Svenskerne Nordenfjelds
Da den svenske Hær 1718 skulde rykke ind i det Nordenfjeldske, erklærede Soldaten, som ei syntes om at forlade Hjemmet, at han i Norge ei vilde spare Barn i Moers Liv; men neppe vare Svenskene komne op paa Grændsefjeldene førend de overfaldtes af et saa stort Mørke, at de i tre Døgn fore vild. De erkjendte nu, at denne Nød var en retfærdig Straf for deres ugudelige Løfte. Den hele Hær bad nu Gud om Tilgivelse og lovede at være saa skaansom som nogen Fiende kunde være. Strax forsvandt Mørket og Armeen fortsatte under klart Veir sin Marsch. I en trang og farlig Kløft mellem Størdalen og Strinden var de Norske beredte til at gjøre Modstand; men Svensken fik fat paa en Kone, som viste dem en Omvei op om Gaarden Høiby. Da de kom til Nøstuen var der kun tre gamle Kjærringer hjemme. En Soldat, der kom ind og blev arrig over ei at træsfe andet end gamle Kjærringer, skjød en af dem paa Stedet. Dette stred imod det givne Løfte. Der blev derfor strax nedsat Krigsret over Morderen, som derfor blev skudt. En liden Afdeling drog til Opdal, hvor de snart overraskedes ved Efterretningen om Kong Carls Død. Svensken beredte sig strax til Opbrud; og medens Anføreren sad ene tilbage ved Ildstedet traadte en Opdalsgut ind med sit Gevær, da han skulde paa Rypejagt. Han lagde strax an og skjød Svensken ned. Kort efter kom de Svenske for at afhente deres Anfører, og da de fandt ham dræbt, stak de Huset ibrand.
Anm. Meddeelt. Hertil kan henføres Sagnet om Stor-Ingvald i Træfningen ved Stene Skandse. Klüver 69.