Aktmæssige Bidrag til den norske Kirkes Historie i det attende Aarhundrede/2

Legg til lenke
Fra Wikikilden
◄  I
III  ►

Nogle Bevægelser i Jarlsbergs og Laurvigs Grevskaber.

I Aaret 1729 blev en danskfødt Mand, Henrik Gerner, en Sønnesøn af den i Krigen mod Carl Gustav berømte danske Prest, senere Biskop af samme Navn, ansat som personel Capellan i Tønsberg hos sin Farbroder Mag. Thomas Gerner, som var Sogneprest sammesteds. Herfra forflyttedes han 1732 som Sogneprest til Vaale sognekald i Jarlsberg. Samtidig ansattes i Sandehereds Prestegjeld en ret bekjendt dansk Theolog Christian Langemach Leth[1], Gerners gamle Ven og Skolekammerat fra Frederiksborgs Skole. Gerner fortæller selv herom saaledes: „Ved den Leilighed fornyede vi ei alene vort gamle Venskab, men jeg blev især ved ham opmuntret til at sørge for de mig anbetroede Sjele med større Alvorlighed, end hidtil var skeet. Vi confererede jevnlig derom med hverandre, og jeg kom i en Skole, som jeg hidindtil ikke havde været i“. – – „Det varede og ikke længe, inden vi saa Frugt af vort Arbeide og Velsignelse i vort Embede, og der skede en temmelig stor Opvækkelse. Det begyndte i Sandehered hvor Hr. Leth var Sogneprest og bredte sig efterhaanden alt mere og mere ud i Laurvigen, Tønsberg, Vaale og de omliggende Grændser. Det continuerede og dermed i nogle Aar, da der efterhaanden kom flere til af de nærgrændsende Prester, da vi i Anledning af Pauli Sendebreve til Titum og Timotheum overlagde, hvorledes vi til Sjelenes Frelse og Jesu Riges opbyggelse kunde føre vore Embeder, og Alle, hver efter sin Grad og Naade havde det Øiemærke, at de vilde frelse sig selv og dem, som hørte dem“[2].

Den mærkeligste af de ovenomtalte unavugivne Prester har udentvivl været Ole Tidemand, der senere kom til at beklæde to Bispestole efter hinanden. Denne Mand var født i Christiania 1710, deponerede fra sin Fødebys Skole 1728 og blev 1734 personel Capellan i Hedrums og Laurvigs dengang forenede Kald hos den gamle Provst Frederik Grüner[3]. Skjønt Tidemands Studier visselig vare middelmaadige, vidste han dog at gjøre sig gjældende ved sine gode Evner og Talegaver, og ved sin afgjort pietistiske Retning. Vi skulle imidlertid senere af Erik Pontoppidans og Herslebs Udtalelser om ham erfare, at hans Characteer var tvivlsom, og at navnlig Herskesyge og Lidenskabelighed var et fremtrædende Træk hos ham.

C. L. Leth blev i Aaret 1736 kaldet fra Norge ned til Danmark, som Sogneprest til Trinitatis Kirke og Professor i Catechetik ved Universitetet, hvilken dobbelte Stilling han indehavde til sin Død 1764. Ved hans Anbefaling blev Kirkeinspectionscollegiet gjort opmærksom paa Gerner og Tidemand[4]. Den Første blev derfor mod al Forventning og til største overraskelse for sig selv pludselig forflyttet fra sit lille Kald i Norge til Kjøbenhavns Stiftsprovsti efter Collegiets Indstilling. Biskop Hersleb modsatte sig meget denne Befordring og spaaede, at man vilde komme til at angre derpaa, men han blev, som sædvanlig, overstemt af sine pietistisksindede Colleger blandt Kirkeinspecteurerne[5]. Men hans Forudsigelse viste sig dog beføiet, thi Gerner maatte 1747 tage sin Afsked paa Grund af sin overdrevne Herrnhutiske Retning og sine ligefremme Afvigelser fra den orthodoxe Lære. Han begav sig nu til Preussen, hvor han traadte i Brødremenighedens Tjeneste[6], men kom dog endelig paa sin gamle Alder tilbage til Norge, erholdt en Pension og døde i Tønsberg 1786. Hans Slægt lever endnu her i Landet.

Leth og Gerner vedligeholdt efter sin Forflyttelse til Kjøbenhavn stadig Forbindelse med sine forrige Embedsbrødre, Menigheder og Tilhørere i Norge, og modtog hyppig Breve fra disse, hvoraf man kan lære at kjende Beskaffenheden af den ved dem fremkaldte Vækkelse. Endeel saadanne Skrivelser findes i Afskrift mellem Erik Pontoppidans Samlinger paa det store kongl. Bibliothek i Kjøbenhavn, og nogle Uddrag deraf kunne maaskee fortjene at meddeles til Oplysning om stemninger paa hiin Tid.

Fra Januar Maaned 1739 har man saaledes et Brev til Gerner fra en Borger i Sandefjord Johannes Mørck, fuldt af Klager over stedets Sogneprest Peter Flor[7], der beskyldes for „ubillig og ugudelig“ at have „bortdrevet“ fra Sandefjord en skolemester ved Navn Brun. Denne Skolemester havde efter Brevskriverens Fremstilling ikke alene med stor Flid underviist Børnene i Catechismen, men tillige hver søndags Eftermiddag catechiseret over Evangeliet, „hvilken hans gode Gjerning behagede os saa vel, at mange af os gik derop og hørte paa ham med Frugt“. – „Men denne gode Søndags Gjerning kunde ikke Djævelen lide, thi derved bleve mange holdte fra Ugudelighed og Ørkesleshed, og han udrustede derfor nogle Sladdermennesker, som for Presten beskyldte denne Gjerning for pharisæisk og hykkelsk, og Presten, som ikke selv er alvorlig eller forstaar den Alvorlighed i Gudsfrygt, som bør, kom da ned og anhørte ham og gik derfra saa stilt, at vi ikke tænkte andet end godt, men siden tog han Brun for sig og skammelig udskjeldte ham for Pharisæer, Pietist, Hykler &c., men kunde dog ikke sige, at Lærdommen var urigtig, men at det var ham ikke tilladt som en læg Person at catechisere saaledes“ o. s. v. – – „Han agter det for nok, at de, som blive confirmerede, – af saadanne kan han paa to Maaneder expedere 40 Stykker – faar nogen bogstavelig Kundskab og siger, at Brun kan ikke fatte noget, kan ikke bede af sig selv, og dermed negter han, at Brun kunde have den Helligaand. Ja, Gud redde sin Menighed! Vi faae Avner for Hvede og Skal for Kjerne“.

Interessantere ere endeel Breve til Gerner fra O. Tidemand, ligeledes fra 1739. Det heder i det første af disse (Laurvig 21de Juli 1739): „Sidst afvigte Tirsdag, som var den 14de hujus, blev Kirken og Skolen visiteret af Biskop Dorph[8], men, hjelpe Gud, hvad for en Visitats var denne? Jeg maa grue for at tænke derpaa og kan ikke uden vemodighed tale derom. Egentlig at meddele om Kirkevisitatsen, da begyndte Biskopen først baade ved sin Tale foran Catechisationen, saavelsom og i Cateehisationen i sig selv med saamange Invectiver paa Pharisæer, Skinhellige og vrange Lærere, ret ligesom vi alle her udi Menigheden havde netop været saadanne. Men omsider, da Biskopen kom til at handle om Bønnen, søgte han paa saadan en behændig Maade at proclamere mig offentlig som den, der drager Folk ind i en vrang Lærdom, hvilket gik saaledes til. Biskopen spørger: Er det ret at forkaste „De Bedendes Kjæde“[9] og brænde den op? En Pige, ved Navn Inger Røchling, svarer: Nei, det er ikke ret, men ikke alle Bønner i den passe sig paa enhver Sjels Tilstand. Biskopen bliver herover særdeles ivrig, taler adskillige Ord, ja spørger, hvem har sagt saa, og svarer derpaa selv: Jo vist kan den passe paa enhver Sjels Tilstand, naar den aleneste ret appliceres. Pigen og tvende andre repetere dernæst forrige Svar med videre Forklaring, hvorpaa jeg for at forekomme videre Forargelse i Kirken tyssede paa Pigerne, traadte frem til Biskopen og med Ærbødighed søgte at sige deres Mening i Korthed, som jeg ofte havde seet ved Visitatsen andre Lærere at gjøre Rede for deres Tilhørere, men strax bliver jeg afslagen, og Biskopen udbryder med Heftighed og raaber med tydelig Røst nogle Gange: Ja, jeg forstaar nok Meningen, jamen forstaar jeg Meningen, men den, som saa lærer (NB. at alle Bønner i de Bedendes Kjæde ikke passer paa enhver Sjels Tilstand), han drager Eder ind i en vrang Lærdom, vogter Jer for saadan En, hvilket han med saadan vehemence og Eftertryk proclamerede, at endog ethvert Barn – siden jeg just idelig har drevet paa, at Sjelene kunde anføres til at tale med Gud uden Bønnebog eller opsatte Formularier af deres Hjertes Dyb og efter deres Sjeles Beskaffenhed – maatte fatte, at jeg herved blev declareret for at føre en vrang Lærdom. Endelig blev det ikke hermed endt, men da en liden Dreng, som nyligen har begyndt at gaa i Skole, kunde ikke udenad en vis Bøn, som Biskopen forlangede, hvilken er mig sagt, at den skal findes i somme Psalmebøger og indeholde noget om Ordet, noget om Sacramenterne og noget for Kongen, da, endskjønt denne Menighed er idelig anført og formanet at bede Herren af deres Hjertes inderste Grund, ja, endskjønt der vare Mange tilstede her, som baade vilde og kunde af Herrens Naade udi al Ydmyghed været Vidnesbyrd herom og uden at betjene sig af nogen Slags opsatte Formularier lagt for Dagen, hvor inderlig og hjertelig de ere vente til i deres idelige Bønner at velsigne Kongen, saa dog agtede Biskopen ikke paa dette, ikke engang spurgte derefter, men blot fordi denne ommeldte Formular ikke var færdig, udbryder Biskopen med adskillige heftige Tiltaler til Lærere og Menighed, ex. gr.: Er dette Undersaatter, som ikke kan bede en Bøn for deres Konge? I vil vel svare mig her, som de andre, at denne Ben passer sig ikke paa Jeres Sjeles Tilstand, jeg kan tænke, at det Gamle skal nu kastes bort og noget Nyt føres ind igjen. Nu mærker jeg, hvorledes her gaar til. Er dette Lærere? Og endelig: O I, Lærere, lærer anderledes, med meget mere, som de, der hørte og saa den hele Adfærd, skal nok kunne vidne om, hvilket gjorde i Menigheden særdeles stor Uleilighed; thi Nogle bleve forskrækkede, Nogle bedrøvede, Nogle forsagte, Nogle forvirrede, Nogle forargede, Nogle tvivlraadige, Nogle ret glade. Dog gav Herren mig Naade, at jeg, endskjønt mit Hjerte var beklemt og mit Ansigt kunde fortælle om min Bedrøvelse, holdt mig ganske taus og stille under denne saa bedrøvelige og Christi Rige præjudiceerlige Handel, hvilken jeg saa meget mere kan kalde i benævnte Maade præjudiceerlig, som der til samme Tid vare nærværende ikke alene dette steds Menighed af allehaande Slags Gemytter, men endog mange fra omliggende Menigheder, ikke alene fra Hedrum, Tjølling, Langestrand og Sandehered, men endog fra Christiania, Moss, Skien, Arendal og tilmed nogle Prester, nemlig Provst Grüner, Hr. Peder Humble, Hr. Jonas Scheen, Hr. Peder Flor og Hr. Henrik Jersin fra Eidanger. – – Det kan jeg fortælle i Sandhed, at endog i andre Menigheder er det spurgt, og dagligen bliver det ræsonneret over. – – Efterat nu Tjenesten var tilende, kommer fra Provsten et Bud til mig, at jeg skulde komme tilbords hos hannem; for dette takker jeg skyldigst og excuserer mig, at jeg ikke var vel tilpas, som og var en vidnesfast Sandhed. Imidlertid, som jeg i mange Sukke for mig selv havde frembaaret Frelseren mit Anliggende, resolverede jeg at gaa hen i Biskopens Logemente, hvor jeg da i spisestuen tøvede noget, indtil Maaltidet var tilende; strax derpaa anmelder da Famulus for Biskopen min Begjæring med Ønske om privat Audients, hvilken jeg da ogsaa fik i Biskopens Kammer, hvor jeg i Eenrum, stille og ærbødig forestiller ham, hvad mig idag var vederfaret, om der kunde haves nogen sand Grund til saadant, hvori den bestod, og om jeg maatte faa den at vide, at jeg kunde svare dertil og forsvare min Lærdom, saavidt skriftmæssig kunde være. Men herpaa gik det mig lidet bedre, end i Kirken, thi Bispen ikke alene fragaar, hvad i en offentlig Menighed var blevet talt, men triner ind i næste Værelse, hvor de føromtalte Prester, item Skoleholderen, Jens Pløen, tvende Studiosi, Vemmerhøy og Calundan, med tiere Andre vare tilstede, qvæstionerer saa først Presterne, om de havde hørt ham tale saaledes om vrang Lærdom, hvilke – flere af dem havde siddet oppe i Choret, da den ermeldte Handel passerede nede i Kirken – svarede strax, at de ikke hørte det; Hr. Jonas Scheen, som havde siddet nær ved, taug stille, men Vemmershøy svarede i al Ydmyghed, som Sandhed medførte. Over dette bliver jeg nu attaqveret fra alle Kanter, saa at En har det Ene mod mig, en Anden det Andet, og min Sogneprest, Provst Grüner, anfalder mig offentlig i alle disse Menneskers Nærværelse og siger: „I haver fordærvet denne Menighed, thi førend I kom her, da var den tre Gange saa god, som den nu er“, hvorpaa Biskopen, Provsten og alle Presterne reise til Tjølling, og jeg bliver staaende, beskyldt for vrang Lærdom og kaldet for en Guds Menigheds Fordærver. Omendskjønt min Ungdom til alle Biskopens Spørgsmaal var strax rede med Svar, ja kunde gjøre Rede for langt mere, end til den Tid blev behandlet, saa, da Biskopen spørger fornævnte Inger Røchling: Hvad er den Helligaands første Virkning? og hun svarer: at kalde, da bliver Biskopen ret alvorlig, spørger, hvor hun svare saa uden Eftertanke, hvorfor hun ikke bliver ved Luthers Ord: Jeg troer paa den Helligaand, en hellig almindelig Kirke, hvorpaa han da siger, at Kirken var den Helligaands første Virkning. Baade paa Tjølling, Sande, Stokke og Nøtterø Prestegaarde har Biskopen offentlig og udtrykkelig truet, at han strax ved sin Hjemkomst til Christiania vil anklage mig for Kongen. – – Jeg har derfor agtet det fornøden at lade denne min sandfærdige Demonstration indløbe, saa at min Hr. Broder kunde efter Fornødenhed meddele paa sine Steder nogen Idee derom, at det ikke, som Biskopen kunde behage efter sit Tykke at indgive, skulde ansees anderledes, end Sandheden medfører. – – Iøvrigt hilses Hr. Broder-s kjæreste Børn og alle christelige Venner, dem jeg alle med Hr. Broders hele Menighed efter hver Sjels Tilstand og Trang vil have Jesu blodige Naade og uendelige Forbarmelse anbefalet“.

Af et Par lignende Breve fra Tidemand til hans Ven Gerner sees, at Biskopen havde sendt Tidemand en skarp Skrivelse, der indeholdt adskillige Beskyldninger, for hvilke denne retfærdiggjør sig. Men paa samme Tid kan man af Kirkeinspectionscollegiets Forhandlingsprotokol see, at Tidemand, rimeligviis ved Leths og Gerners Anbefalinger, er bedømt anderledes af dette Collegium end af sin Biskop. Under 2den Juni 1739, altsaa nogle Uger før de ovenomtalte Visisatsskandaler, var det nemlig i Collegiet paa Tale at foreslaa ham, den personelle Capellan i Laurvig, til – Stiftsprovst i Christiania. Rimeligviis vilde han ogsaa have erholdt dette Embede, hvis ikke Biskop Hersleb havde modsat sig og dennegang med større Held, end da det gjaldt Gerner. Herslebs egne Ord ere disse: „De tre Medlemmer vilde have Ole Tidemand, en personel Capellan, som har begaaet Leiermaal[10], til Stiftsprovst i Christiania, hvor hans Forargelse var bekjendt, men da jeg forsikrede at ville forestille Hs. kongl. Maj., hvorledes Kirke-Inspectionen vilde, ligesom af Dessein overtræde kongelige Befalinger, saa lode de det Dessein falde“[11]. To Aar efter (1741) døde Provst Grüner; Laurvig blev da deelt i to Kald, idet Hedrum fraskiltes som eget Prestegjeld, og i dette nye Kald blev da Tidemand Sogneprest. I 1743 forflyttedes han til Bergen, hvor vi et følgende Afsnit skulle faa mere at høre om ham.

I det samme Aar (1739), i hvilket Tidemands og Dorphs Sammenstød havde fundet Sted, fandt Biskopen sig ogsaa beføiet til at klage til Kirkeinspectionscollegiet over andre Bevægelser i de samme Egne. I en Skrivelse af 15de August 1739 omtaler han nemlig først Tidemand og indberetter derpaa, at Sognepresten til Nøtterø, Hr. Anders Hartvig, havde i hans Overvær i en Prædiken ytret følgende „for enfoldige sjele til Fortvivlelse geraadende Talemaade: Vi bekjende for Dig, vor Gud, at vi ere arme Syndere, ak, at vi alle vare fortabte og fordømte“, hvilken Adfærd Dorph foreholdt Presten at være „uforsvarlig og for enfoldige sjele ganske farlig“. Derhos havde den nævnte Sogneprest Hartvig ladet en Person ved Navn Gert Hansen, der var kommen fra Herrnhut, prædike for sig, hvilket Biskopen fandt at være høist utilbørligt, saasom Hansen skulde være en farlig Person, der hyldede kjetterske Anskuelser. Dorph havde derfor i August 1739 ladet optage Politiforhør over ham i Christiania, hvor Hansen ogsaa havde tilladt sig at holde Conventicler, ligesom han i Laurvig „havde indrettet trende collegia pietatis, et for ugifte Mandfolk, et for ugifte Fruentimmer, et for gifte Folk“. Ogsaa i Holmestrand havde Hansen ifølge samme Skrivelse fra Biskopen optraadt „med Prædiken, Bøn og Sang om Natten uden at agte de ham af stedets Lærere givne Advarsler, ligesom han og overalt har havt stort Tilløb“.

I Anledning af disse Dorphs Klager bemærkede Collegiet med Hensyn til Presten Hartvig, at han i den omtalte Prædiken hellere burde have udtrykt sig saaledes: „at vi kunde kjende, at vi alle vare Syndere“. Men hvad Hansen angik, foranstaltede det et kongeligt Rescript til Stiftamtmanden i Christiania, P. Neve, hvorved Hansen fik Befaling at forlade Norge. Dette maa dog ikke være efterlevet, thi i det følgende Aar (1740) indløb fra Sognepresten i Sande, Provst Gerhard Winge, en Klage gjennem Biskop Dorph til Collegiet „over den store Uorden og Forargelse i Jarlsbergs Provsti, foraarsaget ved Conventicler, som af G. Hansen og Consorter allevegne holdes“, hvorefter Biskopen foreslaar, „at Conventicler allevegne maa afskaffes eller holdes under Inspection og overvær af retsindige Prester“.

Som ovenfor antydet vendte Henrik Gerner efter nogle Aars Ophold i Tydskland tilbage igjen til Tønsbergkanten, hvor han ankom i Juli 1754. Under et Besøg i sin gamle Menighed Vaale, hvor hans umiddelbare Eftermand, Thurmann, endnu var Prest, lod han sig efter Almuens Ønske bevæge til at prædike, hvilket foranledigede adskillige Kranglerier mellem Thurmann og Biskopen. Collegiet formanede ogsaa i det følgende Aar Gerner til at „afholde sig fra Prædikener, Forsamlinger at .holde“ o. s. v., og Provsten i Tønsberg, Jens Müller, Forfatteren af Beskrivelser af Tønsberg By samt Jarlsberg Provsti, indberettede under 25de Februar 1755: „at Gerner ingen Deel har taget i Menighedernes Afvigelser fra den sunde Lærdoms Form“.

Inden vi ende dette Afsnit, skulle vi minde om en Ytring af Hans Nilsen Hauge om disse Egne. Hans Ord ere disse: „I Jarlsbergs Grevskab fandt jeg endeel gudfrygtige Mennesker, der vare Levninger efter Presterne Leths og Gerners Arbeide; de fleste af dem forenedes med mig“[12].

  1. ↑ Omtales ofte af Helveg i Dansk Kirkehist. efter Reform., hvor han kaldes „en ivrig Pietist af en gammel dansk Prestefamilie".
  2. ↑ H. Gerners vita & fata, Kbhavn. 1772. S. 5 fgg.
  3. ↑ Udförlige Efterretninger om denne Mand, der havde höitstaaende Forbindelser, læses i Samlinger til N. Folks Historie 4, S. 325 fgg.
  4. ↑ Dette fremgaar tydelig af et utrykt Brev i mine Samlinger fra et Medlem af dette Collegium, Provst M. Hvid, til en af hans Colleger.
  5. ↑ See Herslebs egne Ord derom i J. Möllers Theol. Bibl. 5, S. 160.
  6. ↑ H. Gerners vita & fata, Se 137 fgg. Helveg, D. K. Hist. efter Reform. 2, S. 147–148.
  7. ↑ Om denne beder det i et mig tilhörende Manuscript om Sandehereds Prester: „Havde en ypperlig Hukommelse og megen Læsning, men vidste lidet at bruge dem begge. Formedelst besynderlige Laden var han udsat for Klogeres Latter“.
  8. ↑ Var 1738 bleven Herslebs Eftermand. Denne Mag. Nils Dorph (Gjessings Jubellærere I, S. 501–514) var en Thrönder af Födsel, og var siden bleven Sogneprest til Vang paa Hedemarken. Ved sin Reise i Norge 1733 var Christian den sjette bleven opmærksom paa horn og kaldte ham kort efter til Kjöbenhavn, hvor han först blev Sogneprest til Nikolai Kirke, derpaa Stiftsprovst og endelig Biskop i Norge. Hans Ophöielse har neppe været fortjent, og den kan vistnok med Föie regnes mellem de overilede geistlige Befordringer, som vare saa hyppige under Pietismen.
  9. ↑ „De Bedendes aandelige Kjæde“, et meget hyppig oplagt Opbyggelsesskrift af Mag. Hans Jacobsen Hvalsö († 1712 som Sogneprest til Sandager i Fyns Stift).
  10. ↑ Dette er rimeligviis skeet medens han var Student, siden Skandalen var bekjendt i hans Fødeby, Christiania.
  11. ↑ Jens Möllers Theol. Bibl. 5, S. 160–161. Cfr. ogsaa Samlinger til norske Folks Historie 4, S. 326.
  12. ↑ H. N. Hauges Reiser, vigtigste Tildragelser og Hændelser, (2det Oplag) S. 79. Det andet Afsnit af denne Bog, af hvilket dette Citat er taget, er i mange Henseender af Interesse for vor nyere Kirkehistorie, da man deraf lærer at kjende de Levninger af den pietistiske Opvækkelse, som endnu paa Hauges Tid havde vedligeholdt sig paa flere Punkter i Landet, og som visselig i ikke ringe Grad lettede Hauges Virksomhed, hvis Forbindelse med den ældre Pietisme udentvivl ikke har været tilstrækkelig paaagtet.
Hentet fra «https://no.wikisource.org/w/index.php?title=Aktmæssige_Bidrag_til_den_norske_Kirkes_Historie_i_det_attende_Aarhundrede/2&oldid=212557»