En Friskytter

Fra Wikikilden
Hopp til navigering Hopp til søk
P. T. Mallings Boghandels Forlag (s. 89-93).

Der findes hist og her i vore Bygder Sagn om Mænd, som har havt et „Friskud“ om Dagen – d. v. s. ved overnaturlig Hjælp havde Evne til hver Dag at ramme det, han først sigtede paa med sin Bøsse.

I et bekjendt Folkeeventyr, som tydelig er en sildig Affødning af Morskabslæsning fra Middelalderen, fortælles der om en Gut, som gav en Fattigmand de tre Skilling, han havde lagt sig op efter tre Aars Tjeneste og til Gjengjæld fik tre Ønsker opfyldt. Ved et af disse kom han i Besiddelse af et Gevær, med hvilket han rammede alt det, han tog Sigte paa.

Men den Forestilling, som ligger til Grund for denne mythiske Opfatning, er ikke ret gammel hertillands. Den viser sig at stamme fra sydtyske Sagn og lader sig alene forklare ud fra dem.

For at blive „Friskytter“ maatte man ifølge disse enten fæste Hostien i Sakramentet til en Væg eller et Træ og gjennembore den med en Kugle eller ogsaa lade den i Bøssen og skyde den ud. I begge Tilfælde vilde der dryppe tre Blodsdraaber af den.

Det var et symbolsk Tegn paa, at man frasagde sig ethvert Samfund med Kristus, og at man forpligtede sig til at høre den onde til, mod at man til Gjengjæld et bestemt Tidsrum igjennem skulde være i Besiddelse af Evnen til med sin Bøsse at ramme alt, man ønskede.

Hvor langt tilbage i Tiden Oprindelsen til denne overtroiske Forestilling maa søges, kan ikke bestemt siges. Allerede i det 17de Aarhundrede synes Friskyttersagnet at have været fuldt udviklet i den Form, hvori det nu forekommer, og man turde muligens henføre den til Tretiaarskrigens Tid –, et Tidsrum, som ogsaa ellers paa Mythedannelsens Omraade frembyder de eiendommeligste Formationer i de tætte og mægtige Floer, som afsættes; – men muligens den er meget ældre.

Knyttet, som denne Forestilling er til Krigeryrket og til Krigen, siger det sig selv, at det kun er paa en Tid, da saadanne Tilstande maa have hersket hertillands, at den skal kunne paavises hos det norske Folk, hvis den overhovedet har været noget andet end et Laan udenfra i og med det fuldt udviklede Eventyr eller Sagn.

I Virkeligheden kan der henimod Slutningen af den store nordiske Krig paavises et Exempel paa, at den fremmede overtroiske Forestilling virkelig har fundet Indpas i norske Militærkredse, og dette er det, som her skal fremlægges efter et Uddrag af Akterne i den Trondhjemske Brigades Arkiv.

I Aaret 1720 kom det Presten Irgens af Haltdalen for Øre, at et af hans Sognebørn, der stod som Soldat ved Kaptein Hals’s Kompagni af Major Emahusens nordenfjeldske Skiløberkorps, i godt Lag hjemme i Bygden havde brautet af, at han forstod en Kunst, hvorved han skulde blive en Friskytter og erhverve de Egenskaber, hvormed en saadan skulde være udstyret. Han var ikke kniben paa at gjøre Rede for, hvori denne Kunst bestod: Man skulde tage Brødet, som Presten uddelte i Alterens Sakrament, lade det i Bøssen og affyre den i Luften. Naar man saa holdt Haanden frem, vilde der falde tre Blodsdraaber i den, og fra dette Øieblik af skulde man være Friskytter.

Som vi ser, staar Hovedmomentet i den Kunst, som den stakkars Haltdaling eller Aalbyg skulde have lært, i uopløselig Sammenhæng med Katholicismens Lære om Transsubstantiationen. Vi har saaledes for os et Træk af sydlandsk Overtro, der er direkte overført til en norsk Fjeldbygd, hvor den netop ved sin Nyhed og Dristighed volder en grublandet Opsigt. Hvad der skulde vække vor Forundring, maatte nærmest være, at dette Udslag af en udbredt sydlandsk Folketro optræder som et isoleret Exempel i en afsidesliggende norsk Bygd, som skulde antages at staa i overmaade liden Forbindelse med Udenverdenen og Udlandet. Men Forklaringen ligger meget nær. I de nærmest forudgaaende Aar havde der nemlig paa Grund af Krigsuroligheder fundet større Troppesamlinger Sted i de høitliggende Fjeldtrakter, og det siger sig selv, at den gjensidige Udvexling af Ideer og Anskuelser, som under dette Soldaternes Samvær fandt Sted, maatte være af mangehaande og tillige temmelig broget Slags. Der fandtes nemlig blandt de hvervede Soldater, som i hine Tider gjorde Tjeneste hertillands, mange, hvis Vugge havde staaet paa sydligere Breddegrader, og blandt de indfødte Krigere, som i 1716 og 1718 kjæmpede mod Karl XII, gaves der adskillige, ikke blot inden Officersstanden, men ogsaa blandt Underofficererne og Soldaterne, som for et halvt Snes Aar siden havde tjent i Prins Eugens og Marlboroughs Hære i Ungarn, Tyskland og Frankrige. Det er saaledes nemt nok at finde en Forklaring til, at denne overtroiske Forestilling optræder i denne Trakt.

Den stakkars enfoldige Skiløber havde nok ingen Anelse om, hvilken stor Forseelse han gjorde sig skyldig i ved at braute af denne Kunst, som han af gode Grunde selv ikke havde kunnet befatte sig med. Han var nemlig saa uvidende i sin Kristendom, at han endnu aldrig havde været antaget til Guds Bord. Men Bygdefolkets Forargelse var lige stor for det, og Presten Irgens, der var ny i Embedet, hastede i sin Nidkjærhed over denne Bespottelse af det hellige Sakrament med at indgaa med Indberetning til den kommanderende General nordenfjelds, Vincents Budde, og nedlagde Paastand om, at Soldaten skulde straffes efter Lovens Strenghed. Efter Generalmajor Buddes Befaling optoges der da under 23de April 1720 Krigsforhør over Soldaten, som Tremaanedersdagen derefter stilledes for Krigsret. Denne fandt, at Soldatens Forseelse vistnok maatte betragtes som Gudsbespottelse, men dog ikke var saa stor, at den kunde belægges med den haarde Livsstraf, som i 2den og 3die Krigsartikel var fastsat. Den besluttede derfor at indhente Erklæring i Sagen fra Generalauditør U. C. Göttsche i Kristiania. Allerede 3 Uger efter (10de August 1720) afgav denne sin Betænkning, der gik ud paa, at det bedste havde været, om Presten, istedetfor at gjøre saamegen Opstuds, i den foreløbige Examination havde foreholdt Synderen hans grove Forseelse og bragt ham paa ret Vei. Da Sagen imidlertid var bragt saa vidt, maatte Retten have sin Gjænge; dog henstillede han til Krigsretten at idømme Soldaten „nogen Spidsrodstraf“ og at staa aabenbart Skrifte.

I Henhold til Generalauditørens Udtalelse dømte da Krigsretten under 16de September 1720 Soldaten til at løbe Spidsrod 6 Gange gjennem 300 Mand, hvorhos han skulde udstaa Kirkens Disciplin. Efter Forholdene kan denne Straf ikke kaldes overvættes streng, naar den sammenlignes med de Straffedomme, som Tidens militære Justits ellers bragte i Anvendelse. Men General Vincents Budde var af en anden Opfatning. Denne, der selv havde tjent i Udlandet og selvfølgelig godt kjendte den Kilde, hvorfra Soldatens Gudsbespottelse stammede, resolverede under 26de September, at de 6 Maaneders Arrest, som Soldaten havde udholdt, skulde være Straf nok for hans Forseelse; derimod kunde han være fritagen for at løbe Spidsrod. Da det imidlertid var oplyst, at Soldatens Kristendomskundskab var meget mangelfuld, skulde Presten tage sig af ham. Budde resolverede derfor, at Soldaten skulde staa aabent Skrifte.