Mafiaen paa Sicilien
Mafiaen paa Sicilien
Aviserne har blaast en ny glose udover verden: «Mafia». Hver dag har de hat telegrammer og smaa notiser om retsskandalen i Milano, hvor en 6 aar gammel siciliansk mordsag nu er fore — en sag som efter prov i retten kunde været fore 4 maaneder efter ugærningen. En politifuldmægtig blev arresteret midt i retten; saa blev en deputeret Palizzolo fængslet. Hvad hele Italien har vidst mand og mand imellem, kom saa grelt frem, at man ikke voved andet end at skride ind. Det spøger for fler; der er en hel forbryderbande bag det bankchefmord. Men oprindelig var anklage bare reist imod en konduktør og en pensemand som delagtige i mord paa bankchef Notarbartolo.
Sagen var jo denne: Notarbartolo var en hæderlig og energisk mand, som i egenskab av bankchef vilde skride ind mod misbrug og rense op i Sicilia-bankens forhold. Herved kom han for nær en almægtig mafioso, en av direktørerne, den deputerede Palizzolo, som undsa ham paa livet. En dag finder man bankchefens lig paa en jernbanebro nær Palermo med 27 knivstik i sig. Man var fra samme øieblik ikke i tvil om, at Palizzolo stod bag, var mandante dell’ assassinio. Man vidste saameget om ham, at han godt kunde ha gjort det; han hadde staat bag penge-udpresninger og bag store tyverier. En politifunktionærs anmeldelse, som ogsaa uden omsvøb gik ud paa, at han var ophavsmanden, blev snappet op paa veien av en anden politifunktionær; Palizzolo hadde venner i alle kontorer. Hans haandlangere i mordet har været mafiosi fra en liden by nær Palermo — Villa Abate — en by paa 2 000 indbyggere, hvorav der ifølge prov i Milano-processen skal være kun tre hædersmænd, galantuomini; her i denne by hadde Palizzolo sine bedste venner. Specielt stod han paa intim fod med en viss Fontana, en falskmyntner og forbryder av værste sort. Han har efter al sandsynlighed forestaat mordet; han har været capo-assassinio, hjulpet av en anden. Og jernbanepersonalet har været medvidende, billetkontroløren og muligens bremsemanden, idet de to er blit skræmt til ikke at lægge hindringer i veien for udførelsen av mordplanen.
Det skedde en maaneskinsnat, 1ste februar 1893. Notarbartolo skulde ta ud til sin eiendom udenfor Palermo. Ved en station steg der to ind i hans kupé. Konduktøren lod dem passere uden billet-kontrol. Mordet skedde mellem de to stationer Termini og Trabia, hvor avstanden er 6 kilometer og tar 10 minuter. De var færdige før Trabia med ugærningen; thi den blodige kniv var kastet ud før den station. Da toget holdt ved Trabia, har altsaa morderne ganske rolig faat lov til at sidde inde hos liket i kupéen; man fandt nemlig liket to kilometer efter den station — det var kastet ud av vinduet ned i en fjeldbæk, som gaar like ned i havet; men liket blev, som sagt, uheldigvis liggende igen oppe paa broen. Mens det foregik, har bremsemanden sandsynligvis brugt bremsen. — Saa er morderne steget ud ved den tredje station — Altavilla —, og her har de været indom hos en familje Il Barone, ogsaa en forbryderfamilje, og vasket sig og byttet klær.
At dette er sammenhængen, er alles opfatning, og den delte ogsaa retten i Milano.
Men dette første spor av ugærningen, besøget hos Il Barone, har forundersøgelsen søgt at udviske. Thi dette spor pegte jo udover togpersonalet og mod de egentlige, høitstaaende ophavsmænd. Di Blasio, Palizzolo’s bedste ven og valgagent, leded forundersøgelsen.
For det første holdt den paa i seks aar. Og da vidnerne saa blev forhørt, var der kun vage svar. Lagretten spurgte f. eks. konduktøren: «Men hvorfor kontrolerte De ikke billetten for disse to ukendte som kom ind ?» — «Ja, jeg maa ha glemt det, da.» — «Men da mordet var begaat, og hverken Notarbartolo eller de to ukendte var i kupéen, la De ikke merke til det?» — «Ja, jeg maa ikke ha lagt nogen bræt paa det, da» o. s. v.
Fontana arrestertes vistnok straks efter mordet. Men Forundersøgelsen lar ham godtgøre sit alibi i Tunis og slipper ham. Der var forresten folk som paastod, at de hadde set ham i Villa Abate morddagen. Men selv om hans Tunis-reise ikke var løgn, kunde han dog i virkeligheden ha rukket til at være tilstede morddagen. Forundersøgelsen tar imidlertid hans alibi for godt.
Men det mest groteske billede av italiensk retspleie gir resultatet av husundersøgelsen hos Il Barone, hvor morderne hadde skiftet tøi. Først halvanden uge efter mordet var politiet der. I dokumenterne er der opført som beslaglagt et strømpepar med blodflækker paa. Retsforhandlingerne nu i Milano stod paa omtrent i to maaneder, og den meste tid gik vistnok med til disse strømperne. Forkortet stiller, saavidt en kan skønne, resultatet sig saa: Retten til Blasio: Hvad var det, De beslagla? — Et kvindfolke-strømpepar. — Saa fremvises der et par i retten. Det er et mandfolke-par. — Blasio: Ja, det kvindefolke-parret fik Il Barone straks igen, fordi det var uden betydning. — Et strømpepar med blod uden betydning?! —Ja, det var bare griseblod! — Men hvordan kunde De straks se det uden kemisk undersøgelse? — En ny politimand kommer ind og prover: Det var et mandfolkepar og et blodigt haandklæ, vi beslagla. — Retten: Et haandklæ med blod paa? Her staar ingenting i papirerne om et haandklæ! — Jaja, en pakke tøi, altsaa. — Blasio: Ja, det var en anden gang de mandfolke-strømperne blev beslaglagt. — Retten: Men de var løse og ikke i pakke efter dokumenterne? — Mandfolke-parret fremvises igen for politimanden: Nei da, det er ikke disse ! — Blasio lægger ud og taber sig i en ordflom: Dette var et andet par igen! — Retten: Der er altsaa tre strømpepar! Og det som retten har nu, er hverken det første eller det andet beslaglagte par. — Røret stiger. Og familjen Il Barone besvimer. — Sagen blir simpelthen siddende fast i dette groteske «imbroglio delle calze». Snart siger vidnerne, det var koblod paa strømperne, snart griseblod, snart andet blod. Og strømpeparrene viser sig delvis at være ekspederet av politiet til øvrigheden med underskrift av folk, som ikke har været tilstede ved husundersøgelsen! — De er kort sagt ombyttet! Haandklæet er borte! Og familjen Il Barone, som altsaa kender morderne, har gaat løs den hele tid! Politiet kan ingen oplysninger gi; selv de vageste svar maa presses ud. F. eks. retten spør: Men naar strømpepakken er ombyttet, hvem kunde De tiltænke det? — Politifunktionæren: Ingen. — Men naar det nu er gjort, hvem vilde De tiltænke det? — Ja, saa kunde jeg kanske tiltænke Blasio det. — Men konduktøren sidder paa anklagebænken som eneste skyldige i mordet, og saa bremsemanden som hans hjælper. Efter ledelsen av denne forundersøgelse hadde Blasio faat en orden — gennem Palizzolo som mellemmand.
Retten i Milano forlangte imidlertid fængslingskendelse mod disse politimænd og vidner, som stod og løi i munden paa hverandre. Hele otte blev arresteret.
Og tilslut sa den ene efter den andre høilydt i retten, at Palizzolo stod bag mordet. Aviserne skrev det. Det vokste til en storm. Den almene opinion og vidneprovene snørte sig saaledes om ham, at han ogsaa tilslut blev arresteret, trods alle sine ordner og trods sit stortingsmands-patent, sammen med sin ven Fontana. — Sagen gik til ny forundersøgelse.
Men da Palizzolo først sad fast, voged man sig ogsaa ikast med en ny sag, et ældre mord, hvor beviserne laa støere til at bygge paa, — især efterat konduktøren i den anden sag døde, mens den ny forundersøgelse stod paa. Og denne sag rykked derfor nu endog i forgrunden. Den gjaldt mordet paa en eiendomsbestyrer Miceli. —
Udenfor Palermo ligger et svært arvegods — Latifondo Gentile — og der var i sin tid en flerhed, som hadde arve-krav paa det. Som bestyrer av denne plantage indsatte vedkommende administration Miceli, en kraftig og uræd og retskaffen mand, just av samme umedgørlige stof som Notarbartolo; gennem sin kone hadde han ogsaa arverettigheder paa godset. Men denne eiendom ønsked Palizzolo at tilvende sig. Først narrer han en av Gentile-slægten, en nærmest aandssvag mand, til at sælge alle sine rettigheder for 63 000 lire — og den del repræsenterte næsten halvparten av godset, som i sin helhed var værdsat til over ½ million. Og saa lirked han stykke for stykke over til sig for røverpris; blir bygselmand («gabellotto») av andre teiger, som han da av bedste evne vanskøtter og nedstyrer, for omsider engang at komme til det hele for en slik og ingenting; ikke engang leien betaler han ordentlig. Men nu laa det i Miceli’s stilling at ha opsynet paa dette punkt: at hindre ødelæggelse og daarligt stel og at indkræve bygselavgiften pr. aar («estaglio» som den heder paa Sicilien). Denne stilling gav anledning til mange rivninger og sammenstød; for Miceli var en stridbuk og foragted Palizzolo — var ikke ræd «en saadan clown som han,» sa han. Der var ogsaa hæftige trætter i anledning av ulovlig pinjehugst og i anledning av transport av vintønder o. l., som Palizzolo’s haandlangere smugled gennem eiendommen og ind over bymuren; av og til prylte han disse mafiosi, som snød bytolden. Samtidig bearbeided han alt hvad han kunde, de andre parthavere i eiendommen, at de ikke skulde avstaa Palizzolo noget. I august 1893 vilde nemlig den andens bygselkontrakt være udløben; og da var det Miceli’s hemmelige plan sammen med et par andre at lage konsortium og overta det hele. Men disse to sladred av skole, saa den anden fik nys om planen. Først blev der da skudt efter Miceli i mørket, — men det var bare for at varsko ham. Miceli blev ved, endda uforsonligere. Fra det øieblik forandrer Palizzolo holdning ligeoverfor ham, blir en korrekt bygselmand, viser ham respekt paa alle maader. Og fra det øieblik av skønner ogsaa Miceli, at nu nærmer faren sig i stormskridt, og han snakker med folk om sine anelser; det er nemlig et staaende træk hos mafiaen, at jo stærkere dens had er eller jo nærmere vendettaen, des mer foregir den venskab og kærligt sindelag mod offeret, for at vildlede mistanken, naar forbrydelsen er begaat.
Saa er det en aften i juli 1892, Miceli og kone samt en gut karer hjem fra en kondolence-visit hos en familje. Som de passerer en liden kirke, den hvorfra netop varsko-skuddene var avfyret hin gang, faldt der to skud paa to-tre skridts avstand lige bag gitterporten til godset. De skød ikke bom nogen; konen og gutten blev uskadt. Miceli sprang av vognen, trak revolveren, skrek «forrædere!» Men revolveren faldt ud av hans haand, og han segned om. Et par politimænd hørte skuddene og kom til lige efter. Situationen var med andre ord saa heldig for en opdagelse som mulig. Og fire blev ogsaa arresteret, hvoriblandt netop disse Palizzolo’s haandlangere, som Miceli hadde ligget i mundhuggeri med. De sagkyndige udtalte sig om disses geværer, om ladningen, som bevislig var av selvsamme kaliber som den, der blev fundet i villa Gentile, om tiden, da løbene sidst var brugt. Alt passed. De blev dog alle fire sluppet igen paa grund av «mangel paa bevis» og kom ikke engang for lagretten. Palizzolo’s forhold befatted ikke engang forhørsretten sig med, skønt alle folk snakked om det, og skønt man vidste, han hadde undsagt Miceli.
Dette er sagen sammenfattet i korthed av den bunke papir, som retsforhandlinger og forundersøgelser har stablet op paa lagmandens bord[1].
Sagen er dagens emne i Ialiens aviser og i tidsskrifterne og ogsaa i kamret. Glosen mafia er i stadig brug.
Den slags hemmelige foreninger har flere navne. Paa Sicilien heder den mafia[2], i Neapel camorra. I Calabrien heder det med en svækket ubestemmelighed i glosen malavita — daarligt levnet; men ligesom i Rom har det, benyttet om forbrydere, gerne en saadan bismag av komplot. I Rom og længer nord har man forøvrigt glosen teppa, teppisti, barabba med samme bismag: organiseret forbryderpøbel.
Navnene er forskellige. Foreningerne har da ogsaa forskelligt udspring — og karakter — paa de forskellige steder, fra alvorlig og hævdet levevei til det præg av impulsiv kaadhed og ødelæggelseslyst, som den har over sig i Rom, naar den optræder. Det er vistnok et faktum, at mafiaen paa Sicilien staar i sammenhæng med camorraen i Neapel; men hvorledes, er et uopklaret spørsmaal, og tillige det, hvorvidt denne sammenhæng udstrækker sig videre over Italien. Den lange tradition som paa Sicilien har den imidlertid ingensteds. Men selv her er dens optræden forskellig i de forskellige provinser; i Palermo og om svovlgruberne (Caltanisetta og Girgenti) optræder den blodig, med vendetta og drab; andensteds, som i latifondie-distrikterne, driver de mere tyveri, især kvægtyveri. —
Som bidrag til dens historie paa øen har man literatur nok. De fleste indberetninger til indredepartementet over sicilianske forhold har saaledes avsnit, som behandler den[3]. Hver gang en større begivenhed fandt sted — et oprør, en voldsdaad — gav man sig til at studere den; udenfor Ætnas udbrud er der ingen begivenhed paa Sicilien, som ikke staar i en eller anden forbindelse med mafiaens virksomhed. Hver mand ved det.
Den oprindelige mafia bestaar ikke nu længer, den som var virksom under Bourbonernes gudsforgaane absolutistiske styre. Han er væk, den ridderlige mafioso — mafioso cavaleresco — saadan som Rizzotto skabte typen og førte den frem paa scenen i sit digterværk. Han optraadte under det elendige styre, da adelen ustraffet organiserte bevæbnede landsknegteskarer, som oversvømmed øen og terroriserte fredelige landmænd og deres hjem. Han gjorde front mod udsugeriet og tyranniet, mod retsvilkaarligheden og politi-overgrebet — en personifikation av den folkelige retssans, en bærer av den levende retstradition. Han holdt egen justis, det brede lag i folket stolte paa hans vendettas retfærd. Man svor falsk og holdt sammen, saa godt man kunde, mod den bourbonske øvrighed. Han hadde to hellige love, som ban aldrig krænked: beskyt den svage og kvinden! Han var til og med ordholden. Og ved hvert oprør stod han i den fremste skytterlinje.
I grunden var han aristokratisk og fuld av respekt for den gamle sicilianske landadel, som jo ogsaa indtil 1860 stod i spidsen for hvert oprør mod Bourbonerne. Ja, saa sent som under oprøret 1866, da adelen slet ikke stod bag, men misbilliged bevægelsen, hadde mafiaen dog formaadd endel adelige til at underskrive revolutionsopropet av bare gammelt venskab.
Dette er den typiske mafioso til 1860. Mafia er en frugt og en følge av Bourbonernes skændselsstyre paa Sicilien.
Men saa indførtes den fri forfatning — det repræsentative system; folkesuverænitetens dogme var anerkendt. Da skulde mafiaen i grunden ingen plads ha mer. Men de politiske og sociale forhold paa Sicilien forandred sig saa lidet; revolutionen 1860 var ikke grundig nok. Det var ikke let at overta Sicilien efter Bourbonerne — det maa indrømmes; men regeringen gjorde da heller intet forsøg paa at forbedre forholdene. Øen bare oversvømmes av fransk og italiensk militær, som holder justis og «civiliserer» paa sin vis — en begyndelse, som ikke var egnet til at hele det forrige vanstyres følger; og «Piemontesi», som de nye kaldtes under et av befolkningen, blev et skældsord paa øen. Vi ved, at saa kom oprøret i 1866, general Medici blev sendt som kongelig kommissær. Skændselsstyret blev bare ved. Nu tog ogsaa korruptionen fart. Og nu satte lovens haandhævere sig i forbindelse med mafiaen, benytted den, beriged sig gennem dens tyverier; politiet i Monreale (nær Palermo) bestod saaledes udelukkende av mafiosi, — saaledes som en av dets øvrighedspersoner i en aabenmundet fest-stund brauted: «Her stjæler vi, her dræber vi, her feder vi os i den kongelige regerings navn.» I Palermo fik f. eks. en forbryder valget mellem at gaa ind i politi-etaten eller landsforvises. Den forhenværende finansminister Sonnino, som ingenlunde kan beskyldes for at være radikal agitator, siger i sin bog om Sicilien (1876), at faktisk bestaar feudalvæsenet endnu (skønt avskaffet 1812 og 1818): «Bonden er træl og undertrykt som før,» siger han. Det samme gælder arbeideren ligeoverfor kapitalisten: han er faktisk retsløs og behandles som et lavere væsen. — En politiinspektør indberetted ligeledes, at det ikke lod sig gøre begribeligt, at de nuværende embedsmænd skulde ta sig av voldshandlinger, som en av overklassen — «galantuomo» — gjorde sig skyldig i mod en «træl» ɔ: en av folket.
Generalens styre trak sig gennem mange aar. Men da han og regeringen i Rom engang søgte at fremtvinge frikendelse for en dommer, som hadde gjort sig skyldig i mord, blev det for stridt for rigsadvokaten Tajanni; han tog avsked og skyndte sig til Rom, og her holdt han i kamret sin store tordentale 1875: «... Lovene forhaanes, institutionerne er en ironi, der er korruption overalt, partiskhed er regelen, retfærdighed undtagelsen, forbryderne er blit dommere, dommerne er blit forbrydere o.s.v. o. s. v.» — en salve, hvorpaa regeringen fik sine fremsatte undtagelseslove for Sicilien nedvoteret, og en undersøgelseskommission blev nedsat, som førte til Bonfadini’s rystende indberetning. Parlamentsrevolutionens første resultat var en ny regering, Italiens første venstreministerium, med Depretis i spidsen, han som siden blev programforfuskelsens, den politiske forsumpelses far i Italien. —
Det kan saaledes i virkeligheden ikke undre os, at mafiaen ikke fandt grund til at forsvinde efter 1860. Det ligger i selve de yttre politiske og sociale forhold, som blev de samme, trods folkesuverænitet og repræsentation. Regeringen hadde i virkeligheden restaureret mafiaen og paa samme tid forkvaklet den og strøget den gamle episke glans av den. Mafiaen blir fra nu av tit netop vampyren, som udsuger den svage og kvinden. Dens medlemmer findes f. eks. ikke sjelden i en eller anden lukrativ forretningsforbindelse med berygtede huse. Den hadde engang lært at ta sig selv tilrette og hæve sig over samfunds-institutionerne; i denne dens høit udviklede individualisme hadde regeringen spekuleret.
Men især er degenerationen gaat rivende hurtig for sig efter 1876. Nu har man stænder der ogsaa: mafia bassa — den simple — og mafia alta — den høitstaaende, ogsaa kaldt la mafia in guanti gialli — mafiaen i gule hansker; de har ordener og de har tillidshverv. En deputeret sa nys uimodsagt i kamret, at den klasse talte deputerede, ja til og med en sottosegretario (sekretær under statsraaden) blandt sine medlemmer.
Nu maa man ikke tro, at mafia er en forening med skrevne love eller saadant. Det har den aldrig været, og medlemmerne findes ikke paa nogen liste. Medlemmer er de, som har saapas paa sin samvittighed, at de ingen støtte har i samfundsordenen, i statsinstitutionerne. Der blev for nogle aar siden holdt en banket i den før nævnte lille by Villa Abate lige ved Palermo, et rede for mafiosi, hvor av de 2000 indbyggere — kvinder og børn iberegnet — den nette brøkdel af 250 er straffet før; banketten gjaldt et heldigt kup, en «seier», som det heder; man mener det gjaldt selve det heldige bankchefmord. Under den nævnte retssag i Milano er det oplyst, at til den banket gjaldt som adgangskort den enkeltes «certificato penale». Her hed foreningen Fratellanza (broderskab).
I mafiaen er der disciplin, og der er selvfølgelig samholdsfølelse; — hvor findes de egenskaber paa Sicilien og overhovedet i Italien nu? De blodige opgør medlemmerne indbyrdes løber av i al stilhed; netop efter det nævnte bankchefmord fandt man saaledes en dag en av deltagerne dræbt ved gift, fordi han hadde vist sig misfornøiet med sin andel av udbyttet. Hele familjer udryddes, naar der er tendenser til at være «lumpne» og angi. Man spreder ud det rygte, at vedkommende er rømt til Amerika eller lignende; en dag findes et ukendeligt lik i en grotte etsteds. Især omkring Palermo gaar den justis tit for sig. — En siciliansk avis fortalte saaledes i forrige maaned om en godseier, som i sine yngre dage hadde hat mangt sammenstød med landets lov, men som nu ved spekulationer var blit formuende og hadde købt en landeiendom. Han holdt sig nu til og med meget med politiet og søgte dets beskyttelse. Mafiaen hadde ham derfor mistænkt for angiveri; seks gange hadde den forsøgt at dræbe ham — nu den syvende gang traf kuglen ham endelig i struben. Saa føies der, betegnende for tilstanden, til i beretningen: men han hadde forudset dette og købt sin landeiendom i konens navn for at undgaa sukcessionsavgiften.
Historien er typisk. Men ogsaa den ubestikkelige redelighed er genstand for mistanke. Først faar man truselsbreve med indhold som følgende: «Tizio skar vi tungen av, fordi han snakked for meget» — eller: «Filano kapped vi ørene av, for han vilde høre for meget» — eller: «Sempronio sendte vi i seng under jorden, for han blev saa brydsom og blanded sig opi saa altformeget» — Som regel er de vetskræmt tilstrækkelig efter en saadan billet, for de ved, hvad det kan bety.
Selv i fængslernes celler føler man sig ikke sikker for hevn. Det viste sig f. eks. nu under retssagen i Milano, da en forbryder, som sad fast, blev ført frem for at vidne: han turde ikke kny! — Og jeg kommer her til at minnes et tilfælde i Messina. Det gjaldt dengang en mordsag. Det vigtigste vidne, som hadde angit de to mordere, sad selv i fængsel paa fastlandet for en forbrydelse. Han turde ikke for nogen pris genta sit udsagn i retten — han hadde oprindelig slet ikke tænkt sig den mulighed. Men saa loved man ham høit og helligt fuld beskyttelse og stærk eskorte. Ledsaget av en flok karabinierer kom han ogsaa i al stilhed over til Messina paa egen liden dampbaad. Først kl. 10 om aftenen gik han iland. I hemmelighed var en celle gjort istand i fængslet. Der var bare en dør i cellen, og cellen laa i enden av en korridor, og korridoren hadde en stærk port med kættinger og slaaer. Alt stængtes. Morgenen kl. 7 kom karabiniererne for at hente vidnet til retssalen. Vidnet laa dræbt paa cellens gulv med 60 knivstik i sig. Forbryderen blev aldrig opdaget: det var mafiosi indenfor fængslets mure, som paa forhaand hadde faat underretning om hans komme av mafiosi udenfor. — Saa man kan jo ikke fortænke vidnerne i, at de tier.
Mafiaen er en mægtig, offentlig hemmelighed. Medlemmerne er i folkeforestillingen fremdeles en sort mytologiske jættevæsener, som ingen rører eller knyr imod. Ja den er endnu i folkets forvildede retsbevidsthed en art legemliggørelse av den almene retssans.
Som støtte for disse overdrevne forestillinger om dens vælde bidrar da ogsaa det faktum, at mafiaen staar i intim forbindelse med de mest kendte banditer. Det fortælles om en røver Leone, at han var saa frygtet, at man letted paa hatten, naar hans navn nævntes; det var saa langt ned som i 1877. Denne røver var en av den nu fængslede deputeredes bedste venner og saaes i hans teaterloge, som laa side om side med politimesterens.
Det er saaledes frygten ude i folket, som skaber den moralske atmosfære, som skal til, forat mafiaen kan trives og angiveri ikke gøre det av med den.
Men det er ogsaa fremdeles et andet moment i folket, nemlig egennytten.
For at forstaa det maa vi se paa de sociale og politiske forhold paa Sicilien, saadan som de har artet sig efter 1876. Her ser det nemlig omtrent ligedan ud som før 1876; man ved, at de saakaldte liberale regeringer ingen større reform har gennemført, men kun holdt folket hen med løfter. Under Bourbonerne trivdes mafiaen bedst i de provinser, hvor plantagesystemet trivdes bedst. Det gør den den dag idag. Den hører fortrinsvis hjemme der, hvor det blodige oprør brød ud 1894. Den breder sig mest der, hvor emigrationen er størst, hvor bygselmændene hyppigst gaar fra gaard og grund for gæld, og der, hvor oplysningen er mindst.
Overklassen paa Sicilien, eiendoms-aristokratiet, er uden organisation; bryr sig i sin fornemhed ikke spor om jordbrugerproletariatet. Bonrgeoisiet paa sin side er snobbet, gad gerne ha et vaaben; for at bøde paa det savn griber det hidsig efter politisk indflydelse, som regel ad liberal vei, og søger derigennem ialfald at komme til formue, mens den jevne borgerhæderlighed trækker sig længst mulig væk fra al befatning med politik, gaar og stuller for sig selv og sovner av. Imellem denne aristokratiske indolence og de politiske strebere gror mafiaen, og manøvrerer og udnytter spændingen. Den sicilianske arbeiders kaar er saa elendige, og der er saa lidet haab om bedring og reform — og der er ikke tale om at lægge sig noget tilbedste av den skarve dagløn —, saa den eneste udvei for at greie sig i kampen for tilværelsen blir at rapse av næstens gods. Han gaar ind i mafiaen. Her spiller fattigmanden straks en rolle, blir endog en «uomo di onore» (en mand at respektere) — kan bli storvælger, tar sig tilrette overalt, er han fræk nok, reiser gratis paa statens baner o. s. v. Her rekruteres altsaa den «simple» mafia; i disse klasser finder man sit værktøi.
Regeringen ved dette; de kender nøie sammenhængen, at det er i deres eget vanstyre mafiaens inflydelse bunder, at tilsidst og inderst inde er mafiaen et statsøkonomisk spørsmaal. Det er en av grundene til, at regeringerne har saa vanskeligt for at skride ind.
Mafiaen har bevaret sin magt, sin fulde handlefrihed; den mest ubundne individualisme raader. Den er oportunist i politik. En blind kraft uden politisk princip, ganske som den var det i sin episke guldalder.Den er uavhængig. Og derfor maa hver liden haandsrækning købes av regeringen. Mafiaen boltrer sig specielt i valgene; den vælger regeringsvenlig, hvis f. eks. præfekten er lidt rundhaandet med tilladelsen til at bære vaaben; i samme by kan den i en anden valgkreds kæmpe for oppositionen, hvis der er penge at tjene, og den lægger sig ogsaa i sælen for en revolutionær kandidat. Paa Sicilien staar regeringerne i grunden ikke overfor politiske partier med politiske ideer; de staar overfor mafiaen.
Dette køb foregaar forresten paa saa mange vis. Lige før valgene 1890 f. eks. blev 1000 mafiosi arresteret paa en nat i Palermo; de slap fri mod tilsagn om haandsrækning i de forskellige valgkredse. Det var hensigten med razziaen. Eller en politiinspektør, som hører mafiaen til, sendes avsted for at bearbeide en valgkreds, saaledes som det kom op under Milano-processen. Eller det gaar mere aabenlyst for sig, som nu nys i Cefalu, hvor valget kom istand ved en sammenslutning av præfekten og en kendt bandit. Der er eksempler nok.
Mafiaen øver saaledes paa sin maade politisk indflydelse. Det er netop i syden, den paagaaende storstadspolitik væsentlig har fundet sin støtte ministerium efter ministerium; specielt er Crispis franskehad bygget paa valg i Syditalien. Regeringerne har i det hele hat mange grunde til ikke at gribe ind. —
Men det er ikke alene valgene, som foregaar ved mafiaens mellemkomst. Det er ved den kommunekasserne ustraffet bestjæles, bankernes penge underslaaes. Og her staar vi ved det, regeringerne maa betale for haandsrækningen, — som en doktor aabent ytred i retssalen i Milano: «Mafiaen hjælper regeringen, og regeringen hjælper mafiaen.»
Mafiaen faar lov til at arbeide sig uhindret ind i bankernes direktion og skalter, som den lyster («mafia bancaria» ). Det er saaledes oplyst, at man i Banco di Sicilia holdt kalas i banklokalerne, at man spilte med bankens penge, — naar banken vandt, strøk de pengene til sig, tabte den, saa blev det bankens tab; det sad kassereren lange tider bag sit gitter og saa paa. Og da der saa tilsidst blev klaget over forholdet, blev indberetningen snappet op i de overordnede kontorer paa vei til selve indredepartementets chef. Mafiaen er overalt i administrationen. Og kommer en nidkær embedsmand til et saadant sted og faar det indfald, at rydde lidt op, blir han straks forflyttet; det, fortalte nys i kamret en deputeret, var hændt i Palermo. Den ytring forblev uimodsagt.
De sidder endvidere rundt i formandskaberne, beskatter byen, tar ind ulovlige sportler. Regeringen har ifølge italiensk lov ret til at gribe diktatorisk ind i kommunerne og ophæve alt selvstyre. Den gør det nødig der hvor kommunerne vælger rettroende.
Regeringen betaler haandsrækninger i straffrihed. Den betaler dette paa mange maader. Det ligger i sagens natur, at her meget er overladt til politiets «konduite Av den ovenfor anførte historie fra Messina-fængslet aner man jo straks dets nære sammenhæng med mafiaen: Det opdager ingenting. Kommunens politi venter man slet ingenting av. Det er saaledes et faktum, at en politiinspektør, som i Palermo blev opdaget som mafioso og falskmyntner, bare blev forflyttet — og udnævnt til fængselsdirektør i Catania. Men heller ikke det militære — karabiniererne — har let for at opdage nogenting.
De stygge mord, de sværeste tyverier forblir uopdaget. Man kommer f. eks. bare fra Palermo til at minnes det store tyveri i selve appelrettens lokale, eller plyndringen av en rig hertugindes palads, eller bortbringelsen av hele 10 millioner genstande fra laanekontoret, uden at noget blev opdaget. Paa en eller anden maade staar politiet bag; er det ikke anderledes, saa slusker de med efterforskningen, lar vigtige spor bli gamle, før de undersøger dem, lar bilag forsvinde, klæsplag med blodflækker ombyttes o. s. v. o. s. v. Og stundom stanser efterforskningen vilkaarlig op, fordi der skimtes en høitstaaende som impliceret, en mafioso in guanti gialli; sagen ligesom dør hen, øvrighedens smule nidkærhed er ikke mere, politiets sporsans svækkes; da hvisker man, av frygt for denne «mano magica», denne hemmelighedsfulde haand, som staar bag det hele. Og de arresterede slipper ud en efter en paa grund av «utilstrækkeligt bevis».
Men kommer det alligevel til sag, er det vanskeligt at faa dom istand, for andre mafiosi optræder og sværger falsk. Og blir nogen ligefuldt knebet, vælges han altid ud av «mafia bassa»; disse ved jo, at de slipper alligevel lettere ved i taushed at ta alt paa sig, end naar de i hevn vilde røbe de medskyldige: man har jo fængselscellens stille rædselsstund, da vendettaens knivstik finder en, som vetskræmmer; man har paa den anden side udsigt til snarlig amnesti, udvirket netop av denne samme «mano magica», — som lokker. Man saa f. eks. nys paa Sicilien, hvor amnestien naadde nogen røvere, som paa ægte banditvis hadde snappet op folk og presset løsepenge, mens endel journalister, dømte ved krigsret, blev siddende for endel uoverveiede udtryk i en hidsig stund.
Det er derfor heller intet under, at saaledes eiendomsbesidderne den dag idag i en stor del av provinsen Palermo mer end gerne betaler briganten Gandino en aarlig tribut for at faa være ifred, — som en politimester udtalte i Milano-processen: «Eiendomsbesidderne henvender sig til de værste keltringer, for de er de bedste beskyttere» Det er vel ud fra det synspunkt en siciliansk professor nys skrev, at mafiaen er «en institution at respektere». — Det er heller intet under, at man tit gaar politiet forbi og ligesaa godt direkte til mafiaen for at faa sine stjaalne ting igen. Jeg kommer til at minnes en tyvehistorie fra Palermo. En dag hadde en baron mistet en kostbar hoppe av ædel race. Alle vidste, at det var Siciliens mest berygtede røver, som hadde stjaalet den. Baronen vidste det ogsaa. Og han var meget bedrøvet. Han talte til Palizzolo om tabet og bad ham at interessere sig for sagen. En vakker dag tog da ogsaa Palizzolo røveren med til baronen paa visit. «Ja,» svarte han, «saasandt dyret endnu er ilive, skal De faa det igen — hvis ikke, skal man ialfald faa lov at sende Dem skindet» — Nogen dage efter kom hoppens skind.
Det er i det hele intet under, at befolkningen henvender sig ligesaa ofte til mafiaen som til regeringen og lovens haandhævere. —
For at være retfærdig maa man indrømme, at der paa Sicilien ogsaa i mafiaen staar meget hæderligt folk, som straks gik over i anden levevei, naar der bare kunde findes en anden. For at være retfærdig maa man ogsaa huske, at det er den værste sort mafia, som man nu den sidste tid har stiftet bekendtskab med, nemlig den om Palermo; i andre provinser kan den optræde anderledes og mere forsigtig — noget som en slags stiltiende koselig gensidighed ved bankvalg, jernbaneanlæg o. l., saadan som vi kender den ogsaa under nordligere breddegrader. —
Sicilianeren har trods aarhundreders vanstyre og al denne opblanding av de forskelligste folke-elementer dog beholdt hele sin vitalitet, sin sunde kraftfylde, sit primitive friluftsgemyt. Det er et «godt» folk, et bra folk — et folkestof av rang. Alle som har været fremme i den sidste sag i Milano og vidnet, gentar dette uopfordret: det er et godt folk. Og sicilianere, som skriver om sin ø nu om dagen, de hænger uadskillelig ved den, som man hænger ved en kær hjemstavn, ved et ubedærvet barndomshjem. Jeg har selv hørt Crispi i et foredrag behandle sin ø’s historie, hvorledes hans gamle stemme kunde bli dirrende av stærke lovord over øens skønhed og traditioner og rige muligheder.
|
Denne teksten er offentlig eiendom fordi forfatteren døde for over 70 år siden. |
- ↑ Sagen, som altsaa først var fore i Milano novbr. 1899—jan. 1900, kom fore til ny behandling ved lagretten i Bologna Septbr. 1901 og tog 11 maaneder, før dom faldt. De tre, Palizzolo, Fontana og den ene haandlanger i Miceli-mordet Trapani, blev dømt, de øvrige frikendt paa grund av mangel paa bevis. Appelretten i Rom kasserte siden dommen for nogen formaliteters skyld. Sagen er for øieblikket fore ved Florens’ lagret.
- ↑ Jeg har set en prof. i Palermo forklare etymologien som av et arabisk ord mahias, som skal bety praler, noget som vil være gjildt og stikke i øinene.
- ↑ Man kunde henvise til Sidney Sonnino og Franchetti: La Sicilia nel 1876; — Damiani: Inchiesta agraria, XIII, — P. Villari: Lettere meridionali; — Corsi: In Sicilia 1894; — samt Bonfadinii’s vigtige indberetning i 70-aarene; — statsøkonomen dr. N. Collajani: Gli avenimenti di Sicilia (1893). Og m. fl.