Spøgerier i Nordland

Fra Wikikilden
Hopp til navigering Hopp til søk

Fra en af sine Visitatsreiser i Nordlandene og Finmarken har Biskop Eiler Hagerup efterladt nogle Optegnelser, som engang vistnok har udgjort et Hele, men nu kun findes i Brudstykker. En Del af disse Optegnelser blev af hans Eftermand Ludvig Harboe nedsendte til Kjøbenhavn, hvor de blev indtagne i det af det danske Selskab udgivne “Danske Magazin“, Bd. V, S. 93. Nogle andre Stykker, som i Afskrift findes opbevarede i det norske Rigsarchiv, indeholder dels historiske Sagn, dels naturhiftoriske Iagttagelser, dels mythiske Træk fra Almuens Overtro. De første er af mindre Betydning; derimod indeholder de sidste Stykker, naar de betragtes i Sammenhæng med de øvrige, her meddelte Udslag af Overtroen, adskillige interessante Bidrag til Nordlændingens Karakteristik.

***

Anno 1722 ved Bartholomæi Tider bliver en Bonde ved Navn Stephan Olssøn, boende i Andenes, saaledes foruroliget. Allerførst begyndte ved Midnats-Tiden en stor Bulder udenfor Bondens Huse, saa at alle Kreaturer bleve forskrækkede og løbe af Gaarden henad Marken.

Derpaa Dagen efter, da Folkene hængte sin Mad paa Ilden, blev deres Fisk og Suppe sammenrørt og ilde handlet i Gryden for alles Øine. Medens Folkene læste til Bords, blev Fadene omvæltede paa Bordet.

Strax lod sig se en Kats Lignelse i Røg-Hullet paa Taget, som kastede Stene og Træ ned i Stuen til alles Forskrækkelse. Naar Folk om Aftenen optændte Ilden paa deres Skorsten, da blev den udkastet paa Marken for deres Øine Naar de forvarede Øxer inden Laas, blev Laasene oplukkede, og Øxerne kastet omkring blandt Folket; dog fik ingen Skade deraf. Folk begyndte da at spørge denne Aand, hvo han var? Af Gud eller af Djævelen? Strax svarede Aanden med samme Ord i en barnagtig Røst.

Bondens Stedsøn Erland Jonssøn stod engang og optændte Ilden i Skorstenen. Da kom Aanden i en Kats Lignelse med en usædvanlig lang Rumpe og krøb ned i en Sø-Bomme, som stod hos ham. Erland tog Bommen og slog den i Laas i Tanke at ville sætte den til Ilden at opbrænde. Men strax ser han samme Kat sidde paa en Hylde og lo lydeligt.

Samme Kat krøb en anden Gang i en Strømpe, som laa ved Skorstenen at tørres. Erland griber Enden af samme Strømpe, og hans Broder griber en Øxe og med Øxehammeren slaar paa Strømpen, da der syntes ligesom der var noget inde i den. Men da Strømpen var sønderslagen, sad Aanden i Røghullet paa Taget som en liden Hund og kastede Sten ned paa dem.

Næsten hver Dag blev der slagen paa Væggene; Tønder, Spande, Kar og Gryder blev sønderslagne for Folkets Øine.

Naar de vilde læse i en Bog, blev Lyset udslukt, siden blev Sand, Vand og Fjær kastet dem i Øinene.

Naar de skulde drage sit lidet Hø hjem af Marken paa en liden Slæde, da blev denne lille tomme Slæde saa tung, at de kunde den ikke trække Om Vinteren, naar bedste Føre var, blev Veien saa blød, fuld af Sne og Vand for disse Folk, naar andre jevnsides med dem trækkede paa haardeste Veie Høet blev undertiden knust til Pulver i Hø-Stakkene.

Engang om Natten ligger en Bog og en Snelle spundet Garn paa Bordet. Da begyndte Aanden efter megen Stimen at vinde af denne Snelle paa Bogen, kastede Bogen hen i Mandens Seng og holdt selv Snellen. Dette øvedes nogle Gange indtil Manden omsider tog Bogen og sprang op af Sengen. Strax havde Aanden et stort Ris tilrede og piskede Manden, indtil han fik gribe Riset. Da forsvandt Aanden. Ofte om Natten lod denne Aand sig se i Gaarden som en Hest, som en Ko, som en Hund og i andre Dyrs Skikkelser.

Naar Manden og Hustruen laa i Sengen, da blev de ofte med Sand overkastede. Deres Mad blev ofte med Sand overkastet, naar de sad til Bords Med saadanne og deslige utallige Fortrædeligheder blev dette Hus plaget hver Aften og hver Nat fra Bartholomæi Tid 1722 til Majo 1723, da tilsidst blev en forfærdelig Slagen udenom Væggene Hustaget blev med sine Spærrer opløftet, holdtes i Veiret en Stund og blev nedlagt igjen. Atter hørtes en græsselig Bulder, at Naboerne kom løbendes dertil, hvilke syntes, at der fløi en Skind-Sæk tom fra Stephans Hus hen paa Marken, hvor mangfoldige Ravne og Krager forsamledes nogle Timer. Siden fornam Folk ikke mere dertil. Manden døde samme Aar.

Dette fortælles af Stedets Prest og Provst Hr. Jens Hveding, en god troværdig Mand og er vitterligt for alle.

***

Anno 1726 skal samme onde Aand have foruroliget en Prestemands Hus i Vaagen i Nordland Prestens Navn er Hr. Elias Schøning, endnu levende, en vakker, lærd og brav Prestemand. Fra Kyndelsmesse indtil Paaske varede denne Uro. Hver Aften gryntede i Stuedøren, nu som en Gris, nu som et voxent Svin. En ung Dreng, 14 Aar gammel, blev især angreben baade Dag og Nat, nu med at høre fortvivlede Ord Latin og Dansk, som blev ham i Øret hviskede, nu med at slages, nu med at slæbes over Gaarden paa Marken, nu med at overgydes med Vand om Natten. Andre Folk maatte komme ham til Hjælp, lægge sig over Drengen for at frelse ham, hvilke da fik haarde Daske baade i Ansigtet og paa Ryggen. Presten selv maatte se paa alt dette, lagde Drengen hos sig paa sit Kammer og maatte tit holde ham i sin Favn, true den onde Aand og holde ud hele Natten. Da lodst Aanden ligesom være tvungen for en Tid, men begyndte saa atter igjen og i otte Uger lod ikke saa af at plage dette Hus. Drengen omkom siden paa Havet.

Dette er Prestens eget Udsigende, som er en vel forsøgt, god og forstandig Mand

***

Udi Senjen er et Annex-Sogn Hellesø, hvor der bor en Fisker paa Rysholmen, hos hvilken opholder sig mange Folk for at fiske fra Mikkelsdag til Juletider. Paa dette Sted begyndte for 3 Aar siden et Spøgeri saaledes, at ved Oktober Maaneds Begyndelse kommer hver Aften en Banken paa Væggene, hvilken høres ligesom af to Kjeppe. Men der sees intet. Dog sees der Merke paa Husets Vægge af Slagene Dette vedligeholder den ganske Nat. Undertiden er skeet, at naar Folkene har lagt sig, da høres Døren at gaa op, og der bliver i Skorstenen en Omrøren i Ilden, at Gløder med Aske adspredes over Gulvet. Undertiden kastes Stene at slaa væk, hvad*Folk har i Hænderne. Jo mere Folk synger og læser, jo sterkere bankes paa Væggene Saadan Allarm continuerer fra Oktober Maaned lige til Solhvervets Tid før Jul. Nu tre Aar har det saa continueret. Fiskerne har qvitteret Steden. Men den ene Mand bor der end og bereder sig at flytte derfra, ifald det atter dette Aar vedligeholder. Presten ved Stedet, Hr. Johan Arnt Mejer, beretter dette; han har logeret der og hørt alt dette i de forrige Aaringer.


Som et Tillæg til den første af Biskop Hagerups her meddelte nordlandske Spøgelseshistorier hidsættes Presten Hvedings Beretning i sin hele Udførlighed efter en i Samlingen Lützoviana optagen Afskrift.

Velædle, høiærværdige og høilærde Hr. Biskopens, Hr. Eiler Hagerups, høirespektive Besaling til mig at efterfølge Elucidation de malo isto Genio[1] med hvilken en Mand udi Andenes Vær, nu sal. hos Gud, ved Navn Steffen Olsen og hans Hus fra Bartholomæi 1722 indtil almindelig Bededags Tider 1723 meget ilde var infesteret, haver jeg mest muligt saaledes efterkommet:

1734 d. 15de Juli lod jeg bemeldte sal. Steffen Olsens Stifsøn, Erland Jonssøn, gammel 27 Aar, tilligemed hans Husbonde, velagte Bonde Lensmand Monsr Søren Brønlund paa Myre udi mit Kammer her paa Dverberg for mig indkalde, hvor da bemeldte Erland udi sin Husbondes Overværelse og Paahør gav, saavidt han sig kunde erindre, denne sin sandfærdige Beretning:

1. Da den onde Aand allerførst gav sig tilkjende, begyndtes ved Midnats Tide et overmaade stort Bulder udenfor Husene i Gaarden, saa at alle Kreaturer, som stod bunden i Været, sled sig løs og løb ad Marken.

2. Handlede Aanden til og ofte meget ilde i Mandens Hus med Manden. Fisken, som hængte i Gryden paa Ilden, blev lige som den var sammenrørt. Naar Maden var sat paa Bordet, medens de læste til Bords, blev Fadene hvor udi var Suppe og Fisk omkvælvte. Naar dette var skeet, kom Aanden frem udi en Kats Lignelse, derpaa blev Stene tilligemed vor Ved, som laa ude ved Væggen, kastet og skudt ned igjennem Røghullet paa Taget, kaldet Ljoren.

3. Øxe og Bøger, som Husfolket forvarede under Laas, blev igjen optagne og kastede omkring iblandt dem i Stuen, dog fik ingen nogen Skade.

4. Naar Husfolket om Aftenen gjorde Ilden op i Gruen, at koge Mad, da blev den strax kastet ud paa Marken, hvor den laa og brændte.

5. Naar de spurgte Aanden, hvo han var? Af Gud eller Djævelen? Svarede den strax igjen med samme Ord, som en børnagtig Røst.

6. Engang gjorde forbemeldte Erland Jonssøn Ild op i Gruen, da kom Aanden i en Kats Lignelse med en lang usædvanlig Rumpe og krøb ned i en Sø-Bomme Strax slog Erland et Baand om Bommen, i Tanke at kaste den paa Ilden; men strax sad Aanden i samme Lignelse paa Hylden inde i Stuen og begyndte at le; strax hørtes et Bulder ude i de andre Huse.

7. Ude i en Vedbod, som var sammenrøstet med Stuen, stod Folkenes Øxe. Med en af dem hug Aanden engang i Væggen og brød Stykkerne ud med Øxe-Kjæften, som (siger Erland) staar endnu til Syne.

8. Engang kom Aanden i en Kats Lignelse og krøb ind i en Støvle-Hose, som laa i Gruen at tørres. Strax greb Erlands Broder Jon Jonssøn om den yderste Ende af Hosen, mens Erland løb efter Oxen at skulle slaa. Imedens de slog Hosen mod en Sten, syntes det, som der var noget inde; men der Hosen med Øxehammeren var sønderslagen, sad Aanden under Ljorhullet som en liden Hund og kastede Stene paa dem.

9. En Aften blev Botten af en Tønde, fuld med Syre, ved en Sten udslagen; men ingen vidste, hvorfra den kom, og Syren løb ud over Gulvet.

10. Aandens meste Øvelse var at slaa her og der paa Væggene og sønderslog Tønder, Bøtter, Bunker og deslige Den slog og Bredden af en Gryde à ½ Tønde med en Sten ned igjennem Ljoren.

11. Naar den gamle Mand, Steffen Olssøn, som var stærblind, vilde læse i Bog, blev først Lyset udslukt, siden Sand, Vand, Gulvskarn og andet, som fandtes i Huset, kastet i hans Øine.

12. Naar Husfolket skulde drage Hø af Marken paa en liden Slæde, kaldet Kjælke, skede dem den Fortræd, at den tomme Slæde paa bedste Føre blev saa tung, som de skulde have trukket den igjennem Ler. Undertiden slog Føret op for dem i Frost og klart Veir, ligesom det kunde have regnet, at de ginge i vaad og optøet Sne, naar andre ved Stedet havde Slædeføre efter Ønske.

13. Engang da de skulde tage og hjemføre en Høstakke, som stod i Marken, var Høet ligesom Mel pulveriseret, saa de fik der næsten intet af, skjønt alle andre Være-Mænd havde deres Høstakker beholdne.

14. Engang om Natten laa en Snelle med Garn og en Bog derhos, kaldet Davids Gylden Clenodie, paa Bordet. Da vandt Aanden noget Garn af Snellen om Bogen, kastede saa Bogen hen i Sengen til Manden, men holdt selv i Snellen. Dette øvede den nogle Gange; omsider reiste Manden sig op i Sengen, fik Bogen sat og sprang frem paa Gulvet. Strax havde Aanden en Risbusk tilrede og piskede Manden med; men da Manden greb efter Busken og fik den sat, forsvandt Aanden.

15. Naar Aanden saaledes tournerede, stod Børnene op at slaa Lys, hvilket undertiden en liden Stund brændte, men naar Aanden igjen vilde yppe sig, blev Lyset udslukt.

16. Ofte lod Aanden sig ude paa Gaarden om Nattetide nu som en Hest, nu som en Ko, nu som en Gjed, nu som en Hund tilsyne.

17. Naar der stod en Tønde med Sand i Døren om Aftenen, var den tom om Morgenen og Sanden blev af Aanden om Natten strøet over Manden og Konen i Sengen, dog den største Del paa Manden. Sanden blev og kastet omkring i Huset, i Mad, Melkebunker og deslige. Naar Aanden ikke havde Sand, kastede den omkring i Huset, hvad som forefandtes, sammenføiet Gulvskarn, Vand og deslige andet.

Med saadanne og andre deslige utallige Øvelser, som Børnene nu ikke kan erindre sig, continuerede Aanden hver Aften og hver Nat, fra Bartholomæi 1722 indtil ved almindelig Bedags Tider 1723, da den begyndte allersidst om Natten engang med forfærdelig Slaaen runden om paa Væggene, løftede Hustaget op med Spærrene paa den ene Side, at man kunde se ud igjennem. Derpaa blev Taget igjen nedlagt i sin forrige Esse. Midlertid laa Folket stille og befalte sig i Guds Varetægt; men andre Folk i Været, som hørte denne Allarm, kom løbende derhen, at fornemme, hvad der var paa Færde. Imedens Folket var inde, begyndtes atter et græsseligt Bulder runden om paa Væggene udi Gaarden. Og for det Folk, som var ude paa Marken, syntes ligesom en tom Skindstak dreven af sterk Veir at fare ind igjennem Været til en Mands Hus, navnlig Peder Jonssøn, hvor mangfoldige Ravne og Krager forsamledes for Mandens Vindue, hvorudover Manden stod op og gik ud at slaa sine Vindusluger til. Da hængte Fuglene her og der i Væggene under Raftholderne af Huset. Siden vidste, Gud Ære! ingen mere af saadanne Satans Fristelser at sige.

At sal. Steffen Olssøns Stifsøn Erland Jonssøn udi hans Husbondes Monsr Søren Brønlunds Overværelse, saaledes som ovenmeldt, for mig haver angivet

Dverberg, Anno et die ut supra.

Test.
H. D. Hveding.
  1. Oplysning om hin onde Aand.