Forskrivelser til Fanden

Fra Wikikilden
Hopp til navigering Hopp til søk
P. T. Mallings Boghandels Forlag (s. 62-73).

Den mest navnkundige af alle de Personer, som i Tidernes Løb har forskrevet sig til Satan, er Dr. Johan Faust, paa hvem alle Sagn fra Oldtid og Middelalder om Troldskab og Pagt med Djævelen, indgaaet af Paver, Fyrster og Videnskabsmænd, er blevne overførte. Fra 1587 af, da det første Skrift om ham udkom, og indtil denne Dag har hans Liv og Skjæbne afgivet Stof for den omfangsrigeste Literatur, i næsten alle Sprog, fra elendige Skillingsviser og Folkebøger til et af Verdensliteraturens ypperste Mesterverker. Flittige tyske Videnskabsmænd har Gang paa Gang udgivet tykke Bibliograsier over den Aar for Aar voxende Faustliteratur.

Skjønt Dr. Faust er bleven en kollektiv Personlighed, idet de herskende mytiske Forestillinger af en bestemt Retning uden videre er blevne overførte paa ham, er det hævet over al Tvil, at han virkelig har existeret, idet han omtales af flere af sine samtidige, bl. a. af Luther og Melanchthon.

Men til hans Livsforhold forøvrigt kjender man ikke stort. Han levede i Slutningen af det 15de og Begyndelsen af det 16de Aarhundrede og studerede Theologi og Medicin ved Universitetet i Wittenberg eller Krakau. Om han, der hørte til de omflakkende Scholastikere, bar sin Doktortitel med Rette, ved man lige saa lidet, som man kjender hans Fødselssted og Fødselsaar eller hans Dødssted og Dødsaar.

I Aaret 1587 udkom i Frankfurt a. M. „Historia von Dr. Johann Fausten, den vielbeschreyten Zauberer und Schwarzkünstler“, – en uopløselig Blanding af Sandhed og Folkedigtning. Ifølge denne skulde han være født i Roda ved Weimar af fattige, men fromme Bondeforældre. Antaget i Søns Sted af en i Wittenberg bosat formuende Farbroder gik han den studerende Bane og blev Doktor i Theologien; men saa kom han i slet Selskab, satte sin Formue overstyr og begav sig til Krakau, hvor han studerede Magi, kaldte sig Doktor Medicinæ, syslede med Astrologi og praktiserede som Læge. Senere kom han tilbage til Wittenberg, hvor han ved Dag og Nat grublede over, hvorledes han skulde saa Ørnevinger, paa hvilke han vilde hæve sig saa høit, at han kunde udforske alt, hvad der fandtes i Himlen og paa Jorden. En Aften begav han sig til den i Nærheden af Byen liggende Spesserwald for at besværge Djævelen. Besværgelsen, der sandt Sted ved en Korsvei, lykkedes. Satan viste sig for Doktoren først som en Drage, dernæst som en Ildkugle, som gik over til at blive en Mand af Ild, og endelig som en Graamunk. Den følgende Nat Kl. 12 indfandt Djævelen sig paa Fausts Kammer, hvor han var stevnet. Her blev der sluttet den Overenskomst mellem dem, at Faust forpligtede sig til at tilhøre Djævelen om 24 Aar, mod at denne skulde tjene ham helt til hans Død, opfylde alle hans Ønsker, opholde sig i hans Hus og antage den Skikkelse, Faust ønskede, hver Gang han krævede, at han skulde aabenbare sig. Faust skulde paa sin Side afsværge den kristne Tro og hade alle, som bekjendte sig til den, samt give Djævelen sin Forskrivelse udfærdiget med hans eget Blod. Den gamle Folkebog indeholder derefter en Mængde Træk fra det overnaturliges Sfære, om Fausts Reiser til Himmel og Helvede, om hans Kjærlighedsforstaaelser m. v. Omsider oprandt da den Dag, da Faust ifølge Kontrakten skulde være Djævelen hjemfalden. Han indsatte da sin Famulus Wagner til sin Arving, og om Aftenen begav han sig med nogle fortrolige Venner ud til den lille By Rimlich, der ligger i Nærheden af Wittenberg. Her bevertede han dem vel og bad dem blive Natten over. Men ved Midnatstider opstod der over Huset en heftig Hvirvelvind, og om Morgenen, da man kom ind paa Fausts Kammer, sandt man ham frygtelig lemlæstet og badet i sit Blod.

I og for sig har denne Faustbog, som den kaldes, et moralsk Formaal. Den gaar ud paa at vise, hvilken frygtelig Ende Sortekunstneren faar, og at et sanseligt Liv som det, Dr. Faustus fører, ene og alene kan lede til timelig og evig Fordærvelse. Men den gode Hensigt opnaaedes ikke. Tvertom, Bogen kom netop til at spille en Rolle i den overtroiske Samtid som en Haandbog i Djævletilbedelse.

Allerede 1588 blev den omtalte Faustbog oversat paa Dansk; men Oversætteren udelod i denne Udgave Besværgelsesformularerne, „paa det ingen skal bevæges af denne Historie til saadan unyttige og fordærvelige Opsæt at efterfølge“.

Faustsagnets Historie i Norden eller – for at bruge et mere almenkjendt Udtryk – Beretningerne om den sorte Skole eller Nedgangsskolen i Wittenberg er endnu ikke skrevet. Men det er ingen Tvil om, at de har spillet en betydelig Rolle i vore Hexeprocesser.

Men Faustsagnet har ogsaa Udløbere, der gaar langt længere ned i Tiden og kræver Ofre af Menneskeliv, mange Aarti efter at de sidste Hexebaal i Norden er slukkede.

I Slutningen af det 17de Aarhundrede udkom der nemlig et nyt Skrift, tilhørende den samme Genre, og dette Skrift gav Stødet til en hel Forskrivelsesepidemi, navnlig blandt de militære.

I Aaret 1679 var Ludvig XIV’s berømte Marskalk, Hertugen af Luxemburg, stillet for Retten, anklaget for at have indgaaet Forbund med den onde, og ihvorvel han blev frikjendt af Chambre ardente, blev det Ord, som nu engang var sat ud, heftende ved ham, og baade medens han levede og efterat han var død (1695) udkom der Beretninger om hans intime Forhold til Satan. Navnlig var det Tyskerne, som havde faaet hans Grumhed at kjende, som paa denne Maade lagde sine Følelser overfor ham for Dagen.

Ogsaa paa de nordiske Sprog overførtes denne nye Redaktion af Faustbogen, og det skulde da heller ikke vare længe, før dens Virkning skulde gjøre sig gjældende paa en meget iøinefaldende Maade.

Fra Kjøbenhavn beretter saaledes „Extraordinære maanedlige Relationer“ f. 1690 om en tysk Korporal af det kurlandske Regiment, som forskriver sig til den onde Aand med sit eget Blod og tilsiger ham de Børn, som han maatte blive Fader til. Fyren var – som det udtrykkelig udtales – splittergal, da han afleverede sin Forskrivning.

– Noget senere fandt Ludvig Holberg en lignende Forskrivelse, hvorom han i sin 92de Epistel selv beretter:

„Jeg haver udi min Ungdom engang fundet en Forskrivelse, hvorudi en ung Person havde forbundet sig til Fanden og derfor stipuleret sig aarligen en Tønde Guld. Jeg overleverede Forskrivelsen til hans Privato Præceptori, hvilken rev den i Stykker, og bad mig tie dermed, sigende, at han i Enrum vilde straffe ham derfor. Man kan heraf indbilde sig, at Fanden da ikke var par Cassa for at udrede saadan Sum, og derfor ikke havde villet denne Gang modtage Obligationen.“

– Fra Aaret 1721 har man Beretningen om en Bremerholms Fange Hans Jørgen Forthammer, tidligere Soldat og Katholik, som med sit eget Blod forskrev sig til Fanden, imod at han skulde komme ud af Slaveriet og leve i Herlighed og Glæde i 18 Aar. Der blev i denne Anledning indhentet Betænkninger af det kjøbenhavnske Presteskab, af det theologiske Fakultet og af nogle Biskoper. Fakultetet voterede for, at Misdæderen – “saasom han tilforn haver været papistisk og ikke vidst, hvor stor Synd det var at bespotte Gud“ – kunde „med god Samvittighed paa Livet pardonneres“; derimod burde han „staa aabenbare Skrifte, nogle Dage efter hverandre piskes paa Bremerholm og med strengere Arbeid plages.“

Den bekjendte fritalende Stiftsprovst Morten Reenberg ytrede bl. a.:

„Merkeligt er det, at alle deslige Delinqventer, som paa kort Tid er opvaagnede, har alle været sig selv i tre Poster lige, nemlig: de har alle været fremmede, alle Musketerer, alle snart af en Alder. Den Ambition, som følger med det Haandverk, den Alder og en daarlig Optugtelse kan være Moder til meget ondt, helst naar de faar læse den forargelige Løgn, som sælges paa Gaderne om Marechal Luxemburgs Kontrakt med den Onde, hvori findes de selvsamme Punkter som i deres Forskrivning“. Morten Reenberg fandt ogsaa, at han burde pardonneres paa Livet og holdes i Fangenskab paa Bremerholm.

Men den største Del af Theologerne fandt, at Livsstraf, ledsaget af større eller mindre Pinsler, maatte bringes i Anvendelse paa Forbryderen; somme vilde ogsaa have ham brændt. Kongen resolverede, at den ulykkelige skulde henrettes med Sværd.

– Under 21de November 1733 dømte Høiesteret Jens Jørgensen, der var Discipel i Fredericia Skole og som havde forskrevet sig til den Onde, til den grusomme Død, at „hans Tunge levende skal skjæres af hans Mund, hans Haand og Hoved afhugges og tilligemed Tungen sættes paa en Stage samt Kroppen under Stagen nedgraves.“ Ved kongeligt Reskript af 28de December 1733 blev han benaadet for den idømte Livsstraf, „dog at han skal paa alle Steder, hvor han har givet Forargelse, det sone, og straffes i Skolen med Ris paa Kroppen, saa og at staa aabenbar Skrifte og siden at arbeide i Bremerholms Jern hans Livstid.“

– I 1744 var der i Kjøbenhavn en Sergeant, som ved Spil og Ødselhed havde bragt sig i Gjeld og Vanskeligheder. En „Glückwurzel“, som han bar paa sig, kunde ikke hjelpe ham ud af disse, lige saa lidet som han med sine Bønner og Trusler kunde formaa sin Moder til at sende ham flere Penge. Saa skrev han med sit eget Blod et Dokument, som han den 7de Mai indlagde i Garnisonskirken. I dette paakalder han Fanden, forbander Gud, hans hellige Ord og Treenigheden fra Tid til Evighed og forskriver sig med Liv og Sjæl til Djævelen paa det Vilkaar, at denne i 60 Aar – altsaa til Aar 1804 – skal forstrække ham aarlig med en Sum af 19,600 Rdlr.

I Anledning af denne Forbrydelse blev der fra det juridiske Fakultet æsket en Erklæring, og denne, der blev affattet af den bekjendte Lovhistoriker Kofoed Anker lyder i Uddrag saaledes:

„Et saa høist ugudeligt Forsæt og Stræben at begaa en Gjerning, der medfører den allerstørste Ringeagtelse for det allerhøieste Væsen, fortjener billigen for sine farlige Følgers Skyld alvorligen at straffes. Desuden har han saavel ved galne og indbildte Kunsters Øvelse som ved skrækkelige Eder høilig fortørnet Gud og været andre til Forargelse; foruden det at han ved sine grove og ublu Breve baade har tilsidesat al den Ærbødighed, hvortil Børn efter Guds og Naturens Lov forpligtes mod deres Forældre, saavelsom ved sine desperate Trusler udvist at have animum lædendi (ɔ: Sind til at skade); altsaa eragtes han ....... at have forbrudt sin Boeslod saavelsom sin ventende Mødrenearv, og desuden skyldig at straffes med Jern og Arbeide sin Livstid i Citadellet.“

Den sidste af disse Forskrivningssager i Danmark, lærer vi at kjende af Rothes’ Reskriptsamling

En Landsoldat fra Vendsyssel, Jerslev Hered, bekjendte i Nærværelse af 3 Mænd, at han Juleaften 1752 i Jerslev Kirke havde oprettet Kontrakt med Fanden, undertegnet med hans Blod, og ved denne forskrevet sig til ham for 8 Daler aarlig; i Haandpenge havde han oppebaaret 3 Daler. Han blev ført til Aalborg, hvor han bekjendte, at han Juleaften 1752 vistnok havde været ved Jerslev Kirke for at indgaa Forbund med den Onde og at han i dette Øiemed havde gaaet tre Gange rundt Kirken og hver Gang blæst ind igjennem Nøglehullet; men til Trods for at han Gang paa Gang havde raabt lydelig paa Satan, havde hverken denne eller nogen anden vist sig, ligesaalidt som nogen Dør blev aabnet.

Den stakkars Synder, som vurderede sig selv saa lavt, blev dømt til Viborg Tugthus paa Kongens Naade.

76 Aar efter udgav en Musiklærer Carl Johansen i Kjøbenhavn en Bog om denne Sag: “Merkværdigt geistligt Forhør over Soldaten Søren Larsen Galtrup, som i Aaret 1752 foregav at have forskrevet sig til Fanden. Et Bidrag til Overtroens Historie.“ Jeg erindrer ikke at have set denne lille Brochure.

– Blandt dem som med stor Bestemthed hævdede Muligheden af Pagt med Djævelen, var den lærde Jurist C. D. Hedegaard († 1781); han kommer i sine Lovkommentarer oftere ind paa dette Emne.

***

Fra Norge kjender man kun et enkelt Exempel paa Forskrivelse til Fanden; men dette ene Tilfælde er særdeles instruktivt for dette Kapitel af Overtroens Historie.

Den 21de August 1705 indsendte Presten Christen Nilssøn Weinwich paa Voss følgende Rapport til sin Biskop Dr. Nils Randulf “Dagens Tjeneste angaaende“:

Nobilissime Pater!

Jeg gaar forbaust og fuld af Græmmelse over det Synden fast voxer og tiltager udiblandt os formedelst Horeri og Drukkenskab, og over det har været arbeidet paa saadan grov syndig Gjerning, som jeg i 44 Aars Tid ikke haver spurgt eller hørt at være taget for her udi Gjeldet; thi en Korporal under Vosse Kompagni ved Navn Johannes Jeremiassøn, hvilken ikke aleneste over sin Tid haver holdet sig fra Herrens Nadvere, mens endog det, som forskrækkeligere er at melde, haver havt fore at skrive den onde Aand til og tilbudet at give sig hannem udi Vold for 300 Rigsdaler, hvilket han og selv vedgaar. Copien af samme Skrivelse findes her vedlagt. Denne Skrift skal uden Tvivl være opsat af Synderen den 6te August næstleden, og er han saa hengangen paa Vangs Kirkegaard (thi han er her næst hosværende) og siger han, der han havde sat sig ved Døren paa Koret af Kirken, da, som der var sterk Storm den Dag, blæste samme Skrivelse fra hannem under Kordøren ind i Kirken. Men det er ikke sandt, da jeg vil slutte heller, den er stukken ind i Kirken under Døren, thi den findes sammenlagt, dog ikke beseglet, strax indenfor Døren. Som denne Synder ser Satan – Gud være rigest! – ikke efter Begjæringen og Seddelens Indhold den anden Dag eller og den dernæst paafølgende, aabenbare sig for hannem eller og skikke hannem skriftlig Svar ud igjen, begjærer han af min Dreng, han Søndagen skulde søge i Koret efter en Seddel. Men Drengen forglemte det, hvorpaa, der Gudstjenesten var forrettet samme Søndag, finder Klokkerens Arbeidsmand den liggende indenfor Døren af Koret og leverer den til Klokkeren, spørgende hannem, om den Seddel ikke var falden fra hannem? Casper[1] tager Seddelen til sig og oplæste den for Arbeidsmanden og sit ganske Hus, da han dog, ladende ingen vide Seddelens Indhold, burde have søgt mig udi Stilhed, paa det jeg kunde have kaldet Synderen for mig selv udi Enlighed og saa afværget, at større Forargelse ved samme Seddels Indhold skulde foraarsages. Men Casper lader Arbeidsmanden beholde Seddelen, hvilken der og forkyndede dette for andre, saa det kom for vores Fænrik Treubler, som tog Seddelen til sig, reiste til Kapteinen og anviste den for hannem, hvorpaa Kapteinen med Fænriken søger til mig med Synderen og aabenbarede dette syndige Forehavende, og haver derpaa endog skrevet Brigaderen til om samme Forseelse, og agtede jeg mig og derfor skyldig til at give Hans velædle Høiærværdighed det tilkjende.

Brevet er skrevet og Forsættet staar fast, at Synderen vilde forskrive sig til den Onde. Men, Gud være Tak! Synden er ikke fuldbyrdet, som Synderen selver bekjender, og jeg nogenledes efter min Enfoldighed kan slutte af det, den onde Aand ikke tog Seddelen til sig og aabenbarede sig for den, som hannem fremkalder. Tilmed er dette nu kommen udi alle Folks Munde, saa dermed ikke kan omgaaes hemmelig. Søger jeg derfor ærbødigst til Hans velædle Høiærværdighed, han efter sit modne Betænkende vilde raaføre mig, hvad herudi helst er at gjøre, paa det Synderen kan blive conserveret, stor Forargelse kan blive afværget, saa og Menigheden for den Forargelse, som allerede given er, kan nyde Satisfaktion. Imidlertid jeg oppebier denne begjærte Hans velædle Høiærværdigheds moden Raadføring, skal jeg endnu som tilforn have Synderen for mig, paamindende hannem, han slet intet herefter skal have med den onde at skaffe og derhos trøste hannem af Guds Ord, paa det han ikke forsage ..... “

En Kopi af Synderens Forskrivelse er vedlagt Prestens Brev, der findes i den i Rigsarkivet indlemmede Del af Bergens Bispearkiv. Den lyder saaledes:

„Jeg helser dig min Herre og Gud Satan, at jeg vil være dig huld og tro og give dig min Sjæl og Krop, dersom du vil give mig 300 Rix-Daler og det i atten Aar. Naar de atten Aar er ude, daa kant du tage mig længe nok til dig. Herpaa er jeg begjærende, at du vil skrive mig et Ord til igjen derom til imorgen, saa vil jeg give mig ind i din Vold.

Johannes Geremiæssøn
egen Haand.“
***

Fra Norge kjender jeg ingen flere Forskrivelser af denne Art. Derimod har Svenskerne ikke saa Exempler paa denne ulyksalige Galskab at opvise.

I „Stockholmsposten“ Nr. 174 f. 1791 findes optaget to saadanne Forskrivelser, der hidrører fra Kvinder – fremragende Skuespillerinder i Stockholm.

Den ene af disse, der er udfærdiget af den i det dæmoniske Rollefag storslagne Fru Brolin-Morman-Schylander († 1802), lyder saaledes:

«Jag ... gifver Dig Satan mig sjelf aldeles lefwandes med kropp och sjel om 21 åhr efter nedanstående Dato, om jag inom morgon bitida har Hundra Tusen i mina stora tjolsäckar eller någon anstands lika på wad sett endast jag har pengarna tils imorgon bitida så får du Satan taga mig lefwande om tjugu et åhr. Stockholm den 24 Januari 1789.»

Den anden Forskrivning er udfærdiget af Lisette Stenberg, som dengang var ansat ved Stenbergska teatern. En svensk Kunstkjender har om hende udtalt, at hun var «en af de största aktriser verlden sett.» Hun forskrev ikke sig selv, men sine eventuelle Livsarvinger paa følgende Maade:

«Jag ... giver dig Satan tilstånd at taga det første barn jag föder till werlden når det blir Tjuge et åhr om du Satan lagar på någodt sätt at jag har en liten papperslap i min ena stora tjolsek med de 5 nommer som kommer ut den førsta dragningen som blir på Nummerloteri och om det är möjligt at du Satan kan laga så att jag innom 3 måneder är gift med .. samt innom 3 månader angacherad ved Dramatiska Theathern så får du mitt andra barn då det blir 17 åhr. – Men kan du laga at endast et af dessa begärta saker sker och ej alt sammans så får du Satan ej mera än et barn och det det äldsta når det blir 21 åhr. Stockholm den 24de Januari 1789.»

Denne Furie maatte forlade Landet og kom til Paris, hvor hun sluttede sig til en Tyvebande. Sandsynligvis er hun død i et Fængsel i den franske Hovedstad.

I svenske Aviser er det ikke ret længe imellem, at man læser om saadanne Forskrivelser. I Vadstena Läns Tidning for 1883 har man saaledes Efterretning om tre saadanne Forskrivelser, som paa kort Tid blev indstukne i Laaset paa Vadstena Stadskyrkas Dør.

  1. Klokkeren.