Af Nicolai Wergelands utrykte Christianssands Beskrivelse
Nicolai Wergeland, født 1780,[1] var 1799 bleven Student fra Bergens Skole og havde paa en særdeles hædrende Maade tilendebragt sit academiske Cursus i Kjøbenhavn, idet han var bleven theologisk candidat med Udmærkelse, havde været Alumnus ved det pædagogiske Seminarium og vundet Universitetets theologiske Prismedaille.[2] I 1805 havde han ogsaa debuteret i Literaturen ved en humoristisk Fortælling, „Haldor Smeks smaa Tildragelser i Livet“.
Det var ved denne Tid, at de lærde Skoler reformeredes under Hertugen af Augustenborgs og Professor Moldenhawers Auspicier. Reformen, der allerede 1799 forsøgsvis var indført ved de tre fornemste Skoler i de dengang forenede Riger, Kjøbenhavn, Christiania og Odense, udstraktes i 1808 ogsaa til de øvrige, idet det hidtil brugelige Classelærersystem med Hørere afskaffedes og Overlærere og Adjuncter som Faglærere kom i Stedet. Ved Christianssands Skole ansattes derfor i det nævnte Aar fire Adjuncter, og mellem disse var Wergeland den ene. Han forblev i denne Stilling indtil 1811, da han (11te Novbr.) udnævntes til residerende Capellan i Øiestad, hvilket Embede han dog ikke tiltraadte, idet han allerede 8die Januar 1812 blev udnævnt til residerende Capellan ved Christianssands Domkirke. Den 17de April s. A. ordineredes han af Biskop Sørenssen til dette Embede og holdt den følgende Søndag sin Tiltrædelsesprædiken, ved hvilken Leilighed Latinskolens Disciple ydede ham sit Offer paa Alteret. I 1814 var han som bekjendt Eidsvoldsmand, 1815 fik han Titel af Hofprædikant og udnævntes endelig den 9de Novbr. 1818 til Sogneprest til Eidsvold, hvor han døde 25de Marts 1848.
Under sit tiaarige Ophold i Christianssand udfoldede Wergeland en literær Virksomhed, der baade med Hensyn til Omfang og Betydning maa kaldes et særsyn i Norge paa den Tid. Hans „Mnemosyne“ vandt den af Selskabet for Norges Vel udsatte Præmie, tryktes i hint Selskabs historisk-philosophiske Samlinger (D. 1, B. 1–2, Chra. 1811) og skaffede sin Forfatter megen Ære og Paaskjønnelse i Norge,[3] men tillige fra dansk Side A. S. Ørsteds uvillige Kritik,[4] der neppe blev uden Indflydelse paa Wergelands senere politiske Færd. Desuden udkom fra hans Haand dere Smaaarbeider, saasom en Fortsættelse af Haldor Smek, Digte i Anledning af Slaget ved Lyngør o. s. v., flere Bidrag til Fallesens Magazin for Religionslærere og dets Fortsættelse, Fallesens theologiske Maanedsskrift, til det pædagogiske Tidsskrift Egeria o. s. v. Som Theolog var han, som allerede noksom bekjendt, afgjort Rationalist, hvilket desuden yderligere vil fremgaa af det Skrift, der her udgives, og han bevarede disse Anskuelser til det sidste.[5] Som Skolemand udarbeidede han en Fremstilling af Religionslæren, som han dicterede sine Disciple. Han havde i 1811, efter hvad han selv oplyser, et Tilbud om at blive Professor i Theologi ved det norske Universitet,[6] men hans Forhaabninger i denne Henseende bleve ikke opfyldte, da det kom til Stykket, og muligens har den Ørstedske Kritik skadet ham hos Regjeringen.
Foruden hvad vi her have anført, forfattede imidlertid Wergeland under sit flittige Ungdomsliv i Christianssand ogsaa andre Arbeider, der ikke bleve trykte. Han skal have skrevet Satirer over visse locale Forhold,[7] men hans Interesse for disse har dog fornemmelig efterladt sig et Vidnesbyrd i det betydelige topographiske Arbeide, som han ved Siden af sine Embedsforretninger og andre Sysler fandt Tid til om ikke at fuldende, saa dog at bringe Fuldendelsen nær. Med overordentlig Flid og med skjønsom Benyttelse af Andres Forarbeider og overhovedet af de trykte og utrykte Hjelpemidler, der vare ham tilgjængelige i en Stad uden noget ordentligt Bibliothek, foretog han sig nemlig at udarbeide en historisk Beskrivelse af Christianssands By, hvormed han efter indre Mærker at dømme især maa have beskjæftiget sig i Aarene 1810–1813. Rimeligvis har hans ivrige Deltagelse i det offentlige Liv i 1814, hans derpaa følgende politiske Forfatterskab og endelig hans Forflyttelse fra Stedet, maaske ogsaa Vanskeligheden af at finde en Forlægger, bevirket, at dette Arbeide aldrig blev udgivet. Paa Eidsvold synes han ganske at have opgivet Tanken om at udgive dette Verk, thi de senere Tilføielser, der af og til ere gjorte i Haandskriftet, synes at hidrøre fra en anden Haand. Muligens vilde han atter have optaget Arbeidet, ifald han havde faaet sit ønske opfyldt at blive Biskop i Christianssand, hvilket Embede han i 1840 forgjeves søgte. Efter hans Død skjænkedes hans Haandskrift, der udgjør et temmelig stort Follobind, til Universitetsbibliotheket, hvor det imidlertid hidtil har henligget i det væsentlige ubenyttet.
Wergelands Christianssands Beskrivelse bærer i flere Maader Vidnesbyrd om sin Forfatters Talent og flersidige Dygtighed og staar fra Stilens og Foredragets Side høit over de allerfleste lignende Arbeider i vor Literatur. Var den udkommen i Forfatterens egen Tid, vilde den i betydelig Grad have bidraget til at forøge hans literære Anseelse. Om nu at udgive den helt kunde der imidlertid ei let blive Tale, allerhelst da den dog ikke foreligger helt færdigt og renskrevet, men paa sine Steder kun i Udkast og dertil ikke er fri for Lacuner.[8] For en stor Del vil altsaa Verket nu kun have Nytte som et værdifuldt Forarbeide for den, der muligens kunde ville skrive en Christianssands Beskrivelse efter Nutidens Krav til et saadant Skrift.
Da det imidlertid tør vare længe, inden en Mand opstaar, der med Kjærlighed til Emnet forener de ikke faa Betingelser, der udfordres for tilfredsstillende at behandle det, har jeg troet at gjøre vor Histories Venner en Tjeneste ved at meddele de interessantere Brudstykker af Wergelands Haandskrift. Jeg har under Udvalget af disse først og fremst medtaget, hvad der kaster Lys over Tilstande og Begivenheder i de Aar, hvori Forfatteren selv levede i Christianssand og var Øienvidne til Stadens mærkelige, men kortvarige Opsving i Krigsperioden, da dens Folkemængde fordobledes og den overhovedet naaede en Velstand og Betydning, som den aldrig hverken før eller senere har kjendt. Af Hensyn til den sidste Ildebrand i Staden, der tilintetgjorde dens Domkirke, har jeg medtaget Beskrivelsen over denne, hvilken ellers maaske var bleven forbigaaet. Fortegnelsen over Skolens Dimittender meddeles, fordi den stigende personalhistoriske Samlerlyst vil gjøre den velkommen for mange specialister.
Eiendommelig for Nicolai Wergeland var en stærk Tilbøielighed til et schematisere og rubricere, en Aandsretning, hvorpaa han bl. A. gav en Prøve, da han udarbeidede de 50 Paragrapher, der vare bestemte til at tjene som Grundlag for Sønnen Henriks Opdragelse.[9] Dette Træk, der ogsaa kommer tilsyne i hans Forslag til Universitetets Organisation, gjør sig ligeledes gjældende i nærværende Verks Inddeling. Den første Del kaldes: „Christiansands topographiske Beskrivelse. De Urbe“, den anden: „Christiansands borgerlige Beskrivelse. De Civitate“. Disse Hovedafdelinger falde hver igjen i en Mængde mindre, saasom: „Byens physisk-geographisk-mathemetiske“, „physisk-nautisk-commerciale“, „physisk-climatiske“, „physisk-militaire“, „technisk-genetiske“, „technisk-mathematisk-politiske“, „didactisk-ecclesiastiske“, „didactisk-scholastiske“ Beskrivelse“ o. s. v. Dette har foranlediget, at Grupperingen af Stoffet tidt er bleven en anden, end man ellers havde kunnet vente. Udgiveren har truet at burde lade de valgte Brudstykker følge efter hverandre i den Orden, hvori de findes i Manuscriptet selv. Dette er f. Ex. Grunden til, at Kirkens Beskrivelse og de kirkelige Forhold ikke følge umiddelbart efter hverandre.
De faa Noter hidrøre, naar de ikke udtrykkelig betegnes som Wergelands egne, fra mig.
Om forhen gjorte Forsøg til Christiansands Beskrivelse eller om de dertil tjenlige Hjelpemidler og Kilder, af hvilke jeg selv tildels har øst, kan jeg meddele Følgende:
1. Da Biskop Spidberg var Stiftsprovst og Sogneprest i Christiansand,[10] tilskrev han Scythe, den Tid Collega scholae,[11] følgende Brev:
- Clarissime domine magister, amice in paucis chare!
Christiania, Bergen, Tønsberg og Frederikshald have deres Beskrivelser;[12] det skulde være Præjudice, om Christiansand ei skulde finde nogen, der antog sig dens Beskrivelses Umage. Jeg har derfor i mange Aar havt den dessein at udføre dens Historie, men ser nu, at Gud haver reserveret denne Ære til min kjære Vens berømmelige Flid, da min Alder og mange andre Occupationer ikke kan lane (sic) mig Tid mit Forsæt at udføre Deres Projet til Historien og foresatte Orden er meget god og ser ikke derudi noget at forandre eller at udelade; jeg haver og om de fleste Omstændigheder indhentet nogen Kundskab: sed ne actum agam et scripta rescriberem, behager det Dem i første Udkast at udføre Historien og lade mig den se; er der da noget, som med Billighed bør forandres, formeres eller forbedres, skal det fideliter ske, kan hænde vi og udi Stiftskisten kan finde adskilligt til Historiens Oplysning og Forbedring, hvilket jeg og med Flid skal efterse. Antag da dette Arbeide jo før jo bedre, jeg skal stræbe saaledes at se det befordret, at det skal aabne Veien til Deres Lykke og Forfremmelse. Men tøv ikke forlænge at min gode dessein ikke tilligemed mig skal bortdø. Jeg lever etc.
- Christiansand 26. Nov. 1759.
J. C. Spidberg.
Scythe erklærer, at uagtet denne Opmuntring havde Omstændighederne dog ikke tilladt ham at fuldføre sit Forsæt.
2. Den saakaldte Christiansands Chronica, hvoraf der gives adskillige Afskrifter, men hvis Original Forfatteren, præsident Erdman Jensen,[13] der uddrog den af de nu opbrændte Raadstue- og Bything-Protocoller, (af hvilke der kun er en in folio i Behold, der af Scythe foræredes til Stifts-Archivet), 1729 forærede Scythes Fader, som laante det til Rector Grach, paa hvis Auction det blev solgt til Stiftsprovst Spidberg, efter hvis Død det blev leveret af Arvingerne Justitsraad Scythe tilbage, paa hvis Auction det blev kjøbt iblandt andre Papirer af Stiftamtmand Thygesen. Skriftet er ellers usselt, og Hexeprocesserne udgjør to Trediedele af samme.[14]
3. Hvo, som vil kjende ovenmeldte Krønike, læse Amtmand, Etatsraad Holms Beskrivelse over Christiansand i topographisk Journal for Norge, 10de Hefte, S. 90–103, hvor han ordlydende har udskrevet samme. Man se ogsaa Christiansands Ugeblade for Aar 1784.
4. Sorenskriver Bing i hans Norges Beskrivelse har, hvad Christiansand angaar, dels udskrevet Holm. Hvorfra han har det øvrige, ved jeg ikke.
5. En Samling af Byens Privilegier og Byen vedkommende Rescripter fra dens Stiftelse indtil 1737, et Manuscript in folio, har jeg ogsaa havt for mig. Samlingen er dog, hvad Rescripterne angaar, ingenlunde fuldstændig. – – – – –
6. Den Tyrholm-Scytheske Bispe-Krønike har jeg faaet laant fra Stiftskisten.[15]
7. Kalm i sin Resa till Norra America har noget lidet om Christiansand.[16]
8. Ligeledes v. Buch i sin Reise durch Norwegen und Lappland.[17]
9. En fuldstændig Tabel og Forklaring over Christiansands Stifts Kjøbstæder og Amters Gavebreve etc. i Begyndelsen af det 18de Aarhundrede samt
10. En Beskrivelse over Christiansands Kjøbstæders og Amters Forfatning samme Tid skal Sorenskriver Tobiesen have besiddet, men hvor disse nu ere, vides ikke.
11. Studenten Schousted.
I Christiansands Bebyggelser ligesom i alt andet den vedkommende gjør Ildebranden 1734 en mærkelig Epoke og danner to Perioder fra dens Stiftelse indtil Ildebranden og fra Ildebranden, efter hvilken den næsten blev anlagt paa ny, indtil nærværende Tid. I første Periode begyndte Staden paa Østersiden og dreiede sig lidt efter lidt med Solen om til Vester. Indbyggerne kom fra Elven, Lasten kom fra Elven; man troede det derfor bekvemmest og fordelagtigst at slaa sin Bopæl op paa Elvens Bred; af flere Omstændigheder kan man ogsaa se, at det ved Mundingen af samme den Tid heller ikke var saa grundt som nu. Elvegaden var altsaa den første Gade i Christiansand, Øster-Strandgade den anden. I Aaret 1643 stode i denne Halvdel af Byens Omkreds 31 Huse. Saavidt var da Staden kommen i to Aar. I Aaret 1648, da Stifteren døde, altsaa i Byens syvende Aar, var den ved Indflytning efter Krønikens Fortælling dels fra Districtet, dels fra Jylland og Vigen eller Agershus Stift[18] voxet til 50 Borgerhuse foruden smaa Bygninger til Haandverkere og Arbeidere. Stifteren havde ved Privilegiet af 30te April, Art. 17, givet sine Borgere i Christiansand, „saamange som der nøiagtige Borgerhuse byggede, fri Grund og Plads at bygge paa efter Afridsningens Udviselse foruden nogen Grundeleie som udi Christianshavn og andre Steder“, og Forordn. af 30te Juli 1662 bød, at øde Pladse skulde af de Eiende bebygges, eller de skulde afhændes inden 6 Aar, Byen til lige Deling. Fyrreskoven faldt dog ikke førend 1685. Da blev Resten af den oprykket af Almuen, som brugte Rødderne til Brændsel.[19] Fra den Tid begyndte Byen at blive over Hals og Hoved bebygget dels for at standse den derved foraarsagede Sandflugt, dels i Kraft af de kongelige Formaninger og Trudsler, dels ved det, at Byen blev Stiftsstad og fik kongeligt Verft. I 1688 havde den 170 Huse og i 1722 641 Huse. En saa overordentlig Tilvæxt har aldrig siden havt Sted. Fra 1688 til 1788, i et helt Aarhundrede, var den endnu ikke engang kommen saavidt; thi i dette Tidsrum havde den kun vundet 430 Bygninger.
Men heri var den ulykkelige Ildebrand Skyld, som indtraf den 6te Mai 1734 og lagde 333 Huse i Aske foruden Raadhuset, Skolen og Kirken. Skaden vurderedes til 160,570 Rdl. paa Husene alene, som udgjorde over Halvdelen af Byen. At en Ildsvaade kunde rase saa skrækkeligt i en By som Christiansand, beviser, at enten maa Brandvæsenet have været i en elendig Forfatning, eller Staden maa have været ganske anderledes bygget, end den nu er, eller særdeles Omstændigheder maa have indtruffet. At Husene enten alle vare paa to Etager og for store for de smaa Brandredskaber, at de alle vare af Træ og mange desuden tjærede istedetfor malede, og at der den Tid laa i de bedste Gader det ene Brændevinsbrænderi ovenpaa det andet, var vistnok betydelige Aarsager til, at Ilden tog saadan Overhaand. Ingen By i Norge har baade før og siden været lykkeligere i at undgaa Ildsvaade end Christiansand, men denne var saa betydelig, at den kunde ikke andet end frembringe en Epoke i Christiansands Historie. Fra 1722 havde Byen snarere aftaget end voxet, men Branden bragte den nu ganske paa Knæerne og satte den mange Aar tilbage. Dersom de ere nøiagtige, som sige, at to Trediedele af Byen brændte, saa kan der i den Tid ikke have været mere end 500 Huse. Men en Aftagelse af 141 i en 12 Aars Tid synes umulig. To Trediedele maa derfor her kun være et rundt frit Tal.
Nu blev en stor Del slette Vaaninger sammenflikkede, men Kong Christian VI, der ønskede at se Christiansand reise sig snart igjen af sin Aske i en forynget og forskjønnet Tilstand, skjænkede til Stadens Opbyggelse 24000 Rdl. og tillod en Collect i begge Rigerne til de offentlige Bygningers Gjenopreisning, og denne kongelige Gavmildhed blev manges Ulykke. Thi da Gaven blev given under den Betingelse, at jo større og sirligere Hus En byggede, des større Portion skulde han have af de 24000 Rdl., saa bedrog dette adskillige, som ei betænkte, at Udgifterne af deres egen Pung bleve tillige forholdsmæssig større, og forførte dem til store Hus-Anlæg, som de siden fortrød, og hvorved deres Omstændigheder bleve saa slette, at de maatte lade Husene staa halvbygte eller omsider bleve nødte til at sælge dem til andre for deres halve Værdi.
Efter sex Aars Forløb var de afbrændte Huse paa 30 nær der opførte igjen, men faa havde den størrelse og Soliditet, som de ældre. Da Vesterhavnens Ypperlighed nu fuldkommen var erkjendt, saa blev den bedste Del af Byen ganske flyttet over til Vestersiden, og der opførtes de bedste Vaaninger. I Aaret 1748, da Kalm var i Christiansand, ansaa han Byen for at have en Størrelse som Upsala.
| I | Aaret | 1752 | havde den | 601 | Huse |
| – | 1759 | – | 596 | „ | |
| – | 1781 | – | 592 | „ | |
| – | 1788 – | 500 | „ | ||
| – | 1796 | – | 656 | „ |
Den havde altsaa nu først opnaaet lidt mere end sin Væxt i første Periode. I Aaret 1806 var Antallet omtrent det samme. Bing og Brun Juul angiver Husenes Antal mellem 1796 og 1803 kun til 615, men deri feile de begge.
Hvad over halvhundrede Aars Fred ikke kunde udrette til Stadens Forøgelse, det udrettede nogle Aars Ufred. Allerede 1808 var Antallet paa Husene 700. I 1807–1808 blev altsaa 44 byggede. I 1810 var Antallet voxet til 755, 1811 stode 31 nye Huse under Arbeide, saa Antallet for nærværende beløber sig til henved 800 nye bebyggede Grunde, thi heri er ikke medregnet, at gamle Huse ere nedrevne og nye af et bedre Slags i deres Sted opførte, samt adskillige af de ældre paa en Etage ophøiede til toetagede. Men at man ikke af denne overordentlige Forøgelse skal fatte en altfor høi 1de om Byens nærværende Forfatning, maa det tillige anmærkes, at den største Del af de ny opførte Boliger ere smaa, ja snart ikke andet end Hytter i Østerbyen.
Christiansand har altsaa i nærværende faa Ufredsaar i Henseende til Bebyggelse hævet sig til en Punct, som den hverken i første eller sidste Periode af sin Tilværelse nogensinde har berørt. Men uagtet man i de sidste 4 Aar har revet ned og bygget op, udbedret og forøget med saadan Iver, Munterhed og Anstrængelse, at Tilskueren snart skulde tro sig som en from Æneas Vidne til et Carthagos Opreisning, saa vil det dog ikke fylde noget i disse lange Tomter, og Christiansand er langt fra endnu ikke blevet til, hvad det kunde være, og hvad det tør haabe, det engang i Tiden vil blive. Byens Kvarterer kunne rumme ialt 1014 ordentlige Gaarde paa 60 Fods Længde. Vare nu disse alle paa 3 Etager og dobbelte, og rummede hver 3 til 4 Familier, hver paa 10 Personer, saa kunde Byen modtage 30 til 40000 Indbyggere. Men der er kun lange Udsigter til, at Christiansand skal naa sit Høieste. Byggesygen begynder allerede at svækkes betydelig, og det kan ikke andet være, da baade Arbeiderne og Materialierne blive kostbarere Aar for Aar, og ligesom man af de gamle Konger fik Tomt at bygge paa for Intet, af Magistraten siden for en Bagatel, og kort før Krigen af Private for 4 Sk. Kvadratfoden, saa koster nu derimod en Kvadratfod Jord 2 til 3 Rigsort og mere. Forholdsmæssig hertil ere Husene uagtet det stærke Byggeri stegne i Pris, saa et maadeligt Vaaningshus, fordum betalt med 600 Rdl., er nu 15000 værd. Aarsagen til denne pludselige Byggelyst og til Huseprisenes saa anselige Forhøielse er, som man lettelig begriber, den pludselige Tilstrømmen af Fremmede, af Militære, af kongelige Betjente og andre, som alle vilde have Rum, og som man vanskeligen kunde
rumme, samt Velstandens Forøgelse i Almindelighed.Efter at Stadens Indvaanere i de fire første Aar havde søgt Oddernes Kirke, fik de deres egen Kirke i Aaret 1645, bygget af Træ og kaldet Trefoldigheds Kirke. Den havde Klokketaarn med to Klokker. Henved Aaret 1685 begyndte man at bygge nærværende Kirke, der samme Aar bestemtes til Stifts-Kathedral-Kirke, hvorfor ved aabent Brev af 12te Sept. 1685 bestemtes, at alen skulde nyde det Cathedraticum, som Stavangers Kirke havde nydt. Man byggede paa Kirken indtil Aarene 1696 og 1697, og da der til dens Fuldendelse manglede Penge, forundte Kongen samme ved Rescript af 20de Febr. 1697 hvad Bøder der ved Over- og Underretterne i Stiftet maatte falde til Kongen. 1696 var den af Biskop Munch bleven indviet og kaldet vor Frelsers Kirke. Da den i Aaret 1734 afbrændte,[20] tillod Kongen en Collect over begge Rigerne samt skjænkede en Capital til dens og de andre offentlige Bygningers Istandsættelse, og kom den derfor fornemmelig ved det kongelige Huses Gavmildhed igjen i Stand 1740. Den 25de Mai 1738 havde Biskop Kærup indviet den til Gudstjenesten.
Vor Frelsers Kirke, Stadens eneste, er en Korsbygning af tyk Stenmur. Den ligger paa Torvet. Smuk kan den ingenlunde kaldes, thi den har hverken de ny- ere Tiders Smagfuldhed og Elegance eller de ældre Tiders Majestæt og Høitidelighed. Naturligt, da den er bygget i en Slags Mellemalder. Dog er den noget tækkeligere indvendig end udvendig. Man siger, at den fra Begyndelsen kun havde en Længde, men at Fløiene bleve tilbyggede, da Tilhørernes Mængde tiltog. Den indvendige Indretning er, som Korskirkers i Almindelighed pleier at være. Omendskjønt Vinduerne ere smaarudede og gamle og alting er overstrøgen med en smudsig blaaagtig Farve, er den dog temmelig lys. Paa Billeder og Forgyldning mangler her ikke. Saaledes er Altertavlen, der hæver sig op til det med blaae Skyer malede træhvælvede Skib, fuld af saadanne Prydelser. Her er en Afbildning af Nadveren i haut-relief, høiere oppe Himmelfarten og paa Siderne de fire Evangelister foruden adskillige smaabitte Engle og Englehoveder, altsammen forgyldt og forsølvet, men ikke forarbeidet med Smag og Forholdsmæssighed. Nedenunder staar først Indstiftelsens Ord og dernæst følgende:
Til et evigt Minde paa Hendes Majestæts vor allernaadigste Dronnings, Dronning Sophiae Magdalenae høist berømmelige Gavmildhed og priisværdigste Omhu for Guds Tempels Prydelse, hvortil høistbemeldte Hendes Majestæt allernaadigst har behaget at skiænke 1000 Rixdaler, er denne Altertavle for 450 Rixdaler bleven forfærdiget, og af de øvrige 550 Rixd. til Seierverkets Opbyggelse i denne Kirkes Taarn anvendte. Indviet af Mag. Jacob Kæmp, Biscop i Christiansands Stift, paa Pintsedag 1740.
Skillerummet mellem Choret og den øvrige Del af Kirken har 28 støbte Messingpillarer, hvoraf hver har kostet 10 Rdl., forærede af næsten ligesaamange Personer i og udenfor Byen, den Tid Kirken opreistes igjen af sin Aske. Givernes Navne og Aarstallet staar paa hver især. Ovenpaa Skillerummet er anbragt de fire Evangelister i Legemsstørrelse tilligemed deres sindbilleder. Arbeidet er ganske godt. I Midten staar F.5. En stor staaende forgyldt Figur, der skal forestille en Engel, men som er saare grim, holder Døbefadet. En elendig Moses bærer Prædikestolen. Denne Idee er meget almindelig i vore Kirker, og vilde jeg heller, det skulde betyde, at Prædiken bør grundes paa Loven, end at Evangelium er hævet over Loven. Orgelet er godt og ganske vakkert. Midt paa dets Galleri staar Søren Andersen Brinch og Ambrosia Sophia Brinch, et Ægtepar, der har gjort sig fortjent af Orgelet ligesaavel som i andre Henseender været Kirkens Velgjørere, og paa Siderne ere 10 bibelske Historier afmalede. Kirkegulvet er belagt med Fliser. Taarnet er simpelt. I Blyet, som det er tækket med, staar Anno 1736. I Spiret tjener Stadens Vaaben til Veirhane. Den eneste murede Begravelse, her er, er Bergraad Numsens i Kirkekjelderen. Jeg leder her forgjeves efter interessante Inscriptioner, men Læseren maa tage tiltakke med dem, som de falde. Over Hovedindgangen er ingen; der skulde engang være indsat en af Biskop Kæmp, men Rummet til Marmorpladen staar endnu ledigt i Muren. I den nordre Gavl staar: „Brændt 1734, 6te Mai, repareret 1736“ og over Døren i Sten udhugget „C. 5. P. E. I.“ (samme Konges Symbol). I søndre Gavl staar: „Anno 1688“ og over Døren: „Anno 1709. F. 4. Soli Deo Gloria“. I østre Gavl læser man: 1696. Saa tørt dette er i sig selv, saa kan man dog uddrage en Lærdom deraf, nemlig denne, at Krydsene ikke ere satte til bagefter, men byggede paa samme Tid som den øvrige Del af Kirken.
– – – – –
Kirkegaarden er omgivet af et lavt Stengjerde paa de tre Sider, men paa den fjerde tjene Vaaningshuse og Udhuse til Hegn. Sanden ligger her løs, thi der gives ingen Træer uden det berømte Fyrretræ og et Par store Lindetræer, der idetmindste ere jevngamle med Kirken. Over Kirkegaarden er fuld Passage for gaaende.
– – – Aar 1801 tænkte man paa at sløife Flekkerø Fæstning, hvilket 1804 virkelig blev udført. Men, da Krigen med England 1807 udbrød, fik man Aarsag til at fortryde det, thi da Fæstningen nu var forladt og uvæbnet, og det danske Orlogsskib Prinds Christian laa inde i Christiansands Havn, saa lagde Fienden sig ind i Flekkerø Havn med Linieskibe og mindre Fartøier og ængstede ikke alene Byen, men holdt Farten saaledes i Ave, at ikke en Baad kunde reise fra Østersiden til Vestersiden uden om Odderøen eller sikkert passere Galgebergtangen. Den 11te Septbr. 1807 indløb nemlig det engelske Linieskib „Spencer“ paa 80 Kanoner under Capitaine Stopfords Commando samt en Fregat og en Kutterbrig til Flekkerø. De bemægtigede sig strax det ubesatte, men ei demolerede Kastel og landede med nogle Tropper paa Fastlandskysten ligeoverfor Kastellet, men ved Synet af en Piquet-Vagt fra Christiansand trak de sig igjen tilbage. Den 12te om Aftenen landede igjen 200 Mand, bedækket af Orlogsskibets Kanoner, som fyrede efter vor Piquet-Vagt, dog uden Virkning, hvorpaa de atter trak sig tilbage. Ved denne Leilighed lyste en af det gamle Norges Bauner for første Gang efter næsten et halvt Sekel i Nærheden af Flekkerø. Den 14de kom et Brev fra Stopford til Stiftamtmanden, hvori han forsikrede, at han ei vilde fornærme nogen By eller Bopæl paa Kysten, og at de flygtende Kystboere kunde frit vende tilbage. De Engelskes virkelige Daad var imidlertid aldeles stridende mod Indholden af denne Skrivelse, thi at de udøvede Voldsomheder, ja endog nedrige Grusomheder, vil man se af Bladet Bellona, som paa samme Tid udkom i Christiansand. Den 15de nærmede de sig med Barkasser et af vore Flaadebatterier, paa dets Overførelse fra Byens østre Havn omkring Odderøen til Byens vestre Havn, men en af disse Barkasser blev ved Batteriets første Skud gjennemboret, og Fienden turde intet videre foretage, thi Vinden tillod ei de fiendtlige Skibe selv at røre sig. Siden forsøgte ligeledes endel bevæbnede Barkasser at hindre nogle smaa Kjøbmandsskibe at løbe ind i Østerhavnen; Christiansholms og Østersidens Batterier holdt dem dog i saadan Afstand, at Fartøierne bleve reddede.
Den 18de Sept. om Aftenen saaes Flekkerø Kastel i Brand, og under Branden hørtes adskillige Explosioner. Officers-Værelserne og Træverket blev et Offer for Luerne, men de nordlige Krudkjeldere havde de lagte Miner været for svage til at sprænge; de fandtes i Behold. Blandt Ruinerne fandtes 3 knuste Englændere. Ved Udseilingen skal Stopford have sendt en Baad med to Lanterner tilbage til Kastellet for desto sikrere at se sin Plan fuldbyrdet, af hvis Mandskab disse tre uden Tvivl maa have vovet sig for langt frem i det Øieblik, en af Explosionerne foregik. Efter denne Daad forlod Fienden Flekkerø.
{{midtstilt|In
Flekkeroae arcis
Incendium et ruinas.
Flekkeroas vidimus, combustis turribus, arces
Fluctibus in mediis coeli ceu fulmine tactas.
Ira deum tantas potuit properare ruinas?
An scelus est hominum? Gens effera, dira, Britanni!
Hoc opus est vestrum. Manet aeternumque manebit
In pelago hoc vestri monumentum insigne furoris.
(Af Pierre Framery, fransk Generalconsul i Norge, residerende i Christiansand).
Den engelske Flotille vedblev imidlertid at krydse udenfor Flekkerø. Dens Plan var at borttage det danske Orlogsskib Prinds Christian Frederik paa 74 Kononer, som laa i Christiansands Havn. Flere engelske Skibe vare dertil bestemte, og de engelske Blade anførte Flekkerø Hevns Besiddelse som et foreløbigt Skridt til Planens sikre Udførelse. Den 27de Sept., en Søndag (Englænderne bruge gjerne Søndagen til Angreb), kom en Parlamentair til Commandanten med følgende Skrivelse:
Ombord paa Hans britanniske Majestæts Skib Spencer
den 27de Sept. 1807.
Sir! Kjøbenhavn og den danske Flaade ere i den britiske Magts Besiddelse. Den danske Flaade vil snart være færdig at gaa tilsøs, og en Del af de britiske Tropper er allerede indskibet. Jeg venter hvert Øieblik en Division af dem udenfor Christiansand. Førend disse kommer, ønsker jeg Deres Excellenee vil høre Menneskelighedens Stemme og redde Christiansands By fra en Storm og den visse Ødelæggelses Rædsler. Min Admiral har beordret mig at forlange det i Christiansand liggende 70 Kanoners Skib. Gjøre Batterierne nogen Modstand og tyre paa skibene ved deres Indløb i Havnen, maa Byen finde sig i dens Skjebne, og al privat Eiendom vil blive confiskeret, men afholde de sig fra en forgjeves Modstand mod to britiske 74 Kanoners Skibe, skal Byen og al privat Eiendom vorde urørt og respecteret. Fuse ere vilkaarene ved Kjøbenhavn og den danske Flaades Overgivelse. De Danskes Ære er altfor vel bekjendt og grundet, til at nye Beviser udfordres paa Christiansands og dens Indbyggeres Bekostning, samt dens Tilintetgjørelse som Havn, der sikkerlig vil blive dens Skjebne, saafremt fiendtlighederne begynde. Jeg har den Ære &c.
Robert Stopford,
Capitain og Commandeur.
- Svaret lød saaledes:
Min Herre! Hs. Kgl. Danske Majestæts her i Havnen liggende Orlogsskib staar ikke under min Commando som General og Commandant i Christiansand. Jeg er saaledes ikke i Stand til at kunne besvare D. Hvbh.s meget ærede, saavidt bemeldte Orlogsskibe Udleverelse angaar. Hvad derimod anbelanger Tilladelse til britiske Skibes og Troppers Indløb her i Havnen, da kan samme aldeles ikke bevilges, og skulde der desuagtet gjøres Forsøg derpaa, da skal jeg vide at forhindre og tilintetgjøre samme ved de Midler, som min Konge i saa Henseende allernaadigst har betroet mig. Jeg har den Ære &c.
Tobiesen.
Eftermiddagen samme Dag lod de 3 førnævnte engelske Skibe sig se paa Byens østre Side, hvor de krydsede en Stund, Fæstningen næsten paa Kanonskud nær. Orlogsskibet Spencer gjorde Mine til at ville angribe, men efterat have skudt et Kanonskud mod Fæstningen, der dog paa nogle hundrede Alen nær ikke rak frem, ei heller blev besvaret, trak det sig med Fregat og Kutterbrig tilbage. Ved Udløbet forenede Linieskibet Texel sig med dem, som kom vesterfra gjennem Flekkerø Havn, under hvilken Tour tre af vore Kanoner-Baade, som laa ved Sydpynten af Odderø, attaqverede det, da det skjød ikke mindre end tre glatte Lag paa disse, dog uden Virkning. Med alt dette havde Fienden formodentlig en foreløbig Rekognoscering til Hensigt. Den følgende Dags Aften afseilede Prinds Christian Frederik herfra til Frederiksværn, hvor det forenede sig med Orlogsskibet Louise Augusta. Imidlertid gjordes der store Anstrængelser for at bringe en Kanonflotille tilveie, og Fienden vovede siden ikke at indgaa i Flekkerø Havn.
De gamle Verker eller Rudera af Flekkerø Kastel ere nu i Bund og Grund nedrevne og Klippespidsen saa meget som muligt bortsprængt, renset og planeret for paa denne Plan at anlægge et Batteri. Halvtredsindstyve Mand arbeide daglig derpaa. Og skal det føre 16 à 20 Kanoner. Ligeledes arbeides paa mindre Sidebatterier paa Fløierne af de større. Disse anlægges paa det faste Land i Linie med Frederiksholm og ere tildels færdige.
Christiansholms Fæstning ligger midt imellem Øster og Vesterbyen, ligesom til Tegn paa, med hvilken Upartiskhed den vil yde begge sit Forsvar. Den er Byens egentlige eller Hovedfæstning, kaldes af Indbyggerne Retranchementet eller Trassementet og er beliggende midt i Østerhavnen, lavt og tæt ved Byen. Henimod 1672 begyndte man med denne Fæstnings Opførelse, og bestemmer Reskr. 28de Dec. 1672, at Ringepenge skal til Christiansholms Fæstningsbygnings Vedligeholdelse anvendes.
Til Commandantbolig blev bygget den paa Hjørnet af Retranchements- og Kongens Gunde liggende Gaard, som nu beboes og eies af Assessor Gjertsen.
Odderøen kan med Rette kaldes en Fæstning, ei alene fordi der forhen har været Fæstningsverker paa den, men fordi den især i denne Krigstid ved flere og flere Batterier mere og mere befæstes. Paa Øens høieste Spidser var anlagt en femvinklet Skandse med et hvælvet Taarn og en liden bombefri Kjælder, der kunde rumme 150 Centner Krudt. Dette Anlæg, som kaldtes Overbjerget, rammede Himmelens Lynild, og ser man endnu Ruinerne. Paa disse Ruiner staar nu Telegrafen, og ved Siden af det dertil hørende Hus. Denne skandse var opført før 1704, da Frederik IV. var der. Den laa for høit til at kunne være af nogen synderlig Nytte uden til Observationer i Krigstider, hvortil Stedet under Navn af Udkik nu ogsaa bruges. Efter Holm var der og et andet Verk, bestaaende af nogle afbrudte Linier, opførte af løs Mur. Dets Bestemmelse at beskyde Byens vestre Havn kunde det formedelst sin Høide ikke opnaa. For nærværende Tid er her et Vagthus og nogle Batterier.
Underbjerget eller den egentlige Fæstning paa den nordre Ende af øen, hvor Kvarantæne-Husene ere, indad til Byen.
Indbyggernes Herkomst. Flerheden af Indvaanerne ere Indfødte og Bønder fra Omegnen, der ligefra Byens Stiftelse af vedbleve Tid efter anden at sætte sig ned i Byen. De fornemste Borgere nedstamme fra disse. Jylland har fra Byens Stiftelse af indtil vore Tider bidraget noget til dens Befolkning med Skriverkarle, Skippere, Høkere og andre. Enkelte Fremmede, Englændere, Tydske, Svenske og Hollændere, have ogsaa Tid efter anden nedladt sig paa dette Sted. Embedsmændene ere næsten alle danske. Idetmindste ere saare faa fødte paa Stedet. Nogle Familier ere saare gamle paa Stedet, saasom den Mørckske, den Høyerske.
Fra 1734 til 1758 var der 505 flere døde end fødte, nemlig 3,303 fødte og 3,808 døde. – – Da imidlertid Folkemængden, uagtet et saa betydeligt Minus paa Mortalitets-Listen, i samme Tidsrum stedse, skjønt ei betydeligt, er tiltagen, saa sluttes deraf, hvormange Landsfolk og Fremmede der i den Tid have nedsat sig i denne By.
Af Fruentimmer, der pleie opnaa en høiere Alder end Mandspersoner, ere fødte flere og dog døde langt færre end af Mandkjønnet. Kvindekjønnets Antal i Byen maa derfor være betragteligen større end Mandkjønnets, hvoraf saa mange ende deres Dage paa Søen og udenlands. – – Ægteskabernes pludselige Stigen i de fire sidste Aar fra 39 til over 100 maa tilskrives den Mængde Søfolk og Landfolk, som i den Tid opholdt sig her, hvoraf mange giftede sig og bosatte sig i Byen. Alle, kun meget faa undtagne, vare af Almuestanden.
Ved Reskript af 4de Decbr. 1789 blev Froprædiken i Christiansand ophævet fra 1ste Oktbr. til 1ste April og siden det hele Aar, undtagen de tre Høitiders første Dag, fordi ingen Mennesker indfandt sig til denne Gudstjeneste. Hver Fredag er Gudstjeneste for Communicanter. Skriftemaalet, som paa Søndagen har Sted, førend Tjenesten begynder, sker for Alteret for alle Communicanter paa en Gang, og absolveres med Haandspaalæggelse Knæfald for Knæfald. Tjenesten begynder Kl. 10 om Formiddagen og Kl. 2 om Eftm. Der begyndes med Ps. No. 375, derefter No. 3 (eller ved Høitider No. 1), derefter den af Prædikanten valgte Psalme, derefter Evangeliet for Alteret, derefter No. 235. Saa træder Prædikanten paa prædikestolen og gaar ned igjen med No. 368, derefter Barnedaab, saa No. 398, derefter Taksigelse og Velsignelse for Alteret, hvorpaa Tjenesten endes med en af Prædikanten valgt Slutningspsalme, Alt efter den nyeste Psalmebog. Messen var ophørt fra Aar 1803, men indførtes igjen efter Menighedens ønske 1811. Aftensang begynder med Ps. No. 377, Præsten gaar paa Prædikestolen med den af ham valgte Psalme, og Tjenesten sluttes med en ligeledes af ham valgt. Fredagstjenesten forrettes ligeledes med kun 3 Psalmer foruden de til Communionen henhørende. Introduction af Barselkvinder bruges endnu her, ligesom paa Landet, dog er det kun Almuens Koner, der betjene sig af denne vakre Kirkeskik. Ligeledes bruges Ofring i Kirken, baade til Høitiderne og naar Vielse i Kirken har Sted. – –
Præsterne ere her temmelig fri mod Ritualet. Hvad Nadveren angaar, da følges den anordnede Formular nøiagtig, undtagen naar Sacra tildeles, thi da siges: Det er din Jesu Legeme (Blod) istedetfor: Det er Jesu sande Legems (Blod). Denne Forandring, hvilken jeg ikke ved, hvor længe den har været i Brug ved denne Kirke, er væsentlig. Mon den ikke er bleven lagt Mærke til af Folk fra andre Sogne, som her have communiceret, og mon den ikke har opvakt Skrupler hos nogle?
I Døbeformularen forkorter man mere, end man væsentlig forandrer. Til Exempel vil jeg anføre, hvorledes jeg selv ved mit Embedes Tiltrædelse døbte Børn. Jeg begyndte saaledes:
„Alfader! Ved Christendommens og Uskyldighedens Sindbillede, ved den hellige Daab indvie vi dette Barn til din kjære Eiendom! Indgyd i (Haandspaalæggelse) dette spæde Bryst alle ædle Følelser, alle mandlige (kvindelige) Dyder! Lad Drengen (Pigen) blive stærk i Aanden, tiltage med Alderen i Visdom og Naade hos Gud og Mennesker. Han blive en oprigtig Gudsdyrker, trofast og Christen, Dydens og Sandhedens Ven!“
Eller og med følgende Bøn:
„Den Himmelens Søn, den Guds Enbaarne, som elskede den spæde Uskyld, tog smaa Børn i sin Favn og velsignede dem, han tage ogsaa dette Barn i sin Favn, beskytte og velsigne det, saa at det lever længe og lever alle sine Lives Dage Gud til Ære, Forældre til Lyst og Glæde, Fædrenelandet og Menneskeslægten til Held, og endelig til Løn for et skjønt Liv paa Jorden arver det evige.“
Dernæst Korsets Betegnelse, Marci Evangelium og Fadervor med Haandspaalæggelse. Derpaa trædes til Funten. „Gud bevare din Indgang og din Udgang“ &c. Barnets Navn. „Lovet være Gud og vor Herres Jesu Christi Fader, at han har givet dig Tilværelse og nu ved Daaben giver dig Haab om evig lyksalig Tilværelse. N. N., forsager du Synd? Ja. Og alle Laster? Ja. Tror du paa Gud Fader, almægtigste &c.? Ja. Tror du paa Jesum Christum, hans enbaarne Søn? Ja. Tror du paa den Helligaand? Ja. Vil du paa denne Tro være døbt? Ja. Jeg døber dig dra Den almægtigste Gud, vor Herres Jesu Christi Fader, som nu ved den hellige Daab har indlemmet dig i sin christne Menighed, han styrke dig ved sin Naade til det evige Liv.“ Derpaa Tiltale til Fadderne.
Ved denne Kirke bruges ikke Litani paa Bededag. Ei heller er det brugeligt at oplæse de lange Bønner paa Nytaarsdag, Bededag, Confirmationsdag og andre slige aarlige Festdage. Presterne bruge aldrig Messehagel eller Særk, ikke engang ved Communionen. Hvad andre Religions-Partier angaar, da byder Priv. af 15de Jan. 1686 følgende, ei ved noget senere Kongebud hævede eller forandrede Bestemmelser: „Alle fremmede Nationer maa sig i Byen nedsætte og for dennem og deres Familier nyde fri Exercitium religionis, naar de først for Magistraten deres Troskabs-Ed haver aflagt og derved forbinder sig til at være Lands Lov og Ret i alle Tilfælde undergivne,“ (confirmeret af Christian VI. i Priv. af 31te Jan. 1738 Art. 7 med Tillæg, „at ikke Jøder derunder forstaaes, som ere forbudne i vort Rigs Norge sig at opholde“. Antallet af de i fremmede Religions-Partiers Skjød opdragne, som her have etableret sig, har imidlertid altid været altfor ubetydeligt, til at de i nogen Samling skulde udøve deres Gudsdyrkelse. De fleste af dem, oplærte i den reformerte og biskoppelige engelske Kirke, have ikke alene søgt Kirken, men endog Nadveren uden høitidelig Overgang til den lutherske. Aar 1788 gik en Katholik efter foregaaende Undervisning her i Christiansand over til vort lutherske Kirkesamfund efter aflagt Troeserkjendelse, og 1797 blev en Anabaptist eller Mennonist af den Sekt, der ikke døber uden Voxne og ei gjerne førend det 25de Aar, en Maler fra Friesland ved Navn Apell, gift med et luthersk Fruentimmer, efter Ønske døbt og efter nærmere Undervisning saaledes optagen i vort Religions-Samfund.
Ogsaa i denne lille By gives der nogle, endog Indfødte, som aldrig besøge Kirken, og Enkelte, som ei gaa til Guds Bord. Kirkesøgningen har været afvexlende. Sommetider har Aftensangen gaaet ind af Mangel paa Tilhørere. Om Stolestaders og Pulpiturers Fæste i Christiansand se Reskr. 3die Aug. 1736.
Byen har en Del Haugianere, hvilke her i Almindelighed føre Navn af „de Hellige“, men disse Hellige ere, saavidt jeg ved, alle østenfra ankomne og her bosatte og ingen Indfødte i Byen. De udgjøre snart mere i moralsk end dogmatisk Henseende en Sekt, og hvad mig angaar, da har jeg megen Agtelse for de fleste af dem. Se Fallesens Maanedsskrift. Deres Enthousiasme taber sig mere og mere. Hemmelige religiøse Forsamlinger hører man ikke til, omendskjønt de dog ellers holde sig temmelig nøie tilsammen i deres verdslige Omgjængelse, Handel og Vandel. De bruge Kirken flittig og ere religiøse, skjønt ei i den sværmende Grad, som der fortaltes om dem, da de først bleve bekjendte. Mange andre af Byens Indvaanere have samme Agtelse for dem, som jeg, de ere ikke mere Gjenstand for Spot. Selv Navnet „De Hellige“ bruges mere om dem af Vane end for at spotte dem.
Saa rig og velhavende Byen er, saa fattige ere alle dens offentlige Stiftelser. Fattig kan Kirken især siges at være. Jeg vil først melde noget om dens Inventarium og deraf tage Anledning til at nævne dens Velgjørere, thi offentlig veldædige Indretningers Velgjøreres Navne fortjene at ihukommes af Efter-slægten.
Det bedste Altarklæde af rødt Fløiel med Guldgalloner og den bedste Messehagel af samme Slags med Krucifix paa er foræret af Kommuneraad og Kjøbmand Anders Sørensen Brinch, hvis Navn er syet med Perlestikkerarbeide paa samme, og Konen Elisabeth Bolette Bircherod, Datter af Biskop Bircherod, som efter sin Mands Død skjænkede Kirken ogsaa den Ligvogn, han var bleven bortført i. Denne Elisabeth Bolette Bircherod er ellers mærkværdig deraf, at hun var Skyld i, at den store Holberg blev Pebersvend, saalænge han levede, en Omstændighed, der har havt store Følger, thi da Holberg som Student conditionerede hos en vis Justitsraad i Christiansand, forelskede han sig saa heftig i Else Bircherod, at da han ei kunde faa hende, vilde han ingen have. Sagen var, at Else var forlovet, og Holbergs Rival var Ludvig Stoud, Borgermester i Christiansand og Elses første Mand. Hvo ved, om ei Holbergs Rivals Borgermesterskab har været Aarsag i hans bestandige Stikken paa Borgermesterne.[21]
Den biskoppelige Kaabe er af drap d’argent med Sølv-Kniplinger om. – – – – – – – – – – – – – – Kirken har ingen anstændig Brudeskammel. Da de Fornemme ville sidde paa Pulpiturerne og disse ere alle bortfæstede, saa forhindrer dette adskillige af de Fornemmere fra at besøge Kirken, da de intet Sted have at gaa paa, som ansees for (eller af) dem anstændigt nok, thi de lukte Stole nede i Kirken ere for de lavere Stænder og Tjenestefolkene. Naar Gulvet nu blev fuldt af lange Bænke til Tjenestefolk og Almuen, saa kunde fornemme Folk hver faa sin lukte Stol paa Gulvet, hvor Officererne og have deres Stole. I Kirken sidde Mandspersoner i de lukte Stole paa høire og Fruentimmerne i de paa venstre Side, hvoriblandt Magistraten og Præsterne have deres Stole for deres Tjenestepiger. I Choret ere Stole for Kirkens Betjente eg Skolens Rector og Lærere.
prædikestolen har et forslidt, vistnok næsten 100 Aar gammelt Fløiels Betræk.
I en lang Række af Aar har Kirken ei været betænkt med nogen Gave af Byens Indvaanere.
I Byens østre Del var afmaalet en Plads for en Kirke til, naar Byen engang tiltog saaledes, at nok en Kirke skulde behøves. Denne Plads var bleven opdyrket til en Græsløkke. Præsident .....[22] solgte den til en privat Mand, denne til en anden, og saaledes er denne Eiendom ganske tabt for Byen og Kirken, som nu saa høilig trænger til en Kirkegaard og maa kjøbe for en uhyre Sum. Aar 1809 tænkte Stiftet og Magistraten paa at efterkomme Forordn. af 22de Febr. 1805 om Kirkegaardes Forlæggelse udenfor Byen, men der kunde ikke erholdes noget bekvemt Jordstykke dertil. I Aaret 1812 var Byens Kirkegaard bleven saa fuldpakket af Lig, at det var fornødent at tilveiebringe et andet Begravelsessted og det overensstemmende med forbemeldte Forordning udenfor Byen. Byen kjøbte da et Jordstykke, beliggende ved Ledet, hørende til Gaarden Grim, Byens forrige Eiendom, for 24000 Rdl. til Begravelsessted, og Kjøbet blev approberet af vedkommende
Collegium.Skolens nærværende værdige Rector, Hr. Mag. Amberg, har skrevet et Program om Christiansands Bekvemhed til en lærd Skole (Engelstofts Universitets-Annaler 1810, 1ste Kvartal) eller de habitu Christiansandi ad scholam literariam, skreven 1808. Han omtaler først, hvad der kan eller pleier bemærkes derimod, dernæst hvad der er at sige til Forsvar derfor.
Byens Beliggenhed synes at gjøre den mindre bekvem til at have en lærd Skole, da den ligger paa en Udkant af Norge mod Sønden. Stiftet begrændses paa tvende Sider af Agershus og Bergens Stifter, der begge have deres egne og stærkt besøgte Skoler, saa at man derfra ingen Disciple kan vente. Kysten og Byen selv beboes mest af Søfolk, Fiskere, Tømmermænd, hvis Børn pleier holdes til ganske anden Undervisning, end den, som gives i en lærd Skole. Omegnen er for lidet befolket til, at derfra kan ventes nogen Tilgang for Skolen, saa meget mindre som Børnene gjerne blive ved Forældrenes Næringsvei, og disse finde det baade fordelagtigere og mindre bekosteligt at sende dem til en eller anden nærliggende Søstad eller Havn for der at lære Handel, Skibsbyggeri eller Søvæsen.
Dette sidste maa især ansees for en Hovedgrund, hvorfor der altid er bleven saa faa Disciple indsat i denne Skole, endog af de anseeligeres og selv de studertes Sønner. Af de 225 Disciple, Skolen fra 1745–1808 har havt, var kun 1 fra Stavanger (thi saasnart Stavanger mistede sin egen Skole, sendte den sine Sønner til Bergens Cathedralskole), 5 fra Mandal, 4 fra Risør, 4 fra Arendal, 3 fra Flekkefjord, 25 fra Landet. Alle de øvrige, med Undtagelse af 6 fra Agershus, 1 fra Bergens Stift og 4 fra Danmark (mest fra Aalborg Stift), vare af Christiansand selv, som for nærværende Tid (1810) fremstiller den Mærkværdighed, at 3 Fædre i samme hver har 3 Sønner i Skolen, hvilke 9 udgjøre over en Fjerdedel af Skolens hele Discipelantal, 31. Hovedaarsager til Skolens liden Frekvents ere og, at Skolen var for slet doteret til at kunne udrede nogen Understøttelse for trængende, især udenbyes, Disciple, og at Skolens blot lærde Bestemmelse, hvilken endog stempledes med Navnet Latinskole, ikke syntes ret at passe til den her paa Stedet herskende Aand, der næsten udelukkende er rettet paa Kjøbmandskab og hvad dermed staar i Forbindelse. Hin Uleilighed vedvarer endnu, den anden er noget formindsket ved den Forandring, at Skolen siden dens Reform 1806 ogsaa kan bruges af Ikkestuderende. Kunde iøvrigt endog slet ingen Tilgang til Skolen ventes andenstedsfra, saa gives der dog i Byen selv saamange hæderlige Familier af alle Classer, at en lærd Skole endog alene for deres Skyld maa ansees ønskelig.
– – – – – – – – – – – – –
Skolen synes at være ligesaa gammel som Kirken og altsaa fra Aaret 1645 eller ikke længe derefter, thi første residerende Capellan, Jens Andersen, valgt 1645, var, efter Scythe, tillige Skolens Rector. – – – – I Krøniken heder det, at 1666 blev anordnet, at Kl. 6 om Morgenen skulde ringes med den lille Klokke i Taarnet, da Børnene skulde gaa i Skolen, men til Bøns skulde der ringes med den store Klokke Kl. 8.
Fortegnelse over Skolens Rectorer efter Scythes Antegnelser: 1. Jens Andersen, tillige første resid. Capellan. 2. Mag Jonas Undall, tillige Sognepræst. 3. Mag. Morten Andersen. 4. Mag. Jacob Rasch, 1670, beskikket af Magistraten, siden Borgermester. 5. Mag. Anders Scheen, tillige Sognepræst. 6. Mag. Tobias Jensen, 1701, beskikket af Biskop Stoud, dimitterede 9 Candidater. En velstuderet og god Jurist, men manglede dona docendi. 7. Mag. Peder Hiorth (Cervinus), 1725, beskikket af Biskop Nyrop, hans Svoger. Dimitterede 9 Candidater. 8. Mag. Peder Grach, 1733, beskikket af samme, hvis Amanuensis han var, dimitt. 49 Cand. 9. Mag. Nicolai Femmer, 1745, den første af Kongen beskikkede, Justitsraad. Dimitt. 123 cand. En værdig, fortjent Mand, se hans Biographi i Chr.sands Addr.-Cont. Eft. 1796, No. 35. 10. Mag Søren Monrad, 1779, Professor, dimitt. 38. 11. Mag. Salomon Gjør, 1789. Dimitt. 33. 12. Mag. Herman Amberg, 1806.[23]
Rector Femmer oprettede Aar 1778 det christiansandske Skolepræmie-Selskab, hvorpaa var kgl. Confirmation under 27 Januar 1779. Selskabets Medlemmer maatte i det mindste yde 1 Rdl. aarlig hver, og udgjorde det hele Sammenskud da i Femmers Tid aarlig 70 à 80 Rdl., hvoraf Flittigheds-Belønninger efter den aarlige Examen uddeltes til Hørere og Disciple. Men det varede kun et Par Aars Tid, thi, skriver Rector Monrad, da dette Selskab efterhaanden vægrede sig for at betale deres Indskud, saa blev han kjed af at gjøre flere Anmodninger, og saaledes faldt det bort af sig selv.
Da Skoleforordningen af 1775 udkom, bestod Skolens suppellex literaria af 2 Bøger, 4 ubrugelige Glober og nogle Karter. I Kraft af samme Forordning indkjøbtes nogle enkelte Bøger for Skolens Regning; imidlertid ankom uformodentlig en Donation af Enkedronning Juliane Marie, hvilken lagde Grundvolden til Bibliotheket. Biskop Tidemand tog derpaa af samme Donation Anledning til ved et Circulære at tilskynde Stiftets Geistlighed til at træde i Dronningens Fodspor, hvortil Rector Femmer baade skriftlig og mundtlig overtalede. Denne Mand udgav da og 1783, altsaa efter sin Afsked fra Skolen, en Catalog over, hvad der kom ind baade i Bøger og Penge til Bøger, trykt i Kjøbenhavn. Med den kgl. Directions Tilladelse blev 1806 endel overflødige Bøger bortsolgte ved Auction, ialt 222 Bind. Derimod var der 1805 opsendt fra Directionen 196 udsøgte Verker, der udgjorde ialt 483 volumina. De ældre, som ikke bortsolgtes 1806, beløb sig til 625 Bind, saa at det hele Bibliothek nu bestaar af 1108 voll.. – –
– – Følgende er en Fortegnelse over de Aar for Aar fra Christiansand dimitterede, dels efter Skolens Protocol, dels efter en Extract af Universitetets Matrikel, meddelt Scythe af Famulo Communitatis. Den største Del have været Skolens publike Disciple, en mindre Del som Privatister betalt Undervisningen (?), nogle faa have erholdt Testimonium af Rectorerne, endnu færre have intet videre havt med Skolen, end efter Forordning af 1739 betalt 10 Rdl. til samme.
1683. 1. Anders Hansen Malmøe, siden Sognepræst i Mandal.
1891. S. Ped. Christoph. Bygland.
1702. S. Andreas Resen, siden Krigsraad og Krigscommissær ved det vesterlehnske Infanteri-Regiment. 4. Ludvig Stoud (Søn af Biskop S.). 5. Rasmus Stond (Foreg.s Broder), siden Vicepræsident i Chr.sand. 6. Hans Nicolai Aastrup. 7. Ole Røyer. 8. Samuel Friis, siden Provst og Sognepræst til Kvinesdal [† 1742].
1706. 9. Nils Berg (Søn af Controlleur H. K. B.), siden By- og Raadstueskriver i Chr.sand. 10. Jørgen Simonsen, død som Student. 11. Nils Nilsen.
1726. 12. Jacob Preuss (Søn af Raadmand Andr. Mortensen i Chr.sand, hed Preuss efter sin Moder), blev Bogholder i Kbhvn., døde i Vestindien. 13. Svennik Høyer (Kjøbmandssøn), blev Kjøbmand og Commerceraad.
1729. 14. Gustav Vilh. Schlinge (S. af en Capitain), siden Studiosus veteranus og Gratist hos en Præst. 15. Peter Stjerne (Søn af en Vægter i Chr.sand, tog sit Tilnavn af Faderens Morgenstjerne), siden Sognepræst i Laurvig. 16. Lars Møller, siden Sognepræst i Agershuus Stift. 17. Samuel Storck, siden do. i Danmark.
1731. 18. Friderich Munch.
1733. 19. Peter Nyrop, privat (S. af Biskop N.), siden Provst og Sognepræst til Eger. 20. Rasmus Holbeck. 21. Thor Tange, Studiosus veteranus.
1734. 22. Hans Spink, Cand. theol., døde i Vestindien. 23. Anders Fordahl, Lærer ved Chr.sands Fattigskole. 24. Anders Christ Horsens, Klokker i Helsingør.
1735. 25. Hans Jacob Erdman (Faderen Præsident i Chr.sand), Sognepræst til Haaland. 26. Anders Berthelsen, Chordegn ved den danske Kirke i London.
1736. 27. Jens Krøger, druknede mellem Chr.sand og Tjos. 28. Bendt Haard, collega scholae i Chr.sand. Død [som bortrømt] i Amsterdam. 29. Christopher Brodersen, Sognepræst til Jelsø.
1737. 30. Bendik Nyrop, Over-Stadsmaaler i Bergen. 31. Søren Abildgaard (Faderen Tolder i Flekkefjord), Tegnemester ved det kgl. Geheimearchiv i Kbhvn. 32. Søren Bloch. 33. Mathias Nieman.
1738. 34. Paul Rechen (Faderen res. Cap. til Oddernses). 35. Jens Fog (Faderen Coll. scholae), res. Cap. paa Hitterøen. 36. Frederik Wiborg, død som pers. Cap. i Chr.sand af Hypochondri. 37. Michael Hartmann.
1740. 38. Ole Abel, Degn til Tved. 39. Hans Paus, Sorenskriver i øvre Thelemarken. 40. Peder Sandmark, Degn. 41. Ole Christensen Wiborg, Klokker i Stavanger. 42. Ole Jensen Wiberg, Kjøbmand i Chr.sand. 43. Otto Munthe Tobiesen, Kammer-Advocat. 44. Christen Tobiesen, Sognepræst til Hjerdal. 45. Sigvard Brodersen, Magister, døde i Vestindien.[24]
1741. 46. Peder Wiborg, Studiosus veteranus. 47. Johan Martin Struve (Faderen Apotheker i Chr.sand), res. cap. i Chr.sand. 48. Jørgen Fordahl, Degn til Holt. 49. Ludvig Bøgh, Klokker.
1742. 50. Jørgen Achton, Student. 51. Nicolai Femmer, Justitsraad, Byfoged i Arendal.
1743. 52. Ole Vigedal, pers. Cap. til Kvinesdal. 53. Hans Dorph, Degn. 54. Henrik Fordahl, res. Cap. til Oddernæs. 55. Jens Wahl, Hører ved Chr.sands Skole. 56. Rasmus Lassen (Faderen Byfoged i Chr.sand), Kjøbmand.
1744. 57. Johannes Fog, Klokker. 58. Anders Homme, Degn. 59. Mathias Storck, Student. 60. Nils Lassen (Broder af No. 56), Provst og Sognepræst til Vestermoland, † 1809. 61. Antonius Kjerulf. Hører i Chr.sand, Magister.
1745. 62. Peter Tønder Nordal (Faderen Kammerraad og Tolder i Drammen), Justitsraad og Præsident i Throndhjem. 63. Johan Valentin Wetzel, Klokker Chr.sand. 64. Johan Henrik Bøcker (Faderen Lic. Med.), res. Cap. til Vansø; han var født 1712 og havde i mange Aar været Klokker. Katechet, dansk Skolelærer og Bedemand i Risør, førend han blev dimitteret (privat). Han var en stor Calligraphist og Regnemester.
1746. 65. Nils Grøgaard, Sognepr. til Skibtved. 66. Axel Løfting, Copist i Hof- og Stadsretten. 67. Paul Jacob Løfting, Student. 68. Nils Scythe, Justitsraad og Foged. 69. Peder Kjelgaard, Sognepræst til Bygland. 70. Anders Østerbye (Faderen Capt. af Infant.), Kjøbmand. 71. Peter Sonderburg, privat (Faderen Justitsraad og Lagmand), Hovmester. 72. Ulrik Fridr. Sonderburg (Foreg.s Broder), privat, Byskriver i Hobro i Jylland. 73. Andreas Bjørn, privat (Faderen Oberstlieutenant), Sognepr. til Vestre Moland.
1747. 74. Jørgen Ørbek, Degn. 75. Tycho Schultz (Faderen Apotheker i Chr.sand).
1748. 76. Daniel Ramus, død som Student. 77. Torgjus Homme, ligesaa. 78. Carl Dahl, Degn. 79. Christen Dyrstad, Lærer ved Fattigskolen i Chr.sand. 80. Georg Conrad Fuchs, privat, Procurator i Chr.sand.
1749. 81. Jørgen Hørch, privat, Fuldmægtig ved Stiftscontoret i Bergen. 82. Andreas Qvale, Sognepræst [til Nærøen, † 1796]. 83. Johan Dyrstad, døde Student. 84. Johan Foss, Degn. 85. Ansten Clingson (sic), døde Student. 86. Philip Quale, ligesaa. 87. Hans Abel, privat, Mønsterskriver i Chr.sand.
1750. 88. Anders Spidberg, privat, (Søn af Biskoppen), døde Student. 89. Nicolai Engelhardt, privat, Sognepræst til Oddernæs. 90. Christ. Fried. v. Koss, privat, Lieut. i Land-Etaten. 91. Mogens Tyrholm, privat, (Faderen Provst), Negotie-Betjent i Ostindien. 92. Peder Helleberg, døde Student. 93. Peder Hanning, Degn. 94. Nils Bonsach, privat, døde Student 95. Herman Schjøtte, privat, ligesaa. 96. Jacob v. d. Lippe. 97. Ferdinand Aug. Cherisius, Toldinspecteur i Arendal.
1751. 98. Christian Ludvig Lenth, Degn. 99. Christian Trælund, døde Student 100. Friderich Gjertsen, Kjøbmand i Mandal. 101. Samuel Brodersen, privat, (Faderen Sognepr. til Helsaa). 102. Jacob Hølbach, privat, døde Student.
1752. 103. Bjørn Løvdal, døde Student 104. Anders Haisen Korshavn, ligesaa. 105. Christian Brinch, Kjøbmand i Chr.sand. 106. Christen Wiborg, ligesaa. 107. Ole Gløersen Debes, privat.
1753. 108. Anders Kjærulf, Raadmand og Kjøbmand i Chr.sand. 109. Mathias Falkenberg, døde Student.
1754. 110. Jonas Lunde, Smaahandler i Chr.sand.
1765. 111. Gerhard Meidel, privat, døde Student. 112. Edvard Munch, privat, Toldinspecteur i Chr.sand.
1756. 113. Hans Qvale, Sognepr. til Soledal. 114. Tarald Schive, reiste til Holland og blev Sømand. 115. Iver Bredal, Kjøbmand i Bergen. 116. Augustinus Brinch, døde Student. 117. Frederik Wiborg, ligesaa. 118. Jørgen Grach (Rectors Søn), Sognepræst i Throndhjems Stift. 119. Elias Rosenvold, døde Student. 120. Peter Tobiesen (Faderen Lector theol.), priv., Cand. theol., Generalmajor, Regimentschef, Commandant i Chr.sand, C. af Danebr. 121. Nicolai Benjamin Aall, priv.
1758. 122. Anders Høyer (Faderen Commerceraad og Kjøbmand), Legationsraad og Amtmand i Hedemarken. Hs. Ole Dumetius (Faderen Sognepr. til Vester-Moland), Staldskriver ved Frederiksborg 124. Simon Jacob Engelhardt (Faderen Sognepr. til Oddernæs), Consumptions-Inspecteur i Drammen. 125. Carl Femmer, privat, (Faderen Justitsr. og Præsident), Præsident i Chr.sand. 126. Johannes Grøgaard (Faderen Skrædder), Klokker og Hører i Bergen. 127. Salve Lihme, Sognepr. til Indvigen. 128. Lyder Berg (Faderen Garver), Klokker. 129. Frid. Ant. Horn (Faderen Apotheker), Klokker og Skolelærer. 130. Anders Rasmus Torritzen (Faderen Kjøbmand), Skibscapitain paa Vestindien. 131. John Gill (Faderen Bonde), Sognepræst til Høland. 132. Rasmus Møglestue, Sognepr. til Tind. 133. Lars Smith, priv., Studiosus veteranus.
1759. 134. Ole Erichsen, juridisk Manuducteur. 135. Søren Sørensen Schive (Faderen Sognepr. til Bjelland), Sognepr. til Bjelland. 136. Søren Danielsen Schive (Faderen Sognepr. til Søgne), døde som Cand. theol. 137. Jacob Bøcker, priv., Klokker i Risør.
1760. 138. Tellef Stub, Sognepr. i Skien.
1761. 139. Anders Lunde, Klokker i Stavanger. 140. Jacob Wigaard, døde Student. 141. Ole Meyer, Degn. 142. Aanon Løvdal. res. Capellan til Undal. 143. Nils Huus (Faderen Sognepr. til Omlid), res. Capellan. 144. Johannes Lindal Saxe, privat, (Faderen Sognepr. til Augvaldenes). 145. Jens Saxe, privat, (Broder af Foreg.), Provst og Sognepræst til Undal. 146. Henrich von Fyhren, privat.[25] 147. Axel Christian Smith, priv., Provst og Sognepræst til Øiestad.
1762. 148. Frid. Holmsted Paludan (Biskopens Søn), Sognepræst til Strøby i Sjelland.
1763. 149. Nils Biltzing (Faderen Murmester), døde Student. 150. Paul Møller (Søn af Jens Erichsen, Visiteur), pers. Capellan. 151. Jacob Meyer (Faderen Tobaksspider), Sognepr. til Jelsø. 152. Christian Severin Bloch (Faderen Sognepr. til Hvidesø), Sognepr. til Hjerdal. 153. Nils Curtz (Faderen Sognepr. til Nore), Sognepr. i Aalborg St. 154. Arnt Sølgaard, døde Student. 155. Daniel Isaachsen Willoch (Faderen Mestersmed i Chr.sand), Grosserer i Chr.sand, batavisk Consul. 156. Johan Isaachsen Willoch (Broder af Foreg.), res. Cap. i Øiestad. 107. Elias Apolti (Faderen Apotheker i Thisted), Hører i Aalborg.
1764. 108. Hans Femmer (Rectors Søn), Hører i Chr.sand. 159. Ole Høyer (Faderen Kjøbmand), Kjøbmands-Contorist i London. 160. Jacob Block (Faderen Sognepr. til Hvidesø), døde Student.
1785 161. Thomas Wiborg (Faderen Visiteur), Missionær i Grønland. 162. Christian Hammer (Faderen Thomas Hammer i Risør), døde Student. 163. Christen Thorn, døde Student. 164. Jens v. Eitzen (Faderen Væver), Klokker paa Kongsberg. 165. Christlieb Benoni Lindvald, privat. 166. Johan Fædder, pers. Cap.
1766. 167. Nils Røyem (Faderen Procurator), Sognepræst til Øvre Kvinesdal (Hegebostad). 168. Lars Grooss (Faderen Kbm. i Arendal), Præst i London, siden Sognepr. til Øster-Moland.
1767. 169. Peder Falenkam (Faderen Klokker i Arendal), Klokker i Arendal.
1769. 170. Peter Reetz, Sognepræst til Kristrup i Aalborg Stift. 171. Tønnes Lund, Sognepr. til Klep. 172. Søren Mich. Kastrup (F. Skolemester), Skolemester til Haa.
1770. 173. Christopher Femmer (F. Rector), Hører i Chr.sand. 174. Lars Brinch Moe (F. Raadmand i Chr.sand), pers. Cap. 175. Lars Smith Hagerup (F. Biskop), Secretær og Toldbetjent i Bergen.
1771. 176. Jacob Dahl (F. Skipper), pers. Capellan. 177. Bendt Schare, Degn og Skoleholder i Flekkefjord.
1774. 178. Nils Lie, pers. Capellan. 179. Ole Melanchton, døde Student. 180. Cornelius Bie Rønnau, Sognepræst i Throndhjems Stift. 181. Johan Coldevin Steenbloch, priv., døde Student. 182. Enevold Steenbloch, priv., Studiosus veteranus.
1775. 183. Emmuel Balle,. Justitsraad og Sorenskriver i Strinden.
1776. 184. Olaus Olaides Stray, Degn paa Bornholm. 185. Mathias Lie. 186. Christian Juel, priv. Klokker i Risør.
1777. 187. Hans Christ. Jung Heydrik.[26] 188. Ole Schavland, priv., Sognepræst til Strand.
1778. 189. Terchild Arup (F. Fuldmægtig paa Boen), Klokker i Chr.sand. 190. Jacob Sandrib (F. Skolemester), res. Cap. i Nordlandene. 191. Christian Steensen (F. Sognepr. til Vinje), Klokker i Stavanger. 192. Nils Chr. Schousted (F. Kjøbm.), døde post varios casus som Stud. veteranas. 193. Tellef Børresen, Sognepr. til Ourø i Sjelland. 194. Ole Aabel (F. Bonde), Sognepr. til Justedal.
1779. 195. Joh. Andr. Struve (F. res. Cap.), res. Cap. til Gusdal. 196. Nils Wisløf Gjertsen, priv., Justitiarius i Chr.sands Stiftsoverret. 197. Marsilius Knudsen, priv.[27]
1781. 198. Hans Femmer (F. Præsident), res. Cap. i Thjems Stift. 199. Did. Hegermann Schnitler. 200. Julianus Hencke (F. Perle-Inspecteur), Organist i Chr.sand. 801. Eman. Bonnevie (F. Chirurgus honorar.), Toldinspecteur i Kallundborg. 203 Lars Momme (F. Toldforpagter). 203. Søren Kildal (F. Bonde), Præst i Dublin, pers. Cap. 204. Hans Lund, priv., Sognepr. i Thjems Stift. 205. Peter Ludvig Lund, Sognepr. i Egersund.
1782. 206. Peder Olivarius Bugge, Biskop i Throndhjem. 207. Christian Sørenssen, Biskop i Christiansand (siden i Christiania).
1783. 208. Rasmus Paludan Holmboe (F. Skrædder), Degn paa Møen. 209. Jørgen Moe Bøegh (F. Skriverkarl), døde Student; Rector Monrad anmærker: „Et ungt haabefuldt Menneske, quem unice amavi“). 210. Jens Lassen (F. Sognepr. til Vester-Moland), Sognepræst til Tved.
1784. 211. Christopher Malthe (F. Snedker), Inspecteur paa et adeligt Gods i Danmark.
1785. 212. Emanuel Nissen (F. Skoleholder). 213. Hans Kjerulf (F. Kjøbm.). 214. Claus Struve (F. res. Cap.), Sognepræst [til Loppen] i Finmarken [† 1808]. 215. Andreas Eckstorm, Officer og tilsidst Klokker. 216. David Kamp Rotvitt (F. Tolder i Chr.sand). 217. Claus Pavels (Stedfader Capt. Holfeldt), Slotspræst og Sognepr. til Ager, siden Biskop i Bergen.
1786. 218. Joachim Payecken (F. Kjøbm.), Kjøbm. i Risør. 219. Jørgen Ørbech (F. Degn), Klokker. 220. Christopher Qvale (F. Sognepr.), Præst. nl. Edvard Qvale (F. Sognepr.). 222. Ole Tidemand Meldal (F. Sognepr. til Oddernæs), Sognepr. i Jylland. 223. Mathias Rabke. 224. Gabriel Hetting, priv., Søkrigscommissær. 225. Peter Hount, Sognepr. til Berg [† 1815]. 226. Christ. Frid. Hount.
1787. 227. Søren Rasmussen (F. Byfoged i Chr.sand), Professor ved det norske Universitet. 228. Peter Henning Hammer, priv. 229. Søren Friedlieb Brodtkorb.
1788. 230. And. Val. Opp. Tønnessen (F. Underfoged). 231. Hans Quale (F. Bonde). 232. Søren Schive (F. pers. Capellan), Sognepræst til Lund. 233. Lars Christ. Dokkedal, pers. Capellan.
1789. 234. Christen Thora Aamodt, Sognepræst til Valle [senere i Lyngdal]. 235. Johannes Halvorsen, pers. Capellan.
- (Dimitterede af Rector Gjør):
1790. 236. Nils Berner Sørenssen (F. Mestersmed i Chr.sand), Dr. med. 237. Lars Weidemann. 238. Morten Henr. Kjelland, privat, pers. Cap. i Stavanger.
1791. 230. Nils Torgrimsen (F. Mestersmed i Chr.sand), pers. Cap., afsindig. 240. Ole Nielsen (F. Skomager), kom til Vestindien. 241. Peter Valentin Rosenkilde, privat, Kjøbmand i Stavanger.
1792. 242. Morten Henr. Petersen, priv.
1793. 243. Lars Bircheland (F. Smaahandler i Chr.sand), Sognepr. 244. Gabriel Heiberg, privat.
1794. 245. Caspar Peter Hagerup (F. Capitain, nu Oberstlieutenant), Sorenskriver, død som Borgermester i Throndhjem. 246. Hans Hansen. 247. Peter Hansen Kreidal (F. Controlleur), Contorbetjent.
1795. 248. Thomas Svendsen (F. Arbeidsmand), resid. Capellan. 249. Andreas Andersen (F. Controlleur), Student, Skolelærer, siden Adjunct og Klokker i Christiansand. 250. Jonas Zimmermann (F. Sognepr. til Homedal), Skibspræst. 251. Jacob Hansen (F. Klokkestøber), Sognepræst til Finnø (siden Øiestad).
1796. 252. Jonas Davidsen Dahl (F. Jagtemand), Adjunct. 253. Lars Andreas Oftedahl (F. Lieutenant), Sognepræst til Rennesø, siden Stiftsprovst i Chr.sand og derpaa Sognepræst til Eger. 254. Jacob Stokke (F. Kjøbmand), Kjøbmand.
1797. 255. Andreas Bonnevie, privat (F. Medicus), Lieutenant, død som Sognepræst til Øiestad. 256. Jonas Anton Hjelm (F. Regimentskvartermester), Ober-Auditeur, Høiesterets-Advocat. 257. Jonas Kraft (F. Kjøbmand), Kjøbmand. 258. Josias Hald (F. Jordbruger i Jylland), Kjøbmand. 259. Simon Natvig (F. Skibsbygmester), Vagabond.
1799. 260. Anton Andersen (F. Controlleur), Student, død som overtoldbetjent i Chr.sand.
1800. 261. Peter Monrad (F. Sognepræst). 262. Jacob Friderichsen Sognepræst til Sogne), Adjunct, siden Sognepræst til Vester-Moland.
1801. 2635 Jens Edvard Kraft (F. Kjøbmand), Cand. jur., Translateur, siden Sorenskriver i Mandal.
1803. 264. Johan Albert Spaerk. (F. Toldkasserer), Officer, senere Herredsskriver i Jylland. 265. Tønnes Taraldsen (F. Smed), Sognepræst til Stokke. 266. Nils Vibe-Stockfleth (F. Provst). 267. Johan Stockfleth (F. Provst), juridisk Embedsmand i Danmark. 268. Isaach Willoch (F. Sognepræst), Procurator, senere By- og Raadstueskriver i Chr.sand. 269. Nils Nørgaard (F. Kjøbmand), død Student.
- (Dimitterede af Rector Amberg):
1808. 270. Christian Brandt Lassen (F. Controlleur). 271. Nils Knagenhjelm Sunde (F. Toldinspecteur). 272. Salve Salvesen (F. Kjøbmand). 273 Søren Bugge Schelven (F. Sognepræst til Mandal).
1809. 274. Hans Christian Petersen (F. Stiftsphysicus). 275. Daniel Simonsen, død som Sagfører. 276. Hans Lassenius Bernhoft (F. Sognepræst), Bureauchef.
1810. 277. Christian Saxild (F. Organist). 279. Hans Abel Hielm (F. Regimentskvartermester). 279. Jens Lauritz Arup (F. Klokker). 280. Ove Henrik Keyser (F. Biskop). 281. Mathias Hille Kjørbo (F. Sorenskriver). 282. Hans Henrik Preus (F. Sognepræst).
1813. (Til det norske Universitet): 283. Ole Michael Sanne (F. Kjøbmand i Chr.sand). 284 Johan Michael[28] Keyser (F. Biskop). 285. Hans Smith (F. Kjøbmand). 286. Sigvard Emil Petersen (F. Stadsphysicus). 287. Clemens Ebbell.
Saavidt Skolens Protocol udviser, har Frequentsen været følgende:
| 1750 | 26 | Disciple. | 1785 | 20 | Disciple. |
| 1757 | 28 | – | 1790 | 10 | – |
| 1759 | 23 | – | 1792 | 19 | – |
| 1760 | 32 | – | 1795 | 14 | – |
| 1762 | 25 | – | 1800 | 13 | – |
| 1764 | 90 | – | 1805 | 15 | – |
| 1770 | 15 | – | 1800 | 29 | – |
| 1775 | 26 | – | 1810 | 28 | – |
| 1780 | 29 | – | 1811 | 38 | – |
At Antallet paa de i Rector Femmers Tid i Skolen værende Disciple ei anføres større, har sin Grund deri, at der paa den Tid var adskillige Privatister i Skolen, som ei i Protocollen vare indskrevne, samt at flere Hus-Informatorer og private Dimissioner den Tid havde Sted end i vore Dage. Ovenstaaende Liste viser ellers, at i Rector Gjørs Tid var den mindste Frequents. Skolen var i Slutningen af hans Rectorat i en hensmægtende Tilstand og fik ligesom nyt Liv, da den blev reformeret efter den nyere Indretning. Antallet steg pludselig næsten til det dobbelte og vedbliver endnu at stige, hvortil ogsaa Byens Opkomst ei lidet bidrager.
Handels-Forhold med Bønderne i Districtet. Ved Privilegierne bleve Districtets Bønder med slaviske Baand bundne til Christiansands Borgere og overladte til disses vilkaarlige Behandling. Tilsidst var det hele Stift saaledes under Christiansands Herredømme. Til denne Byes Borgere maatte Alting sælges og af dem Alting kjøbes, omendskjønt de hverken vare talrige eller formuende nok til at drive denne vidtløftige Handel, hverken istand til at afkjøbe dem alle deres Varer eller fuldkommen at forsyne dem med Fornødenhederne, og de dog lagde alle Hindringer i Veien for, at Borgernes Tal ei skulde formeres. Bonden blev stedse den tabende i Handelen, og Borgerne havde lavet det saa, at da Privilegiernes monopoliske Baand lidt efter lidt opløstes, Bonden dog forblev fængslet ved Skyldbøgerne.
Professor Kalm fortæller, at 1748 dreve Borgerne saa stort Snyderi med Bønderne, at naar de selv kjøbte en Tønde Korn for een Rigsdaler, solgte de den for to Rdl. til Bonden, hvorved Landet blev forarmet og Handelen aftog. De Bønder, som lagde sig efter Skovhugsten og forsømte Agerdyrkningen, hvilket er den største Mængde i Stiftet, vare ogsaa de fattigste, dels fordi Bonden kun fik en Slik for sin Trælast, som han solgte Kjøbmanden, der desuden, som sagt, vidste at opskrue de Kornvarer, han igjen betalte med, af hvilket halve Delen tabtes ved den lange Transport, 16 à 20 norske Mile op i Landet om Vinteren, hvorved Bonden stedse kom i Gjæld til Kjøbmanden, hvilken Gjæld Søn efter Fader ligesom arvede og bestandig hæftede paa Gaarden.
Saaledes forblev det i mange Aar. Arendrup[29] gjør i sin Tid følgende Betragtninger over Handels-Forholdene med Bonden:
„Om ellers Trælasthandelen kan blive af nogen Bestandighed, i Betragtning af de store Hugster, der i de foregaaende Aar er skeet og endnu her og der gaar for sig, er et Spørgsmaal, som besvares paa ulige Maader. De, der mene, at Skovens engang maa udtømmes, give disse Aarsager dertil: 1. At Bønderne, som have nogen Formue, stræbe efter at tilkjøbe sig de skovrigeste Gaarde, hvis fattige Beboere ei selv formaa at drive dem, og saasnart de have faaet en saadan Gaard, hugge de Skoven om for Fode for derved at betale Gaarden, af hvis Jord de dog siden have saameget Leie, som Renterne af Kjøbesummen. 2. Naar en Bonde kommer i Armod enten formedelst Uheld eller egen Brøde, sælger han Skoven halvt eller alt for at rede sig ud deraf, uagtet han siden geraader i Armod igjen. 3. Kjøbmændene er i deres Handel med Bonden ustadige og vaklende, snart kjøbe de, snart ikke. Bonden, især oppe i Landet, maa stedse hugge, skal han leve; kommende til sin Kjøbmand faar han ofte det Svar: „Iaar vil jeg ikke kjøbe Last“, men iaar maa dog Bonden leve. Han maa da se sig om andre Udveie, og da søger han Bondehandlerne, og disse bestaa mest i unge Drenge, der kan hare arvet eller fortjent noget. Disse forstrække ham da og tage hans Last, men for langt ringere end Kjøbmanden, forføre ham og ved den Leilighed og under et Glas Brændevin til at lægge sig mere paa Skoven, end han burde, og sandelig, det er utroligt, hvilket Hus disse Mellemhandlere holde med Bonden, som ei alene maa bruge dem, men endog Kjøbmændene, der igjen vide at tage deres Fordel af Bondehandlerne for at bruge deres Mærke. 4. Endelig gjør og de dyre Aar, som jevnlig trykke den norske Bonde, meget til Skovenes Afgang, thi naar en Tønde Byg koster 5 à 6 Rdl., saa kan Enhver slutte sig til, at en Oplandsbonde, der behøver en halv Snes Tønder og faar kun 4 Rdl. for en Tylvt Bjelker, maa fælde mange Træer, før han, Arbeidet og Driften tilberegnet, betaler Oppebørselen, end sige noget paa sin Gjæld. Med alt dette kan man ikke negte, at jo Landet endnu har Overflødighed af Skov, og da Fyrreskoven spares nu mere end før omkring Byerne, hvor Bonden har andre og mindre besværlige Næringsveie, saa er det ikke troligt, Skovenes aarlige Tilvæxt betragtet, at der vil blive Mangel paa Trælast til Handelens Fortsættelse, især naar tillige enten alle eller nogle af næstbemeldte Aftagelses-Aarsager ophørte og Kjøbmændene ved en paafølgende Fred ikke vilde befatte sig med sitter umaadelige Udskibninger paa egen Fare. Imidlertid kommer der en utrolig Mængde Trælast aarlig til Christiansand, ikke alene fra Elvene, som ligge begge østenfor Byen, men og endel vestenfra, især fra Høllen. Men som der fra den vestre Kant ingen Elve findes, undtagen den liden Sognedals- eller Lunde-Elv, som løber i Søen ved bemeldte Høllen, og der er to og en halv Mil at føre Lasten forbi den aabne Kyst, saa er det mest Planker og Bord, som derfra kan føres.“
Om den Indretning, at Christiansands Borgere efter Privilegierne skalde i Districtet have Udliggere ellar Handelsfuldmægtige, udtaler samme Mand sig paa følgende Maade:
„Hvis Udliggere skal holdes af særskilte Kjøbmænd bliver maaske Vanskeligheden for Land og By lige stor, thi hvorledes skulde Landet kunne bygge paa at blive forsynet med Korn og andre Varer eller at finde Afsætning af dets egne, naar Udliggeres Holdelse er vilkaarlig og Ingen er vis paa, om nogen Christiansands Kjøbmand fandt sin Regning ved at holde dem eller ikke? Det er og meget at tvivle paa, at en fornuftig Kjøbmand, der allerede har nok at gjøre med, hvad han selv kan overse, skulde ville indlade sig paa en saadan Udligger, saa mange Mile borte, betro ham fort af sin Velfærd, der med bedste Lykke og Oprigtighed fra Udliggerens Side vilde dog blive udsat for den Fare og Uleilighed, det fører med sig at handle med og borge saamange vidt fraliggende Bønder. Man har, saavidt man ved, kun havt en eneste saadan omgribende Kjøbmand, nemlig Raadmand Jørgen Moe,[30] der tillige holdt Udliggere i Mandal, i Lyngdal og længere vester, men et anseeligt Tab lærte ham snart at mærke sin Vildfarelse. Dette har og Christiansands Kjøbmænd meget vel indseet, hvorfor der eg istedenfor Udliggere, hvilke Staden egentlig aldrig har holdt, blev foreslaaet, at Borgerne maatte udvælge nogle Mænd blandt dem selv, der kunde bo paa Ladestederne for at handle med Bønderne. Dette var paa anden Dansk at tilstaa disse Steder Borgerret, thi hvad enten de, som allerede boede der, eller andre, som fra Byen flyttede derhen, fik Frihed at handle som Borgere, blev Sagen den samme. Men skjønt dette Forslag skeede saa sent som 1738, blev det dog negtet, men derimod paabudet, at Borgerne, som før sagt skulde holde Udliggere, ligesom om Landet havde større Ære og Nytte af Kjøbmænds Tjenere, der, hvis de skulde bringe deres Husbond nogen Fordel, maatte leve ugifte til Leie hos andre og sætte lidet til, end af virkelige Kjøbmænd, der eie Huse og Gaarde, Sauge, Jordbrug, Skove og Skibe, hvis Børn og Efterkommere kunne tjene i og udbrede deres Forfædres Handel, hvorved Ladestederne med Tiden kunde blive stærkt beboede og de kgl. Indkomster forbedrede, saa at det synes, at den Magistrat, der har overseet Indflyttelsen og, Privilegierne uagtet, givet En og Anden Borgerret paa Ladestederne, skjønt Bevæggrunden paa bemeldte Magistrats Side kan have været Egennyttighed, har gjort Landet en mærkelig Tjeneste, da adskillige af disse saa at sige ulovlige borgerlige Familier leve i velstand og Overflødighed, og det er troligt, dersom disse underlige Fordomme engang ophøre, og man tillod saa mange Borgere at nedsætte sig paa Ladestederne, som mene der at finde Handel og Næring imod at tage Borgerskab i og skatte til Christiansand, hvorved Byen aldeles ikke blev fornærmet, men saa desmere Lettelse i sine Udgifter, at bemeldte Ladesteder vilde tage mærkelig til, endog med de smaa Friheder, dem ere eller maatte blive bevilget; hvis derimod Borgerskab, ligesom de nuværende Borgere uddø, ikke længere skal være til paa disse Ladesteder, vil det blive vanskeligt at sige, hvo der skal kjøbe og udskibe Trælasten eller nyde godt af den Flekkefjord bevilgede Ret til at fortolde visse Bondevarer, samt hvorfor der skal være kgl. Toldbod, hvor ingen Borgerret maa have Sted. Med de øvrige udenbyes Borgere paa Udhavnene her og der har det en ganske anden Beskaffenhed. Christiansand har havt megen Ret i at paastaa deres Indflydelse og ingen at antages i deres Sted, efterdi enhver maa tilstaa, at saadanne Havneborgere have stor Leilighed baade at snige Varer ind og derved undersælge Kjøbmændene i Christiansand saa og at være disse hinderlige i deres lovlige Handel i Districtet, da disse udenbyes Borgere lade deres skibe og Fartøier overvintre, hvor de bo, og lade dem om Foraaret gaa ud igjen uden at komme enten Christiansand eller Ladestederne nær, saa at, uagtet de give en Slags Skat til Byen, have de dog ulige mindre Byrder og større Fordele. Af saadanne Havneborgere findes nogle i Hellesund, Spind, Farsund. Samme bestaa af Borgere, der ei fare tilsøs, og Borgere, der føre Skibe.“
Der er et Manuskript, forfattet 1789, som man tror af daværende Sognepræst i Arendal, Hans Thestrup. Forfatteren siger, at Anledning til samme var en Samtale med Kammerherre og Stiftamtmand Moltke, der underhaanden spurgte ham om hans Tanker om de formente Aarsager til det bekjendte Lofthusiske Opløb. Da dette lidet Skrift indeholder en Fremstillelse af Forholdet mellem Bønderne i Arendals District og dette Stads Handlende, som ganske passer til det, der paa samme Tid havde Sted mellem Christianssands Borgere og deres Handelsbønder, saa vil– jeg her afskrive i Udtog det vigtigste og Sagen mest oplysende.
„Commercen drives med stor Fordel for disse Bæver-Familier (ɔ: de ældste og fornemste Trælasthandlere) med Odderne (Bønderne) oppe i Fjeldegnem og naar nogen Fremmed speculerede paa at ville trænge ind i denne Handel, søgte disse Bæver-Familier, som tilegnede sig Monopoliet, at knække Lysten paa disse Fremmede ved følgende listige Fremgangsmaade. Alle Oddernes Producter maatte flaades ned af et Elvedrag af 20 til 30 miles Strækning. Bæverne, som allerede havde store Forraad ude af Elven ved Kysterne for den udenlandske Handel, magede det saa, at deres andre Forraad, som endnu vare hist og her i Elvedraget, bleve holdte tilbage, og da dette var i overmaade stor Mængde, bleve Begyndernes smaa Forraad, som løb herimellem, stoppede og kunde ikke komme ud, hvorved de Intet havde at handle med, medens stedets saakaldte Adel havde nok, hvorved hine bleve tvungne til at give denne Handel op og lade de mere vigtige beholde den alene. De gamle commercerende Bævere fik nu denne Handel alene, og det var ingen Under, de kande føre den med Fordel, da de taabelige Oddere stode i den Indbildning, at de trængte til Bæverne, og Bæverne ikke til dem. Dersom de taabelige Oddere kun havde søgt Livets Nødvendigheder, vare de ikke komne saa let i Decadence, men de søgte ligesaa meget, om ikke mere, Overdaadighedsvarer. Dermed kom Odderne i stor Gjæld til Bæverne, og altsom deres Gjæld voxte, formindskedes Prisen paa deres egne Varer, men Bæverne steg. En græsselig Underballance føltes nu i Oddernes Handel, der nu som Skyldnere maatte lade sig behandle af Bæverne efter Behag. Endvidere, de ældste Bæveres Afkom, der ved deres Fædres florerende Handel vare blevne vante til vellevnet og Magelighed, gad nu ikke som deres Fædre paatage sig de besværlige Reiser for at mærke Oddernes Vare-Leverancer. De betroede denne Commission til andre. Dette gav Odderne, som efterhaanden begyndte at føle, hvormeget Bæverne i Handelen havde forud for dem, Leilighed til at speculere paa Kneb. Brevene udsendte Eghornene til at mærke Oddernes Varer. Odderne blev det nu om at gjøre at komme i god Forstaaelse med disse. Man gjorde overalt meget af dem, saa at naar der kom et Eghorn tilfjelds, var det, som der kom et stort og ædelt Dyr. Man trakterede dem med Nødder og andet godt efter deres Smag og gav dem desuden gode Foræringer. Noget for Noget blev Ordsproget. De erkjendtlige Eghorn gave Mærkesedler ud paa Varer, der endnu laa i Skoven, ja vel stod og groede og følgelig ikke kunde bringes til Beregning af Udførsel i Elvedraget, som var det, Eghornene egentlig havde at iagttage. Bæverne, som sad hjemme, kunde ikke strax mærke dette Underslæb, fordi de til den udenrigske Commerce havde Forraad nok af den Overflødighed, som de havde arvet fra deres Fædre i Tusindetal. Og nu og da kom ud af Elvene noget, som fandtes mærket for 16 til 20 Aar og derover. De fattige Oddere maatte nu i Betragtning af disse Overflødigheder, som Bæverne eiede, anse det for en Naade, naar de for nye Varer, som de mægtige Bævere ei trængte til og ikke kunde faa ud før nogle Aar efter, maatte gives Forskud og Kredit paa andre Varer, som Odderne behøvede til Livets Nødvendigheder med videre. Thi da Oddernes Gjæld nu blev saa stor, saaes aldrig Penge, men Odderne maatte tage tiltakke med, hvad andre Varer Bæverne vilde unde dem, som ofte var noget langt andet end det, de begjærede, ja vel endogsaa bedærv– (overslaaet med Søvand). Odderne, som vare komne saa ganske i Decadence, bekymrede sig ikke heller om, hvad der blev skrevet i Skyldbøgerne, naar de kun kunde faa noget f. Ex. Korn, som de behøvede til Føde, Brændevin, Tobak, Slibestene etc., som de maatte borttuske paa andre Steder, alt til Tab og Skade for Odderne. Deres Gjæld voxer, de selv forarmes og lider Nød, da Bæverne nu kun med megen Vanskelighed ville kreditere dem noget. De stevnes og falde under Advocater og Dommere, alt til Tab og Skade, skjønt det dog endnu altsammen kunde synes at have Lovenes Medhold. Bæverne vare og udsatte for meget Tab og Skade, da de af 100 neppe faa 30 pCt. ned til Forhandling. Det øvrige er rent Tab, som grunder sig dels paa Eghornenes Forstaaelse med Odderne, dels i alt det, som stjæles eller paa andre Maader forkommer i den lange Pas, som det har at gjøre gjennem Elvene, da nogle 100 ligge stoppede hist og her, ligesaamange ligge hist og her nedsunkne, bestemte til Forraadnelse, hvilket alt er grundet i den fra Fædrenes Tider frivillige Stopning. Dette store Tab og den lange Kredit, Bæverne maa give paa de nye Varer, som overlades til Odderne, da Betalingsvarerne ofte ikke komme ud fra Elvene før mange Aar efter, naar det, som ligger først og bekvemmest for Flaaden, først er kommet ud, søge Bæverne efter Kjøbmænds Skik at faa erstattet ved de høie Priser, som sættes paa de Varer, der overlades Odderne. Altsaa til Tab for begge. En saadan fordærvet og falsk Procedure har ligesom tvunget begge Dyrearter at gjøre nogle Spring ud over de rette Redeligheds Grændser, indenfor hvilke al sund og sand Commerce bør drives.“
Stiftamtmand Moltke foranstaltede en Commission nedsat til disse forfaldne Handelssagers Gjenoprettelse, og Resultatet blev, at Arendals Borgere oprettede en skjøn Convention imellem sig indbyrdes, som Kongen confirmerede 27de Novbr. 1789 og er at læse i Fogtmanns Reskripter.
I Christiansand derimod forblev Sagerne in statu quo, indtil andre og store Begivenheder fuldkommen jevnede dem til Landalmuens Fordel. Den sidste Krig har gjort Bonden lykkelig, fri og velhavende, saa at han nu ikke mere er afhængig af Kjøbmanden. Det gik til paa følgende Maade. a) Pengenes Værdi blev mindre og mindre, og derved blev Bondens gamle Gjæld til Kjøbmanden, der lød paa dansk Courant, forringet og lettere at klares. Anledning til at klare den gaves i Aarene 1809 og 1810, da Trælastfarten igjen pludselig aabnedes og Bonden huggede i Mængde. b) Den Stopning i Trælastfarten, som før og efter Aarene 1809 og 1810 havde Sted, samt mangelen paa Korn og Brændevin gjorde, at Bonden ædruelig gav sig af med at dyrke sin Jord bedre, hvoraf Følgen var, at han stedse mindre og mindre trængte til Kjøbmanden. Og er det virkelig paafaldende, hvor lidet Korn der nu fra Oplandet søges i Byen. c) Derimod er Byens Trang til Landet bleven end større end fordum. Byens forøgede Folkemængde og Luxus tilligemed Tidsomstændighederne har foraarsaget, at Bonden faar Priser for sine Varer, Brænde, Smør, Talg, Hø, Kjør, Kreature, som ikke staar i noget Forhold til, hvad han maa give for Kornet, Brændevinen, Saltet, Tobakken m. v.
Ligesom derfor i fordums Dage Bonden havde visse bestemte Kjøbmænd at handle med, saa er derimod nu, da han har klaret sin Gjæld, Frihed hans Løsen, og uden at binde sig til nogen, at sælge til hvem der betaler bedst. Derved stiger ogsaa hans Varer. Derfor maa Kjøbmanden hvert Foraar, stundom og om Høsten, enten selv op eller sende sine Folk op at kjøbe og mærke Last. I Torredalselven, som er Byen nærmest, han denne Last fra Sætersdalen komme frem samme Aar, men i Topdals-Elven først efter nogle Aars Forløb. Aarsagen er, a) at Lasten i Topdal hugges længere fra Elvebredden og maa kjøres længere over Enge og myrer for at komme til Elvedraget ind i Torredal; b) Topdals-Elven er mere fuld af Fosser, den er mindre i sig selv og kan ikke uden Flom drive Lasten frem. Derfor har Kjøbmanden det saaledes. I Topdal har han en Husbond (en Bondekarl) ved hver Fos eller hver Knibe, hvor Lasten stabler sig sammen. Naar da Vaar- eller Høstflommen kommer, føre disse Lasten fra den ene Station til den anden, indtil den efter nogle Aar er kommen til Byen. En Flaade gaar saaledes ved første Flom fra første Hugst eller Husbonds Haand til næste Stopning og Husbond o. s. v., der følger Lasten helt ned ad Elven samme Aar og ved Fossekarlene befordrer den frem. Deraf følger, at der tabes mere af den Last, som kjøbes i Topdal, end af den i Torredal. Det er endnu, tror jeg, aldrig faldet nogen ind at forbedre Norges Elve, og dog vilde Fordelen for Bonden og Kjøbmanden være anseelig ved en Forbedring af Topdals-Elven, som kunde ske med liden Bekostning. Fra Venneslands-Bommen i Torredals-Elven, 2 Mile fra Byen, og Stray-Bommen, 1 kort Mil fra Byen, føres Lasten let, bekvemt og uden Fare til Byen. Høst og Vaar stiger Flommen i denne Elv temmelig høit. Om Vaaren springer ofte en og undertiden begge Bommene. Naar de vare forsvarligere, saa indtraf det sjeldnere. Naar begge Bommene springe, som Tilfældet var 1812, er Tabet for Kjøbmanden betydeligt. Al den Last, de indeholde, kommer paa Drift, noget landes paa Strandsiden og Øerne, hvorfra det igjen med stor Bekostning maa samles og hentes, andet flyder tilsøs, den største Del samles i Masse ved Broen over til Lahella, og her beskadiger det Broen, ja truer med at rive den bort, og der maa enten Broes-Eierne eller LasteEierne lade det med Møie, Fare og Bekost-ning løsrive; en Del driver da tilsøs og er som oftest tabt, og en Del, som opsamles, er bleven saa dyrt betalt, at det havde maaske været fordelagtigere ikke at have reddet den. Da Bommen sprang 1812, drev den meste Last over til jydske Kysten, hvor den blev solgt for Eierne. I Topdals-Elven er slig Ulykke sjeldnere. I Enden af Flaksvandet, 2¾ Mil fra Byen, hvor Bom er, samles en uhyre Mængde, hvoraf Aar for Aar meget raadner og nedsynker. Ved Boens Fos betales Stødnings-Penge af Lasten de Maaneder, naar Laxen fanges. Sætersdals-Lasten i Torredal er ogsaa af en finere Gehalt end Topdalslasten, der desuden af foranførte Aarsager kommer mere sønderstødt frem end hin. I Torredal handler alle Creti og Pleti, i Topdal derimod har altid været en saagodtsom eneherskende Kjøbmand. Før var saaledes Consul Moe den eneste, som havde Topdals-Handelen, men Bønderne udløste sig lidt efter lidt fra dette Handelshus, og Consul Peter Isaachsen har efterhaanden faaet overmagten. Consulen har desuden efterhaanden tilkjøbt sig en Mængde Gaarde og Skove i denne Dal. Overalt lader man sig nu ikke, som i gamle Dage, nøie med at kjøbe den hugne Last af Bonden, men man kjøber de groende Træer, hele Skove, som man selv besørger fældet, og Gaarde. Bonden fik i Krigens Tid 70 Rdl. for en Tylvt overmaals Bjelker og ligesaa meget for at hugge og mærke Lasten, som han tilforn fik for det Hele.
Om Vinteren paa Føret korn Bønderne par avanture kjørende med Planker og Maallast. Ved Drikkepenge søgte da enhver Kjøbmand at trække dem til sig. Nu er det næsten ophørt; thi det, som der var af skikkeligt Tømmer nærmest omkring Byen, er nedhugget.
Christiansandensernes Character, Legemsbygning, Sæder og Sædvaner.[31] Christiansandenserne ere i Almindelighed velskabte og vakre Folk. De ere alle blonde, og den største Mængde i en høi Grad. Man vil her se en overordentlig Mængde Børn med hvidt og gult Haar, der dog siden bliver mørkere. Christiansandenserne have bløde, behagelige Lineamenter. Der er ikke en By, der i Forhold til sin Folkemængde har flere vakre Fruentimmer end denne. Ja, den tæller blandt sine Skjønne en hel Del virkelig smukke baade blandt den høiere Stand og blandt Almuen. Melkehvide Tænder, rosenfarvede Kinder, yndige Ansigtstræk, skjøn Taille udmærker Christiansandenserinderne. De ere huslige og forstaa godt, hvad der hører til Husholdningen og dens Bestyrelse. De ere flittige og arbeidsomme. Fruentimmer-Arbeide, Madlavning er ogsaa de Fornemmeres Sag. Hos Mange, som før have været Kokkepiger, er det da ei saa underligt. Men det finere Slags, som Brodering og Blomstermageri, forstaa de ikke. Almuen derimod har mange, som ikke kunne strikke deres egne strømper. – Mandkjønnet er af middels Høide, men raske, smidige og velvoxne, med Kjærlighed til Søen, paa hvilket Element de forholde sig kjække og trives bedst. Byen har en stor Mængde smukke Børn.
De udmærke sig hverken ved Vid eller Dumhed. Da den høiere Klasse for det meste bestaar af Uindfødte og ei ere dannede paa Christiansands Terrain, og da desuden denne høiere Klasse bestaar af saa faa, kan man ingen almindelig Characteristik give over dem, uden man vilde beskrive hver enkelt. Saameget er vist, at der er faa Indfødte, der i Dannelse kunne sættes i Ligning med de Uindfødte, og at man maa spore en mærkelig Forskjel mellem dem baade i det første og andet Kjøn. Den største Del af de Indfødte have kun liden Cultur, Smag og Dannelse, og hvis man kommer nedenfor den snevre Cirkel, som enten i deres Ungdom har reist eller ved Omgang med enkelte andre har slebet sig, saa ophører den ganske, omendskjønt der gives Glands nok, dog er herfra Undtagelser. Fruentimmerne ere godmodige, aldeles ikke knibske, eller overdrevent coqvette, men tilbageholdne, mere flegmatiske end muntre Side:Historisk Tidsskrift (Norway), anden Række, tredie Bind (1882).djvu/104 Side:Historisk Tidsskrift (Norway), anden Række, tredie Bind (1882).djvu/105 Side:Historisk Tidsskrift (Norway), anden Række, tredie Bind (1882).djvu/106 Side:Historisk Tidsskrift (Norway), anden Række, tredie Bind (1882).djvu/107 Side:Historisk Tidsskrift (Norway), anden Række, tredie Bind (1882).djvu/108 Side:Historisk Tidsskrift (Norway), anden Række, tredie Bind (1882).djvu/109 og lidet underholdende. Deres Kundskaber bestaar i at slaa en engelsk Dands paa et Klaver og i nogle franske Ord, en Mode, som dog ikke har existeret i Christiansand længere end en 10 à 20 Aar. Anderledes kunde det heller ikke være i en liden By, der mangler alle Anstalter til Borgerbørns Dannelse af den bedre Klasse, og hvor Omgangen er saa indskrænket og saamange Mandfolkegilder gives.
Christiansandenserne mangle ikke den Nordboen egne Godgjørenhed mod Trængende. Derpaa have de givet flere Beviser, end maaske bekjendt er, og naar de anmodes, fyldes enhver Subskription. Til denne Sætnings Oplysning tjener det, at da Stiftet 1809 lod circulere en subskription til Statens Tjeneste, subskriberede de 75 Lod Sølv og 3,453 (Rigsdaler?) foruden adskilligt Skibsbygnings-Tømmer. Man behøver ingen Diogenes’s Løgte for at finde velgjørende Mennesker i Christiansand, thi allerede i Vesterstrandgaden finder man to. Moralske Modsigelser, Grovhed og Tjenstagtighed, Velgjørenhed og Bedrageri træffes her saavelsom andre Steder i en og samme Person. De ere ogsaa i Almindelighed gjennemtrængte af den største Patriotisme, naar denne ikke kommer i Collision med deres eget Velbefindende, men Damerne have intet Begreb derom og ere i det Hele slet ikke politiske. Vel er det sandt, at da den Kongl. Interims-Regjerings-Commission i Aaret 1810 lod spørge Magistraten, om der gaves i Byen et Selskab til at opmuntre National-Industri, at der da blev svaret Nei; heller ikke gives her noget Selskab for Agerdyrkningen, for Omegnen, for Byen, for Søndagsskolen, som Christiania kan rose sig af, men at Byen derfor ikke er mindre selskabelig end andre, vil noksom sees af efterfølgende Paragraf, ligesom Christiania heller ikke som Christiansand har et stort Klubselskab at fremvise. Har andre Byer ofret mere til fædrelandsk Brug, saa har igjen Christiansand opbragt flere fiendtlige Skibe til Fædrenelandet. Har andre Byer været mere patriotisksindede, saa har de heller ikke havt saa meget andet at tænke paa, som Christiansand, saamange Speculationer og Anledninger til Erhverv. Har andre Byer givet meget, saa har Christiansand vundet meget. Vel gives der mange blandt dem, som blæser ad det norske Universitet, men det kommer deraf, at de dels ikke tænke at benytte det, dels ikke vide, hvad det skal nytte til.
Vel er det sandt, at man ser ikke her hverken i Klædedragt eller i Mad og Drikke den Tarvelighed, som er andre Norges stæder til saa megen Ære, men det kommer deraf, at de have ved Krigen erhvervet sig saa store Midler, og at saa mange af Bankens sedler har samlet sig paa dette Sted, som man ellers ikke vilde kunne anvende. Tyld, Kniplinger, Netteldug, Silke, Baand, Guldringe o. s. v. prunker nu selv Kokkepigerne med, ligesaavel som Damen af første Fif. Hvo, som gaar simplere, betragtes med Medlidenhed, og en hjemmegjort Klædning vilde udlees. Man ser paa Bordene ligesaa mange Retter og Vine og i Møblementet ligesaa megen, ja mere Pragt end før Krigen. Bevis paa Luxens Tiltagelse er, at 1805 var der i Byen kuns ..[32] Kareter nu (1811) er der derimod ...,[32] moderne Voiturer foruden Kjærrer og Chaiser, og at nu kan man næsten ikke være et skikkeligt Menneske, uden man holder 1, 2 à 3 Heste, uagtet man betalte 16 Rdl. for et Skippund Hø.
Naar jeg vil tale om deres Fornøielser, saa maa jeg nævne Gilderne, Spil, Klubbens Baller, Comedier og Kanefarter.
Gilderne ere Sjelen i Fornøielserne. Store Mandfolkegilder ere de mest yndede. Damerne ere sjelden med. Christiansandenseren elsker mere det engelske end franske Kjøkken. I Almindelighed giver man et halvt Dusin suffisante Retter, og har Malene Kokkekone, der assisterer ved alle Gjestebude, været med, saa ved man forud omtrent hvilke og i hvad Orden. Her tracteres da før Bordet med Sild, Lax, Makrel, Ansjoser o. s. v., Brændevin, Maderavin, Rum, er det om Aftenen, ogsaa med The, Punsch og Bisp, hvorhos man da spiller Kort alle Mand, som spille kan, i det høieste 24 ß Boston og Polskpas à 4 Rdl. og 8 Rdl. Derpaa gaar man tilbords, til kun sex Rotter Mad og i Almindelighed kun 3 Slags Vin, Rødvin, Madera og Portvin. Under Retterne valerer alleslags Syltetøier, og til Dessert gives i større Gilder Is, Gelé, Asparges, Frugter med stundom en finere Slags Vin. Mange have den Uskik at nøde Gjesterne til at spise og drikke og ere ei fornøiede med den Overtalelsesgave, Retterne selv have. Saa spiser og drikker man tilbords om Middagen fra 2½ til 4½, hvilket er den til Forretninger bestemte Tid. Har man været til Middag, saa indbydes man om Aftenen fra 10½ til 12. omendskjønt Christiansandenserne som oftest have gode Drikkevarer, saa ere de dog ikke mere, hvad deres Fædre vare i Drik, men maa vige for Norges andre stæder i Svirelyst. Ved disse Gilder gaar det ikke videre end til en maadelig Rus, som opmuntrer det ellers flegmatiske Selskab. Strax efter at dette Sammenkomstens Hovedformaal er forbi, forføier man sig bort. Og for dette Gilde maa Gjesten takke tre Gange, først, naar han er staaet op fra Bordet, for det andet, naar han gaar, og for det tredie, naar han ser verten igjen. Skaaledrikning er meget i Mode. Paa somme Steder iagttager man nøie Rangforordningen i at drikke Sandheder. Kommer der en Mand af Stand eller Anseelse til Byen, saa gaar disse Gilder i Ring hos alle Byens Store eller som regner sig derfor. Hver Dag er der da sligt et Gilde, somme Dage to. Kommer en Fremmed til Byen, som agter at forblive der, saa maa han, om han tør, og der er det mindste ved ham, det er, ikke ganske hører til Pøbelen, gaa omkring og hilse eller lade sig præsentere, om han forresten ikke kjender en eneste, ellers ansees det, som om han ikke vilde have noget med dem at bestille, og han kommer aldrig indenfor deres Dør. Forretter han derimod dette, saa kommer han ved Leilighed med i et Gilde. Til slige Gilder indbydes da fordetmeste anseelige Ugifte og af Gifte de, som har Evne til Vederlag. Der gives dem, som regne ud, at naar de indbyde de eller de 20, saa faa de 20 Gilder igjen og kan desuden leve af Levningerne et Par Dage efter, og derfor knibe paa Kostbarhederne i den daglige Fortæring for at kunne have saadant et Lav. Deraf kommer ogsaa Mandfolkeselskaberne, thi skulde den samme Mand bede Mand og Kone, saa kunde han kun faa 10 Gilder igjen. Hvo, som vilde indbyde et Selskab til Aftens og paa sin Kjøbenhavnsk tractere dem med Smørrebrød og Punsch, vilde komme net deran. Den samme Overdaadighed har og Sted blandt Middelstanden.
Iøvrigt er der liden Omgang i Familierne og endnu mindre mellem Familierne. Der hersker en stiv, flegmatisk, sørgelig Tilbageholdenhed. Den ene Familie er ikke fornøiet med den anden. Der var en Tid, da der herskede en langt elskværdigere Fortrolighed og Tone, en mere jovialsk Frihed i Christiansand. Da var Byen ikke saa rig, men der var større Jevnhed i Indkomster. Jeg hører derfor hyppige Klager nu af Fremmede, som komme hertil, at de savne den Gjestfrihed og Frihed, som hersker andre Steden og de kjede sig tildøde her.
Dernæst maa jeg nævne Christiansands saakaldte store Klub, stiftet i Aaret 1801. Den bestaar for nærværende Tid af ...[33] faste Medlemmer, og desuden have de Militære Adgang til samme, saavelsom andre Reisende, naar de meldes for en af Directeurerne, i otte Dage. Hvis de opholde sig her længere end en Maaned, maa de for hver Maaned betale noget vist. Her kan man efter endt Arbeide fra 3 til 11 eller i det seneste 11½ om Aftenen hver Dag gaa hen og more sig ved Læsning i Aviser og periodiske Skrifter eller ved .en afvexlende Underholdning saavel i Politiken og Dagens Nyheder, som i andre Materier, eller ved Kortspil og Schakspil og Billardspil, og leverer verten Drikke- og Spisevarer. Vinteren er der hver anden Søndag Bal, hver anden Søndag skulde der og være Concert og Assemblée, hvortil ethvert Medlems Husdamer havde Adgang, men da de private herværende Dilettanter i Musiken, skjønt Medlemmer af Klubben, hellere vilde spille for dem selv end for Selskabet, saa ere de Concerter ophørte i Klubben og dermed tillige Assembléerne. Ligesaa ere heller ikke Søndagsballerne meget muntre, fordi de koste ikke stort, og fordi de ikke maa vare længere end til Kl. 11½, hvorfor adskillige holde sig fra dem for hellere at tage Del i de kostbarere overordentlige Baller, som efter Loven gives, naar 12 faste Medlemmer forlange og proponere samme. Forleden Vinter var der paa Klubben ..[34] Baller foruden Søndagsballerne; regner man nu hertil 6 à 7 private Baller, saa faar man en Idee om Dandselysten i Christiansand. Man ser heraf, at Klubben er en herlig Sag eller kunde være en herlig Sag til nogenlunde at oplive denne ellers saa kjedsommelige By. Hertil kommer, at den har et saa herligt Lokale, foruden andre Conversations- og Spiseværelser en skjøn Concert- og Dandsesal, fra hvilken man kan gaa ind i Comediehuset. Kun mangler den Sommerværelser paa Landet. Den er derfor ligesom død om Sommeren. Kongens Fødselsdag er den største Galladag i Klubben. Da betjener man sig af Comediehuset til.Spisning for en halvandet hundrede Mennesker. Hele Theatret dekoreres paa det smukkeste, under Musik, Skud og sang tømmer man de til Dagen hørende Skaaler, og Selskabet er saa smukt, som det kan være.
Det nye dramatiske Selskab (thi der har været et ældre) er stiftet 1805. Det er et fra Klubben særskilt Selskab, skjønt dets fleste Medlemmer ogsaa ere Klubbens. Det maatte først spille paa Concertsalen, men fik sig ved Actier sammenskudt en Sum til et lille net Theaters opførelse tæt ved Concertsalen. Det rummer 400 Tilskuere, og dog er Skuepladsen selv rummelig med tilhørende Forsamlings- og Paaklædnings-Værelser. Det tæller nu 200 faste Medlemmer, der betale, Mandpersoner 10 Rdl., Fruentimmer 7 Rdl., hvorfor de 7 Directeurer skulle foranstalte et ubestemt Antal, i Almindelighed 8 Stykker opførte om Vinteren. Da her nu findes blandt Medlemmerne, fornemmelig Mandkjønnet, endel meget gode Spillere, foraarsager dette Selskab en ædel Forlystelse .i Byen, og det saameget mere, da Selskabet i et Par Aar har havt-den heldige Idee at spille hvert Stykke to Gange, først for Selskabet, dernæst offentlig for Penge til de Trængende og ædelt Brug, hvorved det skaffer Almuen en ædel og den eneste offentlige Fornøielse, her gives, gavner og fornøier og saaledes spiller ei blot til Lyst. Sidste Vinter indbragtes ...[35] Rdl. til Husarme, Byens Fattigvæsen, Brandlidte i Mandal og Kongsberg. Skade, at Iveren og Lysten i dette Selskab taber sig, som endog sees deraf, at Christiansands Thalia tier længe før alle andre i Norge. – Kanefarterne, ved hvilke et udvalgt Selskab gjør en Fart Kaner en Mils Vei fra Byen, hvor der spises og undertiden dandses, og derpaa til Byen igjen, hvor der atter spises og undertiden dandses. Disse ere Christianssands Forlystelser om Vinteren. Sommerforlystelser gives her ingen af. Her er ikke et Sted udenfor Byen, hvor honette Familier om Sommeren kunne tage ind og beværtes med de simpleste Ting. For Almuen gives her derimod nogle Vertshuse udenfor Byen. Spadsering elske ikke Byens Damer meget. De Fornemme, som have Eqvipager, kjøre heller. De ere ogsaa at undskylde, thi her er ingen skyggefulde Spadsergange eller Tilflugtssteder, ikke en Allee, ikke en Lund, omendskjønt en stor Strækning af Byens Omegn fører Navn deraf.
Moraliteten har, saavidt den af det udvortes kan bedømmes, undergaaet her forskjellige Forandringer, som er Tilfældet med enhver liden By. Der var en Tid, da Almuen i Christiansand overgik den bedre Classe i Sædelighed. Nu er det idetmindste, hvad de grovere Laster angaar, ganske omvendt. Omendskjønt Krigen vel heller ikke har forbedret den fornemmere Del af Indvaanerne, men den ved den opvakte Vindesyge har endnu mere almindeliggjort og nedsat til let tilgivelige Konstgreb, der hører til Savoir-Trafiquen, Mesurer, der ingenlunde bestaa for Moralens Domstol, saa er dog den bedre Klasse, især af det smukke Kjøn, langt over Almuen i Sædelighed. Men hvad Almuen fornemmelig angaar, da er Christiansand et Exempel paa, hvor sandt det er, at nogle Aars Krig sætter Menneskeslægten længere tilbage i Forædling, end 50 Aars Fred kan bringe den fremad. Man tænke sig en saadan Mængde Militære og Matroser i en liden By uden Caserner, man tænke sig, at denne raa Ungdom med Et ved Kaperier eller paa andre Maader faar en saadan Mængde Penge mellem Hænderne, som de aldrig før maaske i deres Liv har havt, man tænke sig andre igjen, som det ikke vil lykkes for paa den Maade at blive rige, som da enten ønske at føre et saa lystigt og prægtigt Liv som sin Nabo, eller som Nøden i saadanne Tider trykker, og man kan let slutte sig til, at Drik, Hor og Tyveri maatte tiltage. Søndag og Hverdag ser man Almuen skokkevis rave omkring paa Gaderne, og det selv da Brændevinet var dyrest. At erholde en tro, ærlig og skikkelig Tjenestepige er rart. Hvor tyvagtig Almuen er, beviser jo de betydelige Tyverier, som ere foregaaede siden Krigen, de forskjellige opdagede Tyvebander, der har foranlediget extraordinære Commissioner, vidtløftige Forhør og Undersøgelser og kastet Borgere selv paa Tugthuset, en efter anden. Hvor meget Gods er, samles Rotter og Utøi. De ræsonnere saa: Hvad som er pristaget og ranet, det er altsaa ingen Synd at tage igjen. Hele Haandværksstanden lever af Rov, og fra den laveste til den høieste gaar al Speculation ud paa Snyderi, Tyveri og Bedragerier og Skamløshed. De liderlige Huses Mængde er tiltaget. Der er Mænd, som bortleie deres Koner for 10 Rdl. Gangen med Konernes Samtykke. Saavidt har Tørst efter Penge bragt det her. Venerisk Syge har udbredt sig i Almuen. Ægteskaber indgaaes her hver Dag, men næste Dag slaaes de. Man gifter sig her med alle Slags Nationer, Franske, Amerikanere, Portugisere etc. Om Bruden forstaar et Ord af Brudgommens eller Brudgommen et Ord af Brudens Tale, det siger intet, saa letsindig sluttes Ægteskaberne.
Christiansand er de store Stæder lig i Irreligiøsitet. Daglige ReligionsØvelser findes kun blandt gamle Kjær-linger og nogle Familier af Almuen. Det er ikke nok med, at religiøse og moralske Materier aldrig bringes eller tør bringes paa Bane i Samtalerne, men Vantro og Foragt for Religionen synes endog i den Grad at høre til den gode Tone, at mange Fædre paa en skammelig Maade endog indgive deres Børn den samme Ringeagt for samme. En Datter kom hjem af Kirken efterat have staaet til Confirmationen. Aldrig saa snart var hun kommen ind ad Døren, førend Faderen rev hende Bogen af Haanden og sagde: „Kast nu Bogen Fanden i Vold.“ Almuens Religiøsitet derimod er egentlig intet andet end en Rest af Forkjærlighed for de religiøse Skikke. Vor værdige Biskops Veltalenhed til Hjertet og Forstanden er det, som hindrer, at ikke denne Irreligiøsitet gaar over alle Grændser, og at ikke Kirken er tom. Saaledes er Religiøsitetens Tilstand i Christiansand, og dog er her ikke stort over halvandet hundrede Aar, siden man brændte Hexer i samme By. 1650 blev tvende Fruentimmer, der selv tilstode at være Troldkvinder, dømte til at brændes og virkelig brændte, og 1672 blev atter ikke mindre end 7 Troldkvinder virkelig levende brændte paa Natvig-Tangen udenfor Byen. Saavidt gaar Menneskene fra Overtro til Vantro.
Tallotteriet kjender Almuen, Gud ske Lov, ikke til.
Allerede 1680 lignede en anonym Digter Christiansand ved et Ninive og prædikede Omvendelse for samme; han taler om blottede Bryster, franske Noder, at man kun gik i Kirke for at vise sin Dragt m. m., klager især over Lagmandens Døtre og Frue, og overalt har der den Tid været frisk Leben her.
1685 11te August kom Christian V. paa sin Reise fra Bergen til Christiansand. Et tydsk Manuscript in folio med Titel: „Journal von 1bro Kön. Maj. C. V. Reise in Norwegen“ fortæller det saaledes: Han var samme Dag reist fra Farsund, hvor han logerede hos Sorenskriver Johan Einersen (Johan Einertz Normand) over Spangereid og paa Veien havde beseet Fæstningen Friderichsholm. Han blev modtagen af Magistraten paa Fæstningsbroen og hilset med 27 Skud. Ved Enden af Broen, hvor Borgerskabet stod i Gevær, var opsat en af Løv zirlig forfærdiget Æreport, paa hvis Front og Bund stod en Inscription med forgyldte Bogstaver under Kongens Navn i dobbelt Chiffer. Hvorefter Kongen blev ledsaget til Stiftamtmand Høegs Hus. Samme Aften besaa han Fæstningen og lod Garnisons-Compagniet exercere. Søndag den 12te stille. Den 13de forlod han Christiansand igjen efterat have spist hos Laugmand Undal og reiste tilvands til Grømstad 4½ Mil og derfra tillands 1¼ Mil til Nedenæs Kongsgaard, hvor han spiste til Aftens og overnattede hos Amtmanden. Over denne Konges Nærværelse skal Fru Blix være i Besiddelse af et stort Maleri.
– – – – 1788 5te Aug. kom vor-nu regjerende Konge (Frederik VI), da Kronprinds, fra Arendal tilvands og kom om Eftermiddagen Kl. 6 til Christiansand, hvor han tog ind til Stiftamtmand Moltke. Ved Ankomsten blev saluteret med Kanoner saavel fra Lyst-Fregatten og Fregatten Møen som fra forskjellige af Byens Skibe. De kgl. Betjente modtoge ham paa en med rødt Klæde betrukken Trappe ved Broen nedenfor hans Logis og ledsagede ham gjennem en Æreport, hvor han blev saluteret af Stadens Borger-Compagnier, og om Aftenen var hele Byen illumineret. Den 6te blev han beværtet efter Borgerskabets Invitation i By- og Raadstueskriver Thaulows Huus, hvor desuden var anrettet et aparte Marskalks-Taffel. Om Eftermiddagen besaa han Kirken, Fattighuset, Hospitalet, Magazinerne, samt promenerede til Hest. Den 7de besaa han Fæstningen og de Militære paa Oddernæs-Moen. Om Eftm. Kl. 7, om end Vinden ikke var god, gik ban ombord paa Lyst-Fregatten under Kanonernes Torden og Indvaanernes Frydeskrig. En Time derefter blev Vinden føielig, og han ankom til Helsingør efter 2½ Dags Seilads.
Joh. Gotf. Heinzelman var i Aarene 1721–1723 Hofmester hos Stiftamtmand Lillienpalm og gik siden til Rusland, hvor han blev keiserlig Historiographus og Assessor i den asiatisk-orenburgske Expedition. Ved at føre en lærd Brevvexling med bemeldte Heinzelman sendte Stiftsprovst Spidberg ham sin Tractat om Nordlyset, som den første oversatte paa Tydsk i Historische Demonstration und Anmerkungen über die Eigenschaft des Nordlichts, mitgetheilt von J. G. Heinzelmann, Halle 1728. 8.
1769 fik en Controlleur Dreyer i Arendal, i Kjøbenhavn bekjendt under Navn af Luft-Secretær, kgl. Tilladelse til at oprette et Addresse-Contoir i Arendal. Han udgav derfra ugentlig et Blad paa et halvt Ark skreven, under Titel af Kongelig privilegerede Addresse-Contoirs Efterretninger udi Christiansands Stift. Men da han strax efter blev forflyttet, udkom kun 6 Numere. Et Par Aar derefter fik en Bogtrykkersvend fra Throndhjem, Andreas Swane, kgl. Privilegium paa at nedsætte sig som Bogtrykker og Boghandler i Christiansand. 1780 begyndte han at udgive et ugentligt Blad under Navn af Christiansandske Ugeblade, der i mange Aar vare meget interessante for Byens Indvaanere, men siden lidt efter lidt antoge en blot Avis’s Skikkelse. Men 1788 maatte han formedelst usle Omstændigheder forlade Trykkeriet, og var der da et helt Aar intet Trykkeri i Staden og Stiftet. Raadmand Glückstad og Kjøbmand D. Isaachsen kjøbte de overblevne Bogstaver, søgte og erholdt Privilegium under 18de Dec. 1789 paa at anlægge et Addressecontoir og Bogtrykkeri, som stedse skal følge hinanden, hvorpaa dette Contoirs Efterretninger toge sin Begyndelse 1790 og blev ved Cancelli-Promemoria af 15de Dec. 1792 befalet at indføre i Bladene uden Betaling de kgl. og øvrighedens Befalinger og Foranstaltninger, som forlanges indrykkede.
Cancelliraad og Dr. med. Frid. von See var den første, som blev beskikket som Stiftsphysicus. Han kom her 1744 i Anledning af den i Stiftets vestlige Del grasserende Radesyge, hvilken han kaldte scabies scorbutica in summo gradu. Han var født 31te October 1702 i Beleiringen for Mantua, da de danske Tropper vare i Italien, ved hvilke hans Fader var Capitain. Efterat have lagt sig efter Chirurgien og øvet den i Kjøbenhavn – efter Reisers jammerlige Beskrivelse om den fyrgterlige Ildebrand, tog han Doctorgraden i Medicinen i Harderwyck i Holland 1739 og udgav sammesteds sin Disputats De Hydrope in genere, 4to. Han døde i Embedet 1781. Et Exempel paa hans Curmethode er: En Mand kom til ham og beklagede sig over Vattersot. Von See tier, seende ham alvorlig og stivt i Øinene. Endelig udbryder han i følgende frygtelige Orakel: „Du skal dø, du skal scham wahrhaftig dø i denne Nat.“ Patienten spørger blegnende, om der da intet Redningsmiddel gaves, og da Doctoren vedblev sit frygtelige: Du skal dø, løber han i Angestens Sved til Apothekeren som sit sidste Haab. Her kommer von See efter ham og raaber: „Du skal scham wahrhaftig leve. Nu har du svedet godt, det var intet andet, jeg ønskede.“
|
Denne teksten er offentlig eiendom fordi forfatteren døde for over 70 år siden. |
- ↑ Ifølge A. Fayes Bidrag til Øiestads Presters og Prestegjelds Historie, Arendal 1861, S. 69, er han født i Hosanger, hvorimod Norsk Forfatter-Lexikon har Evindvig. I H. Lassens Henrik Wergeland og hans Samtid vil man finde nogle Oplysninger om hans Familie. Wergeland var døbt Niels, men oppyntede dette Døbenavn til Nicolai, ligesom hans Modstander paa Eidsvold, Professor Sverdrup, havde forskjønnet sit Navn fra Jørgen til Georg. I en nu mig tilhørende Bog har han skrevet sit N svin Niels Wergeland Lassesen.
- ↑ Denne Guldmedaille skjænkede han 1807 som et Bidrag til en ny Flaades Anskaffelse.
- ↑ Foruden 800 Rdl. af Selskabet f. N. V. modtog han fra patriotiske Borgere i Drammen, hvilken Stad i hin Tid overhoved lagde en høist rosværdig Almenaand for Dagen, 1200 Rdl. som Gave til sine to Sønner, Henrik Arnoldus og Harald Titus Alexis. Se herom hans eget Brev, aftrykt i M. Birkelands Bidrag til Norges nyere Historie, Chra. 1858, S. 49.
- ↑ Lærde Efterretninger for 1811, No. 88–43. Cfr. A. S. Ørsted, Af mit Livs og min Tids Historie, I. Kbhvn. 1851, S. 265.
- ↑ Endnu i Forordene til sine „Tanker og Bekjendelser“, der udkom i hans Dødsaar, beklager han, at han ingen Forlægger havde kunnet finde til en Samling af Prædikener, og antyder Muligheden af, at Grunden kunde være „mine bekjendte rationalistiske Anskuelser, min Agtelse for Fornuften og min bekjendte Anvendelse af denne Guddomsgave i Religionssager.“ Som Provst visiterede han i sin Tid i Grue hos den bekjendte Iver Hesselberg, der tilhørte en helt modsat Aandsretning. Hesselbergs Prædiken tiltalte ham ikke, og midt under denne reiste han sig fra sit Sæde og vendte sig mod Prædikanten med de Ord: „Ne quid nimis!“ Senere paafulgte en heftig latinsk Ordvexel i Sacristiet.
- ↑ M. Birkelands Bidrag o. s. v. l. c.
- ↑ Et saadant Poem, der begyndte: „I Madam Schjøtts bekjendte Hal“, og som skal have været særdeles morsomt, har jeg i yngre Aar hørt citere, men aldrig kunnet overkomme.
- ↑ Paa et Sted er ogsaa (aabenbart med Forsæt) et Par Blade udskaarne.
- ↑ I de lange Nætter, af Forf. til Amtmanden Døtre, Chra. 1862, S. 19. Dette Haandskrift existerer endnu i en privat Samlers Besiddelse.
- ↑ Jens Christian Spidberg, Præstesøn fra Skibtved, født 1684 (samme Aar og Maaned som Holberg), var en af sin Tids lærdeste Nordmænd. Han var Sognepræst og Stiftsprovst i Christianssand 1721–1759 og Biskop sammesteds 1759–1762, da han døde. Ved Ildebranden 1734 mistede han sit store Bibliothek. Naar Wergeland lader ham skrive det her aftrykte Brev som Stiftsprovst, er det ikke nøiagtigt, thi han var i Februar s. A. bleven udnævnt til Biskop. Hans Levnetsløb hos A. Faye, Christiansands Bispe- og Stiftshistorie, S. 371–375.
- ↑ Nils Scythe, en Vintappersøn fra Christianssand, var født 1727, Hører ved sin Fødebys Skole 1754–1763, senere ansat ved Colonialvæsenet i Slesvig og fra 1770–17 83 Foged i Nedenes, hvor han 1811 døde i Grimstad. Han var en nidkjær Embedsmand og fremfor alt en ivrig Samler fornemmelig af Alt, der angik Christianssands Stifts personale og literære Historie. Adskillige Meddelelser af ham af saadant Indhold læses i de ældre Aargange af Christianssands Addr.-Contoirs Efterretninger, hvorhos forskjellige haandskrevne Optegnelser af ham findes paa vort Universitetsbibliothek. Han fortsatte den af Wergeland nedenfor nævnte Bispekrønike og arbeidede paa en Fortegnelse over Skribenter i Christianssands Stift i Lighed med Christopher Frimans 1766 udkomne „Bergenske Skribentere“.
- ↑ Descriptio Civitatis Christianiensis ded er Christianiæ Stads Beskrifuelse &c. af Christen Staphensen Bang, Chra. 1651. 4. Kort Historiske Beskrivelse over Fridenrichald med Riim sammenskreven af Mag. Johanne Schrøder, Kbhvn. 1727. 4. Den Berømmelige Norske Handel-Sted Bergens Beskrivelse, af Ludvig Holberg, Kbhvn. 1737. 8. Beskrivelse over den ældste Kjøbstad i Norge, Tønsberg, af Jens Müller, Kbhvn. 1750 (siden er ved en Boghandler sat 1771 paa endel Exemplarer). 4.
- ↑ Om denne Mand heder det paa et senere Sted i Wergelands Skrift: „Erdman Jensen, Raadmand og Oberformynder. En af de værdigste Præsidenter, Christiansand har havt. Han er Forf. til Christiansands Krønike, hvilken han uddrog af Raadstue-Archivet, som brændte siden. Efter hans Død, som skede 1742, oplæste den Tids Sognepræst, Spidberg, hans korte Biographi, hvis Original fandtes i Scythes Papirer, nu i Stiftamtmand Thygesons Besiddelse. Spidberg siger: „I Guds Hus savnede man ham sjelden, og i sit eget Hus anvendte han den Tid, han havde tilovers for Forretninger, til at læse, meditere og skrive.“ Disse Meditationer, tilføier Scythe, skal have bestaaet i nogle Bind in 8vo, som den ældste Søn, Hans Jacob Erdman, Sogneprest til Haaland, beholdt.“ Krøniken findes paa vort Univ.-Bibl.
- ↑ Denne Del af „Krøniken“ blev senere af Hans Engelhart (Stiftsprovst i Chrisstiansand 1811–1822, siden Sogneprest til Ballerup i Sjælland) meddelt Nyerup, der har leveret Uddrag deraf i sin Afhandling: „Udsigt over Hexeprocesserne her i Norden“, der læses i Skandin. Literaturselskabs Skrifter, B. 19–20. De Christianssand vedkommende Stykker, hvoraf man ser, at den sidste Hex der blev brændt 1650, læses B. 19, S. 378–385. Ovennævnte Stiftsprovst Engelhart fortjener at erindres mellem Christianssandske Samlere, idet han gjorde Optegnelser til stiftets Presbyterologi.
- ↑ Om dette utrykte Arbeide, „Diptycha Episcoporum Stavangriensium & Christiansandensium“, der paabegyndtes af Mag. Michael Tyrholm (død som Sogneprest til Vanse 1767) og fortsattes af N. Scythe, se L. Daae i Illustr. Nyhedsblad for 1859, No. 7.
- ↑ Pehr Kalm, Professor ved Universitetet i Åbo, reiste 1747 til Nordamerika, hvilken Reise han udførlig har beskrevet. Han kom paa Udreisen til at tilbringe nogen Tid i det sydøstlige Norge og har i „En Resa till Norra America“, Tom. 1, Stockholm 1753. S. S. 47–139 meddelt ikke uvigtige Oplysninger om vort Land. Hvad der angaar Christianssand læses S. 105–120.
- ↑ II, s. 365–371.
- ↑ I „Krøniken“ staar der: „Fra Jylland og Vigsiden“, hvilket sidste paa den Tid kun betegnede Bahuslen.
- ↑ Hvor vel de gjorde dette, lader sig bedst slutte deraf, at man ingensteds i Byen i vore Dage ved Brøndgravning har fundet den mindste Levning af Rødder, saa at jeg endog har hørt Indvaanere af den Grund paastaa, at der aldrig nogen Fyrreskov kan have staaet paa Christiansands Grund. (Senere Tilføielse af Forfatteren).
- ↑ Nogle sige, at der efter Ildebranden blev bygget en Interimskirke. (Senere tilf. af Forf.). Udgiveren har ogsaa i sin Tid hørt dette fortælle, med Tilføielse af, at Navnet paa dette midlertidige Gudshus i Almuens Mund var formindsket til „Enrums-Kirke“.
- ↑ Om dette Sagn, der førstegang (efter nærværende Haandskrift) blev offentlig omtalt i N. Nicolaysens Norske Stiftelser, III, S. 868, har jeg i mine „Antegnelser til Ludvig Holbergs Biographi“ (Norsk historisk Tidsskrift, II, S. 284 flg. og i det særskilte Aftryk S. 44 flg.) nærmere omtalt. At Holberg kan have været forelsket i en Datter af Biskop Bircherod, kan, som jeg der har paavist, betragtes som en ligefrem Umulighed, hvorimod der maaske, om der overhoved er Noget i det Hele, snarere kunde tænkes paa hans Næstsødskendebarn Sophie Stoud, hvem han selv uden at nævne hende omtaler som „huad vulgaris formae.“
- ↑ Aabent Rum.
- ↑ Nogle Efterretninger om disse Rectorer findes i M. A. Boyes „Om Christiansands Kathedralskole“ (Skolens Program for 1829).
- ↑ No. 43–45 kun „meddelte Testimonium“.
- ↑ Et snurrigt Sagn, der i den renere Tid er blevet fortalt paa flere Steder, f. Ex. i „Stamtavle over Familien Kjelland“ (Stavanger 1878, S. 85) lader dette Tilnavn opstaa derved, at en Entreprenør af et Fyr paa Karmøen kaldte sig „von Fyren“ (!) eller endog forbeholdt sig i Contracten at kalde sig saaledes. En Smule rimeligere turde den Formodning være, at Vedkommende nedstammer fra Effuert van Fyren fra Lübeck, som i Aaret 1626 fik Borgerskab i Bergen. (Nicolaysen, Bergens Borgerbog, S. 45 b).
- ↑ Om denne sin Ungdomslærer fortæller Claus Pavels characteristiske Ting i sin Autobiographi paa flere Steder.
- ↑ 196 og 197 „dimitterede af Rector Femmer, da han var bleven Byfoged i Arendal“.
- ↑ Han hed kun Johan, Faderen derimod Johan Michael.
- ↑ Lars Arendrup, Raadmand i Christianssand omtrent 1780.
- ↑ Var Vice-Raadmand 1781.
- ↑ Dette interessante Afsnit foreligger kun i Udkast. Forf. har gjort følgende ufuldførte Bemærkning: „At beskrive en liden Byes Character er ligesaa farligt som vanskeligt. Farligt, fordi man kan intet sige om de Fleste, uden Enkelte tror sig at være ment, vanskeligt, eftersom –.“
- ↑ 32,0 32,1 Aabent Rum.
- ↑ Aabent Rum.
- ↑ Aabent Rum.
- ↑ Aabent Rum.