Springstraaet
Mellem de Husraad, som Sydtysklands Bønder bruger, hører Planten „Springwurz“ (Euphorbi lathyris) til de hyppigere anvendte. Den benyttes fornemmelig i Sygdomme hos Dyr. For Menneskene ansees den mindre tjenlig, da den virker meget sterkt. Det tør og hænde, man har en vis Sky for at bruge den paa Folk; den har nemlig en Fortid, som ikke er helt uden Plet og Rynke.
I tyske Hexeprocesser og Skattegraversager spiller nemlig „der Springwurzel“ en Nolle, som ikke er af det gode. Den samme Kraft, som man nuomstunder tilskriver Planten, tillagde man den ogsaa i Fortiden, men i en kolossal Maalestok, idet den i sig skulde rumme alle Naturens forborgne Evner. Finderen eller Eieren af dette Tryllemiddel skulde nemlig ved det ikke blot være istand til at læge alle Sygdomme, Men og Brøst, men kunde ogsaa bane sig Vei til de Skatte, som laa skjulte i Bjergenes Indre. Der fandtes ikke det Laas eller Stængsel, som kunde holde igjen, naar det kom i Berøring med denne vidunderlige Plante.
Men hver den, som betjente sig af den, var ogsaa uhjælpelig hjemfalden til den onde.
– I de 60–70 Hexeprocesser, som man hidtil kjender fra vort Land, nævnes „Spingwurzel“ ikke. Man tør derfor gaa ud fra, at de Forestillinger, som knyttede sig til den, endnu ikke havde naaet herop i den Tid, da Hexebaalene flammede over Landet. I Grunden er dette ikke saa besynderligt, som det ved første Øiekast kunde synes. Vi har nemlig Sikkerhed for, at der efter denne Tid fra de sydgermaniske Folkefærds mythiske Forestillingskreds overføres forskjellige Træk til Norden, – Udslag af en Overtro, der ikke ret vil slaa Rod i vort Folk og derfor kun sporadisk kan paavises. I de fleste, for ikke at sige alle hidtil kjendte Tilfælde foregaar denne Overføring gjennem Soldater, der er indkomne eller hjemkomne fra Ud- landet.
Denne Sammenhæng kan da ogsaa paapeges for „Springwurzels“ eller „Springstraaets“ Vedkommende i det enestaaende Exempel, man har paa, at det har fundet Anvendelse hertillands[1]. Det forekommer i en Tyvehistorie af temmelig ordinær Art, som, netop fordi den sættes i Forbindelse med en her ukjendt Forestilling fra Overtroens Sfære, bliver en af de berømmelige Sager, der ikke blot vækker Uro inden et helt Distrikt, men endog paakalder særlige Forføininger fra Øvrighedens Side. Men vi ser ogsaa, at den Tid var forbi, da den Slags Forestillinger kunde slaa Rod i Folkets Bevidsthed, idet de preller tilbage paa den stigende Oplysning. Med alt dette danner den med Trolleri forbundne Tyvssag, hvis Akter her skal hidsættes, et ret karakteristisk kulturhistorisk Bidrag til Belysning af Kong Kristian VI’s og Holbergs Samtid.
I det norske Rigsarkiv findes – saavidt vides – ingen Oplysninger vedkommende denne Sag. Et samtidigt Udtog af Akterne – Hjemthings- og Lagthingsakt – findes derimod paa Det Store Kongl. Bibliothek i Kjøbenhavn, hvor den bærer No. 123 fol. i Gamle
Kgl. SamlingNils Wisløff, Kancelliraad og Sorenskriver over Hadeland, Land og Valders, gjør vitterligt, at Anno 1737 den 8de Juli blev almindelige Skatte- og Sage-Thing holden paa Einang udi Slidre Prestegjeld i Valders med efterskrevne 8 edsvorne Lagrettemænd ......., overværende Kongl. Maj.ts Foged velædle og velbaarne Hr. Kancelliraad og Vice-Lagmand Casper Nernst med menige thingsøgende Almue.
for Retten Ole Stee, Knut Kvisl og Gulbrand Ellestad haver til dette Thing mundtlig indstevnet Husmanden under Kaarstad Ole Haldorssøn at anhøre Prov angaaende nogle Sorter, som fra dennem er bortstjaalet. Den indstevnte Ole Haldorssøn vedstod derefter ved ganske frivillig Bekjendelse, at han 1ste Pintsedag Aften bortstjal endel Korn af en Bod paa Gaarden Stee, som stod i en Bøle, hvilket Korn han bortbar i den omprovede Sæk og i en Skindhid og lagde det nedenfor Gaarden i Skoven. Kornet tilhørte Ole Stee. Boddøren, som var tillukket, aabnede han uden at beskadige Laaset i ringeste Maade, som skede paa den Maade og med den Kunst, at han holdt sin Finger paa Nøglehullet, sigende: „Op i Djævelens Navn!“ og da Døren i samme Øieblik sprang op, saa at han ikke en, end sige flere Gange slog eller brækkede paa den. Endvidere explicerede han sig saaledes, at da han oplod Døren, saa brugte han disse Ord: „Du skal op enten i Djævelens eller Guds Navn!“ Fremdeles tilstod Ole Haldorssøn, at det smald saa overmaade sterkt i Huset den Tid, Døren sprang op, ligesom man kunde have afskudt et stort Stykke, saa at samme kunde være bleven hørt lang Vei. Der var og saadan forfærdelig Allarm og Knagen i samme Bod, ligesom at Huset skulde falde ned, og alle de Kjørreler, som var der udi, blive i Stykker slaaet, hvilket kontinuerede en liden Stund. Da han imidlertid hørte, at der ruslede eller ligesom gik allevegne i Huset, som og foraarsagede saadan Forskrækkelse hos ham, at han ikke turde træde ind udi Boden, førend al denne Bulder ophørte. Paa Tilspørgelse af Citanterne tilstod Ole Haldorssøn, at han 1736 solgte 7 Tønder, Korn, som han selv havde kjøbt af Thomas Jarstad 2 Tønder, af Thomas Kvist 2 Tønder, af Knut Revne 2 Tønder og 1 Tønde af Knut Øvre Høime; berettede derhos, at han ej saaede videre paa sin brugende Plads end som ½ Tønde Korn. Ydermere tilstod denne Ole Haldorssøn, at han næstafvigte Høst bortstjal noget Melk og Rømme fra Gulbrand Ellestad af hans Sæterhus, efterat han først havde sat sin Finger paa Laaset og sagde de forhen omskrevne Ord, nemlig: „Op i Djævelens eller Guds Navn!“ Da Laaset sprang op med saadan Allarm, som Huset strax kunde falde ned. Paa samme Maade og med forbemeldte Maninger aabnede han næst afvigte Vinter et Laas for en Bod paa Gaarden Kaarstad, gik ind udi Boden og bortstjal fra Alf Rødvang 2de Mæler Korn. Ved denne Boddørs Aabning hørte han ligesaa stor Bulder og Knagen udi Huset, som da de forrige Laase blev aabnede. Efter Rettens Formaning til den Indstevnte om Sandheds Bekjendelse tilstod han omsider, at da disse omskrevne Laase blev opladte, da brugte han et smalt Straa, hvilket han satte ind udi Nøglehullet paa Dørene, og brugte derhos de omskrevne Besværgnings Ord. Angaaende Græsset, da siger han, at han tog det paa en Søndags Aften med disse Ord: „Jeg tager dig i Djævelens Vold!“ da han strax fik Fanden at se udi Lignelse som et Menneske og stort som et Spædbarn, ganske sort. Derefter tog han et Æg af et Svalerede, og oversmurte samme Græs med Blommen af Ægget, da det, som tilforn var grønt, blev rødbrunt. Djævelen gik og i denne Lignelse for ham de 3de Gange, han, som forhen tilstaaet er, stjal fra Ole Stee, Gulbrand Ellestad og Alf Rødvang, og da han satte Græsset paa Laasene, saa stod Fanden ved hans Fødder, saa sprang Dørene op med en forfærdelig Smeld. Og paa det at Retten skal erfare, at han nu har bekjendt Sandhed, saa vil han obligere sig til næste Thing, naar han har forsynet sig med Græsset, at oplukke hvilket Laas, Retten vil anvise ham, uden nogen Nøgle. Han har ellers et saadant Græs hjemme, hvor han bor, som er tillavet, og hvormed han vil vise det, han nu har bekjendt. Græsset ligger paa Bunden i en lang Kiste, som staar i Koven.
Anden Dag næst efter blev Retten atter sat paa Thingstedet Einang med forbemeldte Lagrette, da næst forhen indførte Sag atter blev foretaget, og Delinkventen Ole Haldorssøn atter fremstillet for Retten, efter at han under vedbørlig Vagt udi næst afvigte Nat havde afhentet fra sin paaboende Plads det bekjendte med Svaleæggeblomme bestrøgne Græsstraa, hvilket Græs han nu for Retten anviste, og hvormed han efter Rettens Anvisning uden Nøgle eller andre Instrumenter oplukkede 2de ganske i Laas lukkede Skabdøre, saa at de uden nogen synderlig Bevægelse ligesom af sig selv opgik, da han alene fatte Græsstraaet udi Nøglehullet og derudi tillige blæste med Munden; men hvad Ord han dertil brugte, hørte ikke Retten.
Denne Delinkvent har og efter egen Tilstaaelse førend Retten i Stedet laaset for en Kovedør i de Mænds Knut Einangs, Jøger Lomens, Hans Rognes og Thorstein Kvaales Paasyn, hvilket fornævnte Mænd og nu for Retten vedstod.
Ole Stee og de øvrige Citanter begjærede Sagen udsat til næste Thing, paa det de imidlertid kan faa begegnet Sagen med Kontinuations-Stevning til Doms Lidelse over Ole Haldorssøn, hvorpaa Sagen beror.
Næstfølgende den 7de og 8de November blev almindelig Skat- og Sage-Thing atter holden. Overværende Kongl. Majts Foged velædle og velbaarne Hr. Kancelliraad Casper Nernst med menige thingsøgende Almue. Forbemeldte Sag angaaende Fogdens Fuldmægtig Sr. Knut Elchen anmeldte, at han nu i Rette kalder den paa næst afvigte Sommerthing af Ole Stee et consortes fremførte Sag imod Ole Haldorssøn, der for Tyveri er sigtet og det paa Justitiens Vegne. Paa Ole Haldorssøns Vegne komparerede som Defensor Prokurator Ole Storm. – Tredie Vidne Arne Arnessøn: Ydermere erindrer Vidnet sig, at Døren til den Bod paa Stee, som Kornet blev udstjaalet af, var tillukket og ubeskadiget den Tid, Ole Stee i Vidnets Nærværelse forvarede titnævnte stjaalne Korn. 4de Vidne Knut Kvaale svarede efter Eds Aflæg ensstemmende med 3die Vidne. Knut Elchen igjen fremleverede under Forsegling det Straa, som Ole Haldorssøn, saaledes som forrige Thing er bleven kundbart, har til Signen og Manen misbrugt, hvilken Forsegling han nu bad Retten vilde aabne og paa ny anse. Og da det forseglede Straa blev aabnet, og Ole Haldorssøn derefter anvist, tilstod han, at han samme Straa seneste Sagens Session indleverede i Retten, efter at han det fra hans Hjem havde afhentet, hvorpaa Straaet nu igjen af Retten blev forseglet.
Knut Elchen af det, som forhen og udi Sagen befunden er, finder 4re Poster, som han sig til en Irettesættelse benytter. Den 1ste, at Ole Haldorssøn har begaaet Tyveri Den 2den, at han samme Forseelse trende Gange haver forøvet. 3die, at det med Indbrækning er skeet, som tildels sees af Provenes Udsagn, og end mere af Delinkventens frivillige og rene Bekjendelse. Og for det 4de sees af saadan hans Deklaration, hvad Maade han ved Signen og Manen til disse sine Bedrifter har havt, hvortil Komparenten føiede Lovens 1ste B. 15de Kap. 1ste Art. Dernæst lod han ankomme under Rettens Skjønsomhed, hvorvidt denne Sag kan extenderes til Lovens 6te B. 17de Kap. fra 33 til 37te Art. og den paafølgende 40de Art. i samme Kap. Item Lovens 6te B. 1ste Kap. 10de og 12te Art. og Forordningen af 4de Marts 1690 under hvilket han efter Sagens Beskaffenhed paastaar Dom. Storm deklarerede, at han med største Grusomhed haver hørt oplæse denne Akt, kunde derfor ikke udfinde i ringeste Maade, hverken udaf Lov eller Forordninger noget, hvorved Delinkventen kunde have nogen Styrke til Befrielse for Lovens Straf, efterdi der er ham tilstrækkelig overbevist Faktum.
- Dømt og afsagt:
Delinkventen Ole Haldorssøn haver for denne Ret frivillig og utvungen tilstaaet, det han 3de Gange ved Signen og Manen, uden noget Slags Instrument af Nøgle eller Dirk, haver opladt Folks Døre her i Sognet: nemlig en Bod paa Gaarden Stee og Kaarstad, samt Gulbrand Ellestads Sæterhus og deraf bortstjaalet en Del Korn og Madvarer, og at han udi deslige Karakterers Brug er kyndig, det haver han fuldkommen oplyselig gjort ved de laasfærdige og igjenlukkede Døre, han udi Rettens Paasyn efter Aktens Udvisende har paa en meget mistænkelig og fordækt Maade aabnet. Thi bør han til velfortjente Undgjældelse for saadan hans grove Forseelser, for det Tyveri, han hos Bonden Ole Stee har forøvet, som nu alene er paastevnet efter Lovens 6te B. 17de Kap. 33te Art. at miste sin Hud i Fængsel, og derefter formedelst de allegerende Karakterers Misbrug i Anledning af bemeldte 6te B. 1ste Kap. 12te Art. Bydende at have hans Vos Lod til Hs. Maj. forbrudt og desuden in toto at rømme og undvige Kongens Riger og Lande. Des til Vitterlighed under min Haand og hostrykte Signet.
(L. S.)
N. Wisløff.
Anno 1738, den 13de Mai, blev Extra-Lagthing holden i Kristiania udinden en til idag berammede Delinkvent-Sag, nærværende følgende Lagrettesmænd, nemlig Nils Fleskum, Hans Solberg, Kristen Stabæk, Johannes Berger, Kristen Løkeberg, Hans Økern, Kristofer Bryn og Peder Helset.
Overværende ved Lagthingets Holdelse Deres Høi- grevelige Excellence Rigets Hr. Statholder Kristian Rantzau og Stiftamtmand Neve.
Hvorda paa Kancelliraad og Foged Nernsts Vegne mødte Lensmanden Hans Reien og producerede en udtagen Lagthings Stevning af Dato 3die Februar 1738, hvorved var indstevnet den af Sorenskriver Wisløff d. 9de Novbr. 1737 over Ole Haldorssøn for Tyveri afsagte Dom med videre Stevningens Indhold.
Dernæst Hjemthings Dommen af 9de Novbr. 1737. Videre indgav Lensmanden under Fogdens og Sorenskriverens Forsegling det Straa, som Akten udviser, Arrestanten har brugt til Laasers Optagelse.
Den arresterede Ole Haldorssøn var for Retten tilstede, tilligemed hans anordnede Forsvar, Prokurator Orning, som indgav den ham tillagte Ordre af 3die Febr. 1738.
Dernæst en udtagen Kontrastevning af 11te Febr. 1738.
Endelig Gjenpart af Akten.
Hvorester Orning begjærede af Akten oplæst Delinkventens Bekjendelse for Hjemretten, hvilken han tilstod saaledes at være.
Hvorefter det forseglede Straa blev aabnet og Ole Haldorssøn forevist og tilspurgt, om han vedkjendte, at det var det selvsamme Straa, som han for Underretten havde aabnet de 2de Laase med?
Svarede: Jo, det er det selv samme Straa.
Retten tilspurgte ham først, hvor gammel han var?
Svarede: 52 Aar.
2. Hvor han er født?
Svarede: Paa Gaarden Høime i Slidre Gjæld.
3. Af hvem har han lært at kjende dette Græs og dessen Kraft?
Svarede: Det var Soldaten Knut Nilssøn, hvis Fader heder Nils Faar i Slidre Gjæld, og er bemeldte Knut Nilssøn rømt fra de Gevorbne, hvilken Knut lærte ham det ifjor, og sagde: At han kunde tage op, hvad Laas han vilde dermed, og kaldte han Straaet Springstraaet, og blev Straaet funden paa en Vold paa Røvangbjerget. Og Knut Nilssøn tog Straaet op, og var det Halveftermiddags Tid Klokken 3 Slet, da Straaet blev taget, og var det paa en Søndag.
4. Siden Ole Haldorssøn har udsagt for Hjemretten, at han selv tog det en Søndags Aften, hvor han nu kan sige, at Knut Nilsen tog det for ham?
Svarede: Han var forskræmt og kunde ikke huske det, men Knut Nilsen tog det op med de Ord, som for Hjemretten er sagt.
5. Hvad Tid paa Aaret, han optog dette Græs?
Svarede: Før Pintse Tider, og smurte Knut det med Svaleæg, som han tog af sin Lomme, som han sagde var værpet under en Laave.
6. Om han kan erindre sig at have set den Lignelse af Fanden, eller Knut sagde, han saa ham?
Svarede: Han saa ham intet, men Knut sagde, han saa ham.
7. Om han ikke haver set Fanden, da han aabnede Dørene?
Svarede: Han saa ham ikke, men han hørte en Dur og Bulder.
8. Hvorfor havde han sagt for Hjemretten, at da han aabnede Dørene, stod Fanden ved hans Fødder?
Svarede: Han var forskrækket, og saa havde han faaet Øl og Brændevin og var ør i Hovedet.
9. Hvor lang Tid der var imellem han havde faaet Græsset og han brugte det til Ole Stees Bod?
Svarede: 3de Dage.
10. Siden han har bekjendt, at han hørte en stor Bulder og Allarm, da han aabnede de 3de Laase hos Ole Stee, Gulbrand Ellestad og Alv Rødvang, hvad der da kunde være Aarsag til, at det ikke og buldrede, da han for Hjemretten gjorde sin Prøve ved de 2de Laase?
Svarede: Han kan ikke vide, hvad Aarsagen var dertil.
11. Da han paa Thingstedet gjorde sin Prøve og aabnede de 2de Laase, om han brugte nogle Ord dertil?
Svarede: Han brugte ingen Ord derved.
12. Om Græsset har den samme Kraft, naar det er gammelt, som naar det er friskt?
Svarede: At Knut sagde nei.
13. Hvor gammelt Græsset var, da han for Hjemthinget gjorde Prøve med det?
Svarede: Han kan ikke vide, hvor gammelt det var.
14. Om han kan gjøre nogen Prøve nu for at bevise, at den Kunst, han ved, bestaar i Græssets Kraft?
Svarede: Han vil prøve det.
15. Om det er ham ligemeget, hvad Laas det er?
Svarede: Intet uden smale Laase.
Hvorefter Arrestanten Ole Haldorssøn blev anvist 3de Dørlaase for derpaa at gjøre sin Prøve, iblandt hvilke var en meget slet Laas. Men skjønt han gjorde sin Flid at vise hans Kunst, kunde han dog ikke aabne nogen af dem. Ved Prøven ved den første Laas, som han efter at have beseet den mente, at han skulde den optage, blev befunden, at Arrestanten havde en krum Syl, som han tilforn ikke havde givet tilkjende at ville bruge til Hjælp med Græsset, og skjønt han blev tilladt at bruge baade Græs og Syl, kunde han ingen Prøve gjøre.
16. Arrestanten blev tilspurgt, af hvem han denne Syl havde faaet?
Svarede: En af Vagten, navnlig Ellend, kjøbte den for ham igaar, hvilken Ellend var tilstede og gjorde den Forklaring, at Arrestanten Ole Haldorssøn begjærede igaar en Syl, da han viste ham den Syl, han havde paa sig, mens han sagde, den var for kort. Hvorpaa Lensmanden, som og var her for Retten nærværende, befalede ham at kjøbe en Syl, og leverede Ellend Sylen i Dag, da de kom herned ved Retten, hvilket og den anden Vagt, Knut Løken, tilstod, at hannem var vitterligt.
Ole Haldorssøn tilstod, at han havde sagt for Vagten, han ikke kunde optage nogen Laas med Straaet, uden han havde Syl til Hjælp. Og paa Rettens Tilspørgende svarede Ole Haldorssøn: At han paa Hjemthinget og havde en liden Syl til Hjælp ved Straaet, som han siger, at Lagrettet og saa, han brugte.
17. Videre tilspurgte Retten ham, om han ikke og brugte Syl, da han tog op de 3de Laase hos Bønderne, da han stjal?
Svarede: Han havde en liden Syl tilligemed Straaet.
18. Siden han forklarer, han brugte Syl til Laasenes Aabning, hvorfor han da brugte Djævelens Navn dertil?
Svarede: Den, som lærte ham det, sagde, han skulde saa gjøre.
19. Hvorfor han ikke tilforn har udsagt, han brugte Syl ved Straaet?
Svarede: Han huskede det ikke.
20. Retten tilspurgte ham, hvor han havde gjemt denne Syl, han havde, medens han stod her for Retten, førend han skulde gjøre sin Prøve?
Svarede: Han havde den gjemt udi sin Vante.
21. Hvorfor han ikke vilde, at nogen skulde se Sylen, da han ved den første Laas skulde gjøre sin Prøve for denne Ret, men praktiserede den ned ved en Stol ved Laasen?
Svarede: Han tænkte, den skulde være ham behjælpelig ved Laasenes Optagelse.
22. Hvem der var nærværende for Hjemretten og saa, at han optog de 2de Laase, han gjorde sin Prøve paa?
Svarede: Fogden og Sorenskriveren tilligemed Lagrettet var nærværende, og sad Sorenskriveren i Høisædet og Lagrettet ved Bordet, og Fogden gik paa Gulvet, og var ingen ham nærmere end omtrent dette Bords Længde, som var 9 Kvarter eller 2½ Alen. Og sagde han ingen, at han brugte Syl til Hjælp, ei heller var Lensmanden nærværende, da han gjorde denne Prøve.
Lensmanden blev af Retten tilspurgt, om ham ikke var vitterligt, at Arrestanten havde den Syl, som nu ved Retten blev aabenbaret?
Svarede: At Arrestanten havde sagt ham, at han ikke kunde gjøre Prøve, uden han havde Syl til Hjælp.
Videre blev Lensmanden tilspurgt, hvorfor han ikke gav Retten tilkjende forhen, at Arrestanten havde begjært Syl til Hjælp?
Svarede: Han har ikke erindret sig det.
Hvorefter det fremlagte Straa blev af denne Ret forseglet tilligemed den hos Arrestanten befundne Syl, alt med Dommerens Segl.
Paa Ole Stees Enkes og Lagrettets Vegne mødte ingen efter Paaberaabelse, ei heller nogen paa Kancelli raad Wisløffs Vegne.
Orning derefter deklarerede, at da der i Anledning af Arrestantens for denne respektive Ret gjorte Bekjendelse ernødiges et Thingsvidne af de Mænd, Knut Einang, Jøger Lomen, Hans Rogne og Thorstein Kvaale med flere, som kunde have seet Arrestanten aabne en Del Døre, om han dertil haver brugt noget andet Instrument, end det nu producerede Straa, eller tillige brugt den ommeldte Syl, foruden vil Sagen med Kontinuations-Stevning begegnes til Sorenskriverens at legitimere den passerede Aktes Beskrivelse, saa maatte han des Aarsage begjære en føie Anstand i Sagen, i det mindste til Korsmesse Lagthing, eftersom der vil ansøges en uvillig Sorenskriver til at føre Thingsvidne, og Stedets Sorenskriver er uden for Slidre Gjælds Thinglag boende, hvorfor han ventede Rettens Bifald.
Lensmanden Hans Reisen refererede sig til Stevnemaalet og eragtede endelig Dom i Sagen.
- Forefunden.
Paa Arrestantens anordnede Forsvars Forlangende, til det foregivne Thingsvidnes Erhvervelse og Kontinuations-Stevnings Udtagelse, bevilges den begjærte Anstand til næstkommende Korsmesse Lagthing Til hvilken Tid indstevnte Ole Stees Enke og Arvinger, samt Sorenskriver Wisløff og hans medhavte Lagret, gives hermed Lagdag med deres nødig eragtende Tilsvar at indkomme. Hvilken Lagdag den anordnede Forsvarer Prokurator Orning tager beskreven og dennem lovlig lader forkynde.
Nærmere Oplysninger om denne Sag har ikke været at finde.
Merkeligt nok synes selve det tyske Sagn om „Springwurzel“, saaledes som vi kjender det, at være en afbleget Form af en ældgammel hedensk Kultus, som viedes Alrunen (Atropa mandragora) af Oldtidens og Middelalderens Folk. Denne Plante, der i tørret Tilstand faar en ikke ubetydelig Lighed med et Menneske, antages at være den samme, som Hebræerne kaldte Dudaim (1. Mos. 30, 14–16 v.; Høis. 7, 13), der omtales i Odysseen som den underbare Plante, ved hvis Hjælp Helten redder fine Kamerater ud af Circes Vold, og som under forskjellige Navn ogsaa forekommer hos latinske Forfattere.
Om Alrunen (ogsaa benævnt „Glückswurzel“) fortæller den germanske Mythe: „Den voxer kun under en Galge hvor der er hængt en Tyv, som maatte være en ’ren’ Yngling. Naar Roden graves ud af Jorden, skriger den saa voldsomt, at man har af Skræk, hvorfor det er nødvendigt at stoppe Ørerne igjen med Vox ell. desl. For at faa Roden op maa Jorden først graves bort rundt omkring, saa at Rodspidsen tilsidst sidder igjen alene med nogle fine Trevler. Roden bindes nu med en Snor fast til Halen af en fuldkommen sort Hund, og for at faa denne til at trække Roden op lægger man lidt Brød eller desl. et Stykke fra den; men saa maa man hurtigst muligt springe bort. Idet Hunden nu vil løbe efter Brødet, trækker den op Roden; men denne skriger da saa voldsomt, at Hunden styrter død til Jorden. Nu kan Roden uden Skade haandteres; den bæres hjem, vaskes i Rødvin, faar en Kjole af rødt og hvidt Silketøi og en Kaabe af sort Fløiel. Den maa have sin Bolig i en Kasse eller en stor Æske, som staar paa et roligt Sted. Hver Fredag Aften maa den bades, og hver Nymaane faar den en ren Skjorte. Til Tak for saa god Pleie giver ogsaa Alrunen Svar paa alle de Spørgsmaal, som man maatte forelægge den, aabenbarer alt, hvad der er skjult, ja endog Fremtiden og bringer hele Huset Velsignelse. Naar man om Aftenen lægger til den en vis Mængde Penge vil man om Morgenen finde denne Sum fordoblet. Naar en Mand, der har Alrunen, dør, kan den alene arves af den yngste Søn, og dersom han ogsaa dør, arves den af den næst yngste.“
F. C. Schübeler, der i sit Verk Norges Væxtrige (III. 169) har gjengivet det tyske Sagn paa denne Maade, gaar ud fra, at man i Mythen om Alrunen har Oprindelsen til vor Folketro om Dragdukken. Dette forholder sig ogsaa saa. I Moths haandskrevne Ordbog fra Slutn. af 17de Aarh. forklares Dragdukke netop som en Dukke af Alrunrod. Om Dragdukken, der for umindelige Tider siden maa have holdt sit Indtog i vor Folketro, heder det i en Optegnelse som i sin Tid blev tilstillet A. Faye fra Ivar Aasen:
„Dragdukken har især i Nordhordlen været bekjendt som et Væsen der vælger sig en eller anden Person til sin Yndling og gjør ham til en grundrig Mand, idet hun altid samler Penge til ham. Disse tager hun dels paa saadanne Steder, hvor Penge er tabte eller
nedgravne, dels ogsaa hos rige Folk. Hun giver sin Yndling Magt til at byde og befale over hende, – naar han beder hende gaa til Havets Bund efter Penge, da gaar hun grædende bort; men beder han hende gaa til en Mands Pengeskrin, da ler hun; thi det synes hun er kun som en Leg.“
En Alrune – Dragdukke – af lige saa interessant som høist utækkeligt udvortes findes i Bergens Museum og er afbildet i Tidsskriftet „Naturen“ f. 1887 og Schübeler, Norges Væxtrige III. 169. Den blev i 1820 erhvervet af Løitnant Christie for en Kjøbesum af 10 Speciedaler og har vistnok hørt hjemme i Romsdals Amt.
- ↑ I de norske Eventyr, som er optegnede efter mundtlig Overlevering, forekommer, saavidt jeg ved, Springstraaet kun nævnt en enkelt Gang.