Vor Sprogudvikling/VII

Fra Wikikilden
Hopp til navigering Hopp til søk
Maalkassa (s. 37-38).

De Rester, som endnu paa enkelte Punkter kan sidde igjen af Norskhedsfrygt, kan altsaa, men jeg, ganske roligt, »ta’ sig en Tur«, som Kjøbenhavnerne siger.

Fremtiden kjender ingen. Vi har paa begge Sider vore Drømme og vor »tro«. De dansk-norske mener, at deres Sprog bliver Grundlaget for Fremtidens norsk. Dansknorsken vil nemlig, tror de, kunne optage saa meget af Bygdemaalene, at det selv bliver norsk derved, — saa norsk, at ogsaa Landsfolk kan slaa sig til Ro med det.

Vi Maalmænd mener, at et Kultursprog kan udvikle sig af Bygdemaalene (ved »Normalformen«s Hjælp), og at dette, ved at optage det nødvendige af Bymaalene, kan blive Fællessprog, omtrent paa samme Maade som angelsaxisk blev engelsk Fællessprog ved at optage i sig større Mængder af den normanisk-franske. Der har været ødt meget Blæk paa at bevise Rimeligheden eller Urimeligheden af begge disse Fremtidsberegninger. Men sæt nu, at Resultatet i begge Tilfæde blev — omtrentlig det samme? Eller sæt, at Virkeligheden en vakker Dag fandt Løsninger, vi ikke har drømt om? — Da staar vi der pent. Og Efterslægten vil sige: vore meget ærede Fædre kunde have taget sig noget nyttigere for end at slaas om Ting, hvorover de saa alligevel ikke kunde bestemme.

Med Hensyn til Fremtiden bør vi altsaa blive salige hver i vor Tro. Lad os se til, hvad vi kan gjøre for Nutiden. Gjør vi godt Arbeide her, vil det ialfald kunne bruges som Grundlag for Udviklingen, og det bør tilfredsstille vore Ambitioner paa den Kant. Thi mere kan vi ikke opnaa.

Udviklingen maa gaa sin Gang. Men hvis vi vil Fornorskning, saa bør vi ikke selv udtørre Fornorskningens Kilder.

Der er naturligvis en del Vanskeligheder at overvinde. Professor Storm, som kjender Englands Sproghistorie, ved, hvor ynkeligt man ogsaa der i sin Tid klagede over Dialekternes Forskjelligheder og gjensidige Uforstaaelighed, saavel som over Umuligheden af at finde en fælles Skrivemaade. Men man faar da ikke tabe Modet. Det, man vil, det gaar. Hvad vi idag ikke ser Udvei med, det lemper Morgendagen tilrette saa stilfærdigt, at vi staar der og bare undres paa, at vi ikke fandt paa saapas før. Hvis vi »forener Kræfterne« — i en Forstaalese, som ikke skal udelukke gjensidig Kritik —, saa er der slet ikke saa værst Udsigter for, at Wergelands Drøm kan gaa i Opfyldelse.