Svensketoget til Norderhov i 1716
Det meste af, hvad nedenfor meddeles, er hentet fra utrykte og hidtil ukjendte Kilder. Under en Arkivundersøgelse for flere Aar tilbage stødte jeg tilfældigvis paa de to Thingsvidner fra 1716 og 1717, som danner Grundlaget for Beretningen nedenfor om Svenskernes Kamp paa Hadelandsskoven og videre Tog over Hadeland (Afsnittene II, III og IV). Derved blev min Interesse fangen, saa jeg bragtes til at samle videre Oplysninger. Selve Norderhov-»Slaget« er kjendt fra tidligere Fremstillinger og omhandles her kortere. Dog findes ogsaa her nye Træk, bl. a. til Belysning af Anna Kolbjørnsdatters Forhold.
Da Karl den 12te med sine Tropper den 22de Marts 1716 rykkede ind i Kristiania, havde den norske Hær under General Lützow trukket sig tilbage til Gjellebæk i Lier. Allerede den næste Dag blev Oberst Löwenstjerna med 600 Ryttere sendt ud mod de Norske ved Gjellebæk, men retirerede efter endel Forpostfægtninger og satte sig fast ved Ravnsborg ved Hvalstad, hvor de saa havde Leir i over en Maaned. Paa Grund af Terrænforholdene havde den norske Hær en saa gunstig Stilling ved Gjellebek, at den saare vanskelig kunde fordrives fra sin Postering ved Frontangreb fra Ravnsborg.
Kong Karl besluttede derfor at udsende en Rytterexpedition, der skulde forsøge over Hakedal, Hadeland og Ringerike at omgaa de Norskes Stilling og saa falde dem i Ryggen samtidig med, at der gjordes Anfald fra Ravnsborg. Da Bærumsveien over Krogkleven var spærret ved Forhugninger paa Krogskoven, blev den længere Omvei om Hadeland valgt.
Til denne Expedition blev der af de svenske Regimenter i Kristiania – »af de blaa og grønne Dragoner« – dannet et udvalgt Rytterkorps paa 5–600 Mand. Kong Karls Yndling, Oberst Grev Axel Löwen, blev anbetroet Ledelsen af dette Foretagende, hvis Udfald kunde blive af indgribende Betydning for Krigens Gang. Axel Löwen tilhørte en estlandsk Adelsæt og nævnes som Herre til Ousbyholm i Skaane med flere Godser. Ved denne Tid var han 30 Aar, men havde trods sin unge Alder ikke liden Krigserfaring, idet han tidlig var gaaet i udenlandsk Tjeneste og bl. a. havde været Generaladjutant hos Prinsen af Oranien. Som Generalkvartermester i Bremen var han i 1712 for nogen Tid falden i dansk Fangenskab og havde i 1715 deltaget i Stralsunds Forsvar[1].
Om Morgenen Torsdag den 26de Marts brød Löwen med sine Ryttere op fra Kristiania. For at aflede Opmærksomheden blev der baade denne og de følgende Dage fra Ravnsborg gjort Frontangreb mod den norske Hær. Löwens Korps drog over Grorud op i Hakedalen og bivuakerede om Natten paa Gaarden Kirkeby. Tidlig før Solopgang den 27de tog Korpset videre nordover mod Hadeland. Löwen og endel Officerer var indom hos Søren Løchstør paa Hakedals Verk, hvor Obersten skrev et Brev til Kong Karl. Af Officerernes Samtale paa det franske Sprog forstod Løchstør, at de over Hadeland skulde gaa til Ringerike og videre til Bragnæs for at omgaa den norske Armé. Kl. 9 om Morgenen afsendte Løchstør derfor Expresse med Melding herom til General Lützow i Gjellebæk, idet Expressen fik Ordre til at gaa Nat og Dag[2].
Svensketoget gik saa nordover gjennem de øde Skovtrakter paa Hadelandsgrænsen – langs den samme Linje, hvor i vore Dage Nordbanen suser frem. Efter at have passeret det vakre, en halv Mil lange Harestuvand, togede Svenskerne henved 9-Tiden om Morgenen gjennem en trang Dal paa Hadelands- eller Harestuskoven. Her stødte de ganske uventet paa Forhindringer, idet Hadelands Bønder havde gjort Forhugninger i Skoven og samlet sig her til Modstand mod Fienden.
Ved Kong Karls Indfald i Norge blev Bønderne paa flere Steder opbudt til Assistance for den norske Hær. Ogsaa til Hadelands Bygder udgik der fra Landsstyrelsen, den saakaldte »Slotslov«, en Række af Opbud og Ordres, der var indbyrdes modstridende og hovedkulds vexlende og saaledes gav et adækvat Udtryk for den Forvirring, der raadede inden Styrelsen. Imidlertid havde Hadelændingerne i sin Midte en Mand, der tog en selvstændig Ledelse over Bygdefolket og blev Sjælen i de her skildrede Begivenheder. Dette var Gregers Granavolden, en 39-aarig Mand, der boede som Gjæstgiver paa Granavolden lige ved Grans Søsterkirker. Her havde hans Forfædre i 2 Slægtled boet som Gjæstgivere, og af dem havde hans Fader, Per Granavolden, deltaget i den sidste Krig med Sverige, »Gyldenløvefeiden«, som Underofficer til Hest.
Gregers Granavolden forrettede ved den her omhandlede Tid i Lensmandens Sted, og ved Opraab paa Hestevangen ved Grans Kirke opbød han Almuen og »opmuntrede den til Fyrighed og Troskab mod Kongen og Fæderne-Landet«. Og Budstikken gik omkring. Grans Sogneprest, Hr. Anders Hammer, siges ogsaa[3] at have bidraget sit til Bygdefolkets Reisning, bl. a. ved Opfordring fra Prædikestolen. Troligt kan dette være, da Presten i det hele synes at have været en administrativt anlagt Herre; hans Fader og Forgjænger i Prestekaldet havde som Student udmærket sig under Kjøbenhavns Beleiring af Svenskerne i 1659[4] Gregers tog Ledelsen over de fremmødte Bønder, og ved Siden af ham stod som Underanførere to Storbønder af Gran, Kristen Eriksen Gjefsen og Brede Hvalaby. Længe efter opbevaredes i Grans Kirke en Fane, som Bønderne skal have havt under sin Udrykning. Den var af grønt Taft og bar Billedet af Hadelands to Hovedkirker med en Løvkrans omkring og Indskriften: »Gran og Jevnager«.
Efter den sidst udgaaede Ordre til Hadelændingerne skulde disse »det snariste muligt være kand straxen« begive sig til Kristiania. Da man inden Styrelsen imidlertid fik Nys eller Formodning om, at Fienden vilde omgaa den norske Hær, og dette antoges at skulle ske over Krogkleven, udsendte Slotsloven den 25de Marts Ordre til Hadelands Foged, Johan Nernst, om at den opbudne Almue, som maatte være underveis »med deris Gever, Krud og Kugler samt fornøden Kost«, strax skulde marsjere til Krogskoven, da Fienden her vilde bryde igjennem til Ringerike. Denne Ordre tør muligens være naaet frem til Hadeland endnu, medens Bygdernes »Mobilisering« paagik.
Til alt Held besluttede imidlertid Hadelændingerne under Gregers Granavolden paa egen Haand »efter bedste Overlæge og, som det heder, efter Granspresten Hr. Hammers Raad at besætte den trange Passage paa Harestuskoven, som fra Kristiania over Hakedalen danner Adkomsten til de hadelandske Bygder. Det heldige og rigtige i denne Hadelændingernes Beslutning blev strax erkjendt af Slotsloven, som allerede den 27de Marts udsendte Ordre til Hadelands Almue om at forblive staaende paa det valgte Sted. Inden et Par Uger blev der endog henlagt en Militærbesætning derop.
Stedet laa ved den senere Plads Putten – en Fjerdingsvei i Syd for den nuværende Grua Jernbanestation. Veien gaar her i en trang Dal mellem Klatterberget i Vest og Bjørgesæterfjeld i Øst, og fra det sidste skyder der sig frem en større halvrund Terrasse med bratte Skraaninger ned mod Veien. Paa denne Høide, som var særlig egnet til Forsvar, synes endnu den Dag idag Spor som efter opkastede Volde – formentlig et Minde fra den Militærbesætning, som senere paa Aaret laa stationeret deroppe. Lige nedenfor denne Høide gaar Veien og har paa sin anden Side den til Harestuvandet rindende lille Sveselv. Lige til de sidste Tider har Sletten søndenfor dette Sted baaret Navnet »Lægersletta« (Leirsletten) til Minde om, at der her blev slaaet Leir.
Ved denne snevre Passage var det da, at Gregers Granavolden og hans Hadelændinger tog Post og forskansede sig efter bedste Evne og Indsigt. De fældte Trær over Veien og opførte »Hærbraater og Brystværk«. Men til Forsvar bag disse Forhugninger stod der kun en liden Flok. Der var alene »60 Bønder, som var vaabenføre, d. v. s. bevæbnede med Bøsser og tildels med Kaarder. Hertil kom »endel Bønder, som havde ikkun Øxer« og alene deltog i Arbeidet med Forskansningerne[5].
Nat til Fredag – den 27de Marts – har Gregers Granavolden maaske faaet Nys om, at Svenskerne var ankomne til Hakedalen. Thi om Natten foranstaltede han en ny Udrykning af Folk fra Bygden. Disse blev imidlertid paa Veien fra Gran opholdt med Drik i nogle Ølkipper og kom saaledes for sent til at deltage i Kampen. Til Undskyldning for disse Efternølere blev det paa Hadelands Vaarthing det næste Aar provet, at »de kunde ikke tænke, at Fienden var saa nær for Haanden, saasom de ikke den Dag utrolig havde ham ivente«.
Fredag Morgen – den 27de Marts – var Hadelændingerne just »udi Arbeide med at forskanse sig«, da Oberst Löwens Korps ved 9-Tiden »uformodentlig og hastig kom anmarsjerende«[6]. »Omendskjøndt de ikke tilfulde havde forskanset sig, antastede de Fienden med, hvis Vaaben og Verge de havde, og gav paa Fienden løs flere Salver.« Da et Par Timer var gaaet, – og rimeligvis alle de svenske Ryttere var naaede frem, – blev den største Del af Bønderne »forfærdet ved den Overmagt og store Antal af Fienden at regne imod dem«, idet de kun var 60 vaabenføre Mænd imod de 600 Karoliner. I sin Forskrækkelse vilde de tage Flugten fra Posteringen.
»Da Gregers Granevolden«, berettes der videre, »det fornam, talte han Almuen til og bad dem indstændig alle at staa mandelig og være deres Konge tro og sagde derhos: Vi er Gud pligtig en Død! Lader os fægte, saa længe vi kan! Og da de hørte, at Gregers saa talte, sagde de: Efterdi Du er slig, skal vi staa bi, saa længe Gud under os Livet! Og Gregers, som havde sin Kaarde ude blottet, svang den og sagde til en Del, som var bange: Det er lige saa godt, jeg dræber Eder, som Svensken skal dræbe os! Ogsaa Brede Hvalaby og Kristen Gjefsen opmuntrede Bønderne, og »med skarpeste Canonering og Skud« holdt de saaledes Fienden Stangen den hele Dag. Fire af Hadelændingerne fandt her Døden for Fædrelandet. Deres Navne var: Hans Askim af Gran, Thorsten Oren, Ola Raastad og Per Kjørven af Lunner. Derhos blev 2 saarede og endelig 2 tagne tilfange.
I det hele gav Hadelændingerne løs »9 à 10 Salver« paa de svenske Dragoner, af hvilke der ifølge samtidige Optegnelser[7] faldt 10 og saaredes 30. Bønderne selv angav senere paa Hadelands Thing at »kunne gjøre Regnskab for« 7 faldne og 18 saarede Svensker. Löwen lod sine Saarede føre ind til Kristiania sammen med de 2 fangne Hadelændinger.
Oppe i et Berg stod under Kampen Gudbrand Hanaknæ, »en forfærdelig Bjørneskytte« inde fra Harestuskoven. Om ham meddeler Jevnaker Ministerialbog – ved hans Begravelse i 1755 – et Træk i følgende kuriøse Form: »Hand blev andgreben af en Svenske med sin Flint for at skyde ham. Men som det klikkede for den Svenske, idet han vilde skyde Gudbrand, optoeg denne sit Gevær med disse Ord: ’Klikkede det for dig, skal det ey klikke for mig’, og skiød derpaa den Svenske strax gandske død.« Denne faldne Fiende blev senere af Bønderne begraven paa Stedet, og lige til de seneste Tider har der ved Landeveien været forevist en stor Sten, under hvilken han fandt sin Grav.
Efterat de 60 Hadelændinger havde holdt sin Postering imod den store Overmagt fra om Morgenen Kl. 9 indtil Kl. 5 à 6 om Aftenen, maatte de sluttelig vige Marken. Löwen lod nemlig en Kommando stige af Hestene, og denne gik op i Fjeldsiderne og omgik de Norskes Stilling. Bønderne blev saaledes omringet, og »formedelst Overmagten tog de Flugten op i Bergklipperne udi Sne og Uføre, hvor ingen Vei var, for at salvere deres Liv hen udi en dyb Dal«. Om den ovennævnte Per Kjørven beretter Sagnet, at han var for gammel til at følge sine Sambygdinger op igjennem Aasen, da Svenskerne stormede paa. Han krøb da sammen under en Granbuske. Her fandt Svenskerne Gamlingen og dræbte ham med Bajonetstød.
De 2 Hadelændinger, som Löwen tog tilfange, blev førte bagbundne ind til det svenske Hovedkvarter i Kristiania. Den ene af disse Fanger, Jens Dælinmarken, forklarede herom paa Grans Vaarthing i 1717 følgende: »Da han var saaledes af Fienden bragt til Kristiania, blev han forestillet Kongen af Sverige, som da laa til Logement hos Polecharpus[8], og blev han af en General (som de sagde var Mörner[8]) tilspurgt, hvem som var Ånfører paa Harestuskoven, og om Fogden, Skriveren eller Lensmanden var der og anbefalede til saadan Modværn. Vidnet (Jens) da svarede, at der var en Mand udi Lensmandens Sted og de andre, som foranstaltede det, hvorpaa Generalen spurgte ham: ’Hvad heder de Mænd’ Han svarede: ’De heder Gregers Persen Granevolden, Brede Hualaby og Kristen Gjefsen’. Derpaa Generalen optog et Stykke Papir, som paa Bordet laa, og tegnede deres Navne.« General Mörner og de øvrige Officerer paastod – ifølge Foged Munchs Optegnelser –, at de 2 fangne Bønder skulde straffes »haardelig«; men Kong Karl »befalede, at de skulde lade dem med Fred fare til deres Hjem igjen, og gav hver en Ducat for deres beviste Tapperhed, hvilken Kongen meget lovede, ønskende at have slige Bønder overalt i Sverige«.
Om Gregers Granavolden kan sluttelig oplyses, at han kort efter den her skildrede Begivenhed blev beskikket til Lensmand i Gran. I 1717 androg han om kongelig Bevilling paa sit arvede Gjæstgiveri Granavolden, – som hans Farfader havde opført paa »Hestevangen eller Almenningspladsen for Grans Kirke«, – »for at ikke enten Presten, Almuen eller andre skulde ved nogen Slags optænkelig Middel være god for at fravende hans Enke eller Børn deres Ret«. I Andragendet paaberaabte han sig »den Tjeneste, han udi disse besværlige Krigstider efter sin allerunderdanigste Pligt havde gjort«. Nytaarsaften 1717 erholdt han af Kong Fredrik den 4de den ansøgte Bevilling for sig og Arvinger. I 1723 kjøbte han af Kronen alle Grans Kirker med tilhørende Gods. Gregers døde som en formuende Mand i 1742 – 62 Aar gammel –, og hans Efterslægt har levet paa Granavolden ind i 1800-Tallet.
Fredag Aften, efterat Kampen var tilende, avancerede Löwens Korps kun en halv Mils Vei ned i Lunner Sogn paa Hadeland. To af sine Faldne førte de med sig. Om Natten slog de Leir paa Gaardene Haakenstad, Solberg, Østby og Hovland, der blev plyndret omtrent for alt, som kunde være Gjenstand for Plyndring. Hvad der fandtes af Kostbarheder og Brugsgjenstande blev røvet og Gaardsredskaber ødelagte. Gaardenes Kreaturer, Sauer, Gjeder, Svin og Høns maatte lade sit Liv. Staburene blev tømt for alt sit Indhold af Kjød, Flesk, Ost, Smør, Salt og Øl, ligesom alle Beholdninger af Korn og Hø blev udkastet og forbrugt. Paa Østby foredes saaledes »100 Hester af de grønne Dragoner«. Paa alle Gaarde opførte Svenskerne store Baal for at holde sig varme, og Gaardenes Døre, Svalgange og Tagtækning reves ud og kastedes paa Ilden tilligemed Grinder og Skigarder.
Paa Østre Hovland hos Amund Hovland »blef ald hands utersket Rug utbaarit, som Fienden bygede sig Hyter af«. I hans Maltkarm lagde Svenskerne de to Faldne, som de havde ført med sig fra Harestuskoven, og »begrov dem ved hans Hus«. Valget af denne Begravelsesplads kan forklares ved den Omstændighed, at der paa Hovland i gammel Tid havde staaet en Kirke, hvoraf der endnu saa sent som i 1743 stod Levninger tilbage. Og paa den her omhandlede Tid kaldtes endnu den Plads, hvorpaa Gaardens Huse laa, dagligdags for »Kirkegaarden«. De faldne Svensker mentes saaledes at komme i »indviet Jord«.
Det er berettet, at Oberst Löwen havde god Lyst til at hjemsøge Grans Prestegaard, hvor ogsaa Granavolden ligger, for at lade den røde Hane gale over det Sted, hvorfra Bygdefolkets Reisning var udgaaet. Men en saadan Rute blev dog for vidtløftig. Og Lørdag Morgen – den 28de Marts – gik da Karolinernes Tog fra Leiren ved Haakenstad om Lunner Kirke, Ballangrud og Vassjø ned i Jevnaker Hovedsogn. De Gaarde, som laa nær denne Marsjlinje, blev hjemsøgte og plyndrede af de svenske Dragoner, som foruden Madvare særlig bemægtigede sig Heste. Beboerne var mest løbne tilskogs, saaat Gaardene stod aflaasede og tomme for Mennesker. Dørene blev derfor af Svenskerne brudte op eller Vinduerne slaaede ind. Paa Melaas i Lunner havde man netop »efter Order og Paabud tillavet Soldaterkost«, som nu blev gefundenes Fressen for Fienden. Vel saa uheldig var Bonden paa den ene Lunner-Gaard, som »havde tillavet Madvare til sin Stifsøns Bryllup« og nu fik ubudne Gjæster paa Bryllupskosten. Fra Thorsten Flasla blev røvet bl. a. en Hest, som senere efter Slaget ved Norderhov kom i de Norskes Besiddelse og saaledes af Eieren blev igjenløst for 1 Rdlr. 1 ₻ af »de blaa Dragoner ved Oberst Øttkens Regiment«.
Da Svenskerne om Formiddagen Kl. 10 naaede Jevnaker Hovedkirke, slog de Leir i Prestegaarden og paa de to Gaarde Vang ved Randsfjorden og forblev her lige til Solnedgang. Fra Prestegaarden blev der om Eftermiddagen skikket Bud til Hr. Ramus i Norderhov angaaende Svenskernes Rute. Thorger Vang, – hvis Efterkommere eier Gaarden Øvre Vang den Dag idag, – samt Enken Lisbeth Vang forklarede senere for Retten, at de Svenske »fra dem berøfuede og udbar ald hvis utersket Korn, som de hafde, saa vel som ald hvis Høe, de hafde, og bar ud til deris Hester, item ald hvis Suulvare, de eiede af Fledsk, Smør, Ost og Brøe, Miel, Salt og ald deris Korn som og deris Sæde Korn, item op brendte ald deris Skiegierder og Grinder, sønderbrød deris Døerer og borttog rént, hvad de var ejendes«. Ligeledes provede senere Jevnakers Sogneprest, Hr. Peder Madsen Lyche, at Fienden hos ham »brød op Kielder, Skriner, Kister og andre Huser og der bemegtiget sig alt, hvad som forefandtes af Korn, Malt, Mad, Øl, item 1 Hest og 1 sølvbeslagen Stoch samt en Deel Prestens og andre Klæder, desligeste Ornamenterne til Kirchen, som laa i Prestegaarden, af Kalch og Disk, gjort af Sølf«.
Det sees saaledes, at her blev gjort saa temmelig »rént Bord«. Plyndringen rammede særlig Jevnaker Prestegaard saa meget haardere, som denne kort forud havde været hjemsøgt af 2 Ildebrande med ganske kort Mellemrum[9]. Ligeoverfor disse Löwenske Maroderinger paa Hadeland har det sin Interesse at mindes Kong Karl den 12tes Proklamation eller Instrux til sine Tropper, da han nogle Uger forud gik over den norske Grænse. »Ingen Officerare eller Gemen«, – heder det, – »skall fördrista sig, hwarken på Marche eller i Qwarteer, röfwa eller marodera någon af Landzens inwånare det ringesta ifrån, det ware sig af penningar eller waror.« Hvad der tiltrængtes, skulde kontant betales, selv Foderet til Hestene. Og for Overtrædelse af disse Bud fastsatte Kongen Livsstraf, »hwilket .... på stället och utan wjdare Orders hämptande skall warckställas«. Erindres det saa derhos, at Löwens Korps overfor Ringerikes Befolkning i det hele optraadte ganske pent, tør man vel antage, at naar Svenskernes Tog over Hadeland – ligefra Haakenstad til Moe – artede sig som et Plyndringstog, da maa heri sees en »Tak for sidst« for den varme Modtagelse, som de af Hadelændingerne havde faaet paa Harestuskoven[10].
»Da Soel gik under«, – det vil efter Stedet og Aarstiden sige noget efter Kl. 6 om Eftermiddagen, – brød Karolinerne op fra sine Leirsteder ved Jevnaker Kirke og drog igjennem den vakre Egn ved Randsfjordens Sydende og ad Ringerike til. Da de første Dragoner naaede til Hadelands sydligste Gaard Moe, steg de sidste tilhest paa Vang. Eieren af Moe, – hvis Efterslægt besidder Gaarden den Dag idag, – var efter Sagnet gaaet tilsæters, mens Konen med Børnene og Sølvtøiet laa i Skjul i en Dal ude i Mosmoen. Paa Gaarden var tilbage alene en Lægdekjærring, som maatte følge med Svenskerne udover Ringerike for at vise Veien. Alle Gaardens Madvarer blev taget af Fienden. Kun en for en Barselkone tillavet Rømmegrød, som stod fremme paa Bordet, var urørt, da Gaardsfolket kom tilbage, – som det mentes, fordi Fienden havde antaget den for at være forgiftet.
Efter at have passeret Mosmoen red de svenske Dragoner sydover Ringerike ad den nu forlængst nedlagte Vei forbi Aslaksrud, Lo-Gaardene, Haugs Kirke, Gjæstgivergaarden Sætrang og Kullerud, og naaede Kl. 10–11 om Lørdags Aften frem til Norderhov Kirke, hvor der sloges Leir. Löwen med de fornemste Officerer og en stor Del Menige tog ind i Prestegaarden, medens de øvrige leirede sig omkring Kirkegaarden og paa Nabogaardene Tanberg og Hønen. Og overalt gjorde Dragonerne op store Baal – »Feyer og Nyinger«.
»Da Oberst Löwen«, – meddeler Ringerikes Sorenskriver, Palludan, i 1744, – »vilde udstille sin Piketvagt, som bestod af 25 Mand, kommanderet af Kaptein Allemander, henefter imod Gaarden Sten, blev den efter Prestekonen Madame Rami Tilskyndelse henvist paa et andet Sted udi en Afkrog, paa det den ikke skulde møde vore Folk, som var i Vente at skulle komme over Holsfjorden forbi bemeldte Gaarden Sten«[11], Foruden denne Piket blev der alene »udsat 2 Skiltvagter et lidet Stykke søndenfor Kirken«[12]. I sine samtidige Optegnelser beretter Munch, at »Oberst Löwen med sine Tropper blev af Presten meget vel trakteret«, og Humlen i dette Traktement har ifølge Bygdetraditionen været Brændevinet. Svenskerne – fortsætter Munch – »skikkede sig til Hvile og Rolighed og glædede sig ved, hvorledes de Dagen efter skulde komme bag paa vores Armé«.
Fredag Morgen var der, som ovenfor berettet, fra Hakedals Jernværk sendt Melding til General Lützow om Svenskernes Forbimarsj. Denne Expresse naadde ikke det norske Hovedkvarter i Lier før noget over Kl. 12 Lørdag Middag. Kort efter kom der Meldinger ogsaa fra 2–3 andre Hold. Ved dette Budskab brød Slotsloven strax op fra Bragernæs og forlagde sin midlertidige Residens til Skien. General Lützow forstod ogsaa den truende Fare, og Ordre blev udstedt til Oberst Øttken »med de endnu havende tjenstdygtige Dragonkompagnier snarest muligt at afgaa til Ringerike for at afskjære det svenske Kavaleri«. En Avantgarde paa omtrent 3 Kompagnier, bl. a. under Kaptein Knud Gyldenstjerne Sehested, brød op allerede ved 2-Tiden, drog op gjennem Lierdalen, videre over Holsfjorden og naaede Kl. 9 om Aftenen til Gaarden Sten i Hole paa Ringerike, – en 3–4 Kilometer søndenfor Norderhov Kirke. Øttken afmarsjerede et Par Timer senere med Hovedstyrken paa 4 Kompagnier og naaede samme Aften frem til Sundvolden sydligst ved Stensfjorden. Da Avantgarden paa Sten ud paa Aftenen fik Efterretning om Fiendens Ankomst til Norderhov, opstod der nogen Tvivl hos de Befalhavende, om man strax skulde paa løs paa den overlegne Fiende eller oppebie Øttkens Ankomst med Hovedstyrken. Imidlertid »resolverede Officiererne samtlige i Herrens Navn strax at attaquere Fienden«, og ved 1- til 2-Tiden om Natten brød man da op fra Sten.
Den svenske Piketvagt saa de Norske intet til, og »udi ald muelig Stilhed« kunde de saaledes nærme sig Norderhov Kirke. Her blev den ene udsatte svenske Vagtmand nedsablet og den anden nedskudt. Derpaa blev Prestegaardens Porte løftede af Hængslerne, og de norske Dragoner »trængede sig i fuld Galop ind igjennem Porten«[13] og overfaldt med stor Hidsighed de Svenske i deres Nattehvile. Her opstod nu en stor Forvirring med Skyden, Raaben, jammerlige Hylen og store Skrig«. Af den norske Fortrop paa 18 Mand blev de 17 saarede. En hel Del af de Svenske blev fangne, andre næsten uden Modstand nedsablede, atter andre gjorde vel Modstand, men blev slagne og trak sig – endel tilhest og andre paa Hosesokkerne – op til Gaarden Tanberg. Oberst Löwen blev tagen tilfange strax henne ved Kirken og faldt saaledes for 2den Gang i norsk-dansk Fangenskab. Ialt blev henved 120 Svensker tagne tilfange, – hvoraf mange var saarede, – medens der paa Prestegaarden laa 40 Døde og henved 20 Saarede. Mange af Fienden blev spredte omkring og saaledes afskaarne fra sine Landsmænd. Saaledes blev Piketvagten under Allemander, der – som oven nævnt – var udstillet i Retning af Tyristranden, saa forfærdet ved at høre den megen Skydning fra Prestegaarden, at den flygtede ud over Holebygden og satte over Tyrifjorden til Vikesund, hvor den ud paa Morgenen blev indhentet af endel Bønder fra Hole og taget tilfange. En anden Flok paa 19 saadanne Forjagede blev om Morgenen fanget af de Norske fra Sten.
De Norske mistede i det hele kun 5 Mand. Efter Kampen vendte de med sine Fanger tilbage til Sten. Imidlertid var nu Øttken med Hovedstyrken ankommen, og ud paa Morgensiden førte han sine Folk til Norderhov, hvor Størstedelen af de undkomne Svensker imedens havde samlet sig paa Tanberg. Herfra udsendte de en Dragon for at undersøge, hvor de Norske nu var. Han traf paa Madame Ramus, der paa hans truende Spørgsmaal om, hvor »Juten« var, svarede »i Alteration«: »De tropper, de tropper op bag Kirken« (Wiel). Hvorvidt hun har været sig bevidst, at hun i sin Forvirring røbede de Norskes Anmarsj under Øttken, faar staa derhen. Dragonen gav ialfald Hesten af Sporerne og vendte strax med sit Budskab tilbage til sine Landsmænd paa Tanberg, som nu tog Flugten opover til Hadeland – den samme Vei, de var komne Aftenen forud. Strax efter kom da Øttken med sine Folk til Norderhov, men fandt nu her ingen Fiende. Han forfulgte de flygtende Svensker opover til Hadeland, men kunde ikke naa dem.
De nordover flygtende Svensker var omkring 200 i Tallet og anførtes af Major Anders Tungelfelt – en 35-aarig Karolin, der i sin Tid havde været med ved Narva, Klissow, Pultava og Kalabaliken i Bender[14]. Baade han og de øvrige Officerer paa Tilbagetoget »voro efter et skarpt fäcktande illa blesserade«. Og ligesom Anførerne saaledes var den hele Flok i en slet Forfatning. Efter den drastiske Skildring af Hr. Hans Rosing, – som var Sogneprest til Norderhov fra 1727 –, var de flygtende Svensker »alle saa til-reede, blesserede og Klæderne sønderhugne paa, at de hængte og slængte paa Hestene frem og tilbage, item Hestene knap kunde bære dem«. Saalænge de endnu var inden Ringerikes Omraade, var der ingen synderlig Orden paa Tilbagetoget. Men da de om Søndags Morgen kom op paa Hadeland, sloges der Leir i Jevnaker Prestegaard, og Tungelfelt fik da mere Orden paa sine Folk. Prestegaarden undergik nu for 2den Gang Plyndring, og Presten, Herr Peder Lyche, udtalte senere, at »særlig da de kom tilbage fra Ringerike, var Fienden aller haardest«. Den Søndag forrettede Presten Gudstjenesten i Lunner Annexkirke, og paa Hjemreisen derfra om Eftermiddagen mødte han Svenskerne paa deres Marsj op til Lunner. De spændte da Hesten fra Prestens Slæde og tog den med sig. Paa Gaarden Haakenstad i Lunner gjorde de en kort Rast, og Bonden her, Ole Haakenstad, berettede senere[15], at »der var hartad 200 Mand ilde blesserede og blandt andre En, hvis Øre hængte ned paa hans Krop, og daanede i hans Stue«. De Svensker, som gik enkeltvis eller faa i Følge, blev eftersatte af Hadelændingerne og dræbte – som en Tradition melder – »med Ljaaer og Møggrebe. Saaledes blev en Flok af Flygtninger ihjelslagne paa Gaarden Grua i Lunner. Hakedølerne derimod havde ikke faaet Blod paa Tand, og da de om Mandagen (den 30te Marts) fangede 3 svenske Ryttere, nøiede de sig med at sende dem i Fangenskab paa Kongsvinger Fæstning. Hovedpartiet under Tungelfelt marsjerede imidlertid Nat og Dag over Hakedalen og Grorud og naaede den svenske Leir i Kristiania »udi en ynkelig Tilstand saavel paa Mandskabet som paa Hestene og ilde conditioneret«.
At den Löwenske Expedition sloges tilbage ved Norderhov, var af den allerstørste Betydning for den norske Hær. »Dette Coup«, skriver den høistkommanderende General, Litzow, kort efter, »var af stor Importance. Thi havde Fienden sat sig fast dér, saa havde – – – – vi umuligt kunnet soutinere Bragnæs, og vilde de saaledes afskaaret os fra det hele Vestland – – – – Vi vilde ingen Retræt og endnu mindre fast Fod for den fra Danmark ventede Hjælp havt«[16].
Kaster man Blikket over Tildragelserne for at søge Aarsagen til det heldige Udfald, stanser man i første Række ved Gregers Granavoldens Bedrift. Saa meget er ialfald sikkert, at uden hans Kamp paa Harestuskoven var der intet »Norderhov-Slag« blevet af. Hvis ikke Hadelændingerne i et helt Døgn havde opholdt Löwens Expedition, vilde denne have naaet Norderhov allerede Fredag Aften. Men isaafald vilde Budskabet om Expeditionen, som først Lørdag Middag naaede det norske Hovedkvarter, være kommet for sent. Lørdag Morgen vilde Löwen da havt aaben for sig Veien til Lier og vilde ogsaa kunnet aabne Passagen over Krogskoven for sine Landsmænd.
Derimod har, som bekjendt, Anna Kolbjørnsdatters Rolle i det natlige Drama paa Norderhov været meget omtvistet. I de ældste Beretninger om Norderhov-Affæren er hendes Navn omtrent ikke nævnt. Men i den 2den Halvdel af Aarhundredet fremtraadte hun i Traditionen som den, hvem Seiren væsentlig skyldtes, og »blev med ét ophøiet til en af den dansk-norske Histories store Heltinder«. Et Aarhundrede senere har den historiske Kritik atter »borttaget de Overdrivelser, der havde givet Anna en unaturlig og ubegrundet Plads i Historien. Samtidig har Kritiken dog medgivet, at hun »om Aftenen og Natten i de Timer, som gik forud for Slaget, har lagt en Omtanke og en Kjækhed for Dagen, der var Kolbjørnsønnernes Søster værdig[17].
Hvad den historiske Kritik har havt at anmærke imod Traditionen om Annas Optræden, – at der er gjort en Dyd af Nødvendigheden ved hendes Beværtning af Fienden, ved Antændelsen af Baal o.s. v., – vil styrkes ved de Oplysninger, som oven er meddelt om Svenskernes Færd paa Hadeland. Overalt gik jo Gaardenes Grinder, Gjærder, ja endog Tagtækning, paa Fiendens Baal. Og alle Mad- og Drikkevarer blev hans Bytte. Prestefruen i Jevnaker, Madame Magnild Lyche, udtalte kort efter, at hun »maatte forsiune Fienden med, hvis Føde de paaæskede«, og hun omtalte sin »Beængstelse« ved Leiligheden, ligesom man har seet omtalt Madame Ramus’s »Alteration«. Blandt Traktementet i Jevnakers Prestegaard nævnes af Drikkevarer vistnok kun Øl, medens Norderhov Prestegaard ogsaa havde en vel forsynet Brændevinskjælder. Men selv om dette opføres til Kredit for Mad. Ramus, vil det vel mere være at god- skrive hendes huslige Forsynlighed og ikke at kreditere hende paa Konto af Tapperhed og Fædrelandssind.
Paa den anden Side vil den Ros, som af Kritiken er ydet Anna Ramus for »Omtanke og Kjækhed« ved Leiligheden, end yderligere forhøies ved det Lys, som ovenfor – fra Chr. Palludans Skrift – er kastet over hendes Indgriben paa et af de kritiske Punkter i Tildragelsernes Kjæde. Ved hendes Initiativ blev Fiendens Piketvagt forlagt i en Afkrog og saaledes sat ud af Funktion. Alene herved muliggjordes den fuldstændige Overrumpling af Fienden, som betingede Nordmændenes Seier. Saavel efter Palludans som Wiels Beretning er just dette Pointet i Norderhov-Dramaet, og at denne Opfatning deltes ogsaa af Fienden selv, sees af en Udtalelse fra Kaptein ved Livdragonerne Gustav Adolf Meijerhjelm, som var med ved Norderhov og blev haardt saaret i Kampen. I et Brev, 4–5 Dage senere, skriver han: »Fienden öfverföll oss om natten kl. 1. Visste ingen af, förrån han var på förvakten, efter patrullen var af honom bortsnappad. Fick altså vi intet ro till att ställa upp oss, utan blef riktig konfusion«[18]. Da den svenske Piket hverken før eller under Slaget gav noget Livstegn fra sig, maatte de Svenske ganske naturlig antage, at den var bleven »bortsnappet« af de Norske under disses Fremmarsj, – medens den i Virkeligheden var uskadeliggjort blot ved at gjemmes bort og først den næste Dag blev tagen tilfange ved Vikesund.
Ogsaa fra Anna Ramus selv haves 2 bekjendte Udtalelser, som begge tør sigte til denne hendes Indgriben i Begivenhederne ved at narre Löwen til at forlægge sin Piket i en Afkrog. Den ene Ytring faldt overfor den norderhovske Prestedatter Gjertrue Christiana Rosing (født 1714, død 1799 som Madame Wirring paa Presteenkesædet Gunstad i Jevnaker) og gik ud paa: »at Löwen var saa pen og godlidende Mand, at det endog gjorde hende ondt at narre ham«. Den 2den findes i hendes Brev af 1729 til Pleiesønnen, Professor J. F. Ramus i Kjøbenhavn: »Jeg gjorde Fienden saa sikker og tryg, at han ventet sig ingen Fare, indtil vores kom, som jeg vel forud vidste skulde komme.« Efter dette maa det erkjendes, at Anna Ramus har havt sin selvstændige Andel i Seiren ved Norderhov, og at hun saaledes har vel fortjent den Bautasten, som for faa Aar siden reistes hende paa Kirkevangen ved Norderhov.
En eiendommelig Modsætning har raadet mellem Anna Ramus’s og Gregers Granavoldens Liv i Eftermælet. Gregers’s Bedrift, – lysende og mandig Selvstændighed og afgjørende for Begivenhedernes Gang, – blev paa Grund af tilfældige Omstændigheder klart og bestemt dokumenteret ved Samtidiges Vidnesbyrd. Den vandt ogsaa den svenske Heltekonges høie Ros. Men hans Daad naaede ikke ind i den historiske Literatur og synes da snart at være bleven glemt. Og dog synes Gregers’s Navn – mere end Annas – at have fortjent en Plads i vor fædrelandshistoriske Barnelærdom. Længe nok har Glemselen hvilet derover, og fra disse Blade reises det Spørgsmaal til Overveielse, særlig fra Hadelands Mænd, om ikke Gregers Granavoldens Minde skulde fortjene sin Bautasten. Den burde staa ved »Lægersletten« paa Harestuskoven, hvor han gik foran i Kampen, eller kanske rettere paa Grans Kirkevang – »Granavoldens –, hvor hans Røst lød manende til »Fyrighed og Troskab mod Fæderne-Landet«. Paa denne Bautasten skulde indgraves de Ord fra Farens Stund, som lyser efter ham til Efterslægten: »Vi er Gud skyldig en Død! Lader os kjæmpe, saa længe vi kan!«
|
Denne teksten er offentlig eiendom fordi forfatteren døde for over 70 år siden. |
- ↑ Angaaende Löwens senere Skjæbne kan nævnes, at han i 1719 blev Generalmajor, i 1737 Høistkommanderende i Finland, i 1739 – efter hans Svigerfader, Arvid Horns Fald – Medlem af det af Seierherrerne dannede Rigsraad og i 1748 General guvernør i Pommern. Han døde i en høi Alder i Stralsund 1772.
- ↑ Løchstørs Relation findes i Kildeskriftsfondets Manuskript No. 104.
- ↑ Gjessings Jubellærere II, 2, S. 80, hvis Beretning skriver sig fra Hammers Søn, Justitsraad Hammer paa Melbustad i Gran.
- ↑ Familien Hammer, der oprindelig, under 15- og 1600-Tallet, hørte til Kjøbenhavns Borger-Patriciat, indehavde det store Grans Prestekald i 125 Aar, nemlig fra 1652 og til 1777. Den sidste af denne Slægt paa Hadeland var den anseede Landmand, Godseier Lars Andreas Hammer paa Vang i Jevnaker (1766–1831).
- ↑ Den Omstændighed, at en Militærbesætning senere lagdes paa Stedet, har ledet et Par militære Forfattere til den Feiltagelse, at denne var kommet betids til at deltage i Kampen den 27de Marts (se O. Gulowsen, »Fra Dragontiden« S. 228 og J. O. Wahl: »Felttogene 1716 og 1718«). At Bønderne stod denne Dyst alene, er udenfor enhver Tvivl. Det er provet af dem selv for Retten ved Jevnaker Høstthing 1716 og Grans Vaarthing 1717 og fremgaar af Foged Lars Michelsens Rapport fra Krogskoven af 27de Marts 1716 (Gulowsen S. 229), af Slotslovens Skrivelse til Kongen af 28de Marts 1716 (Kildeskriftsfondets Manuskript No. 103) samt af de Hammerske Nedtegnelser (Gjessings Jubellærere, II, 2, S. 79). »I den Tid«, meddeler bl. a. de sidste, »var der paa hele Hadeland ikke én Soldat at finde«.
- ↑ Beretningen følger her nøiagtig den Fremstilling af Begivenhederne, som blev afgiven og beediget ved Thingsvidne paa Grans Vaarthing den 31te Marts 1717. De mange Citater i dette Afsnit er tagne fra Vidnernes Prov.
- ↑ Dagbogsoptegnelser af Foged i Nedre Romerike Johan Heinrich Munch (i det danske Rigsarkiv), indtaget for en stor Del i Gulowsens »Fra Dragontiden«.
- ↑ 8,0 8,1 Saavel Kong Karl som General Karl Gustav Mörner boede i Garver Polykarpus Reimanns Gaard paa Hjørnet af Rødfyldgaden og Karl XII’s Gade.
- ↑ Sognepresten, »Hr. Per«, skal efter Bygdetraditionen have været en slet Mand. Da Ilden for 2den Gang rasede paa Prestegaarden, vilde Hr. Per aldeles ikke redde sig ud; men en gammel Husmand, – heder det, – tog ham da og bar ham ud, sigende: »I Helvede skal I brænde, men ikke her.« Hr. Per døde ikke længe efter Svenskernes Besøg.
- ↑ Bønder af Lunner og Jevnaker Sogne indgav fra Haakenstad den 10de August 1716 Andragende til Slotsloven om, at de paa Grund af den ved Fienden lidte Skade maatte blive befriet for 1715-Aars Tiendekorn samt for paalagte Tyngsler og Skatter. Efter Slotslovens Resolution af 14de s. M. blev der den 27de November næstefter paa Jevnaker Høstthing optaget Thingsvidne angaaende den lidte Skade for – tilligemed Andragendet – at oversendes Kongen. Dette Thingsvidne er Kilden til flere Oplysninger i nærværende Afsnit.
- ↑ Chr. Palludans Beretning.
- ↑ Se Christian Palludans »Beskrivelse over Ringerike og Hallingdal« af 1744, der findes i Original i det kongl. Bibliotek i Kjøbenhavn og i Afskrift som Kildeskriftsfondets Manuskript No. 179 (Pag. 124. Palludan var Sorenskriver paa Ringerike fra 1726, altsaa kun 10 Aar efter Norderhov-Affæren, og boede nær Norderhov paa en af Vaker-Gaardene, den Dag idag kaldt »Skrivergaarden Vaker«. Palludans Beretning stemmer helt med den samtidige Skildring fra Ringerikes Foged, Iver Wiel (Topograph. Journal, H. 30, S. 147). Denne beretter – uden udtrykkelig at nævne Anna Ramus – saaledes: »De (Svenske) forespurgte strax, hvor Veien gik til Kristiania. Men dem blev anvist en gal Vei til Tyrifjorden i Vester, – da Veien til Kristiania gaar i Øster, – hvor den svenske Kaptein Allemander med 25 Mand blev kommanderet med Piketvagten.« Ifølge Palludans Beretning, støttet af Wiel, har det saaledes været efter Anna Ramus’s Initiativ, at Svenskernes Piket blev bortgjemt i en Afkrog, – hvad der muliggjorde deres komplette Overrumpling senere paa Natten. Og just disse ældre ringerikske Embedsmænds Nedtegnelser er af den historiske Kritik blevne tillagt fortrinlig Vægt (Dr. L. Daae, »Hist. Skildringer« II, S. 100).
- ↑ Palludans Beretning.
- ↑ Tungelfelt endte sin Bane som Landshøvding i Jönköping.
- ↑ Se en samtidig Relation i »Samlinger til det norske Folks Sprog og Historie«, III, S. 182.
- ↑ Gulowsen, »Fra Dragontiden«, S. 231.
- ↑ Angaaende Kritiken henvises til Professor Dr. L. Daaes interessante Afhandling »Jonas Ramus og Anna Kolbjørnsdatter« i hans »Historiske Skildringer« II, S. 103. Et sidste Indlæg mod den historiske Kritik er i 1904 leveret af en indfødt Ringeriking, Hr. E. M. F., i en livfuld Artikelrække: »Anna Kolbjørnsdatter og Ringerikstraditionen« i »Morgenbladet«s No. 12, 14, 97 og 34 for 1904. Allerede tidlig synes her nogen Mythedannelse at have spundet sig om den historiske Kjærne. Saaledes skriver i 1744 Hr. Henric Chr. B. Wirring, som fra 1733 var Kapellan ved Norderhov: »Dette Slag fortælles ellers paa adskillige Maader, som vilde blive for vidtløftige at skrive« (Kildeskriftsfondets Manuskript No. 181, Pag. 236).
- ↑ Se J. A. Lagermark, »Karl XII:s Krig i Norge 1716«, Upsala, 1883, S. 31.