens norske Stiftelser.
16. Fra 1741 har man i Kirkeinspectionsecllegiets Copibog en Indberetning om Forholdene i Sogn fra den ovennævnte Provst Anders Daae, som her kunne anföres. Provsten fortæller, „at han ved Visitats i sit Provsti har forefundet mange Enormiteter og Insolentier, nemlig 1) at ungdommen ved Pintse og St. Hans Tider brænder Vaageild, hvor de holder Spil, dandser, över Drukkenskab, Slagsmaal, Letfærdighed o. s. v., 2) at der holdes Vaagestuer, naar Folk ved Döden afgaar, hvor Ungdommen samler sig i Ligstuen, dandser og drikker og over Letfærdighed ved deres Hjemreise, ja iblandt tager Folks Heste ud af Stalden og gjör dem Skade. Saa var og 1739 to Mennesker döde af den megen Dands, hvorfor Provsten haaber, at Collegiet (!) sörger for, at Vaageilde og Vaagestuer i Norges Rige vorde afskaffede, 3) at Officererne ei vil tillade, at Soldater, som förste Gang begaa Leiermaal, bede Menigheden offentlig om Forladelse derfor“ o. s. v.
17. Paa den Tid var Knud Leem, den bekjendte lappiske Sproglærde, Prest i Avaldsnes.
18. Sön af den Melkior Augustinussön, som omtales i min T.hjems Stifts geistl. Historie S. 118–119.
19. Den fortjente Videnskabsmand, der döde som Dr. theol. og Sogneprest til Eker 1797.
20. Pontoppidan tilføier her den Bemærkning „De kjöbenhavnske Dimisprædikener, hvor næsten alle Candidater faa Laudabilem, synes mig en ret ubetydelig Ceremoni“.
21. Denne velstuderede og som Forfatter ikke umerkelige Mand, döde som Sogneprest til Vik 1787. Blandt hans Skrifter kan merkes hans Oversættelse of Holbergs Levnet og hans „Samtale mellem en gammel Prest og en gammel Bonde om Festdagenes Afskaffelse, Julehöitiden, Messen“ o. s. v. Bergen 1771.
22. Denne Mand, der er Forfatter af endeel Smaaskrifter, döde 1768 som Sogneprest til Bergens Korskirke. Han er Stamfader for en talrig Efterslægt i Danmark.
23. Denne Bog anföres (ligesaa lidt som det ovennævnte lignende Arbeide af Consistorialrand G. Geelmnyden) i noget Literaturlexikon og er vel ikke let at opdrive. Cfr. Caspari, Biskop L. Munthes Catechismusforklaring, Fortalen.
24. Dette havde ved Rescr. af 5te Mai 1749 faaet en Art Autorisation, og der bevilgedes da til samme engang for alle 1000 Rdlr., for hvilke Bondegutter skulde underholdes og undervises of en Lærer i Christendom, samt skrivning og Regning, hvilke Færdigheder „hidtil have været sure rare hertillands, men som Almuen har Brug for ved sin Handel“. I Slutningen af 1754 vare 38 Alumner blevne oplærte, og alligevel var en stor Deel af Summen i Behold.
25. J. Worms Lexicon 2, S. 345. Hans Sön Marcus S. har gjort sig fortjent ved et Par Smaaarbeider om sin Födeegn Hardanger og dens Dialekt.
26. Efterretninger derom kunne hentes fra J. Möllers Tidsskr. for Kirke og Theologi 4, S. 211 fgg., L. Helvegs D. Kirkes Hist. eft. Ref. 2, S. 171 fgg. samt R. Nyerups Historisk-Statist. Skildring III, 2, S. 321 fgg.
27. Han blev nemlig indviklet i den infame Garboeske Proces i Bergen, om hvilken der findes Underretning i Wievets Udvalg af danske Höiesteretssager, samt i Stampes Erklæringer I, S. 175 fgg.
28. Arentz nölede længe med at lade sig ordinere til Biskop og indsendte endog en Ansögning om st blive fritagen for Ordinationen, idet hen fremhævede, st han anses den ganske overflödig, saasom den Indvielse, han engang hevde modtaget som Prest, formentlig maatte være tilstrækkelig. Andragendet blev afslaaet.
29. Pontoppidan bemærker om denne Kjöbenhavnsreise: „Det rette Ærinde, som denne altid gjenstridige Mand haver her paa Stedet, turde være efter Poetens Ord:

    Flectere si neqveo Superos, Acheronta movebo.

30. Rector Benj. Dass’s utrykte Optegnelser.