Vor Sprogudvikling/V
Man vil efter dette forstaa, hvor forholdsvis ligegyldigt det er, om den ene Maalforfatter skriver mere østlandsk, den ande mere vestlandsk, en »Sola«, en anden »Soli« osv. Den fælles Skriftform skal lette Læsningen for Folk; men den skal ikke være noget Jernpanser, der hindrer Sprogets frie Bevægelse. Dialekternes Eiendommeligheder skal træde saavidt mulig frem; ellers vilde det hele snart stivne hen i grammatisk Pedanteri og død Korrekthed.
Vi har ikke engang noget imod, at der gjøres nye Forsøg paa at finde en Fællesnorm. Hvor genialt det første Forsøg end var, kunde der dog altid tænkes Mulighed for at finde noget endnu mere praktisk. Vi kan tage os Tid! I et Folks Liv regnes der ikke med Aar, men med Menneskealdre.
Nye Forsøg har ogsaa været gjorte, og de har havt sin Indflydelse. Men disse Forsøg viser ingen Tendens til at forflere sig, som Prof. Storm synes at tro. Tvertimod bliver de sjeldnere. Flertallet af de yngre bruger den sædvanlige Form. Dels fordi den efterhaanden er bleven mere » indskreven«, lettere at bruge, friere, dels fordi den er den mest kjendte og lettest læste. Enkelte af os ældre, som i tidligere Tid kan have opponeret adskilligt, drages endogsaa tildels henimod Aasen igjen. Erfaring lærer os, at han alligevel ikke har været dum, den gamle. Han er ikke god at komme forbi. Naar han kaldte sin Skriftnorm en Generalnævner, saa var der dog noget i det. Alle Dialektforskjelligheder finder i hans Form sin Forklaring. Bygdemaalene bliver i den ikke blot mere tilgjængelige for hverandre; hvert enkelt af dem bliver ogsaa mere gjennemsigtigt for sig selv. Og saa har vi opdaget, at Aasens Form er modtagelig for Udvikling. Livskraft er Tillempningsevne; Normalformen har den Evne. Den kan tilpasses. Den kan afkaste overflødige Ting, og den kan taale Fornyelser. Den skrives lettere og friere nu end før; derfor kan den ogsaa samle flere. Det Kaos, Prof. Storm spaar, er der ikke netop nu nogen overhængende Fare for.
En vis Forvirring er der. Men ma faar vel ikke Udvikling for bedre Kjøb. Og al den Stund Forvirringen ikke besværliggjør Læsningen af Folkesprogets Literatur (den læses nu mere end nogensinde), har denne Forvirring lidet at betyd. Vor Opgave er ikke at levere et Mønster paa korrekt Grammatik. Vor Opgave i den fælles Sprogudvikling er: at paavirke Sprogfølelsen i norsk Retning samt at fremskaffe Materiale til Fornorskningsverket. Begge dele kan bekvemmelig ske, om der er en del Uregelmæssigheder og Inkonsekvenser i vor Skrivemaade.
Prof. Storms indgaaende Undersøgelser paa dette Punkt er interessante; for os Maalmænd er de tildels instruktive. Og tildels ubehagelige; lad gaa. Jeg for min Part staar i Grunden noksaa benauet foran den strenge Examinator og kan ikke svare ét til Tusinde. Jo, ét kan jeg svare, nemlig at jeg ofte med velberaad Hu er inkonsekvent. Saaledes naar jeg skriver ei lita Gjente (men f. Ex. fæli). Jeg synes simpelthen lita et vakrere end liti, og saa skriver jeg det. Det kan i allerslemmeste Tilfælde ikke drage værre Følger efter sig end en Paragraf i Fremtidens Grammatik saalydende: »Adjektiverne paa —en bøies regelret saaledes: fælen—fæli. Undtagelse: liten har i hunkjøn lita.« Og dette synes mig ikke saa forfærdeligt, at jeg at den Grund skulde tilsidesætte et Vellydshensyn. Forresten ved hverken Prof. Storm eller jeg noget om Fremtidens Grammatik; det eneste vi ved, er, at faar vi overhoved en norsk Fremtidsgrammatik, saa bliver det — simpelthen den, som vi Forfattere laver.[1]
— Men nogen videre Betydning kan jeg altsaa ikke tillægge disse Professor Storms Specialundersøgelser.
Haardelig maa vi, ligesom Knudsen, stande til rette for vore »Møkkurkalver« eller Maalstræverord. Disse er ogsaa slemme af og til. Og Storm har Ret i, at Fremmedord ikke staar til at undgaa. Det har ogsaa fra Maalmandsside været hævdet, at det ikke er Ordforraadet, som først og fremst afgjør et Sprogs Nationalitet. Engelsk er ligefuldt et selvstændigt Sprog, fordi om en Mængde af dets Gloser skriver sig fra Frankrige. Det er Valget af Ord og Behandligen af dem, i det hele Sprogets lydlige og grammatikalske Love, som bestemmer Nationaliteten. Oversættelser af fremmede Kultur-Ord duer kun, forsaavidt de falder lette og naturlige.
Men derfor er de »lavede Ord« i Grunden heller ikke farlige. Hvis de er brugbare, gjør de godt; hvis ikke, saa — vinder de simpelthen ikke Indgang. Den eneste Skade, de volder, er, at de berøver vedkommende Ordlaver en del Læsere og en del Anseelse som Sprogkunstner; og det kan være slemt nok. Men det er da ikke uoverstaaeligt. Jeg synes derfor, at det ikke er nogen Grund for Korstog mod Ordlavninger i Almindelighed. Tvertimod. Jo flere Forsøg der gjøres, jo flere Chancer for, at de kan lykkes tilsidst. Selv uheldige Forsøg kan faa Betydning, nemlig ved at fremlokke de bedre. Sproghistorien lærer os, at det er med Ord som med andre Væxter: de første Former kan være ufuldkomne, ja monstrøse; men af disse ufuldkomne Former voxer de fuldkomnere frem. Vi kan med Professor Storm gjerne smile over vore stundom forbausende Ord; men vi behøver ikke at »opgive Ævret«.
Vi bør ikke falde tilbage til den gamle dansk-norske Beundring for Fremmedord. »Exorbitant« er godt; men for os er »overdrevent« alligevel at foretrække. Det eret Fortrin ved et Sprog, at det har Udviklingsevne i sig, d. v. s.: kan skabe Nydannelser ud af sig selv. Sproget bliver paa den Vis ikke blot mere forstaaeligt, og det for alle Samfundsklasser; det vinder ogsaa i indre Samklang. Fremmede Ordstammer i et Sprog er som Humper i en Vals eller som Klepper i Grød, ialfald indtil de om et hundrede Aar eller saa er skikkelig assimilerede.
Men det kan være naturligt for os med vort dansk-norske Blandingssprog ikke rigtig at have Øre for denne indre Harmoni i Sproget. Ja ikke engang Interesse nok for vort Sprog til at gide udvikle det. Selv Professor Storm har en vis Svaghed for Fremmedord. Han synes de passer farlig godt ind i vort »letvindte dansk-norske Kultursprog«.
Jeg har ogsaa ellers stødt paa en saadan Opfatning. Man anser det virkelig som et Fortrin ved et Sprog, at det kan rapse flinkt, har Øvelse i at fiffe med laante Fjære.
Nu, Mestertyven er jo ogsaa en Art Helt.
Lyksalig den Pige, som faar en Soldat!
Thi naar hun vil æde, saa stjæler han Mad
saa gladelig.
Men egentlig har man alligevel mest Aftelse for den, som greier sig selv, om det saa skal ske i en vis Tarvelighed.
- ↑ Nemlig ledede af en Sprogsans, der er det almindelige Sproginstinkts Følehorn.