Vor Sprogudvikling/IV

Fra Wikikilden
Hopp til navigering Hopp til søk
Maalkassa (s. 19-25).
◄  III
V  ►

Landsmaalet staar Prof. Storm mere fjernt; derfor kan hans Domme her, om end i Realiteten afgjort fordømmende, i enkelte Henseender falde helt upartisk.

»Det norske Landsmaal,« siger han, »er et vakkert Sprog. Det er Kjempevisernes, Eventyrenes, Folkesagnenes Maal. Det betager os med underlig Magt. Det er norsk Maal, norsk Malm, norske Toner — Toner, som ikke har noget helt tilsvarende i Kultursproget, snart jublende glade, legende, sprættende kaade, snart tunge, uendelig vemodige, snart lokkende, daarende, drømmende, magiske. Vi er nær ved at lade os bjergtage. Landsmaalet er ypperligt som poetisk Sprog.« 

Vi er, som man ser, langt borte fra de Tider, da Folkesproget (ifølge Wergeland) af »fordomsfulde danske og fordanskede« hilsedes som »Bukkebræg, raat norsk Bukkebræg! Fenrishyl!« eller betegnedes som Orangutangskrig (Per Gynt);[1] og dette bør vel ingen beklage.

Men i Hovedsagen fordømmes Landsmaalet uden barmhjertighed.

Landsmaalet er ikke noget Kultursprog. Det er ikke engang noget Sprog. Dets eneste Udsiget er »en stille Død«, og det ser ud som om Professoren i Tilfælde ikke vil ofte dette Dødsfald andet end tørre Taarer.

Jeg kan ikke indgaa paa Enkelthederne i Professor Storms Kritik; det vilde føre for vidt, og det vilde — som man af det følgende vil si — ikke have nogen videre Interesse.

Hvad jeg har at anføre er væsentlig kun, at Prof. Storm har Ret. Landsmaalet er ikke noget Kultursprog. Det prætenderer ikke noget saadant engang, om det end mener sig at have Betingelser for at udvikle sig til Kultursprog, — Betingelser, som ialfald ikke er daarligere end dem, Dansken raadede over paa et tilsvarende Standpunkt af sin Udvikling.

Og Prof. Storm har fremdeles Ret. Landsmaalet er hellerikke noget Sprog. Det er intet, jeg villigere indrømmer.

Hvad er da Landsmaalet?

Landsmaalet er: et Forsøg paa en fælles Skrivemaade for vore Dialekter.

Det er Dialekterne, vi har at holde os til. Og de maa jo indrømmes at »existere«.

Om »Landsmaalet existerer« er derimod en forholdsvis underordnet Sag, — omtrent som det for dansknorsken er relativ uvæsentligt, at den for Tiden mangler en fastslaaet ensartet Skrivemaade.

Dialekterne existerer ikke blot; de lever et ligesaa friskt Liv som Bymaalene. De har ogsaa enkelte andre Fortrin, saaledes det for Nordmænd ikke uvæsentlige, som Prof. Storm antyder ved at kanlde dem norske. I Virkeligheden er de det eneste norske, vi har. Det eneste oprindelige, det eneste, der har fulgt Folket gjennem alle Skjæbnevexlinger, det eneste som har historisk Tradition, som forbinder det nye Norge med det ældre og gamle. De er ikke blot, som Prof. Storm siger, »vakre«, »poetiske«, med »Toner, hvortil Kultursproget ikke har noget fuldt ud tilsvarende«; de indeholder Summen af, hvad dette folk har tænk og følt, lever og erfaret i hele sit Livs Løb, er med et Ord sagt: vort eneste virkelig »nationale«. Jeg tror ikke, der er nogen videre Meningsforkjel om det. At dansken er noget senere og udenfra tilkommer, et Moment i Folkets Liv — hvor stor Betydning end dette Moment har havt og maatte faa —, ved vi alle.

Og fordi Bygdemaalene er dette oprindelige i Nationens Liv, dette »nationale«, — derfor er det jo ogsaa, at man nu fra alle Sider indrømmer dem Ret til at øve Indflydelse ogsaa paa Kulturmaalet. Folkesproget er Fornorskningens Kilde.

Skal imidlertid Dialekterne kunne øve den Indflydelse, der tilkommer dem, saa maa de blive tilgjængelige for Almenheden.

Det er ikke nok, at de optegnes og bliver liggende i Ordbøger og Bibliotheker som en død Skat. Skal de faa gjort sin Indsats i Sprogudviklingen, maa de ledes ind i »Livet«; de maa blive og stadig forblive kjendte af saavidt muligt den hele Nation.

Egentlig skulde Dialekterne kunne paavirke Kultursproget direkte. De gjør det ogsaa tildels. Men Kultursproget har ven Vanskjæbne, at det med eller mod sin Vilje fordærver Dialekterne. Byerne udtørrer Bygdemaalene omkring sig, forvandler dem til Vulgærsprog, hvorfra der nok ingen videre Fornyelse vil kunne hentes. Disse Vulgærmaal udmærker sig nemlig først og fremst ved Fattigdom. De gamle Udtryk for høiere Forestillinger dør; de tilsvarende nye fæster ikke Rod, bruges sjelden og ugjerne og falder tilsidst bort, nemlig naar det Begreb, de skulde udtrykke, ved langvarigt ikke-Bruk selv er henblegnet. Tilbage bliver kun det tarveligste Hverdagssprog, hvori der ikke længer kan samtales om høiereliggende Ting. Dette er en af Grundene til den Raahed, som pleier at kjendemærke vore Kulturcentrers nærmeste Omgivelser. Vulgærmaalene udmærker sig dernæst, og tildels som Følge af det anførte, ved en vis Simpelhed i Tone som ved Slurv og Forvirring i Form og kan saaledes ialfald ingen gunstig Indflydelse øve paa den almindelige Sprgfølelse. Det er en saadan Skjæbne, som truer alle vore Bygdemaal, om Kulturmaalet faar herje som hidtil; og dermed vil alle Fornorskningens Kilder være udtørrede.

Skal det blive Alvor af med den Tilnærmelse mellem Bygde- og Bymaalene, der ogsaa for Prof. Storm staar som Betingelse for en norsk Sprogudvikling, saa maa der sørges for, at de gode Bygdemaal faar virke. Men dette maa foreløbig ske ad literær Vei.[2]

Fra hver enkelt Bygd kan imidlertid ikke megen Literatur ventes. Derimod turde efterhaanden alle Bygde tilsammen kunne præstere saa meget, at det fik en vis Betydning.

Men dersom ny de forskjellige Bygdemaal blev skrevne hver paa sin Vis, saaledes at det blev Forskjellighederne mere end Enheden, som traadte frem, vilde en saadan Literatu ikke blive tilgjængelig for andre end Specialister.

Blev derimod Dialekterne skrevne efter en fælles Regel, ialfald i det hovedsagelige, en Regel, der var let at sætte sig ind i, og som i Skrift gav Dialekterne et nogenlunde ensartet og ikke altfor vanskeligt Udseende, — da var der Mulighed for, at Folk kom til at læse, hvad der maatte have Værd af Dialekliteraturen. Og da vilde de gode Bygdemaal faa indvirke paa Sprogfølelsen.

Det var dette Ræsonnement, der (ved Siden af et andet, jeg straks skal nævne) bragte Ivar Aasen til at gjøre sit berømte Forsæg paa en fælles Skrivemaade for Dialekterne.

Den stilfærdige Lærde tænkte ikke paa nogen Revolution.

Først tænkte han paa Bygderne. For dem vidste han, at det vilde have Betydning at faa Bøger i en Form, der laa deres egen Tale nogenlunde nær. Herpaa lagde nok Aasen personlig mest Vægt. En saadan Folkeliteratur vilde ikke fortrænge den dansknorske; den kunde jo faa en ganske bra Plads ved Siden af. Men Betydning for den dansknorske kunde den faa, nemlig ved stadig at holde frem, hvad der virkelig var norsk og ved at gjøre norske ord og norske Talebrug stedse mere kjendte.[3]

Saadan tænker vi endnu.[4] Der har ganske vist ogsaa været Maalmænd, som har seet Feil i dette Punkt og i letforstaaelig Begeistring over Aasens »storslagne Experiment« troet, at Landsmaalsformen var et færdigt »Sprog«, som uden videre kunde »indføres«. Men som en rigtigere Opfatning forlængst er trængt igjennem hos Maalmændene, bør den nu endelig kunne trænge igjennem overalt.

Hvad Landsmaalet er og kan være i den fællesnorske Kulturudvikling, er: en Art Ledning, som fra alle de friske Fjeldsjøer fører Foryngelsens og Fornorskningens Strøm udover alt Land, ikke til Forstyrrelse af noget, der har Kulturens Værd og Ret, men til Støtte og Udvikling for alt, hvad der er nationalt ogsaa inden Kulturen.


  1. En anden repræsentativ dansknorsk skrev til mig endnu saa sent som henimod 1880: »Men saa slip dog »Fedraheimen«! Disse endnu lodne Folk, disse Huleboere, lad dem raute paa Maalet og sikle Bønner nedover en Stenfetisch; havd Fanden har De med det? Kan De civilisere slige Dyr?«
  2. Naar Bygdefolk tale med Byfolk, »knoter« de gjerne. Kommer de til Byen, skynder de sig at aflægge Bygdemaalet helt. Som Prof. Storm rigtig har iagttaget: siger et norsk Bymenneske til sin Tjenestepige: det er kaldt i Dag, svarer hun ufravigelig: ja det er svært koldt. Der skal ingen høre paa hende, at hun er fra Bondelandet!
  3. Om Ivar Aasen skriver Storm rigtigt og smukt:
     »Han var stor i alt, hvad han gjorde; ogsaa hans Landsmaal var et storslagent Experiment, stort tænkt og skjønt Formet. Selv om det ikke kan naa frem til almen Gyldighed, saa skal det dog staa for os som et Ideal, et Mærke, der skal vise os, hvad der er norsk« (udhævet her).
  4. Sml. Føvrigt sidste Artikel, hvor vor Mening om Udviklingens endelige Resultat er antydet.