Sverres saga/1
Kongesagaene i Heimskringla slutter med slaget paa Ré ved Tunsberg (januar 1177), hvor Øystein Møyla, høvdingen for birkebeinerne, faldt. Hovedkilden til Norges saga i den følgende menneskealder er Sverres saga, som fortæller om kong Sverres liv og gjerninger fra han blev født og til han døde. Den er i mange maater den merkeligste av vore gamle kongesagaer. Den staar som ingen andre av dem midt oppe i de hændelser, som den taler om. Første del av Sverres saga er skrevet, mens Sverre selv levde, og under tilsyn av ham; resten er blit til nogen aar efter Sverres død og grunder sig dels paa fortællinger av de mænd, som hadde tat del i Sverres strider, og dels paa skriftlige optegnelser, som vel for en stor del var gjort efter tilskyndelse av Sverre selv eller av hans nærmeste. Derved er Sverres saga blit mere livfuld og frisk end nogen av de andre av kongesagaene. Især kan den første del i mange maater jevnføres med de ypperste av senere tiders livserindringer.
Den første del av Sverres saga er skrevet av en islænding, abbed Karl Jonssøn i Tingeyre kloster i det nordvestlige Island. Men abbed Karl bare førte pennen; den virkelige forfatter er kong Sverre selv. Det heter i fortalen: «Og det er den første del av boken, som er skrevet efter den bok, som abbed Karl Jonssøn først skrev, men kong Sverre sat selv over ham og raadde for det, som skulde skrives.» Det er dette, at Sverre selv har hat del i sagaen, som gør den historisk saa værdifuld og literært saa livfuld og fængslende. Rundt om i sagaen merker vi Sverres lyse og klare aand, hans lune og vid, og mange steder - ikke bare i talerne - synes vi, at vi hører hans egne ord. Det ser ut, som om abbed Karl ofte bare har skrevet ned efter Sverres diktat.
Om abbed Karls liv og virke som sagaskriver vet vi ellers ikke stort. Han blev i 1169 viet til abbed i Tingeyre og har da neppe været født senere end omkring 1135. I 1181 traadte han fra som abbed og fòr fire aar efter til Norge; der sluttet han sig nær til Sverre, som var blit eneherre i Norge efter Magnus Erlingssøns fald i slaget i Norefjorden 1184. Siden vendte han omkr. 1187 eller mulig noget senere tilbake til Island og blev paany abbed i Tingeyre og stod i denne stilling i henved 20 aar til 1207, da Tingeyre fik en ny abbed. Karl Jonssøn følte sig vel alt da gammel og skrøpelig. Seks aar efter døde han (i 1213).
At abbed Karl har skrevet første del av Sverres saga, fremgaar tydelig av fortalen til sagaen. Denne indledes noksaa ubehjælpelig og klodset med følgende ord: «Her begynder fortællingen om de tidender, som nu har hændt sig en tidlang og i de mænds minde, som har sagt fore om denne bok, men det er fortællingen om kong Sverre, søn av kong Sigurd Haraldssøn. Og bokens første del er det, som er skrevet efter den bok, som abbed Karl Jonssøn først skrev; men kong Sverre sat selv over ham og raadde for det, som skulde skrives. Denne fortælling naar ikke langt frem. Der fortælles det om nogen av hans strider, og efterhvert som boken naar fremover, vokser hans styrke, og denne samme styrke varsler om større ting; derfor kaldte folk denne del av boken for «Gryla» («skræmsel»)[1]. Den senere del av boken er skrevet efter de mænds frasagn, som mindedes disse tidender, som de selv hadde set eller hørt, og nogen av disse mænd hadde selv været i kampene med kong Sverre. Somme av disse tidender blev fæstet i mindet derved, at folk skrev dem ned straks, efterat de var hændt, og dem har det ikke været forandret paa siden.»
Denne fortale er efter de flestes mening ikke skrevet av abbed Karl selv. Det viser baade selve ordene og den tungvinte uttryksmaate. Den er sat til av en senere avskriver, som likevel maa ha hat god greie paa de virkelige forhold og vel selv har levd i førstningen av 13. aarhundrede. Av denne fortale ser vi, at abbed Karl har skrevet den første del av Sverres saga og at denne del fra først av har utgort et verk for sig, som blev kaldt «Gryla» paa grund av alt det stræv og strid og de ustanselige strider, den fortæller om. Siden, da det ogsaa var skrevet en saga om Sverres senere leveaar og om hans død, blev begge deler naturlig smeltet sammen, saa det nu ikke længer er let med sikkerhet at sige, hvor «Gryla» slutter. Sandsynligvis er det dog med kapitel 100, som bærer overskriften «Kong Sverre vandt hele Norge», og som fortæller om, at Sverre efter Magnus Erlingssøns død blev eneherre over hele Norge. Dette kapitel er skrevet slik, at vi kan se, at det har dannet slutningen paa en særskilt del av boken. Det fortæller om de gode giftermaal, som Sverre efter seiren lot sine mænd faa, om hans eget gifte med den svenske Margret, datter av kong Eirik Jatvardssøn den hellige, og om Sverres barn. Dog slutter, som professor Finnur Jónsson fremhæver, de følgende fem kapitler (101—106) sig nær til første del. De fortæller om aarene 1185—87 og gjengir bl. a. kap. 104, rimeligvis efter Sverres egen diktat eller opskrift, hans tale mot tyskerne i Bergen 1186. Men i det hele begynder med kap. 101 et nyt avsnit, ikke bare i Sverres liv (han var nu blit enekonge, og de flokker, som siden reiste sig, blev regnet for oprørere), men ogsaa i sagaen, som nu blir mere kortfattet og ikke indeholder saa mange og lange taler som den første del. Den første del av sagaen fortæller efter en kort indledning om Sverres barndom og ungdom bare om de syv første aar av hans liv i Norge (1177—1184), men er like vel længer end anden del, som handler om de sidste 17 aar av Sverres liv (1185—1202). Mange vigtige hændelser er her fortalt meget kortfattet, og paa nogen perler nær, f. eks. samtalen mellem Sverre og biskop Nikolas i Sæimsfjorden 1196 (kap. 131), skorter det i denne del paa litt av det liv og den friskhet og umiddelbarhet, som gjør «Gryla» saa festlig.
Denne senere del av sagaen er, som vi kan se av fortalen, ikke skrevet efter Sverres diktat, men dels efter fortællinger av andre mænd, som hadde fulgt Sverre og tat del i hans strider, og dels efter samtidige skriftlige optegnelser. I hovedsaken har dog visst ogsaa denne del været diktert og da uten tvil av en, som har staat Sverre og hans æt nær. Det viser selve begyndelsesordene i fortalen: «Her begynder fortællingen om de tidender, som nu har hændt sig en tid lang og i de mænds minde, som har sagt fore om denne bok.» Disse ord viser, at det er flere end Sverre, som har diktert hans saga, og at sagaens senere del rimeligvis har været planlagt som en direkte fortsættelse av den første del av den. Hvem der har skrevet den senere del av Sverres saga, siger fortalen ikke, og derom har meningene længe været, delt. Professor Finnur Jónsson i Kjøbenhavn, som vel er den første kjender av den gamle norrøne literatur, drøfter spørsmaalet i sit store verk «Den oldnorske og islandske Litteraturs Historie» (II1, s. 387 f.). Her siger han om fortalen til Sverres saga: «Ordene kan godt forstås således, at den første del af Karl, skreven efter Sverre som hjemmelsmand, senere efterfulgtes af den anden, hvis kilder var andre, men, hvad prologen har glemt at tilføje, hvis forfatter var den samme. Grunden til ordenes unøjagtighed kunde let tænkes at bero på Karls egen original, hvor der ved slutningen af Gryla-delen (eller i en særskilt prolog af Karl selv) kan have stået en forfatterbemærkning som: «hvad der hidtil er skrevet, er skrevet af K. J. efter Sverre, men det følgende er skrevet efter andre;» ved bogens slutning har der som sædvanlig ingen forfatternavn stået.» Denne formodning finder efter Finnur Jónssons mening en absolut bekræftelse ved de resultater, som en sammenligning mellem begge deler fører til. Ogsaa forfatteren av den sidste del av sagaen maa, som Finnur Jónsson (s. 390) fremhæver, ha været nøie fortrolig med Sverres aand og tænkemaate. «Dette er,» siger han, «meget vigtigt, ti det taler kraftig for, at denne (ɔ: forfatteren af sidste del) er den samme som den, der skrev den første del, og som ved sit lange samvær med Sverre havde fået lejlighed til at lære ham tilfulde at kende. For en sådan mand og kun for en sådan matte det være let i det mindste delvis at indlægge taler, som Sverre kunde have holdt, og i hans and, eller gengive dem i uddrag.»
Den avdøde tyske forsker Konrad Maurer mente likeledes, at abbed Karl ogsaa er forfatter av den anden del av Sverres saga. Maurer siger i sin avhandling om uttrykkene oldnordisk, oldnorsk og islandsk sprog ( «Ueber die Ausdrücke: altnordische, altnorwegische & islandische Sprache»[2] s. 62): «Mig synes det derimot, som om fortalerne temmelig tydelig betegnet abbed Karl som forfatter ogsaa til den anden del av Sverres saga og at skilnaden mellem de to deler bare laa deri, at den anden del ikke mere slik som den første var blit til under kong Sverres personlige medvirkning og forfattet i hans nærmeste nærhet; fremstillingens likeartede holdning i hele sagaen taler visselig for denne antagelse, og i hvert fald staar dens knappe, livfulde og ofte rent dramatiske farvning altfor fjernt fra den snakkesalige, svulstige og helt igjennem legendemæssige skrivemaate, som præger alle andre verker, som vi kjender av Styrme, til at vi kan tillægge ham nogen del i at ha skrevet denne saga.» Maurer tænkte med disse ord paa P. A. Munch, som («Det norske Folks Historie» III, s. 396 og 1039) trodde, at den islandske prest og lærde Styrme Frode har skrevet den senere del av Sverres saga.
I Flatøyboken findes nemlig sagaens prolog i en ændret og utvidet form. Denne fortale begynder slik: «Her begynder fortællingen om de tidender, som har hændt i de mænds minde, som først har sat denne bok sammen. Efter denne bok skrev abbeden Karl Jonssøn med fuldt vidende av selve kong Sverre, som sa ham fore, hvorledes han skulde skrive, eller hvad vei han skulde sætte det. Men efter den bok skrev Styrme prest den Frode. Men denne Sverressaga skrev igjen presten Magnus Thorhallssøn efter den sidste bok; saaledes har denne fortælling ikke været utsat for at forfalskes ved at gaa fra mund til mund.» Magnus Thorhallssøn var en av dem, som omkring 1370—1380 skrev den store samling av konge- og jarlesagaer, som kaldes Flatøyboken. Styrme Frode (d. e. eden historiekyndige») var en ældre samtidig av Snorre Sturlassøn. Han var lovsigemand 1210—1214 og 1232—1235; derefter var han prior i Videyre kloster til sin død. Ordene i Flatøyboken siger dog ikke andet end, at Styrme — likesom han har gjort ved Landnamabók — har tat en avskrift av abbed Karls Sverres saga og kanske gjort enkelte tilføielser til denne. At Styrme selv skulde ha skrevet anden del av sagaen, er høist usandsynlig. Styrme har ikke, efter hvad vi vet, gjestet Norge — ialfald ikke i længere tid. Han har neppe hat det nøie kjendskap til Sverre og til Norges geografi, som forfatteren av Sverres saga maa ha hat. Det er ogsaa levnet endel av Styrmes forfatterskap. Disse stykker viser, at Styrmes stil har været rent forskjellig fra den jevne, naturlige stil i Sverres saga. Styrmes stil er svulstig, vidløftig og tung og har meget tilfælles med den tids religiøse skrifter. Derimot findes der i Sverres saga, som vi nu kjender den, enkelte smaastykker, som efter al rimelighet lar sig henføre til Styrmes bearbeidelse. Dertil hører bl. a. endel av fortalen i Flatøyboken, hvor Sverres æt føres tilbake til Sigurd Favnesbane, Thor, Priamus, Jupiter og Adam, den legendariske drøm, som varsler Sverres fødsel (k. 1), fortællingen om, at Sverre under slaget i Norefjorden rakte hænderne i veiret og messet en sekvens, som opregner Guds navne (k. 56), og sammenligningen mellem Sverre og hans far Sigurd Mund i slutningen av sagaen.[3]
Oluf Rygh, som har utgit og fortsat P. A. Munchs oversættelse av «Norges Konge-Sagaer fra 1177 indtil anden Halvdel af det 13de Aarhundrede efter Christi Fødsel» (Kristiania 1871), var derimot av en anden mening. Han taler i fortalen til dette verk (s. VII) om forfatterskapet til Sverres saga og siger: «Sagaens Sprog og Fortællemaade er desuden helt igjennem saa ensartet, at visselig Ingen vilde have faldet paa at antage den forfattet af to forskjellige Hænder, om ikke Fortalen havde været. Men denne forekommer mig med klare og tydelige Ord at fraskrive Abbeden enhver Befatning med den sidste Del af Sagaen. Den siger om den første Del, at denne er skreven efter den Bog, som Abbed Karl skrev, og om den sidste, at den er skreven efter mundtlige Frasagn. Deri er saa tydeligt som muligt sagt, at det er Forfatteren af Sagaens sidste Del, som her taler og ør Rede for den hele Sagas Tilblivelse; at han har optaget den første Del af den efter Abbed Karls Bog, og at han har sammensat den sidste umiddelbart efter mundtlig Fortælling. Havde Fortalens Forfatter villet sige, at Karl Abbed havde skrevet det Hele, saa vilde han have udtrykt sig med en Ubehændighed og Uklarhed, som vi ikke kunne tiltro en Mand, der viser sig at kunne skrive saa godt som han.»
Dette Ryghs ræsonnement indeholder, synes det mig, meget, som det ikke er let at komme forbi. Vel er det saa, at abbed Karl i de aar, han var i Norge (omkr. 1185), sluttet sig nær til kong Sverre og kanske ogsaa lærte denne nøie at kjende. Men den senere del av sagaen er skrevet tidligst i 1203 eller 1204, og da var der gaat mindst femten aar, siden Karl Jonssøn var i Norge; i et saa langt tidsrum vil altid mindet, selv om en stor personlighet, utviskes noget, og det kunde ikke være saa let for abbed Karl, som det før hadde været, at skrive i Sverres aand og gjengi hans taler, saa de virket naturlig. Derfor beviser det efter min mening ikke saa meget, at det er en stor likhet i stil og komposition mellem de to deler av sagaen. Det maatte falde av sig selv, at den, som skrev den senere del, søkte at følge sin forgjængers stil og uttryksmaate, saa meget mere, som vel ogsaa han skrev efter offentlig opdrag (av den literært interesserte Haakon Sverressøn eller av Inge Baardssøn). Vi tør vel tro, at alt Sverre selv har tænkt paa at faa sin saga fortsat, og at han derfor i levende live har gjort eller latt gjøre enkelte skriftlige optegnelser, som saa sagaskriveren siden har brukt. Hertil sigtes det vel, naar det i fortalen heter: «Endel av disse tidender blev fæstet i mindet derved, at de blev skrevet ned straks, efterat de var hændt, og de fortællinger har ikke været forandret siden.» At andre end Sverre selv skulde ha latt nedtegne disse hændelser, synes litet trolig. En kunde sige, at det maatte ligge nærmest for Sverre at la abbed Karl skrive fortsættelsen av hans saga. Der er dog flere smaating, som synes at vise, at sagaskriveren har været med i striderne med baglerne enten under Sverre eller under hans eftermand; ti ellers vilde han neppe ha kjendt flere stedsnavne, som nævnes i sagaen, og været saa vel hjemme i Vikens geografi, og en slik kundskap kunde abbed Karl vanskelig ha vundet, dengang han var i Norge. Desuten maa vi mindes, at denne, da han i 1207 traadte tilbake fra sin stilling som abbed i Tingeyre, maa ha været mere end sytti aar gammel, og i en slik alder gir en mand sig nødig i kast med et slikt arbeide, som det var at skrive Sverres saga, — for ikke at tale om, at selve sagaen bærer tydelige præg av at være skrevet av en mand i sin fulde manddomskraft og ikke av en olding. Desuten maa den mand, som skrev den anden del av Sverres saga, ha gjort dette i Norge. Ti fortalen nævner jo uttrykkelig «de mænds minde, som har sagt fore om denne bok» og fortæller, at den anden del av sagaen (likesom den første) for største delen er skrevet efter mundtlige fortællinger (og efter diktat). Men dette maa ha fundet sted i Norge, og vi vet intet om, at abbed Karl i sine ældre aar gjestet Norge; vi har tvertimot al grund til at tro, at han har bodd paa Island. Der er ogsaa flere ting, som synes at vise, at den senere del av Sverres saga (ialfald fra kap. 106) er skrevet eller ialfald har faat sin endelige form flere aar efter Sverres død og paa en tid, da abbed Karl enten var død eller for gammel til at skrive. Der er nemlig flere historiske unøiagtigheter, som er kommet ind i denne del, og som tyder paa, at fortællingen om disse tidender er skrevet ned flere aar, efterat de hadde hændt sig. Saaledes heter det kap. 154: «Den samme høst (ɔ: 1198) faldt Rikard, Englands konge; da tok hans bror Jon, som kaldtes sine terra («uten land»), kongedømme i England.» Rikard Løvehjerte døde imidlertid ikke høsten 1198, men vaaren (6 april 1198); han faldt heller ikke, men døde av et saar, han hadde faat i skulderen. Underlig er ogsaa det uttryk, som sagaen bruker om hans bror Johan uten Land: Jón broðir hans, er kallaðr var sine terra. Dette uttryk, er kallaðr var («som kaldtes»), vilde en sagaskriver neppe bruke om en mand, som endnu var i live. Johan uten Land døde 19 okt. 1216. — Jeg lægger dog mindre vegt paa dette; ti uttrykket kan stamme fra en senere avskriver. Paafaldende er ogsaa en anden unøiagtighet i kap. 128. Her heter det: «Sidenefter om vinteren (ɔ: 1195—1196) kom søndenfra Rom biskop Thore og mester Rikard, og med dem en kardinal fra Romaborg. Men de fik alle braadsot og døde.» Biskop Thore av Hamar og Rikard Svartameistare hadde været Sverres utsendinger hos pave Celestinus III († 7 ell. 8 jan. 1198). Kardinalen het Fidantius og var kardinalpresbyter til St. Marcellus. Kardinalen kan imidlertid ikke ha forlatt Rom før efter 25 juni 1196, saa Sverres saga maa her være et aar for tidlig ute i tidsregningen[4]. Fidantius døde derimot ganske rigtig om vinteren (19 febr. 1197) i Skaane og blev jordet i Lund[5]. Biskop Thore av Hamar døde paa den anden side ikke om vinteren, men 3l august (1196?). Hans dødsaar findes i en aartidebok fra St. Victors kloster i Paris, som indeholder andre paaviselig rigtige optegnelser om norske prælaters dødsdag. Thore kan saaledes ikke være kommet fra Rom i følge med kardinalen; men han er vel død paa hjemveien, og siden er begge begivenheter blandet sammen. En mand, som skrev alt omkr. 1203, vilde dog rimeligvis ha hat bedre greie paa disse forhold. — I kap. 111 omtales biskopsskiftet i Stavanger 1188—89. Ogsaa her indeholder sagaen merkelige unøiagtigheter. Disse er nærmere forklart i en anmerkning under oversættelsen. Jeg skal bare nævne, at sagaen slet ikke nævner, at Sverre hadde en anden kandidat end Nikolas Arnessøn til bispestolen, rimeligvis biskop Njaal, som siden blev biskop, og at der er motsætning mellem sagaens ord og erkebiskop Eirik av Nidaros’s brev til paven om den samme sak i 1190 (Diplomatarium Norvegicum VI nr. 3). Unøiagtighetene her kan dog komme av, at sagaskriveren nødig vilde komme nærmere ind paa denne sak, som var kjedelig for kong Sverre. De to andre ovenfor nævnte feil maa derimot skyldes unøiagtig kundskap hos forfatteren.
Hvis den senere del av sagaen hadde været skrevet av abbed Karl, som døde i 1213, kunde heller ikke følgende ord ha staat i kap. 161: «I byen var nogen birkebeiner, Hallvard Skygna og hans sveit; han var bror til Guttorm, som siden blev erkebiskop.» Men Guttorm blev først valgt til erkebiskop ut paa aaret 1214 og indviet vaaren 1215. Han døde i 1224.
Litt skilnad er der ogsaa mellem første og anden del av Sverres saga. I den første del av Sverres saga er der mange og lange taler. Flere av disse maa sikkerlig ha været holdt, saa levende og karakteristiske er de. Jeg kan nævne Sverres tale til bymændene i Bergen efter Magnus Erlingssøns død (kap. 99) eller Svina-Peters tale i Bergen en liten stund i forveien (kap. 96). I den anden del av sagaen er derimot talerne forholdsvis faa og korte og de fleste av dem er litet særpræget. Sverres tale til biskopene i 1196 (kap. 126) er saaledes altfor litet merkelig og for kort til, at den kan gjengi Sverres egne ord. Det samme er tilfældet med flere av de taler, som Sverre skal ha holdt foran slagene. I det store og hele gir denne del av sagaen ikke det samme levende og friske billede av Sverre som den første del og staar som kunstverk under denne. Derimot er det stor likhet mellem den senere del av Sverres saga og «Haakons, Guttorms og Inges saga», ialfald er likheten stor med begyndelsen til denne saga, hvor den fortæller om Haakon Sverressøn. Jeg tror, at samme mand har skrevet begge sagaer[6]. Hans navn kjender vi ikke, men han maa ha staat Sverreætten nær og ha hat godt kjendskap til Norge. Det er ogsaa mange andre tvilsmaal med hensyn til Sverres saga. P. A. Munch trodde, at abbed Karl oprindelig skrev paa latin, og at Styrme Frode siden oversatte hans levnetsskildring paa islandsk. Konrad Maurer stiller sig tvilsom. Jeg kan med Finnur Jónsson ikke tro, at saa har været tilfældet. Dertil er sproget, i første som i anden del, altfor friskt og naturlig. De norvagismer, som forekommer, f. eks. ekki vetta og kyfla (kap. 131), taler ogsaa imot dette. Det har været nævnt, at Sverres stedfar i kap. 1 kaldes Unás, og at dette skulde være en latinisert form av mandsnavnet Uni, som han kaldes i den færøiske tradition. Men saa er det ikke. Unás er tvertimot et navn, som ikke sjelden bruktes. Mellem Sverres skalder nævnes saaledes en Vnas Stephansson, som mulig var hans søstersøn. Ogsaa fra Norge kjendes navnet. Det er egentlig et adjektiv og en sideform til óneiss (úneiss) «ypperlig, fortræffeligt[7].»
Sverres saga er fra først til sidst en levnetsskildring. Den gir os ikke Norges, men bare Sverres saga. Den fortæller om strid, om færder tilsjøs og tillands, om opstand og lignende. Derimot siger den næste intet om landet og om folkets kaar, om alt det nye, som fulgte med Sverre (det var jo en hel social revolution) eller om hans nye statsskik. Om forholdet til fremmede magter taler sagaen heller ikke. Hvor den fortæller om de ribbalder, som Johan uten Land i England sendte til Sverre, nævner den saaledes intet om det forbund, som uten tvil maa ha været sluttet mellem begge konger. Om striden med kirken taler ogsaa sagaskriveren litet og med stor varsomhet, og det er ikke let at se, hvorledes han her har staat. Dette hænger rimeligvis, som Finnur Jónsson mener, sammen med, at forfatteren var geistlig og derfor ikke vaaget aapent at tale Sverres sak.
Sagaen gir os først og fremst et enestaaende indblik i Sverres lynne; især i første del lærer vi manden at kjende, slik som han selv vilde, at eftertiden skulde kjende ham. Især lærer vi ham at kjende gjennem talerne, hvorav uten tvil mange er egte, mens andre — som talen i Bergen 1186 — rimeligvis er diktert av Sverre og ialfald gir et tro billede av hans politik og hans syn paa det, som trængtes til landets fremhjælp. Vi kjender paa denne vis Sverre bedre end nogen anden av vore gamle konger. Og vi kan ikke la være at beundre meget ved ham, hans klokskap, hans snarraadighet, hans evne til altid at finde utvei i farens stund. Vi skjønner, at han raget et hode op over sin samtid ved sit vide syn, sit maatehold, som var ukjendt i den tid, sit sedelige alvor og sin seige utholdenhet, Han stredes, føler vi, ikke bare for sig selv, men ogsaa for kongedømmet, slik som han vilde ha det laget. Men vi kan ikke beundre alt ved Sverre. Han kjendte menneskene bedre end de fleste og saa tvers igjennem dem. Men han hadde lettere for haansord end milde ord om sine uvenner. En kan ogsaa tvile paa, om han altid var helt ærlig og oprigtig. I sine taler, især i første del av sagaen, fører han svært ofte Guds ord i munden og taler (som i kap. 20) om ydmyghet og sagtmodighet. Men en har vanskelig ved at tro, at den kritiske og rationalistiske Sverre, prestenes fiende, var en virkelig religiøs natur. Mange gaar endda videre. Alt i Sverres egen samtid var det mange, som trodde, at Sverre var en bedrager. I vor tid har Ludvig Daae i en avhandling i «Historisk Tidsskrift» søkt at bevise dette[8], mens Gustav Storm[9] fuldt og fast trodde paa hans kongelige byrd. Om dette vil dog forskerne rimeligvis aldrig bli enige, og saa svært stor vegt ligger det heller ikke paa det. Sverre var ialfald et dugeligere kongsemne og hadde bedre vet paa at styre land og rike end hans motstander Magnus Erlingssøn, endda jeg tror, at sagaens billede baade av kong Magnus og av hans far Erling Skakke er noget fortegnet. Ja billedet av Erling er næsten karrikert; han skildres som en stivsindet, svak og fordrukken gamling. Vi faar dog indtrykket av, at den norske stormandsklasse paa Sverres tid var begyndt at komme i forfald og degenerere, og at Sverre har set dette og handlet ut derfra. Anderledes var det med geistligheten. Prester og munker repræsenterte i mange maater tidens bedste og høieste kultur; men det kunde Sverre, den tidligere prest, ikke dømme retfærdig om. Av Sverres vigtigste motstandere mellem biskopene, erkebiskopene Øystein og Eirik, gir dog sagaen intet billede, og om biskop Nikolas har den ikke andet at sige end, at han hadde «hjerte som en hare og forstand som en ræv». Baglerbispen er visselig tegnet altfor sort.
Saaledes er Sverres saga, endda den i sin fremstilling er rolig og nøktern og næsten aldrig tillater sig utfald mot motstanderne, likevel et partiskrift og gir os ikke et fuldt paalitlig billede av de ledende mænd paa Sverres tid. I det hele tror jeg, at Sverres saga maa læses med kritik. Dens fremstilling er ikke altid rigtig. Hvor vi er istand til at kontrollere den ved hjælp av samtidige aktstykker, kan der, som jeg alt har nævnt, paavises flere feil. Vi maa heller ikke tro, at alle de taler, som findes i sagaen, virkelig har været holdt. De taler, som kong Magnus og hans mænd skal ha holdt, er saaledes efter al sandsynlighet opdigtet. Det er litet rimelig, at sagaskriveren, som var paa Sverres side, skulde kunne vite nøiagtig, hvilke ord hans motstandere brukte. Alle disse taler, som er hyppigere i Sverres saga end f. eks. i Heimskringla, skyldes vistnok paavirkning fra klassiske skribenter, f. eks. Livius. I den egentlige sagastil hører de derimot ikke hjemme. I det hele maa dog Sverres saga, som sagt, læses med varsomhet. Den gir os bare Sverres syn paa forholdene og lar os se med hans øine; den gjør ingen forsøk paa at forklare hans motstanderes handlemaate. Sagaskriveren gaar med en harefot over striden mellem Sverre og kirken, og grundene til den dypt rotfæstede uvilje mot Sverre i Viken hører vi intet om. Men disse mangler opveies av de mange fortrin, som Sverres saga eier fremfor vore andre kongesagaer. Ingen anden av dem gir os et saa levende billede av begivenhetene og de handlende personer. Ingen skikkelse i vor gamle historie kjender vi saa godt som Sverre. Hans saga er et enestaaende «menneskelig dokument», ved siden av Snorres Olav den Helliges saga den ypperste av vore kongesagaer. Stilen er simpel og ukunstlet, den almindelig dagligdagse fortællemaate, forskjellig baade fra ættesagaens ofte litt kunstlede knaphet og fra de legendariske skrifters svulst og opstyltethet.
Intet av de haandskrifter, som vi nu har av Sverres saga, gir os dog sagaen i dens oprindelige skikkelse, ganske slik som abbed Karl og hans fortsætter skrev. De er fra det 14de og 15de aarhundrede og er alle indbyrdes ikke saa litet forskjellige; ingen av dem kan være ordrette avskrifter efter originalen. Der findes i det hele fire fuldstændige haandskrifter av Sverres saga foruten en hel del brudstykker:
I. Nr. 327 i den Arnamagnæanske haandskriftsamling paa universitetsbiblioteket i Kjøbenhavn, et haandskrift fra anden del av 14de aarhundrede, utgit i Fornmannasögur b. VIII (Kaupmannahöfn 1834).
II. Flateyjarbók (Flatøyboken), den store samling av kongesagaer, som er blit til omkr. 1370—1380, hvor presten Magnus Thorhallssøn, som før nævnt, har avskrevet Sverres saga. Flateyjarbók er utgit i tre bind (Christiania 1860—1868) ved Guðbrandr Vigfusson og C. R. Unger. Sverres saga findes i 2det bind. Flateyjarbók tilhører det kongelige bibliotek i Kjøbenhavn, hvor den findes som nr. 1005 folio i den gamle kongelige samling.
III. «Eirspennil», et haandskrift fra anden halvdel av 14de aarhundrede, som indeholder forskjellige kongesagaer, utgit av C. R. Unger i «Konunga sögur, Sagaer om Sverre og hans Efterfølgere» (Christiania 1873).
IV. Skalholtsbók yngsta, et haandskrift fra det 15de aarhundrede, som indeholder de senere kongesagaer; det findes som nr. 8l a. folio i den Arnamagnæanske samling. Dette haandskrift, som indeholder Sverris saga, Boglunga sogur, Hákonar saga Hákonarsonar, er utgit av den Norske historiske Kildeskriftkommission ved A. Kjær (hefte 1—2; Kristiania 1910—1911).
Teksten i disse fire haandskrifter er, som ovenfor nævnt, ikke ganske likelydende. Den i Fornmannasögur b. VIII trykte tekst (nr. 327 i den Arnamagnæanske samling) og teksten i Flateyjarbók er gjennemgaaende den bedste og fuldstændigste, selv om de har nogen senere tillæg, f. eks. om skalden Maane (kap. 85). Teksten i Skalholtsbók er for Sverres saga den daarligste. Eirspennils tekst er noget forkortet; dette vedkommer dog mere teksten end indholdet. Nogen forskere (professor Halvdan Koht) mener, at teksten i Eirspennil er den oprindelige, og at de andre tekster er senere utvidelser av denne. Jeg kan ikke være enig i dette. Eirspennils tekst er ikke bare kortere end de andre, men den mangler flere ting, som findes i disse, og som oprindelig maa ha hørt til sagaen. Slikt finder en rundt om i sagaen. Saaledes fortælles (kap. 21—22) om Sverres tog til Oplandene i 1177. I Eirspennil heter det: «Sverre fór da tilbake til sine mænd. Da tok de Harald Gudbrandssøn. Han løste sig med 12 ører guld.» I den længere tekst heter det: «Efter dette fór kong Sverre til Hamarkaupang; der blev Harald Gudbrandssøn grepet. Han var kongens frænde, og mange bad, at han ikke maatte bli dræpt; han gjaldt kongen 12 ører guld.» Det er tydelig, at den længere tekst her er den bedste og oprindeligste. Mellem de høvdinger, som i 1185 reiste kuvlungenes nok, nævner den længere tekst (kap. 101) «Baard Sala Torbergssøn og Paal i Herdsla.» Eirspennil nævner bare «Baard Saala». Kap. 106 heter det i den længere tekst: «Vaaren efter (1187) fór Jon kuvlung anden gang nord til Nidaros med meget folk, og de laa ved Holmen (ɔ: Nidarholm) nogen nætter. Kong Sverre hadde om vinteren latt gjøre kraker (et slags palissader) hele den ytre vei langs sjøen og likeledes ovenfor byen. Det fór da ord mellem dem,og kong Sverre tilbød kuvlungene at strides med ham paa land og gav dem, om de vilde, lov til at gjøre landgang. Men det blev det ikke noget av. Kuvlungene fór tilbake til Bergen uten at ha utrettet noget» I Eirspennil heter det bare: «Om vaaren fór kuvlungene nord til kaupangen og laa nogen nætter ved Holmen og fór siden tilbake til Bergen» Disse eksempler, som er valgt paa maa faa, faar være nok. De viser, synes det mig, at Eirspennils tekst ikke er den oprindelige, men at den er en forkortet og sammentrængt gjengivelse av den ældste tekst. I «Haakons, Guttorms og Inges saga» er likeledes, ialfald i flere tilfælde, den længere tekst den oprindelige Til grund for denne oversættelse ligger teksten i Fornmannasögur b. VIII; dog er i flere tilfælde de andre redaktioner, særlig Flatøybokens, fulgt, og de forskjellige redaktioner er overalt jevnført med hverandre. Oversættelsen er skrevet av avdøde professor Gustav Storm og foreligger nu i fire indbundne hefter. Første hefte er datert 9 okt. 1901. Oversættelsen blev avsluttet i Karlsbad 25 mai 1902. Gustav Storm døde 23 februar 1903 og fik ikke ført sit arbeide, som han hadde flere forutsætninger end nogen anden for at gjøre, helt tilende. I 3dje og 4de hefte synes oversættelsen ikke at ha været gjennemset. Likeledes forelaa kun faa av versene oversat fra Storms haand. De øvrige er oversat av utgiveren. Jeg har derunder brukt professor dr. Finnur Jónssons ypperlige utgave[10]. Likeledes har jeg tilføiet en større del av anmerkningene. De anmerkninger, som skyldes utgiveren, er merket med et tegn [.
Jeg har endvidere tillatt mig at foreta flere mindre og nogen faa større ændringer i Storms oversættelse. Dette er ikke angit i teksten. Retskrivningen er heller ikke Storms. Bl. a. har vi sat øy, hvor Storm skriver øi, og o eller a, hvor Storm skiver å (oldnorsk ǫ, uomlyd av a). Med hensyn til skrivemaate av stedsnavne kan merkes, at Storm søkte at bibeholde navnenes gamle form. Jeg har i nogen faa tilfælde anset det for rigtig at ændre dette; saaledes har jeg istedenfor Bjårgyn sat Bergen. Storm brukte ogsaa likesom i sin oversættelse av Heimskringla Trondhjem som betegnelse for landskapet Trøndelagen (oldnorsk Þrándheimr). Dette kan let misforstaaes av en moderne læser. Jeg har derfor, likesom P. A. Munch og O. Rygh i deres oversættelse, isteden brukt formen Trondheim. For velvillig hjælp under mit arbeide har jeg at takke professor Finnur Jónsson i Kjøbenhavn og professor Magnus Olsen og universitetsbibliotekar Kjær i Kristiania.
Fyresdal, april 1913.
- ↑ Gryla var navn paa en troldkjærring, som de paa Island pleide at skræmme barn med.
- ↑ Abhandlungen der k. bayer. Akademie der W. I. Cl. XI. Bd. II. Abth. München 1867.
- ↑ Om sagaens anden del heter det i fortalen i Flatøyboken: «Den anden og sidste del av sagaen kalder folk Perfecta Fortitudo, det vil sige «fuldkommen styrke,» saasom man kunde vite, at Gud hadde git ham saa stor styrke, at han ødela og nedbrøt enhver oprørsflok, som reiste sig mot ham, hvad enten den var sammensat med større eller mindre styrke.» Navnet Perfecta Fortitudo er rimeligvis, som Finnur Jónsson mener, lavet av Magnus Thorhallssøn, og fortjener ikke nogen opmerksomhet.
- ↑ Jfr. Jaffé, Regesta pontificum Romanorum II, 577, O. Kolsruds register over «Den norske kirkes erkebiskoper og biskoper indtil reformationen (i b. XVII av Diplomatarium Norvegicum), s. 251, Munch, Det norske Folks Historie III, 285 anm. 3.
- ↑ Scriptores rerum Danicarum, utg. av Langebek, III, 488, hvor den lundske aartidebok angit hans dødsdag; jfr. I. 243, 369, hvor gamle danske annaler gir hans dødsaar.
- ↑ Jeg skal i fortalen til Haakons, Guttorms og Inges saga prøve at vise dette.
- ↑ Navnet er først rigtig forklart av A. Noreen, Altisländische und altnorwegische Grammatik (3 Aufl.) § 54. 3 b.; om dets forekomst se E. H. Lind. Norsk-islandske dopnamm sp. 1058 f.
- ↑ Ludvig Daae, Var Sverre Kongesøn? Hist. Tidsskr. 4 R. B. III, s. 1—29.
- ↑ Gustav Storm, Kong Sverres fædrene Herkomst sammesteds 4 R. B. II, s. 163—191.
- ↑ Den norsk-islandske Skjaldedigtning udg. av Kommissionen for det Arnamagnæanske Legat ved Finnur Jónsson. Hefte 3 Kjøbenhavn 1912).