Ulvene i Ryfylke
En af Ryfylkes største Plager var gjennem Aarhundreder Ulvene. De vare især brydsomme, fordi der holdtes en Mængde Sauer, som kunde gaa ude Vinter og Sommer, hvis der ikke var Fare for Ulven. Nordvestligst i Ryfylke ligger en stor Halvø, der indbefatter elleve eller tolv Kirkesogn, og som kun ved Eidet Sandeid hænger sammen med det store Fastland. Over dette Eid, som er omtrent tre Fjerdinger langt, vedligeholdtes i umindelige Tider et fra Sø til Sø udspændt Bastetaug, der paa opstaaende Pæle holdtes saa høit over Jorden, at Ulvene ikke kunde springe over; Erfaring havde vist, at de aldrig sprang under Tauget. Paa denne simple Maade var den hele store Halvø fri for Ulvene og kunde have sine Smaler ude i Fred baade Sommer og Vinter. En paa Sandeid boende Strandsidder, „Vargefuten“, havde Opsyn med „Vargeverget“ og foretog hver Sommer en flere Uger lang Vandring gjennem Bygderne for at opkræve sin Told. Denne hans Løn var oprindelig kun en Skilling aarlig af hver „Buande“, men var i Tidens Løb voxet op til flere Skilling. Men Ulvene holdt sig skadesløse i de indre Bygder af Ryfylke og ikke mindst i selve Sandeid, hvor de streifede lige hen til det udspændte Taug.
Men i Aaret 1777, „det Aar, da man skrev de tre Syvtal“, kom en Fin til Sandeid. Da han fik høre om Hensigten med det udspændte Taug, spurgte han, om man ikke heller vilde give ham noget, for at han skulde skille Bønderne aldeles af med Ulvene. Da han nu ikke gjorde ubillige Fordringer, gik man ind paa hans Forslag, og Ulvene forsvandt ganske rigtig aldeles fra Egnen. Da man spurgte ham, hvorlænge man kunde være vis paa at være dem kvit, svarede han, at det idetmindste skulde vare en god Mandsalder, men naar atter syv og sytti Aar vare forløbne, kunde det nok hænde, at Ulvene kom igjen. Besynderlig nok viste sig virkelig i Aaret 1854 pludselig en Mængde Ulve i Ryfylke til stor Skade og Skræk for Almuen, som i Mands Minde ikke havde vidst af dem at sige. I Røldals Kirke hængte eller hænger maaske endnu en Sølvtavle med Aarstallet 1777 og en Indskrift, der oplyste, at Hjelmelands Menighed skjænkede Røldals Kirke Tavlen som et Taknemmeligheds-Offer, fordi Præstegjeldet i dette Aar var befriet for Ulvene.
Aftenbladet 1868, No. 50 (meddelt af forhenværende Provst og Sognepræst Løberg).
I Pontoppidans Norges nat. Hist. II. S. 29 forekommer følgende Fortælling om Ulvene:
I gamle Dage kjendte man ikke til Ulven i Bergens Stift eller paa Vestkanten af Norge, men paa Østlandet har den bestandig holdt sig. Filefjeld var dens Grændse, og derover kom den aldrig, førend omtrent 1718 eller mod Enden af „sidste“ Krig, da Krigsfolk jevnlig maatte gaa over Fjeldet og Fødevarer bleve førte over i Mængde ved Vintertid. Den altid sultne Ulv skal da have fulgt Lugten og paa den Maade ladet sig lokke over Fjeldet.
|
Denne teksten er offentlig eiendom fordi forfatteren døde for over 70 år siden. |