Sydover sletten fra Milano

Fra Wikikilden
Hopp til navigering Hopp til søk

Det var blit godveir, da jeg om morgenen kørte til stationen. Skrattende solskin under blaa høst-himmel. Skravlende mennesker langs de hvide murvægge! En saadan godveirsmorgen efter uveir i Italien skaber en følelse, som det første saltvandsbad i det fri skaber den første virkelige sommerdag hjemme i Norge; der dirrer en sundhedens ekstase gennem luft og sind – en opstandelse er den, for krop og sjæl …

*

Paa stationens trappe, og udover vestibulen, og paa perronen, sad der fuldt av arbeidere paa sine hjemmegjorte stri-kofferter. Det var mine gamle venner fra Luzern og Lugano. Der var en i blaa fransk bluse, som jeg nok syntes, jeg skulde kende igen; det var «master», som kaldte mig «tedesco» og førte an i nidvisen. Kanske han hadde hat politivanskeligheder paa grænsen, siden han var saa forsinket. Men ingen av de andre kendte jeg. Det var dog den samme slags mennesker; men noget av det ubændige opbrud, som var over dem oppe i Schweiz, hadde lagt sig; de var kommet ind i sit eget land, og karabiniererne stod og skulte mørkt paa stationen.

Vi blev en halv time forsinket paa grund af arbeidersværmen. Vogn paa vogn hægtedes for. Det stimled ind ustanselig og fyldte pladsene. Det blev tilslut et vældigt tog, og da det gik, stak to hoder ud av hvert vindu og prøved at tælle vognene og ropte i beundring: Porrrr-co dio! che trrrreno!

Det rutscher arrig avsted. Personalet er nervøst; det er bare unggutter, som springer langs det lange tog og skriger stationerne, forat det skal gaa rigtig rapt. Og ropene til avgang gaar slag i slag med stationens navn: «Partenza!» (avreise) – «Pronti!» (færdig). Toget ruller sint og uvorrent sydover gennem sletten, denne slette, som er som et vældigt schakbræt, delt i store firkantede ruter ved kanaler, hvor der flyder vand fra elvene omkring. Det er maismarker, rismarker, slaatteenge. Og ude paa sletten hist og her staar et slot ved enden av en lang popelallé; det staar gerne tomt, med de grønne skodder fore. For godsbesidderne har forpagtere – og de har tit igen bygselmænd, og selv øder de sine indkomster inde i en av de store byer. Som regel tilhører disse eiendomme omkring Milano det milanesiske aristokrati; men ogsaa meget tilhører det vinskibelige bourgeoisi, som har arbeidet sig op.

*

Her ude paa dette vældige dambræt av en slette spiller godseierne schak med bønderne. Der er dem, som tror, at de spiller kanske saa længe, til der kommer tider, som slaar brættet overende og blander brikkerne paany. Herude fra disse marker er det, vi læser saa tit i italienske aviser om arbeidere, som faar pellagra, fordi de ikke har raad til at koge sin maisgrød i salt; her hænger en 60–70-aaring i sygdomsavsindet sig op i et træ, som avslutning paa et helt liv i sult; eller han kaster sig ud av et vindu. Hvis man ikke i tide faar ham anbragt paa det overfyldte hospital for pellagra-syge.

Bonde-streikerne har iaar pjutret som en lang lunte over sletten, helt fra Schweizergrænsen til Ferrara og Ravenna ved Adriaterhavet. Den pleiet jo at pjutre hvert aar; men iaar har den pjutret mer ustanselig end ellers.

Jeg skal nævne nogen tal, som gir indblik i lønningsvilkaarene. Mere vesterpaa ligger Lomellina-sletten, hvor der arbeides paa rismarker og med rensning av kanalerne; der har det især gaat for sig med streiker denne vaar og sommer. Arbeiderne forlangte følgende tarif: fra december til februar 17 centisimi (10 c. = ca. 7 øre) timen og en arbeidstid av 7½ time, fra mars til mai 27 c., naar de arbeided i vand[1], 22 c. paa det tørre og arbeidstid 8½ time, fra juni til september 33 c. og tid 9 à 10 timer, oktober til november 27 c. i vand, 22 c. paa det tørre og 8½ time. – Alt dette er selvfølgelig paa egen kost.

I nord for Milano ligger Bergamo. Her forlangte bygselmændene, som drev dyrkning av silkeormen, bl. a. 1.50 om sommeren, 1 lire (ɔ: 70 øre) om vinteren, istedenfor som før 70 centisimi dagen hele aaret rundt.

I sydøst ligger Bologna-distriktet; her har kanske streikerne hat en mere paagaaende karakter – de vil gerne faa det, eftersom de nærmer sig agitationscentra, som Ferrara, Ancona, Ravenna; Ancona er et anarkist-bøle. I en kommune her forlangte kvinderne 90 centisimi dagen for 9 timers markarbeide (hypping, luging); under høsten forlangte de 1.20 som minimum og ved tærskningsarbeide 1.70. Mændene forlangte henholdsvis 1.70 og 3 lire.

Bent i øst ligger Mantua-distriktet, endvidere Padua-distriktet, Ferrara – allesteds har der været bondestreiker.

Men jeg skal ikke nævne flere tal dennegang. Dette var altsaa arbeidernes lønningsideal, og de pleier ved streiker at være en 25 à 30 pct. høiere end den tidligere lønningstarif. – Av lønnen betaler hver – efter statsøkonomers beregning – ca. 30 pct. til staten i indirekte skatter.

De fleste forpagtere og eiendomsbesiddere gav mere eller mindre efter for kravene denne gang. Regeringen, som ellers ved streiker pleier at sende tropper for at hjælpe godsbesidderne med indhøstningen, tilbød denne gang at være behjælpelig med voldgift isteden. – Og det gik sjelden blodig for sig, der var mere av forhandlinger end av opløb. Der er dem, som har tat et godt varsel av dette, at der nemlig ikke behøver komme tider, som slaar hele schakbrættet overende og blander brikkerne …

*

– Jeg spurgte en av arbeiderne i kupéen, hvad de hadde gjort i Schweiz og i Frankrig?

– De hadde gjort alt: «De gør huse, og de gør jernbaner, og de gør veie – fanno tutto tutto!»

– Men dere høster ikke?

Han smilte: – Nei, der er ikke noget at høste i Schweiz og Frankrig

– Og lønnen ?

– Den var omtrent den dobbelte av her.

Og borte i kroken begyndte «master» at harske sig og dreied lirekassen om misèren. Man hører det øieblikkelig paa den maade, de siger «governo»; det faar stadig skylden – og fortjener den delvis altid. Men alle glemmer, at skylden her, som i enhver parlamentarisk stat, først og fremst ligger i deres eget uduelige folkevalgte kammer.

*

Der steg en vigtigper av en jernbanefunktionær ind, mens «master» harsked sig som værst, og satte en konveks lorgnet ytterst paa næsetippen og bad om at faa se billetterne; arbeiderne hadde ogsaa et papir – saavidt jeg kunde opfatte sagen – fra deres borgermester; der er rabat paa partier paa italienske baner. Og kontroløren høljed «master» over med skældsord, fordi ved første øiekast billet og papir ikke syntes at være i orden. Og «master» reiste sig op og stod der saa slunken og bukked og nikked og jatted med den irettesatte lange hals: «Ah si! – Ecco! ecco! – va bene!» Saa man fik lyst til at rope «krumkniv!» tilbage til ham. Og saa viste det sig tilslut, ovenpaa skældsordene, at papir og billet og alt var i den skønneste orden! Den konvekse administrative lorgnet gled videre uden en undskyldning.

For det er hemmeligheden ved gangen i det indre samfunds-urverk: der har levet mange signorer nedover tiderne i det land. Den menige mands instinkt er at si Si, signore!

Toget braaked arrig videre. Og arbeiderne maatte staa i kupéen; jernbaneselskabet solgte billetter, men sørged ikke for plads. Og de fandt sig i det, endda de saa, der stod ledige vogne igen paa stationen i Milano. De fandt sig i det, som de hadde gjort det før, en og anden med en rød flæk harme paa det ene kindben. Og de braaked med de andre. Partenza! Pronti! Kærringer blev kastet ud paa stationen i sidste øieblik. Og to kærringer kom ikke ud i tide med bylten gennem trængselen og blev med til næste station.

Der stod en rasende stationsmester igen paa perronen og knytted næver mod konduktøren og ropte, det var ikke hans skyld: «Non é la mia colpa! Per mille diavoli!»

Næste station. Partenza! – Pronti!

Der mangler en dame! skrek det fra toget.

Toget rulled ubønhørlig.

Alle togets glugger brølte; for hver mand tog del i den ulykkeliges skæbne:

«C’ é una donna al cesso!» Og der stak fegtende hænder ud av alle vinduer, saa toget saa ud som et vældigt tusenben, væltet om paa ryg, famlende fortvilet med fødderne i veiret.

Langt borte paa sletten kom der travende – en tyk frue ud fra angældende lokale. Der stod en konduktør paa brættet og trak hjælpeløs paa skuldrene til hende. Der stod en rasende stationsmester henne hos damen og frala sig alt og skrek, saa stemmen sprak:

«Non é la mia colpa!»

*

Toget braaker, og menneskerne braaker. Man lukker øret for ordene og bare hører støien. Hvor gør ikke fossesus en ensom og gir stilhed! Netop larmen gir stilhed! Men fosselarmen keder i længden, for den er saa ensformig og gør en tom. Men en menneske-larm keder ikke, for ved siden av susen saa har den blunkene i øinene, forskelligheden, den har ansigtstrækkene. Og man kan sidde i timer under menneske-fossens sus uden at kede sig, man blir bare ustanselig rigere.

Det er dog noget fortryllende deiligt i dette friske Italiens folkevæld – al denne sunde solhud, alt dette iltre Dionysos-blink i øinene, dette ubændige udfoldelsesmod i ondt og i godt! Disse mennesker er udadvendte, skyggeløse, som deres egne solskinsdage er det, saa herlig bornerte, at de ikke gider gruble eller forstaa andet end sit eget. Animal! Fordi de ikke ved, hvad tvil er som syge, fordi de mangler det kaotiske gemyt, som kan bli saa underlig sygt og føre til selvfortæring, men som ogsaa kan føre til skabelsesakter i kunsten, hvis intime finhed en italiener simpelthen ikke aner. Derfor tutler de sig ikke langt væk i sin kunst; derfor kommer de i skade for at skabe dybsindige, golde allegorier, naar de vil skabe symboler. Disse mennesker, det er et stof saadan over alle grænser sundt, at en nordbo maa vænne sig til det.

Og jeg kommer til at huske paa hjemme hos os, hvordan menneske-fossen gaar der, naar folk tørner sammen i gammen eller i trætte. Den begynder som en gammel svær stueklokke, som skal til at slaa, og man hører laaten vaagne dybt nede i maven og vokse, og klokken ligesom skotter mellem kneppene saa spidsborgerlig-lur efter Per og Paal sin laat. – I Italien er det som en murer faldt ned af stiladset uden varsko, med fjæler og bord og hele greien; det er, som der falder murere uophørlig ned, og de slaar sig ikke ihjel, – de blir bare friskere av det. Og gir pokker i Per og Paal …

*

Toget braaker. Man hviler ud i menneskelarm og i Milano-slettens sol.

Løvet er faldt av derude. Eller det er gult, og noget er brunt. For der er intet broget over en italiensk løvskog i høst; der er kun denne nuance fra gult til brunt. Der er ingen rust; eller blødende blod.

Langs hver kanal løber der to rader kuttede piletrær med en kvast av endnu blanke grønne blade, saa rank mod sky. Og mellem hver stamme luter en ung akacia, breder varsomme bladfingre udover mod vandet. Under en akacia etsteds ligger en flækket kat paa poterne og mimrer løvesteil i nakken og drømmer søde drømme om fuglesteg – solen falder ind mellem bladene netop paa den kridhvide flæk. Og paa brikkerne indenfor pileraderne gaar glinsende ungstuder og beiter.

Høit oppe i himlen hænger en lys sky og ved ikke, hvad vei den skal ta. Er dette novembers sidste dag? …

Og det blir aften. Akaciaen lukker kulsen sine bladfingre, og hvid damp stiger op og lægger sig over slettens vældige schakbræt.


PD-icon.svg Denne teksten er offentlig eiendom fordi forfatteren døde for over 70 år siden.
  1. Ifølge vedtægt i det militære ingeniørvæsen regnes 7 timers arbeide i vand (naar det gaar over 20 centimeters dybde) lige med 10 timer paa det tørre.