Vor Sprogudvikling/VI

Fra Wikikilden
Hopp til navigering Hopp til søk
Maalkassa (s. 32-36).
◄  V
VII  ►

Gjennem Landsmaalsformen, eller om saa skal være: Landsmaalsformerne, skal altsaa Folkesproget ledes ind i vor Kultur og støtte denne i dens Udvikling og Norskhed.

Men ad den literære Vei alene vilde ikke meget opnaaes. Paavirkning fra andet Hold kunde magelig neutralisere hele Virkningen af vor Smule Landsmaalsliteratur, ja hvem ved: kanskje overveie den. (Man maa bl. a. erindre, at vor Hovedstad har svensk Theater omtrent til Stadighed).

De levende Dialekter selv maa samtidig kunne virke. Altsaa maa de faa leve; og her har Maalmændene sin anden (eller ligesaa gjerne første) Hovedopgave.

Der maa sættes en Stopper for Bygdemaalenes Forkvakling. De maa faa den Ro, ethvert Sprog trænger for at kunne leve sit Liv.

Skriftsproget skal ikke udestænges. Som vi ikke bliver tyske af at lære tysk, bliver Bygderne heller ikke danske af at lære dansk (eller dansknorsk). Kjendskab til fremmede Sprogformer er udviklende.

Men dansknorsken maa ikke væltes ud over Bygderne paa en saa voldsom Maade, at det ældre Sprog derved oprives og fordærves. Navnlig maa Skolen skaanes. Det hjemlige Sprog maa faa Tid til at fæste Rod. Det maa faa voxe sin naturlige Væxt og ikke paa kundstig Maade ruineres. Allerede nu tyndes Ordforraadet; gode gamle Udtryk bringes i Forglemmelse, og tillærte Bogord og Avisfraser erstatter kun daarlig Tabet. Vulgaliserings-Arbeidet er gjennem Seminarier og Skolebøger i fuld Gang.

En Literatur paa Folkesproget vil ganske vist yde dette nogen Støtte i Tilværelseskampen. Derfor anser vi Statsbevilgninger til Fremme af en saadan Literatur ikke for en Parti-, men for en Nationalsag. Men Livet er mere end Bøgerne, og vort første Krav til Statsmagterne er: at Bygdemaalene bliver Undervisningssprog i Landsskolerne. Og da de dansknorske jo ikke betragter sig som et Erobrerfolk, der har Interesse af at undertrykke det oprindelige, paastaar vi, at ogsaa dette Krav er et nationalt og ikke et Partikrav. At Bygdemaalet som Undervisningssprog ogsaa er et Oplysningsspørgsmaal, og at Landets saavelsom Byens Ungdom har Krav paa at modtage Undervisning i Modersmaalets Form, skal jeg her ikke gaa ind paa; det erkjendes nu af alle.

Her skal vi kun anskue Sagen fra dens nationale Side. Faar Dialekterne udvikle sig naturligt, og vinder de, støttede af en Literatur, saa megen Selvfølelse og indre Kraft, at de formaar at hævde sig overfor Bymaalene (intet Knot mere!), om end paavirkede af disse, — da først kan den Vexelvrikning mellem Taleformerne opstaa, som skal føre til et fælles og norsk Kultursprog. —

Prof Storms Polemik er imidlertid særlig rettet mod vort næste Krav: at Folkesproget ogsaa skal ind i de høiere Skoler, nemlig som Led i Norskundervisningen.

Naar dette Krav tildels har sat ondt Blod, saa er det atter, fordi »Landsmaalet« misforstaaes. Man opfatter det som et »nyt Sprog«, der skal »indføres« osv.

Jeg antager, at Betænkelighederne vil bortfalde, saa snart en rigtigere Opfatning trænger ind.

»Landsmaalet« som Led i de høiere Skolers Norskundervisning betyder, at hele Nationen bør kjende Folkesproget, ligesom hele Nationen faar Kjendskab til Skriftsproget; — dette og intet mere.

Herimod synes ingen alvorlig Indvending at kunne reises; forudsat altsaa, at Norskhedsrædselen virkelig er overvunden.

Lige til nu er Folket delt i to Afdelinger, der kun i temmelig udvortes Forstand kjender hinanden. De betragter altsaa hinanden med temmelig megen Mistillid. Mande unødige Misforstaaelser følger heraf, og den nationale Enhed fremmes ikke paa den Maade. Der er heller ikke nogen, som har Interesse af, at der opretholdes en større Kløft mellem Folkets Dele, en social Nødvendighed tilsiger.

Folkesprogets Indførelse som Undervisningsgjenstand i de høiere Skoler kan da formentilig ikke betegnes som nogen hensigtsløs Foranstaltning.[1]

— Men som Skolefag maa da Landsmaalet have en bestemt Form?

Naturligvis.

Man vælger den af de foreliggende Former, som synes mest praktisk for Øiemedet. Øiemedet er, som sagt: ikke at indøve et nyt Kultursprog, men at meddele et vist Kjendskab til Grundtrækkene i et Folkesprog; og dette kan ske, hvad enten man lægger den ene eller den anden Skriftform til Grund.

Hvordan bærer man sig ad i dansknorsken? Her er jo ogsaa Forskjellighederne mellem Forfatterne »store nok«. Man holder sig sipelthen til, hvad der for Tiden mest almindeligt skrives. I Landsmaal forholdes der ligedan. I Tvivlstilfælde har Departementet ogsaa her Sagkyndige, som kan raadspørges.

Forøvrigt har man i Landsmaalsudgaven af Rolfsens Læsebog en Skriftform, som allerede er anerkjendt til Skolebrug. Jeg ved ikke, hvad der f. Ex. skulde være i Veien for at lægge den til Grund. Praktiske Folk lægger ikke an paa at gjøre sig Vanskelighederne større end nødvendigt.


  1. Der tales ogsaa om »Tvangsforanstaltning«. Er det mindre Tvang, naar Middelskolens Elever maa lære Tysk? Eller naar vi Landsfolk maa lære dansknorsk? I Tilfælde af denne art spør man: er det hensigtsmæssigt, at det og det Fag læres i den og den Udstrækning? Eleverne maa saa tage Timeplanen, som den er bleven bestemt. Man gaar ud fra, at de som Voxne vil vide at sætte Pris paa det lærte, og af den Grund forsone sig med den »Tvang«, der jo paa en Maade er forbunden med al Undervisning.