Sus/8
Dette satte sig i struben, det limed sig i ganen! Han vilde tilbage til de stærke venner, til dem som hadde uglade meninger! — vilde være med at stirre strid ind i de grænseløse meningers ødslighed! Nu blev det kamp! nu blev det dødsangstens alvor i det, han mente! — Det var skipperblodet, som seiled ham ud paa de ravgale viljers og meningers hav! — —
Først stormed han ind paa Sigvart Stenshoug’s værelse; der hadde været en ældre herre op og hentet ham ved middagstid, sa pigen.
Han ledte efter ham rundt paa kaféerne, blev tilsidst igen paa den, hvor han og Sigvart pleied sidde; han gemte sig ind i det inderste rum, sad og vented, stirred ud gennem kaféens værelser mod døren, som slog igen hvast for hver, som kom og gik, stirred paa de dvaske fingre, som skøv dominobrikker langs hvide marmor-bord. Gennem alle døre, mellem bukkende opvartere, gled den blaarakede løitnant med hunde og tætte pas som en cirkus-hest, Helene Hartung’s bror, frem og tilbage gennem alle værelser, skotted og ledte efter venner. Og derudenfor paa hjørnet, i blaffet fra det elektriske lys, gled blege ansigter forbi, saa ind med lørdags-nattens brændende øine — ansigterne bag de røde gardiner; og den aldrende Kristiania-statsraad stansed op av gammel vane i aften igen, stirred efter ansigterne, slikked sig geil om munden med den tykke tyre-tunge.
Taagen øged; duggen tætned paa den store rute, — til han ikke kendte folk længer i lysets blege bIaff; bare stille skyggen som strøg forbi paa ruten.
Han tænkte paa gamle Stenshoug; — — var kanske de andre mennesker slik som de skulde være! Nei én fik ta dem, som de var! — livet var nu engang saa. Her nytted ingen kræsne krav!
— — Han vilde ta det som det var! Han kendte ingen sky for gamle Stenshoug; og han mente ikke, hvad hjemmet mente, om han tog aldrig saameget sommerturer til Hamburg! —
— Det tog ham i skuldren; det var gamle Stenshoug, som la labberne paa ham; det lugted brændevin. Han og sønnen satte sig.
— Han hadde arbeidet fra morgen til aften paa denne reisen, sa han, hadde opholdt sig i kystbyer og snakket papirhandlere rundt; han hadde alt besøgt forretninger her i byen idag — folk lod sig narre i flok og følge, der han kom. «Aaja, det er skidt til greier, gut!»
«Dere har jo været i totterne paa hverandre dere, sa du Sigvart,» kom det livlig, som det var et indfald.
Sønnen vaagned — han hadde siddet med tæt sammenklemte læber, uden lys i blikket, det var som sindet var visnet under en tanke; nu flammed det op i øiet og gnistred, han stirred med den stikkende prik:
«Han har ikke ordet! skrek jeg. Han avbrød mig midt i min tale. Han har ikke ordet — han har ikke ordet! skrek jeg; — avbrød mig midt i min tale!» Saa sank han sammen og visned igen.
Det blev stilt. De sad og stjal sig til at se paa hverandre, Herman Ek og gamle Stenshoug, men gled unna, lige før øinene skulde mødes; Herman kendte det, som det var farens rædde øie han saa med. Det laa noget underlig fast langt bag i Stenshoug’s røde hovne blik, som han hadde at si Herman Ek; — men han lod det ligge.
«De mangler jo frisk luft her i byen, hører jeg,» smilte han med ét.
«Jeg hadde drukket lidt,» lo han sagte og saa paa Sigvart.
Gamle Stenshoug lod, som han ikke hørte:
«Jaja. De synes, De hadde mer av det slaget hjemme. Jaja. Jaja.» Men det faste i øiet, som trued, blev liggende, hvor det laa - det trængte hævn over meget mer end Herman Ek vidste.
Han svarte ikke; han gled fra hverandre under den trykkende vent; han blev et stort saart øie, som gemte sig væk i kaféen, han blev et sygt øre, som hørte latter, hørte sus av haarde stemmer; der gliste stygge smil fra blanke fjæs, som sad i tobaksrøg og slog en letvindt vits paa døgnets spørgsmaal, de fra Studentersamfundets ytterste værelser, — katteklør som kradsed i hans blødende saar! Det var ikke bare Stenshoug’erne som var rovdyr — alle var de rovdyr som mased sønder og sammen! aa disse fæle brutale mennesker! — —
«De har samma læber, som Deres mor,» sa gamle Stenshoug med ét, i stille kold tone, nikked med et ondt hvast kast i blikket, som klipped noget av.
«Saa,» smilte han kort.
«Jeg har forresten engang sværmet for Deres mors læber. Jaja. Jaja;» der risled minner i hadets flom.
«Hid Syversen!» skrek han og vendte sig fra Herman Ek, en mand kom ind derborte Det var høiremanden hans, sa han, en handelsreisende han hadde været ifølge med vestenfra.
Syversen satte sig, en ildrød koparret mand.
«Se paa den tjuklingen der!» sa Stenshoug og pegte paa en, som kom ind. «A det er Skidt til greier gut!»
«Det er en dèkkadent!» lo den anden. «Staven hass er lige lang som hans sjæl er!»
«A det er skidt til greier gut!» Han saa paa Herman Ek; han kendte dette igen, den kolde sky foran uveir. Det ægged, sanked hans kraft; han retted sig; før han vidste det, sad han i trodsig vent.
«Hvad mener saa De om den yngste skaldskab?» sa det.
«Jeg mener ingenting om den yngste skaldskab.»
«De læser da digte?»
«Jeg mener ingenting!»
«Mener ingenting! — Det er Deres pligt.»
«Hvorfor er det min pligt?» Han mødte Stenshoug’s blik, som laa og aad hans oprør i rolig vellyst. «Hvad har jeg med at ha mening om et spørgsmaal, for det om De har det!»
Stenshoug lod som han ikke hørte:
«Jammæn var det ikke samma læberne du!» sa han vagt til sig selv.
Det blev stilt.
«Det later til, de unge ikke vil mer nu! Jaja. Jaja,» lo han sagte om lidt og tørked over tænderne med den røde lommeklut. «Riddertidens klingre glaspokaler, ha—ha! … slaar sagte paa sin pokal —.»
«… Prøver og prøver —» lo Syversen og slog mod toddy-glasset.
«Men de tar nu ikke den tonen mer.»
Saa blev det igen stilt.
«Jeg skal si dig det,» pikked Syversen ham med ét paa armen. «Før i tia hadde onger det vondt, saa de tynde og pistrede strøg med; — men naa har børnepleia gjort slik fremskridt, at dom lever, dom som før dø’ den naturlige død.»
Stenshoug hørte ikke paa ham: «Det er bagevje! — og saa trur de nauta, det er sjælve elva!»
«Hm, jeg sier som min principal; han sier: kan man bare faa gjort ungdommen dèkkadent, sier han, saa har vi vunni spel! Ligge og stræve med disse svære liberale ideerne nu for tiden, det er at trække kànnoner paa trilIebør, sier principalen; — slæp taget i tide, sier han, godvillig! — saa slæpper du at gaa om som hvidhaaret radikal tomsing; — for ud i aarene blir det saa ikke noget av med trillinga lel. — Dette nye er ikke som værst!»
Gamle Stenshoug nikked syrlig fremfor sig: «Det nytter ikke med den ungdommen, som vil!» Han saa bort paa Herman Ek med tung hævn i øiet; det skummed op og mødte — han stirred ind i Stenshoug’s røde blik:
«De ældre, som har lidt at gemme, skulde ikke være saa utaknemlige mod den yngste skaldskap, som holder sig saa smukt væk fra privatliv, holder sig harmløst til pager og prinsesser dybt inde i skove.» Morens tynde læber skalv længe efter ordene.
«Jammæn later det til, de unge ikke vil mer nu,» sa Stenshoug fremfor sig, Som om han ikke hadde hørt. «Det er nyttige karer, Syversen — hva!»
Syversen la sig med indtrængende hvisk over bordet:
«Det er det: naar én holder paa det bestaaende, har jeg tænkt mig, én ved hvert evige minut paa dagen akkurat hvor én selv staar. Og det er ikke lidet gode i vor tid.»
Sigvart hælded sig væk, ledte i avis-hylden ved siden. Syversen sad og saa paa dèkkadentane.
Herman Ek saa Sigvart i nakken — han likte den blide haarlok bedre end nogensinde. Med ét kendte han et pust over sig — fortrolig stille du:
«Du gaar i urene tanker her om dagen Herman; — gul i huden; mørk under øinene; folkesky …»
Han blev siddende og lute, ledte efter svar; han fandt ikke ordet — alle de ord, han eied, koktes skummende sammen: — denne mand famled ækkelt paa ham efter godt tag! — kunde han faa det her, var han ovenpaa! — —
«Jeg siger,» kom det lidt stærkere, «du gaa—aar i urene tanker her om dagen. Det er brynde, som plager dig,» la han til og trued ligesom spøgende med slap finger. «Det er angsten, som skriker efter frisk luft!» hvisked han.
Herman Ek spratt i veiret uden at ha fundet svar.
«Jeg gaar fan pine mig ikke i nogen tanker her om dagen!» knerted det i rasende fart som glatte smaasten langs glatte bærg.
«Naa da gutten — naa da gutten!»
«Og selv om jeg gjorde,» retted han sig som en kæmpe, «hvad kom det Dem ved, raaass — der — De — sidder!» Han slynged glasset lynsnart mod gulvfliserne, saa det laa igen maset til støv. Han blev staaende og stirre paa ham længe med vide øine.
Syversen sad og gabte. Sigvart retted sig, men sank saa sammen igen paa stolen.
«Naa da gutten — naa da gutten!»
Han gik — det var, som senerne i hans ben bar ham med dobbelt kraft.
«De er en bohæm!» pegte Stenshoug efter ham — fingeren var ikke slap længer. «Dèkkadent!»
Sigvart gled efter, tog ham i armen:
«Du maa ikke dette! Far trænger unge om sig, som holder ham oppe og tror paa det, han tror paa!»
«Saa har han dig!»
«Han bryr sig ikke om søn sin; — han bryr sig bare om ungdom — ungdom, — samme om det er søn eller ikke!»
Herman Ek trak ham efter sig udav kaféen:
«Det faar ikke hjælpe! Vi unge vil ogsaa leve! vi vil leve — vi vil leve!»
«Far skal ha drukket saa forfærdelig paa reisen.»
«Det faar ikke hjælpe! vi vil leve — vi vil leve!»
Saa hvisked Sigvart noget; den anden svarte ikke, men gik, han saa, hvor han stod igen og visned.
— Bort i gaden mødte Herman Ek en langbolet ragget liden hund; den hopped tryg og klodset med de lange graa øren dinglende i lygtelyset. Den saa en anden hund og vendte, med halen gemt mellem benene kom den i vetskræmt gallop tilbage forbi ham.
Han kendte hunden, gik over paa det andet fortog, blev staaende og se; den kom igen, lige i skjørtekanten efter hende, prostens datter, som blev gal efter den sommernat paa heien hjemme. Hunden hadde mere mod nu, stansed op, lugted paa den anden hund, gjorde hop.
«Fy Richard!» smatted hun paa den. «Fy!»
De gik videre. Den anden hund fulgte og lugted. Han fulgte viljeløs efter dem; — hjemmet! … minnerne! … det døde inde i ham levned saa dragende stærkt! — —
Bag hjørnet stødte han lige paa hende, hun stod og snakked med «Richard»: «Ikke være stygg igen!» sa hun, kneb den i øret og tugted den — paa samme vis bed Sigvart tænderne sammen, da han slet Tordis i fletten; hun blev ikke færdig med at tugte: «Fy Richard! rigtig fy!»
Han hilste. Hun kendte ham ikke. «Richard er rigtig saa lei!» sa hun, ansigtet var fedt og rundt, flytted sig ustanselig flakkende, smil i smil. «Det lugter frisk høi av Richard. Kend!» Tankerne glap og glap, glæden i løen den nat hadde revet hendes tanker sund. «Han heder Richard paa heien, — men vi kalder ham nu bare Richard da. Adjø!»
Hun neied og blev væk. Han blev gaaende efter hende helt, til hun svinged ind i en port.
Han gik hjemover og tænkte, mintes …
— Og det tog tid, før det naadde frem, det andet, skønt han ante det, strax han saa det faste, som bredte sig skælvende i Stenshoug’s store blaa blik; endda i sængen laa han hed og kasted sig og greb efter det, som Sigvart hvisked:
«Jamæn det er din mors skyld dette — far kendte skriften —.»
Han laa og angred; han skyldte ligesom den blide haarlok noget i Sigvart’s nakke. Aldrig blev han fri den uklare angren for det, han ikke hadde gjort! — —
— — Hadde moren virkelig selv lagt brevet …!
— — Det var den stumme vilje indenfor den tørre stride ryg i høst.
— Haa, det var sandt, som det var sagt: det gamle blod kommer engang igen! —
Det flytted sig som flakkende lys og vaad frostskodde.