Aktmæssige Bidrag til den norske Kirkes Historie i det attende Aarhundrede/1

Legg til lenke
Fra Wikikilden
Uddrag af nogle Erklæringer fra Biskop Peder Hersleb.

Denne vor udmærkede Landsmand har i de Aar, han virkede i sit Fædreneland Norge, som Biskop i Christiania (1730–1738), indlagt sig store Fortjenester af sit Stift. Vidnesbyrd om hans Nidkjærhed ere de mangfoldige og mærkelige Skrivelser til Presteskabet, som de fleste af Stiftets Prester endnu kunne læse i Kopibøgerne, forsaavidt disse ere opbevarede. Allerede 1734, altsaa tre Aar, førend Paabudet udkom, skal Hersleb i sit Stift have indført Confirmationen. (Mnemosyne 4, S. 232). Hans varme Interesse for den fædrelandske Kirkehistorie skyldes det, at der ved Aar 1733 i alle stiftets sognekald blev indrettet Kaldsbøger, i hvilke mangen for Lokalhistorien vigtig Notits er bleven bevaret[1].

Hvad nedenfor meddeles af ham ere nogle Steder tvende Embedserklæringer om norske Sager, det ene affattet 1735 i Anledning af en paatænkt Revision af Kirkeritualet, den anden afgiven efter hans Forflyttelse til Danmark. Han var nemlig som Biskop over Sjællands Stift Medlem af Generalkirkeinspectionscollegiet og havde som saadan fremdeles nogen Indflydelse paa sit Fødelands geistlige Anliggender.

(Af Betænkningen om Kirkedisciplinen).

– – – Dersom man skal faa den gemene Mand i Norge i Tanke og Vane, at Langfredag skal holdes ligesaa hellig, som andre hellige Dage, hvilket er billigt, da, om Messen bliver ved herefter, vil det være fornødent, at og Langfredag faar sin Collect, Lectie og Text[2].

– – Derom bar jeg ingen Tvivl, at dersom de Penge til Lys, der brænde paa Alteret ved høi lys Dag, som dog koster i hver Kirke paa Landet omtrent 4 Rdlr., eller 12 Pund Voxlys, foruden de andre Tællelys, som her i Norge, -især paa Landet bruges meget af Superstition, og undertiden brænde, 6, 8 eller 10 Lys paa Alteret paa engang, som ere givne dertil, anvendtes til fattige Børns Oplysning, vilde de meget bedre blive anvendte.

– – Den saa alvorlig anbefalede Catechismi Forklaring (i Kjøbstæderne ved Aftensang, paa Landet ved Høimesse) er ganske og aldeles aflagt og høres nu ingensteds mere.

– – Mig er ikke vitterligt, at nogensteds holdes anden Fredags Fropræken, end den, som i nogle faa Kirker holdes hver Dag. Endog om Søndagene staa Stolene mest tomme ved Fropræken.

– – Iligemaade er det ofte, hvad Daaben angaar, stor Ulighed i Nabokald, hvoraf de, som kommer af en Menighed i en anden at besøge Kirken, tidt undre sig og ræsonnerer, at en af Parterne ikke gjør ret; nemlig i nogle Kirker tager Presten selv, idet samme Daabens ipse actus skal skee, Barnet under sin venstre Arm og saa døber det med høire Haand og derpaa leverer det fra sig igjen; Andre, hvilket synes baade tryggere og rettere, lader den, som bærer det, holde det over Funten[3].

– – Presten skal ved Undervisning og Formaning see til at formaa Forældrene her i Norge til ikke længer at give deres Børn de hedenske og afgudiske Navne, Thor, Odin, ei heller af vilde Dyr, Bjørn, Ulv, ei heller at Mands og Kvindes Navn confunderes, som naar en Kvinde kaldes Oluf.

– – Exorcismus burde forlængst være afskaffet[4]. (Hersleb mener, at Kongen har fuld Ret til at afskaffe den, og at Frihed i den Henseende burde tilstaaes prester og Almue, hvorved Exorcismen snart skulde falde bort).

– – Her i Norge var ganske ingen privat Absolution for menig Mand, men privat Communion altfor megen for dem, som ere lidt mere end Bonden, og med dem, som dog mindst behøve det, gjør Presten sig lidt mere Umage i Skriftestolen og betænker forud, hvad han vil sige, men ellers ingen privat Absolution; den var her ligesaa offentlig, som Prædiken. Dog lægges Haand paa hver især og forkyndes Synds Forladelse; her blive 50, 100, 200, ja 300 paa visse Tider af Aaret absolverede i mindre end et Par Timers Tid. Hermed forholder det sig saaledes. Hvor der er Sakristi, der er bygget i alle Kirker her i Norge et Knæfald, ligesaa stort, som det omkring Alteret og paa mange Steder større, derpaa falde paa engang paa Knæ 20, 30, 40, 60 o. s. v., der uden nogen Slags Confession – hvor Presten er meget stricte, læser En for dem alle Skriftebønnen op af Catechismo eller Alle tillige – uden nogen Slags Conference, Prøve om deres Tilstand eller Spørgsmaal derom. (Lad nu her Ritualet pag. 144, 145, 148 observeres!). Presten skal begynde sin Oration, den nu fast alle Tilhørere ret nu kan udenad, med høi Røst, saa det kan høres i den hele Kirke, – jeg har selv forsøgt det og staaet udenfor Kirkedøren og hørt hvert et Ord og siden sagt Presten alt, hvad han talte –, og naar hans sædvanlige Tale er til Ende, gaar han omkring det allerforteste skee kan, og lægger Haand paa hvert Hoved og absolverer, og lader andre 20, 30, 40, som kan haves Rum til, komme ind, ja ere Communicanterne ret mange, saa lader han saa mange falde paa Knæ paa Knæfaldet, som kan faa Rum og ligesaa mange falde paa Knæ bagenfor og siden rækker Haanden over til dem. Hvor der ikke er Sakristi, der skeer alt dette i Choret i Menighedens Paahør, thi presterne har (baade for deres og Almuens Magelighed) fundet paa at skrifte samme Dag, naar det ringer anden Gang, og inden der er ringet sammen, har han absolveret 200–300. Der sætter Presten sig paa en Stol, Contitenterne knæle om Alteret, ligesaa til Communion, ja vel et Rad bagved. Saaledes fandt jeg det for mig i det hele Stift, hvilket jeg for Guds og D. May.s Aasyn forsikrer og skal være forbunden at bevise, ja Sacristiernes indrettede Knæfald er Bevis nok; saaledes har jeg erkyndiget mig at skee i de andre Stifter i Norge, som jeg og fra Barndom har vidst det, og dog kan norske Bisper[5] ved udstrøede Skrifter forsvare Skriftestolen og beraabe sig paa Ritualet. Er det ikke at blinde D. May.s Øine og give at forstaa, at Ritualet observeres i Skriftestolen af alle de Prester, som ikke ere Kjettere? Dette har jeg fra første Tid i dette mit Embede sat mig imod af al Magt, men jeg og veed, at andre Bisper og veed det og lader det saa passere. Jeg er reist om og kommen hemmelig til Skrifte-Tid i Kirkerne paa Landet og har selv seet det med mine egne Øine. Jeg har ved alvorlige Breve, som kan fremlægges, villet reducere Skriftestolen igjen at være conform med Ritualet, idetmindste saavidt, at en og en skulde skrifte, da det for Resten maatte komme an paa Prestens Samvittighed, hvordan han gjør det, men jeg har ikke kunnet reussere, thi Mageligheden er for dybt indgroet, den har faaet Hævd, er blevet til en Ret, ikkun jeg har faaet det lidt mindre publik, og skjønt det vel negtes for mig, saa veed jeg dog, at endnu tages 5–6, 8, 10 ind i Skriftestolen – (hvad der kan siges, naar 2 hører derpaa, det kan ligesaavel siges for 100). Det er skeet, at Prester har klaget for mig, at de ere blevne beskikkede og truede med stevning for den Advarsel, de har gjort i Skriftestolen til Folk for visse Synder, som alle vidste at sige om dem. Presterne har faaet den Trøst af mig, at det er ret, at jeg selv skulde hjelpe til, at de kunde faa Straf, thi de behandler deres Skriftestol saa, at de ikke kan have mere Ret der at foreholde nogen sin Synd, uden (ɔ: end) de vil offentlig lægge ham Synd til. Saaledes er her i Norge Skriftestolen beskaffen. (I Danmark veed jeg, at det i det Fald er noget bedre, at der er Skriftestolen mere privat).

(Publik Absolution). Synderen sættes en vis Dag for, da han skal indfinde sig i Chordøren at lade sig justificere, gjennemhegle og overskjelde, og vil han ikke med det gode, da trækkes han dertil og nødes, at han skal. Hvortil tvinges han da ofte mod sin Vilje? Til at faa Afløsning af sin Synd, førend han selv begjærer den, til at faa Christi Legeme og Blod, som han maaske endnu er i det Sind, den han just for denne Fremfart bliver vred paa, eller ikke skjøtter om, til at blive forligt med Guds Menighed, i saadant sit Sind, da han er vred paa Presten, som er ligesom hans Skarpretter, vred paa Menigheden, som der ligesom skal se sin Lyst paa ham. –. Mig kommer aabenbart Skriftemaal, som den nu bruges, ikke anderledes for, end en Spindelvæv, hvor de store Bremser bryde igjennem, og ikkun de smaa Fluer blive hængende og det baade i Henseende til delicta og Delinquenterne. Hvad delicta angaar, da bruges den fast aldrig uden in puncto sexti, naar 2 Mennesker bedrive Utugt sammen, hvilken Synd visselig er stor, men sandelig Scandalet, som egentlig er Kirkens Sag, meget mindre og mere kanskee af menneskelig Skrøbelighed uden ondskab og ved en Overilelses Fald, end mange andre langt mere publike, langt mere herskende, langt mere skadelige Synder, som daglig Fylderi, daglig Klammeri, alle Øjeblik overhaandtagende Vane med Banden og Sværgen, letsindig, forargelig liderlig skjemt i offentlige Selskaber, hvilke alle ere meget mere scandaleuse. – – Og enda i den casu exerceres den ikkun paa de smaa Fluer, som blive hængende fast: jeg mener stakkels fattige, gemene Kvindfolk, Bondepiger, Tjenestepiger, men de store Bremser bryde igjennem, nogle ved kongl. Dispensation, som erhverves for en saa ringe Penge, at Enhver, som er ikke saa gemeen, regner det for intet og føler slet intet dertil; skal de Penge være, da skulde sandelig efter Stand og Vilkaar Summen sættes, saa at han kunde føle det. Hvad regner en Borger, en Kjøbmand, en ung Karl, som har Arv eller Forældre i god Stand, at han giver 12 Rdlr. i Bøder for at tage et stakkels Menneske hendes Ære fra, og derpaa tager for en Snees Daler kongl. Dispensation for Kirkens Disciplin. Andre (sc. hele den militære Stand) er ganske exciperet. Andre, ogsaa Bondekarle veed ogsaa Moyen at blive fri og gaar kun til en Officeer og begjærer at indskrives, som Overcomplet, som Reserve; rigtig er Sagen, endskjønt han aldrig har aflagt Ed, aldrig faaet Kongens Gevær og Mundering, aldrig har tjent Kongen eller agter at tjene Kongen i den Stand. Andre gaar ben til en Officeer og sige: De vil tjene ham paa hans Gaard et halvt Aars Tid i Bondearbeide, ikke endda i Livrée, saa pretendere nu og Oficererne, Gud veed med hvad Ret, at ogsaa deres Tjenere skal være fri for Kirkens Disciplin, endskjønt deres Tjenere er ikke indført i Rulle. Et Rescript af 1ste Juli 1690 siger, at naar Militære forsee sig ved Leiermaal, skal Presterne paa deres Vegne afbede Forseelsen. (Der klages over, at de Militære ustraffet kan overtræde det 6te Bud, og det endda uden engang at være militær Disciplin Straf undergiven. Forordn. af 29de Decbr. 1696).

– – (Hersleb omtaler dernæst de vanskelige Forhold, som opstode, naar „nogen for en Misgjernings Skyld forvises af Sognet, af Fogderiet, af Amtet, enten for en vis Tid eller altid“. Thi „hvor et saadant Menneske kommer hen, tør man ei befatte sig med ham“). – „Enten burde saadan Straf ikke mere være, uden de plat forvises af Landet, eller og burde de efter Dommen, før de udføres, forlige sig offentlig med Menigheden og derpaa faa Prestens Skudsmaal uden Betaling. – Det kommer vel ikke herved, men jeg kan dog ikke som Patriot dølge den skadelige Følge deraf, naar nogen soldat for Tyveri, for Liderligheds Skyld o. s. v. jages bort fra Regimentet, en saadan har denne sin Straf mere som en Frihed til at gjøre alt ondt; saadanne gaa om i Landet og gjør megen Forargelse; istedenfor han har været under Ave og streng Disciplin før, har han nu aaben Mark til alle Laster. Saadanne burde enten ganske ud af Landet eller og leveres ind paa Fæstningerne, at ikke Landet skal drages med dem, som Regimenterne har ført ind ved Hvervinger og siden udskyde fra sig som Udskud.

– – Med Alterens Sacramente er det ret bagvendt her i Norge. Privat Absolution er gjort til publik, idet, som før er meldt, flere og mange tillige tages ind i Skriftestolen, men Communionen, som skulde være publik, er bleven saa privat, at alle de, som ikke ville regnes som rent gemene, ville ikke mere communicere med Andre, men enten før Prædiken, før Nogen kommer i Kirken, eller paa aparte Dag, naar Ingen er tilstede uden Presten. Af Begyndelsen for en Snees Aar siden kan jeg erindre, at det var som en Raritet, at det skede, og det ikke uden de Allerhøieste i Landet, og dog ikke hemmelig, men ved den offentlige Chorsang i Kirken, naar det dog var ringet med Klokkerne til Guds Tjeneste, men nu har det taget saa Overhaand, at endogsaa en Bonde-Lensmand er bleven vred og har forfulgt Presten, fordi han vilde ikke stedse paa Søgnedag aparte betjene ham. Det er kommen saavidt, at Folk veed ikke andet, end at det er en Ret, og ganske ordinære Folk, som ikke ere i Rang, har givet Klager ind over Prester, som ikke ville antage dem præcis den Dag og Time, som de fatte i Sinde. De Fornemme ville ei blande sig blandt dem, som ere ringere, endogsaa ved Herrens eget Bord. Gud give, de og ikke ville, at Vorherre skal gjøre Skillerum i Himmelen mellem dem og andre. Det er og ganske vist, at Presterne have mere Offer af dem, som communicere aparte, og Ingen begjærer det, uden de, som distinguere sig ved deres Offer og Skriftepenge, hvilke, hvor forbudne de end ere i Loven, dog vel løber ind iblandt med.

– – Jeg vil ei tale om det Ord Communion, ei tale om, at da Guds Kirke lider nu saa stor Fortræd af Separatister[6], saa have vi selv og samtykke selv Separatister daglig iblandt os, som separere sig fra vor offentlige Sacramentes Holdelse og Brødets Brydelse, som just ere tessera Christianismi, hvoraf skal kjendes vor Kirkes Lemmer, thi det staar Papister, Calvinister, ja Tyrker og Hedninger frit for at gaa i vor Kirke og høre Guds Ord, men paa Altergang skal de kjendes, som ere af vor evangeliske Kirke.

– – Det er bekjendt, hvad Bønder og Gemene'har for Superstition om den Viin, som bliver tilovers; de kalde den Messeviin, sige, at den er god til Lægedom og bruge den for svage Øine. Presten bliver idelig overløbet om Messevin og, naar han ikke vil, da Prestekonen, og give Gud, at ikke Mange gjorde sig et Accidens deraf.

– – (Hersleb gaar nu over til at omtale de Unges Forberedelse til den første Altergang). Det er ganske vist, at man ikke tryggelig kan lade den Omsorg ankomme blot paa Forældrene, thi Gud bedre, mange af dem ere selv saa vankundige, at de ikke forstaa det. De fleste gaa efter Alderen, at naar et Barn er 15–16 Aar, saa skal det communicere. Det er og ganske vist, at man ei blot kan lade dette vigtige Verk komme an paa Presten, thi foruden at mange af dem kan være letsindige, magelige, spare sig for Arbeide og Umage – foruden det, at de og af gemene Forældre med Bøn og Tiggen overløbes og overtales til at lade Børnene slippe frem, som det kaldes, imod Løfte, at de skal lære bedre herefter, – foruden det, at der gaar et slemt Ord og Rygte, at mange Prester gjøre sig et godt Accidens af dette, nemlig at faa en Foræring af Enhver, som første Gang gaar til Guds Bord, og derfor for ei at hindre Foræ- ringer gjør det koldsindig, eller for at forøge Foræringen gjør det vanskeligt og negter at kunne antage den Unge, – foruden alt dette maa man og tilstaa, at Presterne har ondt at gjøre; baade kan de ikke raade med Forældrene, thi de ville have deres Børn til Guds Bord med sig, enten de ere skikkede eller ikke, de tvinge Presten til at tage dem frem, naar de kun kan læse de fem Parter udenad, enten de forstaa noget deraf eller ikke, de klage over Prester, som i den Fald ere oprigtige, og det heder da, at de af Vrede, Passioner, Gjerrighed afholde Børnene, og dernæst er Omgangen dermed saadan, at en Prest kan ikke gjøre det, han burde, thi han veed ikke deraf, naar den eller den vil gaa første Gang til Guds Bord, og faar det ikke at vide før samme Uge, da Faderen eller Husbonden kommer med den Unge, (eller den Unge kommer alene) til Presten alene efter Ritualet og siger: Jeg vil paa Søndag gaa til Guds Bord, og jeg vil have den unge Person med mig, om Presten vil overhøre ham. Presten kan nu just paa den Tid være occuperet, have andre Forretninger, være selv ikke disponeret dertil, thi sandelig er et Menneske ikke altid opvakt til saadant, men han nødes dog til strax at gjøre det og at afgjøre det i en Times Tid, hvilket Enhver kan begribe ikke at være nok til en saa omhyggelig Præparation, som denne bør være. Saaledes kommer Hver og En separat for sig, hvorved sandelig en Prest formeget obrueres, da, om det nogen Tid forud blev anmeldt og flere samlede, Presten da kunde tiere, engang hver Uge, og med større Lyst, bedre disponeret, have slige unge Mennesker for sig. Det er ganske vist, at heraf kommer den største Vankundighed i Menigheden, thi, naar unge Mennesker tages lettelig og uden nøie Prøve, og, uden at de undervises ret at prøve sig selv, til Guds Bord, og derpaa siden blive gifte og blive Fædre og Mødre, saa opdrage de deres Børn ligesaa, hvilket er det Svar, man faar, sc. „de havde og Prester i deres Tid, og de vare brave Mænd og gjorde ikke slige Difficulteter, som nu disse egensindige Prester gjør. Jeg har forundret mig paa mine Visitatser at finde mange Unge, som nys har gaaet første Gang til Guds Bord, – thi dem lader jeg separere fra de andre, som ej har gaaet til Guds Bord – saa vankundige og har tiltalt Presten derfor, hvordan han kunde antage saadanne, men da er det skeet, idetmindste heder det saa, efter Forældres Ungestüm eller ved Løfter om Forbedring eller og, at de kan nogle visse Quæstioner, men saasnart Ordene forandres aldrig saa lidt, saa veed de intet deraf, er altsaa et Papegøie Verk. – – Den Examen før den første Altergang bør ei skee privat i Eenrum, thi just derved gjøres den letsindig, men Menigheden bør være Vidne dertil, hvem der befindes duelig til at incorporeres, om jeg saa skal kalde det, i Menighedens Legeme. Derved ophæves Foræringer og Forældrene ville da sørge for, at deres Bern ei staa offentlig tilskamme. Hvor meget godt har ikke det udrettet, at Examen theologicam for Studenter skal holdes offentlig i Alles Paahør?[7]

– – Det er sandelig en af de største Aarsager til den gemene Mands Vankundighed her paa Landet, at de lærer Catechismen per vivam vocem uden at kjende en Bogstav i Bog[8], og derfor hele deres Livs Tid ikke kan hjelpe sig selv, ikke opbygge sig af Guds Ord, ikke excollere, hvad de har lært, glemme de det saasnart de ere antagne til Guds Bord, og om ikke før, da vistnok, naar de blive gifte; thi efter den Tid examineres de ikke mere. Dette maa nødvendigvis forbydes, og ved Guds Naade har jeg i dette Stift i saa kort Tid bragt det derhen, at alle de, som vil første Gang gaa til Guds Bord, maa kunne læse i Bog, hvilket jeg selv paa alle visitatser prøver. (Hersleb foreslaar dernæst Confirmationens Indførelse, og mener at den bør finde Sted to Gange aarlig. Han fraraader at vælge Søndagen Qvasimodogeniti, fordi Presten har saameget Arbeide i Fasten og Paasken, at han da ei ret kan forberede Confirmanderne. I Løbet af et Fjerdingaar kunde Catechismen gjennemgaaes, derpaa, en Maaned anvendes til Forberedelse til Nadveren, og endelig skulde ethvert Barn før Nydelsen af denne samtale i Enrum med sin Prest. Selve Confirmationen burde kun forrettes af Sognepresterne, men Capellanerne skulde dog tage Del i Forberedelsen. En Hindring ser han i de Fornemme, „især de smaa Selvfornemme, eller Enhver, som har en Silkes Kjortel“, hvilke han frygter for, ei ville lade sine Børn gaa til Presten med de Ringeres).

– – Efter min enfoldige og allerunderdanigste Mening kan hele det syvende Capitel (Bansættelse og Afløsning) aldeles udslettes og udelukkes af Ritualet og det ikke, fordi jeg jo tror og fuldkommen tilstaar, at Guds Kirke har den Ret og Magt at fraskille og udstede af sit Samfund raadne og haardnakkede Lemmer, men endel fordi den Excommunication nu dog aldrig bruges og exerceres, og det heller neppe bliver tilladt den at exercere, har og sine Farligheder og Betænkeligheder. Derfor bør det heller ikke staa i Ritualet, som noget, der belees af onde og fortrædelige Mennesker som et brutum fulmen og noget, der irriterer uforstandige Prester, at deres Sind klør efter at exercere saadan Myndighed engang. Dernæst ogsaa, fordi den Magt og Ret umulig kan tilhøre Presterne eller Geistligheden, hvilke den ofte vilde misbruge, men Menigheden, og da skulde vore Menigheder være bedre oplyste og sande Christne, som havde Guds Aand.

– – (Med Hensyn til Egteskabet er Hersleb ei fornøiet med den gjældende Bestemmelse, at Ingen maa gifte sig, som ei har været til Guds Bord. Han foreslaar, at de, som ville gifte sig, forinden skulde underkaste sig en Prøve i Christendomskundskab. „Jeg har selv forsøgt det, at man kan faa dem til at lære Noget i ganske kort Tid for at blive gifte“. Ritualet burde nævne, hvor lang Tid kan eragtes lovlig mellem Trolovelse og Copulation[9]). – „At skille Drukkenskab og Slagsmaal fra Bondebryllup her er fast ligesaa umuligt som at skille Varmen fra Ilden". Vielsen burde derfor ei ske om Søndagene. Naar gamle Folk viedes, kunde de Ord: „Med Smerte skal du føde Børn“ udelades. At vexle Ringe under Copulationen var endnu mangesteds brugeligt.)

– – (Begravelser). De aabne Beenhuse, som ved endel Kirker ere byggede, hvor de Dødes Been ligge for alles Øine, hvor Kreaturer og Hunde undertiden spille med Benene og slæber dem omkring, hvor vel ogsaa Superstition skeer, burde være ganske afskaffede, og alle Been, som ere komne af Jorden, igjen ved første Gravs Aabnelse lægges ned. At ved Krigsfolks Begravelse ogsaa udi Kirkerne hænges Standarter, Faner, Harnisk og Kaarder op til et Æreminde, lægges nu mere og mere af.

– – (Bestemmelsen, at Provsten skal være Sognepresternes Prest, døbe deres Børn o. s. v., forekommer Hersleb at være en Uskik, som kun volder Bekostning. „Hvordan det skede, og hvem, som fik det indført, da Ritualet alt var færdigskrevet, det ved Mange at tale om“.)

– – Udi Agershus Stift kunde meget bekvemmelig holdes Landemøde, først i Februar Maaned, hvilket er den Tid, da den største Del fra Landet kommer ind til Christiania Marked, da og de publike Penge, Collecter, Kirkecontributioner, Academiskatten kunde indleveres, hvilke nu til største Besværlighed og Urigtighed med Bud maa sendes i Plukkeviis. Der kunde da forhandles om geistlige Sager, hvilket nu aldeles ikke skeer, da aldrig nogen Forsamling af Geistlige finder Sted, og Biskopen har ingen Leilighed uden knapt hvert tredie Aar at tale med Hver især paa Visitatsen. Men i de andre Stifter kan vel ikke indføres Landemøde.

– – (Om Kirkevielse savnedes et Reglement. Biskop Munk[10] havde ladet et trykke uden Autorisation og Biskop Deichmann havde fulgt dette ved Indvielsen af Frederikshalds Kirke 1729, hvilken han her udgivet i Trykken.)

(Om Catechisation heder det, at den bør foretages af Presten hver Søndag, dog kun, ligesom i Sverrig, med en „Fjerding“ ad Gangen. Degnen bør catechisere en Dag i Ugen og Presten hver Maaned desuden afholde en Catechisation et eller andet Sted ude i Bygden. Ved Husbesøgelse kunde Presten lære sin Menighed at kjende. „Der gives stundom Folk, som aldrig komme til Kirken, ja, som ere over 40 Aar gamle, og aldrig have været til Guds Bord, hvilket alt nu er befundet“.)

– – Unge Personer komme af Skolen, deponere paa Universitetet, komme strax hjem igjen og klyve op paa Prædikestolen.

(– – „Der er kommet et Rygte, uvist med hvad Grund, endog her i Norge, at D. Kongl. Maj. skulde ville have den sædvanlige prestelige Dragt aldeles afskaffet“. – – Hersleb foreslaar, at Prester skulle forbydes at indlade sig i Kortspil og dandse i „Bryllupper og Vertskaber“; naar Dandsen begynder, da burde Presten gaa bort. Til „Skuespil, Komedier, de saakaldte Baller, Spillelag“ o. s. v. skulde man ikke maatte indbyde Presten. „Med Gevær eller at gaa ud paa Skytteri maa de ikke findes“[11].

(Her kan ogsaa anføres nogle senere Ytringer om Kirkedisciplin af Hersleb i et utrykt Brev til I. L. Holstein, skrevet i Christiania 1ste Febr. 1738, da Biskopen allerede var udnævnt til sit nye Embede, Sjællands Stift, og derfor stod i Begreb med at forlade Norge, hvorfra han siger, at han ventede at blive reisefærdig til Paaske. Han siger her: „Flere Presters Mening at indhente her i Stiftet holder jeg, som kjender til Prikke Enhvers capacité ikke nyttigt, thi de fleste Prester forstaa under det Navn Kirkedisciplin Intet uden det, som lugter af Autoritet, Myndighed og Art af Jurisdiction; de gode og fromme Prester have ikke indseet nok i de Conseqventser, som heraf vilde følge. Den rette Kirkedisciplin, saadan som den burde være, mener jeg at være endnu fortidlig at tænke paa, og der maa først arbeides, haabes og ventes tiere aandelige Prester, flere gode Christne, inden den med Nytte kan anordnes. Alt, hvad endnu, rebus sic stantibus, derom kunde dømmes, blev kun – hvor godt det var – af kjedelige prester misbrugt og af de Christnes Mængde, som de nu ere, foragtet og til Unytte. – –– Saa- vidt den rette Kirkedisciplin skulde exerceres af Ecclesiola in ecclesia, begriber jeg ikke andet end at være endnu altfor farligt, og at ville forvolde stor Uro og Uorden og drage Separatismum efter sig).

(Af Herslebs udaterede Betænkning om Capellaner[12]).

– – Capellaner, saadan som Ordet bruges, kunne siges at være fire Slags; dog vil jeg henføre dem til tvende Hovedclasser, residerende og pro persona, og hver af dem ere igjen atter tvende Slags.

1. Residerende Capellaner, som Ordet bruges, men urettelig, hvilket har forvoldet oftere Confusion, ere to Slags, de, som kaldes, og de, som virkelig ere residerende Capellaner.

α. De, som nu kaldes residerende, fordi Ordets rette Brug efter Loven ei er observeret, ere saadanne Prester i Kjøbstæder og andre store Kald, hvor der skal være tvende Prester bestandig. Disse kaldes af Hs. Maj. Kongen, de har deres anviste Embede og Forretninger og ikke uden i visse Ting dependerer af Sognepresten. Disse burde hede Diaconi, Medtjenere i Ordet, Adjuncti, Pastores eller slet hen uden noget Tillæg Capellaner. Alle disse Capellaner i Kjøbstæderne agtes og i Værdighed, og har deres Bestallingspapir som pastores (Sogneprester) paa Landet.

β. De egentlige residerende Capellaner eller Vicepastores (thi det maa merkes, at det Navn har sin Grund alene i den norske Lov, hvor det heder: Residerende Capellaner eller Vicepastores) ere saadanne Prester i de Kald, som ere lagte til Kjøbstedkald eller andre store Kald, men ere saa fraliggende, at den, der er Pastor (ɔ: Sogneprest) eller har Pastoralindkomsterne, selv ikke kan komme derhen at forrette Embedet eller besøge Menigheden, og derfor maa maa der i Kaldet være og residere en anden Prest, som virkeligen i Embedet er Pastor, men fordi visse Indkomster høre en anden til, heder Vicepastor eller residerende Capellan, da den, som har Pastoralindkomsterne ikke er paa Stedet, ja ikke har mere i Menigheden at gjøre eller ansvare. Disse ere da de rette residerende Capellaner; de kaldes ellers Vicepastores, men i Function ere de rette Pastores og har curam animarum. Disse kaldes af Kongen, blive stedse ved Menigheden, ja der er ingen Forskjel mellem dem og Pastores uden i Indkomsterne og Navnet.

Saadanne residerende Capellaner ere i Norge meget mange, dog meest nordenfjelds. I Throndhjem har ikke alene Biskopen, men Lector, tvende Sogneprester, tvende Capellaner og Hospitalspresten har sit Kald paa Landet, som de aldrig se til, aldrig kan komme til; et ligger 6–7 Mile, et andet 11–12 Mile borte, et ligger i Nordlandene, ja et i Bergens Stift og saa fort[13], hvoraf de tage Indkomsterne uden at have det ringeste med Embedet at gjøre; thi det gjør hvert steds Vicepastor eller residerende Capellan, som voceres af Kongen. Jeg holder for, at det er en Levning af Pavedømmet og dets Prælaturer og Canonicater. Det var meget godt, at alle disse Kald, hvor det var muligt, skulde blive fraskilte og være rette Pastorater, thi det synes ubilligt, at En skal tage Indkomsterne og en Anden skal gjøre alt Arbeidet. Menigheden fortryder paa at give deres Rettigheder til En, de aldrig seer, og at se den Prest, som arbeider paa deres Sjel, at lide Mangel, Embedet forrettes under Sukke. Det er og alt begyndt at afskaffes. I Agershuus Stift blev, medens jeg var Biskop, de fleste slige Kald separerede. Tønset var et pastorat med to residerende Capellaner, et 3, et andet 7 Miil fra Tønset; der er nu tre Pastorer. Bamble og Kragerø ere nu to Kald, Skien og Solum to Kald; Aamot og Rendalen, som er 12 Mile fra Aamot, derom ligger efter min Forestilling kongelig Ordre, at de ved Vacance skal separeres. I Nordlandene er det og skeet med Alstahaug, som havde tvende residerende Capellaner, men nu er der to eller tre Pastores. Det kunde og ske paa paa de fleste Steder, naar Lectoraterne gaa af; de store Kjøbsteder kan og nok selv føde deres Prester. Hvor der er meget slette Indkomster, som til Hospitalskaldet i Throndhjem, der kunde det heller nyde en vis fastsat Pension i Penge af det tillagte Kald, men ikke have med Tienden at gjøre og Vicepastor være ret Pastor, og det var bedst at fastsætte en kongelig Ordre til Biskoperne i Norge, at naar et Kald bliver vacant, hvortil der ligger et saadant residerende Capellani, der skal det fraskilles og være et Pastorat, og Bispen derom gjøre Erindring og Forslag i Cancelliet.

II. Det andet Slags Capellaner kaldes vel pro persona, men ikke rettelig, thi og af dem er to Slags, først de, som egentlig ere pro loco eller for Menighedens Vidtløftighed eller Fornødenhed, dernæst de, som egentligen ere pro persona for Sogneprestens Svaghed, Alderdom eller Uduelighed. Begge Slags kunne være paa en Gang i et Kald, og derfor bør de have distingerede Navne. De komme overeens med hinanden deri, at begge hidindtil pleie at voceres af Sognepresten, ikkun, at den ene skal han holde, enten han vil eller ikke, fordi Kaldets Omstændigheder udfordre to prester og der altid pleier være tvende. Den anden kalder han ikkun, om han vil, om han for Alderdom, Sygdom eller slet Duelighed obligeres til at holde en, men, naar den gamle eller svage Mand afgaar, og der kommer en frisk og duelig isteden, saa cesserer den Forbindtlighed. De komme og derudi overens, at de kongl. Forordninger om Capellaner appliceres paa dem begge, fordi man den Tid i Cancelliet ikke vidste den Forskjel, hvoraf siden er kommen mangfoldig Uorden, Urolighed og Strid. Det kan gaa an i de Kald, hvor ikke begge, eller saalænge ikke begge behøves, men i saadanne Kald, som bor have to Prester, Sogneprest og Capellan, der nyder da Capellanen efter Forordningen, men naar da Sognepresten bliver gammel og maa nødvendig have Hjelp og kalde sig en egentlig Capellan pro persona, hvad skal saa han nyde? Ex. gr. I Meelhus er stedse en Capellan, det er pro loco. Mag. Hans Skanke[14], fordi han var gammel og uøvet, kaldede strax en Capellan pro pers. Der vare altsaa i et Kald to Capellaner, begge skulde have efter Forordningen; den rette stedets Capellan kunde intet miste af det lidet, som kom ham til medrette. – – Men det er at observere, at ikke i alle Stifter er fastsat, hvilke saadanne Kald ere, og derfor skeer tidt Disputer. I Throndbjems Stift er det fastsat, thi det er efter en ældgammel Forretning[15] ved kongl. Befaling reguleret, hvilke Kald skal have to Prester, og der gaar det ialfald ordentligt til; om det og er saa i Bergens Stift, skal jeg ikke sige, men i det Søndenfjeldske er det ikke saa, thi der gaar det blot efter Praxis, hvorfor tidt, naar en ung Prest kommer, han paastaar, at ville gjøre Embedet alene og ei at behøve Capellan. Det var derfor saare godt og høist nødvendigt, at det blev nu fastsat i alle stifter i Danmark og Norge, hvor mange Kald stedse skal have tvende Prester, og at derom gik kongl. Ordre til Biskoperne at navngive alle de Kald, baade de, som altid have havt to Prester, saa og de, som vel ikke altid have havt, men dog behøve og taale, at der var to prester stedse, og naar det var fastsat, saa maatte disse Capellaner have et ganske andet Navn end Capellan pro persona, hvilket Navn aldrig passer paa dem og ikke kan andet end gjøre confuse Ideer om Capellanens baade Pligter og Rettigheder, thi, saalænge han heder pro persona, saa mener Sognepresten, at han kun er til hans Lindring og til at gjøre hans Arbeide, hvilket blot giver ophav til Stridigheder, – men de skulde hede enten Capellan pro loco, hvilket Navn vel ikke er autoriseret og kun bruges for Distinction i Norge, men synes dog at være aptum, thi de ere der for Stedets, for Kaldets Skyld, ikke Presten til Hjelp, eller de skulde kaldes kongelige Capellaner, eller ordinarie, som de, der skulde herefter kaldes af Kongen og blive ved Menigheden fixi.

Saa bliver nu tilovers de rette, egentlige, saa kaldede Capellaner pro persona, som ikke behøves i et Kald, saalænge en Sogneprest er frisk og duelig. Biskopen paalægger efter Loven Sognepresten at kalde saadanne. Dette kan arrivere ligesaavel i de allerusleste Kald, som i de store.

At det kan sees, hvad Difficultet det har, og hvor nøie den Forskjel man tager i Agt, vil jeg anføre et Exempel. Lector i Throndhjem, saa og Sognepresten til Domkirken har hver et Kald pro officio, som bestaar af tre, om ikke fire Kirker[16], ligger 6–10 Mile fra Byen, altsaa ikke selv kan betjene dem. Til begge disse Kald kalder Hs. Maj. Kongen residerende Capellaner eller Vicepastorer, men begge disse Kald ere af den Slags, som efter det føromtalte Reglement for Throndhjems Stift skal have tvende Prester; altsaa Lector og Pastor til Domkirken kalde Capellaner pro loco. Nu bliver den residerende Capellan gammel og svag, kan ikke reise saa tidt i de Fjeldkald, som han burde, altsaa behøver han en Capellan pro persona. Saa er der i et saadant Kald ingen Pastor, som betjener Menigheden, men tre Slags Capellaner, en residerende, kaldet af Kongen, en pro loco, kaldet af Lector, en pro persona, som den residerende behøver, naar han bliver gammel. Hvordan skal nu Forordningerne om Capellaner appliceres paa dette? Og dette er ei alene en Casus dabilis (!), men en Casus, som existerer meget ofte, ja nu burde existere i Lectors Kald, hvor der er en meget ældgammel residerende Capellan. Men hvor er det muligt? Selv har han intet uden blot det uvisse Offer og Accidenser, thi Lector har Tienden og Mensalet, og Menigheden kan ikke siges at have mere end een Prest, thi den residerende Capellan er fast ubrugelig af Ælde.

– – (Hersleb foreslaar, at den første Klasse af de hidtilværende Capellaner pro persona skulde blive faste Embedsmænd og faa sig en Mensalgaard til Bolig, „den bekvemmeste næstefter Enkens“, da det ikke var tjenligt, at de boede i Sogneprestens Huus. De burde og faa Tilladelse til at gifte sig uden, som hidtil, at indhente dennes Tilladelse. „Coelibatus clericorum er ikke at anbefale“.)

– Jeg forsikrer dyrt og helligt som for Guds Ansigt, at Prestekaldene paa Landet ere udraabte for større Indkomster, end de kan indbringe, deels af misundelige Gemytter, som selv ikke kan faa nok og synes Landsbyprester har formeget, deels af Folk, som aldrig har eftertænkt den Sag, men tænker, taler, ja vel og assererer det efter et Sagn af egen Indbildning, deels og fordi det synes noget i Øinene, at Presterne faa altid noget, nu Offer, nu Barnedaab, nu Lam, nu Gjæs, nu Høns, nu Æg, men naar man lægger det sammen om Aaret, er det sandeligen mindre Summer, end det synes. – – Dersom Studia noget skal excoleres i Landet, saa maa sandeligen den geistlige Orden, der dog er moxen det eneste incitamentum ad studia, have Levebrød. I fordums Dage, da vi havde Stude- og Øxne-Prester, Prester vare Kjøbmænd, ja Kromænd, kunde der findes velhavende Prester, fordi de mere bekymrede sig om Sligt og om at plage Bonden, end om deres Embede, men nu, da der søges gode Prester, og da den allerede ikke længer pleier agtes for en god Prest, som taler om Indkomster, eller kræver det, som Kongen har tillagt ham, da bliver det meget knap.

  1. ↑ Ogsaa efter sin Forflyttelse til Kjøbenhavn vedblev Hersleb mod Flid at samle til den norske Kirkehistorie. I Treschows Jubellærere hidrører saaledes Mesteparten af de norske Artikler fra ham. Hvad som imidlertid ikke kan roses, er at han, ligesom flere Samtidige, som t. Ex. Statholder Rantzau, Biskop Harboe o. fl, ved sin Bortreise fra Norge medtog adskillige Embedsarchivet tilhörende Sager; saaledes seer man af Katalogen over hans Bogsamling, at han var i Besiddelse af den bekjendte Biskop Jens Nielsöns Visitatsböger, hvilke nu udgives i Norske Magazin, af Biskop Rosings Copieböger o. s. v. Det förstnævnte Manuscript kom siden til det store kongl. Bibliothek, det andet er forsvundet. Cfr. min „Throndhjems Stifts geistl. Historie“ S. 158.
  2. ↑ Cfr. Engelstoft, Liturgiens Historie S. 138. Det er ganske merkeligt, hvorledes Bönderne endnu paa enkelte Steder – Meddeleren erindrer selv dette fra sin egen Barndom i Kvinesdal i Christianssands Stift – ikke betragte Langfredag som lige med de övrige Helligdage, men tillade sig at arbejde paa den Dag med en paafaldende Frihed. Hersleb bemærker senere i denne Betænkning: „Folk vil nödig gaa tilalters paa Langfredag".
  3. ↑ Et Aarhundrede tidligere (1619) havde Biskop Nils Glostrup i Smaalenene (Haaböl og Eidsberg) „befalet, at man ikke skulde lade Börn, som skulde christnes, staa udenfor Dören til Daabens Tid, men at de strax skulde sig i Kirken forföie, quum illud prius sit de reliquis pontificatus.“ (Glostrups Visitatsbog, blandt de Arnam. Haandskrifter i Kbhavns Univ. Bibl.).
  4. ↑ Blev endelig afskaffet af Guldberg ved Forordn. af 7de Mai 1783. Helveg, d. D. K. Hist. eft. Reform. 2, S. 255.
  5. ↑ Her sigtes til Biskop E. Hagerup, Herslebs ungdomsven og thrönderske Landsmand, med hvem han var kommen i Uenighed angaaende Absolutionen. S. min Throndhjems Stifts gejstl. Hist. eft. Ref. S. 157–158 samt L. Helvegs ovennævnte Afhandling i Tidsskr, „For Literatur og Kritik", 3die Bind.
  6. ↑ Leilighedsvis mærkes, at de förste separatistiske Bevægelser i Norge, hvilke dog vare meget svage, viste sig omtrent 1706 og vare foranledigede ved Kvækere. En födt Nordmand, Christopher Meidel (tilforn luthersk Prest i London, Lüxdorphiana ved R. Nyerup, p. 284) og en tysk Student, Johan Otto Glüsing, forekomme som Mænd, der omspredte kvækerske Skrifter og holdt Forsamlinger i samme Aand. Den sidste blev landsforviist ved kongl. Befaling af 11te Decbr. 1706. (Rektor B. Dass’s haandskrevne Samlinger i Kjöbenhavn).
  7. ↑ Dette var befalet ved den vigtige Forordn. om den theologiske Examen af 1ste Aug. 1707. Før den Tid afholdtes theol. Embedsexamen kun af en enkelt Professor, som stundom kunde examinere indtil 30 paa en eneste Dag, og Pröven var tidt privat. See herom Holger Rördams fortrinlige Afhandling: „Den theologiske Embedspröves Form og Omfang siden Reformationen“ i Nye kirkehistoriske Samlinger 2, S. 609 fgg.
  8. ↑ Cfr. min T.hjems Stifts geistl. Historie eft. Reform. S. 140–41.
  9. ↑ Hermed kan jævnföres, hvad jeg har fundet i Christiania Intelligentssedler for 1772, Nr. 19. „Ved alle Kirkerne i Bergen har i lang Tid været samlet en Mængde af trolovede Prakkere, der har gaaet nogle Aar og ikke har kunnet ladet sig copulere formedelst Pengemangel, da de fleste ere i denne Tid blevne saa forarmede, at de maa betle sit Bröd. Imidlertid har de levet som Egtefolk sammen og avlet Börn til Menighedernes Forargelse. Denne Uskik bar itzige Sogneprest for Korskirken (NB. Det var Capellanen, Withe, som af den Grund blev afsat; Hattings bergenske Prestehist. S. 152.) sögt at rydde af Veien ved at samle nogle Par om Gangen i Froprædiken og ladet dem uden Ceremoni og uden Betaling copulere, hvoraf de fleste har gaaet 5, 6, 7 Aar trolovede“.
  10. ↑ Af Biskop Hans Munk anföres imidlertid intet Skrift i Literaturlexicon.
  11. ↑ Mellem forskjellige presbyterlogiske Notitser af Hersleb har jeg blandt andre ogsaa fundet fölgende: „Kolbjörn Torstenssön, Prest i Sörum (Anna Kolbjörnsdatters Fader), var den störste Björneskytter i Norge, og duede hertil mere end til at være Prest“.
  12. ↑ Sammenlign hermed min Udvikling af denne Sag i min T.hjems Stifts geistl. Historie efter Reform. S. 50–52. Erklæringen er udentvivl afgiven under de Forhandlinger, som ledede til Forordningen om residerende Kapellaner af 2den Marts 1742.
  13. ↑ Udförlige Oplysninger om disse geistlige Underbrug findes i min T.hjems Stifts geistl. Historie S. 66–68.
  14. ↑ Se om denne fortjente Mand min T.hjems Stifts geistl Historie. S. 153–154.
  15. ↑ Hermed sigtes til den saakaldte Reformats af 1589, som er aftrykt i N. Vidensk. Selskabs Skrifter i 19de Aarh. I, S. 363–432.
  16. ↑ Lectors Kald var Verdalen, Domkirkens Sogneprests var Stod. Førstnævnte Kald har tre Kirker, sidstnævnte ligesaa. I Stod var Hersleb selv födt; hans Slægt indehavde i tre Generationer Vicepastoratet her. Dette forklarer Biskopens nöie Kjendskab til de geistlige Forhold i Throndhjems Stift.
Hentet fra «https://no.wikisource.org/w/index.php?title=Aktmæssige_Bidrag_til_den_norske_Kirkes_Historie_i_det_attende_Aarhundrede/1&oldid=212552»