Svensken paa Krogskoven 1716
Den nuværende Vei gjennem Krogkleven ned til Ringerike, som vi alle kjende, er først anlagt i Begyndelsen af dette Aarhundrede. Det gik til paa den Maade, som da ikke var sjelden; man leiede ikke Arbeidsfolk, saaledes som nu, men udcommanderede Soldater til at bygge Vei, under Befaling af en Lieutenant Borchgrevink. I gamle Dage gik derimod Veien til Ringerike omtrent en halv Fjerding nordøstlig for Klevstuen gjennem en Fjeldkløft, som nu af Bønderne kaldes Nordkleven til Adskillelse fra „Sørkleven“ eller Krogkleven.
Veien gjennem Nordkleven var meget trang, paa mange Steder ikke mere end to eller tre Alen bred, og det var ikke Tale om at bruge den til andet end Kløvvei eller Fodsti. Paa begge Sider er der høie skovbevoxte Fjeldsider. For at hindre Svensken fra at trænge igjennem Nordkleven havde Nordmændene opkastet Forhugninger paa et Sted, som endnu kaldes Skandsen. Det var Bønder fra Hallingdal, som holdt Kleven besat, og mellem dem var der især en Mand, Jon Tragetoen fra Hol, som udmærkede sig. Han laa i et Baghold i en liden Dal, hvor man ikke kunde se ham, og sendte Fienden den ene Kugle efter den anden. Tilsidst fik de Øie paa hans Hue, en af de saakaldte Sponehuer. De raabte da: „Tvi me Tusan, ripa, ripa[1] Gossar, Skogen er full af Sponehuer.“ Til Erindring om dette Sammenstød reistes, som gammel Bygdeskik har været, en Træstøtte ved „Skandsen“, som nu forlængst er raadnet ned. Man ser nu paa dette Sted kun nogle Levninger af de Mure, hvorpaa Veien sommesteds var anlagt.
Fortællingen om Jon Tragetoen er mig meddelt af Sander Raaen. Sammenlign forøvrigt Aktstykker til den norske Krigshistorie under Kong Frederik den Fjerde, udg. af B. Moe. H. 1. 23–24.
|
Denne teksten er offentlig eiendom fordi forfatteren døde for over 70 år siden. |
- ↑ ripa ɔ: flygte.