Tønne Huitfeldt til Throndstad

Legg til lenke
Fra Wikikilden

Tønne Huitfeldt til Throndstad er født 20. Novbr. 1625 paa denne sin fædrene Gaard, hvor han formodentlig ogsaa er opvoxen, i alle Fald indtil Faderens, Jacob Huitfeldts, Død, der indtraf i den første Halvdel af Aaret 1632, da et Kongebrev af 25. Juni d. A. paalægger T. H.s Morbroder, Sigvard Gabrielsen Akeleye til Kambo, at være sin Søsters Værge[1]. Efter hvem han har faaet Navnet Tønne, der forud var ukjendt i Slægten, vides nu ikke. Børnenes Værge var først Farbroderen, Berghauptmand Hartvig Huitfeldt til Skjelbred; efter dennes Død (1637) udgik der 7. Oktbr. 1638 Kongebrev til Morbroderen om ogsaa at overtage dette Formynderskab, og da han maa have vægret sig derfor, blev det 11. Novbr. 1639 paalagt Thomas Dyre til Sundsby, der var gift med Hartvig Huitfeldts Datter;v da denne imidlertid forklarede, at Morbroderen maatte være nærmere end han, der kun var Børnene besvogret, blev det atter overført til Sigvard Gabrielsen ved Kongebrev af 18. Mai 1640, hvorefter denne endelig overtog det 1641 fra Hartvig Huitfeldts Enke Fru Maren Skram[2]. Da Jacob Huitfeldts Enke, Fru Elsebe Akeleye, giftede sig paanyt (formodentlig i 1636) med Arild Axelsen af Slægten Most eller Gere[3] og tilflyttede Gaarden Ramvig paa Hudrum, er Sønnen Tønne muligens da, om ikke før, efter Tidens Sædvane kommen i sin Farbroders, Hartvig Huitfeldts, Hus for at lære, hvad en ung Adelsmand tiltrængte, og efter dennes Død 1637 er han saa vistnok kommen til Morbroderen, Sigvard Gabrielsen Akeleye, der dengang boede paa sin Forlening Vernekloster, hvor Tønne Huitfeldt altsaa sandsynligvis har tilbragt nogle af sine Ungdomsaar.

Da han var 18 Aar gammel, udbrød den saakaldte Hannibalsfeide, og allerede i 1644 blev han ansat som Fændrik ved Statholderens, Hannibal Sehesteds, Livregiment til Fods, før han havde fyldt det 19de Aar; men sandsynligvis har han allerede dengang været stor og stærk, da han, i alle Fald senere, var en Mand af over 3 Alens Høide og en tilsvarende Førlighed. Regimentet, der regnedes til de Agershusiske, blev oprettet 1. Marts 1644 og aftakkedes atter 14. Septbr. 1645, en Maanedstid efter Krigens Ophør. Tønne Huitfeldt har altsaa vistnok fulgt Statholderen paa de Indfald i Sverige og øvrige Krigsforetagender, hvori denne selv eller hans Regiment deltog under Krigen, der, som bekjendt, førtes med vexlende Held og især mod Slutningen uheldig fra Norsk Side og endelig sluttede med Freden til Brømsebro 13. August 1645, hvorved Jemteland og Herjedalen afstodes til Sverige. Oberst ved Livregimentet var Henrik Bjelke, en Fætter i fjerde Led af Tønne Huitfeldt, der selv stod ved Major Ditlev Brockdorffs Compagni af dette Regiment. Han har formodentlig allerede været med paa Indfaldet i Sverige i Juni 1644, der først rettedes mod gamle Lødøse, hvorefter fulgte Vennersborgs Indtagelse og det uheldige Tog til Gøtheborg, hvorimod dette Regiment muligens ei var med ved Erobringen af Mora Skandse 19. Novbr. s. A. I Begyndelsen af Januar 1645 laa Regimentet ved Hovedkvarteret, Sillerød Prestegaard i Baahuslen, og skulde da sendes mod Karlstad eller Aamaal; nogle Dage senere forefaldt en Træfning mellem Henr. Bjelkes Afdeling og Olaf Stake, der blev slagen og maatte søge til Skovs; senere sloges en Del Rytteri under Iver Bagge tilbage ved Aamaal, og kort derefter blev Johan Wrangel med Uplands Regiment fordrevet ved Kjøbmannebro paa Dal, hvorpaa Tyslands Skandse erobredes efter 3 Timers Fægtning. Henrik Bjelke maatte derimod opgive Beleiringen af Vennersborg, som han tre Gange forgjæves havde forsøgt at tage med Storm. Fra 7. Juli til 22. Decbr. 1644 regnes Regimentet at have underholdt sig selv i Sverige. I Slutningen af Februar 1645 beordredes det at gaa til Halden for at udhvile og recruteres, hvilket nu høilig tiltrængtes, da Mandskabet næsten uophørligt i 3 Maaneder havde ligget paa Marche i Kulde, Regn og Slud under aaben Himmel og paa besværlige Veie. Ved Magnorbro, paa Halden, ved Baahus, Marstrand og i Vigen angives nu Regimentet under Henrik Bjelkes Commando at være blevet liggende udover Vaaren (Major Brockdorffs Compagni var ved Baahus), medens Statholderen opholdt sig i Danmark for at modtage Instructioner, hvor han selv udtalte om Krigsførelsen, at den var af for liden Betydning til at faa nogen Virkning paa Grund af de ringe Stridskræfter, han raadede over. I Slutningen af Mai vendte han med en Flaade tilbage til Norge og gjorde endnu engang et Indfald i Vestergøtland med c. 9000 Mand, hvor han dog kun leverede nogle Smaatræfninger (Gullberg, Mølndal og Skordal), indtog en Skandse og hindrede Lars Kagges Foretagender mod Baahus Slot. Paa dette Indfald stod Livregimentet. m. m. først under oberst Henrik Bjelkes Commando, men da han i Hannibal Sehesteds Fraværelse ogsaa havde øverste militaire og civile Befaling paa Baahus Slot og i Lenet, commanderede senere Oberst Jørgen Reichwein disse Tropper, der i Juli 1645 laa ved Mora Skandse i den Hensigt at gjenerobre den, efter at den nogen Tid forud var overgivet af Capitain Thomas Leon. I Juli kom Capitain D. Brochdorffs Compagni af Livregimentet igjen ind i Baahus Len fra Halden. Selv tillagde Statholderen disse Foretagender ikke anden Betydning, end at de muligens kunde have nogen Indflydelse paa Fredsbetingelserne. Imidlertid havde Svenskerne faaet betydelige Forstærkninger, og Nordmændene trængtes derfor stadig tilbage og kunde under de i Begyndelsen af August endnu altid forefaldende Smaatræfninger i det væsentlige kun holde sig defensive; dog var en Træfning paa Hisingen 6. August heldig for de Norske Vaaben. Vel afsluttedes Freden til Brømsebro, der dannede Slutningen paa Krigen, 13. August 1645, men før 20. eller 21. August synes Hannibal Sehested ikke at være bleven sikkert vidende herom, og da Ratificationerne først skulde udvexles 13. Septbr., bleve Tropperne foreløbig liggende paa Grændserne, om de end fordeltes noget anderledes end under Krigen. Saaledes skulde Livregimentet henlægges til Baahus, Kongelf og Marstrand, for at ikke de Svenske Officierer, der under Stilstanden maatte komme over til Nordmændene, „skulde finde pjaltede Knegte“. I Septbr. 1645 blev Livregimentet tilskibs ført op til Christiania og enten aftakket eller delvis lagt under de øvrige Agershusiske Regimenter[4].

Med mange af de Officierer, der bleve staaende i sine Stillinger efter Fredsslutningen, delte Tønne Huitfeldt den Skjebne at maatte vente længe paa Udbetalingen af sin Gage. En bevaret Kvittering, dateret Commissariathuset paa Agershus 9. Januar 1647, viser, at han da af Generalcommissarierne i Norge (Nils Lange, Jacob Ulfeld og Peder Wibe) har oppebaaret Gage for 7 Maaneder, fra 1. Oktbr. 1645 til 1. Mai 1646, med 87½ Rdlr. efter en aarlig Gage af 150 Rdlr. Ved denne Leilighed benævnes han Lieutenant, medens den nævnte Løn er hans Fændriksgage, hvorfor 1. Mai 1646 muligens betegner hans Lieutenants Anciennetet. Imidlertid hedder det i den af Statholder Hannibal Sehested 1. Mai 1647 fra Kjøbenhavn udstedte „Bestalling“, at han har tjent paa 3die Aar for en Fændrik „i denne sidst forleden Feide saa og siden“ under hans Livregiment i Norge, og da han nu begjærer i Fredstid at maatte „forløves at forføie sig paa fremmede Steder i Krigsoccasion at gjøre sig videre qvalificeret til Kong. Mai. og disse Rigers Tjeneste og imidlertid nyde Lieutenants Gage“, saa bliver dette ham bevilget „udi Anseen af hans berømmelige Forsæt“ og „med saadan Vilkaar, at han sig paa saadanne Steder skal forføie, hvor noget er at se og lære, og sig saaledes forholde, at man kan have Aarsag hannem i sin Tid videre at befordre“. I Krigstilfælde skal han strax indstille sig „med Tilsagn af videre Avancement efter hans Meriter“. I aarlig Gage som Lieutenant skal han af Generalcommissarierne i Norge oppebære 200 Rdlr. Samme Dag og Sted udgiver han herfor i Eds Sted sin Revers,( som han egenhændig underskriver og forsegler med sit Ringsignet, der over. Vaabenet bærer Bogstaverne T. H. F.[5]

13. Decbr. 1648 udgik Kong Frederik III.s Befaling til Hannibal Sehested om fra kommende Nytaar at gjøre rigtig Afregning med dem, der havde faaet Reisepenge for udenlands at gjøre sig videre meriteret og qvalificeret til Kongens og Rigernes Tjeneste, samt fremdeles at lade dem disse Penge aarlig udbetale, „saalænge de ere udenlands og flittig efterfølge Krigen, som det sig bør“. Blandt disse vare de 3 Lieutenanter Jørgen Lykke, Tønne Huitfeldt og Henrich Volrath Both, hver med 200 Rdlrs. Gage. I Anledning af Thronskiftet havde Kongen selv udstedt Bestallinger til alle høiere Officierer indtil Majorer; de lavere Grader skulde antages af Statholderen selv efter Fornødenhed.[6]

Det er for Tiden ikke bekjendt, hvor Tønne H. opholdt sig, medens han var i udenlandsk Krigstjeneste, eller hvor længe han var borte, da den Ligprædiken over ham, der uden Tvivl har existeret, formentlig er gaaet tilgrunde ved Ildebrandene paa Elingaard eller Throndstad (1746 og 1752). Paa Grund af den stærke Forbindelse, hvori alle Skoveiere langs Christianiafjorden stode med Hollænderne, som derhos stadig besøgte det paa Hudrum beliggende Toldsted Sand, hvis Toldoppebørsel Faderen Jacob Huitfeldt havde indehavt, er det vel sandsynligt, at han under sit Udenlandsophold har staaet i Nederlandsk Krigstjeneste, der havde tiltrukket saa mange andre Danske Adelsmænd. Han maa imidlertid være kommen hjem før 1651, da Kong Frederik III 17. Januar d. A. underretter Lensherren paa Baahus Iver Krabbe og oberst Johan Fircks om, at han har undt Tønne H. det nu ledigtværende Compagni under det Baahusiske Regiment. Ligesaa underrettes Hannibal Sehested 4. Marts s. A. om, at Compagniet sammesteds efter Oberstlieutenant J. I. Wackerbart er forundt „Antoni“ Huitfeldt, og 16. August 1651 meddeles det Hr. Iver Krabbe, „da os elskelige Tønne H., vor Mand, Tjener og bestalter Capitain under det Baahusiske Regiment“, har begjæret at vide, fra hvad Tid hans Besolding skal angaa, at den skal begynde fra den Tid oberstlieutenant Wackerbart blev aftakket[7].

Som ansat ved det Baahusiske Regiment har han nu formentlig i flere Aar opholdt sig paa Baahus Slot eller i alle Fald i Lenet, og i denne Tid er Bekjendtskabet med hans Søskendebarn, Fru Margrete Huitfeldt, gift med Thomas Dyre til Sundsby († 1651), hvilket vel allerede var gjort under Krigen, blevet fortsat og har givet Anledning til hendes senere venskabelige Forhold ligeoverfor ham og hans Datter Margrete Huitfeldt, der kjendelig har været opkaldt efter hende. I disse Aar har han kun sjelden besøgt sin Fædrenegaard, der imidlertid bestyredes af Søsteren, Jomfru Sophie Huitfeldt, som var hans Medeier. Hun besvarer saaledes fra Throndstad 28. Marts 1653 Fogdens Forespørgsel angaaende Foring og Leding af de samme underliggende Gaarde Ramvig samt østre og vestre Dverby (nu Verby), hvorom hun tidligere har henvist ham til sin Broder, „da han var hjemme“, og paaberaaber sig imidlertid Adelens Privilegier, der fritager den for disse Afgifter af de Gaarder den selv bruger. Afkortningen sees ogsaa nævnt i senere Fogedregnskaber[8]. – 16. Januar 1653 udgik der kgl. Befaling til Kammerjunker Jørgen Bjelke om i Marts s. A. at nedføre til Danmark 500 Soldater, Halvdelen af Agershusiske og Halvdelen af Baahusiske Regiment, med dertil hørende Officierer. 16. og 22. Februar s. A. gives der Befalinger i samme Anledning, angaaende Lønning, Erstatning for de bortdragende etc. 23. samme Maaned faar Hr. Iver Krabbe Ordre om, at Capitainerne af det Baahusiske Regiment selv skulle svare og kvittere for det Gevær, deres Knegte bekomme, men 24. Februar ændres igjen delvis disse Bestemmelser, og 200 Mand af Baahusiske Regiment faa nu Befaling at besætte Marstrand[9]. I Slutningen af Marts eller Begyndelsen af April ankom disse Soldater til Kjøbenhavn, thi 6. April 1653 fik Christian Friis Befaling at forskaffe de 250 fra Baahus commanderede og ankomne Folk af Baahusiske Regiment fornøden Over- og Undergevær, da de vare „ubewehret“[10]. Senere i 1653 sees Tønne H. fremdeles at have opholdt sig i Danmark, idet der 6. Juni udgik kgl. Indbydelse til ham til at overvære den daværende Hofjunker, senere Kantsler og Geheimeraad, Johan Frederik Marschalcks Bryllup med Kantsleren Jens Bjelkes Datter, Jomfru Margrete Bjelke, der da var Dronningens Hofjomfru, hvilket Bryllup holdtes af Kongen paa Kjøbenhavns Slot 19. Juli nævnte Aar. Der udgik Indbydelser til 185 særskilt nævnte Personer af Adelen i begge Riger foruden gifte Fruer og Jomfruer. Tønne Huitfeldt staar blandt Adelen i Skaane[11]. Ogsaa 1655 henføres han i Fortegnelsen over Adelen i Danmark til Skaane[12]. Om han eiede Gods der, muligens hidrørende fra Moderen eller Stiffaderen, er for Tiden ikke bekjendt. Maaske tør dog Opholdet i Skaane hidrøre fra den Omstændighed, at han har været commanderet derhen med sit Krigsfolk; 22. Decbr. 1653 fik han i alle Fald Kongebrev om „til videre naadigst Anordning at blive beliggendes og over det Folk commandere, som i vor Kjøbstad Helsingør bliver henlagt“, medens hans Lieutenant skulde forblive hos den Del af hans Folk, som var forskikket til Helsingborg[13]. 14. Octbr. 1654 fik den norske Statholder Hr. Iver Krabbe et Kongebrev, at „eftersom os elskelige Tønne Huitfeldt, vor Mand. Tjener og Capitaine under det Baahusiske Regimente“, har begjæret naadigst at „maatte forundes og godtgjøres hans Gage, som hos hans Compagni i Norge kan falde“, nemlig 200 Rdlr. aarlig, fra den Tid han med det commanderede Folk kom til Danmark, saa tilstaaes denne Besolding ham; uanseet hvad.han i Danmark har bekommet for den Tjeneste, han der gjør[14].

I Begyndelsen af Aaret 1655 var han hjemme i Norge og har da maaske været betænkt paa at tage fast Ophold paa Throndstad, idet „Tønne Huitfeldt til Throndstad Gaard, Kgl. Ms. velbestalter Capitain“, nemlig 13. Marts 1655 fra Vernekloster, Morbroderen Sigvard Gabrielsen Akeleyes Lensresidents, befuldmægtiger Hans Kjeldssen, K. M.s Foged over Verneklosters Len, til paa hans Vegne at besigtige hans Gaard Throndstad og taxere den Brøstfældighed, som kan findes paa Husene og deres Indredning, samt derhos at undersøge Gjærderne tilligemed Throndstad og Dverby Skove med Hensyn til den deri foretagne Hugst af Sagtømmer og anden Last. 7. August nævnte Aar mødte nu paa Throndstad Sorenskriveren over Bragernes Fogderi, Nils Bastianssen (Stabel), med 6 Lagrettesmænd af Hudrum tilligemed Fogdens, Søfren Pederssens, Fuldmægtig Claus Pederssen og Bondelensmanden i Hudrum Størkel Ingelstad m. fl. for at foretage den nævnte Besigtigelse. Istedenfor Fogden over Vernekloster Hans Kjeldssen mødte efter dennes Bemyndigelse, dat. Moss 6. August, Hans Jørgenssen, bosat paa Moss, der fremlagde Tønne Huitfeldts Fuldmagt for Foged Hans Kjeldssen, hvorimod Søsteren Jomfru Sophia Huitfeldt lod fremlægge Indsigelse, dat. 5. August 1655 fra Killingstad paa Hudrum, Fasteren Jomfru Dorethe Huitfeldts Gaard, hvori hun udtalte, at ingen saadan Besigtigelse burde foregaa, før hun eller hendes Fuldmægtig var kaldet til at overvære den, da hun var Medarving til Godset og selv havde brugt samme, hvorfor hun ogsaa lod nedlægge et skriftligt Forbud derimod. Paa den anden Side protesterede Hans Jørgenssen mod, at denne Udflugt gjorde Tønne Huitfeldt nogen Forhindring, eftersom Gaarden høilig tiltrængte Reparation „ved underskedlige Embedsfolk“ (d. e. Haandverkere), før Vinteren paakom, og T. H. maatte have Besked om Skovenes Tilstand, før han kunde befatte sig dermed. De 6 Lagrettesmænd turde ikke paatage sig Besigtigelsen af Skovene, da Jomfru Sophia H. ikke dertil var citeret, ligesom de heller ikke vel kunde være flere Dage borte fra sine egne Gaarde under Kornhøsten. At bese og paavise Husenes Brøstfældighed vare de vel istand til, men ikke til at bestemme Bekostningens Størrelse ved deres Istandsættelse, hvortil der udfordredes Haandverkere. Besigtigelsen af Bygningerne er af megen Interesse, da den giver en tydelig Forestilling om Bebyggelsen paa en Norsk Herregaard ved Midten af det 17de Aarhundrede. Tilstanden beskrives saaledes: 1) Fruerstuehuset var brøstfældigt paa den østre Væg, hvor der nedentil maatte indlægges tre Husestokke; i den nordre Kjælder under samme Hus var en Stok forraadnet tilligemed en Bjælke paa Nordsiden, hvilke begge maatte fornyes, hvorfor Kjælderhalsen udenfor Kjælderen ganske maatte borttages under Arbeidet og siden opbygges paanyt. Paa søndre Ende af samme Hus var den nederste Stok forraadnet og Gulvet i Fruerstuen nedseget, men naar en ny Stok indlægges, kan atter Gulvet hæves. I Forstuekammeret i samme Hus var en Bjælke i den østre Ende ud mod Svalen forraadnet saavelsom Vægstokken, hvorpaa den laa, hvorfor Bjælken maa støttes med et Knæ under samme Ende. Svalerne udenfor Husets Indgang vare raadne og maatte fornyes. 2) Et Hus paa Gaarden, som kaldes Langkammeret, befindes forraadnet paa nordre Ende, hvor 10 nye Husestokke maa indlægges, Vindskierne paa samme Ende fattes, Skorstenen er udygtig og maa opbygges fra nyt af. I Barnekammeret der næst ved ere 11 Stokke forraadnede i den vestre Væg og 2 Laftestokke paa den nordre Ende, hvorhos en Vindski fattes; paa østre Side af samme Hus ere 2 Laftestokke forraadnede og ligesaa paa søndre Side, hvilket alt maa gjøres af nyt. Skorstenen sammesteds er udygtig og maa bygges ny. 3) I den gamle Fruerstue ere Væggene af Regn for største Delen forraadnede, saa Huset er ubrugeligt, dog kan Taget nogenledes bruges til at hjælpe paa en anden Bygning; et af Vinduerne er ganske borte, i et andet fattes 10 Ruder og „en ny Vindue Boffue“. Dørene med de nødvendige Jern ere tilstede, men Svalerne ganske udygtige. 4) I Borgestue-Bygningen maa 2 Stokke i den søndre Væg samt hele Gulvet i samme Hus indlægges fra nyt af;“ ligesaa Renderne over Svalerne samt de 2 stakkede Render over Porter inde ved Borgegaarden. 5) I Bryggerhuset og Fadeburet, der staa under et Tag, maa indlægges en Laftestok under Huset, da den gamle er forraadnet. Derhos ere og begge Bagerovne i Bryggerhuset nedfaldne og fordærvede og maa opbygges fra nyt. Renden langs den foran Huset staaende Svale saavelsom Svilen derunder er forraadnet og maa gjøres fra nyt af. 6) Plankeverket foran Gaarden er ganske udygtigt, hvad Stolper og Fodstykker angaar, men en Part af Bordene kunne bruges paanyt. 7) Stalden i Ladegaarden befandtes dygtig undtagen Taget paa østre Side, der var tækket med Hon, hvor der tiltrængtes Spaantag isteden. I Laden næst ved Stalden var en Laftestok paa den østre Side forraadnet, hvor en ny maatte indlægges, og de over samme Lades Porter liggende to Render maatte ligeledes ombyttes med nye. 8) Ved Besigtigelsen af et Par gamle Lader fandtes en Part af Underlaaven paa den søndre Side at være udskreden, hvorfor Væggen her maa indveies; under den søndre Lade maatte en forraadnet Laftestok ombyttes med en ny. Broen til samme Lade var udygtig og maatte opbygges fra nyt af. 9) Fæhuset var brugeligt en Tidlang, naar en nedraadnet Laftestok paa den vestre Ende blev fornyet. 10) Hvad der af Skigaarden var staaende .var delvis brugeligt; hvad der var udygtigt antoges at udgjøre omtrent 8 Maal[15].

En større Reparation af Gaardens Bygninger har nu eller noget senere formentlig fundet Sted og vistnok ogsaa nogen Nybygning eller ombygning af det egentlige Beboelseshus, thi 1745 angiver Sognepresten paa Hudrum, Abraham Flinthoug, at den daværende Hovedbygning paa Throndstad, der var bygget af Tømmer, skal være opført af oberst Tønne Huitfeldt.

I Slutningen af Juli 1655 omtales et Norsk Compagni Soldater (110 Mand) som liggende i Helsingborg. Om Tønne H. har commanderet disse Folk er ikke for Tiden bekjendt. Senere paa Aaret nævnes Norske Baadsmænd liggende der[16].

12. Mai 1657 sluttedes paa Throndstad en Overenskomst mellem Tønne Huitfeldt til Throndstad og hans Søster, Jomfru Sophia Huitfeldt til Killingstad, angaaende Arven efter deres Fader, Jacob Huitfeldt til Throndstad, og deres afdøde Søster, Jomfru Margrete Huitfeldt, i Overvær af deres Morbroder Sigvard Gabrielsen Akeleye til Kambo, K. Ms. Befalingsmand over Verneklosters Len, og Vincents Bildt til Nes, K. Ms. Befalingsmand over Tønsberg Len. Tønne Huitfeldt beholdt Hovedgaarden Throndstad Gaard tilligemed ½ Skpd. Salt i Ramvig og begge Dverby-Gaarde samt Duestad med tilliggende Sauger og Kverne, Skov og Mark, medens Jomfru Sophia Huitfeldt skulde have 3 Skippund i Ramvig samt det Nordenfjeldske Gods (Spaanheim m. m. i Hardanger Len), som Jomfru Margrete Huitfeldt havde eiet. Ligesaa enedes de om Delingen af Løsøre efter Faderen og Søsteren og toge hver sin Del til sig[17]. Da Arv efter Moderen ikke nævnes, maa hun antages at have levet endda, skjønt altsaa neppe længere bosat paa Ramvig, men muligens i Skaane.

Et Par Uger, før det nævnte Arveskifte afsluttedes, var der imidlertid udgaaet et Kongebrev, der atter kaldte Tønne Huitfeldt til Danmark i Anledning af den forestaaende Krig. 29. April 1657 paalægger nemlig Kong Frederik III ham (fra Kjøbenhavn) at lade det Norske Folk (ɔ: Krigsfolk), „som anbefalet er fra vort Rige Norge at hidnedkomme, tilligemed det, som her nu allerede er, fordele udi fire Compagnier og siden dennem samtligen flittig exercere lade ved fornødne Officierer, som han selv dertil haver at antage“, og som skulde blive underholdte paa den samme Maner som andre Officierer efter den derom gjorte Anordning[18]. Samme Dag udgik der kgl. Befaling til Hr. Ove Gedde og Christen Scheel „om det fra Norge kommende Folks Underhold“, idet der paalagdes dem at sørge for, at de Officierer, som af Tønne Huitfeldt antages til det Norske Folk, blive tracterede og underholdte lige ved andre Officierer tilfods[19]. 27. Mai 1657 paalægger Kongen (fra Kjøbenhavn) Eiler Jenssen (Wisborg), Major paa Bergenhus, at overlevere til „os elskelige“ Tønne Huitfeldt de 93 Musqveter med Bandelerer, som han med sig havde nedført fra Bergen[20]. 15. Decbr. 1657 bevidner Tønne Huitfeldt fra Bremerholm, at tilsammen 104 soldater i Juni Maaned s. A. (i Norge) ere komne ombord paa to Hollandske Skibe, T’Rathus og De Børk, blevne bespiste der og atter komne fra Borde (i Kjøbenhavn)[21].

Den i Februar 1657 i Odense besluttede Krig blev 1. Juni erklæret fra Dansk Side, og efter at have forladt Polen stod Carl Gustav allerede i Slutningen af Juli ved Holstens Grændser. I Løbet af Høsten og Vinteren blev han Herre over Hertugdømmerne, Jylland og Fyn, og den 11. Februar 1658 steg han, efter sin berømte Marche over Isen, iland ved Vordingborg; 26. Februar sluttedes den haarde Fred i Roskilde, der dog ikke tilfredsstillede Carl Gustav, og som derfor atter blev brudt i August samme Aar.

I Mellemtiden, nemlig 26. April 1658, paalægger Kong Frederik III Rentemesterne at lade Skriveren paa det kongelige Klædekammer, Baltazar Seckman, levere „os elskelige Tønne Huitfeldt etc.“[22] til de Norske Soldater af de Skjorter, Sko og Strømper, som ere komne fra Halsted Kloster og Nykjøbing Lene, 600 af hvert Slags[23]1.

Som det synes, maa Tønne Huitfeldt allerede under dette første fiendtlige Indfald have faaet Fordringer paa Kronen eller paa nogen Maade have indlagt sig Fortjenester, da han om Sommeren 1658 erholder et Len i Norge. 1. Juli underretter nemlig Kongen ham om, at han vil forlene ham med Idde og Marker Lene fra Philippi Jacobi Dag (1. Mai) samme Aar[24]. 3. Juli s. A. udgik. kgl. Befaling til Daniel Bildt Ottosen til Hafslund og Knud Schinkel til Thom, at levere Tønne Huitfeldt til „Tromstad“ Idde og Marker Lene med Inventarium, Breve, Registere, Jordebøger etc. samt besigtige Bygningen paa Lensresidentsen tilligemed Skovene, der ligge til Lenet, og give det alt klart beskrevet fra sig. Samme Dag udgik ogsaa Følgebrevet til Bønderne i Idde og Marker at svare Tønne Huitfeldt[25]. Først 6. Juli 1658 er selve Lensbrevet dateret, hvorved Kongen „for Troskab og villig Tjeneste, som os elskelige Tønne Huitfeldt til ’Tromstad’, vor Mand og Tjener, os og Riget hertil gjort og bevist haver og herefter os og Riget gjøre og bevise maa og skal“, forlener ham med Idde og Marker Skibreder, „kvit og fri foruden nogen Afgift, indtil saalænge vi anderledes derom tilsigendes vorder“. Han skal gjøre aarligt Regnskab for Told og Zise (ɔ: Accise) samt vrag og tjene Kongen med en gerust Hest af Lenet, inden Riget paa hans egen og uden Riget paa Kongens Bekostning, samt have godt Opsyn med Kronens Jord og Eiendom, holde Bønderne ved Norges Lov, Skjel og Ret, ei besvære dem med nye Paalæg etc. efter den sædvanlige Formular for Lensbrevene. Regnskabet skal begynde fra Philippi Jacobi Dag (1. Mai) 1658[26]. – 8. Juli s. A. udgik kgl. Befaling til Lenenes hidtilværende Indehaver, Johan Christopher v. Kørbitz, om at overlevere dem til Tønne Huitfeldt, som havde i erholdt dem fra Philippi Jacobi Dag[27]. 10. Juli 1658 fik Tønne Huitfeldt kgl. Befaling til at betale Joh. Christopher v. Kørbitz 456 Rdlr. 3 Ort 8 ß, hvilke denne tilforn havde udgivet af Idde og Marker[28]. – I Juli (mellem 5. og 8.) 1658 udfærdigedes der ogsaa et Fuldmagtsbrev for Brostrup Gedde og Tønne Huitfeldt til at fastsætte Grændseskjellet mellem Agershus Len og det i Roskildefreden til Sverige afstaaede Baahus Len og i det hele mellem dette Len og hvad Kongen beholder, hvorfor de som Commissarier erholde Fuldmagt til at besigte, skille og justere alle Grændser, Skjel og Trætter mellem de to Riger, og hvad de saaledes fastsætte, vil Kongen uryggeligen overholde, ligesom han det selv havde gjort[29]. Paa Grund af den kort efter paanyt udbrydende Krig er imidlertid denne Foranstaltning ikke bleven iverksat; dog fik Tønne Huitfeldt i 1660 og 1661 atter Befatning med denne Sag. – 2. August 1658 fik den Norske Statholder Hr. Nils Trolle Paalæg om at erklære sig angaaende en Del Gaarde paa Hudrum, som Tønne Huitfeldt begjærede i Betaling[30], formentlig for Udlæg under Krigen. Ogsaa denne Sag er utvivlsomt bleven standset ved den paanyt begyndende Krig og blev først bragt til Ende i Aaret 1662.

Da Krigen atter udbrød i August 1658 og Carl Gustav gjorde sit nye Anfald paa Sjælland, var Tønne Huitfeldt med sine Nordmænd endnu i Kjøbenhavn og kom saaledes til at overvære Begyndelsen af den langvarige og haarde Beleiring 1658–60, hvor han vistnok høstede en Erfaring, der kom ham tilgode under Haldens Beleiring i de to følgende Aar.

Et Kongebrev af 10. August 1658 lovede det Norske Folk (ɔ: Krigsfolk) i Kjøbenhavn, som holdt sig vel mod Fienden, Frigaarde eller andre Beneficier, naar der atter i blev Fred. Formentlig var altsaa det med Morgenstjerner[31] forsynede Norske Compagni, der udmærkede sig ved Generaludfaldet 23. August, af disse Folk, der tilligemed Gjønger og Vendelboer hørte til Livregimentet, som commanderedes af Oberst Friderich Ahlefeldt, og hvorved den tapre Nils Rosenkrantz til Stougaard var Oberstlieutenant[32].

Kort efter denne Begivenhed truedes de Tønne Huitfeldt nylig overdragne Lene Idde og Marker med en alvorlig Fare ved et Svensk Indfald i September 1658. Temmelig uventet viste Generallieutenant Harald Stake sig paa Norsk Grund 13. Septbr. 1658 i Spidsen for en angivelig c. 2 à 3000 Mand stærk Afdeling, bestaaende af 8 Compagnier Ryttere, 3 Compagnier Dragoner og 3 Compagnier tilfods, og slog om Aftenen Leir ved Idde Prestegaard for at lade sit Folk hvile ud til den følgende Dag og derpaa besætte det lille, næsten ubefæstede Ladested Halden. Efter at man her havde faaet Underretning om Fiendens Forehavende, arbeidede Borgerskabet under Kjøbmanden Peder Olsen Nordmand, som Statholder Nils Trolle havde beskikket til Tønne Huitfeldts Fuldmægtig i Lenet, og Svogeren Matthias Bjørn, Tolder i Svinesund, i Forening med den lille tilstedeværende Grændsevagt paa 200 Mand hele Natten igjennem ivrigt paa at befæste Stedet og fik efter Budsendelse til Frederiksstad et Hjælpecorps paa 300 Mand under oberst Otte Schade og Oberstlieutenant Ditlev Brockdorff, hvortil endnu den følgende Dag kom et Par Compagnier. Denne Militairstyrke i Forening med Borgerskabet og en Del af de omboende Bønder lykkedes det den følgende Dag, 14. Septbr., at forhindre Svenskerne fra at indtage Halden, hvorefter de for denne Gang atter forlode det Søndenfjeldske Norge[33].

Nogen Underretning om dette fiendtlige Indfald i hans Len har Tønne Huitfeldt maaske neppe erholdt i Kjøbenhavn, før den hollandske Flaade hævede den Svenske Blokade i de sidste Dage af October, og han har da vel baade selv ønsket og ogsaa faaet Tilladelse eller Befaling til at begive sig til sit Len, hvor han sandsynligvis er ankommen i Slutningen af November eller Begyndelsen af December 1658, medens det endnu var muligt tilsøs at forlade den fra Landsiden fremdeles beleirede By. Mod. Slutningen af Aaret vare imidlertid atter „alle Veier og Passer til Lands og Vands endnu saa belagte, at man ingen Bud kan faa til Hans Kgl. Mait. at fornemme“ H. K. Ms. naadigste Disposition“, hvorfor Statholder Nils Trolle, da der „nødvendigen behøves udi saadan Tid flere Commissarier her Syndenfjelds og særdeles her udi Agershus samt Smaalenene og ellers overalt østen Fjords“, af egen Magtfuldkommenhed antog „erlig og velbiurdig Mand, Tønne Huitfeldt til Throndstad Gaard og Kgl. Mts. Befalingsmand over Idde og Marker Len, at være Commissarius her Syndenfjelds og særdeles her udi Agershus samt Smaalenene og andensteds, hvor som helst han til Hs. Mts. Tjeneste gjøres behov, der sammesteds forestaa Udskrivelserne, hvor Lensherrerne ikke ere tilstede, Munstringerne, Proviant, Ammunition, og hvad andet derved hører, som paabiudes og hannem ellers befalet vorder, dermed flittig Indse.ende haver, at det betiden fremforskaffes, hvor det behøves og henordineres“; herfor skulde han aarlig nyde 800 Rdlr. „paa sig selv, sine Tjenere og Heste af Contributionerne her Syndenfjelds“. Udnævnelsen er dateret Agershus 3. Januar 1659[34] og var foranlediget ved Underretningen om de Rustninger, der foretoges i Sverige, og som nu, da Baahuslen var i Svensk Besiddelse, med Sikkerhed kunde forudsees at maatte gjælde Tønne H.s Len og specielt Halden, der laa paa et saa stærkt udsat Sted og allerede engang havde været Gjenstand for et mislykket Angreb, som man forestillede sig, at den Svenske Anfører ønskede at hævne. Siden sidste Anfald vare nogle smaa Befæstningsarbeider foretagne, idet et Par mindre Redouter vare opførte paa Fjeldene i Nærheden af Halden; derhos laa paa Bjerget, hvor siden Taarnet paa Frederikssten blev bygget, en tidligere (formentlig i Hannibalsfeiden) anlagt liden Skandse af løse Stene, kaldet Creetzensten efter Anlæggeren Oberst B. Creetz. Da der i længere Tid havde hersket en stærk Frost drog Harald Stake med et Corps, der angives at have været 4 à 5000 Mand stærkt, og medførende 14 Kanoner, 1 Slutningen af Januar 1659 over den tilfrosne Singlefjord og gik tidlig om Morgenen 2. Februar i Land i Skebergkilen. Efter at have plyndret et Par Kirker og Prestegaarde samt Daniel Ottesen Bildts Gaard Hafslund og standset et Par Dage i Nærheden af Frederiksstad, vendte han sig mod Halden og tog Kvarter paa Jomfru Mette Bildts Gaard Lundestad et kort Stykke derfra. Da Fiendens Indfald var blevet bekjendt, havde man paa Halden foretaget yderligere Befæstninger, idet der saa vel mod Nord langs Elven som mod Syd langs Søen var opført en lav Vold af Stokke og Granbuske samt gjort brede og lange vaager i Isen foran disse; Feldtvagter bleve udstillede paa forskjellige Steder i Omegnen. Den i Byen værende Styrke paa henved 2000 Mand commanderedes af Generallieutenant Jørgen Bjelke, Gouverneuren (eller Lensherren) Tønne Huitfeldt og Oberst Fr. O. Budde samt Majorerne Johan Forbus og Peder Olsen Nordmand, der Aaret forud havde erholdt denne Stilling ved Landfolket. Efter en forgjæves Opfordring til Overgivelse om Morgenen og en Skjærmydsel mellem Jørgen Bjelke med sit Rytteri og et svensk Parti, der havde angrebet hans Feldtvagt paa Rødsbjerget, og som blev slaaet tilbage, rykkede Svenskerne ved Middagstid 4. Februar frem fra Lundestad, hvor sidste Nattekvarter havde været, og ordnede sig paa Isen. Den paa Nordsiden af Elven værende Norske Styrke under Jørgen Bjelke maatte søge sin Tilflugt bag Befæstningerne paa Sydsiden af samme (Bysiden) og trak sig langsomt over den temmelig lange Bro efter at have stukket de paa Nordsiden liggende Bygninger i Brand for at berøve Fienden Tilhold i eller bag disse. Svenskerne vare Nordmændene saa nær i Hælene, at de allerede vare ved den midt paa Broen staaende Svingel eller Spanske Rytter, da disse droge ind ad Portaabningen. Først da aabnede Nordmændene sin Ild, og et meget betydeligt.Mandefald paa Broen blev Følgen heraf, idet der stadig rykkede nye Folk efter i den Tro, at de forreste vare trængte ind i Byen. Foruden døde og saarede faldt derfor ogsaa mange friske Folk i Elven og druknede, og da Svenskerne endelig ved Mørkets Frembrud maatte trække sig tilbage uden at have kunnet forcere Indgangen m Byen, 1aa Broen dækket mén Lig, af hvilke kun de færreste kunde medtages; nogle, formentlig Officierer, bleve nedlagte i Gerlof Nettelhorsts murede Gravsted i den nærliggende Bergs Kirke, andre kastedes paa Ilden i Nordsidens brændende Bygninger, hvis Røg og Ild i høi Grad besværliggjorde Tilbagetoget, og atter andre bleve stukne under Isen paa Elven. Fra Norsk Side ansloges Svenskernes Tab lige indtil mellem 6 à 700 Mand[35], medens kun 14 Nordmænd siges faldne, deriblandt Oberstlieutenant Otto Urne og en Capitainlieutenant; en Fændrik blev fangen og Oberstlieutenant Christian Lemvig skudt ved Munden. Svenskerne havde ogsaa længe med 3 Kanoner beskudt Halden fra Sauøen søndenfor Byen, uden at dette gjorde nogen nævneværdig Skade, hvorfor de paa denne Kant posterede Folk snart droges over til den anden Side ved Elven for at deltage i Kampen mod den her fremtrængende Fiende, der forblev ved Nordsidens brændte Huse lige til Kl. 2 om Natten, da man trak sig tilbage til Lundestad med Trudsel om snarlig Gjenkomst. Vel viste Svenskerne sig ud paa Dagen 5. Februar igjen for Halden uden dog at gjøre noget nyt Angreb og droge den 7. Febr. igjen tilbage til sit eget Land, saa at ogsaa dette Anfald, ligesom det forrige, kun stod paa en Dag og var ledsaget af samme Held for de Norske Forsvarere som hint, hvortil meget bidrog det – Tøveir, som ved Svenskernes Ankomst havde afløst den stærke Frost, der i nogen Tid havde lagt en fuldstændig Isbro over alle Søer, Sunde og Elve og i høi Grad lettet den angribende Hær Indfaldet i Landet[36]. Nogle Spor af Tønne Huitfeldts Virksomhed som Commissarius i de nærmeste Dage før og efter Beleiringsdagen ere bevarede i det Danske Rigsarchiv[37], hvor der findes Rekvisitioner fra ham paa Hø og Havre fra Thorshof (Those) og Hestes Underholdning sammesteds, daterede Halden 23., 24. og 28. Januar, 18. og 22. Februar samt 8. Marts 1659. I det Norske Rigsarchiv[38] findes et Brev fra ham, dat. Halden 12. Febr. 1659, hvori det hedder: „Eftersom man fornam, at Fienden med sin Armee jo nærmere og nærmere hid avanceret og siuntes, som og siden skede, Steden at bloqvere, da haver man til de her indeværende Rytters og Dragoners Hesters Underholding været foraarsaget udi Commissarii Nils Hansens[39] Fraværelse at tilgribe al hvis Avling af Korn, Hø og Halm, der fandtes paa hans Avlsgaard Eskevig, som og udi en Hast er bleven hidført og i forberørte Maader medgaaet, efterdi der ellers ingen Middel fandtes andensteds til noget sligt at bekomme, formedelst det os af Fienden var forment“. Nils Hansens Folk paa Gaarden have under Ed ansat det utærskede Korn til over 60 Tønder, som med Hø og Halm mindst maa taxeres for 195 Rdlr., uberegnet Skaden paa hans „Creatur, som derover blev ødelagt“. Da det er skeet til Kongens og Rigets Tjeneste, tvivler Tønne Huitfeldt ikke paa, at Generalkrigscommissarien jo vil erstatte Tabet, hvilket ogsaa af Nils Hansen Mengs Kvittering, dat. Halden 20. Februar 1659, sees at være skeet. – 17. Octbr. 1659 har Tønne H. „til Thrundstad Gaard, Kgl. Ms. bestalter Landcommissarius og Befalingsmand over Idde og Marker Lene“, fra Halden kvitteret Generalkrigscommissaren, velbr. Knud Schinkel til Thom, for 200 Rdlr. af sin Besolding[40].

Ved den tredie Beleiring af Halden, der varede i 6 Uger, fra 13. Januar til 23. Februar 1660, var Tønne Huitfeldt øverstbefalende i Byen, hvortil han allerede om Sommeren 1659 var bleven beskikket. Generallieutenant Jørgen Bjelke, der Juleaften 1659 fra Baahuslen var kommen til Halden, forfulgt af General Stake, havde allerede 11. Januar 1660 igjen forladt Stedet for at skaffe flere Krigsfolk .til Hjælp og kom først tilbage et Par Dage efter Beleiringens Ophævelse. Natten før sin Afreise havde han i Forening med Overcommandanten Tønne Huitfeldt og oberstlieutenant Just v. Howen redet over Iddefjorden paa Isen for at undersøge den Svenske Leir og bedømme Armeens Styrke. Siden det forrige Anfald vare under Tønne Huitfeldts Ledelse en Del Befæstningsarbeider foretagne: Byen var bleven omgiven med et Palissadeverk, hvortil dens Borgere havde skjænket Materialierne; Kirken, der laa udenfor Palissaderne, blev nedtagen 14. Januar og Tømmeret anvendt til et lidet Batteri med 4 Kanoner paa samme Sted under Beleiringen, men siden atter benyttet ved Kirkens Gjenopførelse[41]. Blokhuse af Tømmer og Redouter med Brystverker samt Batterier vare lagte ovenpaa og under Klipperne[42]. Den største Skandse havde 16 Jernkanoner af forskjellig Beskaffenhed, de 2 Blokhuse hver 4. En Svensk Beretning omtaler ikke mindre end 11 Skandser. De paa Nordsiden af Elven gjenstaaende Huse bleve samtidig afbrændte for ei at give Fienderne noget Tilhold. Den øverste Commando over Tropperne, der angives til 2000 Mand, havde Jørgen Bjelke overdraget til Tønne H. og sat Oberstlieutenant Jost v. Howen af Oplandske Regiment til Byens Commandant. Oberst Otto Frederik Budde, der havde staaet ved Veden Gaard, skulde som Reserve varetage Posterne inden Byen; af andre Officierer vare i Byen Oberstlieutenant Jacob Due af Bergenhusiske Regiment samt Majorerne Christian Nilsen Holberg (Ludvig Holbergs Fader) og den ovenfor nævnte Peder Olsen Nordmand. Oberstlieutenant Christian Lemvig stod ved Passet mod Eskevigen. I det hele efterlod Jørgen Bjelke i Byen 16 Compagnier tilfods og 30 Dragoner samt Stykmajoren ved Artilleriet Jens Pedersen. Den i Baahuslen sammendragne Svenske Armee, der angives at have udgjort 9000[43] Mand, og som commanderedes af Feldtmarskalken, Grev Lars Kagge, Generallieutenanten af Cavalleriet Harald Stake og Generalfeldttøimester Gustaf Horn, satte sig 12. Januar 1660 i Bevægelse, idet Rytteriet gik forbi Rishagen i Id og til Asak Annex, hvor det fordrev og dræbte en Del Norsk Cavalleri og derpaa slog Leir. Den følgende Dag kom Artilleriet under Gustaf Horn med 9 Kanoner og 2 Fyrmortere[44] samt Fodfolket fra Helle paa Viksiden og gik over Isen til Ystehedkilen, hvor Fienden gik i Land i Nærheden af Id Prestegaard og passerede forbi Halden over Iddesletten til Bjørnestad, idet der udspredtes, at Angrebet først skulde gjælde Agershus; men allerede samme Aften kom en Trompeter med Opfordring fra Lars Kagge til Jørgen Bjelke, som antoges at være i Byen, om sammes Overgivelse. Brevet aabnedes af Tønne H. som øverstbefalende og efter at have holdt Krigsraad med de høieste Officierer, lod han Trompeteren mundtlig svare ved Majorerne Chr. Holberg og Peder Nordmand, at de ikke kunde forsvare for sin Konge og Herre at give sig saa let, da de havde godt Mandskab og alle Fornødenheder inde; de vilde derfor forsvare sig til sidste Mand og vidste Svensken intet andet til Tjeneste end Krudt og Lod, hvormed de agtede at gjøre ham tilgode, saa længe de kunde. Da Trompeteren erklærede, at de ikke vilde faa samme Tilbud imorgen, skal Peder Nordmand have svaret: „Gud give eder hverken at faa Ro eller Søvn i eders Øine, før I komme. Vi skulle tage imod eder som ærlige Folk“.

Om Morgenen 14. Januar Kl. 8½ gjordes det første store Anfald, idet Svenskerne stillede sig ved Kleven og stormede 6 Gange mod Braadelands Skandse, der et Par Gange blev tagen men igjen maatte forlades, indtil der Kl. 1½ ved en Soldats Uforsigtighed skede en større Explosion af Krudt, hvorved flere saaredes; under den deraf opkomne Forvirring lykkedes det Svenskerne for 3die Gang at bemægtige sig Skandsen, men da derved Nordmændenes Stilling blev meget farlig, besluttedes det at gjøre alt for at erobre den tilbage. En Del Poster andensteds inddroges, og under Anførsel af Oberst Budde samt Majorerne Peder Nordmand og Joh. Forbus blev den Kl. 3½ atter tilbageerobret i sidste Øieblik, da en Svensk Afdeling paa 400 Mand, der skulde have afløst den udmattede Besætning, kun var et Musketskud fjernet fra Skandsen. 76 Svensker laa da døde deri; en Capitainlieutenant, et Par Underofficierer og nogle Soldater bleve fangne, idet de netop vilde klatre over Muren. Svenskerne trak sig derefter tilbage til Asak efter et Tab, der angives til over 500 Mand døde og kvæstede, medens der paa Norsk Side kun skal have været 12 døde og 52 saarede, af hvilke de fleste kom sig igjen. Fienden holdt sig nu i de nærmeste Dage temmelig rolig og fouragerede i de omliggende Bygder, hvor Bønderne lede betydeligt.

Den 15. Januar udsendtes et større Rytterparti mod Frederiksstad. Fra 16.–19. Januar gjordes der flere Gange blind Allarm og udsendtes Partier, især for Fourageringens Skyld. Samtidigt førtes nogle Kanoner til Rødsbjerget. 16. Janr. skal en Trompeter atter forgjæves have opfordret til Overgivelse[45]. – 20. og 21. kom de fiendtlige Partier igjen tilbage, hvorpaa Hovedleiren sloges ved Ous, hvor ogsaa et Brystværn blev opført. Kanonerne plantedes i Ousskoven, og Byen blev nu saa fast indesluttet, at ingen kunde komme hverken ind eller ud. – 22. Januar, Søndag Morgen i Dagningen, da Prædiken holdtes, begyndte Beskydningen af Byen og Rødsbjerget og vedblev til Kl. 3, hvorefter Kanonerne flyttedes til tre forskjellige Steder; derpaa blev der atter stadig kanoneret indtil den følgende Dags Eftermiddag. – 23. flyttedes Kanonerne nordenfor Rødsbjerget, og en Trompeter opfordrede atter Byen til at modtage gode Vilkaar, hvilket igjen blev afslaaet. – 24. Januar begyndte Beskydningen før Dag (Kl. 5 Morgen), og en Mængde gloende Kugler bleve indskudte i Byen, dog uden nogen Virkning. Kl. 9 Formiddag kom en Trompeter til Broen med Brev fra General Kagge med fornyet Opfordring til Overgivelse og haarde Trudsler om at hævne Negtelsen med Mord og Brand, men Svaret var, at de gjerne vilde modtage hans Komme, med hvad der var for Haanden. For at indgyde Skræk lod han Gaarden Eskevigen og alle der liggende Huse afbrænde. Ligeledes blev der Kl. 11 sendt en Trommeslager til Major Forbus paa Rødsbjerget med Opfordring til Overgivelse, hvilket dog ogsaa der afsloges i de sædvanlige Udtryk med Tilbud om Lod og Krudt, skjønt han kun havde 2 Compagnier Soldater og 2 smaa Jernstykker i den lille Træskandse, medens den omkringliggende Svenske Styrke angives at have udgjort c. 8000 Mand. Efter med stor Tapperhed at have udholdt Beskydningen og idelige Stormanfald i 2 Dage indsaa han imidlertid Umuligheden af at holde Stedet længere, da hans Folk vare aldeles udmattede af Nattevaagen, Hunger og Kulde, og han forsøgte derfor Kl. 3 om Morgenen Onsdag 25. Januar efter den sidste Storm at trække sig med sine Folk over Isen og ind i Byen, hvilket vistnok lykkedes for ham og hans Capitainer samt de fleste Soldater, skjønt en Del tabtes under Retiraden, idet de forfulgtes af Rytteriet; derimod bleve samtlige (50 à 60 Mand), baade friske og saarede, der toges i Skandsen, massacrerede uagtet deres Raab og Bøn om Kvarter, som kunde høres inde i Halden. Kl. 8 samme Morgen førte Svenskerne en Del Skydts op paa Rødsbjerget, hvorfra baade Creetzensten og Byen kunde beskydes, og fyrede nu i 3 Timer uophørlig ind i Gaderne, hvor de kunde se de passerende, med gloende Kugler, Lænkekugler og Knipler og vedbleve hermed den hele Dag, idet der omtrent samtidigt gaves Salver med 8 Kanoner. Dette satte megen Skræk i Byens Befolkning, og nogle gave den Mening tilkjende, at da det var umuligt at holde Byen, burde man i betimelig Tid søge at opnaa gode Vilkaar; dette blev imidlertid af Tønne Huitfeldt, Jost v. Howen, Major Peder Nordmand og Matthias Bjørn saa kraftigt afvist, at Forslaget ikke kom oftere igjen. Denne Dag stormede Fienden en Skandse paa Souøen, men blev slagen tilbage.

26. Januar blev der fra Kl. 9 Aften og udover den 7 følgende Dag skudt med Granater fra Kanoner og Fyrmørsere. – 27. Januar fortsattes med Skydningen indtil ud paa Natten, hvorved en Del Huse ødelagdes. Svenskerne byggede denne Nat et Batteri, som strakte sig fra Rødsbjerget og forbi Enden af Broen, og som, foruden de gjenstaaende Skorstene af Nordsidens afbrændte Huse, bestod af Granbuske og dækkedes af en Bordblending. – 28. Januar skjød Fienden atter før Dag med gloende Kugler og siden med kolde indtil Kl. 10. – Søndag 29. Janr. begyndte atter Skydningen og holdt ved til Kl. 9 Aften, da de Norske gjorde et Udfald og nedreve derunder den største Del af den opførte Blending uden selv at lide nogen Skade, uagtet den stærke Skydning. – 30. Januar blev der om Aftenen indkastet en Del Granater og store Stene af Mørserne, ligesom Beskydningen fra Kanonerne fortsattes til Kl. 10. – Efter at der fra 24.–27. Januar hver Dag forgjæves var sendt en Trompeter med Opfordring til Overgivelse, snart ledsaget af Løfter og snart af Trudsler, kom atter d. 31. Janr. en Trommeslager med Spørgsmaal, om de endnu ikke vilde opgive Byen, men da Svaret lød som altid hidtil, begyndte atter Skydningen med 12, 6 og 3 Punds Kanoner og holdt ved næsten den hele Dag.

1. Februar 1660 skjødes med Kanoner og kastedes Granater og Stene hele Formiddagen. – 2. Februar vedblev den samme skydning og Kastning med Stene fra Mørserne. – 3. Februar sendte General Kagge atter en Trompeter til Gouverneuren Tønne Huitfeldt med Brev om Opgivelse af Byen og Løfte om gode Vilkaar, om Tilbudet modtoges; hvis ikke, vilde hverken stor eller liden blive skaanet, om den blev tagen med Storm, hvortil svaredes som før: han maatte gjøre sit Bedste, de vilde berede sig paa hans Komme. Det er uden Tvivl denne Sendelse, der i et Par af de yngre Kilder atter omtales ved 13. Februar, som vistnok kun er et urigtigt Datum for 3. Febr., fremkommet ved Forvexling af gammel og ny Stil, idet der paa selve Stormdagen (13. Febr.), da Kampen allerede begyndte om Natten, vel neppe kunde blive Tid eller Anledning til en Sendelse som den omtalte, ligesom den heller ikke da falder sammen med den nævnte Par Dages Standsning af Fiendtlighederne, som derimod netop fandt Sted fra 3. til 5. Februar. General Kagges Brev indeholdt ifølge de omtalte Kilder, at han vel vidste, at der i Byen var Mangel paa alt, og at han ei vilde drage bort, før den var indtaget; Forsvaret havde været saa tappert, at de nu ligeoverfor sin Konge havde gjort sin fulde Skyldighed; dette var det sidste Tilbud; de kunde nu selv overveie og opsætte de Conditioner, de vilde begjære, som da skulde blive anbefalede til Kongen af Sverige, hvis Ratification kunde skaffes inden 8 Dage. Svaret var, som nævnt, afvisende med Besked, at man intet manglede, skjønt dette allerede nu virkelig var Tilfældet; men for at vildlede Fienden i denne Henseende udsendte Major Peder Olsen Nordmand kort efter Trompeterens Udreise ved en Trommeslager som Foræring til Generalen en Kurv med Steg af vilde og tamme Fugle, Harer og Kalve, Hollandske og Svenske Beskøiter, Tvebakker og fint Brød, et Anker Fransk Brændevin, Rhinsk og Fransk Vin samt nogen god Tobak, hvorfor Tambouren fik 2 Ducater i Drikkepenge og et Taksigelsesbrev med til Majoren[46]. – 4. Februar holdt Svenskerne sig stille og forberedte den følgende Dags Tog, da de droge op mod Borge Kirke, hvor Nordmændene havde forskandset sig i Skoven bag Forhugninger („Herrebraater“). Den uddragende Svenske Styrke udgjorde Halvparten af Fodfolket (6 Compagnier) samt 20 Ryttere og 12 Dragoner af hvert Rytter- og Dragoncompagni[47]. Samme Dag (5. Febr.) kom 2 halve Kartover og 1 Fyrmørse fra Morast Skandse til Asak tilligemed en Forstærkning af Tropper. De ved Halden gjenblevne Svensker fyrede imidlertid den hele Dag og indkastede mange Granater. – 6. Febr. foregik Anfaldet ved Borge paa de Norske Forskandsninger mellem Kl. 9 Formiddag og 3 Eftermiddag og endte med, at Svenskerne bleve drevne tilbage med et stort Tab af Folk, hvoriblandt en høi Officier, angivelig en Oberst, skal være falden[48]. De Norske commanderedes her af Generallieutenant Jørgen Bjelke og Generalmajor Georg Reichwein.

Samme Dag (6. Febr.) byggede Fienden et dobbelt Blokhus til sine Kanoner i Dalen nedenfor Ous og anvendte dertil Bygningerne paa denne Gaard og forsynede det siden med en Blending af Bord og Bredder, der toges fra Porsnessaugerne. Da Beskydningen fra Rødsbjerget havde vist sig uden Virkning, anlagdes for Fyrmørserne atter et Batteri af Sten og Granbuske et Musketskud fra Broenden og ligesaa langt fra Blokhuset, hvorfra Skydningen paa Byen begyndte Kl. 7 om Aftenen i klart Maaneskin med de 4 derpaa opstillede Stykker med den Virkning, at man ikke kunde passere Gaderne for nedfaldende Tagstene. Dog varede det ikke længe, før en af Kanonerne blev skudt ind gjennem Mundingen af en Norsk Kanonkugle og blev ubrugelig, medens det samme blev Tilfældet med en anden, hvis Rappert gik istykker, hvorfor Blokhuset senere blev forladt og en Nat afbrændt. Mørserne bleve imidlertid staaende i Batteriet, men skjønt de stadig brugtes baade ved Dag og Nat, var deres Virkning ubetydelig.

Da man fra Halden havde seet en Del af den fiendtlige Styrke drage bort, gjættede man der, at det gjaldt Nordmændene ved Borge, idet man ved Middagstid d. 6. Janr. fra Byen kunde høre Skydningen. Om Aftenen Kl. 8 samme Dag gjorde derfor Nordmændene et Udfald ved Kleven under det høie Bjerg, hvorpaa Befæstningen Overbjerget siden lagdes. Nogle hundrede Mand trængte ind i den fiendtlige Leir, der ruineredes, og forjoge Vagterne; den øvrige Styrke tog Flugten til Provianthuset ved Id Kirke og efterlod sin hele Bagage. Nordmændene toge 2 Fanger[49] og et godt Bytte, hvoriblandt man navnlig glædede sig over 3 Rostockertønder med Pistolkrudt, hvorpaa der siden Stormen havde været en følelig Mangel, da der nemlig kun var et Fad Krudt tilbage, foruden hvad Soldaterne havde i sine Tasker. Ved sparsom Skyden med Kanonerne lykkedes det nu at holde ud i de følgende Par Uger, hvori Beleiringen endnu varede.

7. Februar hvilede Svenskerne for Halden. Om Aftenen den 8. kom det Rytteri og Fodfolk tilbage, som havde været ved Borge, hvor Tabet siges at have været over 200 Mand. Samme Nat bleve atter 2 store Metalkanoner førte op paa Rødsbjerget, hvorfra de tidligere vare borttagne. – 9. Februar udsendte de beleirede et Parti gjennem Skoven mod Id, hvor det paa Sønderholm traf paa 4 af General Stakes Staldknegte, af hvilke 3 nedlagdes og en tilligemed en Soldat toges til Fange, hvorhos der gjordes et godt Bytte. Samme Nat kanonerede Svenskerne fra Blokhuset paa den nordre Side af Broen med en 12 og en 6 Punder og indkastede 4 Granater med Fyrmørserne, saa Gaderne ikke kunde passeres. – Om Natten 11. Februar flyttedes Stykkerne og en Fyrmørse, hvorpaa der fra Rødsbjerget blev fyret med 5 Stykker; siden flyttedes der atter om, saa der kun i blev staaende 2 sammesteds. – Om Natten 12. Februar førtes nemlig 4 Kanoner fra Rødsbjerget og til Asak, 2 halve Kartover bragtes under Risumbjerget, nye Batterier opførtes, og den største Del af Folket samledes ved Kleven; om Natten opsattes Batterierne i en Linie søndenfor Brandtbjerget, paa hvilket derpaa de halve Kartover tilligemed et 12 Punds og et 6 Punds Stykke placeredes. – 13. Februar Kl. 4 Morgen begyndtes en blind Allarm ved Porsnes. Kl. 5½ blev der kanoneret heftig med Kugler og Granater nordenfra Broen mod Braadelands og Rolands Skandser; Kl. 9 begyndte Fodfolket og Kl. 10½ Rytteriet, der var steget af Hestene, at storme Braadelands Skandse, hvilke to Storme varede til Kl. 12. Skandsen var nu langt stærkere end ved den tidligere Storm paa samme, idet de beleirede stadig havde bygget indvendig deri med Tømmer fra nogle nedbrudte Huse, hvilket mest skede om Natten og skjultes for Fienden ved at hænge Seil og Sengklæder foran Tømmermændenes Lygter, hvorfor Skandsen tilsidst var bleven saa tyk, at Skuddene ingen Skade foraarsagede. Veiret var raat og taaget, Folket var opmuntret med et Oxehoved Svensk Brændevin og forsynet med en Del egne Stormredskaber, bestaaende dels i favnelange Stager, hvortil ved en Snor var fæstet en trepundig Kugle, og dels i Stænger med et Par Jernkroge paa Siden og en Jernspids i den ene Ende; Kuglerne skulde kastes over Brystværnet, som man dels ved at trække i Snorene og dels ved at arbeide med Pikerne og Krogene mente at kunne ødelægge, da det var opført af løse Stene; imidlertid skulde andre skyde. Samtlige Angribere bare til Kjendetegn en Grankvist i Hatten; til sin egen Ulykke kom de i det tykke Veir for nær under Skandsen, før de bemærkedes, saa at de dels selv kunde rammes i Hovedet med Morgenstjerner, og dels kunde Snorene afskjæres med Leer. Endelig klarede ogsaa Veiret op med en Vind, der drev dem Røgen fra de beleiredes Skud i Øinene, hvorfor de til Slutning nødtes til efter en Times Forløb at retirere med et Tab, der angives til mellem 200 og 300 døde og saarede, blandt de første en Oberstlieutenant og en Major, der bleve liggende paa Valpladsen. 66 kvæstede førtes til Id Prestegaard for at forbindes. Soldaterne paa Halden fik et godt Bytte af Vaaben og Klæder, som de plyndrede[50]. Svenskerne fik denne Dag tre[51] af sine bedste Stykker ødelagte, nemlig 2 Tolvpundere og 1 Fireogtyvepunder; den ene af de førstnævnte sprang under Beskydningen af Rolands Skandse, den halve Kartove blev ødelagt ved et Skud fra Creetzensten. – Om Natten 14. Februar førte Fienden sine Stykker bort igjen fra Brandtbjerget. Samme Dag vare de beleirede ude at recognoscere paa den nordre Side af Risummyren og gjorde da blind Allarm for at mærke, om der endnu var Kanoner paa Brandvagtbjerget, som dog ikke kunde fornemmes. Om Natten indtog Fienden paanyt Brandtbjerget, og den følgende Dag (15. Febr.) kanoneredes der atter derfra, dog blev det igjen forladt den paafølgende Morgen, og Fienden indtog det nærmeste Bjerg nordenfor Creetzensten, næst ved Brandvagten; ikke desto mindre hedder det i den samme Beretning, at der blev skudt med Kanoner fra Brandtbjerget hele Dagen (d. 16. Februar). Samme Dag gjorde de Svenske en Marche ved Ous med 11 Faner Folk, der alle var klædte i graa Klæder og Køllerter og sagdes at være Dalkarle, og truede med en større Storm paa Halden. – 17. Februar skjød Fienden med alle sine Stykker fra Rødsbjerget indtil Kl. 9 og holdt sig siden stille denne Dag og den følgende (18. Februar)[52].

19. Februar blev der først kanoneret stærkt med 2 halve Kartover mod Capitain Michel Tydsk’s Post og Creetzensten samt derhos gjort Mine til at bestorme Verkerne med 9 Compagnier, hvilket dog atter blev opgivet. Imidlertid indsendtes atter en Trompeter med Brev om Overgivelse, støttet til det falske Foregivende, at den forventede Hjælp var slagen og fordreven af Svenskerne, men Svaret lød atter, at de vilde holde Stedet til det yderste, thi Gud var den Hjælp, hvorpaa de stolede. Trompeteren spurgte endvidere, om man ikke vilde give Brandskat af Tistedalens Sauger og Brug, som Kagge havde vurderet til 5000 Rdr., hvilken Sum dog tilsidst blev nedsat til 2000 Rdlr. Major Peder Olsen Nordmand, der var en af Eierne, mente, at selv om man gik ind herpaa, var det uvist, om Løftet blev holdt; Borgerne kunde derfor heller anvende Pengene til at bygge paanyt. Trompeteren svarede offentlig og udraabte, for at indgyde Menigmand Skræk, paa Gaderne, da han red tilbage, at da saa mange gode Vilkaar vare afslaaede, maatte man nu vente en Generalstorm, hvorunder ikke engang Barnet i Vuggen vilde blive skaanet[53].

20. Februar var der stille om Formiddagen, men om Eftermiddagen begyndte en kraftig Skyden med Kanonerne og den ene Fyrmørse fra Kleven; samme Dag blev der skudt med den anden Fyrmørse fra Nordsiden, „hvorved det første Menneske blev slaaet ihjel“[54]. Om Aftenen, da det var ganske mørkt, lagde Fienden i Hemmelighed en Granat og en Del Brænde paa Broen tilligemed en Tjæretønde og en Begkrands, som alt kom i Brand, uden at Broen led mere Skade, end at to Spirer gik itu. Om Natten afbrændte Fienden Porsnes Kverner og Saug. – 21. Febr. begyndte tidlig om Morgenen en heftig Skydning med halve Kartover og Granater mod Braadeland, saa at der til Kl. 10 var skudt over 19 Granater og 83 Kanonskud; siden skjød Musketererne, der laa et kort Bøsseskud fra Skandsen, den hele Dag. Om Aftenen Kl. 9 indkastedes nogle Fyrkugler og Granater mellem Husene uden at gjøre synderlig Skade; siden fyredes med Kanoner fra Rødsbjerget. Om Natten afbrændte Fienden Hammerhytten ved Porsnes samt alle Huse der og afkastede den Bro, han havde ved Porsnes. Ligesaa brændte han alle Kverner og Sauger i Tistedalen, 60,000 opskaarne Bord og uopskaaret Tømmer til lige saa stor Værdi, nogle Gaarde i Berg Sogn og Thorpedalen samt veden Gaard, hvorefter han gik under Bratbjerget, over Broen og igjen tilbage til sit Hovedkvarter Laaby (i Nærheden af Rød). Brugenes Brand rammede vel haardest Major Peder Olsen Nordmand som største Eier, men ogsaa den hele By led Skade ved den fuldstændige Standsning af Trælastudskibningen i dette Aar. – 22. Februar om Morgenen Kl. 5 afbrændtes Rødsskandsen og de der liggende Befæstningsverker, Kl. 6 begyndte Skydning fra Kleven paa Rolands Skandse med de mindste Stykker, da de største tilligemed Fyrmørserne allerede Natten forud vare førte bort. Kl. 3 Eftermiddag tog Fienden sine vagter ind og marcherede bort mod Idde Kirke, hvorhen Artilleriet og Bagagen var gaaet forud. – Thorsdag 23. Februar, 6 Uger efter hans Ankomst, gik han med sin nu betydelig formindskede Armee tilbage til Sverige efter først at have afbrændt Gaardene i Idde og Berg Sogne, hvor han for frem, foruden Id Prestegaard. Samme Dag, som Fienden var afmarcheret, blev der holdt Taksigelses-Prædiken og skudt Dansk Løsen fra Halden med 9 Skud, hvorefter Porten blev oplukket og den forladte Leir taget i Øiesyn af Byens Indvaanere, som paa Rødsbjerget endda fandt Ligene af de der for en Maaned siden massacrerede Soldater liggende nøgne og ubegravede. Paa Grund af det nu meget slette Føre samt Mangel paa Proviant og Hjælp fra Sverige turde Anførerne ikke længer blive i Norge[55], hvor de havde lidt et saa stort og saa uventet Tab uden at faa udrettet noget. De beleirede maatte paa Grund af manglende Rytteri undlade at forfølge dem, men alligevel skal den Svenske Armee ved Sygdom og Mangel ogsaa paa Hjemmarchen være bleven saa medtagen, at kun en Trediedel, af hvad den udgjorde ved Indmarchen i Norge, skal have naaet hjem igjen. Da Artilleriet maatte bortføres næsten paa bar Mark, sprængte Svenskerne selv sin ene halve Kartove i en Lade paa Stumberg i Id, en Fjerdingvei fra Byen, for siden at medtage Stykkerne deraf, men da Taget fløi af, kastedes de saa langt bort i Marken, at de ikke kunde gjenfindes, og bleve først efterhaanden af Nordmændene indbragte til Gouverneuren, da Sneen var gaaet bort; den anden halve Kartove slæbtes med til Ske Prestegaard i Baahuslen, hvor den ogsaa sprængtes i en Lade, medens Stykkerne deraf medtoges; den største Fyrmørser sank derimod med Heste og Tilbehør i Isen paa Iddefjorden et Bøsseskud fra Land, da den skulde føres fra Ystehedkilen.

Det var paa den høie Tid, at Beleiringen blev hævet, thi i Byen var saavel Provianten som alle Krigsfornødenheder nær ved at slippe op. Allerede da de første 3 Uger af Beleiringen vare forbi, var Provianthuset omtrent tomt, idet der kun var 8 Dages Forsyning for Soldaterne igjen, hvilket ikke skulde røres, ligesom ogsaa Borgerne paalagdes at holde 4 Dages Kost for sin Husholdning færdig for det Tilfælde, at man blev nødt til at forlade Staden og slaa sig igjennem paa noget Sted. Paa et sammenkaldt Møde forhandlede da Gouverneuren Tønne H. med Indvaanerne om, hvorledes Garnisonen kunde forsynes, indtil den daglig ventede Hjælp udenfra ankom. Efter hans Forslag blev det bestemt, at enhver, som var noget ved Magt, skulde forsyne et Compagni og de andre efter Evne 4, 8, 12 Mand etc. Da der i Magazinet endnu fandtes noget Forraad af Rug, Byg og Malt, skulde deraf tages til Brygning og Bagning, saalangt det strakte. Dette blev samtykket, og atter gik Major Peder Nordmand i Spidsen, idet han overtog Oberstlieutenant Jacob Dues Bergenhusiske Compagni paa 207 Mand, hans Svoger Matthias Bjørn et paa 175 Mand, de øvrige efter Evne: en 30, en 20 Mand o. s. v. nedover, saa at alle bleve forsynede. Haandkverner og 3 Par store Kvernestene vare indbragte fra Tistedalen kort før Fiendens Ankomst; paa disse malede de tagne Svenske Fanger og fattige Folk Dag og Nat, saa enhver blev forsynet under Beleiringen. Næsten den hele Tid var veiret mildt, hvilket i flere Henseender var et Held for de beleirede, som blandt andet derved slap lettere med Isvækningen baade paa Elven og Fjorden for at holde den nødvendige Vaag aaben til sit Forsvar. Alligevel var Sundhedstilstanden selvfølgelig meget slet, da det stadige Ophold under aaben Himmel med anstrengt Arbeide og Nattevaagen foraarsagede megen Sygelighed. Ved Beleiringens Begyndelse var der. 1800 friske Mand inden Byen foruden dens egne Indvaanere og en Del Almue fra Landet, som havde søgt Tilflugt der. Da Generallieutenant Jørgen Bjelke 3 Dage efter Fiendens Afmarche holdt Generalmønstring, var der kun 950 friske tilovers, skjønt der ved Fiendens Skyden kun var bleven dræbt 36 og saaret 31, der kom sig igjen; hele den øvrige Rest var medtagen af Anstrængelse, Sygdom og Vanrøgt; naar Folket i sine vaade Klæder for varmes Skyld lagde sig tæt ind til hinanden, begyndte Klæderne at stinke og raadne, og Sygdomme opstode og forplantedes. Mange, baade Officierer og Soldater, døde derfor efter Beleiringens Ophævelse, hvilket ogsaa skal hav-e været Tilfældet inden den hjemvendte Svenske Styrke. Selv blandt Svenskernes Heste opstod der Sygdom, og en Mængde døde. Da Svenskerne havde borttaget alt Foder paa Bondegaardene i Miles Omkreds, gik Bøndernes Heste vilde omkring; over mod den Svenske Leir skal der være bleven drevet en hvid Hoppe, til hvilken var bundet en Rok og en Seddel med denne Indskrift:

Naar denne Mær lærer at spinde,
Skal Svensken Halden vinde.

Hesten fandtes af Nordmændene liggende paa Isen, ihjelskudt af Svenskerne[56].

Under Beleiringen bleve de mod Byen rettede Kanonskud efter Gouverneurens Befaling optalte og Antallet hver Morgen indberettet til ham; det beløb sig ved Beleiringens Ophør til 3755 Kanonskud med gloende og kolde Kugler, Knipler, Lænkekugler og Kofødder, som ellers brugtes til Skibs; 93 store Granater og utallige Stene indkastedes af Mørserne; den sidste Nat indkom 10 Bomber og 7 Fyrkrandse med 3 Rader korte, fyldte Musketpiber, ladte med Kugler, der lyste over hele Byen, og hvilke ingen kunde nærme sig for at slukke; med et rundt Tal angives derfor Skuddenes Antal til 4000[57]. I Forhold hertil vare derfor de dræbte og saarede særdeles faatallige, og selv den Skade, de indkastede Bomber og Granater gjorde, var ringe, idet de creperede uden at antænde eller endog synderlig ødelægge Husene i Byen. Blandt Exempler paa vidunderlig Redning fortælles, at i et Hus faldt en gloende Kugle ned i en Seng imellem Mand og Kone og brændte Klæderne uden at gjøre dem Skade; efter de yngre Beretninger var det en 12 Punds Kugle, der tog Hovedpuden bort under Mand, Kone og Barn[58]. Schrøder tilføier, at „over dette Tilfælde skal Velbr. Tønne Huitfeldt selv have gjort et Vers“. Dette kjendes ikke, men er Schrøders version af Begivenheden correct, er det med noget Kjendskab til Tidens Leilighedsdigtning neppe vanskeligt at gjætte sig til Pointet i Verset.

Det var et berømmeligt Forsvar, Halden ved denne Leilighed havde formaaet at sætte imod en overlegen og godt udrustet fiendtlig Styrke. Medens de to tidligere Anfald kun havde varet en Dag, var dette sidste Angreb en formelig 6 Ugers Beleiring, der medførte alle de Rædsler, Farer og Bekymringer, der følge af mange Menneskers Indespærring paa et lidet Rum bag slette Forskandsninger, med utilstrækkelige Forsvarsmidler og knap Proviant, under en stadig Kugleregn og gjentagen Bestorming. Det var derfor ingen liden Ros, der af Samtid og Eftertid blev tildelt Tønne Huitfeldt som den, der først havde forestaaet de nødvendige Befæstningsarbeider og senere under saa vanskelige Forhold som øverstbefalende ledede det hele Forsvar og bragte det til en lykkelig Ende, uagtet den Hjælp, der var ham lovet af den øverstbefalende General Jørgen Bjelke og Stat- holder Nils Trolle stadig udeblev. I sin Selvbiografi anfører Jørgen Bjelke (S. 159–60) ingen egentlig Grund for sin Undladelse af at forsøge en Undsætning. Han synes at have befrygtet, at den Svenske Konge, som han havde Grund til at tro i Begyndelsen af Februar opholdt sig paa veden Gaard, skulde have medført saa betydelige Forstærkninger, at han med sit Armeecorps ikke kunde gjøre ham nogen Modstand. Da saa Svenskernes Angreb paa ham ved Borge indtraf 6. Februar, synes ogsaa dette i Forbindelse med Udeblivelsen af Statholderens Undsætning, at have holdt ham tilbage, uagtet den nævnte Affaire var heldig for de Norske Vaaben. Paa lignende Maade sees Svenskerne at være holdte tilbage fra at foretage yderligere mod Halden af Hensyn til J. Bjelkes og G. Reichweins nærliggende Tropper[59].

Det var forsøgte og betydelige Feldtherrer, der anførte den Svenske Armee, og det forøgede derfor Forsvarernes Ros, at de havde kunnet holde sig ligeoverfor disse paa Europas store Valpladse uddannede Krigere. At en Feldtherre som Lars Kagge ikke kunde raade Bugt med „dette Hundehul Halden“, som han skal have kaldt det, maatte jo være ham næsten ufatteligt, og den Mening er derfor udtalt i enkelte ældre Kilder, at det store medførte Beleiringsmateriel neppe oprindelig har været bestemt for den lille Grændseflække Halden, men snarere for Frederiksstad eller Agershus[60]. Den hele Begivenhed forekom Nordmændene selv helt utrolig og betegnes derfor gjentagne Gange som „et Guds Under“. Til Beleiringens Ophævelse bidrog forøvrigt selvfølgelig ogsaa Kong Carl Gustavs Død 13. Februar 1660 i Gøteborg, hvorledes det nu end forholder sig med den Mening, der allerede samtidig med Begivenheden herskede i Norge, at han var bleven saaret for Halden eller der havde paadraget sig den Sygdom, hvoraf han nogle Dage senere døde[61]. – Det bliver i flere af de ældre Beretninger udtrykkelig fremhævet, vat samtlige Officierer paa Halden fuldt ud gjorde sin Skyldighed; næst Tønne Huitfeldt nævnes specielt Oberstlieutenanterne Jost v. Howen, Jacob Due og Frederik Otto Budde, Major Peder Olsen Nordmand og dennes Svoger, Tolderen i Svinesund, Matthias Bjørn, der under Krigen fungerede som „Admiral“ over Skjærbaadene; de to sidstnævnte gjorde derhos baade store pecuniaire Opofrelser og lede betydelige økonomiske Tab ved deres Trælasthandels Ødelæggelse for længere Tider. Endelig fortjener ogsaa Major Johan Forbus at erindres for sin store personlige Tapperhed under de fiendtlige Anfald baade i 1659 og 1660. – 3 Dage efter Svenskernes Bortmarche kom Generallieutenant Jørgen Bjelke fra Frederiksstad til Halden og holdt Mønstring over de gjenværende friske Tropper, og 29. Febr. har han fra Halden dateret sin Beretning om Beleiringen. – 27. Mai 1660 sluttedes Freden i Kjøbenhavn mellem Danmark og Sverige, og den følgende Dag udgik Kong Frederik III.s Brev til Jørgen Bjelke om at indstille alle Fiendtligheder[62].

Efter Svenskernes Bortmarche gjaldt det nu først og fremst, saavidt muligt, at bringe den gamle Orden igjen tilveie i Byen og Lenet, hvormed Tønne Huitfeldt som Lensmand selvfølgelig fik det væsentlige Arbeide, ogsaa da, naar de derom udstedte Kongebreve ere rettede til Statholderen eller den commanderende General. – Den første Gang, Tønne H. er truffet optrædende efter Beleiringen, er forøvrigt 12. Marts 1660 (altsaa kun et Par Uger derefter), idet han da fra Halden i Egenskab af i H. Ms. Befalingsmand over Idde og Marker Lene samt Krigscommissarius Søndenfjelds meddeler Peder Christophersen Duns, Borger i Frederiksstad og sitzhaftig ved Halden, (uden Tvivl en Farfader af Peder Colbjørnsens Hustru), Attest for, at han som Capitain over Borgerne og Strandsidderne har forholdt sig dygtig og tilbørlig baade i Fægtningen ved Haldens Bro 1659 og paa det Parti, som oberst Brochdorff førte ind i Sverige samt endelig under Haldens Beleiring[63]. – 15. Juni 1660 fik Statholder Nils Trolle kgl. Befaling at erklære sig om noget Gods, Tønne H. begjærer „før Betaling“, ganske i samme Udtryk som det ovenfor omtalte Kongebrev af 2. August 1658. Sagen blev dog først afgjort 26. Aug. 1662, hvorom nedenfor[64]. – 8. Juli 1660 fik Knud Schinkel til Thom og Tønne H. til Throndstad kongl. Befaling til som Commissarier at justere Grændseskjel mellem Baahus Len og omliggende Lene[65]. – Samme Dag fik Statholderen Hr. Nils Trolle og Generallieutn. Jørgen Bjelke Befaling om at bringe Halden og Frederiksstad i saadan Defension efter det Kongen tilsendte Afrids, at der tiltrænges mindre Garnison, og at de 7 Landregimenter kunne underholdes der med ringere Bekostning[66]. – 9. Juli 1660 fik Skipper Herman Rødder af Lübeck kongl. Tilladelse til at føre 200 Tønder Korn af alle Slags fra Sjælland til Halden til Magazins Fornødenhed[67]. – 29. Septbr. s. A. fik Knud Schinkel og Tønne H. kongl. Befaling at gjøre Afregning med Otto Skade fra hans første Obersts-Bestalling, og til Freden blev sluttet[68]. – 2. Novbr. 1660 bevilgede Kongen en Rigsdaler af hver Kirke i Norge, som havde Midler, til Gjenopbyggelsen af Haldens Kirke, der var bleven nedbrudt under Beleiringen[69]. – 28. Januar 1661 kvitterer Tønne H. fra Christiania Hans Jacobsen Schørt for Modtagelsen af 158 Rdlr., „som Stenderne udi Stavanger Len godvilligen haver udlagt til de ruinerede af Svensken øster udi Landet saasom Idde og Marker Len“, hvilken Sum han lover at distribuere til de trængende, saa vidt det kan forslaa[70]. 26. Octbr. s. A. kvitterer han ligeledes fra Christiania for „150 Rdlr., som han har modtaget af Hr. Nils Trolles Skriver Knud Frantsen til Uddeling blandt de forarmede Folk i Smaalenene af den godvillige Contribution af Gud- brandsdalens Fogderi[71]. Lignende Bidrag ere selvfølgelig indkomne fra de øvrige af Landets Districter, der vare uberørte af Krigens Ødelæggelser. – 17. Mai 1661 fik „os elskelige Tønne H. til Tromstadgaard“, vor Mand og Tjener og Befalingsmd. over Idde og Marker Lene, samt Absalon Beyer, Lagmand i Frederiksstad, kgl. Paalæg om at træde sammen i en Commission imellem Jomfru Ide Lange[72] paa den ene Side og Borgermester Anders Madsen i Tønsberg samt begge Borgermestre i Skien paa den anden anlangende Laurvigens Handel og Kjøbmandskab, og hvorvidt det deres Formænd af Arilds Tid fulgt haver. De skulle stevne Parterne for sig paa beleilig Tid og Sted og erkyndige sig om sagens egentlige Beskaffenhed og derom afgive fuldkommen Relation til videre naadigst Resolution[73]. – Ved Kronprins Christians Arvehylding i Christiania 15. August 1661 var Tønne Huitfeldt en af de 8 fornemme Herrer, der bare en rød Fløiels Himmel over Prinsen[74].

30. August 1661 fik Tønne Huitfeldt kgl. Befaling om, tillige med Generalmajor Georg Reichwein og Henrik Willumsen Rosenvinge til Lystager, hvilke allerede 17. Aug. havde faaet samme Paalæg, at møde paa Grændserne mellem Baahus Len og Smaalenene for sammen med de Svenske forordnede at gjøre et ret og forsvarligt Grændseskjel mellem de nævnte Lene. De skulle have Kongens Interesse i god Agt og give det beskrevet under deres Haand og Segl[75]. Samme Dag udgik Kongebrev til de 2 nævnte Commissarier, Georg Reichwein og Henrik Rosenvinge, med Underretning om, at Tønne H. er dem tilforordnet ved Grændseskjellets Fastsættelse, „eftersom han Stedens Leilighed sammesteds som Lensmand formenes vel bekjendt at skal være“[76]. Et Kongebrev af 10. Septbr. 1661 paalægger Johan Frederik Marschalck at være Commissarius paa Grændseskjellet mellem Baahus og Norge i Henrik Willumsen Rosenvinges Sted, der paa Grund af andre kongl. Forretninger er forløvet fra den ham tilforn anbefalede Commission[77]. Samme Dag paalægges det derpaa Georg Reichwein, Joh. Fr. Marschalck og Tønne Huitfeldt at fornemme adskilligt, som vedkommer deres Commission anlangende det nævnte Grændseskjel, og navnlig skulde de gjøre sin yderste Flid for at bevare Enningdalen for Norge, „eftersom det erfares at være Grændse-Passerne over til Halden“. Sognet hørte nemlig under Idde og Marker Len, men havde længe i geistlig Henseende været forenet med Naverstad Sogn i Baahus Len, hvorfor man ventede Paastand derpaa fra Svensk Side. Commissarierne skulde, naar de kom paa Stedet, fornemme, om det Annex Enningdalen ikke tilforn har ligget til Idde Sogn og Bønderne for Veiens Korthed erholdet Forlov at søge den Kirke udi Bolleren (ɔ: Naverstad Kirke i Bullarens Herred)[78], saa og om Grændseskjellet ikke kan bevises med Vidner af gamle Mænd at være fra den nordre Ende paa Bollervandet og lige over de høieste Bjerge til Iddefjorden, hvoraf Enningdals Elv løber, desligeste og om forbemeldte Annex Enningdalen ei altid med Arbeide og Skyds haver svaret samt givet al kongelig Rettighed til Lensmanden over Idde og Marker, og ikke til Lensmanden over Baahus Len. Commissarierne bemyndigedes derhos til, saafremt nogen af dem fik Forfald, at tilkalde Nils Hansen Meng paa Halden[79]. – Til Commissarier fra Svensk Side vare under 3. Juni 1661 udnævnte Johan Gustafson Ørnevinge til Høgsboholm, Floda og Hede, Assessor i Gøtha Hofret og Underlagmand i Vestmandland, Bergslagen og Dalarne, samt Gerhard Leyoncrantz til Tolerø, Præsident i Gøtheborg. Commissarierne fra begge Sider enedes om at møde ved Grændsen 5. Octbr. G. Reichwein, J . Fr. Marschalck og Tønne H. indfandt sig ogsaa til den bestemte Tid paa Ørebakke og Berby, men Svenskerne, som skulde være paa Krogstrand i Stenbudalen, kom ikke. Nordmændene maatte i flere Dage vente forgjæves, indtil der fra Gouverneuren i Baahus Len, den fra Haldens Beleiring bekjendte Generallieutenant Harald Stake, indløb Efterretning om, at de Svenske Commissarier paa Grund af den lange Vei ikke havde kunnet indfinde sig til den berammede Tid, men begjærede Udsættelse til 14. Octbr., da de lovede sikkert at komme. Til denne Tid mødtes saa Commissarierne, denne Gang uden Tønne Huitfeldt, der var forhindret ved en anden kgl. Commission, og i hvis Sted Nils Meng var tilstede. Efter opgang og Dele bleve Grændserne endelig fastsatte 26. Octbr., hvorved Enningdalen forblev Norsk[80].

15. Septbr. 1661 angiver Tønne H. fra Throndstad efter kgl. Befaling for Landcommissarierne sit Jordegods saaledes: Thrundstad, som er min Hovedgaard, i sig selv, med des underliggende; som bruges til Avling under Gaarden, med en Kvern, skylder 6 Sk℔ Salt. Øster Ramvig skylder 3½ Sk℔ Salt og bruges under bemte Thrundstad til Avlsgaard. Uden Sognet: Follestad i Røgensogn skylder aarligen 2 ℔ Salt, hvilken Gaard jeg mig kort forleden haver tilforhandlet. Skyld tilsammen 14½ Sk℔ Salt[81]. – Samme Aar (1661) indløste han følgende Gaarde paa Hudrum fra Arvingerne efter Christen Michelsen p. Bragernes, der længe havde havt dem i Pant: Graver (Gabriel), skylder 2 Sk℔ Salt med Bygsel; Rød (Eskil), sk. 2 Sk℔ 1 Fjd. Salt m. B.; Vester Ramvig sk. 3 Sk℔ Salt m. B.; Lille Jaren (Reer) sk. ½ Sk℔ Salt m. B., tilsammen 6 Sk℔ 3 Fjdgr.[82]

Om Vaaren 1662 sees Tønne Huitfeldt at opholde sig i Kjøbenhavn, hvor han 1. Mai tilligemed Feldtmarskalken Hr. Axel Urup til Belteberg i Skaane underskriver det Skjøde, som dennes Søsterdatter, Fru Anne Cathrine Budde, Enke efter Rentemester Peder Wibe til Gjerdrup, udstedte til oberst Reinhold. v. Howen paa Vestnes i Romsdalen[83]. Under dette Ophold i Danmark har Tønne H. havt forskjellige Forretninger at besørge, hvoriblandt ogsaa at finde en Hustru, hvad hans hidtil næsten uafbrudte Omtumlen i inden- og udenlandsk Krigstjeneste neppe synes at have levnet ham Tid til at tænke paa, men som nu under de fredeligere Tider endelig blev iverksat, hvorom nærmere nedenfor. – 24. Aug. 1662 opnaaede han, at Kong Frederik III „for tro og villig Tjeneste, som os elskelige T. H. til Thrundstad, vor Mand, Tjener og Befalingsmand over Idde og Marker Skibreder, udi forleden Ufredstider og særdeles udi de tvende Haldenske Beleiringer gjort og bevist haver“ etc., forunder og bevilger ham at oppebære, nyde og beholde Kongens Tiende samt Foring og Leding, „som aarlig falde kan i Hurum og Røgen Sogne under Agershus Amt i Bragernes Fogderi aldeles kvit og fri uden Afgift i hans og hans Hustrues Livstider“, dog kgl. Regalier med Skatter og al anden extraordinair Indkomst forbeholden, hvilke han indtil videre skal oppebære og derfor gjøre tilbørlig Rede og Regnskab[84]. – 26. Aug. s. A. faar han fornyet kgl. Bevilling paa at beholde det ham 6. Juli 1658 forundte Len, Idde og Marker Skibreder, ogsaa „udi denne vores Arveregjering“ som et Amt med „tilliggende Bønder og Tjenere, vist og uvist, intet undertagende“, aldeles kvit og fri foruden nogen Afgift, indtil Kongen anderledes tilsiger, med Forbehold af kgl. Regalier og Høihed med almindelige Paalæg, Contribution, Indkvartering, Told, Zise, Vrag og lign., hvorfor skal gjøres Regnskab. – Endelig opnaaede han ligeledes 26. Aug. Opgjør for sit Tilgodehavende fra 1658, idet „Os elskel. Tønne Huitfeldt til ’Trombstad’, vor Mand, Tjener og Befalingsmand i vort Amt Idde og Marker“, samt hans Hustru, deres Børn og Arvinger erholdt Skjøde paa følgende Gaarde og Gaardeparter i Bragernes Fogderi, Akershus Amt og Oslo .Stift, i Røgen Sogn: Føllestad af aarlig Landskyld 15 L℔ Salt; i Hudrum Prestegjæld: Berg 1 Sk℔ Salt med Bygsel; Rød 15 L℔ Salt m. B.; Hof 6 Sk℔ Salt m. B., 2 Huse i Grundleie 1 Dlr. i Penge; Ingelstad 2½ Sk℔ Salt m. B.; Sem ½ Sk℔ Salt; Udstad 1½ Sk℔ Salt m. B.; Udstad 1½ Sk℔ 1 Fjerding Salt m. B.; Hauge 1 Bismer℔ Humle; Folkestad ½ Sk℔ Salt m. B.; Bjørnstad ½ Sk℔ Salt m. B.; Killingstad 1 Sk℔ Salt; Jaren 1½ L℔ Salt; Mørk med des underliggende Rødningspladser, som er Onerud, Svemildsrud, Løvaasen og Slettermarken, 3 Sk℔ 1 Fjerding Salt m. B.; Kongsgaard 15 L℔ Salt m. B.; Holtebrek 2 Sk℔ 1 Fjrd. Salt m. B.; Kjøs 1 Sk℔ Salt m. B.; Kjøserud 72 Sk℔ Salt m. B.; Knatvold 2 Sk℔ Salt m. B., samtlige Gaarde med al den Ret, Kongen deri besidder, og med alle sædvanlige Forbehold og Clausuler, som Skjøder pleie at indeholde Det samlede Gods udgjorde med Bygsel: 25 Sk℔ = 50 Tønder; Grundleie 1 Dlr. = ½ Tønde, værdsat til 40 Rdlr. pr. Tønde = 2020 Rdlr.; uden Bygsel: Salt 2½ Sk℔ 1½ L℔ = 5 Tdr. 1⅔ Setting; Humle 1 Bismer℔ = ⅔ Tønde, tilsammen 5 Tdr. 9⅔ Setting, Tønden à 32 Rdlr. = 185¾ Rdlr. 2⅔ ß. Den samlede Sum udgjorde altsaa 2205¾ Rdlr. 2⅔ ß, hvorimod Tønne Huitfeldt afstod sin Fordring paa Kronen 2513 Rdlr.[85] – Ved dette Kjøb kom den nuværende Gaard Setre paa Hudrum, der tidligere havde tilhørt Tønne H.s Farfader og Farbroder og af denne sidste i 1618 var afstaaet til Kronen, atter til Familien Huitfeldt, idet den ovennævnte Jordebog af 1665 viser, at den under Mork liggende Gaard, der i Kongeskjødet kaldes Slettermarken, i Virkeligheden heder Setermarken og beboes af Anders Saugmester; de øvrige af disse Smaagaarde benævnes her lidt mere correct end i Kongeskjødet: Onnerud, som Saxe paabor, Svemmelsrud, som Jens Saugmester paabor, Løvaasen, som er øde og ubygt; Korsgaarden, som Søren paabor, skylder 15 Lpd. Salt m. Bygsel. Kjoserud brugtes 1665 under Throndstad og var ubeboet; Follestad i Røgen angives 1665 til 3 Skpd. Salt m. B., hvoraf 15 Lpd. vare erhvervede ved Kongeskjødet. Det samlede Jordegods efter den af Tønne H. selv underskrevne og beseglede Jordebog, dateret Thrundstad 24. Mai 1665, udgjorde, iberegnet 3 Fjerdinger Salt, der tilkom hans Søster Jomfru Sophia H., 50 Skpd. 2½ Lpd. Salt og 1 Bismerpd. Humle. Det hedder her, at han har erholdt Godset „for Forstrækning til Militien udi Beleiringen for Halden nu udi seneste Krigstid“.

Paa den af Tønne Huitfeldt i Aaret 1661 kjøbte Gaard Follestad i Røgen „invældede sig“ kort efter en Bonde ved Navn Ole Amundsen, der udgav sig for Odelsmand og huggede, solgte og bortleiede af Skoven. Efter at den mod ham paabegyndte Sag havde staaet stille i nogen Tid paa Grund af T. H.s. Ophold i Danmark 1662, indgav denne i Begyndelsen af Aaret 1663 et Par Supplicationer i denne Anledning til Statholder Iver Krabbe, men trods dennes Forbud vedblev Ole Amund- sen med sin ulovlige Fremfærd, skjønt de Bevisligheder, han efter gjentagne Paakrav endelig fremlagde den 3. Marts s. A., viste, at han ingen Odelsret besad. 10. Aug. 1664 supplicerer endnu Oluf Amundsen til Statholderen om at maatte nyde sin formentlige Ret, „eftersom han er altfor ringe til at udstaa langvarig Proces med ham, som er hans Øvrighed“. Han henvises imidlertid til Lov og Ret[86].

I Aaret 1663 blev der arbeidet yderligere paa Haldens Befæstning. 10. April udgik der et Kongebrev til Rentekammeret i Anledning af de til Haldens Fortification og Bygnings Fornødenhed i dette Aar destinerede 16000 Rdr. af Skatterne i Norge. Da Verket strax skal fortsættes, men Midlerne ikke saa snart kunne indkomme, paalægges det Rentekammeret at expedere den kgl. Ordre til Statholderen Hr. Iver Krabbe om ufortøvet hertil at lade erlægge til Generalkrigscommissair Erik Banner 6000 Rdlr. og efterhaanden det øvrige, som behøves, af de forhaandenværende eller indkommende Midler enten af Tolden eller af det afhændede Pantegods, selv om Pengene til andet Brug er destineret, mod siden at refunderes. – Samme Dag udgik Brev til Hr. Iver Krabbe om strax at erlægge de 6000 Rdlr. til Erik Banner; samt derhos en Ordre til denne angaaende de 16000 Rdlr., som dette Aar ere bestemte til Haldens Befæstning, og hvoraf han skal erholde udbetalt 6000 Rdlr. af Hr. Iver Krabbe, hvilke strax skulle anvendes dertil mod senere Refusion i Skatterne[87].

30. Mai 1663 udgik der Befaling til Amtmanden paa Agdesiden Hans Juul, Tønne Huitfeldt, Lagmanden i Bergen Hans Hansen og Lagmanden i Christiania Wittekin Huuss om at dømme i de Sager mellem Gudbrandsdalens Almue samt Jørgen Philipsen og Jens Madsen m. fl. De skulle til beleilig Tid og Sted indstevne Parterne for sig og dømme dem imellem. Samme Dag udgik Brev til Generalmajor Georg Reichwein og Borgermester Anders Madsen i Tønsberg om ikke efter den tidligere Befaling (af 19. Mai 1662) at dømme i denne Sag, da de begge ere besvogrede med Angiveren Nils Toller, hvorfor der exciperes mod dem[88].

10. Juni 1663 oprettede Tønne Huitfeldt og hans Frue reciproct Testamente paa Throndstad, hvilket confirmeredes af Kongen 27. s. M., hvorom mere nedenfor.

18. Januar 1664 udgik kgl. Befaling til alle Amtmænd om at indsende inden April en Jordebog over al Indkomst i deres Amt, naar de havde modtaget den nye Matricul[89]. 5. Marts s. A. fik de ordre om at indsende i Skatkammeret en rigtig Fortegnelse paa Gaardene[90]. – 20. Januar 1664 udgik der Ordre til Generalkrigscommissair Erik Banner at levere god Curlands Rug til Magazinerne, deriblandt 1000 Tønder til Halden à 3 Rdlr. 2 ₻ Danske pr. Tønde[91].

8. Marts 1664 fik Tønne H. og Nils Hansen Meng kgl. Befaling at være Commissarier i en Sag mellem velb. Jomfru Mette Bildt til Lundestad og Peder Bagge angaaende et Laxefiske. De skulde indstevne Parterne til Aastedet og enten forene dem i Mindelighed eller dømme i Sagen[92]. – 26. Marts 1664 udgik der ordre til Amtmændene i Danmark og Norge angaaende det nye stemplede Papirs Administration[93]. – 22. April s. A. fik Tønne H. kgl. Befaling at være afgangne Nils Langes Børns Værge paa Skiftet mellem Jomfru Ide Lange og sal. Nils Langes Børn. Skiftecommissarierne vare Statholder Ulrik Frederik Gyldenløve og Borgermester Anders Madsen i Tønsberg[94]. – 20. Juni 1664 fik T. H. Paalæg at være Jens Nilsen behjælpelig, saa han kan bekomme sin Betaling hos Peder Brunkesen paa Vindingegaard[95].

Ogsaa i dette Aar (1664) haves flere Kongebreve angaaende Halden. 5. Mai 1664 fik Statholder Ulr. Fr. Gyldenløve Kongens Befaling at erkyndige sig, om det, hvorom en Del af Indvaanerne have suppliceret, er Kongen og Stedet til Gavn; han skal derfor begive sig derhen og besigtige alt, da Stedets Conservation er Kongen magtpaaliggende[96]. – 5. Novbr. 1664 fik Statholderen Brev, at Kongen er tilsinds at begave Halden med Byprivilegier, hvorfor Frederiksstads Indvaanere skulle lade Indbyggerne paa Halden umolesterede med Stevning o. lign., „indtil Kongens Villie opkommer“[97]. – En kgl. ordre til Generalmajor Fircks, dateret Kjøbenhavn 3. Decbr. 1664, paalagde denne at sende 150 Mand af de nærliggende Landregimenter tilfods med tilhørende Officierer og Underofficierer til Fæstningen Friderichssten for i 4 Maaneder at arbeide med Stenbrydning og holde Vagt og forøvrigt rette sig efter Commandantens, Oberst Huitfeldts, Ordre[98]. 10. Decbr. s. A. udgik Ordre til statholderen U. F. Gyldenløve om Stenkjørsel til Friderichssten[99].

I 1661 omtales i den almindelige Landcommissions Indberetning velbyrdige Tønne Huitfeldts privilegerede Sauger[100]. I en Skrivelse, dateret Halden 28. Juni 1664, til Statholder U. F. Gyldenløve forklarer han, at han har 3 Sauger paa Hudrum, de 2 paa Thrundstads Grund og den tredie, som kaldes Setter (Setre) Saug, paa Morks Eier, hvilke ere anslagne næsten som Aargangs Sauger, lig dem paa Moss og Halden, da de dog kun ere ringe Flomsauger. Af disse er den ene Throndstadsaug sat for 28 Rdr., den anden for 10 Rdr. og Settersaugen for 28 Rdlr., skjønt der paa sidstnævnte kun blev skaaret 2100 Bord forleden Aar. Hans Foged Jens Olsen kunde vistnok have opgivet den omtrentlige aarlige Skjørsel, men de forordnede Commissarier have undladt at indkalde ham selv eller Fuldmægtig for at accordere om Deleskatten. Oberst Hans Jacobsen (Schiort), til hvem han under Statholderens Fraværelse i Danmark har henvendt sig om Opnævnelse af gode Mænd til Vurdering, har undslaaet sig herfor, da deres Commissorium igjen var ophævet. Da en Henvendelse til Toldforvalter Daniel Knoff heller ikke har havt nogen Følge, anmoder han nu Hs. Excell. selv om at paalægge troværdige Mænd at besigtige og rigtigen ansætte hans Sauger. Da han bortforpagtede dem, fik han i Afgift kun 10 Rdlr. om Aaret af hver, hvortil kommer, at Delerne, der kun ere af Gran, staa i ringe Værdi hos Hollænderne og tildels maa kjøres lange Veie. Hvis han ingen Nedsættelse kan erholde i Saugskatten, nødes han til sin store Skade at nedlægge sit Brug[101]. 17. Decbr. s. A. udgik Statholderens Paalæg til Henrik Sørensen, kgl. Maits. Foged over Mosse og Verneklosters Fogderi, samt Jens Madsen, Borger i Frederiksstad og vohnhaftig paa Moss, forderligst at begive sig til Hudrum og besigtige 3de Sauger, tilhørende Oberst og Obercommandant paa Friderichssten velb. Tønne Huitfeldt, der har beklaget sig over, at de ere satte saa høit i Skat, at han maa lade dem staa, hvis Nedsættelse ei finder Sted. Først 14. Juni 1665 finder Besigtigelsen Sted: de 2 Throndstad Sauger faa sit Vand fra et lidet Tjern opimod Gaarden, og naar Flommen er overflødig Vaar og Høst, kan der en kort Tid skjæres paa begge Sauger, men naar den mindskes, kan kun den ene bruges, da de staa tvert over for hinanden. Andre ovenfor liggende Sauger ere taxerede til at udgive 10 Rdlr. hver, og T. H.s Sauger ere ringere og kunne ikke ansees at skjære mere end 5000 Deler aarlig. En af ham opført Dam er igjen udgaaet og kan formedelst den løse Sandgrund neppe faa nogen Bestandighed. Hvad der skjæres, sælges til Hollænderne for c. 4 Rdlr. for 100 Bord, hvoraf Tiendeparten altsaa bliver 20 Rdlr. Den tredie Saug, Setter Saug, staar paa T. H.s egen Grund paa Mork Eiedeler og er en ringe Flomsaug, Vasdraget af samme Beskaffenhed som ovennævnt, men Faldet til denne Saug er ringere til Vandhjulet, saa den gaar overlang og har ingen synderlig Fart. Der kan aarlig skjæres c. 2000 Deler, der sælges for c. 3½ Rdlr. for 100, Tiendedelen altsaa 7 Rdlr.[102]

5. Januar 1665 paalægger statholderen U. F. Gyldenløve Amtmand Tønne Huitfeldt at skaffe Generalmajor Fircks Udlæg hos Fru Dorothea Bjelke (afg. Daniel Bildts) for resterende 600 Rdlr.[103]

5. Januar 1665 udgik der kgl. Befaling til Hr. Ulr. Fr. Gyldenløve og Ove Bjelke om, at Adelen skulde give Designation paa sine Sædegaarde og Ugedagstjenere[104]. Den ovenomtalte Jordebog, som Tønne H. har afgivet 24. Mai 1665, er altsaa en Følge af dette Paabud. – 24. Janr. s. A. fik Amtmændene i Norge Befaling til at forkynde de s. D. udfærdigede Skattebreve[105]. 8. Februar s. A. paalagdes det Tønne H. at sende Frederiksstens Fæstnings Regnskab (i Anledning af Befæstningsarbeiderne) til Generalkrigscommissair Erik Banner[106]. 27. April 1665 udgik Ordre til Amtmændene i Norge at publicere Forordningen, angaaende Tienden af „Tær“ (Tjære)[107]... Mai s. A. fik statholderen og flere af Amtmændene, hvoriblandt Tønne Huitfeldt, Instrux om, hvordan de skulde forholde sig mod Hollændere og Engelskmænd, saalænge Krigen varer[108]. – 20. Mai s. A. fik Tønne H. og Nils Hansen Meng kgl. Befaling om at fungere som Commissarier paa Skiftet efter afgangne Peder Bagge (til Borregaard, Ous etc.)[109], og 17. August s. A. blev det ham ogsaa efter Enkens, Fru Margrete Nettelhorsts, Begjæring paalagt at være hendes Lagværge paa Skiftet og tillige paase hendes umyndige Broders. Evert Nettelhorsts, Tarv[110]; han var nemlig døvstum. – 6. Juli 1665 bad Almuen af Idde og Marker Lene Tønne Huitfeldt om at tilkjendegive Statholderen Umuligheden af at tilveiebringe første Termins Skatter, da der ingen Hjælp kan erholdes hos deres Kjøbmænd under Krigen mellem England og Holland; Statholderen henviste dem imidlertid til Kongen med deres Ansøgning[111].

Med Hensyn til Haldens Anliggender er for dette Aar (1665) at mærke: 10. Febr. fik Statscollegiet kgl. Paalæg at overveie og afgive sit Betænkende om den af Matthias Bjørn paa Haldens Indbyggeres Vegne overbragte Proposition angaaende Stedets Opkomst og Tiltagelse[112]. – Samme Dag udgik et Kongebrev til U. F. Gyldenløve og Erik Banner anlangende Midlerne til Frederiksstads og Frederiksstens Fortifications Fortsættelse, og den følgende Dag fik den førstnævnte ordre anlangende Skydsfærds-Pengene til Fæstningernes Bygnings Fortsættelse[113]. – 27. Febr. 1665 oversendtes Statscollegiets Betænkende over Haldens Indvaaneres Ansøgning til Stedets opkomst og Forfremmelse tilligemed et nyt Indlæg fra de samme til Granskning og Erklæring af Hr. Nils Trolle, Hr. Iver Krabbe, Jørgen Bjelke og Peiter Bulcke[114]. – 7. April s. A. fik nogle Borgere af Halden Søpas for et dem i Forening tilhørende Skib, St. Johannes, samt Hr. Jørgen Bjelke og Major Peder Olsen (Nordmand) for deres fælles Skib St. Peder[115]. – Endelig fik Halden Kjøbsteds-Privilegier 10. April 1665, angaaende egen Jurisdiction, Accisen, to aarlige Markeder og Byens Vaaben. 12. April s. A. fik Byen Skattefrihed, halv Saugskat og Toldfrihed for Varer fra Sverige, alt i 3 Aar samt Aceisefrihed og Sagefald for Byens Øvrighed som andre Byer i Norge[116]. – 22. April s. A. fik Statholderen U. F. Gyldenløve Kongebrev om at forordne Øvrighedsmænd i Halden. 14. Juli 1665 beskikkede Kongen Nils Hansen Meng til at være Præsident i Frederikshald, hvilket Navn her nævnes første Gang, og 15. Juli s. A. fik Statholderen Befaling at modtage hans Ed[117].

I den Beretning om den Danske Krigsmagts Styrke, som den Svenske Resident i Kjøbenhavn, Gustav Liniecrona, 13. Februar 1665 hjemsendte til sit Hof, hedder det om Garnisonen i Frederikssten ved Halden, at den bestaar af Commandanten Tønne Huitfeldt, Undercommandanten oberst Oluf Jacobsen v. Linden med 1 Compagni med 1 Lieutenant, 1 Fændrik, 1 Sergeant, 3 Corporaler, 1. Tambur, 75 gemene. Af Artilleribetjente findes: 1 Ammunitions-, Proviant- og Material-Forvalter, 1 Lieutenant, 1 Conducteur, 1 Archelimester, 10 Constabler, fremdeles en Garnisons-Feldtskjærer, 1 Profos, 1 Stokkerknegt, i alt 100 Hoveder[118].

1666 d. 3. Januar udgik kgl. Befaling til Amtmændene i Norge om Skattebreves Forkyndelse[119]. – 6. Februar s. A. udgik lignende Ordre til Amtmændene at lade forfatte og indsende til Rentekammeret en udførlig Extract paa al Indtægt og Udgift af deres Amt i de 3 sidste Aar 1663–65[120]. – 16. s. M. fik Amtmændene ordre om Mandaters Forkyndelse (om Levering af Fisk og Smør)[121].

I dette Aar beskikkedes 22. Marts Johan Hane til Havnefoged, Veier og Maaler paa Frederikshald og 29. s. M. Matthias Jensen Bundtz til Byskriver sammesteds, hvorfra han dog allerede 13. Octbr. s. A. forflyttedes til Frederiksstad i samme Egenskab[122].

1667 d. 2. Januar fik alle Amtmænd i Norge Ordre angaaende Skattebreves og Proviantskats Forkyndelse, og 17. s. M. fik de Kongebreve belangende Tiendeforordningers Publication samt om Told af Salt og fremmed Øl. – 23. Marts fik Statholder U. F. Gyldenløve Ordre om Baadsfolks Werbing paa Halden til Flaadens Fornødenhed[123]. – 6. Mai 1667 fik Engebret Eriksen, By- og Raadstueskriver i Frederikshald, Confirmation paa sin Bestilling[124]. – 3. August s. A. fik Bisperne Kongebrev om Taksigelse for Freden, mellem Kongen af England og de Herrer Generalstater af de forenede Nederlande med deres allierede, at holde 11. August. Samme Dag udgik ordre til Commandanterne i Fæstningerne anlangende Stykkerne at løsne, naar Taksigelsen gjøres, blandt hvilke nævnes Tønne Huitfeldt, Frederikshald; han kaldes ved denne Leilighed Oberstlieutenant[125].

I Aaret 1667 opkom der Ild i Raadmanden Ole Nilsens Hus, og næsten hele Frederikshald afbrændte med Undtagelse af Kirken og Sørhalden[126]. Muligens har denne Begivenhed givet Anledning til, at der i dette Aar opstod nogen Uenighed mellem Commandanten og Byens Indbyggere, der endog klagede til Kongen over hans Forhold mod dem, og navnlig over at Byfogden var bleven ført i Arrest paa Fæstningen. I denne Anledning udgik 28. Novbr. 1667 et Kongebrev til Statholderen om at paalægge Commandanten at løslade Byfogden af Arresten, hvorefter den af Parterne, der føler sig forurettet, skal stevne den anden for rette Dommer og Værnething[127]. Byfogden hed Christen Jensen Aarhus og synes at have været en temmelig mislig Person; han omtales som uduelig og drikfældig og havde 1674 fornærmet Præsidenten, hvorfor U. F. Gyldenløve 7. August 1675 suspenderede ham[128].

13. Juni 1668 fik Friderichshalds Indvaanere kgl. Tilladelse til at bygge paa det Sted, hvor Byen tilforn havde staaet, dog saa at alle Gaderne løbe lige op fra Vandet til Fortressen sammesteds efter den Anordning, som Statholder U. F. Gyldenløve og Tønne Huitfeldt „til Thum“, Befalingsmand i Idde og Marker Amt, efter kgl. Befaling maatte gjøre[129]. – 15. Decbr. 1668 fik Amtmændene i Danmark og Norge kgl. Paalæg anlangende Forordning om Favneved og Maaletønder at lade forkynde. Blandt Kjøbstæderne i Norge nævnes Friderichshald[130]. – I Anledning af den ovennævnte Ildebrand fik Frederikshalds Indvaanere 29. Januar 1669 Frihed for al Byskat, Contribution og Saugskat i 10 Aar fra 1. Januar 1668 at regne. Indbyggerne i Forstaden (Nordsiden) paa Ous Gaards Grund skulle herefter svare under Frederikshald; en paalagt Afgift af hvert indkommende Skib skal anvendes til Bybroens og Skibsbroens Vedligeholdelse m. m. Soldatesquen maa ikke drive borgerlig Næring uden tillige at svare borgerlig Tynge[131]. – 21. Juni 1669 udgik der en kgl. Befaling til Kammercollegiet om at gjøre Anordning, at enhver af de 200 Norske Soldater, som arbeide ved Frederikshald, bekommer en Skjorte, et Par Strømper og et Par Sko[132]. – 6. Juli s. A. fik Amtmændene over alt Danmark og Norge ordre at forkynde Paabud om Proviantskatten[133].

I Aarene 1668–69 deltog oberst Tønne Huitfeldt i nogle Transactioner angaaende en Del Jordegods i Smaalenene, Baahuslen og Romerige, tilhørende hans Søskendebarn, afdøde Fru Else Sigvardsdatter Akeleye, der havde været gift med Claus von Unger til Nandrupgaard, som derfor kalder Tønne H. sin „Svoger“. Godset var pantsat for 1000 Rdlr. til Oberstlieutenant Christian Nilsen Holberg, der i Mai 1668 havde faaet en Jordebog derover gjennem Major Peder Olufsen Normand og i Decbr. s. A. et Skjøde derpaa af Tønne H., formentlig paa Claus v. Ungers Vegne, hvilket denne endeligen stadfæster ved et egenhændig udstedt Skjøde, dateret Frederikshald 23. August 1669, hvorefter Godset ansattes til en Værdi af 855 Rdlr., medens Tønne H., der havde faaet overladt en Ødegaard deraf ved Navn Styresøen i Baahuslen, skulde erlægge 45 Rdlr. for denne; de resterende 100 Rdlr. skulde Sælgeren levere samtidig med Skjødet. Da Godset imidlertid laa ubeleiligt for oberstlieutenant Chr. Holberg, anmodede han Major Peder Olufsen om igjen at afhænde det for ham; denne tilbød da først Tønne H. at kjøbe det, da det havde tilhørt hans mødrene Slægt Akeleyerne, men han erklærede intet at have imod, at Major Peder Normand blev dets Eier, hvorfor denne kjøbte det for 900 Rdlr., hvori de 45 Rdlr., som Tønne H. betalte for Styresøen, samt et Aars Renter[134].

30. Septbr. 1669 udgik kgl. Befaling til Tønne Huitfeldt og Willum Mechlenborg om at udtage nogle Breve i Brostrup Geddes Bo, anlangende sal. Nils Langes og Fru Merete Geddes Børns Arv efter deres Faster Fru Karen Lange, og levere dem til Knud Gedde; rigtig Fortegnelse skal nedlægges i Boet, som derpaa atter forsegles[135].

I et Brev, dat. Frederikssten 9. Novbr. 1669, ønsker Tønne H. den nylig til Norge ankomne Vice-Statholder Ove Juul til Villestrup Lykke og Velsignelse til hans Gouvernement. Vice-Statholderens Missive af 29. Octbr. med den kongelige Befaling angaaende Princessinstyren har han modtaget 3. Novbr. og skal sørge for dens behørige Bekjendtgjørelse. Stedets militaire Princessinstyr er allerede indbetalt til Generalkrigscommissair Erik Banner[136]. – I et Brev fra Frederikssten af 7. Decbr. s. A. beretter han Vice-Statholderen, at der til Fæstningens Bygning er brudt en Mængde Sten, som burde fremføres paa Vinterføret, dersom der skal bygges til førstkommende Foraar; det samme er Tilfældet med Tømmer til Bryggerne og Ved til Teglverket; Jern maa indkjøbes. Hvis der ikke skulde være Penge for Haanden, beder han, at Kjørselen maa godtgjøres Almuen i Skatterne, som i Statholder Gyldenløves Tid er skeet. Han har ogsaa skrevet til Generalmajor Gorgas herom. – 18. Decbr. s. A. afgiver Tønne H. Erklæring som Amtmand angaaende forskjellige Sager, hvorom Vice-Statholderen har esket hans Mening: 1. Om Udlæggelse af Odelsgaarde til Ryttergaarde. 2. Om et Ryttercompagnies Overgang til Dragoner; disse bør forsynes baade med Snaphane- og Musqvetlaase paa deres Musqvetter. 3. Om Knegterne langs Grændsen; disse bør ikke udskrives Grændsen nærmere end 1 à. 1½ Mil af Grunde, der nærmere udvikles. 4. Om Soldaternes Undtagelse fra Landsloven; han paaviser forskjellige Ulemper, som deraf ville flyde[137].

Efter Kong Frederik III.s Død 9. Febr. 1670 udgik der 12. Februar Kongebrev til Vice-Statholderen Ove Juul om at tage Ed baade af civile og militaire Betjenter søndenfjelds. 25. (ɔ: 15?) Februar s. A. udgik Brev om, at Stendernes Eder skulde skrives paa,.utrykt“ (ɔ: ustemplet) Papir[138]. Ved Skrivelse af 18. Febr. underrettede Vicestatholderen Tønne H. om Paabudet, og i Brev af 24. s. M. følger dennes fra Frederikssten daterede Svar; han har „med største Vemodighed maattet fornemme vores allernaadigste Konges dødelige Afgang“ og ønsker den nye fromme og milde Herre et langvarigt og lykkeligt Regimente. Efter Statholderens Befaling har han paalagt Fogden og Sorenskriveren straxen at forføie sig til ham for at aflægge Ed; Sorenskriveren er imidlertid allerede indreist til Overhofretten. Ogsaa Generalmajor Gorgas har tilskrevet ham om at indstille sig for at aflægge sin Ed, hvilket han gjerne vilde efterkomme, men da Frederikssten „er en Grændsefæstning, og Byen Frederikshalden dagligen af vores Naboer, høie og nedrige, besøges, og de sig om denne Fæstnings Tilstand paa alle Maader erkyndiger, saa og iblandt den gemene i Sverige mumles om Ufred, haver jeg ikke turdet understaa mig i itzige Tid fra Fæstningen at begive, indtil jeg videre derom kan faa Eders Excellences med Hr. Generalmajors Villie at vide“. Han har ellers efter Paalæg indsendt skriftlig Ed til Generalkrigscommissarius Erik Banner, hvoraf han vedlægger en Copi, dat. Frederikssten 18. Febr. 1670, hvori han som „en ærlig Adelsmand og tro, flittig, ærekjær Obrister og Oberoommandant“ lover „at lade se sin underdanig Lydighed, Flittighed og Troskab til sin Herres og Konges Tjeneste“ etc.[139]

4. Marts 1671 døde Tønne Huitfeldts første Frue Helle Margrete Nold, hvorom nedenfor.

Fogden i Idde og Marker Lene Jens Nilssen[140] tilskriver 14. April 1671 fra Thorp (paa Id) „allerunderdanigst sin høigunstige Herre og Hosbunde, høiædle og velbaarne Tønne H. til Thrundstad-Gaard, H. Kgl. Mts. velbestalter Obriste og Overcommandant over Befæstningen Frederikssten samt Befalingsmand over Idde og Marker, Hurums og Røgens Amter“, med Spørgsmaal om Forstaaelsen af det kgl. Skattebrev for Aaret 1671, der „bl. a. melder. ingen Adel at friholde nogen Gaard eller Gaardepart“; han spørger derfor „om Adelens egne Sædegaarde eller underliggende Lade- eller Avlsgaarde kaldede for Skat skulle lægges eller ikke“. Han anholder derhos om, at en edsvoren, troværdig Dannemand maa blive beskikket i Sorenskriveren Ditmar Hellers Sted, der ved langvarig Svaghed er hindret fra at varetage sit Embede. 19. April forespørger Tønne H. fra Frederikssten hos Vice-Statholderen Ove Juul, om det er Meningen, at Adelens Sæde- og Avlsgaarde skulle lægges i Skat. „Ellers haver Adelens Sæde- saavelsom Avlsgaarde altid for slig kgl. Skat naad. været forskaanede; tilmed ere Adelens Gaarde her i Landet af ringe Leilighed baade udi Avl og andet, hvoraf de ikke kunne have deres Huses Ophold. Der holdes og af Adelens Gods en Soldat af 2 fulde Gaarde, som kan være henved 10 Tønder Hartkorn; vil derfore underdanigst formode, H. Kgl. Mts. Skattebrev ikke i saa Maader Adelen maa være ment. Udiblandt det ringe Gods, jeg haver, ligger mig en 8 Gaarder øde, som jeg selv maa skatte fore, siden jeg ikke kan faa dem besatte, der jeg dog 2de Gange til Thinge det haver udbødet at henfæste foruden nogen Stedsmaalspenge, mens haver dog ingen fornummet, som det vil antage“. Istedenfor den syge Sorenskriver Ditmar Heller foreslaar han at beskikke „Byskriveren udi Frederikshalden, nemlig Engelbret Erikssen, som nærmest ved Haanden og i Lenet boende“, til midlertidig at betjene Bestillingen[141]1.

I Anledning af en Uenighed mellem Sognepresten paa Berg, Hr. Laurits Søfrenssen, og Major Peder Olssen Normand, der som Eier havde opsagt Presten af den til Bergs Prestegaard leiede, tilgrændsende Gaard Boberg, henvendte Presten sig i Skrivelse af 20. Janr. 1672 til sin „gunstige, fromme Lensherre“, Oberst Tønne Huitfeldt, der ved en Paategning paa Skrivelsen 21. Marts s. A. fra Frederikssten paalægger Kgl. Mts. Foged Oluf Søfrenssen og Sorenskriveren Christen Leth at varetage Prestegaardens Rettigheder og om mulig bevirke mindeligt Forlig mellem Parterne. 15. April s. A. holdtes Delingsforretning mellem Bergs Prestegaard og Boberg[142].

21. Februar 1672 fik Frederikshalds By Confirmation paa sine Privilegier[143].

31. Januar og 28. Februar 1673 fik Oberst Tønne H. Paalæg af statholderen om at erklære sig angaaende Rakkestads og Mosse Lens Almuers Forpligtelse til aarlig at levere Langtømmer og Ved til Fæstningerne Frederiksstad og Frederikssten, hvilket navnlig for Tømmerets Vedkommende og de lange Veies Skyld faldt dem meget besværligt. 24. April s. A. fritog Statholderen dem for denne Ydelse, da den ei havde været i Brug før foregaaende Aar[144]. – Efter Klage fra Tønne H.s Fuldmægtig af 7. Juni 1673 paalagde Vice-Statholder Ove Juul, 9. Juni s. A. Fogden paa Folloug at skaffe Garnisonen paa Frederikssten Betaling for Resten af Krigscommissair Erik Banners Assignation for foregaaende Aar, da Garnisonen lider stor Nød[145].

Ved Generalkrigscommissair Erik Banners opgjør for et Aar fra 3. Janr. 1672 til 3. Janr. 1673, hvilket beregnes at være 11 Maaneder og 13 Dage, angives Overcommandanten oberst Tønne H.s Gage for nævnte Tid at være 1000 Rdlr. eller maanedlig 87 Rdlr. 64 ß. 50 Rdlr. bleve fradragne som Prinoesse-Styr fra Michaelis 1670 til samme Tid 1671. Betaltes med Assignation til Tønne H.[146]

1. Marts 1673 erholdt Tønne Huitfeldt kgl. aabent Brev, indeholdende Tilladelse til at vies i Huset i Anledning af sit 2det Ægteskab med Jomfru Sophia Amalia Rosenkrantz, hvorom mere nedenfor[147].

27. Februar 1674 tilstod Statholder U. Fr. Gyldenløve ved Brev, dateret Vinger Prestegaard, oberst Tønne Huitfeldt, at han, naar Udskrivning sker paa hans egne Gaarde, maa optegne dem, der fattes i Lægderne, og som han af sine Bønder begjærer udskrevne, hvilke han da skal forestille for Obersten af Regimentet, der, efter at have fundet dem dygtige, skal annamme og enroullere dem, saa hans Bønder ikke videre besværes; han havde nemlig klaget.over, at Folk af Lægdet, der billigen burde gaa for Gaarden, vilkaarlig overførtes til andre Lægder[148].

I Marts 1674 havde Tønne Huitfeldt commanderet en Lieutenant med Corporal og 9 Soldater til militair Execution for en Assignation, hvorpaa resterede 1400 Rdlr. Fogden Mats Pederssen anholdt 31. Marts hos Statholder U. F. Gyldenløve om at slippe med strax at udbetale 500 Rdlr. og Resten til 11. Mai, hvilket bevilgedes; men hvis da ikke rigtig Betaling skede, skulde han være undergiven militair Execution og svare til Renter og Omkostninger[149].

I Anledning af Skatten og Restantsen i Røgen Sogn, der var henlagt til Haldens Garnison, beklage nogle Mænd af Almuen sig 2. Mai 1674 til Statholder U. F. Gyldenløve meget over Fogdens, Jens Olssen Hesselbergs, Fremgangsmaade mod dem og paastaa, at Restantsen er altfor høit opsat, hvilket han har tvunget en Del Mænd til at underskrive m. m. Herover have de tidligere beklaget sig for oberst Tønne H. (som Amtmand i Distriktet), da han sidst var hjemme paa Thrundstad. Statholderen begjærer 26. Mai s. A. Fogdens Erklæring, der afgives fra Sundby 1. Juni 1675[150] og betegner Klagen som udgaaet fra to rebelske og oprørske Hoveder m. m., hvorpaa Statholderen 20. Septbr. 1675 henviser Sagen til Provincial-Procureur Lambertus, der skal optage Forhør i Sagen og lade den paadømme af uvillig Sorenskriver og Lagrette[151].

Fra 1675 haves i Anledning af „Familie-Landehjælpen“, paabuden af Hensyn til den forestaaende Krig, Opgaver over de voxne Medlemmer inden de forskjellige Familier[152]. For oberst Tønne H.s Vedkommende lyde de saaledes: Paa Thrundstad var der 5 Personer, hvoraf i Skat betaltes 10 Rdlr. Gaardsfogden hed Thor Svenssen. Fra Raade: „Velb. Hr. Obriste Huitfeldt, Obercommandant paa Haldens Fæstning, hvor hans Velb. med sin kjære velb. Frue holder Hus, haver en Herregaard heri Sognet ved Navn Thom“. Her angives 4 Personer i Hans Velb.s Tjeneste, nemlig Gaardsfogden, en Arbeidsdreng og 2 Kvindfolk. Fra Idde Sogn: „Velbaarne og strenge Hr. Oberste Huitfeldts Familie, som bestaar efter hans Velb.s overleverede Mandtal i efterskrevne Personer: Strenge og velbaarne Hr. obersten selver Tønne Huitfeldt. Hans Velbaarenheds kjære Husfrue, Fru Sophia Amalia Rosenkrantz. Vitus Jensen (formentlig Børnenes Præceptor). Jens Christensen. 3 Kvinder. – I Anledning af den truende Krig sees Oberst T. Huitfeldt i Aarene 1674–75 stadig at have Kundskabsmænd (Speidere) inde i Baahuslen for at erfare noget om Svenskernes Foretagender[153]. I samme Anledning foretoges nye Befæstningsarbeider ved Frederikshald. Som allerede af Schrøders Beskrivelse over Frederikshald (S. 38) bekjendt lagde statholder Nils Trolle Grundstenen til Fæstningen 14. August 1661, og siden vare Byggearbeiderne stadig fortsatte, idet Soldater fra de nærliggende Regimenter, som ovenfor omtalt, commanderedes til Arbeide paa Fæstningen, og de omliggende Bønder maatte levere Tømmer til Brug herved samt Brænde til Teglverket, som ligeledes var anlagt i dette Øiemed. Som Bygmester ved Fæstningen fungerede i denne Tid Fabian Stang. Byen blev ved Krigens Udbrud atter omgivet med Palissader, hvortil Tømmeret var taget fra Svenskerne paa Vigsiden, ved Vandet opbyggedes nogle Blokhuse, og U. F. Gyldenløve lod den saakaldte Borgerskandse anlægge, medens en anden Skandse, der byggedes ved Byens Sydside af Peder Olsen Normand, af Gyldenløve efter ham døbtes Petersborg, idet Statholderen selv med Kridt skrev dette Navn paa Skandsen[154]. Om derimod alle de af Krag[155] nævnte Skandser, hvis Navne tildels ere hentede fra Kartet hos Pufendorf, virkelig existerede saa tidligt som 1660, turde være uvist, da dennes Verk først udkom 1697; sandsynligvis ere nogle af dem byggede i 1660-Aarene som f. Ex. Huitfeldtsholmen paa Sørhalden paa Veien til Eskevigen, der kjendeligen er opkaldt efter Tønne H.; den nærliggende Skandse med Navnet Nold har utvivlsomt Navn efter hans første Frue og kan altsaa først være opført efter 1662, da de bleve gifte, og vistnok før 1671, da hun døde; Redouten Budde ved Stranden maa have faaet Navn efter den fra Beleiringen 1660 bekjendte Oberst Otto Frederik Budde. – En til Krigen sigtende Foranstaltning var ogsaa den til Greverne og Amtmændene i Norge 25. Januar 1676 udgaaende kgl. Befaling at forkynde Forordningen om, at Søfolk sig ei i fremmede Herrers Tjeneste eller ud af Rigerne maa begive[156]. – Under denne Krig, der i Norge mest er kjendt under Navnet Gyldenløvefeiden, gik Frederikshald fri for fiendtligt Anfald, men rammedes dog 6. April 1676 af en anden Ulykke, idet den atter for største Delen afbrændte ved Vaadeild, der opkom i en Borgers, Søren Olufsens Hus, hvor en Lieutenant logerede, og var foranlediget ved en Soldats Uagtsomhed[157]. Ogsaa denne Gang blev Kirken og Sørhalden uskadte[158].

I et Project til Norges Defension, dateret Kjøbenhavn 22. Februar 1675[159], angives bl. a. følgende Forholdsregler, der ogsaa for, det meste bleve fulgte: Regimenterne, der bestode af 8 Compagnier, skulde deles i 12, hvorfor flere Officierer tiltrængtes. Nordenfjelds kunde det halve Throndhjemske Regiment tildeles oberst v. Howen som Commandant i Throndhjem; Søndenfjelds kunde Oberst Huitfeldt[160] og Generalkvartermester Coucheron hver faa nogle Compagnier som Regiment eller Bataillon. De fire Søndenfjeldske Regimenter, 5500 Mand stærke, tilligemed 500 Ryttere skulde have deres første Rendezvous ved Frederikshalden, hvis Forsyning med Levnetsmid1er (for Garnisonen) ansættes til 1500 Tønder Korn. I Tilfælde af Indfald i Sverige burde først Baahus attaqveres og Vestergøtland sættes i Contribution. Statholderen bør til Agershus kalde Generallieutenant Russenstein, Generalmajor Løvenhje1m, oberst Huitfeldt og 2 andre Oberster og med dem holde Krigsraad og nøiagtig overveie alt med Hensyn til defensiv eller offensiv Action, hvorefter deres Mening indsendes til Kongen. Ogsaa civile Embedsmænd skulde deltage i dette Conseil for alle Forsyningers Skyld. To Gallioter skulde føre Breve mellem Christianssand og Fladstrand, 4 Fregatter holde Søen ren for Kapere og 12 Skjærbaade besørge Overførsel m. m. til Viken. Da Norge paa Grund af Beliggenheden neppe kan hjælpes fra Danmark undtagen tilsøs, maa Landet sættes i god Defension og, næst Gud, stole paa sine egne Kræfter.

Da Krigen udbrød om Høsten 1675, var derfor den største Del af den Norske Hær, c. 12000 Mand, samlet ved Frederikshald, og efter at Svenskerne havde gjort et mindre Indfald i Ingedals Sogn, forfulgte Nordmændene dem i October ind i Baahus Len, hvor de opholdt sig nogen Tid, men snart igjen trak sig tilbage, da –Kong Carl XI nærmede sig med en større Svensk Hær. Et Indfald fra Værmeland i Januar 1676 besvaredes fra Norsk Side med et lignende i Baahus Len og Dalsland. I disse Krigsbegivenheder vides ikke Tønne Huitfeldt at have taget Del. I det følgende Aars Feldttog var han derimod om Sommeren tilstede inden Sveriges Grændser gjorde sig derunder flere Gange bemærket ved de heldige Træfninger, han leverede Svenskerne, navnlig i Løbet af August Maaned 1676. Af en Afregning[161] fra 14. Juli s. A. til Aarets Udgang, 171 Dage, sees oberst H. som Obercommandant paa Frederikssten at have modtaget 468 Rdlr. 45 ß. „Noch nyder han til sine Hestes Beslag à 48 ß, imidlertid han var udi Marken, at regne fra 21. Juli til 19. Septbr., 60 Dage, 11 Rd1r. 24 ß“. – 19. August s. A. modtog han i Vennersborg til sig og sin Bataillon 117 Rdlr. 64 ff. – 30. Aug. s. A. bekom han af Vennersborgs Magazin en Del Proviant. 3. Octbr. modtog han til Regimentet 500 Rdlr. og 4. Decbr. 400 Rdlr. „Noch decorteres Obersten for Familie-Landehjælp 1676: 14 Rdlr. 32 ß“.

Det fremgaar af ovenstaaende, at Tønne H. ikke har deltaget i Vennersborgs Erobring i Slutningen af Juni 1676. Den egentlige Hensigt med hans Indrykning i Sverige var forøvrigt med 15 Compagnier Fodfolk at føre Beleiringsartilleriet, som Statholder Gyldenløve tiltrængte til Beleiringen af Baahus, ad Landeveien gjennem Baahus Len, da Svenskerne ved denne Tid spillede Mester paa Søen. Under denne Indrykning i Sverige med en Reserveafdeling paa 2000 Mand blev oberst Huitfeldt 12. August angreben af Svenskerne 3 Mile fra Vennersborg, men det lykkedes ham dog, trods et fornyet Forsøg paa at afskjære ham et Pas den 14., at bringe Tropperne Kl. 4 om Eftermiddagen samme Dag frem til Vennersborg, hvor han blev modtagen med Fryd og Lykønskning, og hvorfra der den følgende Dag blev foretaget et Udfald tilbaads paa Venern og Elven[162]. Efter at en af Gyldenløve paabuden Brandskat var bleven negtet, sendtes oberst Huitfeldt med en Del Tropper til Dalsland og tilgrændsende Districter for at bringe Bønderne til Lydighed og tvinge dem til at nedlægge Vaaben. I Dagene efter 14. August forefaldt der flere ret heftige Sammenstød mellem Nordmænd og Svensker under Obersterne Huitfeldts og Jonas Gyllenspetz’s Commando, hvorunder snart den ene og snart den anden havde Fordelen[163]. Det maa have været ved denne Leilighed, at T. H. indtog den lille By Åmål ved Venern, hvis Borgere med Hustruer og Børn toge sin Tilflugt til Vermeland[164]. Nordmændene roses imidlertid for at have holdt fortræffelig Mandstugt. Huitfeldt traf under sin Marche først paa et Parti af nogle Tusinde Bønder, som havde indtaget en fordelagtig Stilling og anlagt gode Forhugninger. Uagtet de vare hans Folk betydelig overlegne i Antal, angreb han dem med Ivrighed, bortryddede Forhugningerne og slog sig igjennem, hvorefter Bønderne bleve drevne fra den ene Post til den anden, indtil de endelig toge Flugten til Skove og Bjerge, efterladende mange døde og saarede. Deres egen Capitain tilbød nu Underkastelse og Contribution med ydmyg Begjæring, at man ikke maatte afbrænde hans Gaard. En stor Del af Bønderne fulgte dette Exempel, underkastede sig og gave Contribution. Oberst Huitfeldt fortsatte derpaa Marchen, men da saavel de fiendtlige Tropper som Bønderne allevegne løbe foran ham og afkastede Broerne bag sig, hindredes han ikke lidet i sin Forfølgelse og standsede derfor om Aftenen ved Stecksfjeld, hvor han blev liggende stille i 2 Dage. Her blev han anfaldt af den ovennævnte oberst Gyllenspetz med 8 gamle Compagnier Fodfolk, 2 Compagnier Ryttere og ligesaa mange Dragoner samt de flygtede Bønder i et Antal af nogle Tusinde. Hensigten var, om muligt, at bemægtige sig Vennersborg og gjenoprette Forbindelsen med Gøtheborg, der for Øieblikket var afskaaren. Angrebet skede med Tapperhed fra flere Kanter om Natten mellem Kl. 3 og 4 den 17. August med Anvendelse baade af Kanoner og Musketter, og da Huitfeldts Styrke kun bestod af nyhvervede Musketerer og 2 smaa Feldtstykker, nødtes han til at retirere op paa en Høi. Herfra gik. Nordmændene atter med saa stor Tapperhed løs paa Svenskerne, at disse efter en fire Timers haard og blodig Kamp i stor Forvirring maatte trække sig tilbage og efterlade 2 Metalstykker og et stort Antal døde og saarede; i denne Træfning blev oberst Gyllenspetz selv haardt saaret og nogle 100 Mand fangne; navnlig var hans Rytteri helt ødelagt, hvorfor han maatte trække sig ind i Vermeland med Levningerne af sit Corps. De Norskes Tapperhed ved denne Leilighed siges endog at have vakt Fiendens Beundring. Kort efter slog ogsaa Generalmajor Hans Løvenhjelm den samme Svenske Afdeling, bestaaende af 5000 Bønder og 500 Soldater, ved Hunneberget, hvorfra de maatte trække sig tilbage med et Tab af 50 Mand[165]. Angaaende et Krigsforetagende 24. August, hvorved Oberst Huitfeldt medvirkede, haves følgende Extract af en Beretning, dat. Vennersborg 25. August, fra Baron Jens Juel til statholder Gyldenløve: Eftersom en Svensk Pinas og en Skude samt 9 eller 10 smaa Fartøi haver. ladet sig se for Havnen ved Vennersborg, haver Hr. Baron Juel resolveret dennem at angribe og nu igaar den 24. Augusti commanderede Capit. Göthnai, Capt. Schau, Capt. Barnholdt og Capt. Lieut. Budde med behørige Underofficierer og imellem 200 og 150 Mand med alt det Fartøi ved Vennersborg, Prammen med en 8pundig og en 6pundige Stykker. Der de vare udkomne, og Fienden fik dennem at se, gjorde de Seil, baade store og smaa, og laverede sig saa langt bort fra os, saa vi dennem ei kunde indhente, altsaa blev resolveret at angribe deres Redouter, paa Vestgøthe-Siden opkaste(de) paa tvende Steder, det ene yderst paa Odden, af Capt. Sohau og Capt. Budde, den anden midt for deres største Redoute, med Prammen af Capt. Barnholdt og Capt. Goethenay, ved hvilket Parti Hr. Baron Juel behagede selv at være hos, og til det andet Parti commanderede Obr. Lieut. Schulz. Der blev mange Skud gjort paa vores med Stykker mens dog uden Effect, alleneste tvende Mænd død blev. Obr. Lieut. Schulz var den første, som kom paa Land, og blev vel secunderet af sine medhavende. Hr. Baron Juel og Obrister Huitfeldt anfaldt tillige paa deres Post og slog Fienden strax paa Flugt, en Del af dennem blev ihjelskudt her og der udi Buskene; 3 af deres Redouter bleve opbrændte saa og deres Hytter og to Gaarder, som deres Qvarter havde været; vores Folk bekom endel Piqver, en god Del Kugler, 4 Jernstykker og 2 3pundiger og 2 mindre[166].

I September maatte Gyldenløve trække sig tilbage til Norge, da de Svenske Grændselandskaber nu vare saa fuldstændig udpinte for al Proviant, afbrændte og ødelagte paa alle Maader, at en Overvintring der ansaaes umulig. Ved det fornyede Indfald i Sverige i Decbr. s. A. var oberst Huitfeldt vistnok ikke med, ligesaa lidt som det kan sees, at han har deltaget i de større Krigsforetagender i Sverige i Aaret 1677, nemlig Marstrands Erobring og Slaget ved Uddevalla. Derimod findes han 7. Februar 1677 fra Frederikssten at have meddelt Skarpretteren Mester Jacob Attest for at have „forrettet sit Embede med den condemnerte Speider“, hvorpaa Gyldenløve giver ham Anvisning paa Generalcommissariatet[167]. – 31. Marts 1677 skriver han fra Frederikssten følgende til Statholder Gyldenløve:

Høybaarne Herre.

Her falder intet skrivværdigt at melde videre, end i Kundskaberne stemme alle over et med, Oberste Post sin quadron er bleven slagen paa Hallen Aas, og han selv syvende være kommen til Gottenborg. I synder Vigen skrives ud paa to Gaarder en Baadsmand. Var Isen kun oppe, som endnu ligger, saa kom vel en stor Del her over[168].

I Juli 1677 haves følgende Opgave fra Presten paa Hudrum i Anledning af Familieskatten: Velbr. Tønne H.s Gaardsfolk paa Thrundstad bestaa af 1 Gaardsfoged Thor Svendssen, 5 Arbeidsdrenge og en Raadspige Anne Hansdatter à 2 Rdlr. gjør 14 Rdlr. Desforuden 2de Fæpiger ⅔ Rdlr., tilsammen 14 Rdlr. 2 ₻ 16 ß. 1 Septbr. s. A. hedder det fra Raade: Velbr. Hr. Oberste Huitfeldt angav, at han vilde selv klarere paa Commissariat-Huset for Thom[169]. – 2. August 1677 kvitterer han fra Frederikssten for 1000 Rdlr. til forskjelligt Brug. 23. Aug. faar han Afregning paa „Tractamente“, 500 Rdlr., til eget og underhavende Garnisons Behov. 25. August kvitterer han atter fra Frederikssten for 3000 Rdlr.[170]

Det er ukjendt, om Sygdom muligens har været Grunden til, at Oberst Huitfeldt ikke findes deltagende i Krigsbegivenhederne i Sverige i 1677. I dette og det foregaaende Aar havde der hersket megen Sygelighed i Norge og Sverige, som sædvanlig især i de Egne, i hvilke Krigen førtes. I 1676 vare flere af de Personer, med hvem Tønne H. i mange Aar havde virket sammen til Rigets Forsvar, gaaede bort, saaledes Peder Hansen Meng, Frederikshalds første Magistratsperson; ved Krigens Begyndelse 1676 var Peder Olsen Normand, der var bleven oberstlieutenant og skulde have deltaget i Indfaldet i Sverige, bleven syg og afgik nogen Tid efter ved Døden. Peder Mengs anden Svigersøn, Matthias Bjørn, Admiral over Skjærgaardsflaaden, kom saaret hjem til Frederikshald fra et Togt paa Vigsiden og døde 2 Dage senere, 21. Septbr. 1676[171]. I 1677 fulgte oberst Tønne H. disse sine samtidige, idet han afgik ved Døden 12. Septbr. paa Frederikssten og blev bisat i det af ham selv i Begyndelsen af 1660-Aarene opførte Gravcapel ved Hudrums Kirke, hvor hans Kiste endnu henstaar. Den er en dobbelt Egekiste, udvendig betrukken med sort Læder og forsynet med svære Jernbanker, en Mængde Messingzirater, et Crucifix og hans fire nærmeste Ahners Vaabener (Huitfeldt, Akeleye, Litle og Sparre). Af Indskrift findes nu kun Forbogstaverne til hans Navn etc. samt Dødsaaret, da den egentlige Gravplade allerede i forrige Aarhundrede synes at være borttagen. Liget, der er nogle Tommer over 3 Alen, er iført en Ligdragt af hvidt Silketøi med Sølvkniplinger[172].

Som allerede ovenfor nævnt, synes det urolige Krigerliv, Tønne Huitfeldt havde ført mellem Aarene 1644 og 1660 at have hindret ham fra at tænke paa Ægteskab. Først da Fredsslutningen i 1660 aabnede Udsigt til roligere Tider, realiserede han i sit 37. Aar den Plan, han muligens allerede havde havt i 1655, da han lod optage Besigtigelsen over Bygningerne paa Throndstad. Under et Ophold i Danmark om Sommeren og Høsten 1662 blev han gift første Gang, efter at han allerede i 10 Aar havde været den eneste gjenlevende Mand af sin Slægt, der nemlig i Danmark var uddød i Mandslinien 1652 med hans Faders Næstsøskendebarn Hr. Henrik Huitfeldt til Lillø og Berritsgaard. Tønne H.s Hustru hed Helle Margrete Nold, hvis Fader, Thomas Nold til Maglø i Skaane[173], tilhørte en i Danmark fra Kurland indvandret Tydsk Slægt og døde 1634 som Capitain ved Tøihuset og forlenet med Lysekloster; Moderen, Helvig Axelsdatter Urup, var Faderens anden Hustru. Helle Margrete Nold, der var født i Kjøbenhavn, formentlig c. 1630, tilhørte paa Mødreneside den samme store Slægtkreds som sin Mand, Gyldenløve- og Rømerslægternes samt Hafthorsønnernes og Kong Haakon V.s Descendenter[174], idet hun nedstammede fra Nils Henrikssøn Gyldenløves og Fru Ingerd Ottesdatter Rømers Datter Anna, gift med Erik Urup (Ugerup) til Aulen, medens Tønne H. nedstammede fra deres yngste Datter Ingeborg, gift med Peder Hanssøn Litle til Foss (Fossesholm). Helle Margrete Nold har tydeligvis været en af de 8 adelige Jomfruer, der bleve opdragne i Huset hos hendes Morbroder, Generalfeldtmarskalk og Geheimeraad Axel Urup til Belteberg i Skaane og hans Frue Sidsel Knudsdatter Grubbe af Røgle, der efter Mandens Død blev Hofmesterinde og levede til 1691[175]. I dette Hus er hun uden Tvivl bleven optagen efter Forældrenes Død, og herfra er hun vistnok ogsaa om Høsten 1662 bleven gift med Tønne Huitfeldt, der maa være bleven bekjendt med hendes Morbroder under sine Ophold i Skaane og Kjøbenhavn i 1650-Aarene. Ægteparrets Bolig blev Frederikssten, og Besøgene paa Throndstad, der laa forholdsvis fjernt, synes ikke at have været hyppige. Herfra er dog deres reciproke Testamente af 13. Juni 1663 dateret, hvorved de paa Grund af kjærlig Affection, christelig Kjærlighed og fornuftig, god Omgjængelse, de have bevist hinanden, bebreve den længstlevende, om de ikke faa Livsarvinger, med det Jordegods og Løsøre, de nu besidde eller siden erhverve; Throndstad nævnes udtrykkelig som hans Gods, medens der fra hendes Side intet navngives. Hans Testamente underskrives til Vitterlighed af Knud Schinkel til Thom, K. Ms. Generalkrigscommissair i Norge, og Otte Schade til Kjølberg, oberst over det Smaalenske Regiment tilfods, og samtykkes af hans Søster og næste Arving, Jomfru Sophia Huitfeldt til Killingstad. Paa hendes Side underskriver Morbroderen Hr. Axel Urup til Hviderø, K. Ms. Rigens Raad og General, samt hendes Brodersøn Thomas Nold. Testamentet er confirmeret af Kongen 27. Juni 1663[176]. I dette Ægteskab fødtes 7 Børn, af hvilke den ældste Datter og den 2den Søn døde spæde; tre Sønner (blandt hvilke Søhelten, Commandeur Iver Huitfeldt, var den ældste) og to Døtre overlevede Moderen[177], da hun døde paa Frederikssten 4. Marts 1671. Enkemanden underretter fra Frederikssten 7. s. M. Vice-Statholderen Ove Juul til Villestrup om. „at Gud allermægtigste ved en christelig Afsked fra denne elendige Verden til sit Riges evige Glæde og Herlighed ved den timelige Død haver hedenkaldet min hjerte allerkjæreste og nu sal. Hustru og mig med fem smaa, umyndige Børn, som bedrøvet igjen lever, efterladt, Gud os trøste og husvale“. Han anholder derfor om at maatte opsætte Begravelsen en otte Dages Tid eller mere over den lovbestemte Tid, der turde blive for kort til alle Forberedelser, samt for at kunne oppebie Svar fra Morbroderen Hr. Axel Urup, hvem han har tilskrevet, hvilket 11. Marts s. A. blev tilstaaet med Bevidnelse af Statholderens og hans Frues Deltagelse i hans Sorg[178]. Svar fra Hr. Axel Urup har han dog vistnok aldrig faaet, thi denne afgik ved Døden i Kjøbenhavn 15. Marts s. A., faa Dage efter sin Søsterdatter. Hun bisattes i Hudrums Gravcapel, hvor hendes to forud afdøde Børn og Tønne Huitfeldts Faster, Jomfru Dorethe Huitfeldt til Killingstad, tidligere vare hensatte. Her forefindes endnu hendes læderbetrukne Kiste, forsynet med et Crucifix og andre Forziringer af Messing samt med en Indskrift[179], medens de to Ahnevaabener, den har havt, nu mangle. Hun er deri nedlagt i en Ligdragt af hvid Moirée med Sølvkniplinger, Silkehuen prydet med Piber af samme Stof tvert over Hovedet, rundt Ansigtet en bred Guldknipling; Svededugen er af samme Stof som Dragten[180].

I Aaret 1673 indtraadte Tønne Huitfeldt i nyt Ægteskab med Jomfru Sophia Amalia Rosenkrantz af Ørup (i Skaane), der ligeledes tilhørte den ovenomtalte store Slægtkreds, idet hun paa mødrene Side gjennem Familien Bjelke nedstammede fra Nils Henrikssen Gyldenløve og Fru Ingerd Ottesdatter Rømers Datter Lucia Nilsdatter, gift med Slægtens Norske Stamfader Jens Thillufsen Bjelke. Sophia Amalia Rosenkrantz’s Fader, Major Børge Holgersen R. til Frølinge, var gift med Maren Bjelke, en Datter af Cantsleren Jens Bjelke til Østeraat og Søster af de berømte Krigere Henrik og Jørgen Bjelke, under hvem Tønne Huitfeldt havde tjent i Feldten 1644–45 og 1659–60, og efter hvilke han opkaldte sin ældste Søn af dette Ægteskab. Han erholdt kgl. Bevilling paa Vielse hjemme i Huset 1. Marts 1673[181], og i samme Maaned har Brylluppet staaet, maaske paa Sande i Tune (Smaalenene), hvorfra Tønne Huitfeldts Morgengavebrev til hans Frue er dateret 11. Marts, som maaske er selve Bryllupsdagen, da hun endnu benævnes Jomfru. Hun skulde ifølge dette som Enke have 2000 Rdlr. forud udbetalte af Boet og, hvis hun beholder Børnene hos sig, have Ret til at tiltræde Throndstad og beholde samme, saalænge Gaarden holdes ved god Magt og Hævd. Til Vitterlighed underskrive Udstederens „høitærede kjære Broder“ Morten Jørgen de Rochlinge, oberstlieutenant og Commandant i Frederiksstad, samt hans „kjære Fætter“ Frederik Parslich[182] til Busgaard. Ogsaa under dette sit andet Ægteskab, der kun varede paa 5te Aar, boede Tønne H. for det meste paa Frederikssten, hvor vistnok ogsaa alle tre Sønner af dette Ægteskab ere fødte; den ældste og den yngste, Henrik Jørgen H. og Hartvig H., overlevede Forældrene og naaede høie militaire Stillinger (Generallieutenant og virkelig General); fra den ældste nedstammer hele den nulevende Slægt.

Da Tønne Huitfeldt var død i Septbr. 1677, havde Statholderen til Skiftecommissarier udnævnt Lagmændene Jørgen Philipsen og Laurits Christensen. 2. April 1678 anholder Jomfru Sophia Huitfeldt hos Statholderskabet om, at Peder Pedersen, tjenende Rosina, sal. Jens Jenssens, maa bevilges at være hendes og de umyndige Børns Fuldmægtig paa skiftet efter Tønne H., hvilket 20. April bevilges, om Peder Pedersen dertil kan formaaes. – 16. April 1678 andrager Lagmanden Laurits Christensen for Statholderen, at da velb. Jomfru Sophia H. til Killingstadgaard ved skrivelse af 10. s. M. har berammet Skiftet at skulle paabegyndes næste Mandag derefter, som var 15. April, paa Throndstad og siden paa hver Sædegaard for sig med Taxering og Udlæg til Creditorerne, saa vil han paa Grund af en Mængde Embedsforretninger, som han opnævner, ikke kunne deltage i skiftet og begjærer en anden udnævnt i sit sted, for at ikke Ophold skal foraarsages. 18. April bliver han derfor entlediget for denne Commission og Vicelagmanden Morten Bontzen (eller Buntzou) beskikket i hans Sted. – 2. Mai. s. A. beklager Enken, Fru Sophia Amalia Rosenkrantz, sig over, at Jomfru Sophia H. antager sig til Brug og Forvaltning en af den afdødes Avlsgaarde, hvorfor hun ønsker hende advaret mod at befatte sig med noget af Godset, før Skiftet er tilendebragt. Dette sker i en meget mild Form 6. Juni s. A. fra de i Statholderskabet forordnede Herrer Speckhan, C. Lund og M. Tonsberg. – Jomfru Sophia H. begjærer saa Befaling til Fogderne og Sorenskriverne paa Moss og i Idde og Marker om at give Forklaring om, hvad Gods og andet der kan tilkomme Tønne H. i deres Jurisdictioner. De nævnte 3 Herrer i Statholderskabet erklære 11. Mai 1678, at dette maa blive de to Commissariers Sag at anordne. – 22. Juni s. A. andrager Jfr. Sophia H., at Lagmand Jørgen Philipsen ved andre kgl. Forretninger er forhindret fra at overvære Skiftet. De nævnte 3 Herrer erklære imidlertid 6. Juli s. A., at de ikke understaa sig at gjøre nogen Forandring i Statholderens Bestemmelse. – 18. Septbr. 1678 andrager Jfr. Sophia H., at der ingen fuldkommen Registrering er skeet efter sal. Oberst Huitfeldt, hvorfor hun af Hensyn til Børnenes Tarv begjærer en Befaling til Fogderne og Sorenskriverne paa Moss og Hudrum om med behørige Mænd at foretage, hvad der er fornødent til Skiftets Forretning ved Commissarierne. Statholder U. F. Gyldenløve paalægger de committerede i Slotsloven at foretage det fornødne, og disse paaminde nu Commissarierne om at paaskynde Sagen og tilkjendegive, hvad der hidtil har opholdt den. – Margrete og Sophia Huitfeldt ansøge derpaa Statholderskabet om, at Sorenskriver Matthias Pedersen maa paalægges at være tilstede paa Skiftet efter deres sal. Broder[183] Tønne H. paa hans Børns Vegne, hvilket bevilges 12. Decbr. 1678, om han dertil kan formaaes[184]. – Sandsynligvis er derpaa Skiftet blevet holdt 1679; heraf kjendes imidlertid kun et udateret Uddrag[185], hvoraf fremgaar, at Throndstad af Skyld 24 Skpd. 6 Lispd. og 8 Skaalpd. Salt, og hvis Bygning og Inventarium var taxeret for 1113 Rdlr. 6 ß, deltes mellem de 5 Sønner og 2 Døtre saaledes, at der paa hver Broderlod (Iver, Thomas, Christian Charlot, Henrik Jørgen og Hartvig) faldt 4 Skpd. 1 Lpd. og 1⅓ Pd. Odelsgods, 3½ Lpd. 1⅓ Pd. Kjøbegods og 185 Rdlr. 2 ₻ 1 ß i Throndstads Bygning og Inventarium; samt paa hver Søsterlod (Elsebe Helvig og Margrete) 2 Skpd. 8 Pd. 1⅓ B₻ Odelsgods, 1 Lispd. 12 Pd. 1⅓ B₻ Kjøbegods og c. 93 Rdlr. i Throndstads Bygning og Inventarium. Derimod tager Fru Sophia Amalia Rosenkrantz sit Odels Jordegods i Nordlandene (d. e. Nordenfjelds) samt 1 Skpd. ½ Fjerding Salt i Kjøbegods, hvorhos hun efter Mandens Gavebrev nyder og besidder Throndstad Gaard, om Børnene forblive hos hende. Det paa Hudrumlandet liggende Odelsgods, der var udsat til brugeligt Pant, tilkom det samtlige Arvinger at indløse og dele. Oberst Rochling som de 5 ældste Børns Formynder antager deres Arvelodder[186] og Enken sine egne to Børns.

Hun beboede neppe nogensinde for længere Tid Throndstad, hvor hun dog sees at have opholdt sig i nogen Tid om Vinteren 1690–91; 6. August 1678 afgiver „Fru Sophia Amalia Rosenkrantz, sal. Tønne Huitfeldts“, fra Thom følgende Oplysninger om sin Husstand i Anledning af Familieskatten: Fruen 2 Dlr., Datteren Elsebe Helvig Huitfeldt 2 Dlr., Inger Rasmusdatter, Fruens egen Pige, 2 Dlr., Maria Peders, Fadeburspige, 2 Dlr., „Ole“ Olsdatter og Anne Hansdatter, Fæpiger, à 1 ₻ 8 ß, Børnenes Præceptor Henrich August 2 Dlr., Jens Christensen, Gaardsfoged, 2 Dlr., 2 Arbeidsdrenge à 2 Dlr.[187] Formodentlig har Thom været nærmest betragtet som hendes mere personlige Eiendom, idet sandsynligvis baade de 2000 Rdlr., som Tønne Huitfeldt havde bebrevet hende, og mere af hendes Arvecapital har været lagt i Thom.

Tønne Huitfeldt var, som ovenfor nævnt, 1657 kommen i fuld Besiddelse af Fædrenegaarden Throndstad ved Arveskiftet med Søsteren Jomfru Sophia Huitfeldt; 1662 erhvervede han af Kronen et temmelig betydeligt Jordegods dertil, for største Delen beliggende paa Hudrum[188]. – Nogle Aar senere søgte han at indløse sin Farbroders, Hartvig Huitfeldts, Gaard Skjeldbred samt sit eget Odelsgods Ulveland og Fiskum, alle paa Eger, fra Kronen. Hermed forholdt det sig saaledes: 26. Marts 1648 solgte Thomas Dyre og hans Frue, Fru Margrete Huitfeldt, til Statholderen Hr. Hannibal Sehested Skjeldbred Hovedgaard paa Eger med tilhørende Gods for 2300 Rdlr. in specie, hvorpaa han gav sin Obligation, medens Betalingen først skulde erlægges senere, naar Gaarden, der 4. April 1638 var overdraget Hartvig Huitfeldts Enke paa Levetid, blev Statholderens endelige Eiendom ved hendes dødelige Afgang. 10. Juli 1648 havde imidlertid Fru Maren Skram afstaaet Skjeldbred til Hannibal Sehested for 350 Rdlr. in specie aarlig, hvortil hun 29. Januar s. A. havde faaet Samtykke af Thomas Dyre og Fru Margrete Huitfeldt. Da Statholderens samtlige Jordegods i 1651 overgik til Kronen, fik Fru Maren Skram, som derved mistede sin Livgedings Indkomst, 3. og 11. Juli 1651 kongelige Benaadningsbreve paa 350 Rdlr. aarlig sin Livstid og 7. Marts 1661 paa 650 Rdlr. Dette vedvarede til 24. Novbr. 1664, da Kongen resolverede, at hun imod de 350 Rdlr samt en anden Benaadning paa 300 Rdlr. for nogen Eiendoms Afstaaelse ved Sølvbergverket 23. Januar 1665 skulde bekomme 100 Tønder Hartkorn i Jylland, hvilket imidlertid neppe indbragte 100 Rdlr. aarlig, og som senere forklaredes kun at være Erstatning for det afstaaede Gods ved Sølvbergverket og hendes 2 Benaadninger (men ikke for Skjeldbred Gaard), ligesom Fru Margrete Huitfeldt ogsaa 15. Novbr. 1651 havde faaet Kongebrev paa at erholde Pengene for Skjeldbred udbetalte efter Fru Maren Skrams Død. Denne giftede sig imidlertid 1661 som en gammel Enke mod al Forventning med en tyveaarig Tydsk Adelsmand, Baltazar Gebhard v. Obelitz, og da Stifdatteren, Fru Margrete Huitfeldt, i 1663 havde mistet sit sidste Barn, Sønnen Iver Dyre, overdrog hun 6. Decbr. 1667 sin „Broder“ (d. e. Farbroders Søn) Tønne Huitfeldt denne sin Fordring paa Kronen, hvorefter han ansøgte om at maatte indløse Skjeldbred for den ovennævnte Sum 2300 Rdlr., hvorfor den var solgt til Hannibal Sehested, eller hvis dette ikke kunde ske, da at erholde Summen udbetalt. Han oplyser fra Frederikssten 26. Juni 1673, at han ogsaa i 1670 har ansøgt om Confirmation paa den ham af Kong Frederik III bevilgede Forlening af Foringen, Ledingen og Tienden af Hudrums og Røgens Sogne, der var ham forundt for gjort Tjeneste i Frederikshalds trende[189] Beleiringer i seneste Krig, som satte ham i temmelig Vidløftighed, hvoraf han ikke siden har kunnet redde sig, da hans Tractament (ɔ: Gage) ikke nær kan forslaa til hans Ophold ved denne Grændsefæstning, hvorved han stedse maa blive, saa han ikke kan „se sit ringe tilgode“. Han henviser herom til Hans Høie Excellence (d. e. U. F. Gyldenløve), om hvem Fru Margrete Huitfeldt i 1672 siger, at han altid havde været hendes „Broder“ Tønne H. saa meget god og gunstig. Denne har fra Kjøbenhavn 26. Juni 1672 paategnet Ansøgningen, at Prætensionen paa Pengene forekommer ham lovlig og henviser Sagen til Skatkammercollegiet. Om den anden Post henviser han til sin Resolution af 19. Januar 1671. I Begyndelsen af Aaret 1672 havde Tønne H. sendt som sin Fuldmægtig i denne Sag en Mand ved Navn Povel Pedersen til Kjøbenhavn, og denne, der oplyser, at han uden Virkning havde ligget der siden Paaske, henvendte sig 16. Septbr. 1672 til Skatmesteren Holger Wind om Tilladelse for sin Husbonde at indløse Ulveland og Fiskum[190] (paa Eger), som Hannibal Sehested havde tilhandlet sig af Fru Maren Skram med Thomas Dyres og Fru Margrete Huitfeldts Samtykke, og som er Tønne Huitfeldts Odelsgods, for de oftnævnte 2300 Rdlr. Dette Gods var imidlertid af Kronen overladt Marsilierne, der atter havde solgt det til en Mand paa Bragernes; Confirmation paa Kong Frederik III.s Benaadning skulde han imidlertid faa[191]. 20. Marts 1673 henviste Rentekammeret Tønne H. til at søge sin Regres for de 2300 Rdlr. i Fru Maren Skrams Bo, naar hun .døde, hvilket indtraf samme Aar; herfra hidrører det da maaske, at han ved denne Tid, som ovenfor omtalt, kunde bebreve sin anden Hustru, Fru Sophia Amalia Rosenkrantz, 2000 Rdlr., men i saa Fald var Regjeringens Fremgangsmaade kun en Unddragelse af den paatagne Forpligtelse til at betale Fru Margrete Huitfeldt Skjeldbreds Kjøbesum efter Fru Maren Skrams Død, idet heller ikke denne ved det rage Jydske Guds havde faaet Vederlag for Skjeldbred, der desuden ikke tilkom hende, men kun for Regjeringens øvrige Forpligtelser til hende for Livgedingen og Godset i Sandshverv[192]. En saadan Behandling af Danske Adelmænd, der havde Fordringer paa Kronen enten for Udlæg under Krigen eller af andre Grunde, var imidlertid ingenlunde ualmindelig i den første Tid efter Souverainetetens Indførelse; Fru Sophia Amalia Rosenkrantz’s Morbroder, Generallieutenant Jørgen Bjelke, var saaledes et hel nærliggende Exempel paa den Heneynsløshed, hvormed man satte sig ud over de paatagne Forpligtelser ligeoverfor den da lidet velseede indfødte Adel.

Allerede før Indgaaelsen af sit andet Ægteskab havde Tønne Huitfeldt kjøbt den betydelige Sædegaard Thom i Raade Sogn i Smaalenene. Den havde da i omtrent 150 Aar tilhørt Familien Galde, hvortil hans senere Frues, Sophia Amalia Rosenkrantz’s, Stifmoder hørte. Dennes Søster, Fru Kirsten Eline Galde, havde bragt Gaarden til sin Mand Knud Schinkel, og efter dette Ægtepars Død 1669 var den tilfalden Werner Parsberg til Nørlund, der var gift med en tredie Søster, Fru Anne Galde, og af dem kjøbte nu Tønne Huitfeldt Thom for 14000 Rdlr.[193] Ved hans Død 1677 stod der „formedelst disse besværlige Krigstider“ 4030 Rdlr. in specie tilbage af Kjøbesummen (Capital og Rente), hvorfor Skjødet endnu ikke var udfærdiget. I dette Kjøb indtraadte da høiædle og velbaarne Hans Ernst v. Tritzschler til Hertmansgrin, Oberst over det Smaalenske Regiment, og „hans forloved Kjæreste ærlig og velbyrdig Jomfru, Jomfru Margrete Huitfeldt“ (Tønne Huitfeldts Datter), og erlagde den resterende Sum, hvorfor de 20. Novbr. 1680 erholdt Skjøde paa Thom af Werner Parsberg, hvis Frue var død samme Aar, med Samtykke af hans Søn Gude Parsberg til Kokkedal. Til Thom hørte da Ødegaarden østentil Gaarden saavelsom Kalberg med andre Huse og Vaaninger ved Stranden, som specificeres i den overleverede Jordebog, samt de tvende Sletterholmer, den store Sletter og den mellemste Ø, alt tilsammen anslaaet for 10 Skippund Hartkorn.) Af Bøndergaarde nævnes i Raade Sogn: Jerndal, Henning Skytte, skylder aarlig Korn ½ Skpd., Tersken 1 ₻, Lam ½, Gaas 1; af et Kvernhus Mel 4 Tdr. Rød skylder Korn 3 Skpd., Fornød 1 Rdlr., Tersken ½ Rdlr., Lam 1, Gaas 1; Brødløs, Stener, Nils og Jørgen, skylder Korn 1½ Skpd., Fornød 1 Rdlr., Tersken ½ Rdlr., Lam 1, Gaas 1; nok 2 Kverner, som forne Stener svarer til, skylde Mel 10 Tdr. Myre, Jørgen, sk. Korn 1½ Skpd., Huder 1, Smør 1½ Bpd., Fornød 1 Rdlr., Tersken ½ Rdlr., Lam 1, Gaas 1. Vandsbrekke, Anders, sk. Huder 1, Fornød ½ Rdlr., Tersken 1 ₻ Lam ½, Gaas ½. Oveberg, Jørgen og Nils, sk. Korn 2 Skpd., Fornød 1 Rdlr., Tersken ½ Rdlr., Lam 1, Gaas 1. Øvre Hissingby, Nils, sk. Korn 2 Skpd., Fornød 1 Rdlr., Tersken ½ Rdlr., Lam 1, Gaas 1. Nedre Hissingby, Knud, sk. Korn 1½ Skpd., Fornød 1 Rdlr., Tersken ½ Rdlr., Lam 1, Gaas 1. Øster Kile, Las og Jon, sk. Korn 1½ Skpd., Fornød 1 Rdlr., Tersken ½ Rdlr., Lam 1, Gaas 1. Norum sk. Korn 2 Skpd., Fornød 1 Rdlr., Tersken ½ Rdlr., Lam 1, Gaas 1. Item Norum Korn 1½ Skpd., Fornød 1 Rdlr., Tersken ½ Rdlr., Lam 1, Gaas 1. Sønder Norum, Ole, Korn 1 Skpd. Rødstad, Halvor og Thorbjørn, Korn 2 Skpd., Fornød 1 Rdlr., Tersken ½ Rdlr., Lam 1, Gaas 1. Huseby, Arne og Thrond, Korn 3 Skpd., Fornød 1 Rdlr., Tersken ½ Rdlr., Lam 1, Gaas 1. Huseby, Michel, Korn 2 Skpd., Smør 1 Bpd., Fornød 1 Rdlr., Tersken ½ Rdlr., Lam 1, Gaas 1. Hoen, Anders og Jens, Korn 4 Tdr., Fornød 1 Rdlr., Tersken ½ Rdlr., Lam 1, Gaas 1. Vold, Knud, Korn 2½ Skpd., Smør 1 Bpd., Fornød 1 Rdlr., Tersken ½ Rdlr., Lam 1, Gaas 1. Grimstad, Michel og Otters Enke, Korn 2 Skpd., Fornød 1 Rdlr., Tersken ½ Rdlr., Lam 1, Gaas 1. Grimstad sk. Malt 3 Tdr., Fornød 1 Rdlr., Tersken ½ Rdlr., Lam 1, Gaas 1. Soen, Peder og Nils, Korn 2 Skpd., Fornød 1 Rdlr., Tersken ½ Rdlr., Lam 1, Gaas 1. Askeruds Ødegaard, Jørgen, Smør 2 Bpd. Løcken, Guttorm, Korn 13 Lispd., Fornød ½ Rdlr., Tersken 16 ß, Lam ½, Gaas ½. Burum, Anders Jensen, Korn 4 Tdr., Fornød 1 Rdlr., Tersken ½ Rdlr., Lam 1, Gaas 1. Burum, Simon og Hoer (Haaver?), Korn 6 Tdr., Fornød 1 Rdlr., Tersken ½ Rdlr., Lam 1, Gaas 1. Kielderø, Boe, Korn 3 Tdr., Fornød 1 Rdlr., Tersken ½ Rdlr., Lam 1, Gaas 1. Skraattorff, Svend Christopherssøn og Hans Michelssøn, sk. Huder 8, Fornød 1 Rdlr., Tersken ½ Rdlr., Lam 1, Gaas 1. Bubakke, Gregers, Huspenge 2 Rdlr. Tein, Hans, Huspenge 2 Rdlr. Starengen, 3 Rdlr. aarlig. Aakeberg, Maurits, Korn 2 Skpd., Fornød 1 Rdlr., Tersken ½ Rdlr., Lam 1, Gaas 1. Nok af et Hus, kaldes Rød, Penge 1 Rdlr. Reffue, Engelbrecht, Korn 2 Skpd., Fornød 1 Rdlr., Tersken ½ Rdlr., Lam 1, Gaas 1. Aagger, Guttorm, Smør 10½ Bpd. Aagger, Søren Matssøn, Smør 9 Bpd. Aagger, Ole, Smør 7½ Bpd. Hauge, Anders Thomesøn, Smør 6 Bpd. Katterud Ødegaard under forne Hauge, Huder 1. Vester Rødstad, Anders og Amund, Smør 7½ Bpd. Skoufs Ødegaard, Peder, Penge 2 Rdlr. Sønste Rød, Nils’s Enke, Smør 7½ Bpd. – Onsøen. Spetallen, Arve, Korn 1 Skpd., Fornød ½ Rdlr., Tersken 1 Ort, Lam 1, Gaas 1. Saltnes, Jon, Malt 3 Tdr., Fornød 1 Rdlr., Tersken 1½ Ort, Lam 1, Gaas 1. Solberg. Jon, Korn 1½ Skpd., Fornød 1 Rdlr., Tersken ½ Rdlr., Lam 1, Gaas 1. – Svindals Annex. Gunderø, Ellef, Korn 1 Skpd., Fornød 1 Rdlr., Tersken ½ Rdlr., Lam 1, Gaas 1. Grøtved, Svend, Korn 14 Lispd., Fornød 1 Rdlr., Tersken ½ Rdlr., Lam 1, Gaas 1. Langebraade Ødegaard, Penge 2 Rdlr., Ferskmad 1 Ort. Grøtved, Ole, Korn 1 Skpd., Fornød 1 Rdlr., Tersken ½ Rdlr., Ferskmad ½ Rdlr. Onsager, Herman, Korn 1 Skpd., Fornød 1 Rdlr., Tersken ½ Rdlr., Ferskmad ½ Rdlr. Eng, Christen, Korn 1 Skpd., Fornød 1 Rdlr., Tersken ½ Rdlr., Ferskmad ½ Rdlr., for Kornskaar 2 Rdlr. Fløder, Gert, Korn 112 Skpd., Fornød ½ Rdlr., Tersken ½ Rdlr., Ferskmad 1 Ort. Røstad, Iver Ostenssøn, Korn ½ Skpd., Fornød ½ Rdlr., Tersken ½ Rdlr., Ferskmad ½ Rdlr. Næsset, Tholle, Penge 1½ Rdlr., af et Kvernehus 1½ Rdlr. Nok af Løvøen i Vansjø ½ Rdlr. Sandaa, Oluf Hjulmager, Smør 1 Bpd., Arbeidspenge 2 Rdlr. Vastved, Rasmus, Korn ½ Skpd., Fornød 1 Rdlr., Tersken ½ Rdlr., Ferskmad ½ Rdlr. Skoven, Nils, Korn 1 Fjerding, Fornød 1 Ort, Tersken 1 Ort, Ferskmad 1 Ort. Lundum, Jesper, Korn 1 Fjerding. Birkedal, Morten, skylder Næver 1 Fjerd. Ulsrød, Dyre, Korn 11 Bpd. Brattou, Thorsten, Korn 3 Lispd. Frøland, Thorger, giver aarlig Penge 14 Rdlr., af et Kvernehus ½ Rdlr. Gjededalen, Gudmund, Penge 3 Rdlr. Tune Sogn. Taskenes, Knud, Huder 2, Fornød 1 Rdlr., Tersken og Vedhuggen 1 Rdlr., Lam 1, Gaas 1, Arbeidspenge 1 Rdlr. Ramstad, Paul, Korn ½ Skpd., Huder 2, Skind 4, Fornød 1 Rdlr., Tersken og Vedhuggen 1 Rdlr., Lam 1, Gaas 1, Arbeidspenge 1 Rdlr. Møllenrød, Nils, Huder 1, Fornød ½ Rdlr., Tersken ½ Rdlr., Lam 1, Gaas 1. Af Møllen, som ligger under Gaarden, Mel 10 Tdr. Isebak, Hans, Huder 1, Fornød 1 Rdlr., Tersken ½ Rdlr., Lam 1, Gaas 1, Arbeidspenge 1 Rdlr. Af Møllen Mel 10 Tdr. Lier Ødegaard, Penge 3 Rdlr. Vestby Sogn. Torfest sk. Salt 1½ Lpd. Edsberg Sogn. Holte, Jens, sk. Mel 15 Lpd., Fornød 1 Rdlr., Arbeidspenge 1 Rdlr. Berg, Daffin, Mel ½ Skpd. Skittved Sogn. Strand, Christen og Enken, Mel 18 Lispd., Fornød 1 Rdlr., Arbeidspenge 1½ Rdlr. Rygge Sogn. Klumpesten bruges af Generalauditeur, giver Salt ½ Skpd. Kjellingsvig, Tholle, Salt 1 Fjerding. Rød og Gjerud, Morten, Salt 1 Skpd. Kallerud, Clemen, Salt 1 Fjerd. Moss. Galdegaarden, Jon Bjørnssøn, Penge 2½ Rdlr. Svend 2½ Rdlr. Nok Svend, Tomteleie af et Hus 1 Ort. Laurits Bjørnssøns Tomt ½ Rdlr. Nok Laurits Bjørnssøn af en anden Tomt ½ Rdlr. Endnu en Tomt, som ligger til Galdegaarden, ½ Rdlr. Ellen Mortens Tomt ½ Rdlr., Ringsrud 1½ Rdlr. Karlshus (?) Krogstad. Tolderens Gaard 6 Rdlr. Anders Thomesøns Tomt ½ Rdlr. Søren Matssøns Tomt ½ Rdlr. Dines Mauritssøns Tomt ½ Rdlr. Jørgen Utnes Tomt ½ Rdlr. Christen Snedkers Tomt 1 Rdlr. Amond Gulbrandssøn af sit Hus og Tomt 4 Rdlr. Bjøruld Aagger Tomteleie ½ Rdlr. Jon Skomagers Hus 1 Rdlr. Karen Johansdatter 1 Rdlr. Dorothe Johanses ½ Rdlr. Skolemesterens Hus 1 Rdlr. Karen Christophers ½ Rdlr. Peder Skrædder 1 Ort. Saugbruget. Moss. Munkesaug 17 Tdr. Hartkorn. Huitfeldts Saug 15 Tdr. Hartkorn. Svindal i Rosse-Elv. Laugmands Saug. Frølands Saug. Nes Saug. Saltbrug. Halvparten i Saltkjedelen. Endnu Kasu, Hans, Salt ½ Skpd.[194]

Efter denne Tid synes Fru Sophia Amalia Rosenkrantz, naar hun opholdt sig i Norge, for det meste at have beboet Sande Herregaard i Tune Sogn, som hun maa have kjøbt efter sin Mands Død af Cantsler Joh. Fredr. Marschalck, der i 1677 havde kjøbt Gaarden af Arvingerne efter Oberst Christopher Friderich v. Gersdorph, der i første Ægteskab havde været gift med Elisabeth Bjelke, Fru Soph. Am. Rosenkrantz’s Moster, til hvem Gaarden var udlagt paa Skiftet efter Faderen Cantsler Jens Bjelke. Naar Tønne H. paa sin Frues Epitaphium skrives til Sande og Sanderup er dette altsaa ikke correct; Sande forblev i deres Efterkommeres Besiddelse til 1752.

Ogsaa i Kanestrøm paa Nordmøre (Halse Annex til Stangvik) eiede Fru Sophia Amalia Rosenkrantz en Del som en af Børge Rosenkrantz’s Arvinger, der endnu 1688 opføres i Fogedregnskabet som Eiere deraf, men ikke længer i 1690. Da der imidlertid hvilede Gjæld paa Gaarden, var Eiendommen vistnok kun af liden Betydning og gik 1689 eller 90 over til Creditorerne[195].

Mere end paa Sande boede Fru Sophia Amalia Rosenkrantz som Enke dog nok paa sin Gaard Sanderup (nu Sannarp) i Halland, hvilken hun 4. Februar 1681 havde erholdt paa Skiftet efter Faderen Børge Rosenkrantz († 1679). Denne Gaard blev efter hendes Død inddragen under den Svenske Krone, da hendes 2 Sønner som Dansk-Norske Officierer tjente mod Sverige under den daværende Krig. Efter Fredsslutningen 1720 lykkedes det imidlertid Brødrene at erholde Gaarden tilbage, hvorefter de 1725 solgte den til Oberstlieutenant Carl Otto Lagercrantz[196].

Fru Sophia Amalia Rosenkrantz var om Høsten 1682 i Kjøbenhavn i Anledning af et for hende og hendes Børn vigtigt Formuesanliggende. Generalprocureuren havde søgt hende for en Restants af en Afgift, som i Krigsaaret 1658 var bleven paalagt Idde og Marker Len (den halve Genant), men hvorfor hendes sal. Mand aldrig var bleven krævet, ligesom han kort efter Krigens Slutning havde faaet Skatkammerets Kvitteringer for rigtigt Regnskab og Betaling. Til Rigsmarskalk Körbitz havde han betalt 450 Rdlr., som Lenet paa Kongens Vegne var denne skyldig, foruden at Lenet i hint Krigsaar ved to Beleiringer for Frederikshalden var ganske ruineret og for en stor Del afbrændt, saa Indkomsten blev ganske liden, paa samme Tid, som han med Flid og Troskab maintenerede Stedet, hvorom henvises til Statholder U. F. Gyldenløves Vidnesbyrd. Tiltrods for dette havde overhofretten 29. Mai 1682 dømt Boet til at betale 685 Rdlr. 1 ₻ 3 ß med dobbelt Rente for de forløbne 24 Aar. Hun ansøger derfor 19. Octbr. 1682 Kongen om Eftergivelse af det idømte Beløb, som vilde udgjøre det meste af Mandens efterladte Formue. 4. Novbr. s. A. eftergav Kong Christian V hende baade Capital og Rente i Henseende til den sal. Mands tro og gode Tjeneste, naar den af Generalprocureuren paa Processen anvendte Bekostning er betalt, dog uden Conseqventse med Hensyn til andre[197].

Paa sin Søster Fru Sophia Amalia Rosenkrantz’s Vegne havde Axel Rosenkrantz til Ørup. 15. Juni 1681 i Kjøbenhavn udstedt en Obligation til Faderens Cousine, Fru Vibeke Rosenkrantz, Enke efter Hr. Erik Krag til Selsø, paa 300 Rdlr. in specie at tilbagebetale 11. Juni 1682 med 6 p. c. Rente „paa adelig Ære, Tro og Love“; om dette ikke sker, tilbydes Pant i Jordegods. Fru Vibekes Svigersøn, oberst Frederik Gersdorph, havde, da Betaling ei havde fundet Sted, opsagt Summen til Udbetaling 11. Juni 1691, paa hvilken opsigelse Fru Sophia Amalia Rosenkrantz 8. Janr. 1691 paa Throndstad havde givet det Svar, at da hendes Midler ikke ere her i Riget, og hendes Bopæl er i Halland, kan hun ikke her betale, og da hendes Fader ikke efterlod rede Penge, tilbyder hun godt Jordegods i Skaane i Betaling. 25. Juni 1691 var Sagen fore i Høiesteret, hvor 5 af Dommerne mente at burde tage hendes Exception med Hensyn til Bolig for gyldig, da hun maatte ansees bosat i Halland, medens 10 Assessorer ansaa Throndstad for hendes Bolig og derfor dømte hende til at betale efter Obligationen[198].

I 1708 anmeldte Fru Sophia Amalia Rosenkrantz fra Sande 28. Juli Prætensioner i Boet efter Bent Svendssen Selvig paa Hudrum, da Skiftet efter ham holdtes 24. Septbr. s. A. Fordringerne hidrørte fra den Tid., han havde været hendes og hendes Børns Fuldmægtig over Throndstad og Hof samt fra et Salg af Egelast. Skifteretten afviste dem imidlertid, fordi de ikke vare anmeldte ved Skiftet efter hans første Hustru 1705., da Proclama var udstedt[199].

Fru Sophia Amalia Rosenkrantz, der var født 7. Januar 1649 paa Sande i Tune, afgik ved Døden 18. Marts 1711 paa Frølinge[200] i Halland, der tilhørte hendes Slægtninge af den Danske Adelsslægt Holck, hos hvem hun altsaa sandsynligvis har været paa Besøg. Hun blev bisat i Onsø Gravcapel, hvor hendes ældste Søns første Hustru, Sophia v. Pultz, samme Aar var indsat, og som var bygget af Cantsler Jens Bjelke og dengang benyttedes af hans omboende Descendents, hvortil baade hun selv og begge Sønnens Fruer hørte. Her henstod Kisten til 1822, da Kirkens Styrelse lod alle der staaende Lig begrave paa Kirkegaarden og forandrede Jens Bjelkes Familiebegravelse til Sacristi uden noget Hensyn til de mange bekjendte og berømte Mænd, som her vare stedte til Hvile. Gravskriften over Fru Sophia Amalia Rosenkrantz er trykt i B. Moes Tidsskr. for d. norske Personalhist. 1. R., S. 193.

Portraiter af oberst Tønne Huitfeldt have uden Tvivl existeret baade paa Throndstad og Elingaard, men ere gaaede tilgrunde ved disse Gaardes Brand 1752 og 1746. Heldigvis fandtes ogsaa et paa Thom, der har tilhørt hans Datter Margrete og Svigersønnen Generallieutenant H. E. v. Tritzschler. Det viser en anseelig, temmelig svær Mand med et kraftigt og bestemt Udtryk i det aabne og ret vakre Ansigt. Den nuværende Eier af Thom, Godseier Chr. Sissener, har foræret det til sin Slægtning Consul Herman Huitfeldt i Trondhjem. Derimod vides intet Billede af nogen af hans Fruer bevaret til Nutiden.

Af andre synlige Minder fra Tønne Huitfeldt er blandt hans Efterkommere intet andet i Behold end en Vinkande af blaat og hvidt Porcellain i den Sibbernske Familie, til hvilken den er kommen gjennem hans Sønnesøns Datter, Søster Huitfeldt, gift med Major Georg Christian Sibbern til Værnekloster († 1796)[201]. Den er forsynet med et Laag af Sølv, hvori Statholder U. F. Gyldenløves Vaaben er graveret. Traditionen beretter, at den er en Gave fra ham til Tønne Huitfeldt, der, som ogsaa ovenfor nævnt, var meget yndet af Statholderen, der ofte færdedes paa Grændsen ved Frederikshald og i Byen selv, hvor han endog i 1690-Aarene knyttede en Kjærlighedsforbindelse med en Datterdatter af Præsidenten, Hans Nilssen Meng, ved Navn Maria Olsdatter (Meng), der senere blev gift med Commandanten paa Bergenhus Generalmajor Johan Frederik Tuchsen. Frugten af denne Forbindelse var en Søn, Wilhelm, f. 1692, der 1726 adledes med Navnet Ulrichsdahl og blev Generallieutenant, Ridder af Dbr. og Commandant i Frederiksstad. En af dennes Døtre blev gift med Tønne Huitfeldts Sønnesøn, oberstlieutenant Hans Christopher Kaas Huitfeldt[202].

Som ovenfor nævnt, nedstammer hele den nulevende Huitfeldtske Familie fra oberst Tønne Huitfeldt; af andre adelige Slægter nedstamme fra ham Linier af Familierne: Rosenkrantz (paa Ørup), Silfversparre, Berg v. Linde, Wachtmeister etc., Harbou, Lachmann, Sundt, D’Albedyhll, Sibbern, v. Munthe af Morgenstjerne, Peyron, Ramel, Hamilton, de Tonsberg, Wedel-Jarlsberg, Wedelsparre, v. Benzon, Moltke, Løvenskiold, Anker og Hoppe. I det sidste Aarhundrede nedstamme ogsaa adskillige borgerlige Familier fra ham[203].


Denne teksten er offentlig eiendom fordi forfatteren døde for over 70 år siden.
  1. ↑ Norske Rigsregistr. VI, S. 399.
  2. ↑ Norske Rigsregistranter VII og VIII Reg.
  3. ↑ Uden Tvivl ham, der 28. Febr. 1630 antoges som Gefrieder i Skaane, og som blev Cornet ved Hannibal Sehesteds Livcompagni 9. Marts 1644 samt i Oktbr. s. A. Regimentskvartermester. Han levede endnu 1651, da han under de mod Hannibal Sehested rettede Undersøgelser gav Svar paa en Del Spørgsmaal, der fremsattes til de under Feiden fungerende Officierer. Han skriver sig da selv Arild Axelsen Giede. (N. Rigsarch. Cancell. P. 14 b. 2).
  4. ↑ Til Fremstillingen af Krigens Gang er benyttet Hannibal Sehesteds Copiebog for Aaret 1645 (i Saml. t. det norske Folks Sprog og Hist. II–V), Slange, Christian IV’s Historie II, S. 1259 og 1304–7, Jørgen Bjelkes Selvbiografi (udg. af I. A. Fridericia) S. 22–43, Generalkrigscommissær Nils Langes Regnskaber under Krigen i N. Rigsarchiv (Cancelliet) og Rigsregistraturet i Svenske Rigsarch. (Afskr. i Kildeskriftfondets Saml.)
  5. ↑ Norske Rigsarchiv, Bestallinger (bl. Militaircalenderne og i Cancelliarchivet).
  6. ↑ Norske Rigsregistranter IX. S. 178 f.
  7. ↑ N. Rigsregistr. X. S. 148, 161 og 257.
  8. ↑ N. Rigsarch., Agershus Lens Regnskaber 1652–57 (P. No. 157, Hudrum).
  9. ↑ N. Rigsregistranter X. S. 561 f. og 589–93.
  10. ↑ Dan. Rigsarch., Sjællandske Tegn. XXXII. fol. 513.
  11. ↑ Danske Rigsarchiv, Sjællandske Tegn. XXXII. fol. 539 b–544 b.
  12. ↑ Suhms Saml. t. d. Dan. Hist. 1 R. B. II (2), S. 173.
  13. ↑ Danske Rigsarch., sjællandske Tegn. XXXII fol. 667 b–668. Flere Kongebreve sammesteds fra Novbr. og Decbr. 1653 give Befalinger angaaende de Norske Tropper og deres Indkvartering i Helsingør m. m., uden at Tønne Huitfeldt udtrykkelig nævnes; der angives kun, at de skulle commanderes af en Capitain.
  14. ↑ Norske Rigsregistranter XI. S. 239 f.
  15. ↑ Originaldoc. af 7. August 1655 paa Papir i Norske Rigsarchiv, Yngre Diplomsamling, uden Tvivl hidrørende fra Throndstad.
  16. ↑ D. Rigsarch., Skaanske Tegnelser.
  17. ↑ N. Rigsarchiv, Fogedregnskaber for Hudrum, Eger, Lier etc. 1714.
  18. ↑ Dan. Rigsarch., Skaanske Tegn. IX fol. 29.
  19. ↑ Dan. Rigsarch., Sjæll. Tegn. XXXIV fol. 42.
  20. ↑ Ibid. XXXIV fol. 75. Derimod paalægges det 11. Juni 1657 Hr. Axel Urup at henvise „det Norske Folk under Capitain Lucas Iversens Compagni“, der var kommet til Kjøbenhavn, til Hr. Henrik Bjelke. (Skaanske Tegn. XIV (IX?) fol. 52).
  21. ↑ Dan. Rigsarch., Afregn. ell. Docum. ang. Fordringer til Kongen c. 1603–73. Pk. H. 126, Henrik Willumsen Rosenvinges Afregn. (Meddelt af Cand. mag. F. Jessen).
  22. ↑ Ved dette „etc.“ skal muligens hans militaire Charge betegnes, som imidlertid ikke i de hidtil benyttede Kilder er fundet nævnt mellem 1654 og 1660–Aarene, hvorfor hans mulige Avancements-Gratier og -Dage i denne Tid ikke kjendes. Hans mere selvstændige Commando i 1657 og følgende Aar over 4 Compagnier forudsætter muligens, at han da har været Major, men maaske han dog aldrig har baaret denne Titel.
  23. ↑ Danske Rigsarchiv; Sjællandske Tegn. XXXIV fol. 511. b–512.
  24. ↑ Dan. Rigsarch., N. Tegn. 1657–60 X fol. 107.
  25. ↑ Dan. Rigsarch., N. Reg. 1657–60 X fol. 78.
  26. ↑ Ibid. fol. 105–6. Lensbrevet er trykt i Budstikken VI (1825), S. 661 ff. (ved J . Chr. Berg).
  27. ↑ Dan. Rigsarch., N. Tegn. 1657–60 X fol. 108. a.
  28. ↑ Ibid. fol. 109.
  29. ↑ Dan. Rigsarch., Svenske Acta, VIII fol. 130 f. (Meddelt af Cand. mag. F. Jessen).
  30. ↑ Dan. Rigsarch., N. Tegn. 1657–60 X fol. 115. b-116. a.
  31. ↑ 100 Morgenstjerner og 800 Gehager befaledes 29. Marts 1653 sendte til Baahus Fæstnings Fornødenhed. Dan. Rigsarch., Sjæll. Tegn. XXXII fol. 510.
  32. ↑ R. Nyerup, Efterretn. om K. Frederik III, S. 82 og 108 f. Hofmans Efterretn. om Dan. Adelsmænd II, S. 105 f. Dansk Biografisk Lexikon I, S. 135. Rothe, Brave Danske Mænds og Kvinders berømmelige Eftermæle I, S. 367–407 efter N. Rosenkrantz’s Ligpr. ved Mag. Nils Henriksen Tistorf.
  33. ↑ Saga, udg. af J. S. Munch, 1, S. 79–81. Johannes Schrøders Beskr. over Friderichshald, S. 15–18. Jonas Rist, Fridrichshalds Ære-Krands i Dansk Museum 1782, I. S. 646–51. N. Nicolaysen, Norske Magasin II, S. 438–41. J. A. Frantzen, Gjenlyd af Dan. og Norske Søheltes og andre Krigeres Tapperhed, S. 237–41. L. Holberg, Dannemarks Riges Hist. III (3. Opl.), S. 411 ff. H. P. S. Krag, Kort Underretn. om Frederikshalds By, S. 19 ff. Generallieutn. Jørgen Bjelkes Selvbiogr., udg. af I. A. Fridericia, S. 123 f., hvor Angrebet paa Halden sættes til 17. Septbr.
  34. ↑ Original paa Papir m. Nils Trolles egenhændige Underskrift og Segl i Norske Rigsarch., Yngre Dipl. Saml.
  35. ↑ Jørgen Bjelkes Angivelse i hans selvbiografi (udg. af I. A. Fridericia) S. 135 af 16 à 1800 saarede maa være overdreven, hvis den ikke blot er en Feilskrift for 6 à 800.
  36. ↑ Se J. S. Munch, Saga I, S. 93–98. Schrøders Beskr. ov. Friderichshald, S. 18–24. J. Rist, Friderichshalds Ære-Krands i Dansk Museum 1782, S. 651–57. J. A. Frantzen, Gjenlyd af – – Krigeres Tapperhed. S. 442–47. R. Nyerup, Efterretn. om K. Frederik III, S. 225–27. Generallieutn. Jørgen Bjelkes Selvbiografi (udg. af I. A. Fridericia), S. 133–35. N. Nicolaysen, Norske Magasin II, S. 441–43. L. Holberg, Dannemarks Riges Hist. III (3. Opl.), S. 413 f. Krag, Underretn. om Frederikshalds By, S. 21–24. Af disse Kilder angiver Schrøder (og efter ham Nyerup og Krag samt Topographisk Journal I, 4. H. S. 22) rigtig, at Tønne Huitfeldt var tilstede i Byen under Beleiringen, hvorimod Rist, S. 648, Holberg, S. 416 og Norske Mag. II, 440 og 445 berette, at han endnu var i Danmark, hvilken urigtige Angivelse formentlig er fremkommen derved, at Generaludfaldet 23. Aug. 1638 forvexles med Greneralstormen 10.–11. Febr. 1659. Naar det endvidere i de sidstnævnte Kilder hedder, at han kom hjem fra Danmark om Sommeren 1659, kan dette maaske forholde sig rigtigt under Forudsætning af, at han har været der igjen efter Beleiringen 1659, men dette er hidtil ikke bekjendt. I Modsætning hertil lader en Beretning i et Manuskript i Univ. Bibl. (No. 537 in fol.) Tønne Huitfeldt være nærværende allerede ved Anfaldet i 1658. Den i C. C. Gjørwells „Den Svenska Mercurius“ for Janr. 1757, S. 449, efter Harald Stakes Personalier af A. A. Stiernman meddelte Beretning om Angrebet paa Halden synes temmelig overdreven med Hensyn til Nordmændenes Tab. – I et Brev af 16. Febr. befaler Carl Gustav, at Besætningen paa Halden, som han haaber fangen, skal sendes til Helsingborg for at recrutere hans egne Tropper. (Sv. Rigsarch., Riks-Registraturen, 1659).
  37. ↑ Afregninger eller Documenter angaaende Fordringer til Kongen c. 1603–1673 Pk. E. 9. (Fru Else Fris’s Fordring hos Kongen, meddelt af Cand. mag. F. Jessen). Hun var Enke efter Oberstlieutenant Vincents Bildt til Nes og Thorshof († 1658).
  38. ↑ Statholderskabets Ældre Archiv.
  39. ↑ Af Familien Meng og Svigerfader til Major Peder Olsen Nordmand og Tolderen Matthias Bjørn. Han var en rig Handelsmand paa Halden og døde 1676 som Præsident paa Frederikshald.
  40. ↑ N. Rigsarch., Personalia. Huitfeldt.
  41. ↑ Schrøders Beskr. ov. Friderichshald, S. 25. 14. Februar maa der utvivlsomt være en Feil for 14. Januar.
  42. ↑ Dan. Rigsarch., Jørgen Bjelkes Indberetn. om Krigen, dat. 2. Mai 1667.
  43. ↑ Jørgen Bjelke (i J. S. Munchs Saga I, S. 101) nævner dog først kun 5000 Mand til Hest og Fods, hertil kom en Forstærkning fra Sverige 5. Februar, nemlig 4 Compagnier af Smaalands Regiment. I sin selvbiografi (udg. af Fridericia) S. 148 angiver han den samlede Svenske Styrke før Indrykningen i Norge til 12000 Mand.
  44. ↑ Hertil kom senere 2 halve Kartover og 1 Fyrmørse, hvorved det hele Tal bliver 14.
  45. ↑ Schrøder, Friderichshalds Beskrivelse, S. 26.
  46. ↑ Rist i Dansk Museum 1782 I, S. 660 f. og N. Mag. II, S. 449 f. Schrøder i sin Beskr. ov. Friderichshald, S. 27, henfører ikke Begivenheden til nogen bestemt Dag, men dens Plads i Bogen peger snarere paa 3. end 13. Febr., hvilket vel ogsaa er Tilfældet med Major Peder Nordmands Sending, der neppe kunde været skaffet tilveie saa sent som 13. Febr.
  47. ↑ Ifølge Jørgen Bjelkes Angivelse (Saga I. 102) efterlodes i Leiren for Halden kun 10 Mand af hvert Compagni til Hest og Fods under oberst Taube. I hans Selvbiografi, S. 162 angives Svenskernes Antal ved Borge til c. 4000 Mand Artilleri og Rytteri.
  48. ↑ Naar det har været angivet, at denne høie Officier var Feldttøimesteren, General Gustaf Horn, da er dette urigtigt, thi han døde først i Aaret 1666.
  49. ↑ Hos Rist ere disse blevne til 2 Faner, hvilket gjenfindes i alle de senere Beretninger.
  50. ↑ Med Hensyn til Chronologien er her fulgt de ældste og tildels samtidige Kilder, som maa antages bedst underrettede, nemlig de 2 Relationer i J. S. Munchs „Saga“ I, S. 103 og 112 samt Schrøders Friderichshalds Beskr., S. 28. Beretningerne i Dansk Museum 1782 I, S. 669 f. og N. Magasin II, S. 451, der i det væsentlige ere ens, synes at ombytte nogle af Begivenhederne for 13., 19. og 20. Februar, se nedenfor. At Stormdagen var 13. Febr. fremgaar ogsaa af samtidige Svenske Kilder (Afskr. i Kildeskriftfondets Saml. No. 211).
  51. ↑ Den nævnte samtidige Svenske Beretning angiver, at en 4de kun var lidet brugelig.
  52. ↑ Til 17. Februar henfører Schrøder (Friderichshalds Beskr., S. 29) et Udfald af Nordmændene, der paa Knardal i Byens Nærhed opbragte nogle Svenske Vagter; disse berettede om en paatænkt Generalstorm den følgende Nat, som Udfaldet menes at have hindret.
  53. ↑ Saaledes efter Rist i Dan. Museum 1782, S. 671 og N. Magasin II. S. 451 f., hvorefter stormen den 13. Febr. beskrives som foregaaet 20. Febr. Det tør imidlertid uden Tvivl ansees for vist, at der ikke er gjort nogen egentlig Storm denne Dag, skjønt Beskydningen baade 20. og 21. Februar fortsattes med Styrke. Forskjellen mellem gammel og ny Stil gjør sig uden Tvivl her gjældende, ligesom ovenfor ved 3. og 13. Februar, skjønt Afstanden mellem Dagene ikke er lige.
  54. ↑ Dette maa være at forstaa som den første af Byens Indvaanere (Soldaterne fraregnede).
  55. ↑ 20. Februar var der udgaaet et Kongebrev i Kong Carl XI.s Navn (med Moderens, Dronning Hedevig Eleonoras, Underskrift) til Grev Lars Kagge om at indfinde sig i Gøtheborg, medens General Gustaf Horn skulde overtage Commandoen over den Svenske Hær i Norge, men allerede 22. og 24. s. M. fik samtlige tre Hærførere Befaling om, da Isen nu gaar op, at søge at salvere Hæren ud af Norge og ikke at brænde Byer, Brug eller Kverner, hvilket imidlertid allerede var gjort. (Riks-Registraturet f. 1660 i Sv. Rigsarch., Afskr. i N. Kildeskriftfonds Saml. No. 260).
  56. ↑ Mscr. No. 781 in fol., Ny kgl. Saml. paa det kgl. Bibl. i Kbhvn. (Ex Mscr. Fr. Erici). Hos Schrøder, Friderichshalds Beskr., S. 27, lyder Verset saaledes:

    Naar Du lærer denne Hest at spinde,
    Skal Du Halden vinde.

    Schrøder tilføier udtrykkelig: „men hvo Seddelen havde skreven, vides ikke“, hvorfor en Tradition inden Familien og paa Frederikshald, der dog neppe er hundrede Aar gammel, og som tillægger Tønne Huitfeldt Verset, neppe fortjener nogen Tiltro og vel snarest er opkommen ved Forvexling med det Vers af ham, der nedenfor omtales. Ogsaa i et Manuscript i Univ. Bibl. (No. 537 in fol.) tillægges Verset Tønne H. som Svar paa en Opfordring til Borgerne om Overgivelse, der først var sendt ind i Byen med den samme Hest. Den indeholdt de Løfter og Trudsler, der omtales ovenfor S. 192 og foraarsagede hos Borgerne den S. 185 omtalte nedslagne Stemning, der bragte dem til at gjøre Commandanten Forestillinger. Han truede imidlertid med at lade den første, der talte om Overgivelse, hænge o. s. v. Det hele synes at være senere Udsmykninger og ganske upaalideligt som Kildeberetning. Denne sidste Efterretning findes ikke i et forresten ligelydende Manuscript i Danske Rigsarch. (fra d. forrige Krigsministeriums Arch.) i en Pakke m. Titel: Documenter fra Krigen med Carl Gustav etc. No. 4 (i Afskr. bl. Kildeskriftfondets Saml. No. 131).

  57. ↑ I Beretningen i Saga I, S. 116 maa vistnok Ordet fire være udfaldet foran „tusinde Kanonskud“. Jørgen Bjelkes Angivelse gaar ikke op til fuldt 3000, som vistnok er for lidet.
  58. ↑ Schrøder, Friderichshalds Beskr. S. 30; Rist i Dansk Museum S. 679 og N. Mag. II, S. 456.
  59. ↑ Se Lars Kagges Personalier, meddelte i C. C. Gjørwells „Den Swenska Mercurius“ for Januar 1757, S. 451 af A. A. v. Stiernman.
  60. ↑ At dette er rigtigt, sees af dere Breve fra Carl Gustav til Lars Kagge o. fl. i Riks-Registraturet for Janr. 1660 i Svenske Rigsarch. i Stockholm, hvoraf Afskr. i Kildeskriftfondets Saml. i Chra. No. 260. Kongen tænkte nemlig baade paa Erobring af Frederiksstad, Vinger skandse og Christiania, hvorfra Agershus derpaa kunde tages, i alle Fald ved at afspærre Fjorden ved Skandser paa begge Sider af Drøbaksundet.
  61. ↑ Se navnlig Jørgen Bjelkes Selvbiografi, S. 159 f. og 163 f. Schrøders Beskr. ov. Friderichshald, S. 33 ff. Holberg, Dannem. Riges Hist. III (3. Udg.), S. 419. Efter Pufendorfs kortfattede Beretning om Kongens Sygdom synes der mellem de to Anfald af Feberen endnu at levnes Plads for et kort Besøg i Norge, hvorved han kunde have forværret sin Sygdom; vanskeligere synes dette at blive efter den af A. A. v. Stiernman i C. C. Gjørwells „Den Swenska Mercurius“ for Januar 1757. S. 447 meddelte Redegjørelse for hans Opholdssted i Januar og Februar 1660. Dog er herved at bemærke, at ikke alle i Kongens Navn udfærdigede Expeditioner med Nødvendighed forudsætte hans Nærværelse, hvorfor en endnu nøiagtigere Redegjørelse i Virkeligheden tiltrænges, for at Sagnet helt kan siges modbevist. Endnu mindre synes hane Læge Joh. Costers (Køsters) Relatio medica morbi et obitus Caroli Gustavi at tillade Antagelsen af nogen Reise til Norge. Den af F. F. Carlson, Sveriges Hist under Konungarne af Pfalziska Huset I, S. 425 omtalte Sendelse af Grev Carl Lejonhufvud og Gustaf Oxenstierna til Norge for at undersøge Forholdene ved Indfaldsarmeen kan vel tænkes at være ophavet til det Norske Sagn.
  62. ↑ Til Fremstillingen af Begivenhederne er benyttet de ovenfor nævnte Kilder. Af disse er den ældste og paalideligste Beretning, der synes at hvile paa Gouverneurens, Tønne H.s, under Beleiringen førte Journal, trykt i „Saga“ I, S. 106–16 efter det samtidige Originaltryk, hvori dog allerede nogle Smaafeil ere indløbne, formentlig nærmest Correcturfeil. Dernæst følger Jørgen Bjelkes Beretning af 29. Febr. 1660, ligeledes trykt i Saga I, S. 100–105 efter det samtidige Originaltryk, og Fremstillingen i hans Autobiografi, udg. af I. A. Fridericia, S. 146–65, hvilke ogsaa begge i det væsentlige ere rigtige, men som, tildels beroende paa andres Beretning, dog feile i enkelte Detailler, hvortil kommer, at den sidste er skrevet flere Aar senere og i et apologetisk Øiemed, hvoraf der paa flere Steder sees Spor; navnlig er Svenskernes Styrke vistnok gjennemgaaende for høit ansat. Schrøders Beskr. ov. Friderichshald har en i det væsentlige correct men kortere Efterretning end Jonas Rist i Dansk Museum 1782, S. 646–80 (ogsaa særskilt trykt) og den dermed i alt væsentligt overensstemmende Beretning, der er trykt i Nicolaysens N. Magasin II, S. 438457, hvilke vel lide af flere Feiltagelser, men dog, som nedskrevne paa Frederikshald, bringe en Del nye og vistnok for største Delen rigtige Detailler. Saavel Schrøder som Rist, der skreve i første Fjerdedel af 18. Aarhundrede, ere utvivlsomt i nogen Grad paavirkede af den Colbjørnsenske Familiekreds og fremhæve derfor maaske noget ensidigt Peder Olsen Nordmands og Matthias Bjørns Fortjenester. Saavel J. A. Frantzens Fremstilling i Gjenlyd af Dan. og Norske Krigeres Tapperhed, S. 248–64, som den af Overlærer Borch i Liebleins Tidsskrift „Norden“ III, S. 247–58 meddelte Beretning ere kun Uddrag af Rist. Holberg i Dannemarks Riges Hist. III (3. Udg.), S. 415–19 og i Dannemarks og Norges Beskr., S. 399–401 støtter sig udelukkende til Schrøder og Rist, og det eneste, der hidrører fra ham selv, er Noten S. 416 angaaende hans Fader, hvem han dog ikke tillægger nogen fremtrædende Rolle ved Halden men vel ved Throndhjem. R. Nyerups Efterretn. om K. Frid. III, S. 227–34 kjender vistnok de ovennævnte og et Par Svenske Kilder, men henter sin Fremstilling omtrent udelukkende fra Holberg, hvorfor han har dennes (og hans Forgjængeres) Feil i nogle Enkeltheder. Den versificerede Beretning i N. Prahls K. Friderich III.s Hist., S. 118–20 hviler udelukkende paa Holberg. H. P. S. Krags Underretn. om Frederikshalds By, S. 24–33 har af de ovennævnte Kilder kun benyttet Schrøders og Rists Fremstillinger. Pufendorfs Carl Gustavs Hist. berører Beleiringen blot ganske korteligt, men har S. 601 et meget godt Kart over Halden og nærmeste Omegn, hvilket dog neppe er fuldt samtidigt (Bogen udkom 1697). Ogsaa Fryxell, Carlson m. fl. omtale disse Begivenheder i al Korthed. Et Manuscript i Univ. Bibl. (No. 537 in fol.) har neppe nogen særskilt Betydning; det synes i det væsentlige at hvile paa Schrøders og Rists Beretninger og at være nedskrevet efter Hukommelsen. Kun i et Punkt, som ovenfor omtales, har det en, i alle Fald tilsyneladende, original Beretning, der dog neppe er synderlig paalidelig. De fra Lars Kagges Personalier hentede Efterretninger, som A. A. v. Stiernman meddeler i C. C. Gjørwells „Den Swenska Mercurius“ for Januar 1757, S. 450 ff., stemme i alt væsentligt med de Norske Beretninger, men ere kun meget mere kortfattede.
  63. ↑ N. Rigsarchiv, Personalia No. 30, Colbjørnsen.
  64. ↑ D. Rigsarch., N. Tegn. X fol. 263 b. og N. Missiver i N. Rigsarchiv.
  65. ↑ D. Rigsarch., Svenske Acta VIII fol. 236.
  66. ↑ Ibid., N. Tegn. X fol. 284.
  67. ↑ D. Rigsarch., sjællandske Reg. XXIV fol. 594.
  68. ↑ Ibid., N. Tegn. X fol. 310. Ved denne Tid eller noget senere er det vel ogsaa, at Peder Nilsen Lund paa Stumberg har faaet de 2 nævnte Herrens Resolution i Anledning af sit Udlæg under Feiden, c. 228 Rdlr., der dog endnu 1664 var ubetalt, da han derom supplicerer til Statholderen (N. Rigsarch., Stathold. Suppl. Prot. 1662–69 No. 278).
  69. ↑ Ibid., N. Reg. XI fol. 7.
  70. ↑ Ibid., Afregn. og Docum. ang. Fordringer til Kongen c. 1603–73. Pk. H. 70 (Orig. blandt oberst Hans Jac. Schørts Afregn.). Meddelt af cand. mag. Fr. Jessen.
  71. ↑ N. Rigsarchiv, Cancelliet. P. 5. Embedsmænds Forhold. Wittekind Huus’s Dom af 3. og 4. Marts 1662.
  72. ↑ Ide Lange til Falkensten var gjennem sin Moder, Fru Anne Hansdatter Litle, et Næstsøskendebarn af Tønne Huitfeldt.
  73. ↑ D. Rigsarch., N. Tegn. XI. fol. 27 og N. Missiver i N. Rigsarch.
  74. ↑ L. Holberg, Dannemarks og Norges Beskr. S. 416 og Dannemarks Riges Hist. III (3. Udg.), S. 542.
  75. ↑ D. Rigsarch., N. Tegn. XI fol. 37 og N. Rigsarch., N. Missiver.
  76. ↑ D. Rigsarch., ibid. XI fol. 38 og N. Rigsarch., Miss. samt Grændsereguleringen, 2. Vol. III.
  77. ↑ D. Rigsarch., N. Tegn. XI fol. 41.
  78. ↑ Dette beror paa en Feiltagelse, da Enningdalen fra de ældste Tider havde sin egen Kirke, medens det var Prest, Sognet i lang Tid havde havt tilfælles med Naverstad.
  79. ↑ Dan. Rigsarch., N. Tegn. XI fol. 41 og Svenske Acta ibid. I Grændsereguleringens Arch. vol. III i N. Rigsarch. angives Intructionens Datum at være 16. Septbr.
  80. ↑ Efter Rigsarchivar M. Birkelands Fremstilling af Grændseforholdene, se N. Rigsarch.s Copibog 1872 No. 93. – Et Kongebrev, dat. Kbhvn. 18. April 1662, fastsætter, at Hr. Nils Dorph, Sogneprest p. Id og Halden, maa betjene Haldens Garnison, samt at Enningdals Annex, som før har ligget til Naverstad Hovedkirke, naar det ikke længer betjenes derfra, maa være „annexeret“ til Id, og at Sognepresten skal være tiltænkt at holde en Capellan, som det forsvarligen betjene kan. (Dan. Rigsarch., N. Reg. XI fol. 175 og N. Rigsarch., Aabne Breve). Jfr. ogsaa Biskop Jens Nilssøns Visitatsbøger, udg. v. Dr. Y. Nielsen, S. 11 f.
  81. ↑ N. Rigsarch. Rentekam. Statens Gods.
  82. ↑ Ibid. Adelens Jordebøger. Pk. 1. Under Throndstad laa 1665 begge Dverbygaarde, som havde været brugte derunder over 50 Aar paa Grund af Hovedgaardens Ringhed. Paa dens Eier boede en Ødegaardsmand og 6 Husmænd. Graver var kjøbt 1605 af Anders Huitfeldt, dens tidligere Skyld, 3 Skpd. Salt, var senere nedsat til 2 paa Grund af dens Ringhed. Vestre Ramvig laa øde paa Grund af dens Ringhed.
  83. ↑ N. Rigsarch., Landcommissariernes Regnskaber for 1685.
  84. ↑ N. Rigsarch., Saml. af løse Kongebreve (Copi, bekræftet af Tønne H. selv).
  85. ↑ N. Rigsarchiv, Skjødeprot. 13 fol. 88–90. Dette var i det væsentlige det samme Gods, hvorom der ogsaa i 1658 og 1660 havde været Spørgsmaal. Det hedder dengang, at Tønne H. begjærede det Gods, som hans afgangne Farbroder Hartvig Huitfeldt havde afstaaet til Kong Chr. IV, nemlig Tronerud, som kaldes Mork, med sine underliggende øde Jorder og Flomsauger, item Korsgaarden, som er under samme Brug; forøvrigt nævnes de samme Gaarde som i 1662, kun at der istedenfor Føllestad (Follestad) forekommer en Gaard Monkeby (i Baahus Len?). Korsgaarden er formodentlig det senere Breve Kongsgaard, medens Falkestad da ligesom i 1665 angives at bruges under Hauge. (D. Rigsarchiv, N. Tegn. X fol. 115–16). Om Hartvig Huitfeldts Afstaaelse af Gods til Kronen se N. Rigsreg. IV, S. 724 f. og Krafts Beskr. ov. Norge (1. Udg.) II, S. 447 f. – I de af Sognepresten paa Hudrum, Hr. Christen Gregersen, 1664–66 udfærdigede Lister (N. Rigsarch. Folketællingen 1664–66) hedder det, at Tønne H. under Throndstad brugte øster og vester Ramvig, Dverby, Holtved, Kjoserød og Knatvold. Af Sognepresten Hr. Laurits Søfrensens Liste sammesteds for Bergs Sogn i Smaalenene sees, at T. H. der eiede Gaarden Rosnes.
  86. ↑ N. Rigsarch., Statholdersk.s Suppl. Prot. 1662–69, fol. 76 og 173 samt et Brev ibid. fra Tønne H., dat. Thrundstadgrd. 29. Marts 1663, bl. Personalia, Huitfeldt.
  87. ↑ D. Rigsarch., Rentekam. Prot. No. 177 fol. 126 og Exped Prot. V, p. 641 og 642.
  88. ↑ D. Rigsarch., N. Tegn. XI fol. 132 f. og N. Rigsarch., N. Missiver. 27. April 1664 beskikkedes Claus v. Ahlefeldt til at indtræde i Commissionen i Hans Juuls Sted. (D. Rigsarch., Krigscoll. Registr. 1664, p. 120).
  89. ↑ Kgl. Befal. og Bevill. i D. Indenrigsm. Arch.
  90. ↑ D. Rigsarch., Rentek. Exped. Prot. VI, p. 454.
  91. ↑ D. Rigsarch. Rentek. Exp. Pr. VI, p. 354.
  92. ↑ D. Rigsarch., N. Tegn. XI fol. 176 og N. Rigsarch., N. Missiver.
  93. ↑ Ibid. Rentekam. Exped. Prot. VI, p. 495.
  94. ↑ Ibid. N. Tegn. XI fol. 179. N. Rigsarch., N. Missiver. 4. Marts 1665 paalagdes værgemaalet Jens Bildt. Ibid. N. Tegn. XI fol. 235.
  95. ↑ Ibid. N. Tegn. XI fol. 192. N. Rigsarch., N. Missiver.
  96. ↑ D. Rigsarch., N. Tegn. XI fol. 186. N. Rigsarch., N. Miss. og Saml. af løse Kongebreve. Personalhist. Tidsskr. 2. R. I, S. 74 ff.
  97. ↑ N. Rigsarch., N. Missiver.
  98. ↑ D. Rigsarch., Krigscoll. Registr. 1664, p. 247.
  99. ↑ Ibid. Rentekam. Exped. Prot. VIII, p. 143.
  100. ↑ Meddelelser fra d. N. Rigsarch. I, S. 84.
  101. ↑ Orig. i N. Rigsarch.s Saml. af Personalia (Huitfeldt), hidrør. fra Statholderarchivet. (Forsegl. m. Vaabensegl i sort Lak).
  102. ↑ Se Docum. i N. Rigsarch.s Saml. af nyere Dipl. ved 14. Juni 1665 og 21. Febr., 23. og 26. Marts 1688, til hvilken sidste Tid Eierne af Setre (Setter), Throndstad m. fl. Sauger vare stevnede at møde paa Agershus med sine Adkomstbreve in originali, om de vilde være uden Skade. 3. Marts 1688 var der bleven taget Vidnesbyrd paa Østern Thingstue paa Hudrum, hvorved Thor Svensen paa Knatvold, der kan mindes 50 Aar, og Thruls Madsen Tofte, der mindes c. 32 Aar, forklarede, at to Throndstad-Sauger, som tilforn kaldtes Duestad- og Ramvig-Sauger, stadig have været brugte, saalænge de kunne erindre, undtagen Ramvig-Saugen i de sidste Aaringer.
  103. ↑ N. Rigsarch., Statholdersk. Suppl. Prot. 1662–69. No. 451.
  104. ↑ D. Rigsarch., N. Tegn. XI fol. 226 f.
  105. ↑ D. Rigsarch., Rentek. Exped. Prot. VIII, p. 240.
  106. ↑ Ibid. Rentek. Exped. Prot. VIII, p. 291.
  107. ↑ Ibid. Rentek. Exped. Prot. VIII, p. 402.
  108. ↑ Ibid. N. Tegn. XI, fol. 251. N. Rigsarch., N. Missiver.
  109. ↑ D. Rigsarch., N. Tegn. XI, fol. 259 f. og N. Rigsarch., N. Miss.
  110. ↑ Ibid. N. Tegn. XI fol. 279 og N. Rigsarch., N. Miss. Et Kongebrev af 9. Mai 1665 var allerede før udgaaet til Statholder U. F. Gyldenløve i Anledning af en Fordring i Boet fra Jørgen Matthiesens Børn i Kjøbenhavn, hvis Fuldmægtig Povel Kriesch 10. Juli ansøgte Statholderen om at erholde en Kopi af sorenskriverens Registrering og Taxering i Boet, da han ikke vidste, naar Commissarierne vilde holde Skifte. Ansøgningen bevilgedes 13. Juli. D. Rigsarch., N. Tegn. XI fol. 250 og N. Rigsarch., N. Miss. samt statholderskabets Suppl. Prot. 1662–69 No. 586.
  111. ↑ N. Rigsarch., Stath. Suppl. Prot. 1662–69 No. 598.
  112. ↑ D. Rigsarch., Sjæll. Tegn. XXXVII fol. 226.
  113. ↑ Dan. Rigsarch., Rentekam. Exped. Prot. VIII. p. 295 og 297.
  114. ↑ Ibid. Sjælland. Tegn. XXXVII fol. 234.
  115. ↑ Ibid. N. Reg. XI fol. 535 og N. Rigsarch., Aabne Breve.
  116. ↑ Dan. Rigsarch., N. Reg. XI fol. 537 samt Rentek. Exped. Prot. VIII, p. 374; N. Rigsarchiv, Aab. Br. og N. Missiver. Privilegierne findes trykte i Topogr. Journal III, 11. Hefte, S. 116 f.
  117. ↑ Dan. Rigsarch., N. Tegn. XI fol. 246 og 272, N. Reg. XI fol. 556. N. Rigsarch., N. Miss. og Aab. Br.
  118. ↑ P. W. Beckers Saml. t. Danm. Hist. II, S. 55.
  119. ↑ D. Rigsarch. Rentekam. Exped. Prot. IX, p. 4.
  120. ↑ D. Rigsarch., Rentek. Exp. Prot. IX, p. 74.
  121. ↑ Ibid. Rentek. Exp. Pr. IX, p. 106.
  122. ↑ Ibid. N. Reg. XI fol. 597 f.
  123. ↑ Ibid. Rentek. Exp. Prot. IX, p. 507, 551 og 634.
  124. ↑ Ibid. N. Reg. XI fol. 644.
  125. ↑ Dan. Rigsarch., Sjæll. Tegn. XXXVIII fol. 206 f.
  126. ↑ Schrøders Beskr. ov. Friderichshald, S. 39 f.
  127. ↑ D. Rigsarch., N. Tegn. XI fol. 384 f. og N. Rigsarch., Saml. af løse Kongebreve (Afskr.)
  128. ↑ N. Rigsarch., Langes Embedscalendere (Byfogder).
  129. ↑ D. Rigsarch., N. Reg. XI fol. 774 og N. Rigsarch., Aabne Breve og Saml. af løse Kongebreve.
  130. ↑ D. Rigsarch., Sjæll. Tegn. XXXVIII fol. 593.
  131. ↑ D. Rigsarch., N. Tegn. XI fol. 821. Jfr. Wessel-Berg, Kgl. Rescripter etc. I. S. 53.
  132. ↑ Kgl. Orig. Bef. i D. Indenrigsm. Arch.
  133. ↑ D. Rigsarch., Rentekam. Exped. Prot. XI, p. 34.
  134. ↑ Efter de 2 originale Skjøder af 23. Aug. og 9. Decbr. 1669 i N. Rigsarch. De findes trykte i Saml. t. d. norske Folks Spr. og Hist. IV, S. 378–84.
  135. ↑ Dan. Rigsarch., N. Tegn. XI fol. 466 og N. Rigsarch., N. Miss.
  136. ↑ N. Rigsarch., Adskilligt af Statholderregnskaberne 1661–69.
  137. ↑ N. Rigsarch., Statholderarch.
  138. ↑ D. Rigsarch., N. Tegn. XII fol. 1 og 2. N. Rigsarch., N. Miss. Samme Aar erholdt Embedsmænd og Betjente Confirmation paa sine Bestillinger, i Frederikshald saaledes Præsidenten Nils Hansen Meng og Byskriveren Engelbret Erikssen 17. Sept., Byfogden Christen Jenssen 20 Sept. (uaffordret og igjen casseret), Sognepresten Hr. Hans Jacobsen til Frederikshald, Id Sogn og Enningdals Annex 22. Octbr. og endelig Bartholomæus Pederssen paa Vinhandel 14. Marts 1671 (D. Rigsarch. N. Reg. XII fol. 196, 197, 203. 359 og 402; N. Rigsarch., Aabne Breve). – 30. Marts 1677 fik Christen Jenssen kgl. confirmation paa Statholder U. F. Gyldenløves Bestalling at være Byfoged p. Fr.hald, og 21. Mai 1679 fik Engelbret Erikssen kgl. Bevill. at være Raadmand sammesteds ved Siden af sin Byskriver-Bestilling. D. Rigsarch., N. Reg. XIII fol. 198 og 320; N. Rigsarch., Aab. Br.
  139. ↑ Brevet, der er forseglet med Ringsignet (Vaabensegl) i sort Lak, har tilhørt Statholderarchivet og findes nu i N. Rigsarch.s Saml. af Personalia, Huitfeldt.
  140. ↑ Han var gift med Ellen Nilsdatter Meng, en Søster af Peder Olsen Normands Kone. Gaarden Thorp paa Id er det Sted, hvorfra Peder Olsens Broderbørn hentede sit Familienavn (Dorph), og hvor Slægten i tidligere Generationer havde boet som Bønder.
  141. ↑ N. Rigsarch., Statholderarch. før 1700. Adelens Gods, Rettigheder etc.
  142. ↑ N. Rigsarch., Yngre Dipl. Saml. Breve af 20. Janr. og 15. April 1672.
  143. ↑ D. Rigsarch., N. Reg. XII fol. 536 og N. Rigsarch., Aabne Breve. Trykt i Wessel-Bergs Rescript-Saml. I, S. 80.
  144. ↑ N. Rigsarch., Stathold. Suppl. Prot. 1671–82, fol. 126 No. 556, fol. 140 No. 620 og No. 704.
  145. ↑ Ibid. fol. 169 No. 704.
  146. ↑ N. Rigsarch., Erik Banners Regnskaber.
  147. ↑ D. Rigsarch., N. Reg. XII fol. 643 og N. Rigsarch., Aabne Breve.
  148. ↑ N. Rigsarch., Br. af 27. Febr. 1674 i Yngre Dipl. Saml.
  149. ↑ N. Rigsarch., Stath. Suppl. Prot. 1671–82 fol. 248 No. 1190.
  150. ↑ I Protocollen staar Pintseaften 1674, men da denne falder paa 12. Mai, maa Aarstallet formentlig være feilskrevet.
  151. ↑ N. Rigsarch., Stath. Suppl. Prot. No. 4, 1671–82 No. 1270 og 1525.
  152. ↑ N. Rigsarch., Statholderarchivet.
  153. ↑ N. Rigsarch., Generalkrigscommissair Erik Banners Regnskaber 1677 (No. 35).
  154. ↑ Schrøders Beskr. ov. Friderichshald, S. 42.
  155. ↑ Kort Underretning. om Frederikshalds By og dens Krigshistorie, S. 35–37.
  156. ↑ D. Rigsarch., N. Tegn. XII fol. 150. N. Rigsarch., N. Miss.,eSaml. af indb. og løse Kongebreve (trykte).
  157. ↑ Ikke destomindre hedder det i Daniel Paul1is Extraord. Maanedl. Relationer for April 1676, S. 376, at Ilden var paasat af 4 af Svenskerne udskikkede Mordbrændere, hvoraf tvende vare fangne.
  158. ↑ Schrøders Beskr. ov. Friderichshald, S. 44.
  159. ↑ Kildeskriftfondets Afskr. No. 138 eft. Orig. i Dan. Rigsarchiv i en Pakke m. Titel: Adskill. Breve til Rigscantsler Griffenfeld pro Annis 1670, 1674–76; Planen er uden Underskrift og skreven med Krigssecretair H. Meyers Haand.
  160. ↑ Han er vel derfor den hos Vaupell, Den Dansk-Norske Hærs Hist. I, S. 103 nævnte „Hirsfeld“, der commanderede 350 Mand (til Garnison).
  161. ↑ N. Rigsarch., Gen. Comm. Regnsk. 1677.
  162. ↑ Norske Saml. (in 8vo) I. S. 33.
  163. ↑ Des Nordischen Krieges Erster Theil. Nürnberg 1679. I, p. 451. E. G. Happelius, Historischer Kern oder kürtze Chronica 1676, S. 74.
  164. ↑ Jonas Colstrups Efterretninger etc. i det Deichmanske Bibl. (Mscr. No. 122 in fol. og 128 in 4to); G. Björlin, Kriget mot Danmark 1675–79, S. 101; O. Vaupell, Den Dansk-Norske Hærs Hist. I, S. 114.
  165. ↑ Theatrum Europæum XI, S. 1092 og den dermed næsten ganske ligelydende Beretning i Friedenreichs K. Chr. V.s Krigshistorie I, S. 187 ff., jfr. m. S. 243 og Holbergs Danmarks og Norges Beskr., S. 458. Daniel Pauli, Extraordinaires Maanedlige Relationer, August 1676, S. 432. Hofmans Efterretn. om Dan. Adelsmænd III, S. 250. A. Lignell, Beskrifn. öfv. Grefskapet Dal, S. 170. Vaupell, D. Dansk-Norske Hærs Hist. I, S. 129 angiver Styrken af Gyllenspetz’s Corps til 3000 Mand; Kampen siges der kun at have varet 1½ Time. Gr. Björlin, Kriget mot Danmark 1675–79, S. 102 omtaler vel Træfningen, men nævner ikke Huitfeldts Navn. I Anders Bordings Danske Mercurius for August 1676 (Poetiske Skrifter II, S. 422) heder det herom:

    Saa nær tre tusinde skal Huitfeldt have jaget
    Ved Frederikshald paa Flugt og deraf mange slaget.

  166. ↑ Daniel Pauli, Extraordinaires Maanedlige Relationer, August 1676, s. 439 f., jfr. m. N. Saml. (8.) I, S. 34.
  167. ↑ N. Rigsarch., Personalia, Huitfeldt.
  168. ↑ N. Rigsarch., Statholdersk. Arch. før Aar 1700: Krig og Krigsudrustninger. Kun Underskriften er egenhændig. En før vedliggende Relation fra Oddevald mangler.
  169. ↑ N. Rigsarch., Statholdersk. Arch., Personalhist. Agersh. Presters Angivelse til Familieskatten 1677.
  170. ↑ N. Rigsarch., Gen. Comm. Regnsk. 1677 No. 34.
  171. ↑ H. Schrøders Beskr. ov. Friderichshald, S. 37 og 42. Dansk Biogr. Lexikon II, S. 365. Til det der om Matth. Bjørn meddelte kan føies, at han ifølge en Opgave af Hans Colbjørnsen (N. Rigsarch., Personalia, Colbjørnsen) var Søn af en Admiral under K. Chr. IV, der da neppe kan være nogen anden end den i Biogr. Lex. II, S. 369 nævnte Viceadmiral paa Bremerholm Paul Bjørnsen, med hvilket sidste Tilnavn Matthias B. ogsaa undertiden nævnes.
  172. ↑ Se Personalhist. Tidsskr. 1. R. IV, S. 89–94.
  173. ↑ Se om ham O. Blom, Kristian den Fjerdes Artilleri, S. 28–31.
  174. ↑ Se Personalhist. Tidsskr. 1. R. VI, S. 264, Stamtavlen.
  175. ↑ Se T. Hofmans Efterretn. om Dan. Adelsmænd I, S. 68 og C. P. Rothe, Brave Danske Mænds og Kvinders berømmelige Eftermæle I, S. 509 efter Hans Leths Ligprædiken over ham.
  176. ↑ Dan. Rigsarch., N. Reg. XI fol. 324 f. og N. Rigsarch., Aabne Breve.
  177. ↑ Om dem se Stamtavlen i Personalhist. Tidsskr. IV, S. 120 og Danmarks Adels Aarbog 1887, S. 214–34.
  178. ↑ N. Rigsarch., statholderskabets Prot. (Copibog) No. 23 fol. 19. Det orig. Brev til statholderen bl. Personalia, Huitfeldt.
  179. ↑ Gjengivet i Personalhist. Tidsskr. 1. R. IV. S. 94. Naar det ibid. hedder, at Justitiarius J. Chr. Berg synes at have benyttet en Ligprædiken over hende, er dette urigtigt; den har nemlig været holdt over Datteren Margrete H., gift med H. E. v. Tritzschler, men deri findes altsaa H. M. Nolds 8 Ahner angivne.
  180. ↑ Personalhist. Tidsskr. 1. R. IV, S. 90.
  181. ↑ D. Rigsarch., N. Reg. XII fol. 643. N. Rigsarch., Aabne Breve.
  182. ↑ Hans Mormoder var Cantsler Jens Bjelkes Søster.
  183. ↑ Den her optrædende Margrete Huitfeldt er ikke Tønne H.s Søster af dette Navn, der, som ovenfor sees, allerede var død 1657, men maa være hans ovennævnte Søskendebarn, Fru Margrete H., Enke efter Thomas Dyre, da hun og Tønne H. oftere efter Tidens Sprogbrug kalde hinanden Broder og Søster. Hans Søster Dorethe H. var allerede død 1654, da han fik Tilladelse til at hjemføre hendes Lig til Norge. Maaske er hun død i Skaane hos Moderen. Broderen Eiler H., der 1633 kom i Sorø Skole, maa formentlig være død kort efter, da han ikke nævnes mere. (Danm. Adels Aarbog 1887, S. 222).
  184. ↑ N. Rigsarch., Statholdersk. Suppl. Prot. (4) 1671–82 No. 1964, 1965, 1986, 2003, 2007, 2070, 2075.
  185. ↑ N. Rigsarch., Fogedregnsk. for Hurum, Lier etc. 1714.
  186. ↑ 5. April 1684 blev oberst Martin Jørgen Rocklenge paa Grund af sin Charges Betjening og langvarig Fraværelse fritagen for Formynderskabet for Oberst Tønne Huitfeldts og Gabriel Akeleyes Børn, og samme Dag fik Vice-Statholder Just Høeg kgl. Befaling til at anordne dem andre Formyndere. D. Rigsarch., N. Tegn. XIII fol. 22 f. og N. Rigsarch., N. Missiver samt Indb. Saml. af Kongebreve.
  187. ↑ N. Rigsarch., Vernekl. og Mosse Fogedregnsk. 1678.
  188. ↑ Se ovenfor, S. 217–19.
  189. ↑ Naar der her nævnes 3 Beleiringer (i Modsætning til 2 ovenfor, S. 217), maa dette være saaledes at forstaa, at han allerede til den første Beleiring havde gjort Pengeforstrækninger.
  190. ↑ Disse Gaarde vare ved Mageskifter mellem 1541 og 1543 blevne hans Oldefaders, Peder Hansen Litles, Eiendom, se Dipl. Norv. IV No. 1119, V No. 1107, VII No. 741 og 757 samt VIII No. 746. Ulveland (Ulleland) var ved Mageskifte kommen fra Claus Brockenhus til Broholm til hans Farfader Anders Huitfeldt til Throndstad, se N. Rigsreg. V, S. 136 f.
  191. ↑ Det nævnes i Stathold. Copibog i N. Rigsarch. No. 23 fol. 53, at Tønne Huitfeldts Forpagtningsafgift for Aaret 1. Mai 1671–1. Mai 1672 var 58 Rdlr.
  192. ↑ D. Rigsarch., Rentekammerarch, Kgl. Resol. Januar–April 1673.
  193. ↑ Efter Angivelse af Thoms Eier i Fogedregnskaberne for 1714 i N. Rigsarch. Da Tønne Huitfeldt, som ovenfor anført, allerede i Juni 1668 skrives til Thom, maa Kjøbet dog allerede være sluttet i Knud Schinkels levende Live, om end ikke endelig fuldbyrdet.
  194. ↑ Efter det originale skjøde p. Perg. i Norske Rigsarchiv (fra Thom 1847). Skjødet er thinglæst p. Lundeby Thingstue 13. Decbr. 1681 af Sorenskriveren Ingvord Hanssen. Seglene, der have vedhængt i sorte Silkebaand, mangle nu.
  195. ↑ Se Saml. t. d. Norske Folks Spr. og Hist. V, S. 310–12.
  196. ↑ Se Hallandska Herregårdar, tecknade af A. Kallenberg, beskrifna af P. v. Møller, under Sannarp. Personalhist. Tidsskr. 1. R. VI, S. 244.
  197. ↑ N. Rigsarch., Rentek. kgl. Resol. Søndenfj. Contor 1682–89. Overhofrettens Afsigtsprot. 1682 p. 42. Rentekammeret underrettede først 31. Marts 1683 Landcommissair Hans Hanssen (Rosencreutz) om Eftergivelsen, se Rentek. Copib. for 1683 (No. 5) fol. 220 b i N. Rigsarch.
  198. ↑ Dan. Rigsarchiv, Høiesterets Dombog 1691 fol. 261 f. og Voteringsprotocollerne A. og B. fol. 46 f. (Meddelt af Cand. mag. F. Jessen).
  199. ↑ N. Rigsarch., Retsprot. 1055 fol. 392–94.
  200. ↑ Ved en Feilskrift staar der Elingaard paa Stamtavlen i Personalhist. Tidsskr. 1. R. IV, S. 120 og i Danm. Adels Aarbog 1887, S. 222.
  201. ↑ Paa Vernekloster fandtes ogsaa i indeværende Aarhundredes Begyndelse en Dansk Bibel fra 1589, der havde tilhørt Oberst Tønne Huitfeldt, og som ligeledes med hans Sønnesøns Datter kom derhen. Ved Udlaan var den kommen til Moss og der bleven solgt 1818 til Ole Gundersen paa Skydsskiftet Skoug i Haabøl, paa hvilken Gaard den endnu fandtes i 1850-Aarene, uden at det lykkedes Medlemmer af den Huitfeldtske eller Sibbernske Familie, som bestræbte sig derfor, at faa den kjøbt igjen. (Jfr. Personalhist. Tidsskr. 1. R. VI, S. 228).
  202. ↑ Se B. Moe, Tidsskr. for d. norske Personalhist. 2. R., S. 148–54.
  203. ↑ Ovenfor ved Begivenhederne i 1660 og 1676 kunde ogsaa været citeret Diarium Europæum for Januar og Februar 1660 og September 1676, hvoraf navnlig Efterretningerne for Februar 1660 indeholde de bedste, hidtil kjendte Gjendrivelser af Rygtet om Carl Gustavs Nærværelse i Norge ved denne Tid. – S. 205, Lin. 13 franeden tilføies efter 15. August: (ny Stil). – S. 245 burde blandt Citaterne nævnes: A. Fryxell, Handlingar rörande Sverges Hist. I. S. 364, der noget forandrer Tidsfølgen for H. Løvenhjelms Træfning (eller Træfninger).
Hentet fra «https://no.wikisource.org/w/index.php?title=Tønne_Huitfeldt_til_Throndstad&oldid=211449»