Vossingen, som talte tydsk
I den Tid, da der overalt i Danmark og Norge, fra „Elben til Vardøhus“, kommanderedes paa Tydsk, lærte Soldaterne, selv om de ikke udkommanderedes til tydske Landskaber, uvilkaarlig en Smule af sine Befalingsmænds Sprog. Flere tydske Ord kom paa den Maade i Brug, saaledes siges i det Throndhjemske endnu „Singgott“, naar man skjænker Øl eller Brændevin. I Stavanger Amt havde man Ordsproget: „Eg kan høyra paa dit Tysk, du hæve kunne Norsk før.“[1] Provst Müller omtaler ogsaa i sin Jarlsbergs Provsties Beskrivelse (Kbhvn. 1772. S. 143) saadanne Soldater.
En Vossing, som hed Knut, havde været udenlands som Soldat i et Aars Tid. Da han saa en vakker Solskinsdag kom reisende hjem, traf han Skyldfolket sit ude paa Marken midt i Slaataannen. Han hilsede da: „Guten Tag!“ De Andre vilde nu til at snakke med ham og spørge ham, hvorledes han havde det; men til Alt, hvad de sagde, rystede han blot paa Hovedet og sagde: „Ich verstehe nichts, verstehe nichts!“ Baade hans Fader og Moder bleve rent forskrækkede over, at han talte et fremmed Maal. Knut gik da en Stund og spyttede og bandte paa tydsk. Tilsidst spændte han paa en Rive og spurgte: „Was ist das für eit Tindeling?“ Men bedst som det var, kom han til at træde saa ubehændigt paa Rivetænderne, at han fik sig et dygtigt Mundslag af Riven. „Au!“ skreg han, „den stygge Riva, kor ho slog meg!“
Svein Urædd. 1869. No. 2.
|
Denne teksten er offentlig eiendom fordi forfatteren døde for over 70 år siden. |
- ↑ Folkevennen. 7. Aargang. S. 24. Norske Magasin III. S. 229.