Um ain Mann, som hadde ain svart’e Flekk i Aakre sino
Ai Gong va de ain Mann, som aatte ain stor’e gild’e Gard me Aaker aa Eng, aa so hadde han ain Aaker som va større en hine, aa den kalla han Storaakren. Midt i dai Aakre vart de kor Sumar, me’a Aakren sto i sin beste Vøkst, trakla ain rund’e svart’e Flekk, som de alder fannst ait grønt Straa paa. Detta va han fælt sinna fere Mannen aa ynskte, at han skulde saa veta, kem som trødde ne Aakren hass, so skulde han visst faa Like for Omake. Mannen hadde tryaa Søne, aa den eldste bau se te, at han vilde fraiste aa uppedaga, kem som trødde ne Aakren. No va de tett ve Aakren ai stor’e Hoylø’o, aa ain Kveld la’e Guten se inni Hoylø’a. Daa de lai te Midnattsbel, fekk han hoyre ain oversle fæl’e Dur likesom ain Toreslaatt, aa han vart so rædd’e, at han strauk haimatt. Um Morgonen spurde Far hass um han hadde vorte vare noko. „Nai“, sa’e Guten, „de vart ain so fæl’e Dur, daa de lai ut paa Natte, at e vart so rædd’e, at e ’ki torde vera der lenger“. „Aa du e ain Stakkar“, sa’e den melyngste Bror hass; „i Kveld vil e sta, e ska ’ki vera rædd’e um de dura alder so sterkt e, sko de sjaa“.
Um Kvelden gjekk han aat Lø’unn aa la’e se, men daa han hadde liggi ai Stund, tok de te aa dura. Han tenkte: de vende væl att; men de vart javnan sterkare Dur so at Lø’a skolv, aa daa tok Ræddhugen han, so han strauk haimatt. Um Morgonen spurde Far hass, um han hadde set noko, men han laut staa te, at de vart slik fæl’e Dur, at han inki torde vera der lenger. „Aa de era noko Stakkara baa’e tvo“, sa’e den yngste Guten, „i Kveld vil e sta, e undrast um nokon Dur sta skræme me“, sa’e han. „Du maa nok so du“, sa’e dai tvo eldste, „du e ræddare ell alle du“, sa’e dai. Guten raiste sta, men han gjekk inki inni Lø’a han, men han grov se ai Holo i’Aakre ait liti Stykki fraa dai svarte Flekke, aa so la’e han se ne i den Hola. Ve Midnattsbel vart de ain fæl’e Dur, men Guten va ’ki rædd’e; han stirde upp or Holunn, aa daa vart han vare, at de kom ai fin’e Jamfrjuge ri’ande paa ain stor’e brun’e Hest. Daa ho kom aat Hoylø’unn, staig ho taa, tok Salen taa Heste aa batt Hesten attaat Lø’unn aa tok For aa gav ho’no. So gjekk ho burt i Aakren aat dai svarte Flekke, aa der klædde ho taa se ølle sine Pløgg, so nemme som Skjurta, aa so gjekk ho burt paa den svarte Flekken aa tok te dansa. Trast ette vart de ain endaa fælare Dur, aa daa Guten stirde upp or Holunn, fekk han sjaa ai onnor Jamfrjuge kom ri’ande paa ain stor’e gul’e Hest. Ho rai ogso aat Lø’unn, staig taa Heste aa batt han aa gav hono For aa la’e Salen sin hjaa hino Sale. So gjekk ho aat dai svarte Flekke, aa der klædde ogso hona taa se so nær som Skjurta, aa so gjekk ho inn paa svarte Flekken te hinne, aa dai toko te aa danse me in’an. Um ait Bel sa’e den fysste Jamfrjuga ve denne: „saag du ’ki Syste vaar?“ „Nai“, sa’e denne, „men e trur ho kjem’e snart“. Trast vart de so sterk’e ain Dur at Jorde skolv, aa de va so nær, at Ræddhugen hadde take Guten slikt, at han hadde take Foten te vare; men so hugsa han ette, at de væl va Syste daires som kom. Daa han stirde upp or Holunn sinne, fekk han sjaa ai endaa vænare Jamfrjuge kom ri’ande paa ain stor’e rau’e Hest, aa ho rai ogso aat Lø’unn aa batt Hesten sin hjaa hino aa gav hono For, aa so kom ho aat svarte Flekke te Systo sino, klædde taa se som hina hadde gjort, aa so tok ogso hona te aa danse me hino tvær. Denne saag ut te aa vera den yngste, aa ho va myki finare ell hina, so at Guten tytte han alder hadde set so snillt Kvendfolk fyrr. Guten stilte se upp or Holunn finne aa tok ølle Pløgge aat desse yngste Jamfrjugunn aa hadde dai ne i Hola te se, aa so tenkte han: e ska væl fraiste, um e kann saa sat i denna som e so snill’e.
Dai dansa lengi alla tryaa. Sidstpaa sa’e den eldste: „me faa væl halde upp no, de e væl snart Dag“. „Aa nai kjære væne“, sa’e den yngste, „e ha ’ki faatt dansa noko vi’are enno e“, sa’e ho. So dansa dai ai Stund te, men so sa’e desse tvær eldste: ja no faa me halde upp, for no e de Dag trast paa Tima“. Dai vende daa att aa danse aa fønno atte Pløgge sine, aa toko te aa klæ paa se. Men daa den yngste skulde te, fann ho inki ait ainaste Plagg. Ho laitte, aa desse tvær laitte me henne, men inki fønno dai. De tok alt te aa dagast, aa so sa’e desse tvær, at dai slet inki torde vera lenger. Dai klædde paa se aa toko atte Hestadn sine aa raiste sin Veg, men den yngste gjekk att aa gret aa laitte ette Pløggo sino. Daa uppedaga han se, som laag ne i Holunn, aa han spurde, ko ho gret fere, endaa han visste de fyrr. „E græt’e før de“, sa’e ho, „at de ha ængon gjoymt burt Pløgge mine, aa no slepp’e e inki herifraa fyrr e finn’e dai att“. „E vait kor Pløgge dine era e“, sa’e han, „men no vil e faa de te Kono, so ska du faa dai atte“. „Nai“, sa’e ho, „de læt’e se inki gjera enno, men e ska gjeva de ain Pung, som ra’e ska vera full’e aa alder tom’e, aa so sko me seta ain viss’e Dag nær Bryllaupe vaart ska staa, aa te dess ska du kjøpe alt som me era trøngne um, Mat aa Drykk, taa di beste som finnst, aa nye Pløgg ska du læta gjera aat det ifraa Hønd aa te Fot. Aa so ska du be’a te Bryllaups alle Ættingadn dine aa alle dine go’e Vene, so mange som du trur faa Rum i Stogunn dikka, aa Kjømaistar aa Spelemann aa alle Slags Embættesfolk som hoyre te i ait Bryllaup. Nær dai so koma, ska du gjeva dai Mat aa Drikke slikt dai vilja hava, men e kjem’e ’ki fyrr um Kvelden me di sama de bli myrkt, aa daa tru alle at e inki kjem’e, men du maa hughailt lite paa, at e kjem’e, nær e ha sagt de; de bli ain fæl’e Dur tryaa Gønge ette in’an i Kveldingenn, aa nær du ha høyrt den tre’a Duren, daa kjem e. Men um du no skulde trjuge me aa vera me de herifraa, so faatt du ingin Ting mæ me, anna ell so som e staar aa gaar, aa daa hatt me held inki Gagn taa Punge. Solaine e de best du gjere de so som e no ha sagt“. Guten trudde detta, aa fann atte Pløgge hennar, aa ho tok atte Hesten sin aa strauk sin Veg.
Daa Guten kom haimatt te Far sino, spurde denne, um han hadde merkt noko „Ja de ska e segja ai onnor Gong“, sa’e Guten; „men no ska e giftast, aa Bryllaupe mitt sta staa den Dagen e no segje“. „Aa e undrast paa de e“, sa’e baade Far hass aa Brød’n hass, „du e no sama Narre, som du ha vore du“, sa’e dai. Guten let dai segja, ko dai vilde. Han kjøpte se ain Hest aa raiste te Byen aa kom atte me ait Lass utaa alle Slags kostasamne Ting, so at Folke hass vorto raint forgapandis, daa han kom haimatt. Aa so let han bryggje manga Tynno Malt te Øl aa let slagte tvo store Uksa, aa nye Pløgg let han se gjera taa di allefinaste Klæ’e aa gjorde alt fullt rai’ogt aa ba te Bryllaups te dai Dage, som sagt va. Bru’stoga vart testasa me ait Aaklæ’e i kort Hægsæte aa ait Tæpe midt paa Vegge imyljo Glaso. Bryllaupsdagen kom aa Folke komo, so ho vart full’e Stoga. Spelemannen kom aa Brusvainadn komo, men dai hadde ingi Bru aa danse me, aa so dansa dai me Brupiko aa hino Kvendfolko. Folke hass toko te lo’o aat hono aa sa’e de: „du held’e Bryllaup aat de sjøl du, de kjem’e væl te bli Katta som faar sita i Hægsæte i Sta’en for Bru“. „Aa ja“, sa’e Brugomen, „Bru’e kjem’e væl enno fyrr de bli Kvelden“. Drikke fingo dai so myki dai hadde Hug paa, men no lai de so langt paa Dag, at dai skulde te Bords aa faa Mat. Kjømaistaren sette Folke innaat Borde solaise som i ait anna Bryllaup, fysst Brumennadn aa so Brusvainadn paa Krakken framafør Borde ifraa di Hægsæte, som Brugomen skulde sita i, aa so Brukjeringadn aa si’a Brupikudn i Benken ovafor Borde ifraa di Hægsæte som Bru’e skulde sita i. Dai toko te aa eta aa hadde alt drokke Samkvæmsskaal, men ingi Bru kom. No tok de te aa vart myrkt, aa Folke sa’e de: „ja nær ho inki e komi no, so kjem’e ho ’ki i Dag“. „Jau“, sa’e Brugomen, „ho kjem’e, aa de bli ’ki held lengi te“. Aa me di sama vart de ain Dur so at Stoga skolv. Bryllaupsfolke vorto rædde, men Brugomen sa’e de: „de faa ’ki ottast; de kjem”e fælare Dur enno“. Aa trast vart de ain endaa sterkare Dur, so at Glasrutudn skolvo i Stogunn. Daa vorto dai forfælde alle samne, men Brugomen ba dai vera role, „fyrr de bli enno ain sterkare Dur fyrr ho kjem’e“. Me di sama tok de te aa dure so omogele, at Stoga ristest aa Maten aa Skaalidn rulla ne taa Borde. Folke vorto so forfælde, at dai sette framatt ifraa Borde aa hadde vilja take Sprange paa Døre taa di dai trudde, at de hadde vore sidst i Verd’n. Men trast sprang Døre upp, aa daa kom ho inn fere hona aa bæ’a Systadn hennar fylgde henne, aa finare Kvendfolk hadde dai alder set. Derme gjekk ho te Brugome sino aa ba han koma me ain Lykill aat ain Kleve, ho vilde der inn aa ha paa se Brupløgge sine. – Ho sa’e de ve han: „de kjeme te aa vara lengi, fyrr Systadn mina faa klædt me, men du maa ’ki bli utolog’e for de, aa inki maa du banne, for gjere du de, so ser du me ’ki mair; den Prøva vil e seta paa de“. Han lovde de.
Dai tryaa gjengo inn i Kleven, aa Brugomen aa Kjømaistaren hadde Folke innaat Borde att, aa dai toko alle te aa halde se gla’e aa kaate. Dai drøkko Kungens Skaal aa aato aa drøkko helles slikt dai orka. Kjømaistaren slutta Bordsetningen me ait Vers, som pla vera brukele i Bryllaupo fysste Kvelden, aa so gjengo dai framatt ifraa Borde, aa de bar te aa danse. Men no toko alle te aa stunda paa, at Bru’e skulde koma inn, men de vart lengi. Paa Slutnan vart ogso Brugomen lai’e taa aa bi’e lenger, aa derme vart han ill’e aa sa’e de: „kann du daa alder faa klædt paa de; kor F– bli de taa de daa“. Men daa raiv ho upp Døre me di sama aa va sinna aa rende paa Brugomen aa tok taa hono Pungen aa sa’e de: „nær du ’ki va go te bi’e te e vart rai’og’e, so kann du no gjera ko du vil, for no ser du me ’ki mair“. Derme sette dai paa Døre ho aa Systadn hennar, aa de va de sidste han saag ho.
No vart de Sorg aa Sut paa hono, som Brugom skulde vera; Bryllaupsfolke raiste haimatt kor te se, aa han vart so fatik’e, som han hadde vore fyrr; de ainaste som han hadde att, va dai nye Pløgge, som han hadde faatt te han skulde bli Brugom. No vart han likesom han vore tullen; han viste ’ki ko han skulde taka se fere. Han ba daa Far sin, at han vilde læta han saa noko Mat i ai Skreppe so vilde han ut aa royne Lykka si. De fekk han, aa so for han langt aa lengi ikring i mønge Bygdalag aa mange Bya. Endele kom han burti ain stor’e Skog, aa der vingla han se burt, so at han kom raint paa Villstraa. Daa han gjekk lenger burt i Skogen, raakte han paa ai Løve si’a paa ain Falk aa so paa ain Maur. Daa Løva møtte hono, ba ho: „kjære væne min snille Kar vil du ’ki vera so go’e aa gjera ait Byte imyljo me aa ain Falk aa ain Maur; me era osams um ait Maraskrov“. Derette kom Falken fljøgande aa ba um de sama, aa Mauren likeso aa sa’e de: „me kunna slet inki forlikast um Maraskrove“. Guten bar paa ait gamalt rusta Sverd, som han hadde faatt hjaa Far sino, aa de tok han aa høgde Huvue taa Merrenn. Dette gav han Maure aa sa’e de: „her har du baade Mat aa Hus aa Herbergi du, detta tykki e er maate aat de“. So tok han Sverde aa hogde Merre aav tett framve Bogidn, aa de gav han Falke aa sa’e de ve han: „Bogidn aa Halsen faar vera nok aat de, før Løva e størst aa lyt’e hava største Luten, aa de bli bæ’i Lære aa bæ’a Si’udn, aa era de no nøgde me desse solaise som e ha bytt, so ta de kor sin Lut“. „Aa jau“, sa’e dai, „me era væl nøgde me dessa Byte; ko ska no du ha før Omaken din?“ „E ska ’ki ha noko e“, sa’e han, „før detta va snøggt gjort for me, aa difor vil inki e ha ai Grand før den Omaken“. „Ja vil du ’ki ha noko anna“, sa’e dai, „so ska du daa saa ait Ynskje hjaa kor taa uss“. Løva spurde daa fysst, ko Ynskje vil du ha hjaa me?“ „Aa e vil ha de“, sa’e han, „at e vil vera ai Løve nær e vil, aa ain Kar nær e vil“. „Ja de ska du faa“, sa’e Løva. „Ko vil du ynskje de hjaa me?“ sa’e Falken. „E vil de“, sa’e Guten, „at e maatte vera ain Falk nær e vil, aa ain Kar atte nær e vil“. „De ska du visst faa“, svara Falken. So kom Mauren krekande aa spurde um de sama. „Aa e vil hava de, at e maatte bli ain Maur, nær e vil, aa ain Kar atte nær e vil; men de e væl paa Vone um du kann la me saa de Ynskje“. „Jau“, sa’e Mauren“, de ska du visst faa, nær de inki e mair omogele du be um.
Dai skildest aat paa detta som Vene baade me Gute aa se imyljo. Inki vart de lengi fyrr Guten hadde Hug te aa fraiste um dessa Ynskje kunna raaka te aa bli sanne. Han gjekk daa langt aa lengi i dai store Skoge, som han va komin aat, men sidstpaa vingla han se burt atte. So tenkte han ve se sjøl; giv e no vore ain Falk. Aa trast so va han ain Falk aa flaug høgt over alle Tretoppa; daa vart han vare ain stor’e brai’e Veg, aa dit flaug han aa ynskte, at han maatte vera ai Løve, aa de vart han paa Flekke. Daa han hadde spronge ait langt Stykki, kom han te ain stor’e fæl’e Port, aa han va attelæst’e. Han stirde igjøno Lykillhole aa tenkte ve se sjøl: vore e no ain Maur; trast va han ain Maur, aa so krak han igjøno Lykillhole aa kom inn i ain fin Kleve som sto paa ain Gullstolpe, aa so sto de ait Ljøs paa Borde aa ai Sæng aa ain Stol. So krak han burt i de Lykillhole, som va paa hinne Dørenn, aa daa kom han inn i ain endaa finare Kleve, som sto paa tvo Gulstolpa; de va ’ki nokon inne, men de sto tvau store Ljøs paa Borde aa tvo Stola. Han saag at de va ai Dør or desse Kleva, aa so krak han upp i Lykkilhole aa stirde inni den trea Kleven; den sto paa tryaa Gullstolpa. Der sat ait Bergatrøll, aa han hadde try Huvu, aa der søto alla desse tryaa Jamfrjugudn, som han hadde vore i Lag me fyrr. Han krak igjøno Lykillhole aa trak so uppunde Stakken aat Kjæraste sino aa radt uppaa Lære hennar, aa der bait han se fast. Jutulen hadde lagt Huvu’e sine ait i kort Fang hjaa desse Jamfrjugo, aa dai søto aa lyska han. Men so skraik denne yngste aa sa’e: „Aa jaie me, ko illt de bit’e me paa aine Lære“. „De maa vera ænkort Krek, som bit’e de“, sa’e Jutullen, „gakk ut i fysste Kleven aa rist de taa de“. Ho gjorde so, aa Mauren fylgde me, men daa han kom aisemall me henne, ynskte han, „giv e no vore ain Kar“, aa de va han trast. Daa sa’e han: „no ha e gjenge so langt, at e daa endele ha fønne de atte, aa no ska du bli mi“. Hona vart forundra aa spurde, koss han hadde kome dit; men de kunna vera de sama for henne, mainte Guten, ho skulde bli me hono radt. „Aa nai kjære væne“, sa’e ho, „vil du ly’e me denne Gønge, kan du lite hughailt paa, at me enno faa ina’n“. Han sette upp lengi, men paa Slutte sa’e ho: „her ska e gjeva de ait fint Plagg, aa de ska du gjøyme væl, so ingin tek’e de taa de, aa so ska du gaa aat Kungsgarde aa bjø’e de fram te Tenest. So spyr’e Kungen, um du vil gjæte Svino hass, aa de ska du taka paa de, for daa ska du sjaa de gaar væl. Detta Bergatrølle me try Huvu, som du saag, han ha skræmt burt alle, som ha gjætt Svino, for dai ha ’ki tort seta upp me hono; men nær han kjem’e te de, so ynski du de te aa vera ai Løve, aa so drep’e du han tre’a Dagen han kjem’e te de. Du sta fysst slaa sund dai tvau Huvu’e hass, men de tre’a, som e størst, slær du sund sidst, aa utor di spring’e de ain Røv, aa den drep’e du, aa me di sama du slær sund Huvu’e hass, flyg’e de utor di ai Skjor, aa den faar du sjaa te aa saa Fat i, aa nær du slær sund Huvu’e hennar, so finn’e du der ain firslindutt’e Stain, den tek’e du aa legg’e inni detta Plagge, som e ha gøve de. Fjorde Dagen me di sama Sole kjem’e ne i Fjelle, daa ska du gaa uppaa detta Glasberge, aa det finn’e du ait Hol som e maate ette Staine, aa der ska du sleppe Stainen ne igjøno, so sprekk’e Berge sundt, aa daa finn’e du baade me aa Systadn mina, aa daa faar du me, esse du gjere so som e har sagt“. Guten svara: „e faar væl tru paa de du har sagt enno, men sviki du me no denna Gønge aa e faar Fat i de, ska e ynskje me te aa vera ai Løve aa rive de sund i smaa’a Molo“. „Ja de maa du gjedne“ sa’e Jamfrjuga.
So gjekk Guten aat Kungsgarde aa spurde um Kungen trongde Tenestgut. „Jau“, sa’e ain taa Tenaro hass, „han vil ha se ain te aa gjæte Svino, esse du kan koma ut me di“. „Jau“, svara Guten, „e kjem ut me mangt e“, sa’e han.
Fysste Dagen let Kungen gjeva Gute ai haile Skreppe full’e me Mat aa ain Butill Brennevin, aa sende han ut paa ai stor’e Lykkje me Svino sino. Guten morodde se, dansa aa kvo Viso; men daa han hadde gjenge der ai Stund, kom de te hono ai Fatikkjering aa sa’e de: „huttetu, ko kaldt de e i Dag“. „Aa de bli væl varmar fyrr de li’e te Kvelds“, sa’e Guten. „Du e gla’e aa kaat’e du“, sa’e ho, „men e gjere baade frys’e aa svelt’e e“. „Sjaa her“, sa’e Guten, „ska du saa Mat mæ me“, aa so gav han henne Mat aa ain Dram attpaa. Kjeringe takka aa let væl aa sa’e, at de skulde gaa godt me hono. „Ja de vait e fyrr“, sa’e han. Daa Kjeringe va raist’e, vart de ain fæl’e Dur burt i Skoge; de va Trølle som kom. Han kom fram paa ai Slett, der som Guten va me Svinedriftenn sinne. „Ha Kungen faat se ny’e Svinehyrding i Dag?“ sa’e Trølle. „Ja“ svara Guten, „men de skil’e ’ki de“. „Du vait væl inki, at e ska hava ait Svin i Skatt hjaa Kunga te kor Dag?“ sa’e Trølle. „Ænkort ska du saa, um de no ’ki bli ait Svin“, sa’e Guten. „De sko me høggast um“, sa’e Trølle, han gjekk aa bar paa ai stor’e Øks i Høndenn, „Nai“, sa’e Guten, men kaste Økse ifraa de, so sko me dragast um de“. „Aa ja“, sa’e Trølle, „de e væl ovandt aa dragast me de“. Derme rende dai ihop. Guten ynskte se te aa vera ai Løve, aa de vart han, aa so klembde han Jutulen so omogele, at han skraik fælande aa sa’e: „klemb inki so sterkt, de kann vera te Morgos, so ska du kjenne e er sterkare ell i Dag“. „Ja nok“, sa’e Guten, kann hende e bli sterkare e me“. Dai skildest aat paa detta.
Guten kom aat Kungsgarde att um Kvelden segjen aa gla’e. Kungen spurde um han hadde ølle Svine, aa um inki ait Bergatroll hadde vore hjaa hono aa vilja hatt ait Svin i Skatt. „Jau“, sa’e Guten“, ølle Svine har e; Trølle kom nok aa hadde vilja hatt ait Svin, men e sa’e han skulde faa ænkort anna. So vilde han dragast um de, men han rauk, ko sterke han va“. „Vil du no vera min Svinehyrding“, sa’e Kungen, „so ska e gjeva de slikt du vil hava i Løn for Aare, aa nær du ’ki orka lenger, ska du faa so go’e Livaure so lengi du leve, som du sjøl vil krevja“. Nai detta vilde ’ki Guten, men um Kungen, sa’e han, vilde bitala han væl, so skulde han enno gjæte nokre Daga te. Kungen gav hono ai Gong te so myki Mat i Skreppa aa ain Butill Brennevin, aa stelte han i Vegen att hin Dagen me Svino.
Daa Guten kom burt i Skogen paa dai store Slettadn som han hadde vore fysste Dagen me Svino, kom sama Fatikkjeringe att te hono aa sa’e, „huttetu de e kaldt i Dag“. „Aa de bli væl varmar fyrr de li’e te Kvelds“, sa’e Guten. „DU e likeso gla’e i Dag som du va igjaar du“, sa’e Kjeringe. „Ja“, sa’e Guten, „e har mair Mat aa Brennevin me idag, aa no ska du ogso saa Mat, slikt du e go te eta aa Brennevin attaat“. „Takk“, sa’e Kjeringe, „de ska gaa godt me de“. „Ja de vait e fyrr e“, sa’e han. Daa Kjeringe hadde ete, strauk ho sin Veg. Trast vart de ain Dur, aa so kom Bergatrølle me sine try Huvu aa me ai stor’e Øks i Høndenn aa sa’e de: „har Kungen sama Gjæslehyrdingen i Dag som han hadde igjær?“ „Ja“, sa’e Guten, men de skil’e inki de“. „I Dag“, sa’e Jutulen, „ska e hava tvau Svin i Skatt hjaa Kunga, for e fekk inki nokort igjær“. „Du faar inki“, sa’e Guten. „Ja de sko e aa du høggast um“, sa’e Trølle. „Nai“, sa’e Guten“, e har inki noko aa høggast me e, aa difor ska ogso du kaste burt skarve Økse di, so sko me taka ait Tak i Dag ogso“, sa’e han. „Ja de sko me“, sa’e Trølle, „men du ska koma te aa hugse paa, at du by’e me dragast vesle Stakkaren din“, sa’e han. „Ja kann hende du ska faa hugse de du me, ko stor’e du e“, sa’e Guten. Derme sette dai ihop. Guten ynskte se aa vera ai Løve atte, aa de vart han maa veta, aa klemde Jutulen aa slo han inn i Grænadn so han skraik aa bar se ille, aa ba han sleppe Take, ,før de kann vera te Morgos me Svino“, sa’e han. „Ja nok“, sa’e Guten, „e ottast inki, for tre’a Gønge e anten best ell verst; kom du stygge Tryhuvutrolle“. „Ja skraale ’ki for sterkt du Svinelorten“, sa’e Trølle, „imorgo detta Bel ska du vera kald’e“. „Ain taa uss“, sa’e Guten; aa paa detta skildest dai. Guten va sta aa fann ihop ølle Svine sine aa hulla aa søng sina Viso te“de lai te Kvelds, aa so raiste han aat Kungsgarde.
Kungen hekte upp ait Hekteglas daa han kom, aa spurde ette, koss de hadde gjenge me hono. „Godt“, sa’e Guten, „Jutulen kom aa hadde vilja hatt tvau Svin, men han fekk ’ki anna ell ain saar’e Rygg i Dag held“. Kungen vart gla’e aa takka Gute i Hønde, aa bau hono de sama som han hadde bø’e hono hin Dagen. Guten vilde ’ki men sa’e de: „e ska no gjæte tre’a Dagen me, anten de so gaar væl ell ille“. Um Kvelden helt Kungen skile Gjestebø aat Gute aa sette se hjaa hono me ain Vinbutill aa skjenkte hono slikt som han va go te drikke, aa um Morgonen gav han hono tryaa Gønge so myki Mat aa Brennevin som fyrr aa ynskte hono Lykke paa Raisa.
Guten gjekk te Skogs aa va kaat’e aa gla’e, som han hadde vore fyrr, aa mest gle’a han se paa, at de gjekk solaine som Kjærasten hass hadde sagt, aa at de no snart lai te dai Ti’enn, at dai skulde finnast atte. Daa han tom i Skogen me Svino sino, møtte han sama Kjeringenn, aa ho sa’e: „huttetu de e kaldt i Dag“. „Nai“, sa’e Guten, „e tykje de e godt, aa varmare bli de fyrr Kvelden kjem’e“. Han tenkte paa den Skubbinge han skulde hava me Jutule, maa veta. „Du e likeso gla’e som du ha vore, du“, sa’e ho. „Kifor skulde ’ki e vera gla’e“, sa’e Guten, „som har Mat aa Brennevin te kor Dag slikt e orka ha ti me, aa um de e nokon Faare paa Ferde, so er e Kar te aa verja me“. „Aa ja“, sa’e Kjeringe, „de ska gaa godt me de i Dag me“. „Ja de vait e fyrr“, sa’e Guten, „men kom no hit snøggt, so ska du faa Mat aa Brennevin“. Ho aat aa drakk aa si’a takka for se aa strauk sin Veg.
Kungen hadde undrast paa, koss Guten hadde de me di, at han inki ottast fere Bergatrølle. Han gjekk paa Skulk ette hono den tre’a Morgonen dit som han va me Svino, aa der klauv han upp i ait Lindetre, so at han skulde faa sjaa væl ikring se. Men trast Kungen va komin upp i Linde, vart de ain oversle fæl’e Dur, so at baade Jorde aa Linde ristest, aa me di sama kom Trølle. Kungen vart fælande rædd’e, men likevæl vaagde han se te aa vera der endaa litevætta, for han hadde Hug te aa sjaa koss de gjekk me Gute. Daa Trølle kom fram, va han so uppøst’e, at Klysedriva sto or øllo tryaa Kjafto paa hono, aa so sa’e han de: „du e væl sama storkjafta Hyrdingen, som ha vore her fyrr desse Dagadn?“ „De bryr inki de“, sa’e Guten; „Kjaften min e likeso store i Dag, som han ha vore fyrr. Men ess inki du akta de, ska e fraiste, um e ’ki ska faa taa de aine Huvue ditt, e de ’ki mair“. „Du saag ut te de“, sa’e Trølle; „men i Dag ska e hava try Svin hjaa Kunga i Skatt, for no vait du, e ha ’ki faatt nokort desse tvo Dagadn fyrr“. „Du ska bli Svin sjøl i Dag, fyrr e slepp’e de“, svara Guten. Trølle lyfte Økse si i Vere aa hadde vilja høgge Huvue taa Gute. „Nai“, sa’e Guten, „kaste skarve Økse di, de e Skam taa de, at du vil bruke slik’e Verje mot me, som e so liten; men kom ait Tak føruta Handyvle“. „Ia de sta e“, sa’e Trolle, „men de ska bli ditt sidste Tak“. Guten ynskte se aa vera ai Løve, aa derme rende dai ihop som tvo Graabaina. Kungen vart forfæld’e, daa han saag Løva, for han kunna ’ki skyne, ko de vart taa Gute. Han skunda se ne’att or Lindenn slikt, at han braut midt aav aine Foten sin aa vart liggjand ne me Lindenn lengi. Løva raspa me Trølle, klembde han so omogele aa slo han inn i Grænadn, so han skraik aa ba: „kjære væne la me sleppe, e ska alder koma her mair“. Men Lova fata han aa slo han over ait Tre, aa braut aav Ryggen i hono, aa derme tok Lova Økse aat Trølle aa hogde fysst taa hono tvau Huvu, men daa de tre’a Huvue rauk, sprang de utor di ain Røv. Løva sette ette Røve aa drap han, men me di sama ho slo sundt Huvue i Røve, flaug de ai Skjor utor. No va ’ki Løva go te aa naa Skjorenn, men so ynskte Guten se te aa vera ain Falk, aa daa tok han Skjore snøggt, for Falken e sterkare te fljoge ell Skjore. Daa Falken hadde slegi sund Huvue i Skjorenn, daa fannst de ain slik’e Stain, som Jamfrjuga hadde sagt. So ynskte han se aa vera Mann, aa so tok han Stainen aa balla han inn i Plagge, som ho hadde gøve hono, Kjærasten hass.
Me’a detta gjekk før se, hadde Svine take kor si Lai. Guten skunda se aa fekk sanka ihop att Svinedøtten framatt paa dai store Slettadn. Men me’a han gjorde de, sett han hoyre slikt ait oversle Illelæte. Han gjekk daa dit, aa daa han vart vare kem som unka se, daa va de Kungen. Guten bar se ille før hono aa spurde, koss han hadde kome der. „E hadde Hug te aa sjaa“, sa’e Kungen, „koss de gjekk te me de, før alle som ha gjætt fyrr, so ha Bergatrølle kome te dai aa take taa dai ait Svin te kor Dag, aa sagt, at han skulde hava de i Skatt hjaa me, men e er vist inki skuldig’e hono nokon Skatt“. „Ja no ette desse Dage“, sa’e Guten, „ska du sleppe aa svara Skatt, før no ha e drepe Trølle“. Daa vart Kungen oversle fegjen endaa so illt han hadde, aa han ba Guten gaa aat Kungsgarde aa be’a Stallmaistaren koma me beste Heste hass aa hava han haimatt. Daa Kungen va haimatt komin, lai de te Kvelds, aa Guten kom aat Kungsgarde me Svino, aa trast laut han inn te Kunga. Han spurde um de ’ki va nokor Raa te, at han kunde faa han te aa gjæte Svino lenger. Guten svara nai, „men Orsake te di“, sa’e han“, kann e inki segja de no; men likevæl kann Kungen gjera i Vegen kem han vil, for no e Trølle daut, men e lyt’e raise i Kveld“. Kungen spurde, ko han skulde hava før dai tryaa Dagadn, som han hadde gjætt, aa so før de, at han hadde hjølpt hono te den Dagen. Guten sa’e de, „at Kungen faar gjeva me de som han vil, e trur at Kungen skyne de bære ell e“. Kungen gav hono try hundre; „men vilde du gjæte“, sa’e han, „so vilde e gjeva de tusend Dalar før Aare aa si’a Livaure som du vore ain Prins“. Nai, Guten tok Farvæl me Kunga aa strauk sin Veg.
Han raiste haile Natte aa naadde Glasberge te de vart Dag. Han laitte uppaa di Berge aa vilde finne Hole som Stainen skulde gaane aat, men han fann de ’ki. Han gret aa han laitte aa tenkte, at Jamfrjuga endaa hadde narra han, men daa Sole kom ne i Fjelle som ho hadde sagt, daa fann han Hole, aa de va skile maate ette Staine. So sleppte han Stainen ne igjøno Hole som ho hadde be’e han, aa derme sprakk Berge sundt, aa daa søto alla desse tryaa Systadn der oskadda allasamna aa vorto oversle fegna. Den yngste sto upp aa tok han i Hønde aa takka hono me bli’e Ord for han hadde lydt de ho hadde sagt ve han. „No e de ingin Ting att i Vege før, at du kann faa me te Kono“, sa’e ho, „ aa no arve me tryaa all’e den Medelen, som finnst her i Berge, aa no ska e fylgje me de, nær du vil. Dai samraadde se um de, at Systadn hennar skulde fylgje me te Far hass, „før e er viss’e paa de“, sa’e Guten, „at era ’ki Brødn mine gifte, ette e raiste, so taka dai kor si taa Systo dino, ette so rika, som dai no era; aa daa faatt eldste Bror min eldste Syste di aa melyngste Bror min faatt melyngste Syste di, aa daa kunna me bu tett ihopp øllesømne“.
So raiste dai te Far hass baade han aa desse tryaa Systadn. Daa han fortelde Far sino alla sina Færo koss de hadde gjenge me hono ifraa dai Ti’enn han raiste haimate, so vart no den gamle Kallen baade gla’e og forundra, aa Brødn hass likeso. Dai vorto sams um, at Brødn hass toko kor si taa Systo hennar, aa Gamallen vilde hava de so, at ølle try Pare skulde hava Bryllaup paa ain Dag. I dai Døgo va de stødt Vis, at dai som gifte se heldo Bryllaup i fire fjurten Daga; men ette de no va try Bryllaup paa ain Dag, so vilde Gamallen, at de skulde lagast te so myki Mat aa Drykk, at Gjestidn kunna leva frit ait halvt Aar, aa solais vart de. Detta Storbryllaupe vart daa helde oversle grust. Dai tvau yngste voro myki rikare ell hine Pare, aa dai kjøpte se ain Gard tett ve der som Far daires budde, aa de melyngste Pare gjorde likeso, men de eldste Pare føngo Garden som Faren hadde hatt.
Solaise gjekk de me dai, men anten dai leva enno ell inki, de vait inki e; leva ’ki dai, so leva daa me.
|
Denne teksten er offentlig eiendom fordi forfatteren døde for over 70 år siden. |