Bondeproletariatets første landsmøde

Fra Wikikilden
Hopp til navigering Hopp til søk

Det som egentlig foregaar i det offentlige liv her syd nu, det er proletariatets kamp for bedrede kaar; det gaar for sig med streik i streik – og længer sydpaa fremdeles med blodige bonde-revolter. Og springer man over dette, springer man over det som foregaar.

De sidste dage av november ifjor (1901) holdtes i Sala dei Notai i Bologna en kongres av bønder, som alle partier er enige om i sit slags var noget enestaaende i landets historie. Det var intet mindre end et landsmøde av Italiens jordarbeidere – congresso nazionale dei contadini – i alle de mange avskygninger, hvori de forekommer her i landet; der er jo en 7–8 forskellige sorter, alt efter deres arbeids- og forpagtningsforhold (contadini; braccianti; mezzadri; coloni; obligati; bifolchi; giornalieri, hvortil saa kommer de smaa selveiere – piccoli proprietari). Hverken Frankrig eller Tyskland eller England kender vistnok til et saadant jordarbeidermøde for det hele land. Ca. 700 bonde-foreninger var repræsenteret med et samlet medlemsantal paa ca. 152 000, og repræsentanterne hadde moderation paa jernbanerne.

Den kom ikke ganske uventet. Den hadde saaledes hat en forløber i en kongres av bønder fra Pavia-distriktet, som holdtes i Pavia midt i september.

Som forhandlingstema var opstillet forslag til dannelse av en landsforening mellem jordarbeidernefederazione nazionale; endvidere emigrations-problemet, en egen jordbrugs-lovgivning.

Hvert spørsmaal var døgnets mest brændende. Hvad det sidstnævnte angaar, saa blev der i juni fremlagt i kamret to forslag til lov om oprettelse av et arbeider-kontor – ufficio del lavoro. Det ene forslag kom fra to socialister, det andet fra minister-præsidenten Zanardelli; ifølge det sidste skal kontoret, som sorterer under agerbrugs-departementet, ha tilsyn med jordarbeiderforhold av alle slags, kontrakter, streiker og lignende. Og i forbindelse hermed skal der staa et voldgiftsraad for arbeidere – consiglio superiore del lavoro. Dette forslag blev nu ligefør jul vedtat av kamret.

Der blev i kongressen talt om emigrationen, hvordan italienerne reiser til Amerika og godseierne begynder at bli rædde for at mangle arbeidshjælp. Der blev talt om streiker og om, hvordan samholdet ikke var stort nok, idet der kom jordarbeidere fra andre distrikter og paatog sig arbeidet o. s. v. Bondekoner stod op og talte. Der blev ogsaa vrøvlet endel.

Men man kom til selve sagen – dannelsen av en landsforening. Diskussionen kom her til at dreie sig om, hvorvidt de smaa selveiere skulde ha adgang eller ikke. Her greb nemlig socialistførerne ind, og de yderligst gaaende – professor Ferri fra Rom – modsatte sig deres adgang, mens Turati og andre, især av det republikanske parti, talte for adgang. Under denne debat viste det sig, hvor stærkt socialistisk farvet mødet var, idet pludselig hele forsamlingen ropte «leve socialismen!» Man fandt imidlertid et mellemforslag, ifølge hvilket foreningen skulde bestaa av to sektioner. Ligeoverfor andre arbeiderforeninger forbeholdt man sig frie hænder med hensyn til indtrædelse.

Man vedtog Bologna som sæde og nedsatte en komité paa 11 medlemmer. Det første, de vil kræve, er at bli anerkendt som retslig instans ved jordarbeider-konflikter, med egne probiviri (skønsmænd) agricoli.

Jeg tror ikke, man lettelig overvurderer betydningen av denne kongres som led i det sociale reformarbeide i Italien, ikke saa meget paa grund av det enkelte partipolitiske rop, som lød under mødet: «Socializzazione della terra!» som paa grund af den sammenslutningens tanke, solidaritetsfølelsen, som her gjorde saadant mægtigt skridt. Ja, det staar for mig, som dette er det væsentlige, som er sket i det offentlige liv i Italien i det sidste aar, denne følelse av sammenslutningens nødvendighed for at opnaa bedrede kaar.

Forøvrigt er sammenslutningen mellem arbeiderne som tanke kendt nok og er ikke fra idag. Jeg skal nævne nogen av de former for sammenslutning, som eksisterer. Ligesom fabrikanter og handelsmænd hadde sin camera di commercio, som allerede for 10 aar siden ved lov fik sin retslige position som voldgiftsdomstol med sine probiviri, saa skabte arbeiderne camera di lavoro – det var fabrikarbeiderne i byerne, som skabte det, imod camera di commercio; men dette arbeidskammer har maattet vente paa sin lovformelige stadfæstelse til fornylig, da ministerchefen kom med sit forslag. Disse arbeidskammere – ialt 65 med medlemsantal paa 262 000 – har sin landsforening.

Saa er der Società di mutuo soccorso med en indbyrdes understøttelseskasse. Disse – ialt 530 – staar ogsaa i en landsforening.

Saa har man Lega delle cooperative med sin landsforening.

Alle disse tre har tat sigte paa at hæve arbeidernes sociale kaar. Men de har ikke udrettet, hvad de ønsked, skønt de jo har hat en ganske anden tilslutning end den 1898 ved lov oprettede Cassa nazionale di providenza (invalid- og alderdomsforsørgelse), hvor der ifjor kun var tre tusen indskrivelser istedenfor tyve tusen som paaregnet.

En følelse herav var det, som gjorde, at man sammenkaldte et stort landsmøde for alle tre i Reggio (Emilia) i oktober ihøst, forat man kunde bli enig om fælles optræden. Kongressen bestemte sammenslutning av de tre foreninger og valgte Milano som fælles sæde. Der faldt beslutning for, at ogsaa bønder og jordarbeidere kunde indskrives som medlemmer. Ogsaa her optraadte socialisterne med vidtgaaende forslag om alliancens forhold ligeoverfor streikeforeninger; men de var der i avgjort minoritet – 35 paa 150 repræsentanter.

Saa er der endelig de saakaldte leghe di miglioramento eller leghe di contadini eller – mere utilhyllet – leghe di resistenza. Det er jordarbeiderne, smaabønderne. Det var deres sammenslutning for hele landet, som skete paa den førnævnte kongres i Bologna. Av alle foreninger er det disse, som for øieblikket egentlig er alvorlige for tingenes tilstand, eftersom de tildels har faat et saa stærkt agrar-socialistisk præg. De er av ny dato; de begyndte i Mantua-distriktet i april ifjor[1].

Men ogsaa disse har tradition i det agrar-reformatoriske arbeide i Italien. Saaledes som indenrigsministeren ifølge referat oplyste under en debat i senatet iaar, gaar gæringen i dette distrikt tilbage til 1883–84. Forholdene er i grunden uforandrede, gentagelsen av misnøien iaar slavisk lig den, som da fandt sted. Den gang konstitueredes ogsaa leghe, som fik stormende tilslutning, saa der var 30 000 bønder indtegnet paa nogle uger; som drivfjær virked ogsaa den gang den almindelige stemmeret, som netop da var indført (1882). Men bønderne var grønne og usikre og lod sig uden synderlig indvending arrestere av politiet, som opløste foreningerne og kvalte gæringen (rigtignok frikendtes samtlige av juryen aaret efter). – 1890 kom den kommunale stemmerets udvidelse, og i følge med den igen en ny demokratisk gæring, som resulterte i en slags arbeidskommunisme. Men medlemmerne snød hverandre. Og i 1894 opløste Crispi foreningerne paany.

Men sammenslutningstanken har saaledes tradition i den provins. Bøndernes fordringer iaar synes ikke indiskrete; de loved at avstaa fra streik hvis de blev sikret 500 lire aaret (ɔ: lire 1.37 pr. dag).

Man slutted sig sammen i de tilgrænsende provinser; smitten bredte sig med rivende fart, til Modena-distriktet, til Verona o. s. v. – et eneste sammenhængende net av foreninger. Man blev bekymret. Man interpellerte regeringen i senat og kammer (i juni); man kræved, at indredepartementet skulde opløse foreningerne. Dets chef Giolitti svarte, at foreningsfrihed var der i landet, saa der var efter loven ingen adgang til at skride ind. Han sa bl. a.:

«Aarsagen til denne agitation er udelukkende økonomisk, derfor ophører ogsaa streik, naar arbeiderne har opnaadd billige indrømmelser, og ikke har der været optøier. Det er sandt, at denne agitation ledes av socialisterne, men det er bourgeoisiets skyld det hele, som til denne dag ikke har gjort noget for sine arbeidere. Og bourgeoisiet har begaat en dumhed ved ikke at ha lat disse arbeidere indse, at de har mere at haabe av de konservative klasser end av dem, som vil bruge dem i parti-politisk øiemed.»

Og i denne holdning fik regeringen støtte i det konservative fagtidsskrift Economista (Florens).

Man hadde gjort sig unødige bekymringer. Der var streiker uavbrudt. Men de løb næsten altid av uden optøier. Der var streiker i alle brancher: jordarbeidere, kusker, bryggesjauere, fyrbødere, matroser, jernbanepersonale, vævere, spindere, tobaksarbeidere, telefonistinder, murere, sporveispersonale, gasarbeidere o. s. v. o. s. v. Det er vel ikke den branche, hvor der ifjor ikke har været streiket. Indtil midt i juni hadde der i Italien været 511 streiker, hvori 600 000 arbeidere deltog, deri ikke medregnet de tilfælde, hvor gods- og fabrikeiere straks gjorde indrømmelser. Det til den tid opnaadde paalæg i løn repræsenterte en aarlig sum av 48 millioner.

Til sammenligning: Man har regnet ud, at de direkte tab for staten bare i mai 1898 (under hungeroprøret) beløb sig til 66 millioner. Og kursen paa italiensk papir var nede i 13 pct., naar det skulde veksles i guld, mens det i sommer og i høst har staat saa høit, som det ikke har staat paa mange aar (2–3 pct.). Kapitalisternes mørke spaadomme har saaledes ikke slaat ind; da saaledes nu i november det forløbne aars budget blev opgjort, viste der sig en indtægtsstigning paa ca. 50 millioner.

Som sagt, denne solidaritetsfølelse, som har fundet udtryk i disse landsmøder, er noget av en begivenhed i Italiens indre historie. En konservativ ledende avis som Corriere della Sera i Milano er enig i det og roper: giv agt!

Nu er der imidlertid udbrudt uenighed inden selve det socialistiske parti i dets hovedsæde Milano; i hele to aar har det skurret. Det er det gamle socialistiske parti med Turati, som mer og mer har faat sans for «taktik» og er blit lunkent, og saa er der medlemmer, som har skilt sig ud, ledet av Merlino, og dannet ny forening og hævder, at det som gælder, er at «holde den revolutionære aand ilive, saavel i partiet som i folket» – federazione socialista. Der har været gjort forsøg paa at mægle – .f. eks. av professor Ferri; men det har vist sig, at spliden ikke lar sig bilægge. Aarsagen er egentlig av personlig art. Og spliden har forplantet sig videre, til socialister udenfor Milano.

Der spiller endnu et faktum ind, som man nu ikke kommer forbi: Italienerne er ifølge naturel ikke synderlig anlagt for redelig kollektivisme. Og naar saa tillige regeringen er saa lur at negte partiet den opstivning, som ligger i politi og ydre tryk, saa melder de separatistiske lyster sig straks.


PD-icon.svg Denne teksten er offentlig eiendom fordi forfatteren døde for over 70 år siden.
  1. Kfr. forøvrigt Enrico Ferri: La lotta di classe nelle campagne Mantovane i aprilheftet av Nuova Antologia (1901). – Skønt de ikke rutter med saa lidet mynt, springer jeg her over leghe cattoliche del lavoro, som kræver konfession for at yde hjælp og saaledes ikke egentlig kan betragtes som et resultat av arbeiderbevægelsen.