Mit reisefølge

Fra Wikikilden
Hopp til: navigasjon, søk
H. Aschehoug & Co. (s. 1-11).

Det var i Basel. Jeg gik ind i tredje klasses ventesal. Der var stimlende fuldt av italienere. Det var mest unggutter i tyve aars alderen, som hang hverandre paa skuldrene og hadde saa mangt at fortælle hverandre efter sommersjauen i det fremmede land.

Det var arbeidere paa hjemvei fra Schweiz. Der kommer en 70 000 væltende hjem fra nord saadan hver høst. Det var disse arbeidere, som under hungeroprøret vaaren 1897 stimled sydover mod grænsen, naive som børnene i hint barne-korstog, for at hjælpe sine kolleger, oprørerne i Milano, i Reggio, i Bologna, og som naadde frem over Alperne til grænsen, da opløbene var kuet av militær overalt, og som saa smuldred fra hverandre av sig selv, ligesom børnene i hint korstog.

Der sad ogsaa gamle folk her; der sad en liden sammenskrumpet mand i blaa busserul, med et bukkefysiognomi, saa senet av slit; han hadde arbeidet hos franskmænd og kunde si s’il vous plaît, og de andre kaldte ham «master».

Der sad vel ogsaa anarkister her. Der sad en alene og skuled rundt paa vrimmelen og kanske tænkte vildsomme tanker om det land, som ikke stelte sig slik, at det kunde ha sine sønner hjemme i arbeide; han hadde en reisning som en romersk imperator. Han sad alene paa en hel langside av det lange bord; for ingen likte at sidde paa den side. De hadde alle en haandkoffert, som de hadde gjort selv; en kunde se det paa façonen, hvor den individuelle smag hadde boltret sig. De var av tyk pap, og saa hadde de stivet dem av med tynde træspiler indvendig, og udvendig hadde de trukket dem med grov strie; paa hjørnerne hadde nogen syet sorte lærlapper.

Arbeiderne stormed kupéen, da toget kom, sled hverandre overende med kofferterne, svor, – svor saadan i ustanselige strømme, saa man tænkte paa stegning ved langsom ild: Por-r-r-r-ca Maria-a-a!

Der var viltert opbrud over dem alle.

De hærmed efter alle lyd, efter jernbanens støn, efter de tyske konduktørers rop ved stationerne, efter piben, efter skurringen, naar toget bremsed; de kagled ogsaa, de hærmed efter alleslags dyr; de sad og øved sig paa det.

Denne imitationstørst rendte aldeles av med dem; denne evne er deres styrke, – som den er deres svaghed; hele den italienske bildende og skrivende kunsts svaghed er den for øieblikket. Der er saaledes efter mit skøn kun én virkelig original digter for øieblikket i Italien – og selv han er ikke altid original.

Deres digtere og deres malere – og især deres billedhuggere – er alle lærenemme, som ikke tutler sig langt væk i eksperimenter, – som derfor heller ikke bringer noget nyt, – altid med det skarpe blik for alt, som slaar an. Det er den samme kloge dygtighed, det samme slags praktiske greb paa, hvad kunst er, – som møder en hos Benevenuto Cellini, naar man følger faserne f. eks. i hans Perseus. D’Annunzio er typen nu; Abbed Perosi er vel ogsaa typen paa sit omraade – den kirkelige musik, hvor Wagner gaar saa sterkt igen. Og italienerne kalder dem begge «genio».

Man sad og tænkte paa dem, naar man hørte denne imitationssyge gribe om sig i kupéen, – hørte jubelen, naar en fik det til. Det er underligt: det var dog denne race, som frembragte de originale renæssancemestre. Men i det øieblik maa blandingen ha været rigtig mellem germanske og latinske bestanddele; da kom der ogsaa heldige omstændigheder til; det var ikke noget mindre som kom til, end at middelalderens naive gemyt strøg flag, og individualiteterne vaagned, og folkets mystik for første gang ligesom gjorde sig rede til at stige i grav. Da skedde gennembruddets under.

Nu er racen for afklaret til at skabe nyt – den synes saa. De hærmer. – Og det kommer vel med i skuespilkunsten.

Ligeoverfor mig sad en mager mand med store kindben; jeg opsnapped av hans pas, som han bredte ud ret som det var, at han var 25 aar. Han var løs og slap i munden, med en forsømt grissen knebel; hadde skæve trillebørnæver – lillefingeren var blit rudiment. Han spytted hele tiden; han slap vinduet ned for at spytte ud av det; men saa begyndte det at trække, og han satte vinduet op igen. – Ved siden av ham sad en blass unggut og gjorde et servilt forsøg paa at indsmigre sig hos mig ved et mundspil; men jeg lod som jeg ikke forstod det; – og han syntes ogsaa selv tilsidst, at det dog ikke var en klang som i mandolinen, og opgav det.

Der kom en station, hvor toget holdt nogen minuter. Og arbeiderne stormed ud. Men mundspil-virtuosen bela ikke sin plads; og da han kom ind igen, var den optat af «master». Min spyttende genbo protesterte paa sin vens vegne; men det hjalp ikke. Pladsen var ikke markeret, svarte «master».

– Jo! – hans koffert stod under bænken. – Ja; men vil man markere sin plads, maa den sættes op paa bænken! – De skrek. De svor. – «Anarchicciuolo!» (fille anarkist) – ropte min genbo; han blev saa sint, at han glemte vinduet og spytted lige i ruden. – Man samled sig til; men tog ikke parti, – bare nød det som et skuespil. Konduktøren begyndte at spasere op og ned derude, vel for at passe, at knivene ikke kom op. Og da de hadde faat rase ud, reiste «master» sig og avstod sin røvede plads uden et ord.

Der var i det hele tre trætter om pladsen. Naar jeg husker mig om, saa var der stilt bare to gange i kupéen. Den ene gang var, da en jæger kom ind med et stort knippe fasaner. Det var ikke av beundring for jægeren; det var, fordi de i dette vakre fugleknippe saa følgen av det rammende skud, saa død. Der laa sydlandsk blodtørst i denne stilhed, en slags mættelse. Og jeg hørte en av dem svælged.

Den anden gang var, da jeg tog op Fredrikshalds fyrstikker; de hadde ikke set den sort. Men én hjalp dem over forundringen og fortalte, det var av den sort som ikke lar sig tænde paa stenmuren.

Jeg var nemlig den eneste, som ikke var italiener i kupéen. Jeg hørte de sad og funderte paa den «fremmede»; nogen holdt paa «francese», nogen paa «tedesco», og andre muligheder forelaa ikke, eftersom deres geografiske viden ikke bredte sig længer.

Min genbo spytted av vanvare paa min sko, og det syntes han var leit med det samme og tænkte paa at gøre undskyldning og stjal et hurtigt blik op paa mig; jeg sad uden en trækning i ansigtet. Han kunde ikke rigtig skønne det, og saa saa han op paa mig engang til, og jeg saa, der fór en dævel i øiet paa ham, at kanske jeg hadde merket spytten alligevel og var for feig til at si fra, fordi her var saa mange italienere. Da retted han sig: det var visst en tysker! Og blunked bort til mundspil-gutten: «tedesco!» – Og da saa konduktøren kom ind og jeg spurgte ham om noget paa tysk, var gaaden løst. Det hvisled foragtelig over bænkerne: «tedesco!»

Og da begyndte det. Det begyndte med min hat og dens façon. Saa gik det videre; jeg hørte master rope: «potaiuolo!» (ɔ: krumkniv til beskæring af trær); det gjaldt min holdning. Det suste gennem luften av nye gloser og nye indfald. Jeg nød det, trods alt; for det er et ægte italiensk træk, et ægte udslag. Det var den samme trang, som fandt sit udløb i «jamberne» i den græsk-klassiske imports tid. Man behøver bare minnes hint hjærteløse digt av Catul, den latinske digtnings eneste virkelige lyriker.

Men jamberne kunde ikke holde sig saa godt, fordi der stod en mand bag, og han kunde knibes igen og skamhaanes paa samme maade. Derfor hadde denne ustyrlige haanlattertrang skabt maskerne. Der fandt den udløb, og ingen stod inde for udfaldene. Der er noget feigt i det, en anonymitetsfeighed. Men deres trang fandt udløb, – og den lader sig nu ikke engang styre, fordi den er et opkomme av folkenaturen, og derfor har maskerne holdt sig til den dag idag – vel den mest ægte og originale skabning, som den italienske literære kultur har at fremvise.

Den ubændige skadefryd ved det mislykkede, som man træffer hos dem, – er noget av det samme. Deres gaminagtige lyst til at glefse sin velgører i hælen, – er ogsaa noget av det samme.

Men her, i kupéen, fik dette kostelige opkomme-væld av haanlatter sin mening og berettigelse i racefølelsen. – Selvfølgelig! i det øieblik jeg vilde reist mig og holdt en tordentale, sagt jeg ikke var tysker, – sagt «tedesco» med deres egen haanlige hvæsning, og saa høljet dem over med skældsord for mangel paa levemaade, som hvert især fulgtes av et fast og urokkeligt buk, – da vilde de hvisket servilt: «É un signore! – Sicuro!»

Og han med mundspillet vilde gjort et nyt forsøg paa at træffe den fremmede mands fædrelands toner. Jeg reiste mig ikke; jeg lod dem flyde ud og gli indover mig. Man faar blandt andet se mere, naar man lader folk flyde ud.

Og det jeg vilde se, var deres racefølelse. Denne samling som sad her, var den mest internationale, jeg kunde træffe av italienere; det var netop de med sit eget land mest misfornøiede. Men deres raceinstinkter var i orden paa hver eneste en.

– – – «Master» reiste sig og foredrog en nidvise over tyskerne; den var yderst slem saavel i aand som især i glosevalget. Hele kupéen satte i med. Den var stundom saa slem, at de nærmeste søgte at kvæle forsmædelsen og satte i med «pong-pong» eller «sing-song»; og da skotted de bort paa mig med skelmsk medynk. Men de var i en eneste kluklatter-jubel alle tilhobe; jeg har sjelden set noget mere spillende end disse øine, naar man kom til de slemme steder.

– – – Der kom en ny station med nogen minuters pause. For at følge «masters» reglement tog jeg min koffert ned og markerte min plads. Da jeg kom tilbage, laa «master» der udstrakt, og min koffert stod oppe paa hylden.

«Jeg satte kofferten paa bænken,» sa jeg. Han lod som han ingenting forstod: «Ja, nu staar den der,» sa han og pegte opad, « den har det godt nu ». – Che brigantaggio! Og jeg maatte finde en ny plads.

Borte i kroken hvæste det til svar fra «master», som nu strakte sig over to siddepladse: «Tedesco!» Og borte paa en anden bænk blev en nyankommen gut, som virkelig var tysk, lempelig skøvet ud av naboen, som ogsaa vilde strække sig: «Sie sin dæitsch!» var hans korte forklaring

– – – I Luzern stod der et nyt tog. Udenpaa to vogne stod «Chiasso» – den italienske grænsestation. Og italienerne stormed den vogn, for det var jo did, de skulde. Men derinde sad et par tyske damer, og de kaldte paa konduktøren. Han jaged italienerne ud igen og lod dem faa en kupé for sig selv, og mig negted han ogsaa adgang til Chiasso-kupéen.

Men da han hørte, jeg snakked tysk, sa han: «Ah, Sie sind Deutscher! Dann langweilen Sie sich hier.» Og jeg blev vist tilbage igen til Chiasso-kupéen. Damerne reiste sig og vilde gaa. Jeg kremted en lun germansk kremt. Og de satte sig beroliget igen.

*

Det var hid, jeg vilde med dette brev. Jeg vilde fremvise, hvor racefølelsen er uovervindelig stærk i Norditalien, – hvor italienerne dog føler sig i modsætning til tyskerne. Jeg mener ikke her at ha ført noget bevis for Norditaliens fremtid; racefølelse alene redder intet folk. Men den er dog den vigtigste indre betingelse for at bestaa, ligesom for den enkelte hans selvfølelse. Derfor drog jeg den frem.

Giuseppe Giusti, deres store revolutionslyriker fra 40-aarene, har git det adækvat udtryk av blivende værd i det uforlignelige digt Il delenda Cartago, som aander slik foragt, som er saa fyldt av ætsende racefølelse, med den grætne slut:

Vogliam, tutti quanti siamo,
L’Italia, Italia, e non vogliam Tedeschi.
Vogliam pagar di borsa e di cervello,
E non vogliam Tedeschi: arividello!

Det er ingen stolt udfordring til en lige stillet; det er bare en simpel udkastningsakt av paatrængende, som ikke har levemaade til at gaa selv. Et av de haanligste digte jeg kender.

Deres racefølelse er i orden ligeoverfor tyskerne. Det er tyskerne, som har Adige-dalen, Triest, Fiume – hele «Italia irredenta» (uigenløste).

Og Crispi kendte aversionen paa den kant; den vilde holde sig trods triplealliancen. Det gjaldt at faa istand en spænding paa den anden kant mod det racebeslegtede Frankrig, som især Piemont staar saa nært, – det maa ha været hans tanke, for derved at kunne smelte nord og syd sammen, at samle Italien ved en skærpet racefølelse. Der er et rigsenheds-moment i hans storpolitik. Og den geniale tanke har han lært av Bismarck, som skabte sammenhængsfølelsen og rigsenheden i Tyskland ved en mur av fiender gennem denne strimmel land, han tog fra hver nabo, ved den skærpede racefølelse. Men denne Crispis tanke var en dyr tanke for Italien. Den har kostet i øgede krigsudgifter og i omsætningstab som følge av bruddet med Frankrig ca. 9 milliarder. Bare vinudførselen indbragte 470 mill. lire aarlig før bruddet, efter 144. Men det har alligevel været en tanke, og hans triplealliance var ikke bare stormagts-galskab.

Tilnærmelsen til Frankrig øger for hvert aar nu. Ligeoverfor tyskerne staar Giustis vers uflyttelig fast, selv om tiderne ikke er de samme som dengang:

Non vogliam Tedeschi!

Og Norditaliens aviser støtter begge dele.


PD-icon.svg Denne teksten er offentlig eiendom fordi forfatteren døde for over 70 år siden.