Vestlandsk Overtro og Huldreeventyr

Fra Wikikilden
Hopp til navigering Hopp til søk

Strax efter at Erik Pontoppidan var kommen til Norge som Biskop over Bergens Stift, gik han i Gang med at samle Materialier til en topografisk og kulturhistorisk Skildring af det Land og den Virkekreds, hvor han var bleven hensat. I dette Øiemed indhentede han fra geistlige og verdslige Øvrighedspersoner Oplysninger, som kunde være tjenlige for hans Formaal.

Blandt disse saaledes indsamlede Materialier, som efter Biskopens Død maa være komne paa Vidvanke, var ogsaa en Skrivelse, som blev opsat i Aaret 1749, og som af den bekjendte Navigationslærer D. C. Fester blev indrykket i Tidsskristet „Iris og Hebe“ f. 1805.

Til Overtroens og Huldreeventyrets Historie meddeler Skrivelsen mange ret interessante Bidrag, ligesom den giver en ganske merkelig Skildring af forskjellige Kulturtilstande paa Vestlandet i forrige Aarhundredes Midte.

***
„Deres Høiærværdighed!

Førend jeg efter Løfte kan melde noget om Satans Magt, Dyrkelse og Overtro, som jeg i den korte Tid, jeg haver været i Embedet, haver formerket den høi beklagelige rare Christendom, særdeles blandt Bønder, hindres, ja kvæles ved, er det mig ei vel muligt at forbigaa med Forglemmelse den ved høi Alder autoriserede, ved almindelig Brug skamløse og ved falsk Indbildning nødvendige Fjøsgang, ret en Moder til mange store Synder og Satans sterke Fæstning over al Norge.

Fjøsgangen bestaar i den fordømmelige Vane og Skik, at Karle og Drenge, som ei vil foragtes af andre, søger om Natten, især hver hellig Aften, til Fjøset eller Fæhuset, hvor Kvindekjønnet paa Loftet over Kreaturerne haver deres Senge og uden Modstand kaster sig til dem i Sengen. Det skammer ingen sig ved. Forældre og Husfædre ved det, men anser det som ganske fornøden til at befordre de unges Ægteskab. Dette begynder Ungdommen strax paa, holder saa ved mange Aar udi Samleie og det ofte i Flæng, da mange Drenge løber til en Kvinde. Da kommer det an paa, hvilken som sterkest er, prygler de andre fra hende og søger ene Seng med hende. De afslagne løber da til andre den Nat, men passer vel, naar deres Overmagt ei er tilstede, at komme igjen en anden Tid. Hvor sømmelig denne Skik er, kjendes deraf, at man ei almindelig ser nogen staa Brud, uden hun er høi besvangret, og mange besvangrede, som enten formedelst Fattigdom eller fordi Forældrene ei vil afstaa deres Jord for Datteren, bliver ugifte, ved ikke blandt de mange at udfinde den rette Barnefader. Saaledes løber en eller flere Drenge til tvende Søstre, og Brødre og Blodsforvante løber til Kvinden. Hvor nu saadan herskende Vane haver Overhaand, kan der mindst være Mangel paa ukydske og urene Hjerter, som er bekvemme til Satans Dyrkelse, som følger.

1. At faste til Mands. Det er: en eller flere Jenter dækker Juleaften et Bord i et enligt Kammer eller og i et Udhus, sætter Mad og en Skaal Øl paa Bordet, sidder fastende ganske Dagen ved Bordet uden at tale et Ord, til omsider det er Aften, da de siges at høre som en sterk Vind suse, hvorpaa Døren oplades, og en Lignelse efter den, de skal komme i Ægteskab med, fremstiller sig, da Kvinden drikker ham til. Vil han drikke, sluttes, han bliver god; men vil han ei drikke, bliver han ond.

2. At udride. Dette gaar ud paa det forrige, dog med nogen Forandring. De skal og faste Juleaften, have et dækket Bord at sidde ved; men Tiden mellem Dag og Nat tager Kvinden Ølskaalen, gaar udenfor Gaarden, svinger sig tre Gange tvert imod Solens Gang; naar Personen da kommer, drikker Kvinden ham til. Efter den Tid siger de, at samme Djævel hver Aften kommer til dem paa Fjøsloftet og spiller paa Mundharpe for dem. Efter saadanne Kvinders Sigende skal følge med ham saadan Skin, ligesom Huset stod i Brand; men ingen anden ser det eller ham, ei heller driver han nogen Dreng fra Kvinden.

3. At have Elsk. Det skal sige saa meget som: elskes af Bjerg- eller Elle-Folk. Elsk indbydes paa saadan Maade. Drenge eller Kvinder gaar bort fra andre Mennesker og sætter sig ned helst ved en Bæk eller liden Elv eller og under et Fjeld og begynder at spille paa Mundharpe. Da kommer dette Elsk til dem og medhandler dem saaledes, at de befindes ganske afmægtige og udmattede; dog frygter de ikke for ofte at forsøge denne sælsomme Handel. Nogle kommer dette Elsk til uden Indbydelse og gaar bestandig baade hjemme og i Marken til dem.

Af dette Slags forefandt jeg afvigte Aar 1748 udi Juli Maaned en Dreng, 15 Aar gammel, som bekjendte, at han en Dag var tilfjelds og havde lagt sig at sove. Strax han opvaagnede, stod for ham en Kvinde af Statur tyk og lav, havde et bleggult Ansigt, sorte Øine og Haar, en flad Næse og en stor Mund. Hendes Klædedragt var et blaat Livstykke, et sort Skjørt, grønne Strømper og et hvidt Klæde paa Hovedet. Hun sagde til ham: du skal være med mig. Han svarede nei; men hun satte sig hos ham, sagde, hendes Navn var Graabørgilla; hun var en Enke og boede i nærmeste Fjeld. Han fulgte med hende, da hun viste ham Sølv, Penge og Kreaturer og allehaande Bohave. Der var som en stor Bondegaard. Han reiste hjem og sortalte sin Fader det. Samme Aften, da denne Dreng havde lagt sig iblandt de andre Drenge paa Laaven, førend han søvnede, kom ham fore, at hun stod hos ham. Han sagde det til de andre Drenge, hvilke strax efter deres almindelige Maade at fordrive Satan paa greb til deres Knive og stak i Veiret og Væggene, da blev hun borte. Om Morgenen kom Drengens Fader med ham til mig og sortalte Drengens Bekjendelse, som meldt er, hvilken Drengen selv mange Gange paa samme Maade repeterede. Drengen saa underlig ud af Ansigt, var gulagtig, dorsk og søvnagtig, ligesom de og alle ere, som siges at have Elsk, da han dog baade før og efter er rød i Kinderne og munter til sin Gjerning. Nogle Dage blev han hos mig, da jeg søgte at overbevise ham om denne Daarlighed, som jeg holder for mest at være en Virkning af en forvirret Fantasi, endskjønt det er og trolig, at Satan iblandt er i Spillet med, og derfor tilsidst sagde til ham: Er det saa i Sandhed, at du haver seet noget saadant, da kan du vide deraf, at denne Kvinde ei kunde sees af de andre, og at du selv hverken kunde se hun kom ind paa Laaven eller gik bort, da Døren var og blev tillukt, at det er Satan, som vil forvilde dig. Drengen syntes derover at blive bange. Jeg bad med ham, lod ham læse i en Bog; men han vilde heller sidde i Tanker og sove. Jeg tog ham ud paa Marken, at han skulde arbeide, og gik hos ham; men han var som den, der aldrig havde arbeidet, og saa hastig jeg vendte mig fra ham, stod han og grundede og lagde sig plat ned at sove. Engang paa Marken sagde han, at han saa hende staa at vinke af ham. Jeg holdt ved at bede med ham og undervise ham. Tilsidst brast han i stor Graad, raabte høit: Gud hjælpe mig dog fra dette Djævelskab for min Frelseres Jesu Christi Skyld! Et Par Dage derefter blev han befriet derfra og takkede Gud, som havde hjulpet ham. Drengens Fader sortalte mig, at han havde kjendt mange, som havde havt Elsk og merkede, at de var saadanne Mennesker, som enten frygtede de ei skulde blive gifte eller andre vellystige kaade Mennesker. Han opregnede mange af dem, som var forfaldne i grove alt løsagtige Synder. Nogle af dem, som haver Elsk, falder undertiden i saa stor Latter, at de falder til Jorden, da andre ei ved, hvad de har at le af, bliver og rasende. Det kalder Bønderne at have faaet Troldhætten paa. Naar de, som haver Elsk, kommer i Ægteskab, bliver de mesten fri derfra, dog holder de fore, at det og kommer til nogle Koner, naar de er om Sommeren paa Fjeldet med deres Kreature.

4. Er og brugeligt at holde en opredt Seng for Garboen (ɔ: Nissen), som ingen anden maa sove udi.

5. Naar de tilfjelds bygger den Hytte, hvorudi de er, som passer paa Kreaturene, og der har deres Melk og Ost, raaber de tre Gange, førend de begynder Bygningen: „Er det her nogen til Trængsel?“ Da indbilder de sig at høre enten en Bjeldeko eller en Fæhund, ja undertiden En at svare Ja. Da understaar de sig ikke at bygge paa det Sted; men hører de ikke noget, farer de fort med Bygningen.

6. Er visse Trær, som de ikke maa tage en Gren af. De, som forsynder sig herudi, bliver saa straffede, at de bliver strax fremsjunede og ser alle dem forud, som i det Aar dø skal med al tilkommende Ligbegjængelse, ser og dem, som for lang Tid er hendøde; de kan og se gjennem Bjerge og Huse og saadant mere. Herved erindrer jeg den Tanke, Bønderne gjør sig om Dødninger (ɔ: Gjengangere), da de negter, det er hverken den Dødes Sjæl eller Legeme, som gaar at spøge; de negter og, at det skulde være Satan; men de siger: det er det ildt [ɔ: onde], som er i Mennesket, medens det lever, som siden gaar omkring, og altsaa synes at statuere, at Mennesket bestaar af tre væsentlige Dele.

***

Saadanne vederstyggelige Ting, ja mange, mange, som er mig ubekjendte, findes iblandt det arme Folk, som bærer Christi dyrebare Navn, hvorover man vel haver Aarsag at beklage med bitre Taarer Christendommens Tilstand i saakaldte christne Lande, og saa meget desmere ved Bøn og Arbeide søge at forstyrre Satans Rige, at Guds Rige kunde opbygges.

Dertil Guds Aand opvække, opmuntre, styrke og hjælpe enhver for hans Skyld, som saa dyre haver kjøbt alle Sjæle!“

Om de Underjordiskes Forlokkelser af baade mandlige og kvindelige Menneskebørn findes der nogle ret tragikomiske Historier fra Nordland omkring Skjellet af det 17de og 18de Aarhundrede. Disse kan dog her ikke medtages, da de i ethvert Fald maa meddeles in extenso, for at man kan saa det fulde Indtryk af, hvorledes en hel aandelig Omgangssyge til sine Tider kunde udvikle sig.