Sus/7
Lys rundt væggene, sørgmodigt støv over alle bysterne.
Studenterne strømmed ind i samfunds-salen. De stimled, de larmed; samled sig strængt efter parti paa hver side av talerstolen om hver sit bord — hver kendte sin plads. Men de med avskygninger skaffed sig borde længer ude. Og ytterst ude bænked de gamle livsvarige medlemmer sig, som var hentet frem av departementernes støv for at stemme mod kvindesags-resolutionen.
Det pusted koldt fra alle disse ansigter, de sad og stirred paa Herman Ek og kræved hans inderste mening — derfor var han altid en av de første i samfunds-salen lørdags-aftenen, naar han ikke kom ifølge med Sigvart Stenshoug, han maatte ha sat sig godt til ro, før disse mennesker strømmed ind, og ansigterne begyndte at stirre og kræve.
Han sad og lytted til sværmen. Hans hjærne var et saart øie, som saa allesteds — det var ude i de ytterste værelser ogsaa, hvor døren stod paa glytt, der den ungdom satte sig, som holdt paa det som bestod, under haanlatter og pjolterglassenes klang, de som ingenting vilde. — Hans sind var et stort sygt øre, som hørte rædde tanker av trin.
Sigvart Stenshoug trængte sig andpusten frem med brændende stridsglød paa kind; han ledte efter plads; fandt ingen længer fremme, satte sig bag Herman Ek. Det stod hede av ham — denne uroen var øget udover vintren.
«Det var et kvindfolk efter mig helt ind i porten,» hvisked han og smilte. «Hadde det ikke været møde idag, saa gud ved —!
Brynde er det skadeligste som er!» kom det sagte om en stund.
«Hvordan ved du det!» hvisled det i sinne mod ham — den fyren famled brutalt efter hans strube! — —
«Jo gammeln —!»
«Saa naa!» skar han det hvast av. Han sad med strid ryg.
«Aa—aa, den mine klær dig ikke,» kom det haardt. «… Tore Prammands datter indpaa moen den sommer!» hvisked det indover skuldren.
Herman Ek saa rundt i salen, hvor diskussionen var i fuld gang; — han sad uendelig alene, — uden hjemmets brede støtte, uden venners værn; han kendte ingen, som pegte stærkt gennem overbevisningernes mylr; men andre kendte farens arm lige ind i gadetøsens fang! Han kendte bare syge syner, som strøg om ham, fyldte salen med vent og angst; det var de gamle tankers dødsangst. Det var ryddet og goldt lang vei rundt om, — og bortenfor stod disse raa brutale mennesker, denne mur av grumme vætter med det tørre blik i øiet, trængte paa og kræved glubsk hans mening i aften.
Det slog ned i ham med høge-kloens fart, saa den saare samvittighed laa ræd og skalv som aldrig før: — der var kanske nye tanker, han ikke hadde tænkt! — —
Men han retted sig: hvad vilde disse vætter! han hadde tat skridtet ud, han fulgte med sin tid! Han var det, de kaldte fritænker, han holdt paa kvinde-emancipation, han vilde folkets flertals-vælde! — Han mente alt det, som de radikaleste mente! — hvad vilde de mer! hvad fan vilde de mer! — —
— Den ene efter den anden var oppe paa talerstolen mellem de to hvide lys. Den ene mening gled forbi efter den anden. Han hørte ikke ord, stirred bare paa dem og brandt op inde i sig av fremmede overbevisningers ild; han gav sig over, — alle hadde ret, naar de talte med tro paa det de mente! Var ikke det livet kanske i alt, som mentes!
— — Aa den som kunde skallet av, frem til menneskerne bagenfor alt dette, kendt et rolig bankende hjærte, uden meningers glød! … Lidt stilhed! … saarhed! … lidt helg! …
Han sad som før saa graenseløst ræd. Han stod fast og rev sig til blods — hvert spørgsmaal var en torn, som stod i hans sind; i vild gutunge-ri hadde han sprunget sig fast langt ind i klungerkrattet, — og nede om foden laa hugormen giftig og hvisled. —
— Han ledte efter andre ansigter, efter de blege unge, som sad i salen ligesom han sad her. Men der var det endda mer rædsel; det var fugle-ynglen fra de gamle reder, hvis vinge i tidens storm skulde være de syge hensyn — det var umælende hjælpeløshed om hvert lyst lyttende hode, hvor en liden ulykkelig hjærne laa og arbeided. De moderne retninger, alt det nye var ikke andet end sindenes glædesløse pligtarbeide med sig selv, — hode ved hode sad de og snapped efter frisk luft under lydløse skrik. De var kommet for tidlig ud av redet, saa angsten spired frodig i sindets vege bund.
Men de indbudne damer under talerstolen sad med glød paa kind. Og Stenshoug sad med glød paa kind; han reiste sig, kasted sig ind i diskussionen.
Han kom med det sugende had, med de stærke kindben, med de magre fingre, som grov som hvasse høgeklør, op paa talerstolen. Han stirred med stikkende lysprik i hvert øie, som borred sig skarp tvers gennem de blege fugle-ungers angst, saa de vendte sig og skotted ræd for hvad han saa bagenfor dem, paa den anden side det liv de kendte; der var vist noget hjælpeløst svimlende bag det, at kvinden skulde være fri, være lig manden! —
Herman Ek reiste sig ogsaa, stirred i trods mod al den lavpandede energi, mod alt det hede had, hvisled nei inde i sig til hvert ord, med alt det seige stridsind han hadde fra sin mor; — der stod han, «Fjældfrasen»’s søn, med den hæslige lyst til at ødelægge uden skaansel, og rased mod de gamle daarlige reder! — men han tænkte paa prostens datter og paa Signe, for han kendte heller ikke andet end Fossum-gaardenes gru; — det var et rovdyr der han stod, som lekte med fine sind! — —
«Bravo!» ropte det. «Bravo!»
Og bifaldet rundt om jaged Herman Ek videre, ud is en rus av ustyrlig trods mod de nye overbevisningers vold; han slog ud med armene.
«Frisk luft!» skrek han med sine lungers kraft.
Folk snudde sig, studsed.
«Meningerne er det, som gør det goldt om os, goldt her i salen, goldt i vore sind!»
«Til sagen! til sagen!» ropte det bag ham.
«Han har ikke ordet!» gneldred det borte fra talerstolen.
De skønte ikke, hvad han mente; de saa bare sinnet, som skalv langs hans læber. «Hyss—hyss!» sa det fra alle kanter. «Ud med ’n — ud med ’n!» skrek det og skrabed med stolben. Andre stormlo. Men derude aabned de dørene helt, sendte et brak av klap indover salen.
Herman Ek skøv sig ud mellem stolrækkerne: — han var skælvende fri og rank, han var rig! — —
«Hvem var det?» spurgte det ivrig derude.
«En Ek.»
«Modig maur!»
«Det var som fanden!»
Og de livsvarige kom med sine toddy-glas: «Hr. Ek maa jeg ha den — eh —!»
— Han hadde intet glas.
«Maa jeg alligevel —.»
Og saa trykked de ham i haanden: «Der er da forskel paa mand og kvinde endda, alligevel!»
Og borte fra et bord ropte det, bad ham slaa sig ned der; det ropte fra flere borde. Det var ansigter, han kendte fra spasertiden paa Karl Johans gade, den flabbete blaarakete løitnant Hartung, Helene’s bror, flere skraaskuldrede, han hadde set paa kafeerne, og ellers sønner av byens bedste familier, som røgte cigaretten gennem næsen og skarred blødelig.
Han satte sig blandt dem; og saa blev dørene slaat i igen. Han blev siddende og lytte langt bag i sindet efter noget han hadde set, efter noget han hadde hørt.
— — Disse kvindesags-spørgsmaal laa som gulnede blade; de la sig prangende om stammen bare i høstens kølighed, og fanatismens brand gæred under; for de kom sammen med graat fra visne barme, de kom sammen med sorg fra stolte hofter, som aldrig blev brugt. Det var det høstlige, som tilsidst skabte stormen, denne stygge stormen! — —
Han gled forbi spørgsmaalene. Og med ét laa dalen foran ham — det var den han sad og lytted efter i sindet. Den laa i søndenvind og seilende skyer og vaar, flad og bred, langsomt hældende paa begge lier, uden overraskelser, uden braa stup, lysebrun i bunden av eng og løvskog i knop, mørkere opover mod brynet, av naaletrær; — hvasse skygger og hvasse kast ned gennem aasen, ind i moen, som stod sturende stille, med knak fra stupende granlægge og skrik fra knirkende grene; — sorte brusende vindflater udfra land bortover vandet, snart den vei, snart hin vei, raadløse som skræmte utysker, — til det endte i dirrende vetløs skoggerlatter, naar det naadde solen! …
Det yre ude i solen tog ham; lyset over dalen øged og blinded.
— — Dalen! dalen! … Moens saare daadløse helg! … hun som titted! … Hu-hi-huh, suste det langt og svalt og slukked hans tørst og døved overbevisningernes angst inde i ham …
— Paa skraa ligeoverfor ved et andet bord sad en mand med rundt katugle-ansigt ned mellem to skuldre, som stirred hid; det var et stærkt blegt ansigt rigt vaset ind i lyst haar og i lyst skæg; en cigarstump stak spydig frem under den uflidde bart. Han flytted sig nærmere. Herman Ek stirred paa ham — han saa, hvor han saa hid, endda øinene vendte mod gulvet; — den manden hadde styrke, var ligeglad med de fremmede overbevisninger, stille og tryg, fuld av jernhaardt nid! — den manden kunde kvæle ham! — —
«Mit navn er Sørbærg!» snøvled han og la sig hidover bordet. Herman Ek vidste det, pressemand i en hovedstadsavis. Det laa og ulmed haan bag den skæve lorgnet, som klemte den lille næse fordærvet, skalv i det trange blaa blik, flirte under det ugredde skæg; han spredte det, som moen sanked!
Herman Ek reiste sig sagte og ræd, aabned døren indtil salen, blev staaende paa tærsklen. Der stod en vestlænding derinde og talte om kvinde-idealerne, med haarde r-er og lange a-er.
Moen kom igen med den svale sus! …
Han vaagned av klapp bag sig ud i forværelset, snudde sig; ved løitnantens bord hylded de vestlændingen paa gøn, saa han tilsidst bøied sig for haanlatren og bad modig, om han ikke kunde gaa med dem, naar han gik — for han kendte ingen «idealer», som var noget tess.
«Ah, une femme galante —?» sa løitnanten og tvinded ene knebelspidsen.
«Æben,» svarte theologen med pegefingren paa næsen, han satte sig ved deres bord.
— Det pusted lige ved Herman Ek; det var Sørbaerg’s runde formløse kind.
«Det er sundt slikt,» snøvled det igen. «Slik affekt som den Deres. Ikke sandt?»
Herman Ek smilte og gled unna, den anden blev staaende igen med den raa vilje, som stak i blikket Han trak sig ind i salen, skøv sig frem mellem dem, som stod, udi forværelset igen gennem næste dør, videre ud paa gangen, ned gennem trappen. Han gled ud mellem valne sind, som ikke vilde holde paa ham; og uglade meninger gliste og viste tænder som bidske dyr — de hadde bidt hul paa selve liv-aaren, saa hjærteblodet silte saa ondt. — —
Han fulgte gaden nedover, tvers over Karl Johan, svinged ind i trange krokete smug, stræved i zikzak mod isete bakker, strøg sig opefter lave rønner; han skotted efter røde gardiner — bagom der skulde det være, hadde Sigvart Stenshoug sagt —; stansed og lytted. Han ledte sig frem her i beslutningens stille rus: — han vilde gemme sig hos én indenfor de røde gardiner! — —
Og for hvert rødt lys, som lyste søvnig ud, skummed det gennem hans aarer: han eied ligesom én, som sad og vented! Men naar han stod ansigt til ansigt med lyset, kom klemselen; han tænkte paa det lyse, som titted indpaa moen: — det lugted kvae av kærligheden! — Men her var det, som han skulde kastes udi med sten om begge ben! — —
Og saa gled han videre og ledte efter andre røde gardiner.
Han kom ud paa de brede gader igen, drev mod dele av byen, som laa længer væk, hvor han saa reserve-løitnanten og vestlændingen rave arm i arm og lede efter idealer.
Der stod jenter i portene og lo; det sang med stygge ord, som alle kender, men bare de raa bruger. Han gik ikke ind her heller; — disse mennesker, de var skidne, de var urene, de var syge! de stod og frøs i koldt maaneskin og skratted høit for at faa ham til at tro, de var glade! — men stemmen var brusten. — —
— Og lysene bag de røde gardiner slukned, og den graa Kristiania-morgen kom, vinter-morgen med skidden sne, ensom sko-knirk fra graa mennesker, som strøg sig frem langs husvæggen og blev væk i den letnende nat-skodde høit op i gaden.
Han rusled hjemover gennem de brede tomme gader, kendte sig graa som Kristiania-sneen; stansed ved hvert hjørne, stirred paa dem, som gled forbi. Klokken blev mange, tættere og tættere blev føddernes knirk. Skolegutter med hænder i lommen og buxen midt op paa læggen; en forfrossen lærer med de tyve stilebøger i den vinskibelige rem; melkehester med lange rimete haar om mule og langs bov … graat — graat! han lytted ind i det graa, som knirked og frøs.
— — Nu var han fri! Men frihed var sorgfuld, kendte han; den var sorgfuld ensomhed, var den. — —
Og før han vidste ordet av, laa moen der igen. «Hu-hi-huh,» gøs det ligesom for umaadelige fuglevinger.
Han risted sig: — et unyttigt væsen stod og lytted til unyttigt liv! — — Han greb efter et lyst dame-ansigt op i gaden, gik lige paa hende, hilste. Hun svinged let unna; men han brydde sig ikke om det:
«De kender mig kanske ikke igen?»
«Jo—o,» svarte frøken Hartung.
Han bad om at faa lov til at følge med nedover gaden.
«Jeg fryser saa!» brød han ud om lidt. «Har gaat her paa gaden i hele nat!»
Hun saa op skræmt av det, som hvisled under ordene. De gik og ingenting sa.
«Stærke venner skulde én aldrig ha!» brød det ud igen.
«Jamæn det er da godt at ha en stærk ven!» veg hun unna og saa paa sine fødder med stramme læber.
«Stærke venner skulde én aldrig ha!»
Hun fik to rædde rynker over hvert bryn; hun skulde op i leiligheden lige over, sa hun.
«Det er slik angst at leve!» stønned han.
Hun saa bort, han mødte øiet. Det var ligesom saa langt langt indover i det kloge lyse blik — datter efter datter; han maatte minnes farens øine med den underlig vare og trygge bund. Han blev stille inde i sig — det blev saa mylrende tæt av minner ved det blik.
«Synes De?» studsed det i lys graat, som la sig tindrende over ansigtet som sol over sne.
Han gik.
— — Helene Hartung var som vaaren; hun var umyndig som auriklers duft. «Synes De?» hvisked han.
Men hjemme paa bordet laa der et brev fra moren; han rev det op, læste.
Det var om gamle Stenshoug. Han hadde tat avsked og var paa vei til Kristiania.
— — Der var sendt forestilling til rette vedkommende — man vidste ikke fra hvem — om hans radikale udtalelser i skoletimerne; men til ingen nytte. «En dag ligger et brev i Stenshoug’s brevkasse; det hadde ikke gaat i posten. I det brev stod, at hvis han nu ikke holdt op, vilde «man» skride til undersøgelse av, hvad det var for slags restaurationer Stenshoug besøgte i land sammen med kapteinen paa de sommerturene til Hamburg. Der stod ikke mer — jeg saa det selv; gamle Stenshoug gik omkring og vifted med det og viste det til alle og lo av det; — den eneste han vidste, det ikke var fra, var far, sa han — han hadde sine grunde til at vide det, og saa lo han saa stygt; «ikke engang Dem frue er jeg sikker paa!» sa han og saa underlig paa mig. Jeg maatte le, thi jeg har jo ingen interesse av det.»
— — Saa maatte da avskeden komme, med en liden pension. Men nu var han ansat som agent for papir-fabrikerne paa Nedre-Foss. «Jeg begriber ikke, hvorfor pappa holder saa paa den manden!» —
Herman Ek rulled op gardinen. Dagen sved i de saare øine. Han blev staaende og stirre ud: — han hadde sine grunde til at vide det, gentog han stilt; — ja, der var jo ting hjemme, han ikke kendte til. — —
Han læste videre. «Der maa ligesom bedre karakterer til for at være radikal end for at være det andet — jeg ved ikke. Det er saa rart med det: begynder det først at rable paa ét punkt; saa løsner det paa saa mange.»
Og saa fortalte hun, at Stenshoug var søn efter en ganske simpel tømmermand, som sad paa bodsfængslet for falsk. «Det gamle blod kommer engang igen; det pibler frem paa saa mange vis.»
— — Nu seired hun, mente hun; de kræsne krav, som hun hadde lært ham, de mange samvittigheders saare vink vilde tvinge ham hjem igen fra Sigvart og de unge, som bygged sig sammen sin egen unge vilje; hans sky for skiddent liv hented ham kanske hjem til Nedre-Foss ogsaa! — —
«Jeg har jo ingen interesse av det» ha-ha!
Helvedes kærring!