Sus/6
Jeg skønner ikke logiken hos de mennesker, som er imod kvindesagen,» sa Sigvart Stenshoug, «og gomler om ideal og sommerfuglstøv paa vinger.»
Han og Herman Ek gik en eftermiddag udover Drammensveien og snakked sagte.
«Ja, holde paa forskel er at holde paa det dyriske!»
«Gøre kønnet til inddelingsprincip!» — Det var ikke ideelt; som menneskeaanden kæmped sig fri, maatte ogsaa den forskel vige, mand og kvinde bli ét — det var det, som mentes med de ord. — —
Og Herman Ek var enig.
— De hadde ikke været det, da de blev alene paa fjældet turen hid. Han skønte det ikke selv, — men han vilde hævne sin far og sin mor. Han tænkte paa Fossum-gaarden, som laa folketom og stængt; han kendte, hvor det blev stille i stuerne, da han var reist, — det blev ligesom vinter paa gaarden før dette aar, end det pleied; men moren kunde ikke tro, at han var reist alligevel, gik og titted ud av de smaa skælvende rynker om øiet, — det kvakk i hende, naar det peb i en gangdør: han kunde ha betænkt sig, og nu staa der igen for at overta Nedre-Foss! — —
Slik gik han mut og tænkte første dagen over fjældet. Om kvælden slog det ud i had, som skummed i hans blod, i hans hjærne: — — Stuart Mill var en tosk! for han op. Kvindesagen var noget væv fra ende til anden! — det var de skuffede jomfruer, de misnøidde fruer, som prøved at mætte sin hungrende natur med visne spørgsmaal — saften var tørket og livsevnen slut — altid var den det, naar man diskuterte om lykken! — —
Han sa Sigvart Stenshoug ustanselig imod, hvor han kunde komme til, haante alle disse mennesker, som paa bare livet vilde følge med. Det var som i sildetiden dette, sa han, et liv som paa bryggen i kystbyen, naar fiskeskuter seg ind, kappestrid og albuestød for at naa i den fedeste ladningen, — og haan og stygg mund til dem, som holdt igen: — det gjaldt at være først, det gjaldt at knibe den fedeste idéen! De kaldte det at kæmpe for sandhed og ret.
Men de fulgtes ad over fjældet alligevel; — sa tilsidst ikke et ord; — men en morgen de var naadd postveien ned i Østlands-dalen, stod Herman Ek op en time før den anden og gik uden at si fra. Den bagerste saa alligevel til ham, som var foran, den dag oppe i veibakkerne — der var en fjærdings vei imellem dem; men næste dag øged avstanden, og udpaa eftermiddagen var han foran ikke længer oppaa den borteste bakketop.
— Men det var nok bare hjemme-fange-armenes sidste bugt, som slap; herinde i Kristiania var hadet væk; han begyndte at længes efter Sigvart Stenshoug, ledte ham op og de leied sig ind i samme pension. Herman læste jus, den anden gik paa tegneskolen og skulde bli kunstner.
Der var saameget at tænke paa og tale om; han kom midt op i diskussionernes stryk. Spencer var oversat. Zola gled ind med sine kolosser. Og landets stordigtere gav i kunst, i bladartikler, hvad de saa — der kom noget nyt næsten hver uge. Der var ikke ørens lyd. Menneskene var ingenting, meningerne var alt! Og folk trodde! trodde som børn. De trodde paa debatternes evne til at flytte verdener, trodde paa deres karakterfornyende magt!
Herman Ek vided sig. Han blev grebet av larmen og staaket; han blev grebet mere end Sigvart — han kendte bedre stormen og staaket, fordi han kendte mindre hvert spørgsmaal. Det samled ham; det rensed sind, og det spændte vilje. Med skipperblodets stridsind gik han tilbunds, dukked op igen med standpunkt i hver sag; det var som naturen i ham fandt det, han hadde stundet imod alle disse aar, det var morens iltre vilje, som for første gang fik stof under sig.
— — Livet var friskt, uden uklar sus, uden saar helg! — det var som aften efter regn over enge: klisne stier og draapetungt græs, fuglesang og hvid skodde, som letned over lange udsyn, — men ingen tør flæk til at lægge sig og synke sløvt stirrende sammen; - altid fremover! Livet var lys og strid; — det var som Signe kunde reddes og prostens datter og broren og alle unge med stakaandet livstrang! Der var saa uendelig meget at gøre.
Det var deilige dage, fulde av skummende tro, fulde av herlig energi! —
— Herman Ek og Sigvart Stenshoug vendte først langt ude paa Drammensveien; de gled indover til byen igen i stille sus av det de saa og det de ante. De gik og stirred udover til fjords, bag de sorte striber av bladløse grene og langt ind i den blaagraa dis, hvor glorød kant flammed og brandt om de kolde skyr. De pusted ind sval høst og lys lys aftentaage, som flød i bløde strømme gennem den frysende gade, løfted sig lel, smøg sig ulden og hvid om trær, om lygtepæl, indtil husvæg.
De ante i fremtiden, naar striden var over, et underligt nyt harmonisk menneske, uden kønnets uro, uden drifternes hvileløse stræv. — —
«Her skal være dansemoro iaften!» sa Sigvart Stenshoug, han pegte op mod en hjørnegaard de gik forbi. «Tordis Hval skal did.»
Det stansed i Herman Ek, da han hørte navnet; hun hadde ligesom været borte for ham siden ivaar. Han vidste bare, at hun var blit ked av smaabyens fede farmasøit og nu gik og lærte norsk mønstertegning her i byen.
Navnet lyste; han tænkte paa hvidveis indpaa moen, han tænkte paa konvolvulus, som bød sin hvide ynde til forsommersol og surrende homle. Han brummed; saa ikke op, spurgte ikke, hvorfra han vidste det engang.
«Den balglæden anser jeg nu ikke for ideel,» sa han ligesom for sig selv om en stund. —
Navnet sang. Han sad indpaa sit værelse og lytted til det hele aftenen; det var den samme langsynte stilhed i verden som i lysthuset hjemme efter de stille luftninger gennem syrenernes krone, naar de hvisked sig væk over hans barnehode med lekende sol. Hvad brydde han sig om standpunkt og fremtid! Det var som han ikke var den samme længer. — —
Da klokken var ti, knepred det vart i entrédøren, han gled som en vind nedover trapperne. Han skyndte sig over parkens hvislende løv, fremtil Drammensveien; han stansed udenfor hjørnegaarden paa fortoget ligeover, blandt dem, som stod og saa op.
Lyse, smilende gled de bag vinduet for polkaens hoppende lek. Ring i ring. Vinduerne stod oppe; gardinerne vifted; passiaren strømmed ud i den hvide taage.
Men han tog hendes latter ud av al den glæden; uræd sang den ud til ham, uræd som paa sæter-turen! — hos hende sved ingen hjemme-minners nesle under. — At den stemmen aldrig skulde faa en klang fra moens saare helg, saa han turde tro, at hun kunde tænke paa ham! — —
Han vidste ikke, hvorlænge han hadde staat, da de gled ned trappen med skoglatter og sang. Det var forbi.
Han misted pusten; hjærtet banked, saa han ikke kunde staa stille; han sprang over gaden, op stentrappen, styrted ind i den skingrende munterhed; han saa sig rundt, smøg ud igen av gangen — den var fuld av piger, som vented. Han var tør i halsen og hæs, da han hilste.
«Jeg skal følge!» hvisked han lige indpaa Tordis Hval — det kom stærkt som en susende vind, der kunde ikke være tale om nei. «Jeg gik her forbi, og saa saa jeg —.»
«Aah! det er jo min gamle flamme!» svarte hun muntert.
Der var en i følge, kusinen fra sæterturen, Helene Hartung.
«Forfærdeligt til skraal!» sa han og gik over paa frøken Hartungs side — herrestemmer sang op i trappen. «Jaja, det maa de nu ha lov til!» bytted han stemme og lo — de skulde ikke tro han misundte! — — Han snakked sagte, som bare frøken Hartung var med; han skilled ikke ansigtet — det var noget lyst stille, som stak frem av den varme hvide kapot.
De gik og ingenting svarte begge to; de gik med alt dette hvide tullet ind i den side skindforede kaabe — de hadde tullet den om glæden ogsaa. Og stilheden rundt dem var tæt og tung som tyk skodde.
«Morer De Dem nu paa bal, frøken Hartung?» kom det tilsidst.
«Ja—a. Jo—o,» svarte det usikkert.
«Balglæden er ikke ethisk!» sa han.
«Ethisk? — jeg skønner ikke det ord —?»
Hun snakked langsomt, ligesom med stræv, men hvert ord hørtes.
«Jeg mener umoralsk!» brød det ud. «Den glæden —, den glæden —;» han kom ikke over den himmelhøie bølge, som reiste sig i brystet; det stansed helt — han gisped efter pust: «Naar De hviler derinde i en herres arm, — Ved De —, ved De, hvad slags tanker han huser bagom det blanke skjortebryst —!»
Det sank i ham, — nu var det sagt! Det var som et utroligt eventyr — han hadde aldrig snakket med unge damer før om det! — —
Hun skøv det væk med hænderne under den forete selskabskaaben. «Det har jeg ikke noget med,» sa hun fast.
Og Tordis Hval kniste let.
«Ja De tror kanske,» mødte han hende leende, «at jeg er saadan en naiv asket av en ungersvend ovenfra bonnelannet, som gaar og tænker paa én, paa hende, som paa en hvidveis i skoven, og gemmer paa et digt?» Han smaalo igen, plistred og mindtes ligesom saa mangt, som nok sa noget andet. «Naanei, vor tid er ikke slik!» la han til. «Det var ikke det jeg mente, — egentlig; vi skal bare ikke kalde den balglæden uskyldig, synes jeg.»
Frøken Hartung skøv det igen fra sig under kaaben: «Det har jeg ikke noget med, synes jeg.»
«Nei, det faar da saamæn bli herrernes sag!» kom Tordis.
«Jaja, la os ikke snakke mer om det!» — de vilde ikke slippe saameget som et ondt ord til sin glæde indenfor selskabskaaben! — Det laa og greb ham i struben, — ligesom kvælende tør pligt, som kræved had og sorg.
Paa et hjørne stansed de, mens en vogn svinged forbi.
«Hvad mener nu De om kvindesagen, frøken Hartung?»
«Jeg ved ikke,» svarte hun med uro — hun angred ligesom let, at hun ikke hadde sat sig ind i den.
«Det var da svært!» kom Tordis Hval med hast. «Har De det ogsaa slik med meninger om al verdsens ting! Jeg træffer jo ikke studenter, uden de spørger om en mening — men jeg trodde ikke, at De hadde det med det.»
«Hvorfor trodde De ikke, at jeg hadde det med det?»
«Gutter fra dannede hjem pleier ikke ha meninger. Har vel fætter Fredrik, løitnanten, meninger, Helene?»
«Tvertimod!» ropte han. «Meninger maaler éns udvikling, maaler éns dannelse, maaler éns kultur, maaler alt! — nu i vor tid!»
«Aja; jeg skønner det ikke. Men folk er blit saa svære til at ha meninger nu om dagen, at det er rent brysomt.»
«Kanske jeg generer?» sa han hæs.
Men frøken Hartung takked for følget i det samme — hun skulde ind her paa hjørnet.
Saa la stilheden sig tæt og tung om dem. Det laa og grøssed og frøs gennem alle hans nerver — han hadde det bløde tag om fletten i Fossum-haven. — —
«Hvad er det som feiler Dem idag, Herman Ek?» sa hun tilsidst sagte.
Det blev saa stille og blødt inde i ham, da han hørte hende si hele navnet — det var som at stryge kindet mod aurikelblomstens dunhud.
«Folk skulde slutte med slikt noget!» sa han fremfor sig om en stund.
«Hvordan slikt noget?»
«Alt slikt, vel!»
«Ja, hvordan alt slikt?»
«Slikt samliv — paa alle bauer!»
«Jeg skønner Dem ikke nu.»
Han svarte ikke strax; — men saa kom det med ét, aandeløst jagende:
«Livet er tomt! Livet er urent! — disse forbindelser mellem mand og kvinde! Balsalen, med de svaiende legemers tyste lek mod hverandre, — er de bedre end disse, som flyr om her paa gaden i lygteskin! — er der forskel!»
Det blev lange stunder bare pust, han svimled av sit eget mod.
«Hvem flyr her!» sa hun hæs; han rev hende med — slik hadde aldrig nogen snakket.
«Ser De ikke tøserne!» Det var tonløse ord, selve tingen som talte; det stod der som kolde trykte bogstaver, som intet menneske eied.
«Se den der, som skyder skuldre som en kat og skotter rundt! — se den der! Er der forskel!»
«De er en fæl fyr, Herman Ek!» stønned hun med ét og tramped; hun greb pigen, som gik bagefter, i armen, gjorde en sving ud i gaden forbi ham og blev væk.
Han lo tørt og koldt, da han tog til luen: — nu var glæden dræbt under selskabskaaben! Hun ligned en hundsat[1] sau, der hun tverstansed og tramped! — —
Han fulgte langsomt efter udover, saa, hvor hun gik ind.
— — Fæl fyr! fæl fyr! Det moderne liv, det nye, var noget mer end en frisk aften efter regn over enge; det var noget langveisfra i det, som ligned fjældvindens vift — det var som at staa ene paa vidden og stirre trodsig imod nøgen ødslighed, som ingen grænser kendte. — —
Han kasted sig om, stormed indover til byen. Men udenfor pensionen stansed han, snudde, tog samme veien tilbage over parken, udover Drammensveien. Det var mørkt i hendes pension; det var mørkt ind i haven, hvor frøken Hartung blev væk. Han gik videre udover, for at kunne stanse engang til udenfor hver, naar han kom tilbage. Han tog turer bortom hjørnegaarden, der ballet hadde staat; allesteds var det mørkt. Han drev og drev. Tankerne flommed gennem ham, uden maal, uden skel, vildt æggende; — hans jag efter glæde var formløs og styg, uden vragende vilje, — den var som jagten efter gade-tøser under parkens mørke trær. — —
— Det var langt over midnat, da han smøg sig gennem entréen indpaa sit værelse og la sig.
Han saa hendes store hvide fortænder, naar hun aabned munden; de var voxet, og underlæben var blit trangere. «Hun er en sau,» hvisked det trodsig langt bag i sindet. Det gjaldt at ha mod til at si det én gang; det lokked ham, saa han sa det gang paa gang: «hun er en sau — hun er en sau!» —
… Ormen sikler om lynge-busk,
— tør nok altids stikke …
sang det yrt.
Og saa sovned han tungt og dumpt.
- ↑ hundsat — jaget av hund.