Moldnes-Troldet i Harham

Fra Wikikilden
Hopp til navigering Hopp til søk

Ikke mindre Opsigt end Spøgerierne paa Skaalvold og Erstad vakte i noget senere Tid en Utbord-Historie paa Gaarden Moldnes paa Vestsiden af Vigren i Harhams Prestegjeld, – saavidt man kan se et Sidestykke til de nys fortalte og ikke mindre hemmelighedsfuld selv i de dannedes Øine. I ethvert Fald indlader Presten Hans Strøm, der dog maatte siges at staa paa Høiden af sin Tids Dannelse, sig ikke paa at give nogen Forklaring af det Spil, som dreves af “Moldnes-Troldet“ eller “Moldnes-Spøgelset“, men han synes at have været tilbøielig til med de fleste deri at ville se noget overnaturligt, “efterdi man indtil denne Dag ei har kunnet komme efter mindste Bedrageri.“

Presten fortæller: “Spøgelset begyndte om Høsten i Aaret 1733 at ytre sig i et af Fæhusene her paa Gaarden, først med en Piben, siden med en Grynten, og endelig med Skrig som af et Menneske; ja, tilsidst begyndte det ei alene at tale og svare paa Spørgsmaale, men endog at fortælle de forbigangne og spaa om de tilkommende Ting, saa det af mange endog langt fraværende Folk blev besøgt og tilspurgt ligesom et Orakel Men da Folket af Presterne blev formanet at holde inde med slige Samtaler og Spørgsmaale, forsvandt Spøgelset efterhaanden, og Røsten tog alt mere og mere af, indtil den om Foraaret 1734 endedes med lige saadan Piben, som i Begyndelsen blev hørt. Saa længe dette Spøgelse opholdt sig i Fæhuset, havde Bonden ingen Nytte af fine Kreaturer. Melken blev borte, og Malke-Pigerne ilde medhandlede, foruden mange andre Omstændigheder, som her med Flid forbigaaes, endskjønt de fortælles af troværdige Mænd, som selv har været tilstede ved Tildragelserne, og ansees af de fleste som upaatvivlelige Sandheder. Alt, hvad jeg derfor kan sige om den hele Handel, er dette: at ifald der har været Bedrageri under (hvilket jeg forestiller mig, at de fleste Læsere er færdige at tro), saa har den bedragende Person overmaade vel forstaaet at spille sin Rolle, efterdi man indtil denne Tid slet intet derom har kunnet opdage.“

H. Strøm, Søndmøres Beskrivelse (Sorø 1766) II. S. 43.